Forældresamarbejde på døgninstitutioner for børn og unge

Transkript

1 Forældresamarbejde på døgninstitutioner for børn og unge Af lektor Margit Nielsen og lektor Helle Meyer, pædagoguddannelsen i Aalborg, UCN. 1. Indledning I denne artikel 1 vil vi diskutere, hvordan forældre, der har et barn anbragt udenfor hjemmet, kan inddrages i et samarbejde med pædagoger på en døgninstitution. Artiklen hviler på den grundlæggende præmis, at når et barn anbringes udenfor hjemmet, må en effektfuld socialpædagogisk rådgivning og behandling omfatte et tæt samarbejde med forædrene 2. Den pædagogiske praksis må være rettet mod hele familien og udgå fra et kontekstuelt perspektiv. Et kontekstuelt perspektiv på det anbragte barn og samarbejdet med dets forældre indebærer, ifølge Højholt (2005), at den sammenhæng/kontekst anbringelsesstedet udgør, med dets praksiser og forståelser af barn og forældre, må inddrages og tilkendes betydning for de handlinger, der foregår i samarbejdet 3. Artiklen har afsæt i et udviklingsprojekt 4 som vi i perioden efteråret 2004 til sommeren 2005 gennemførte i samarbejde med tre anbringelsessteder for børn og unge. Formålet var at udforske, hvordan familiesamtaler kan bidrage til udvikling af samarbejdet med forældre, der har et barn anbragt uden for hjemmet. Marte Meo metoden blev anvendt som kommunikationsredskab, idet vi ville undersøge, om metodens principper om udviklingsstøttende kommunikation kunne anvendes af pædagoger som et brugbart redskab i samtaler med forældrene. 1 Dele af denne artikel har tidligere været publiceret i Tidsskrift for socialpædagogik nr Vi beskæftiger os her udelukkende med forældrene og ikke den udvidede familie eller det omkringliggende netværk. Vi diskuterer heller ikke inddragelse af barnet og dets perspektiv under anbringelsesforløbet. Det skal nævnes, at både forskning (se fx Egelund & Hestbæk, 2003) såvel som lovgivningen understreger betydning og nødvendighed af inddragelse af barnets synsvinkel og det større netværk under et anbringelsesforløb. 3 Grundlæggende har et kontekstuelt perspektiv på barnets udvikling udgangspunkt i, at udviklingen foregår gennem en stadig transaktion mellem barn og miljø, hvor talrige faktorer på mange niveauer i omgivelserne har indflydelse på individets udviklingsforløb (Bronfenbrenner, 1979) 4 Projektet er beskrevet i rapporten: Samarbejde med familier til anbragte børn og unge familiesamtaler på grundlag af Marte Meo metoden (Meyer & Nielsen, 2006).

2 Erfaringerne fra projektet giver anledning til at fremhæve, hvor vigtigt det er, at den professionelle arbejder med sin grundlæggende tilgang til forældrene og gør sig overvejelser over sit og institutionens møde med familien. Der er tale om familier, der befinder sig i svære vanskeligheder og ofte har lange erfaringer med underkendelse fra omgivelserne. Det kræver derfor en særlig pædagogisk faglighed at møde disse forældre på en måde, hvor de inddrages som betydningsfulde og ligeværdige deltagere i behandlingsforløbet. En faglighed der fordrer selvrefleksion, refleksioner over socialpædagogikkens mål og dannelsesideal, evne til at rumme forskellighed og arbejde med konflikter. Dette fordrer endvidere kendskab til metoder og redskaber samt til organisering af samarbejdet blandt andet i forhold til lederskab, målsætninger og implementering af handleplanen. Vi vil i denne artikel præsentere nogle perspektiver på samarbejdet med forældre samt give nogle bud på, hvordan pædagogen kan møde og samarbejde med forældre på måder, der understøtter inddragelsen af forældre som aktive samarbejdspartnere, mens barnet er anbragt udenfor hjemmet. Vi vil først beskrive den lovgivningsmæssige ramme for forældresamarbejde, hvorefter vi vil redegøre for nogle antagelser om den eksisterende socialpædagogiske praksis i forhold til forældresamarbejde. Dernæst vil vi redegøre for noget af den eksisterende forskningsog erfaringsbaserede viden om inddragelse af forældre under en anbringelse uden for hjemmet. Afslutningsvis vil vi komme med nogle refleksioner over, hvordan pædagoger i praksis kan arbejde med udvikling af deres samarbejde med forældre til anbragte børn. Vi vil pege på betydningen af en processuel tilgang til forældresamarbejde, der på det personlige niveau fordrer selvrefleksivitet og på det organisatoriske niveau kræver stadige forandringer af praksis. 2. Lovgivning Det fremgår af Serviceloven, senest efter Anbringelsesreformens ikrafttræden , at forældre og børn i alle faser af et anbringelsesforløb skal inddrages i et samarbejde med de professionelle. Generelt hedder det i 46 stk. 4, at børn og unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med og under medvirken af familien og at kommu-

3 nalbestyrelsen skal overveje og udarbejde standarder for, hvordan der kan ske en sådan systematisk inddragelse af barnet, familien og netværket ( 47). I Vejledning nr. 3 gives der adskillige begrundelser for, hvorfor inddragelse og samarbejde er vigtigt: Barnet er uanset problemerne en del af familien og det er væsentligt at bevare familieenheden, hvis det er muligt (pkt.17). Inddragelse af barnet og familien kan bidrage til, at der ikke opstår konflikter mellem familien og de professionelle, og at barnet får en god oplevelse af anbringelsen. Forholdet til forældrene er væsentligt for barnet, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for barnet. (pkt. 23). Videre hedder det i pkt. 247, at inddragelse skal sikre, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt, at de støtter op om indsatsen samt at undgå, at barnet bliver midtpunkt i konflikter mellem myndigheder og familie. Inddragelse af familie og øvrige netværk kan endvidere bidrage til at sætte fokus på ressourcer frem for problemer. Af handleplanen skal det fremgå, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes overfor familien i forbindelse med barnets anbringelse og hjemgivelse (SEL 140, stk. 6 og 7). I pkt. 280 i Vejledning nr. 3 begrundes dette med, at det er vigtigt under anbringelsen at arbejde med at støtte familien til en løsning af de problemer, som har været medvirkende til barnets vanskeligheder, således at barnet kan hjemgives. Støtten kan også hjælpe forældrene med at udfylde deres forældrerolle under anbringelsen for, som det hedder, barnets forhold til forældrene er også under anbringelsen vigtigt, ligesom forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for barnet under anbringelsen. Kommunen har tilsynspligt og et vidtgående ansvar for barnet under en anbringelse, men som det fremgår af Vejledningens pkt. 470, bør kommunen tilskynde til et samarbejde ved så vidt muligt at give forældrene indflydelse på beslutninger i barnets liv under anbringelsen eks. valg af skole, lægebehandling, indkøb af tøj. Forældrene kan således få en oplevelse af, at de fortsat er forældre, og samarbejdet mellem kommune, anbringelsessted og forældre kan derved styrkes. En yderlig lovgivningsmæssig betoning af forældreinddragelse og forældresamarbejde fremgår af pkt. 442 i Vejledningen, hvori det understreges, at der er en række grundlæg-

4 gende ydelser, der er forbundet med et døgnophold og som derfor kan forventes at være til stede. Disse er blandt andet forældresamarbejde, støtte til barnets kontakt og relation til familien og i den forbindelse omsorg til forældrene. Ligeledes bør der etableres et forældreråd eller en kontaktpersonordning på anbringelsesstedet (pkt. 455). Under anbringelsen har kommunen pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag og bidrage til, at der er et godt samarbejde mellem anbringelsesstedet og familien (SEL 71 stk. 1) ligesom kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet og familien holdes ved lige. Af Vejledningen (pkt.477) fremgår, at forældre og børn har ret til samvær og kontakt, herunder telefon, brev eller anden kommunikation, og det er kommunens pligt at sørge for dette. For at holde kontakten ved lige kan kommunen forbedre kontaktens kvalitet gennem rådgivning eller familiebehandling sideløbende med anbringelsen. Disse udpluk af Vejledning om særlig støtte til børn, unge og deres familier illustrerer, at der i lovgivningen lægges stor vægt på, at den særlig støtte til barnet skal gives i tæt sammenhæng med familien og øvrige netværk. Forholdet til forældrene er også under anbringelsen vigtigt for barnet og har betydning for et positivt forløb af anbringelsen. Indsatsen skal således være helhedsorienteret og ikke udelukkende rettet mod barnet, men mod familien, der skal tilbydes støtte og omsorg Forældrene skal inddrages som deltagere i indsatsen, således at der kan etableres et godt samarbejde, hvor forældrene bakker op. Lovgivningen sætter især en ramme for kommunens sagsbehandlere, men denne ramme bliver for os at se også en ramme for pædagogerne på anbringelsesstederne. Udover at blive valgt af kommunen som det anbringelsessted, der kan opfylde målene i handleplanen, vil mange forhold konkret skulle realiseres og efterleves af anbringelsesstedet. Blandt andet skal forældrene have informationer omkring barnets hverdag. Forældrene skal have indflydelse på beslutninger i barnets hverdag. Der skal etableres et forældresamarbejde, så barnet ikke kommer til at stå i centrum for ubearbejdede konflikter mellem forældre og pædagoger, men kan komme i en positiv udvikling. Udover at det tværprofessionelle samarbejde mellem sagsbehandler og pædagog bliver vigtigt for opfyldelse af den lovgivningsmæssige ramme, bliver det også afgørende, at anbringelsesstederne tænker forældresamarbejde og forældreinddragelse ind i de didakti-

5 ske overvejelser over den socialpædagogiske indsats og anlægger et helhedssyn, således, at de vanskeligheder barnet befinder sig i analyseres i et kontekstuelt perspektiv, hvor forældrenes ses som vigtige deltagere i udviklingsstøtten til barnet. Ifølge lovgivningen skal familie og netværk inddrages i et samarbejde i alle faser af et anbringelsesforløb ikke mindst under selv anbringelsen. Men hvordan ser det ud i den socialpædagogiske praksis? 3. Socialpædagogisk praksis og forældresamarbejde Vores udviklingsprojekt havde udgangspunkt i en undren over, at forældrene kun i begrænset omfang inddrages som deltagere i et samarbejde omkring barnet under anbringelsen. Det var og er fortsat vores indtryk, at døgninstitutioner for børn og unge generelt set bygger på en tradition, hvor pædagogen er barnets advokat, der overtager omsorgen fra forældrene, som under anbringelsen befinder sig på sidelinjen. Ifølge Schwarz og Madsen (2003 s ) synes det at være en grundlæggende antagelse i det sociale system, at forældre til børn, der bor på døgninstitution, ikke magter at være forældre og derfor må de professionelle overtage ansvaret for børnene. Forældre til børn på døgninstitution tildeles traditionelt en plads i samarbejdet, hvor de er uden særlig indflydelse, og hvor deres forældreskab funktionelt set er sat i parentes. Schwartz & Madsen (2003) peger videre på, at børns ophold på døgninstitution sjældent ses som en mulighed for, at forældre kan udvikle deres forældreskab. Tilsvarende finder Egelund & Hestbæk (2003), at forvaltningens støtte og hjælp til familien ofte ophører ved anbringelsen af barnet. Det kan synes, som om anbringelsen bliver et sidste tiltag, der implicerer, at forældrene har opgivet eller er opgivet. En pædagog i vores udviklingsprojekt (Meyer & Nielsen 2006) beskrev det således: Forældrene har kastet håndklædet i ringen. Eller som en forælder udtrykte det: Når barnet har det rigtigt skidt, så er kompetencen frataget hjemmet, altså så skal der hjælp til

6 Der deltog tre døgninstitutioner i udviklingsprojektet, og vi iagttog undervejs på tværs af de deltagende institutioner forskellige praktiseringer og definitioner af forældresamarbejde. Vores iagttagelser kan opstilles i følgende tre generaliserede samarbejdstyper: 1. Den pædagogiske indsats i forhold til den unge har første prioritet og samarbejdet med forældrene anden prioritet. 2. Samarbejdet med forældrene foregår, uden at institutionen har gjort sig mere bevidste og systematiske overvejelser over formålet med samarbejdet. 3. Samarbejdet med forældrene tillægges stor værdi, og i pædagogikken er der udviklet ekspliciterede strategier for inddragelse af det anbragte barns forældre. Udviklingsprojektet viste forskellige tilgange til forældresamarbejde både på det organisatoriske plan, i form af eks. målbeskrivelser og strukturelle forhold som mødetilrettelæggelse, såvel som i den enkelte pædagogs opfattelse. Generelt oplevede vi, at det primære fokus i den pædagogiske praksis var rettet på barnet hvilket er i overensstemmelse med lovgivningens bestemmelser (se nedenfor) - men at pædagogerne overser den væsentlige pointe, at for at kunne varetage barnets interesser og gøre det bedste for barnet, må forældrene inddrages som deltagere i anbringelsesforløbet. I bemærkninger til lovforslaget om Anbringelsesreformen (Håndbog om anbringelsesreformen, 2007) hedder det netop, at inddragelse af forældrene understreges, fordi dette er centralt for at sikre barnets behov bedst muligt, ikke fordi der skal tages mere hensyn til forældrene på bekostning af barnet. Det afgørende pejlemærke for Anbringelsesreformen har været barnets bedste. I tilfælde af konflikt mellem forældrenes interesser og hensynet til barnets bedste skal det, der er bedst for barnet veje tungest herunder, at barnet får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten (Vejledning punkt 18). Betydningen af henholdsvis stabilitet og kontinuitet for barnets liv og udvikling har ifølge Ertman (2006) gennem mange år været en central problematik indenfor anbringelsesområdet. Kontinuitet i sit liv får barnet gennem at holde kontakt med sine forældre. Stabilitet opnår barnet gennem at leve under rolige forhold i længere tid med stabile voksenrelationer, noget som forældrene ofte har haft vanskeligheder med at kunne give barnet. Traditi-

7 onelt har man i forbindelse med anbringelser ment, at stabiliteten har været det væsentligste for barnet, hvorfor kontakten med forældrene er blevet nedprioriteret. Bryderup (2005) redegør for, hvordan den første danske børnelov, Børneloven af 1905, angiver, at anbragte børn både skal afsondres fra samfundet og fra deres miljø. Fjernelse fra opvækstmiljøet skal beskytte barnet mod de dårlige forældre. Det blev opfattet som skadeligt for børnene at have med deres biologiske forældre at gøre, og børnene blev oftest placeret så langt væk fra hjemmet som muligt. Børnehjemmet skulle være det nye hjem og en erstatning for alt det, barnets egen familie ikke kunne tilbyde. Forældrene mistede forældremyndigheden, ligesom kontakt mellem forældre og børn kunne nægtes. Først i 1953 angiver en vejledning om opdragelsesmæssige metoder i opdragelseshjemmene, at det ikke må forsømmes at etablere eller vedligeholde forbindelsen mellem forældre og børn. Og først i 1958 får forældrene mulighed for at beholde forældremyndigheden, idet der indføres en skelnen mellem frivillig anbringelse og tvangsanbringelser, hvor forældremyndigheden kun i sidstnævnte tilfælde overgår til børneværnet eller anbringelsesstedet (ibid. s.232). Historisk er anbringelsesområdet altså til langt op i det tyvende århundrede præget af den opfattelse, at barnets (og samfundets) behov bedst tilgodeses gennem en adskillelse fra forældrene og gennem den stabilitet, de voksne på anbringelsesstedet kan tilbyde. Antagelsen om, at stabilitet er vigtigere end kontinuitet, er ifølge Ertmann (2006) kommet under pres de senere årtier. Barnets identitetsudvikling knytter sig til de første relationer til forældrene og mister barnet kontakten til forældrene, mister det, ifølge Ertmann også noget af kontakten til sig selv. Relationen til forældrene må betragtes som et grundvilkår for barnet. Derfor må kommunen i valg af anbringelsessted og i anbringelsesforløbet inddrage relationen mellem forældre og børn som noget værdifuldt, der skal arbejdes med i anbringelsen. Ifølge Egelund & Hestbæk (2003, s. 161) påviser forskning i 1970 erne, at børn oftere hjemgives og genforenes med deres familie, hvis kontakten mellem forældre og børn opretholdes gennem anbringelsen. Dette giver efterfølgende anledning til et øget fokus på betydningen af kontinuitet mellem forældre og barn og det bliver nu i højere grad et mål at tilrettelægge praksis således, at kontinuiteten sikres under anbringelsen.

8 Psykologisk forskning (se eks. Stern, 1991) har fundet, at barnets tidlige relation og tilknytning til betydningsfulde omsorgspersoner, det vil først og fremmest sige forældrene, spiller en afgørende rolle for den videre udvikling, herunder barnets fremtidige relationer til andre mennesker. Bowlby s tilknytningsteori viser, at tilknytningspersonen, når denne er tilgængelig og empatisk, fungerer som tryg base for barnet, hvorudfra det kan og tør udforske verden. Barnet konstruerer på baggrund af sine erfaringer med tilknytningen til omsorgspersonen en indre arbejdsmodel af personlige relationer. Centralt i arbejdsmodellen er barnets forventninger om, hvem tilknytningspersonen er, og hvordan barnet kan forvente, denne vil reagere på barnets udspil. Dermed opbygges arbejdsmodellen også af forestillingen om, hvor acceptabel eller uacceptabel barnet, set i tilknytningspersonens øjne, er og får således indflydelse på, hvordan barnet samarbejder med tilknytningspersonen. Arbejdsmodellen konstrueres ved hjælp af de reelle erfaringer, men medbestemmer også disse. Således bliver barndomsoplevelser afgørende, idet disse bestemmer et menneskes forhold til, hvordan det relaterer sig til den sociale verden og dermed medbestemmer de erfaringer, mennesket gør sig (Bernth 2003, s. 153). Egelund & Hestbæk (2003, s ) finder, at der i de teoretiske diskussioner om betydningen af relationen mellem børn og forældrene under en anbringelse kan skelnes mellem to psykologiske perspektiver. Ud fra det ene perspektiv, behovsteorien 5 argumenteres der for, at børn udmærket kan etablere tilknytning til andre voksne end de biologiske forældre. Barnet kan erstatte den oprindelige tilknytning til de biologiske forældre med en ny psykologisk forældrerelation til andre voksne, hvorfor børn, hvis forældre ikke har kunnet tilbyde tilstrækkelig gode opvækstvilkår, skal sikres andre kontinuerlige voksne. Det tjener ikke altid barnets bedste at bevare kontakten med forældrene, forældrekontakt med mange svigt og nederlag kan være skadelig for barnet og forhindre at det knytter sig til nye voksne. Heroverfor står objektrelationsteorien 6, ifølge hvilken barnet gennem de første leveår danner objektrepræsentation af moderen som kærlighedsobjekt. I starten har barnet ingen oplevelse af sig selv, men befinder sig i en symbiose med moderen. Først gradvist udvik- 5 Goldstein, Freud & Solnit (1973, 1981) Se Egelund og Hestbæk (2003 s. 162) 6 Mahler, Pine & Bergman, (1975) Se Egelund & Hestbæk (2003, s. 162)

9 ler barnet en selvrepræsentation og bliver dermed til som person adskilt fra andre (moderen). Objektrepræsentationen af den primære omsorgsperson udgør som psykiske strukturer den grundlæggende del af barnets personlighed og identitetsdannelse, forældrene kan derfor ikke erstattes af andre mennesker. Et brud med forældrene vil være skadeligt for barnets videre udvikling, og forældrene skal derfor vedblive at være psykologiske forældre for barnet, også selvom kontakten evt. forvolder psykisk smerte og uro. Ifølge Egelund & Hestbæk (2003 s. 163) er det objektrelationslinjen, der siden 1990 erne har præget den nordiske lovgivning således at det, som det også er fremgået i ovenstående afsnit om lovgivningen, tillægges væsentlig betydning, at barnet under anbringelsen bevarer kontakten til forældrene. Meget af forskningen i anbragte børn fra sidst i 1970 erne og frem har ligeledes været inspireret af denne teoretiske forståelse af forældre/barn relationen. Men hvordan forstår de professionelle i den socialpædagogiske døgninstitutionspraksis det anbragte barns problemer og forældrenes rolle? Ifølge Schwartz (2007) udgør udviklingspsykologiske teorier om den normale udvikling den bagvedliggende tankefigur i de professionelles forståelse af døgninstitutionsbørn som problembørn, der afviger fra det normale udviklingsforløb. Her har især den psykoanalytiske 7 tilgang haft stor indflydelse på pædagogikken på døgninstitutioner (ibid. s.36), hvilket har ledt til, at barndommen og forældrenes evne som forældre tillægges stor forklaringsværdi i psykologiske tolkninger af børns problemer. De følelsesmæssige relationer mellem forældre og børn kommer i fokus, og mangler i forælderevnen ses som den centrale og ofte eneste årsag til børnenes problemer. Videre peger Schwartz (ibid. s.35) på, at barnet med den manglende eller patologiske tilknytning udgør en central figur i problemkonstruktioner indenfor anbringelsesområdet, hvor børns kontakt- og relationsmønstre sædvanligvis følges nøje og hvor de faglige diskussioner om børns emotionelle vanskeligheder, relationsforstyrrelser og tidlige følelsesmæssige skader tager udgangs- 7 Den netop omtalte behovsteori såvel som objektrelationsteori hører til den psykoanalytiske skole, ligesom vi vil tillade os at kategorisere tilknytningsteori og Daniel Sterns teori om barnet selvudvikling indenfor det psykoanalytiske felt. Det skal dog understreges, at tilknytningsteori såvel som Daniel Stern på afgørende punkter bevæger sig væk fra den klassiske psykoanalytiske tænkning.

10 punkt i tilknytningsteorier og objektrelationsteoretiske forestillinger om, at børns problemer alene udspringer af manglende psykologiske bånd mellem mor og barn. Hvor en objektrelationsteoretisk forståelse, ifølge Egelund & Hestbæk (2003), præger lovgivning og forskning i anbragte børn og det derfor anses for afgørende for et positivt udviklingsforløb, at barnet bevarer kontaktet med forældrene, finder Schwartz (ibid. s.42), at forestillingen, om at forældre udgør en belastning for deres børn og at børnene derfor bør behandles adskilt fra dem, har en lang tradition i dansk børneforsorg. Schwartz peger videre på, at mange døgninstitutionelle praksiser stadig er rettet mod en isoleret behandling af barnet, hvor forældrene enten opfattes som en del af problemet eller positioneres i en venteposition under anbringelsen på sidelinjen i deres børns liv. Forældrene udpeges som dem, der burde eller skulle have gjort noget andet. De professionelle skyder ansvaret for problemerne over på forældrene også, selvom problemerne optræder på institutionen i en sammenhæng, forældrene ikke er en del af (ibid. s.44). Socialpædagogikken på døgninstitutioner kan således være præget af en psykologisk opfattelse, hvor tidlige erfaringer med samspil og tilknytning tillægges en afgørende betydning for den forudsatte udvikling. En så afgørende betydning, at pædagogen gennem relationsarbejde må søge at kompensere for det, som forældrene ikke har magtet, for om muligt at give det omsorgssvigtede barn nye positive erfaringer med sociale relationer. Barnet kan derved udvikle tillid til omverdenen og et positivt selvbillede som forudsætning for sit videre livsforløb. En evaluering af et socialpædagogisk opholdssted (Frederiksen & Meyer 2002) viste, hvorledes der blev lagt stor vægt på barnets intrapsykiske processer og på personlighedsstøtte som metode til udvikling og forandring. Opholdsstedet definerede relationsarbejde som det centrale i pædagogikken og beskrev relationen som en nær og støttende relation, hvorigennem barnet kan knytte sig til den voksne og udvikle sig emotionelt som fundament for videre udvikling. En landsdækkende undersøgelse fra 2001 af anbringelsessteder og dagbehandlingstilbud viste, at 29% af døgninstitutionernes, 23 % af dagbehandlingstilbudenes og 13% af opholdsstedernes pædagogiske grundlag kan beskrives som relationspædagogisk (Madsen 2005 s. 194). Disse institutioner anser etablering af individuelle relationer til det enkelte

11 barn som den mest grundlæggende forudsætning i det socialpædagogiske arbejde, hvor mål, indhold og retning i pædagogikken defineres i mødet mellem barnet og pædagogen (ibid.). At der i det socialpædagogiske arbejde lægges stor vægt på, at give barnet nye erfaringer gennem relationen og tilknytningen til pædagogen, er på linie med den tidligere nævnte behovsteori og kan måske være medvirkende til, at inddragelse af forældre i anbringelsesforløbet nedprioriteres og ikke tillægges den store betydning? Men hvor determinerende er tidlige erfaringer for den efterfølgende udviklingsvej? Schaffer (1999) finder, at forsøg på at forudsige langtidsvirkningen af tidlige erfaringer ikke er lykkedes. Det er en kendsgerning, at forskellige børn når forskellige udviklingsresultater efter at have oplevet de samme uheldige forhold. Studier af udviklingsveje tyder på en meget mere varieret og dynamisk proces end forsøgene på at betragte tidlige erfaringer som den altafgørende påvirkning af personlighedsudviklingen (ibid. s. 471) I udviklingspsykopatologisk forskning (se eks. Broberg et al 2005, Poulsen 2002) peges der således på, at barnets udviklingsvej udformes af et kompleks samspil mellem risikofaktorer, beskyttende faktorer, barnets sårbarhed/modstandskraft og udviklingsresultatet. En enkelt risikofaktor udgør isoleret set ikke årsagen til fejludvikling og de fleste børn udsat for en given risikofaktor lader sig ikke påvirke. Konsekvenserne af at være udsat for en risikofaktor, som eks. omsorgssvigt i det tidlige samspil med forældrene, afhænger af barnets og forældrenes aktuelle livsvilkår i øvrigt, tilstedeværelsen af beskyttende faktorer, andre risikofaktorer og barnets konstitutionelle dispositioner. I det omfang det socialpædagogiske arbejde tager udgangspunkt i den tænkning, at udviklingsprocesser er kontekstuelle og finder sted i et konkret samspil mellem talrige faktorer på tværs af interpersonelle, sociale, kulturelle og økonomiske niveauer, bliver inddragelse af forældrene i den socialpædagogiske behandling af en særlig interesse. Et samarbejde mellem pædagoger og forældre, præget af anerkendelse af forældrenes fortsatte betydning i barnets liv, kan blive en beskyttende faktor, der medvirker til, at barnets udviklingsvej kommer på rette kurs. Ligeså kan støtte og rådgivning til forældrene under anbringelsesforløbet være medvirkende til, at forældrene udvikler deres forældreskab og dermed omsorgen for barnet, igen en mulig beskyttende faktor. Forskning (Schaffer 1999, s. 450)

12 viser, at omsorg fra og en nær og støttende relation til den ene af forældrene øger barnets robusthed overfor belastninger, som fx en dårlig relation til den anden forælder. Denne forskning kan ifølge Schaffer bruges til planlægning af interventionsstrategier både forebyggende og med henblik på at reducere de skadelige virkninger af risikofaktorer, således kan der eksempelvis mobiliseres beskyttende processer gennem at fremme positive relationer til forældrene (ibid. s. 451). Der er ikke tvivl om, at forældre til anbragte børn befinder sig i svære livsvilkår. Den danske forløbsundersøgelse (Egelund et al 2008, s.78) viser således, at forældrene generelt er dårligere stillet end forældre til jævnaldrende børn som helhed, herunder forældre til børn, der befinder sig i psykosociale vanskeligheder, men ikke er anbragt. Der er tale om brudte familier, 56 % er enlige mødre. Kun få har en eller anden form for erhvervsuddannelse, de er ofte marginaliseret fra arbejdsmarked, således er 79 % af mødrene på overførelsesindkomst og skal leve med en dårlig økonomi. Der er en overhyppighed af misbrugsproblemer, kriminalitet og sundhedsproblemer, herunder psykiske lidelser. Alt sammen risikofaktorer der kan forøge sandsynligheden for, at barnets udvikling tager en skæv eller afvigende retning. Vi søger ikke at nedtone den alvorlige belastning en opvækst præget af sådanne livsvilkår kan være for barnet, men vil gerne fremhæve, at der er forskningsmæssigt belæg for, at det ikke på sigt er en skæbne at udvikle sig ugunstigt, selvom man har været udsat for endog meget alvorlige risici undervejs i barndommen (Egelund et al 2008 s. 30). I stedet for at rette det pædagogiske blik bagud mod barndommen og hvilke indre psykiske strukturer og verdensbilleder livserfaringer fra dengang måtte have medført, må pædagogikken tage udgangspunkt i det aktuelle liv, som barnet og familien lever og den fremtid forældre og børn er rettet imod. Som Schwartz (2007) peger på, er der brug for forståelsesmåder, der kan begribe børns livsproblemer, som knyttet til deres konkrete livsbetingelser. Børn udvikler konkrete kompetencer gennem deres deltagelse i samfundsmæssigt organiserede udviklingsarrangementer og i forhold til at forstå børns udvikling, må blikket derfor rettes mod betingelserne for deltagelse.

13 Professionelles problemforståelser og organiseringer af den institutionelle praksis bliver dermed væsentlig, idet deres opfattelser er med til at konstituere betingelserne for barnets og forældrenes deltagelse og dermed betingelserne for barnets udvikling. 3.1 Opsamling Opsamlende kan vi sige, at det tilsyneladende ikke er en integreret del af socialpædagogikken på døgninstitutioner at inddrage familien i et samarbejde om udviklingsstøtten til deres barn under anbringelsen uden for hjemmet. Forældrenes utilstrækkelige omsorg for barnet opfattes med et tilbageskuende blik som en grundlæggende årsag til barnets vanskeligheder, hvorfor pædagogerne må overtage omsorgen fra forældrene. Anbringelsesreformen fastslår, at anbringelsen skal være til barnets bedste, hvilket for os at se indebærer at medtænke forældrene i socialpædagogikken. Børn og forældre er stadig familie og knyttet til hinanden, også når familielivet er vanskeligt og svært og barnet bor et andet sted end hjemme. De vanskeligheder, en familie kan befinde sig i, er ikke iboende det enkelte individ, men knyttet til de livsbetingelser de deltager i. Vanskeligheder skabes og forandres i den fortløbende transaktion mellem individ og omgivelser, hvorfor organiseringen af døgninstitutionen som udviklingsrum bliver central, herunder hvordan pædagogerne inddrager forældrene i omsorgen for barnet. Lovgivningen fastslår, at inddragelse af familien skal finde sted under hele anbringelsesforløbet, da dette anses for afgørende for et positivt forløb. I spørgsmålet om forholdet mellem lovgivning og den socialpædagogiske praksis er der, som Schwartz (2007) fremhæver, brug for en afklaring af indholdet i kontakt, samarbejde og inddragelse. Som det også vil fremgå senere har langt de fleste forældre og børn nu om dage kontakt med hinanden under anbringelsen og pædagogerne samarbejder med forældrene. Men hvad er formålet med samarbejdet, hvorfor er det fagligt set en god ide og hvordan organiseres kontakt, samarbejde og inddragelse som en del af døgninstitutionens praksis? Der er, som Schwartz (2007) peger på, brug for at tænke forældrene som en del af omsorgen for deres barn og tilrettelægge praksis således, at forældrene får mulighed for at deltage i omsorgsudøvelsen.

14 Vi vil i det følgende redegøre for undersøgelser og udforskning af samarbejde med og inddragelse af forældre under anbringelsen af barnet uden for hjemmet. 4. Forskning, viden og erfaringer Egelund & Hestbæks forskningsoversigt fra 2003 over anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet viser, at formålet med kontakt mellem forældre og det anbragte barn baseres på en række antagelser om, hvad der er godt for barnet. Således er en overordnet antagelse, at barnets trivsel og positive udvikling bedst tilgodeses, når der er en fortsat og tæt kontakt. Forholdet til forældrene fylder meget i barnets bevidsthed, barnet spekulerer på, hvordan forældrene har det. Båndene kan være overvejende negative, men de er altid meget stærke. Ved at have kontakt til forældrene kan barnet selv se, hvordan forældrene har det og er ikke overladt til fantasier. Kontakt bidrager endvidere til barnets identitetsdannelse, idet barnet derved kan skabe sammenhæng og kontinuitet i sin livshistorie (Egelund & Hestbæk 2003 s.165) ligesom kontakt kan være medvirkende til at barnet ikke føler sig forladt og giver sig selv skylden for anbringelsen. For kontakt taler også, at de fleste anbringelser er kortvarige og at en ubrudt relation letter overgangen ved hjemgivelse. Kontakten har også det formål at opretholde familierelationerne med henblik på at fremme muligheden for hjemgivelse. Ofte vil det være en forudsætning for hjemgivelse, at forældre har fundet andre måder at håndtere relationen til barnet på. Kontakt under anbringelsen kan netop være med til at igangsætte sådanne udviklingsprocesser i familien, processer som forældrene ikke selv har kunnet håndtere. Men som tidligere nævnt er det sjældent denne mulighed udnyttes under et anbringelsesforløb (ibid. s. 166). Fra forældrenes synsvinkel kan kontakten, udover glæde ved at se barnet, have den funktion, at give dem informationer om barnets trivsel og hjælpe dem med til at bearbejde svære følelser omkring anbringelsen og de vanskeligheder, familien befinder sig i. Desuden får de mulighed for at vise barnet, at de støtter op om anbringelsen, hvilket fremmer barnets udbytte af anbringelsen (ibid. s. 166). Vi vil senere komme ind på betydningen af forældrenes opbakning til anbringelsen.

15 Egelund & Hestbæk (2003) omtaler endvidere kontakthyppigheden mellem børn og forældre og konkluderer, at danske såvel som nordiske og internationale forskningsresultater peger på, at der er ganske mange børn, der på trods af en del års bestræbelser på at styrke båndene mellem det anbragte barn og forældrene (ibid. s. 172) mister kontakten med forældrene eller oplever en sparsom og udtyndet kontakt 8. En række undersøgelser fra 1970 erne og frem sætter fokus på effekten af kontakt. De fleste fremhæver positiv effekt, færre peger på neutral eller negativ effekt. En række britiske undersøgelser påviser positiv effekt: Barnet får styrket sin identitet gennem kontakt, ligesom barnet bliver styrket emotionelt og socialt og får bedre trivsel under anbringelsen. En større, ligeledes britisk forløbsundersøgelse, dokumenterer en tydelig sammenhæng mellem kontakt og barnets adfærd. Efter 2 år havde børn med ringe kontakt tydeligt stærkere adfærdsproblemer end andre anbragte børn. Nogle resultater peger på, at tæt kontakt ofte er positivt forbundet med hjemgivelse eller en mere vellykket udslusning af unge til egen bolig. Et stort studie fandt, at kontakt til forældrene mindsker risikoen for brud i anbringelsesforløbet. Undersøgelser, der peger på negativ effekt af kontakt, er sjældnere. Disse omhandler typisk familier, hvor der har fundet overgreb sted eller børn, hvor kontakten reaktualiserer deres problemer og giver nye problemer (ibid. s.177). Ifølge Egelund & Hestbæk (ibid. s ) er der de senere år blevet stillet spørgsmålstegn ved den eksisterende viden om effekterne af kontakten mellem anbragte børn og deres forældre. Der er rejst tvivl om, hvorvidt der er forskningsmæssigt belæg for den udbredte antagelse, at kontakt næsten altid vil være hensigtsmæssigt for barnet. En metaanalyse 9 af en række af de undersøgelser, der mener at kunne påvise positiv effekt af kon- 8 Af SFI s forløbsundersøgelse af børn fra årgang 1995 anbragt udenfor hjemmet fremgår det af dataindsamlingen fra 2007 (Egelund et al 2008, s ), at 89 % af børnene i et eller andet omfang får besøg af deres forældre, 8 % får hverken besøg af mor eller far 28 % af børnene får ikke besøg af deres fædre og 10 % får ikke besøg af deres mor. Når anden form for kontakt medregnes fremgår det, at 5 % af de anbragte børn ingen kontakt har med forældrene. Om end tallet er relativt lille, er det for os at se markant, at anbringelsesstederne øjensynligt ikke formår at støtte familierne i at bevare forbindelse og kontakt under anbringelsen. 9 Quinton, Rushton, Dance & Mayers (1997) Se Egelund & Hestbæk (2003, s. 178)

16 takt, finder blandt andet, at undersøgelser om betydningen af kontakt under kortvarige anbringelser ikke giver dokumentation for, at kontakten øger sandsynligheden for hjemgivelse. Den øgede sandsynlighed kan nemlig lige såvel hænge sammen med, at familien i udgangspunktet ikke havde så alvorlige problemer. Effektundersøgelser af langvarige anbringelser af større børn giver heller ikke dokumentation for, at kontakt med forældrene bidrager til stabilitet i anbringelsen. Forfatterne konkluderer derfor, at tendensen til at fremme kontakt mellem børn og forældre mest må betragtes som et socialt eksperiment snarere end evidensbaseret praksis. I tråd med denne metaanalyse finder andre forskningsoversigter, at der indtil videre ikke eksisterer sikker viden om, hvorvidt og under hvilke betingelser det går børnene bedre, hvis de bevarer kontakten med deres forældre. Men samtidigt understreger Egelund & Hestbæk, at der omvendt ikke er forskningsmæssigt belæg for at kontakt med forældrene skulle være skadelig, mange resultater tyder på, at barnet kan have glæde og gavn af at have et forhold til forældrene og dermed kende sine biologiske rødder. Egelund & Hestbæk (ibid. s.180) konkluderer, at trods stor forskningsmæssig interesse for betydningen af kontakt mellem forældre og det anbragte barn eksisterer der ikke i dag sikker viden om, hvordan kontakten påvirker barnets udvikling og trivsel. Dog tages der ikke forbehold for de forskningsresultater, der viser, at kontakt med forældrene under anbringelsen reducerer risikoen for, at anbringelsen bryder sammen. Opsamlende finder Egelund & Hestbæk: I dette forskningstomrum er konklusionen, at der ikke findes begrundelser for at gøre andet end så vidt muligt at styrke anbragte børns kontakt med forældrene (ibid. s.180) National såvel som international forskning dokumenterer, at kontakten til forældrene er en svær problemstilling for det anbragte barn. De fleste anbragte børn føler sig knyttet om end måske konfliktfyldt til deres forældre. Mange børn er bekymrede og usikre i forhold til deres relation til forældrene og søskende, og de bruger meget energi på at tænke på, hvordan familien har det. Børnene kan også blive fanget i en loyalitets konflikt mellem anbringelsesstedet og forældrene.

17 Forældrene kan opleve anbringelsen som en devaluering af dem som forældre og deres evne til at drage den nødvendige omsorg for deres børn. Selve anbringelsen kan desuden udløse en krisetilstand således, at forældrene dårligt er i stand til at opfatte, hvad der sker eksempelvis under møder på anbringelsesstedet. Dette kan påvirke samarbejdet, fordi de professionelle opfatter krisereaktioner som udtryk for forældrenes sædvanlige kapacitet til at håndtere vanskelige reaktioner (ibid. s. 184). Mange forældre foretrækker, at kontakten sker i eget hjem og oplever trekanten mellem barn forældre anbringelsessted som svær at manøvrere i. Egelund & Hestbæk konkluderer, at forskningen beskriver forældrene som en sårbar og udsat part i kontakten. En gruppe med ringe magt, der anses for at have handlet på en måde, der har ført til anbringelsen af deres barn, og derfor er der pr. definition sat spørgsmålstegn ved deres forælderevne. Der er ifølge Egelund & Hestbæk meget få undersøgelser, der belyser institutionspersonalets syn på kontakten, de fleste beskæftiger sig med plejefamilier. Men engelske undersøgelser peger på, at døgninstitutioner 10 over en tiårig undersøgelsesperiode har fået øjnene mere og mere op for vigtigheden af børnenes kontakt med forældrene og er meget parate til at bakke op om kontakten (ibid. s.190). Sammenfattende om kontakten mellem forældre og barn under anbringelsen konkluderer Egelund & Hestbæk (2003), at med den vidensbaggrund, der eksisterer i dag, må udvikling af en bæredygtig og stabil kontakt mellem børn og forældre aktivt tilstræbes. Det er Servicelovens krav til anbringelsespraksis, og det må derfor være den altovervejende hovedregel, at anbragte børns bånd til deres forældre og familie ikke kappes. Planlægning af samværet er en integreret del af den planlægning, der går forud for anbringelsen, i den forbindelse er det væsentligt at børn og forældre høres. Forvaltningen må støtte både barn 10 Data fra den danske forløbsundersøgelsen (Egelund et al, 2008, s. 200) viser, at 73 % af børn anbragt på døgninstitution har kontakt med forældrene mindst 1 gang hver 14.dag. Det tilsvarende tal for familieplejeanbringelse er 49 % og på opholdsteder 56 %. Hvorvidt forskellen i disse tal er et udtryk for, at døgninstitutionspersonalet i højere grad bakker op om forældrekontakten, kan vi ikke sige. Forskellen kunne også være forbundet med, hvilke børn og familier der anbringes på døgninstitutioner. Således viser tal fra forløbsundersøgelsen (ibid. s ), at døgninstitutioner statistisk set modtager børn med svære skader, men arbejder med en forældregruppe, der er relativt bedre stillet og måske derfor lettere indgår i et samarbejde blandt andet omkring kontakt. I familieplejen er børnenes egne problemer relativt lettere, hvorimod forældrene lever under særdeles socialt og psykisk belastede vilkår. På opholdstederne bor børn fra familier, hvor børnene både har udviklingsskader og forældrene befinder sig i svære livsbetingelser.

18 og forældre og anbringelsesstederne, hvis en vellykket kontakt skal realiseres og optræk til kriser og konflikter bearbejdes, inden samarbejdet kører fast. Forældre og andre nøglepersoner fra øvrige familie og netværk skal aktivt opfordres til at besøge barnet og støttes i at forstå, at de har betydning for barnet, ligesom de skal støttes i at håndtere samværet med barnet, ikke mindst følelsesmæssigt (s.198). 4.2 Familie og anbringelsessted: et samlet omsorgsarrangement Schwartz (2007, s. 204) finder, at, der i diskussionen af problemet med den manglende sikre viden om betydningen af kontakten mellem forældre og det anbragte barn, er brug for en konkretisering af begrebet kontakt. Schwartz peger således på, at om kontakt er godt eller dårligt for barnet afhænger af mange konkrete forhold: Først og fremmest hvordan de professionelle organiserer institutionen i forhold til forældrenes deltagelse i omsorgen for og samværet med deres børn, herunder om pædagogernes samarbejde med forældre af præget af respekt og omfatter kendskab til forældrenes livssituation. Dette fordrer ifølge Schwartz en høj grad af fleksibilitet i organiseringen af støtten til forældre og børn. Spørgsmålet om kontakt mellem forældre og børn er således ikke et enten eller, men et spørgsmål om hvordan og med hvilken støtte (ibid.205). Schwartz har i et forskningsprojekt fulgt 9 anbragte børn og deres familier gennem ca. to år. Forskningsprojektet blev udført som et feltstudie på en udvalgt døgninstitution med tradition for at inddrage børn og forældre i tilrettelæggelse af omsorgen for børnene. Hensigten var at undersøge, hvordan de professionelle håndterer samarbejde med og inddragelse af børn og forældre samtidigt med, at de yder en fagligt begrundet udviklingsstøtte. I det følgende omtales udvalgte dele af forskningsprojektet, omhandlende samarbejdet med forældrene. Schwartz (2007) fandt, at pædagogernes syn på forældrene er karakteriseret af, at forældre ses som børnenes betydningsfulde voksne, ikke som dårlige forældre eller som en del af problemet, men som nogle der har det dårligt, fordi de befinder sig i en vanskelig livssituation (ibid. s.181). Forældrene har i lighed med børnene brug for omsorg og tanken er, at børnenes åbenhed for at tage imod institutionens tilbud om udviklingsstøtte afhænger af den måde, institutionen tager hånd om deres forældre. Børnenes tryghed er forbun-

19 det med, om forældrene føler sig velkomne og anerkendte. Ligesom børnene ofte bekymrer sig om deres forældre, og børnenes trivsel derfor er afhængig af, om de oplever, at der er nogen, der tager sig af deres forældre (ibid. s.184). Forældrene betragtes i udgangspunktet som en ressource for børnene og som nogle, der kan bidrage til omsorgen for børnene. Pædagogerne ser det således som deres opgave at supplere forældrenes omsorg, ikke erstatte den. Forældrene drages ind i en delt omsorgsvaretagelse, hvilket også giver mulighed for at udvikle forældreskabet, da det gør sig gældende for mange forældre, at de kan mere sammen med pædagogerne, end når ansvaret overlades til dem alene (ibid. s.187). Forældrene kommer på institutionen i et fleksibelt arrangement. Nogle kommer dagligt, nogle overnatter på en madras på barnets værelse, nogle har i perioder overnattet i weekends, fordi de ikke magtede at have børnene hjemme alene. Nogle kommer også for at hygge og møde andre voksne. Børnene har almindeligvis daglig kontakt med forældrene enten via besøg eller telefon. Samværet med forældrene er langt fra konfliktløst. Pædagogerne arbejder løbende sammen med forældrene på at finde måder, hvorpå kontakten kan opretholdes på den mest konstruktive måde for børnene. Der tilstræbes åbenhed og ærlighed i alle forhold og spørgsmål vedrørende barnet, således inviteres forældre med til alle møder vedrørende deres sag, skjulte dagsordner søges undgået gennem at hensigter fremlægges, ligesom forældrene inddrages i store og små spørgsmål vedr. tøj, skole, sygdom, etc. Schwartz konkluderer, at forældrene gennem deltagelse i døgninstitutionens hverdagsliv kan opretholde deres forældreskab, hvilket er betydningsfuldt for både børn og forældre. Døgninstitutionen kan, set ud fra de konfliktfyldte forhold familien ofte lever i, fungere som en neutral grund, der kan forbinde personer i børnenes opsplittede liv. Inddragelse af forældrene i døgninstitutionens hverdagsliv og omsorgspraksis, giver forældrene mulighed for at udvikle deres forældreskab. Forældre betragtes på den undersøgte institution som ligeværdige samarbejdspartnere i et delt omsorgsarrangement for børnene. Forældrene ses ikke som mål for en behandling, men som bidragydere, hvilket antages at kunne give forældrene erfaringer med at blive respekteret og anerkendt i den forstand rummer

20 forældresamarbejdet implicitte mål for forældrenes udvikling af deres forældreskab (ibid. s. 203). Schwartz konkluderer videre, at pædagogernes evne til at inddrage og samarbejde med forældrene i og gennem konflikter er så velintegreret, at børnene ikke i væsentligt grad oplever konflikter og problemer mellem deres omsorgspersoner, hvilket børnene klart giver udtryk for, at de sætter pris på. Men der er konflikter mellem pædagogerne og forældrene. Således stemmer forældres og pædagogers syn på opdragelse langt fra altid overens. Forældre lægger vægt på, at børnene overholder pligter og regler, hvor pædagogerne synes, det er vigtigere at børnene trives og kan mærke, hvad de selv vil. I konfliktsituationer lægger forældre med opbakning fra pædagogerne vægt på konsekvens og voksenstyring, hvorimod pædagogerne selv er mere fleksible og kreative i håndtering af vanskelige konflikter. Det er et problem for forældrenes forståelse af deres samarbejde med pædagogerne, at disse forskelle i opdragelsesstil ikke formidles og diskuteres (ibid.s.325) En døgninstitution ses altså hos Schwartz som en social praksis, hvor børn, forældre og professionelle hver især bidrager til at skabe det rum, hvori barnet har til opgave at udvikle sig. Hjem og institution er forbundet i og med, at barnet bevæger sig på tværs af de to kontekster og søger sammenhæng og mening i sit liv. Centralt bliver de betingelser og muligheder som institutionsrummet giver for barnets og forældrenes deltagelse og dermed for udvikling og forandringsprocesser. Blikket på problemidentificering og behov for særlig støtte flyttes fra de enkelte individer, forældre og børn, og rettes mod den omsorgspraksis, der udøves og skabes på institutionen. En sådan pædagogisk praksis peger på muligheden for, at tænke familie og døgninstitution som et samlet omsorgsarrangement for børn (ibid. s. 324). 4.3 KABU projektet Socialministeriet iværksatte i perioden projektet Kvalitet i Anbringelsen af Børn og Unge - KABU. Baggrunden for projektet var dels anbefalinger fra undersøgelser og udvalgsarbejder dels et ønske om at opsamle, udvikle og formidle viden, der kan med-

21 virke til at kvalificere anbringelsesområdet på alle niveauer (Styrelsen for Social Service 2005). Fra 1. fase af KABU projektet, som drejede sig om vidensindsamling, skal nævnes en forældreundersøgelse (Jacobsen 2003) bestående af interviews og afholdelse af to stormøder med forældre til anbragte børn. Undersøgelse viste, at forældrene oplever, at de ikke bliver lyttet til, og at de har stort behov for at blive hørt igennem alle faser af anbringelsen. Forældrene savner støtte til samværet med deres børn og de ønsker større inddragelse under anbringelsen, fra tøj indkøb til aftaler vedr. samvær og evt. flytning til nyt anbringelsessted. Flertallet har dårlige oplevelser især i den første tid af anbringelsen, hvor de oplever at skulle bevise deres værd, før de inddrages i beslutninger. Generelt efterlyser forældrene større tydelighed i beskrivelse af årsagen til anbringelsen, større grad af information om deres retssikkerhed ligesom de er usikre på, hvad der skal til, for at de kan få deres barn hjem igen. Jacobsen (ibid. s. 13) konkluderer, at det involverer store og svære følelser, når børn anbringes udenfor hjemmet. At forældrene vil respekteres som mennesker, som forældre, de ønsker retfærdighed i beslutninger og beder om forståelige forklaringer på de beslutninger, der tages om deres liv. I 2. fase af KABU projektet blev der sat fokus på metodeudvikling, dokumentation og formidling indenfor en række temaer. Af de 56 delprojekter der deltog, beskæftigede 10 sig med temaet Samarbejde mellem barn nærtstående - system/professionel. I Temahæftet: Inddragelse (Mortensen 2005) nævnes nogle eksempler på projekter, der har beskæftiget sig med metodeudvikling under dette tema. I projektet Familie hele livet udarbejdede to døgninstitutioner med afsæt i interviews med forældre kvalitetsstandarder for inddragelse af forældrene. Disse standarder blev omsat i skemaer, hvor medarbejderen skal afkrydse om de aftalte standarder er overholdt. Skemaerne kan dermed også bruges som dokumentation. Den ene institution udarbejdede standarder for opfølgningsmøde, eks.: Forældrene er blevet orienteret om muligheden for at komme med mundtlige og skriftlige indlæg til statusrapporten. Den anden institution lavede standarder for samarbejdet generelt, eks.: Forældrene er kontaktet hver uge. En del projekter har arbejdet med informationspjecer, der oplyser forældrene eller barnet om deres rettigheder. Erfaringer peger her bl.a. på, at udover det grundlæggende, at for-