Forældreinddragelse og socialpædagogisk arbejde på anbringelsessteder for børn og unge

Forældreinddragelse og socialpædagogisk arbejde på anbringelsessteder for børn og unge Af lektor Helle Meyer og lektor Margit Nielsen, UCN, pædagoguddannelsen. I perioden fra efteråret 2004 til sommeren 2005 gennemførte vi i samarbejde med tre anbringelsessteder for børn og unge et udviklingsprojekt 1 der havde til formål at udforske, hvordan familiesamtaler kan bidrage til udvikling af samarbejdet med forældre, der har et barn anbragt uden for hjemmet. Marte meo metoden blev anvendt som kommunikationsredskab, idet vi ville undersøge, om metodens principper om udviklingsstøttende kommunikation kunne anvendes af pædagoger som et brugbart redskab i samtalerne med forældrene. Hvad ville vi? Projektet havde som udgangspunkt en antagelse om, at hvis socialpædagogisk arbejde med anbragte børn og unge skal nytte, må indsatsen omfatte familien som helhed og ikke kun rette sig mod det anbragte barn. En anden antagelse var, at anbringelsessteders pædagogik generelt set bygger på en tradition, hvor pædagogen er barnets advokat og hvor varetagelsen af barnets tarv indebærer en nedprioritering af forældrenes indflydelse på og inddragelse i barnets liv under anbringelsen 2. Der er i forskningen forskelligartede antagelser om de biologiske forældres betydning for anbragte børn og unges fremtidige udvikling, men det er ifølge Egelund og Hestbæk (2003) et faktum, at forholdet til de biologiske forældre fylder meget i de anbragte børn og unges bevidsthed. Egelund og Hestbæk peger på, at båndene til forældrene, uanset at disse kan være overvejende negative, altid er meget stærke. Et barns udviklingsvej udformes gennem et komplekst samspil mellem risikofaktorer og beskyttende faktorer, herunder ikke mindst faktorer knyttet til familien og dennes psykosociale situation (Broberg 2005). Som Reidun Hafstad (1998) har udtrykt det, er forældrene i en dobbeltposition i forhold til barnets vanskeligheder. Dels må de antages at være en del af årsagen til barnets problemer, dels er de helt centrale for løsningen af de selv samme problemer. Hvis en 1 Projektet er beskrevet i rapporten: Samarbejde med familier til anbragte børn og unge familiesamtaler på grundlag af Marte Meo metoden (Meyer & Nielsen, 2006). Dele af denne artikel har tidligere været publiceret i Tidsskrift for socialpædagogik nr. 19 2007 2 Som Ertmann (2006) peger på, er stabilitet hidtil blevet vurderet som vigtigere end kontinuitet i forbindelse med en anbringelse udenfor hjemmet. Kontakten med forældre og familie er blevet nedprioriteret for at sikre rolige og stabile forhold i barnets opvækst. 1

anbringelse skal hjælpe et barn i vanskeligheder på vej i anden retning, må det socialpædagogiske arbejde derfor for os at se indebære inddragelse af familien som helhed. I den afsluttende evaluering af KABU projekterne (Evaluering af KABU-delprojekter, 2005) konkluderes det, at erfaringerne fra en række projekter viser, at inddragelse af forældre i et samarbejde er af stor betydning for børnene. Forældrene føler sig mere værd som forældre, hvilket giver børnene en mindre konfliktfyldt anbringelse. Gennem at inddrage forældrene og give dem reel medbestemmelse skabes større forståelse for og mere kvalitet i anbringelsen. Når børn og forældre oplever at blive hørt og taget med på råd, etableres et positivt samspil frem for en dem - os attitude. Fra forskning i psykoterapi (Hougaard 1996) ved vi, at faktorer knyttet til udvikling af relationen mellem klient og terapeut, den såkaldte behandlingsalliance, har stor prædikativ værdi i forhold til udfaldet af behandlingen. Det drejer sig blandt andet om enighed om terapiens målsætning og opgaver og om det emotionelle bånd mellem parterne. Forskningen viser, at klientens oplevelse af såvel terapeutens personlige fremtræden, om denne udviser accept, varme og empati, som oplevelsen af de terapeutiske opgavers relevans, hænger sammen med udbyttet af behandlingen og ofte spiller en større rolle end den specifikke metode, der anvendes. Overført til pædagogisk arbejde peger dette på, at det har betydning for et succesfuldt anbringelsesforløb, at pædagoger arbejder med at etablere et samarbejde med forældrene, præget af en anerkendende grundholdning, hvor de lytter til og lever sig ind i forældrenes perspektiver på familiens problemer. Familiesamarbejde kan foregå på forskellige måder og med forskellige metoder og midler. Vi udforskede i projektet familiesamtaler som én måde at udvikle samarbejdet på og ville indsamle erfaringer om, hvordan Marte Meo metoden kan bruges af pædagoger som et støtteredskab i samtaler og samarbejdet med forældre. Hvordan gjorde vi? Projektet havde deltagelse af én familie fra hvert af de tre anbringelsessteder og de tilknyttede kontaktpædagoger (én eller to pædagoger) Familierne og kontaktpædagogerne blev udvalgt af det pågældende anbringelsessted. I alle familier var det anbragte barn ca. 13/14 år gammelt. Pædagogerne blev indledningsvis introduceret til Marte Meo metodens principper, ligesom forældrene blev orienteret om projektets ide, mundtligt via pædagogerne og skriftligt gennem en pjece, vi havde udarbejdet. 2

Forældre og pædagoger blev interviewet før og efter samtaleforløbet med henblik på at høre om deres oplevelse af samarbejdet på interviewtidspunktet. Samtaleforløbet strakte sig over ca. 6 mdr. med 4-8 samtaler pr. familie. Samtalerne blev filmet og efterfølgende analyseret systematisk for at undersøge, hvornår forældrene var mest engagerede, aktive og bidragende i samtalerne, samt hvad pædagogernes kommunikative bidrag var i disse samspilssituationer. Marte Meo metodens særkende er, at den har et ressourcefokus, hvor terapeuten leder efter de øjeblikke i samspillet, hvor interaktionen mellem parterne er god 3. Den gode interaktion indeholder følgende elementer 4 : Fælles opmærksomhedsfokus: parterne retter opmærksomheden mod det samme, og taler om det samme. Fælles opmærksomhed etableres ved, at parterne følger hinandens initiativer. Bekræftelse af hinandens initiativer: parterne tilkendegiver overfor hinanden, at den andens bidrag og den anden som person er set og hørt i samspillet. Turtagning: parterne indgår i dialog med hinanden ved at skiftes til at ytre sig og lytte samt tager flere omgange omkring det samme emne. Positiv ledelse: ordet positiv refererer til stemningen og ordet ledelse referer til den ansvarlige for samspillet. I den positive ledelse tager ansvarspersonen sit udgangspunkt i den andens opmærksomhedsfokus. Ansvarspersonen må sørge for, at der er en rar stemning og at der er klare rammer omkring samspillet, hvad angår tid og formål/mål. Ansvarspersonen må sikre, at alle får mulighed for at bidrage. I interaktionen mellem forældre og pædagoger kiggede vi efter, hvad der fungerede godt i samtalerne. Disse vellykkede sekvenser klippede vi ud og viste i tilbagemeldingsseancerne med pædagogerne på anbringelsesstederne. De udvalgte klip blev givet som arbejdspunkter, hvor pædagogerne bevidst øvede sig på at anvende et bestemt kommunikationselement, i den kommende samtale. Hvad fandt vi ud af? Projektforløbet viser, at Marte meo metoden er anvendelig som støtteredskab i familiesamtaler og at familiesamtaler på nogle punkter kan medvirke til at inddrage forældrene i samarbejdet. 3 god refererer her til det Maria Arts (2000) kalder den naturlige udviklingsstøttende dialog mellem forældre og barn. Dette begreb er forbundet med nyere udviklingspsykologiske teorier, se eks. Daniel Stern (2000). 4 For en nærmere uddybning af Marte Meo metodens principper se eks. Meyer & Nielsen (2006), Pernille Roug (2002), Jytte Birk Sørensen (1998) 3

Marte Meo fungerede metodisk som støtte i forhold til strukturering af kommunikation og samspil med forældrene, samtidigt med at analyser af filmoptagelserne viste, at metoden var anvendelig i forhold til at uddybe kontakt og relation mellem forældre og pædagoger. Marte Meo metoden har i sine kommunikationsprincipper fokus på nogle samspilskvaliteter forbundet med det konkrete møde mellem professionel og bruger, hvorved metoden i dette projektforløb både fungerede som en støttende struktur, en slags manual, for samtalerne samtidigt med, at den qua sin særlige metodik støttede pædagogernes indlevelse i forældrenes perspektiv og tydeliggjorde forældrenes ressourcer for pædagogerne. Forskning peger, som tidligere nævnt, på den betydning, det har for behandlingseffekten, at brugeren føler sig forstået og set. Marte Meo metodens principper om at se, høre og bekræfte den andens initiativer indebærer indlevelse i forældrenes synsvinkel og kan dermed støtte udvikling af en emotionel positiv relation mellem den professionelle og forældrene. Pædagogerne fortalte i interviewene, at det at se udvalgte klip fra samtalerne med fokus på den vellykkede kommunikation var udbytterigt, fordi det gav nye vinkler på egen faglighed, ligesom det gav anledning til nye mere ressourceorienterede måder at beskrive og opfatte forældrene på. I starten af projektforløbet så vi en del ufokuserede samtaler, hvor det var utydeligt, hvad formålet med samtalerne var, idet pædagogerne ikke indledte samtalen med at fortælle, hvad de havde tænkt sig at tale om. Det var meget op til forældrene at komme med udspillet. Marte Meo metodens princip om positiv ledelse indeholder blandt andet elementerne struktur, stemning, kontakt og dialog. Ansvaret for strukturen påhviler pædagogen og handler om det helt elementære at have en tidsmæssig og indholdsmæssig ramme omkring samtalen. Ved at lave struktur i samtalen og holde fokus på et enkelt emne blev emnerne uddybet og belyst fra forskellige vinkler. Der blev større dybde i flere af samtalerne, og det er vores vurdering, at udbyttet af samtalerne for både forældre og pædagoger blev bedre. Stemningen er med til at etablere kontakten mellem forældre og pædagoger. Pædagogerne lavede en rar følelsesmæssig stemning ved hjælp af smil, friske bemærkninger og small talk om emner, der interesserede forældrene. En samtale baserer sig på, at der er kontakt mellem de enkelte deltagere. Når mennesker er i kontakt med hinanden, er de opmærksomme på hinanden, kigger på hinanden, udveksler blikke, taler med hinanden og taler om det samme har fælles opmærksomhed. I flere af samtaleforløbene i projektet måtte pædagogerne arbejde med at opnå fælles opmærksomhed med forældrene blandt andet ved at følge deres initiativer, ved at afstemme sig efter den enkeltes tempo lytte og vente. 4

Relationen mellem forældre og pædagoger udvikles blandt andet igennem dialogen, hvor kendskabet til hinanden udvides. Dialog handler om at skiftes til at sige noget og lytte til hinanden. I en dialog bliver der taget ture om de enkelte emner, således at alle bliver hørt. Der gives positive bekræftelser til de enkelte deltageres bidrag i dialogen, det vil sige anerkendende nik, smålyde og øjenkontakt til den, der taler. I en dialog er man opmærksom på at fordele taletiden ligeligt mellem deltagerne. I flere af samtaleforløbene viste det sig, at forældrene foretrak monologer frem for dialoger. En virksom måde at støtte dialoger på er, at pædagogen gentager den ene forældres udsagn og beder den anden forælder om at forholde sig til udsagnet ved at kommentere eller svare. Pædagogen må ligeledes selv være indstillet på dialogen ved at være afventende og lyttende overfor forældrene og give plads. Men pædagogen skal også bidrage med sine synspunkter i dialogen. Dette øger forældrenes kendskab til den professionelle og støtter gensidigheden i samarbejdsrelationen. Samtaleforløbene giver basis for at fremhæve betydningen af, at pædagoger har viden om og indsigt i nogle kommunikative redskaber, der kan inddrages i samarbejdet med forældre. Her tænker vi både på viden om konkrete metoder til brug i samarbejdet såvel som viden om og refleksioner over, hvordan pædagogen opbygger kontakt og relation til forældrene. I projektet ville vi også undersøge familiesamtaler som en måde at inddrage forældrene i det socialpædagogiske arbejde på under et anbringelsesforløb. Erfaringerne fra projektet er, at familiesamtaler kan medvirke til at udvikle familiesamarbejdet på følgende punkter: kan give anledning til, at forældre og pædagoger lærer hinanden bedre at kende. kan give anledning til, at parterne får øje på hinandens perspektiver og ressourcer. kan medføre, at det i hverdagen bliver nemmere at snakke sammen om stort og småt og det svære. kan medføre, at pædagogerne skærper deres opmærksomhed på at inddrage og dermed bruge forældrene i indsatsen til barnets bedste kan støtte familien og pædagogerne i opbygning af en behandlingsalliance, hvor forældrene inddrages som vigtige samarbejdspartnere, der bidrager til en fælles indsats under anbringelsesforløbet til barnets bedste. Det blev i de afsluttende interviews fremhævet af flere af forældrene og næsten alle pædagogerne, at familiesamtaler havde givet anledning til, at man havde lært hinanden bedre at kende. At familiesamtaler medfører, at forældre og pædagoger lærer hinanden bedre at kende, kan synes at være en meget enkel erfaring, der ikke desto mindre i projektet viste sig at være af væsentlig 5

betydning for samarbejdet. Parterne fik et tættere kendskab til hinanden, hvilket gjorde det efterfølgende daglige samarbejde lettere. Det udvidede kendskab til forældrene medførte, at pædagogerne fik øje på forældrenes ressourcer Hvad kan projektets resultater bruges til i forhold til pædagogprofessionen? Fra arbejdet med projektet vil vi fremhæve fire væsentlige punkter, som kan kvalificere det professionelle pædagogiske arbejde med familier til anbragte børn og unge. Disse er a) den professionelles refleksioner over sit grundlæggende syn på mennesker, b) den professionelles evne til at rumme forskellighed, c) den professionelles kendskab til metoder og redskaber der støtter kommunikationen med forældrene, d) den professionelles organisering af samarbejdet med forældrene. Refleksioner over eget grundlæggende syn på mennesker Projektet har gjort det tydeligt for os, hvor vigtigt det er, at pædagogen arbejder med sin grundlæggende tilgang til andre mennesker, hvilket for os at se indebærer overvejelser over, hvordan hun kan møde det anbragte barns familie anerkendende. En forudsætning for anerkendelse er at se den anden som subjekt og knytter sig til vores måde at være til stede på. I denne forståelse er anerkendelse, som Møller (2007) peger på, mere en tilstand end en handling. Anerkendelse handler om at være optaget af den andens oplevelsesverden, den andens særlige egenart og den andens intentioner og motiver til at handle, som personen gør. Ifølge dialektisk relationsforståelse er begge parter i relationen tilstede som subjekt, hvilket vil sige at relationen udgøres af to oplevelsesverdener, der begge har gyldighed. Dermed forudsætter anerkendelse ikke enighed (ibid). I projektet så vi, at forældres og pædagogers forskellige perspektiver på familiens problemer bidrog til, at begge parter udviklede deres forståelse af problemerne. En anerkendende grundholdning i det pædagogiske arbejde indebærer selvrefleksion, hvilket betyder, at pædagogen til stadighed må overveje egne perspektiver, værdier og oplevelser i den betydning at se disse som specifikt egne værdier og ikke som sandheder om virkeligheden. At indgå i anerkendende relationer forudsætter villighed til at arbejde med de måder, man forholder sig til sig 6

selv og andre mennesker på. Selverkendelse og anerkendelse bliver sammenhængende (Møller 2007). Men pædagogiske handlinger er påvirket af mere og andet end det personlige møde mellem den professionelle og forældrene og en anerkendende forholdemåde er ikke kun betydningsfuld i familiesamtaler. Honneth (Nørgård 2005) fremhæver, at anerkendelse fra andre udgør betingelserne for en persons identitetsudvikling og selvvirkeliggørelse og beskriver tre former for anerkendelse knyttet til tre områder i det sociale liv. I familielivet er kærlighedsanerkendelse fundamentet for udvikling af selvtillid. Når en person anerkendes af samfundets retslige og politiske institutioner som en ansvarlig borger med samme rettigheder som andre, udvikler han eller hun selvagtelse og selvrespekt. Samfundsmæssig anerkendelse er knyttet til de sociale fællesskaber, hvori en person deltager. Hvis vi i disse fællesskaber modtager anerkendelse for vores særegne bidrag til fællesskabets reproduktion, udvikler vi selvværd. Til hvert af de tre områder af menneskelivet knytter Honneth (ibid) forskellige former for krænkelse, eksempelvis omsorgssvigt i familien, udelukkelse fra bestemte rettigheder i samfundslivet og manglende respekt i det solidariske fællesskab for en persons særlige livsform og værdier. Sådanne krænkelser medfører, at individet mister sin fysiske integritet og grundlæggende selvtillid, taber sin selvagtelse og selvværdsættelse. I projektforløbet så vi, at de deltagende familier havde gjort sig erfaringer med forskellige former for krænkelse og manglende anerkendelse, eksempelvis gennem tilsidesættelse af nogle af de rettigheder, som Serviceloven foreskriver, at forældre til anbragte børn har. Ligesom flere af forældrene var marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet. Projektet har fået os til at reflektere over, om manglende inddragelse af forældrene kan handle om, at pædagogerne ubevidst har afskrevet forældrene, fordi der samfundsmæssigt, sker en underkendelse af de svageste grupper, som påvirker pædagogernes syn på forældrene? Pædagoger danner på baggrund af læsning af erklæringer og journaler et billede af forældrene som personer, der svigter deres børn. Fra begyndelsen af anbringelsesforløbet udvikles der dermed hindringer for den nødvendige anerkendelse af de værdier, forældrene tilskriver sig selv. Den manglende anerkendelse af forældrene kan fortsætte gennem hele forløbet, hvorved prognosen for et vellykket anbringelsesforløb svækkes (Høilund 2006). Den enkelte families vanskeligheder må sammenkædes med de sociale og økonomiske betingelser, familien lever med og under, og hvor strukturel ulighed og uretfærdighed i vores samfund medfører, at nogle mennesker udsættes for manglende respekt og værdsættelse. Vi mener, at der er mange 7

samfundsmæssige systemer og holdninger, der indirekte og direkte har indflydelse på, hvilke syn og indstillinger pædagogerne har til forældrene, og hvilke indstillinger forældrene har til sig selv på baggrund af de personlige erfaringer, de har gjort sig med deres deltagelse i forskellige af samfundets sociale systemer. Evne til at rumme forskellighed Som nævnt indebærer anerkendelse ikke at give den anden ret og enighed, tværtimod forudsætter selvudvikling netop den forskellighed, der vil være til stede i mødet mellem to subjekter. At rumme forskellighed ser vi som en vigtig professionskompetence, der har betydning for samarbejdet med det anbragte barns forældre. I flere af samtaleforløbene fremgik det, at pædagoger og forældre havde forskellig forståelse af problemerne. Vi så en tendens til, at de to parter i samtalerne var optaget af noget forskelligt. Hvor pædagogerne gerne ville tale om årsager til og forståelse af problemerne, var forældrene i højere grad optaget af det konkrete: Hvordan klarer barnet sig i skolen, har hun lært at rydde op, hvordan får vi hende til at overholde aftaler? Man kan karakterisere disse forskellige perspektiver som en mere dybtgående, analyserende tilgang overfor en her og nu, praktisk orienteret tilgang. Maja Rønn Larsen (2005) argumenterer for, at man i det pædagogiske arbejde skal forlade den traditionelle opfattelse: at forældre og professionelle skal have samme opfattelse og årsagsforståelse af barnets problemer. Hun peger på, at man med fordel kan dyrke den uenighed og de konflikter, der nødvendigvis følger af forældre og professionelles forskellige positioner og dermed forskellige perspektiver på barnet og de vanskeligheder, barnet og familien står i. Målet er fælles, nemlig barnets bedste, men perspektivet på barnet er forskelligt og den forskellighed kan bidrage til at kvalificere og nuancere støtten til barnets lærings - og udviklingsprocesser. Den anerkendende relation bæres af indlevelse og forskellighed. I mødet med forskelligheden, den andens perspektiv og subjektivitet, kan vi få mere klarhed over vores eget. Den professionelle skal således ikke tilbageholde sit perspektiv, men overveje hvordan, hvornår og på hvilken baggrund hun præsenterer sit perspektiv (Møller 2005). Kendskab til metoder og redskaber der støtter kommunikationen med forældrene Flere pædagoger gav i tilbagemeldingsseancerne udtryk for, at de savnede mere viden om og færdigheder i at bruge kommunikative redskaber, således at de bevidst kunne arbejde med at støtte forældrene i samtalerne. Marte Meo metodens kommunikationselementer, at se, følge og bekræfte 8

forældrenes initiativer, er redskaber, der skærper pædagogernes opmærksomhed på den anden. Vi har tidligere i dette afsnit beskrevet, hvad det betyder for et menneske at blive mødt og forstået. Marte Meo elementet turtagning er et redskab, der kan hjælpe pædagogen med at få dialog med forældrene og dermed få bedre kendskab til forældrenes perspektiver. Samtidig sikrer turtagningen også, at alle får mulighed for at give deres bidrag til samtalen således også pædagogens eget bidrag. Flere pædagoger udtrykte behov for redskaber til at udvikle kendskabet til egne kommunikative færdigheder. Selvrefleksion og kollegial respons ser for os ud til at være nødvendige værktøjer for den professionelle pædagog, således at hun kontinuerligt forholder sig til sine kommunikative og samspilsmæssige færdigheder i samspillet med forældrene og får muligheder for at justere sig. Videofeedback med et ressourcefokus, som Marte Meo metoden repræsenterer, blev af flere pædagoger fremhævet som noget positivt. At se sig selv og den anden gør et større indtryk og huskes bedre end andre mere kognitivt baserede refleksionsmåder. At se ressourcer i stedet for problemer bringer nye perspektiver ind i samarbejdet med forældrene og støtter pædagogerne i at anlægge et mere positivt fokus på deres tolkninger af forældrene. Organisering af samarbejdet med forældrene Den professionelles organisering af samarbejdet med forældrene mener vi har afgørende betydning for, at samarbejdet får værdi og betydning i anbringelsesforløbet. Vi mener, forældrene med rette bør have en forventning om, at barnets handleplan, formål og mål med anbringelsen er tydelig som en rød tråd i samarbejdet. Forældrenes muligheder for at deltage i samarbejdet omkring barnets anbringelse er betinget af, at pædagogerne har gjort sig specifikke overvejelser over samarbejdsdimensionen i anbringelsen, således som det også fremgår af Serviceloven og vejledningen 5. Samarbejdet med forældrene må derfor medtænkes som en integreret del af den socialpædagogiske behandling. Blandt andet ved at mål, midler og metoder for samarbejdet med familien diskuteres og fastlægges i overensstemmelse med formålet med anbringelsen og handleplanen. Vores bud vil være at tænke samarbejdet med forældrene ind i en didaktisk model, hvor pædagogerne gør sig konkrete overvejelser over, hvordan de ønsker, samarbejdet med forældrene skal foregå. 5 Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejl.nr.3 til SEL) (nr.99 af 5.12.2006) 9

Litteratur Aarts Maria (2000): Marte Meo Basic manual, Aarts Productions. Broberg, A. et al. (2005): Klinisk Børnepsykologi. Kbh: Hans Reitzels forlag Egelund, T. & Hestbæk, A. (2003): Anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet en forskningsoversigt. Kbh: Socialforskningsinstituttet 03:04 Ertmann, B. (2006): Barnets bedste i Jørgensen, L. & Kabel, S. (red): Forældreinddragelse til barnets bedste. Børnesagens fællesråd og KABU. www.boernesagen.dk Evaluering af KABU-delprojekter. Hovedrapport. COWI og JCVU for styrelsen for Social Service 2005. www. servicestyrelsen.dk Hafstad R. og Øvreide H. (1998): Forældrefokusert arbeid med barn Høyskoleforlaget Norway Hougård, E. (1996): Psykoterapi teori og forskning. Kbh: Dansk Psykologisk forlag. Høilund, P. (2006): Anerkendelsens betydning i anbringelsessager i Jørgensen, L. & Kabel, S. (red): Forældreinddragelse til barnets bedste. Børnesagens fællesråd og KABU. www.boernesagen.dk Meyer, H. & Nielsen, M. (2006): Samarbejde med familier til anbragte børn og unge familiesamtaler på grundlag af Marte Meo metoden. Pædagogseminariet i Aalborg, CVU Nordjylland. Aalborg: Skipper Clement forlag. Møller, L. (2005): Anerkendelse i sårbare relationer i Social Kritik. Tidsskrift for social analyse & debat nr.102 - december 2005 Møller, L. (2007): Anerkendelse hvem kan næsten være imod? i SocialXpress nr. 4, 2007 Pædagogseminariet i Aalborg www.psem.dk Nørgård, B. (2005): Axel Honneth og en teori om anerkendelse i Tidsskrift for Socialpædagogik. Nr.16 2005 Roug P. (2002): Marte Meo i praksis bedre samspil ved egen kraft, Kbh: Gyldendalske Boghandel Rønn Larsen, M. (2005): Perspektiver på de institutionelle betingelsers betydning for forældresamarbejde i Højholt, C. (red) (2005): Forældresamarbejde forskning i fællesskab. Kbh: Dansk Psykologisk forlag Stern, D. (2000): Spædbarnets interpersonelle verden, Kbh: Hans Reitzels forlag Sørensen Birk, J.: Ser man det Marte meo metoden i et udviklingspsykologisk perspektiv, Frederikshavn: Dafolo 1998 Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejl.nr.3 til SEL) (nr.99 af 5.12.2006). www.social.dk 10