Jungs typeteori i et systemisk perspektiv Preben Grønkjær, specialkonsulent i ledelse, magister i idéhistorie Region Syddanmarks Ledelsesakademi, juni 2011 Indholdsfortegnelse Er Jungs teorier forenelige med systemisk tænkning?...2 Jungs teorier og systemisk teori...2 Typologi og kontekst...3 Mistanken om essentialisme og determinisme...4 Præferencer og kontekst...5 Typologi og udvikling...6 Opdragelsens betydning...7 Præferencer og identitet...7 Praktisk brug af typologiske metoder...8 Typologien som et værktøj...9 Jung som systemisk tænker...10 Konklusion...12 Litteratur...13
Er Jungs teorier forenelige med systemisk tænkning? Der udspiller sig for tiden en uformel diskussion, der går på, om Jungs typologi og hans psykologi i det hele taget - er forenelig med systemisk tænkning. Denne diskussion foregår især i de dele af konsulentbranchen, der har systemisk tænkning som grundlag for lederuddannelser og konsulentydelser, og som arbejder med typologiske indikatorer som fx Jungiansk Type Indeks (JTI) og Myers-Briggs Type Indikator (MBTI). Diskussionen er relevant for de ledere og medarbejdere i Region Syddanmark, som Ledelsesakademiet er i dialog med om deres typeprofiler, og som meget ofte også anvender systemiske teorier og metoder i deres praksis. I den igangværende diskussion støder man på udsagn om, at Jungs teori herunder typologien er uforenelig med systemisk tænkning. Denne påstand vedrører logisk nok også Jungiansk Type Indeks (JTI), som vi arbejder med i Region Syddanmarks Ledelsesakademi. Ved at spørge ind til forskellige kritikeres kendskab til Jungs typeteori, har jeg fået en fornemmelse af, at den ikke er specielt velfunderet. I det følgende vil jeg derfor gøre et forsøg på at bringe mit kendskab til Jungs psykologi ind i diskussionen om forholdet mellem især typologi og systemisk tænkning. Jungs teorier og systemisk teori Jeg vil tage udgangspunkt i, at jeg har hørt systemisk tænkende mennesker sige, at de anvender typologien på trods af, at Jungs grundlæggende paradigme er et andet end det systemiske. Som jeg læser Jung, giver det ikke mening at tale om Jungs grundlæggende paradigme. Jung har ikke udviklet en generel teori, men har formuleret mange forskellige teoretiske indfaldsvinkler til de problemer, han beskæftigede sig med. Teorier er for Jung redskaber til forståelse af komplekse fænomener ikke paradigmer eller trossætninger. Følgende citat kan illustrere Jungs holdning til anvendelse af typeteorien: Tro ikke, at jeg putter folk i den ene eller den anden kasse og siger: "Han er en intuitiv," eller "Han er en tænketype." Mennesker spørger mig ofte: "Sig mig, er denog-den ikke en tænketype?" Jeg siger: "Det har jeg aldrig tænkt på," og det har jeg ikke. Det er overhovedet ikke til nogen nytte at putte folk i skuffer med forskellige mærkater. Men når man har et stort empirisk materiale, så har man brug for nogle kritiske strukturprincipper, der kan hjælpe én med at klassificere det. Forhåbentlig overdriver jeg ikke, men for mig er det meget vigtigt at kunne skabe en slags orden i mit empiriske materiale, især når mennesker er plagede eller forvirrede, eller hvis man skal forklare dem for andre. Skal man fx forklare en hustru for hendes mand eller en ægtemand for hans hustru, så er det ofte en stor hjælp at have disse 2
objektive kriterier, for ellers ender det hele med "Han sagde" - "Hun sagde". (Jung, 18.34). Da bogen om de psykologiske typer fra 1921 var udkommet i mange udgaver og på mange sprog, skrev Jung i 1934 et forord til den argentinske udgave om samme emne. Han følte sig nu nødsaget til at gøre opmærksom på en beklagelig misforståelse, der havde gjort hans typeteori til en barnlig selskabsleg. Selv i medicinske kredse, skrev han, er den opfattelse kommet på rend, at hans behandlingsmetode drejer sig om at putte patienter ind i hans (typologiske) system og give dem råd ud fra dette. Hans egen intention havde derimod været at udvikle et kritisk begrebsapparat, der kunne sortere i og organisere den forvirrende mængde af empirisk materiale, men bestemt ikke at klistre etiketter på mennesker (Jung, CW6, p.xiv). Der er heller ingen grund til at bruge Jungs teorier på trods af, at de angiveligt ikke skulle være systemiske. Jung tænker rent faktisk systemisk eller måske rettere: Jung havde ikke fået den ulyksalige idé, at der skulle være en modsætning mellem fx systemisk og psykodynamisk, humanistisk, eksistentiel eller anden teori. Jeg er klar over, at der også i den systemisk tænkende verden findes mennesker, der ikke har for vane at sætte systemisk teori og metode i modsætning til andre måder at tænke på. Men efter min smag er der for mange, der formulerer det systemiske som en konfrontation med andre ideer. En systemisk tilgang er for mig mest nyttig, når den fungerer som et blandt andre perspektiver på virkeligheden et synspunkt mange i det systemiske konsulent- og ledelsesmiljø deler. Hvis man er enig i dette synspunkt, er der ingen modsætning mellem systemisk teori og Jungs typeteori eller psykologi i det hele taget. Så supplerer og kompletterer eller bekræfter de hinanden, hvilket jeg vil demonstrere i det følgende. Typologi og kontekst Et meget anvendt argument imod at anvende typologien er, at man set fra en systemisk synsvinkel ikke altid er den samme type. Man bruger ifølge dette argument de typologiske funktioner, der er aktuelle i den givne kontekst. Ergo skulle typologien være ubrugelig. Faktisk kunne Jung have sagt næsten det samme, selv om han ikke anvender selve ordet kontekst. De fleste mennesker er i stand til at anvende de funktioner, situationen lægger op til, eller har i hvert fald mulighed for at udvikle sådanne kompetencer. Men Jung har også beskrevet nogle mennesker, der er så indgroede i deres måde at tænke og agere på, at de ikke gnidningsfrit kan skifte funktionsmåde, når situationen kræver det. Det er de 3
ensidige typer, som Jung beskriver nøjere for at tydeliggøre sine synspunkter. Måske er det grunden til, at nogle systemisk tænkende mennesker afviser Jung. Men det normale også for Jung - er, at man kan skifte funktioner efter behov i hvert fald til en vis grad og efter en bevidst indsats. Jungs typologi handler grundlæggende om præferencer det, at man af forskellige grunde har en vis tilbøjelighed til at foretrække en funktionsmåde frem for en anden. Hvis det ikke fastholdes konsekvent, opstår der begrebsmæssig forvirring. Men fordi man foretrækker at bruge en funktion frem for en anden, er det ikke ensbetydende med, at man altid bruger denne funktion. Følgende udtalelser af Jung om ekstraversion og introversion kan illustrere tankegangen: Når man kalder nogen en introvert, mener man, at han foretrækker en introverteret adfærd, men han har også sin ekstraverterede side. Vi alle har begge sider, ellers kunne vi overhovedet ikke tilpasse os, vi ville slet ingen indflydelse have, vi ville være ved siden af os selv. (Jung, 18.63). En normal ekstraverteret indstilling betyder naturligvis aldrig, at individet altid og overalt udelukkende opfører sig efter det ekstraverterede skema. Under alle omstændigheder vil der hos det samme individ kunne iagttages mange psykiske processer, der involverer introversionsmekanismen. Ekstraverteret kalder vi jo kun en habitus, når ekstraversionsmekanismen er den fremherskende. (Jung, 6.640). Alene ud fra sådanne formuleringer får man et fingerpeg om, at Jungs typeteori ikke er i modsætning til systemisk tænkning. Mistanken om essentialisme og determinisme Blandt de påstande om Jungs typologi, der bruges som argument for at diskvalificere den i det systemiske teori- og metodelandskab, har jeg især undret mig over, hvordan man har kunnet få det indtryk, at den er et udtryk for essentialisme og determinisme altså at typen er en indre ting (en essens), og at det skulle være givet på forhånd, hvordan denne ting nødvendigvis udvikler sig. Jeg har ganske vist hørt og læst brugere af Jungs typologi fejlagtigt hævde: Jung siger, at typen er medfødt, hvilket måske er baggrunden for påstanden om determinisme. Men det eneste, jeg har kunnet finde hos Jung selv i denne sammenhæng, er, at han mener, der kan være en medfødt disposition til at udvikle sig i en bestemt retning. En sådan mulig disposition er dog på ingen måde den eneste faktor i udviklingen. Jung siger fx om udviklingen af ens typeprofil: 4
Nu har det ene menneske mere anlæg for ét og det andet menneske for noget andet. Eller tilpasningen til barndommens første omgivelser kræver, at man er tilbageholdende og eftertænksom, eller omvendt mere indfølende, alt efter forældrene og omstændighederne. Derved kommer den ene side automatisk til at dominere, og heraf opstår forskellige typer. (Jung, 6.22). Hvis man holder sig til den første sætning i ovenstående citat, så kunne man måske med lidt ond vilje kalde det deterministisk tænkning, fordi Jung bruger udtrykket anlæg. Men den næste sætning gør det umuligt at tale om determinisme. Generelt beskæftiger Jung sig dog ikke ret meget med, hvorfor man er blevet den og den type, om det er medfødte eller miljømæssige påvirkninger, der ligger bag. Han tager simpelthen til efterretning, at et individ har netop denne typeprofil, som det har. Og så lægger han i øvrigt stærkere vægt på menneskers fremtidige muligheder end på deres fortid ganske som det er tilfældet i systemisk teori og metode. Præferencer og kontekst Hvis man ud fra et ensidigt systemisk synspunkt insisterer på, at ens typeprofil altid ændrer sig efter den aktuelle kontekst, risikerer man at gå glip af en væsentlig indsigt. De typologiske præferencer i sig selv er nemlig ikke afhængige af konteksten. Det samme er tilfældet med andre præferencer. Fx vil ens seksuelle, religiøse og politiske præferencer ikke umiddelbart ændre sig, bare fordi man bevæger sig ind i en anden kontekst. Man bliver ikke automatisk bøsse, muslim eller kommunist af at komme ind i et homoseksuelt, muslimsk eller kommunistisk miljø. Men de fleste har så megen pli, at de ændrer adfærd, når de bevæger sig ind i et fremmed miljø. I de nævnte eksempler undlader de fleste fx at komme med homofobiske udfald, vitser om Muhammed og antikommunistiske udtalelser. I en sprogbrug, der er udbredt i systemisk tænkende miljøer, kunne man sige, at ens præferencer - herunder de typologiske - er en del af autopoiesen, dvs. det medfødte og tilegnede beredskab, man møder omverdenen med. Autopoiesen er ikke altid uproblematisk. Individet er i sig selv et komplekst system, hvor der er mange indbyrdes kredsløb mellem de enkelte elementer i systemet. Der er kredsløb mellem kropslige, psykiske og åndelige faktorer, som ikke altid er harmoniske. Og i typologien taler man om "typedynamik". Det er hele spørgsmålet om, i hvilken rækkefølge man foretrækker at bruge de enkelte typologiske indstillinger og funktioner. Det er en tidlig iagttagelse fra Jungs side, at modsætningen mellem de typologiske funktioner ikke kun optræder i konflikter mellem mennesker, men også internt i én selv. Utallige mennesker 5
har fx mærket en indre konflikt mellem tænkning og følelse: Skal jeg gøre, hvad jeg føler er rigtigt, eller skal jeg handle ud fra det, logikken siger? Selv om man går ind i en ny kontekst med et sæt givne præferencer, kan disse præferencer ændre sig over tid. Ikke alle, der arbejder med typologi, er enige i denne påstand. Nogle vil hævde, at præferencerne er de samme livet igennem, men man udvikler kompetencer i brugen af de ikke-foretrukne typologiske funktioner. Ud fra Jungs beskrivelser og mine egne iagttagelser er jeg dog overbevist om, at det giver god mening også at tale om ændringer i præferencer. Jung siger fx i et BBC-interview i 1959, at typen ikke er noget statisk, men ændrer sig i løbet af livet. Og i en principiel overvejelse opregner han en række faktorer, der ligger til grund for ens indstilling - alle de faktorer, der formår at påvirke psyken i væsentlig grad: den medfødte disposition, opdragelsen, miljøindflydelser, livserfaringer, selvudviklede indsigter og overbevisninger, kollektive forestillinger osv. Han gør opmærksom på, at de kollektivt betingede indstillinger er meget vigtige - i visse tilfælde endda de rent individuelle indstillinger overlegne (Jung, 6.783). En sådan opregning af faktorer, der influerer udviklingen af ens typeprofil, gør det umuligt at opretholde påstanden om, at Jungs typologi skulle være essentialistisk og deterministisk (og dermed uforenelig med systemisk tænkning). Typologi og udvikling Der kan opregnes mange andre grunde til, at påstanden om, at Jungs typologi skulle være essentialistisk, deterministisk og andet ikke-systemisk, ikke er holdbar. En af disse grunde er, at Jung har stærkt fokus på udviklingsperspektivet i typologien. Hvis man sådan bare er en type, som man er blevet på grund af en tvingende medfødt struktur, ville det ikke give megen mening at appellere til udvikling. Jungs advarer fx om det farlige i en ensidig brug af en enkelt funktionsmåde. Han påpeger, at man pludselig kan få brug for den modsatte funktion af ens foretrukne. Han siger således om vigtigheden af at få udviklet sine uudviklede funktioner: [Det er] en nødvendighed for karakterudviklingen, at vi lader den anden side, netop den mindreværdige funktion, komme til orde; for vi kan ikke i længden lade en del af vores personlighed bestride pr. symbiose af en anden; for det øjeblik, hvor vi får brug også for den anden funktion, kan når som helst indtræffe og finde os uforberedte... Og følgerne kan være alvorlige: den ekstraverterede taber derved sin uundværlige relation til objekterne og den introverterede sin til sit subjekt. Omvendt er det også tvingende nødvendigt, at den introverterede når til en handlen, der ikke ustandselig er hæmmet af betænkeligheder og tøven, og at den ekstraverterede besinder sig på sig selv uden derved at bringe sine relationer i fare. (Jung, 7.86). 6
En vigtig del af udviklingsarbejdet med ens typeprofil, er netop, at man bliver i stand til at sætte sig ud over sine egne præferencer i dialogen med andre typer. Jung siger fx: Man bør altid svare folk i deres hovedfunktion, ellers etableres der ingen kontakt. (Jung, 18.321). Et sådan udsagn ville ikke give mening, hvis Jung mente, at man bare sådan er en type, der ikke kan være anderledes, som visse kritikere hævder. Opdragelsens betydning Jung er også af nogle kritikere blevet beskyldt for, at han ikke var opmærksom på, hvor meget opdragelsen og miljøet påvirker den typologiske udvikling. Sådanne beskyldninger er imidlertid grundløse, hvilket man kan forsikre sig om, hvis man gør sig den ulejlighed at læse hans værker 1. Jung skriver fx, at de eksempler, han kender på en ekstraverteret føletype 2, næsten udelukkende er kvinder: De eksempler, der foresvæver mig på [den ekstraverterede føletype], er næsten uden undtagelse kvinder. Denne type kvinde lever efter sin følelses rettesnor. Hendes følelse har som følge af opdragelsen udviklet sig til en indpasset funktion, der er underkastet bevidsthedskontrol. (Jung, 6.665). Læg mærke til, at Jung her påpeger, at det er som følge af opdragelsen, hun har udviklet sig til en ekstraverteret føletype. Præferencer og identitet Når man har et stort erfaringsmateriale om typologiske præferencer til sin rådighed, er det et interessant teoretisk og praktisk spørgsmål, om præferencerne ændrer sig eller ej, eller i hvilket omfang de ændrer sig. Det er dog ikke centralt og substantielt for en drøftelse af typologi i et systemisk perspektiv. Her er forståelsen netop som tidligere nævnt, at man bruger de enkelte typologiske funktioner på måder, der er afhængige af den kontekst, man befinder sig i. Dette er i hvert fald tilfældet for de fleste mennesker, men der findes undtagelser: Der er ekstreme typer, der altid bruger de samme funktioner - også når 1 Jeg har tidligere i denne artikel nævnt en række faktorer, der ifølge Jung påvirker ens typologiske udvikling herunder opdragelsen. 2 Denne iagttagelse minder om, at man ikke kan verificere eller falsificere Jungs udtalelser med statistikker fra MBTI, JTI eller andre lignende indikatorer. Jungs begreb type er nemlig et andet og mere radikalt begreb, end det man møder i MBTI og JTI. 7
situationen kræver en anden tilgang. Fx den ekstreme tænketype, der selv i sit kærlighedsliv argumenterer logisk og principielt, når kæresten ønsker at høre nogle søde ord. Eller den ekstreme føletype, der kun kan sige "Jeg føler, at...", når chefen beder om dokumentation for, at ens projekt er økonomisk holdbart. Hvis man ikke er en ekstrem type, er det alligevel interessant at reflektere over sine præferencer. Det kan være en noget illusorisk selvforståelse, der får én til at mene, at man til enhver tid bruger de funktioner, som situationen kræver i hvert fald hvis man mener, at man bruger dem lige ubesværet. Hvis man på et teoretisk grundlag påstår, at ens identitet ikke er noget, man har med sig, men at den udelukkende er situationsbestemt, kan denne teoretiske tilgang til begrebet "identitet" tolkes i et typologisk sprog: Det er en ekstrem og ensidig ekstraverteret opfattelse, som ignorerer det faktum, at nogle mennesker faktisk har en relativt stabil identitet uafhængigt af konteksten. Omvendt ville det være lige så ekstremt og ensidigt at hævde, at et menneskes identitet udelukkende skulle være noget, der er bestemt af "indre" faktorer såsom gener, et iboende sandt selv e.l. - en faldgrube af introverteret karakter. Det sidste er nok ikke den store risiko i vores tid, hvor tidsånden er stærkt præget af ekstraversion. Praktisk brug af typologiske metoder Det er ikke kun på det teoretiske plan, at typologien er kompatibel med systemisk tænkning. Det er den også i sin praktiske anvendelse fx i form af JTI, som vi anvender i forskellige sammenhænge i Region Syddanmarks Ledelsesakademi. Via en typologisk samtale eller besvarelse af en JTI-typeindikator finder man ud af, hvilke funktioner man har præference for at anvende. Det kan spænde fra en stærk over en moderat til en uklar præference. Et interessant tema, når man betragter arbejdet med typologi i et systemisk perspektiv, er spørgsmålet om, hvad de enkelte funktioner bruges til. Det er fascinerende at høre, hvordan de enkelte funktioner udspiller sig afhængigt af de forskellige kontekster, de optræder i. Det kommer ofte frem i den individuelle tilbagemelding. Fx er tænkning ikke bare tænkning. Der er forskel på ingeniørens, lægens og socialrådgiverens tænkning. Og der er forskel på to ingeniørers, to lægers og to socialrådgiveres tænkning. Det fælles er, at det er tænkning. Der er ligeledes forskel på intuition - sygeplejerskens, pædagogens og økonomens udfolder sig i forskellige kontekster. Og sansning bruges forskelligt af kirurgen, rengøringsassistenten og fysioterapeuten. Alligevel giver det mening at kalde det alt sammen at anvende en typologisk funktion. 8
Det er sjældent, at man i forbindelse med JTI eller andre indikatorer møder et menneske, der overhovedet ikke er i tvivl, om det skal vælge A- eller B-udsagnet om en given præference - selvom det hænder. Det mest almindelige er, at man straks nævner, at man i flere tilfælde havde meget svært ved at vælge mellem A- og B-udsagnet. Grunden, der bliver angivet, er, at det da er afhængigt af konteksten. Sprogligt er det ikke altid ordet "konteksten", der bliver brugt, men udtryk som "det kommer an på sammenhængen" - hvem man er sammen med, om det er på arbejde eller derhjemme etc. Dette giver anledning til nogle meget interessante samtaler om, hvilke funktioner der bliver brugt i hvilke sammenhænge. Sådanne samtaler er helt i tråd med både en systemisk og en jungiansk tilgang til typologi. Men som tilbagemelder opfordrer jeg altid ud fra både typeteori og erfaringer til en refleksion over, om man også rent faktisk foretrækker at gøre det, man gør. Mange mennesker gør nemlig mange ting, som de ikke foretrækker. De gør det, fordi de er nødt til det, eller deres arbejde kræver det. En refleksion over ens præferencer kan fx føre til, at man går til sin leder eller sine kolleger og taler for en ændring i ens arbejdsopgaver eller den måde, man løser dem på, så man får mere plads til sine foretrukne funktioner. Hvis man indtager et meget ensidigt systemisk standpunkt, hvor man bare accepterer påstanden om, at det udelukkende er konteksten, der definerer ens identitet, risikerer man at gå glip af sådanne interessante refleksioner, der kan føre til udvikling og forbedringer af ens vilkår. Hvis man har et menneskesyn, der hævder, at man ikke har anden identitet end den, man henter i enhver aktuel kontekst, vil man naturligvis aldrig opdage, at noget er galt, eller kunne gøre noget ved det. Man afskærer sig i så fald på grund af en fordom fra nogle meget værdifulde og nuancerede indsigter i forskellige mennesketypers reaktioner på stress, deres lærings-, ledelses- og kommunikationsstil, hvad der motiverer dem og meget mere. Typologien som et værktøj Jeg er helt klar over, at Jungs typologi, herunder JTI og MBTI, af og til bruges forsimplet - men det kan ske med alle værktøjer. Også systemiske metoder bliver lejlighedsvis brugt primitivt. Alle værktøjer kan bruges af både klamphuggere og professionelle. Ingen finder på at kritisere en hammer eller en høvl, fordi resultatet er elendigt. Der er derfor heller ingen grund til at kritisere Jungs typologi eller systemiske metoder, fordi de lejlighedsvis bliver misbrugt. Jung forklarer et sted den praktiske anvendelse af typologien i sit karakteristiske billedsprog: Med teorien om de fire funktioner sansning, intuition, tænkning og følelse - 9
kan man orientere sig, svarende til at man geografisk angiver et sted ved hjælp af længde- og breddegrad. De fire funktioner - ligesom de fire verdenshjørner - er noget, som den menneskelige bevidsthed har lagt ned over virkeligheden. De er altså ikke noget, der bare sådan er der, men de er for Jung lige så uundværlige som de fire verdenshjørner, når man skal orientere sig i den ydre verden. Han siger, at de fire funktioner er blevet et kompas på hans psykologiske opdagelsesrejser, fordi de giver ham et måle- og orienteringssystem, som muliggør en kritisk psykologi. Med Jungs egne ord: De fire funktioner er noget ligesom de fire verdenshjørner, lige så vilkårlige og lige så uundværlige som disse. Intet hindrer, at man efter forgodtbefindende forskyder kardinalpunkterne flere grader til den ene eller den anden side og derudover giver dem andre navne. Det er kun et spørgsmål om konvention og forståelighed. Men ét må jeg bekende: at jeg under ingen omstændigheder mere vil undvære dette kompas på mine psykologiske opdagelsesrejser - ikke kun af den nærliggende, altformenneskelige grund, at enhver er forelsket i sine egne ideer, men på grund af den objektive kendsgerning, at der hermed er givet et måle- og orienteringssystem, som muliggør en kritisk psykologi, som vi så længe har manglet. (Jung, 6.1029-1030). Ingen kritiserer et kompas for at være et forsimplet billede af virkeligheden, men det er netop en kritik, man kan møde fra nogle systemisk tænkende mennesker: Typologien giver et forsimplet billede af virkeligheden. Alle ved eller burde vide at nord og syd og øst og vest er en fælles overenskomst, der er nyttig, når man skal orientere sig i verden og kommunikere om, hvor man er på vej hen. På samme måde kan man fordel betragte typologien. Jung som systemisk tænker Jeg har hidtil argumenteret for, at Jungs teorier ikke er i modstrid med systemisk tænkning. Her vil jeg fremhæve nogle sider af Jungs forestillingsverden, der i dag kunne karakteriseres som systemiske eller endda socialkonstruktionistiske. Man ser det tydeligt i hans psykiatriske sygdomsforståelse, fx formuleret således: At være "gal" er en social forestilling; vi anvender sociale restriktioner og definitioner for at kunne udskille mentale forstyrrelser. Man kan sige, at en mand er sær, at han opfører sig på en uventet måde og har underlige ideer, og hvis han skulle leve i en lille fransk eller schweizisk landsby, ville man sige "Han er en original fyr, en af de mest originale indbyggere på dette lille sted;" men hvis man tager denne mand med ind midt på Harley Street, ja, så er han rent ud sagt tosset.... Men dette er simpelthen sociale betragtninger. (Jung, 18.72). 10
Og i en betragtning over neuroseterapi udtrykker Jung sig således: Det kliniske standpunkt alene yder ikke neurosens væsen retfærdighed og kan ikke yde den retfærdighed, fordi neurosen snarere er et psykosocialt fænomen 3 end en sygdom sensu strictiori. Neurosen tvinger os til at udvide "sygdoms"-begrebet ud over forestillingen om et enkeltlegeme, der er forstyrret i sine funktioner, og til at betragte det neurotiske menneske som et sygt socialt relationssystem. Når man har revideret sin opfattelse på denne måde, vil man ikke længere finde det forbavsende, at en korrekt neuroseterapi er et omstændeligt og i enhver henseende indviklet foretagende. (Jung, 16.37). Når Jung betragter det neurotiske menneske som et sygt socialt relationssystem, må den logiske konsekvens være, at han mener, at mennesket er et socialt relationssystem. Jeg har ingen problemer med at se denne opfattelse som helt i tråd med en systemisk betragtningsmåde. Hvis man læser Jungs værker ud fra et systemisk synspunkt, vil man opdage mange lignende beskrivelser. Fx siger han, at intet menneske lever i sit sjælelige rum som i et sneglehus, dvs. adskilt fra andre, men er forbundet med alle andre på grund af sin ubevidste menneskeværen (Jung, 10.408), og mennesket kan som socialt væsen ikke i længden leve uden at være forbundet med samfundet (Jung, 10.511). På et fundamentalt teoretisk plan understøttes dette systemiske aspekt af Jungs forståelse af hans begreb om Selvet fx udtrykt således: Selvets natur omfatter individet såvel som fællesskabet. (Jung, 10.660). Jeg tror, at den systemiske tankegang var så selvfølgelig for Jung, at han ikke har været optaget af at formulere den eksplicit og programmatisk. Det var heller ikke et tema på hans tid, som det er blevet i dagens Danmark. Jung havde som psykiater fokus på individet og selvfølgelig på dets relationer. Man ser dette bl.a. i hans centrale tanke om individuation processen med at blive et Selv. Det er således vigtigt for Jung at slå fast, at individuation er noget ganske andet end individualisme. Denne præcisering har været nødvendig, for Jung har ustandseligt været mødt med den opfattelse, at selvrealisering er et egoistisk foretagende - en opfattelse, der også i dag fremføres med stor ihærdighed. Jung siger bl.a. om forholdet mellem individualisme og individuation: Individualisme er en tilsigtet fremhævelse og betoning af den formentlige egenart i modsætning til kollektive hensyn og forpligtelser. Men individuation betyder ligefrem 3 Det er overraskende for mange, at Jung taler om psykisk sygdom som et psykosocialt fænomen. 11
en bedre og mere fuldstændig opfyldelse af menneskets kollektive bestemmelse, idet en tilstrækkelig hensyntagen til individets egenart lader håbe på en bedre social ydelse, end når egenarten bliver forsømt eller endog undertrykt. (Jung, 7.267). En grund til at individuation ikke kan føre til egoisme, er ifølge Jung, at et individ er sammensat af lutter universelle faktorer og dermed helt igennem et kollektivt væsen. En betoning af individets egenart kommer altså i splid med dette fundamentale faktum ved menneskets væsen (Jung, 7.268). Et sted udtrykker han den samme tanke på denne måde: Da individet ikke kun er et enkeltvæsen, men også forudsætter et kollektivt forhold til sin eksistens, så fører individuationsprocessen ikke til isolering, men ind i en mere intensiv og almen kollektiv sammenhæng. (Jung, 6.825). De beskyldninger, der af og til rettes mod Jung for at prædike individualisme og sågar for at hylde en overmennesketeori, er således uden dækning. Men Jung har ramt et meget ømt punkt i den vestlige virkelighedsforståelse ved at gøre opmærksom på, at samfundet forfører den enkelte til ubevidsthed, hvis man ikke har kontakt til selvet. Han mener, at massen uundgåeligt opsluger det individ, der ikke er centreret i sig selv, og reducerer det til en afmægtig partikel (Jung, 16.225). Jung siger bl.a. følgende om individets forhold til kollektivet, hvor hans på én gang humanistiske og systemiske holdning ikke fornægter sig: Er den enkeltes beståen sikret, så er der garanti for, at den organiserede ophobning af de enkelte i staten - også i den stat, der er udstyret med største autoritet - ret beset ikke længere fører til dannelsen af en anonym masse, men til et bevidst fællesskab. Men en ufravigelig forudsætning herfor er det bevidste og frie valg og den individuelle afgørelse. Uden denne frihed og selvstændighed for den enkelte findes der intet ægte fællesskab, og - som vi må sige - uden et sådant fællesskab kan heller ikke det i sig selv beroende og selvstændige individ trives i længden. (Jung, 16.227). Konklusion Jeg har i denne artikel argumenteret for, at Jungs teorier herunder typologien er forenelige med systemisk tænkning. Men sådan forholder det sig kun, hvis man anser systemisk teori for at være én indfaldsvinkel blandt andre. Hvis man derimod anser en bestemt version af systemisk teori, som den eneste sande, så vil det se anderledes ud. Så vil Jungs teorier blive diskvalificeret i systemisk sammenhæng, fordi den også indeholder synsvinkler, man kunne kalde psykodynamiske, humanistiske, biologiske, eksistentielle m.m. Og det faktum, at Jungs typologi af og til bliver udlagt på en essentialistisk og 12
deterministisk måde, kan også være med til at miskreditere den i systemisk tænkende kredse. Sådanne fejltagelser og fejltolkninger er hverken i overensstemmelse med Jungs teori eller systemisk tænkning. Jeg håber derfor, at jeg gennem argumenter og citater fra Jungs værker har dokumenteret, at Jungs typologi og øvrige teorier uden problemer kan integreres med systemisk teori og praksis. Skulle dette synspunkt ikke vinde gehør, er det ikke nogen katastrofe. Både Jungs typologi og systemisk tænkning klarer sig udmærket endda. Men det forekommer mig, at de beriger hinanden, når man lader dem leve med hinanden i stedet for mod hinanden. Litteratur Preben Grønkjær: Jungs analytiske psykologi en introduktion. (Nyt oplag: Hans Reitzel 2010). Preben Grønkjær: Forståelse fremmer samtalen. 16 mennesketypers kommunikationsstil. (Nyt oplag: Gyldendal 2010). C.G. Jung: Gesammelte Werke. Referencerne i parentes til udsagn og citater af Jung henviser til de samlede værker og paragraf, fx (16,227) = bind 16, paragraf 227. 13