Arbejdsmarkedspolitikkens afskaffelse

En artikel fra KRITISK DEBAT Arbejdsmarkedspolitikkens afskaffelse Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 01. december 2009 VK-regeringen har reelt afskaffet dansk arbejdsmarkedspolitik. Alt er blevet til såkaldt beskæftigelsespolitik, der alene har til formål at flytte flest mulige borgere væk fra at leve på overførselsindkomst. Derfor må en ny centrum-venstre-regering genindføre arbejdsmarkedspolitikken i Danmark. Måske kan de politiske ledere i centrum-venstre-partierne vinde det næste valg uden en ny ar-bejdsmarkedspolitik. Men de kan ikke lede samfundsøkonomien og fastholde den politiske magt uden en helt ny arbejdsmarkedspolitik. Denne artikel har to simple påstande: 1. VKO-blokkens reelt har reelt afskaffet arbejdsmarkedspolitikken i Danmark 2. Derfor er det en bunden opgave for en ny centrum-venstre-regering at gennemføre en ny, aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvis den vil gøre sig håb om at kunne lede samfundsøkonomien og dermed fastholde magten. Artiklen gennemgår de centrale elementer i VK-regeringens politik over for arbejdsmarkedet. Her begrundes og uddybes tesen om den reelle afskaffelse af arbejdsmarkedspolitikken under VK. Samtidig påvises, hvorledes VK's politik har øget behovet for, at en ny centrum-venstre-regering gennemfører en sådan ny arbejdsmarkedspolitik som led i at styre samfundsøkonomien og fastholde magten. Hvad er arbejdsmarkedspolitik? Allerførst kan det være hensigtsmæssigt at klargøre, hvad der forstås ved arbejdsmarkedspolitik. Arbejdsmarkedspolitik er politik, der sigter på at ændre og styre arbejdsmarkedet, dvs. markedsregulering. Arbejdsmarkedspolitik kan defineres som politiske indgreb i arbejdsmarkedets strukturer og processer med henblik på at ændre arbejdsmarkedets funktionsmåde i en ønsket retning. Arbejdsmarkedspolitik er politiske indgreb over for arbejdsmarkedet og markedsskabte problemer for at fremme bestemte former for samfundsudvikling. Arbejdsmarkedspolitik er politik for, hvordan markedet for arbejdskraft (udbud, efterspørgsel, markedsinstitutioner, markedsinformationer, social markedsadfærd, mv.) skal fungere. Arbejdsmarkedspolitikken har således tre basale begrundelser. Den første begrundelse er en forestil-ling om, at arbejdsmarkedet overladt til sig selv ikke vil fungere, som man ønsker. Arbejdergiverne får ikke automatisk den bedst egnede arbejdskraft til jobbet. Lønmodtagerne får ikke automatisk det bedste job. Markedet sikrer ikke automatisk den nødvendige eller ønskede opkvalificering af arbejdskraften. Markedet skaber en uønsket ulighed i livsmuligheder i arbejdslivet. Markedet diskri-minerer de langtidsledige, kvinder, indvandrere, mv. Markedet skaber arbejdsløshed uden under-støttelse, osv. Den anden begrundelse er et normativt ønske om 'at skabe fremtiden', at få arbejdsmarkedet til at fungere mere som ønsket, og en tro, at dette lader sig gøre. Arbejdsmarkedspolitik er og kan være et redskab til at skabe det samfund og den økonomi, vi ønsker. Arbejdsmarkedspolitik bygger på en styrings- og interventionstænkning. Det offentlige både kan og bør stræbe efter bestemte politiske mål ved f.eks. at korrigere for markedsfejl og markedsimperfektioner på arbejdsmarkedet. Den tredje begrundelse er et normativt og/eller rationelt begrundet ønske om, at arbejdskraftens 1 / 10

allokering til de forskellige former for samfundsmæssigt arbejde mere eller mindre sker gennem et marked. Vi kommer ikke nærmere det samfund og den økonomi, vi ønsker os, hvis vi helt ophæver arbejdsmarkedet (og f.eks. gør arbejdskraftens allokering til forskellige jobs til rene planøkonomiske direktiver). Med bevidst eller ubevidst baggrund i disse tre begrundelser føres der arbejdsmarkedspolitik ud fra bestemte politiske ønsker. Det kan f.eks. være at skabe bedre jobmatch, en mere lige og retfærdig fordeling af livsmuligheder på arbejdsmarkedet, bedre balancer, mere effektive virksomheder, bedre, sundere og sikrere jobs, osv. Med dette er der allerede antydet to ting. For det første, at der er god grund til at forvente afgørende forskelle på det liberalt-konservative højres og centrum-venstres mål med arbejdsmarkedspolitikken. For det andet er der tilsvarende god grund til at forvente, at specielt det liberalistiske højre kan være skeptisk og tvivlende over for selve det at føre arbejdsmarkedspolitik. Et liberalistisk grundsynspunkt vil ofte have langt større tiltro til markedets selvregulering, herunder arbejdsmarkedets. Tilsvarende ønsket om at ville forme fremtiden gennem politisk styring af markedet ofte begrænset, ligesom tiltroen til at styringen mod en ønsket fremtid er lav. Derfor var der megen ideologisk symbolik i, at Venstres første gerning var at omdøbe Arbejdsministeriet til Beskæftigelsesministeriet og at afskaffe arbejdsmarkedspolitik som begreb til fordel for begrebet "beskæftigelsespolitik", der fra starten indskrænkede sig til at dække over indsatser for at sikre virksomhederne den arbejdskraft, de efterspurgte og ikke mindst en 'adfærdsregulering' af folk på overførselsindkomster over imod selvforsørgelse. Venstres stille revolution: Den gradvise afskaffelse af arbejdsmarkedspolitikken VK-regeringens arbejdsmarkedspolitik er Venstres arbejdsmarkedspolitik. De konservative har på intet tidspunkt sat noget nævneværdigt selvstændigt fingeraftryk på den førte arbejdsmarkedspolitik. VKO-blokkens politik over for arbejdsmarkedet kan derfor analyseres som et - vigtigt - led i Venstres grundlæggende strategi for en liberalistisk samfundsudvikling. Derfor må en analyse af VKregeringens arbejdsmarkedspolitik begynde i Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederik-sens strategiske værksted i 1998. Da Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i 1998 overtog magten i Venstre, gik de målbevidst i gang med at formulere en helt ny strategi for deres liberalistiske samfundsprojekt: Den lange, stille liberale revolution. Selve det liberalistiske samfundsprojekt blev ikke revideret eller nyformuleret. Men det gjorde strategien - vejen til målet - til gengæld. På baggrund af Venstres historie i almindelighed og Uffe Ellemanns formandsperiode i særdeleshed drog Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen nogle afgørende strategiske konklusioner Den første konklusion tog udgangspunkt i Uffe Ellemann Jensens knebne valgnederlag i 1998. Den valgsejr, der ifølge Uffe Ellemann Jensen "var hjemme", alligevel glippede, da boligorganisationerne med held kunne påpege, at Venstre ville afskaffe lejeværdien af egen bolig og dermed i særlig grad tilgodese velhaverne. Den historie viste Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, at det var ganske besværligt at vinde vælgeropbakning til radikale liberale reformer. Det gav bagslag hos vælgerne at vende det liberalistiske ansigt til vælgerne, som Uffe Ellemann Jensen havde gjort. Derfor måtte Venstre gå andre veje. Anders Fogh Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens strategi efter 1998 blev derfor de gradvise reformers vej til det liberalistiske mål for samfundets udvikling. Den stille liberale revolutions vej. Den næste konklusion var mindst ligeså vigtig - og en logisk følge af den første. Når Venstre satse-de på at vinde vælgerne på de gradvise reformer, var der grænser for, hvor hurtigt Venstre ved regeringsmagten kunne gå frem. Ville man nå sit liberalistiske ønskesamfund - og det ville Venstre fort- 2 / 10

sat - krævede det en længere periode med magten. Venstre måtte ikke bare erobre magten på løfter om gradvise reformer. Den stille liberale revolutions vej måtte nødvendigvis også indebære en strategi for at bevare magten i lang tid. Venstre måtte bryde med fortidens korte regeringsperioder. Ud fra dette strategiske grundprincip måtte Venstres strategi nødvendigvis være en midtersøgende kontraktpolitik. Venstre måtte love centrumvælgerne (og alliancepartnere i de borgerlige midterpartier) at gå langsomt frem. Strategien var ifølge Anders Fogh Rasmussen kun mulig, hvis Venstre blev et stort parti, der løbende præsenterede de gradvise liberale reformer som bud på mainstreamforbedringer såsom bedre velfærd. Retning: workfare Det er præcist dette strategiske koncept, der blev fulgt på arbejdsmarkedsområdet: Ingen radikale forslag om lavere dagpenge eller kortere dagpengeperiode, men til gengæld en langsom og gradvis omvæltning af hele arbejdsmarkedspolitikken. En del af arbejdet var gjort, allerede inden Claus Hjort Frederiksen overtog beskæftigelsesministeriet. Han overtog en arbejdsmarkedspolitik, der i forvejen var baseret på et sæt neoliberale økonomiske præmisser. Siden slutningen af 1980'erne har den danske arbejdsmarkedspolitik bygget på en tvivlsom, upræcis og lidet dokumenteret teori om såkaldte strukturarbejdsløshed på det danske arbejdsmarked. Skylden for hovedparten af arbejdsløsheden er på skift blevet lagt på høje mindstelønninger, for høje dagpenge, for lang tids understøttelse og ikke mindst arbejdsløse, der selv har valgt ledigheden eller mangler kvalifikationer. Ikke mindst siden 1994 er arbejdsmarkedspolitikken blevet reformeret med det udtrykkelige formål at sætte ind over for disse påståede årsager til arbejdsløsheden. Under SR-regeringen skete det ganske vist med skiftende fokus og ikke mindst med større eller mindre konsekvens. Men retningen var utvetydigt i retning af en ny workfare-politik, der primært handlede om at påvirke og ændre de arbejdsløses adfærd på arbejdsmarkedet. Ikke mindst takket være indflydelsen fra arbejdsmarkedets parter, den faldende arbejdsløshed og den socialdemokratiske forvaltning af denne politik forblev det dog en modificeret og rimeligt tandløs udgave af workfare-politikken sammenlignet med en række andre europæiske lande. Da de politiske partier bag arbejdsmarkedspolitikken i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne tilsluttede sig teorien om strukturarbejdsløsheden, var det mulighed for ganske forskellige politiske konklusioner, når det gjaldt aktiveringen af de arbejdsløse. En hurtigere og mere intensiv aktivering kunne tjene to ganske forskellige formål. Den ene mulighed var, at aktiveringen i form af uddannelse og jobtræning kunne bidrage til at øge den arbejdsløses kvalifikationer og produktivitet og dermed gøre den arbejdsløse mere attraktiv på et ordinært arbejdsmarked. Den anden mulighed var, at aktiveringen - eller rettere truslen om aktiveringen som en uønsket belastning ("fritidsbeskatning") - kunne gøre tilværelsen som arbejdsløs mindre attraktiv og dermed give den ledige et øget incitament til at søge arbejde. Da den aktive arbejdsmarkedspolitik blev reformeret med deltagelse af S, V, K og R i 1993, rummede den et kompromis mellem disse to muligheder. Aktiveringen af de arbejdsløse kunne i princippet tjene begge formål, både opkvalificering og disciplinering. Det afhang i høj grad af den konkrete administrative udformning og politiske styring. SR-regeringen arbejdsmarkedsreform i 1994 lagde bl.a. vægt på at bekæmpe den del af den såkaldte strukturarbejdsløshed, som skyldtes, at små eller større grupper af lønmodtagere ikke havde til-strækkelige kvalifikationer til at være attraktive for arbejdsgivere på de eksisterende mindstelønnin-ger, mv. Da den socialdemokratisk ledede regering ikke ønskede - eller havde politisk opbakning til - at gå direkte til angreb på mindstelønningerne, var det vigtigt at opkvalificere de 3 / 10

ledige, så de får de kvalifikationer, der skal til for at være attraktive til en overenskomstmæssig løn. Derfor lagde SR-regeringen i 1990'erne vægt på den del af den aktive arbejdsmarkedspolitik, der gik ud på at opkvalificere de ledige. "Flere i arbejde" - fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik Med arbejdsmarkedsreformen "Flere i arbejde" fra 2002 blev denne prioritering helt ændret. Nu var det slut med at prioritere opkvalificering. I dag har VK-regeringens beskæftigelsespolitik udelukkende som mål at øge arbejdsudbuddet og flytte mennesker skal fra offentlig forsørgelse til job. Derfor handler beskæftigelsespolitikken ikke om emner som opkvalificering af arbejdsstyrken, o. lign. Nu skulle disciplinering af de arbejdsløse i centrum. Arbejdsmarkedspolitikken blev reduceret til en såkaldt beskæftigelsespolitik, der ene og alene havde som mål, at de arbejdsløse skulle presses og lokkes til at komme i arbejde. Arbejdsmarkedspolitik over for hele arbejdsmarkedets funktion blev erstattet af en snæver satsning på 'adfærdspolitik' over for de arbejdsløse. VK-regeringens beskæftigelsespolitik har lige siden 2001 bygget på den opfattelse, at en væsentlig del af arbejdsløsheden skyldtes, at det var for bekvemt og økonomisk godt at være arbejdsløs frem for at gøre alt for at få et job. Det er det, man må gøre noget ved. Men Claus Hjort Frederiksens og Anders Fogh Rasmussens gradvise reformstrategi lagde begrænsninger på de politiske svar. Der var grundlæggende kun to veje frem. Den ene mulighed var at få Socialdemokraterne med på forringelser af dagpenge, efterløn, o. lign. for derigennem lægge et hårdt økonomisk pres på de arbejdsløse. Den hårde konfronterende nedskæringskrus overlod Venstre derimod til 'den indre opposition', de konservative, som løbende foreslog de kendte liberale redskaber som f.eks. lavere dagpenge og kortere dagpengeperioder, mens Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen nøjedes med at lade Velfærds- og Arbejdsmarkedskommissioner smide det på forhandlingsbordet med Socialdemokratiet. Så længe Venstre ikke kunne lokke fagbevægelsen og Socialdemokraterne med, sket der ikke noget afgørende. Indtil nu har det været forholdsvis begrænset, hvor langt man er nået med det første, forringelser af overførselsindkomster sammen med Socialdemokraterne. Der er blevet indført kontanthjælpsloft, mv., som Socialdemokraterne siden har fortrudt. Der er gennemført forringelser af efterlønnen, hvor Socialdemokraterne indtil videre har sagt stop for yderligere indgreb. Da Venstre i efteråret 2008 forsøgte at få Socialdemokraterne med på en afkortning af dagpengeperioden, endte det resultatløst, og Lars Løkke Rasmussen måtte siden skyde alle Arbejdsmarkedskommissionens forslag i den boldgade til hjørnespark. Senest har Lars Løkke Rasmussen så forsøgt at sende bolden indover igen med sin 'drømmetale' på Venstres landsmøde i november, hvor han forsøgte at binde Socialdemokraterne op på en række økonomiske mål, som så siden skulle omsættes til bl.a. dagpengeforringelser. Pres på de arbejdsløse Den denne vej således gav begrænsede resultater, var Claus Hjort Frederiksen tvunget til at satse så meget desto mere på det andet spor: presset på de arbejdsløse. Derfor har VK da også målbevidst satset på, at aktiveringsindsatsen skulle have en såkaldt motivations- eller trusselseffekt. Hermed menes, at aktiveringen skal være sådan, at selve udsigten til aktivering tilskynder de arbejdsløse til hurtigere end ellers at finde et job.. Konkret er der bl.a. gennemført krav om, at de arbejdsløse skal være mere intenst jobsøgende. Det er sket bl.a. gennem udvidet kontrol og stadig mere detaljerede statslige forskrifter for rådighed og aktiv jobsøgning. Samtidig er aktiveringen blev fremrykket og gjort mere intensiv. Den oprindelige selektive og erklæret behovsbestemt pligtaktivering med skræmmeeffekt over for de 18-19-årige kontanthjælpsmodtagere er gradvist blevet udvidet. VK har udviklet en mere generel og ikke behovsorienteret strategi til at påvirke de arbejdsløses adfærd. Det er sket ud fra en generel overbevisning om nytten for alle ledige og den samfundsøkonomiske effekt. Der er ikke undervejs blevet 4 / 10

fremlagt effektmålinger, der indikerer en væsentlig sådan generel beskæftigelseseffekt. Økonomiske incitamenter og private aktører Et af redskaberne i den nye politik var øget brug af private aktører. Formålet var ikke blot erhvervsstøtte til en ny fremvoksende aktiveringsindustri. Hovedmålet var at mindske brugen af relativ dyr og formodet ineffektiv ekstern uddannelsesaktivering. Takket være de aflønningssystemer, som Claus Hjort Frederiksen fik indført, fik de private aktører et kraftigt incitament til at spare på dyr ekstern uddannelse og i stedet prioritere de eksterne aktørers egne interne uddannelsesaktivering og privat jobtræning. Det offentlige løntilskud gjorde til gengæld privat jobtræning til et omkostnings-effektivt redskab for de private aktører. Når de private aktører samtidig blev belært af Arbejdsmar-kedsstyrelsen om, at det var et formodet effektiv aktivering, kunne de private aktører yderligere håbe på maksimal bonusbetaling for at skaffe arbejdsløse i arbejde. 1 De private aktører fik samtidig et nyt økonomisk incitament til at investere effektivt, dvs. satse på mest i de 'gode arbejdsløse'. Det vil sige. de arbejdsløse, der havde udsigt til hurtigt at få arbejde. Claus Hjort Frederiksen indførte her en særlig aflønning af andre aktører. Andre aktører får henholdsvis 25 pct. driftsbetaling og 75 pct. bonusbetaling. Bonusbetalingen vedrører vel at mærke kun ét arbejdsmarkedspolitisk mål, nemlig at flytte folk væk fra overførselsindkomst. Dermed får aktørerne et meget stærkt økonomisk incitament til at "investere" i de arbejdsløse, der bedst og hurtigst syntes at kunne udløse bonusbetaling ved at komme i ordinær beskæftigelse. Incitamentet til denne type 'kirsebærplukning' af de stærkeste ledige har tilsyneladende været så stærkt, at det kunne føre til store uligheder mellem jobtræningstilbud til de stærkeste ledige og mangel på aktive tilbud til de svagere grupper. Dette synes bl.a. at have været en af grundene til, at det har været nødvendigt at indføre et krav om 40 pct. aktivering for alle. Dermed er aflønningssystemet til gengæld blevet indrettet sådan, at det rummer et incitament til (billig) aktivering, selv om aktiveringen ikke nødvendigvis medvirker til at bringe de ledige i arbejde. Det samme gælder de kommunale jobcentre. De får for fremtidens en særlig økonomisk straf fra staten, hvis ikke de aktiverer de ledige, uanset om aktiveringen har udsigt til at hjælpe den arbejdsløse nærmere et job. Filosofien er, at selve truslen om aktivering (perspektivløs eller ej) så at sige skal true den ledige til at finde sig et job i en fart. Hvor godt dette virker i en krisetid med drastisk stigende arbejdsløshed og flere hundrede ansøgninger til et almindeligt job, kan man så gætte på. Kommunalisering - statsstyret atomisering Det sidste skud på den liberalistiske 'beskæftigelsespolitik' er kommunaliseringen. Der er blevet gisnet en dels om VK-regeringens motiver til kommunalisering af beskæftigelsespolitikken. Kommunaliseringen har været endnu et bevidst skridt i at fratage arbejdsmarkedets parter reel indflydel-se på arbejdsmarkedspolitikken. Om det var hovedbegrundelsen vides ikke. Men at det er en af føl-gerne af kommunaliseringen, er et objektivt faktum. Det er også blevet fremført, at kommunaliseringen er et bevidst skridt mod et enstrenget socialt sikringssystem for alle arbejdsløse. Måske har det også været et af de vigtige motiver bag kommunaliseringen. Endelig er det fremført, at kommunaliseringen kan gøre det lettere for beskæftigelsesministeren at fralægge sig ansvaret for aktiveringspolitikken. Måske blev det også anset for ganske bekvemt. Alligevel er det ikke sikkert, at disse motiver hver for sig eller tilsammen har været det afgørende for VK-regeringen. I sidste instans er kommunaliseringen måske kun blevet til noget, fordi den synes at passe som fod i hose til VK-regeringens begrænsede mål med beskæftigelsespolitikken. Hvis målet ene og alene er at få borgerne væk fra overførselsindkomster, giver det - i det mindste på det politiske tegnebord - en mening at bryde med årtiers regionale organisering af arbejdsmarkeds- 5 / 10

politikken. Logikken er nemlig simpel. Hvis man er liberalist med hang til økonomiske pisk og gulerødder og alene har sat sig den opgave at få de arbejdsløse hurtigst muligt væk fra overførselsindkomst, må det gælde om at indrette systemet sådan, at de, der skal tage sig af de arbejdsløse, samtidig er dem, der tjener på, at der ikke skal betales overførselsindkomster. Så har dem, der pisker og kontrollerer selv det optimale økonomiske incitament til at piske og kontrollere. Sådan fungerede systemet i forvejen for kontanthjælpsmodtagerne, hvis man ser bort fra statsrefusionen. Men sådan var det ikke for dagpengemodtagerne. AF og AF's jobcentre tjente eller sparede ikke en krone ved at få de forsikrede ledige væk fra arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis man ser bort fra eventuelle resultataflønninger. Derfor var det nærliggende for daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen at flytte de forsikrede ledige til kommunerne og samtidig pålægge kommunerne at være med til at betale arbejdsløshedsunderstøttelse for kommunens arbejdsløse. På den måde kan beskæftigelsesministeren håbe - og sikkert også tro - på, at kommunerne af rene økonomiske grunde vil sørge for at få alle kommunens egne arbejdsløse i arbejde så hurtigt som muligt. Kommunerne får nu en økonomisk gevinst, hvis de arbejdsløse kommer væk fra kontanthjælp eller dagpenge. Dermed har kommunerne fået et økonomisk incitament til forskelsbehandling af de arbejdsløse. Det er blevet en god forretning for kommunerne at satse på de stærke arbejdsløse, som nemt og billigt kan hjælpes i arbejde, mens det koster dyrt at give ordentlig hjælp til svagere arbejdsløse. Det er ikke det største problem for en liberalist. Men det er ikke just en struktur, der egner sig til en arbejdsmarkedspolitik, der ønsker at få alle med og give alle en fair chance på arbejdsmarkedet. Lysten til at få et sådant system af økonomisk pisk og gulerod var så stor, at beskæftigelsesministeren var parat til at se stort på, at den kommunale beskæftigelsespolitik slet ikke ville matche et arbejdsmarked, der kun i ringe grad fungerer efter kommunale grænser. Arbejdsmarkedet fungerer primært regionalt og for nogle faggrupper og jobtyper nærmere nationalt. Op til 40 pct. af en kommunes borgere arbejder i en anden kommune. Kommunaliseringen giver kun mening, hvis man ikke interesserer sig for at få en bredere regional arbejdsmarkedspolitik til at fungere, men til gengæld elsker at styre med økonomisk pisk og gulerod. Har man derimod flere og bredere arbejdsmarkedspolitiske mål, er det nødvendigt at satse på regionale arbejdsmarkedsinstitutioner, der kan matche arbejdsmarkedet (se figuren nedenfor): De regionale arbejdsmarkeder. Strukturkommissionens beskrivelse af pendlingsoplande 6 / 10

Når regeringen giver de enkelte kommuner en stadigt større del af risikoen for arbejdsløshed, har det alvorlige negative konsekvenser. Kommunerne er meget små i forhold til at bære risiko for ændringer i arbejdsløsheden, som kommunen selv typisk ikke har nævneværdig mulighed for at påvirke. Større udgifter til ledighed (dagpenge, kontanthjælp, aktivering, mv.) bliver en udefrakommende byrde, der kan betyde alvorlige udfordringer for den enkelte kommunes økonomi. Regeringen har efter aftale med KL skabt et sindrigt og uigennemskueligt omfordelingssystem kommunerne imellem, som skal forhindre et direkte og umiddelbart gennemslag af ændrede arbejdsløshedstal i den enkelte kommunes økonomi. Men systemet har på ingen måde afskaffet eller ophævet risikobelastningen i den enkelte kommune. Dette vil en ny arbejdsmarkedspolitik være nødt til at ændre. For VK-regeringen har det ikke været nok at styre beskæftigelsespolitikken i kommunerne med økonomiske incitamenter. Det har også været nødvendigt at supplere styringen med nye konkurrenceelementer. Kommunerne har bl.a. fået et betydeligt økonomisk incitament til at iværksætte netop de former for aktivering af de ledige, som regeringen finder rigtige - uanset om det hjælper de arbejdsløse i arbejde eller ej. Der er indført et incitament til perspektivløs aktivering, kassetænkning og spild af borgernes penge. Også af den grund er der brug for en helt anden struktur og økonomi, hvis arbejdsmarkedspolitikken skal kunne bidrage effektivt til opkvalificering af arbejdsstyrken. Et andet eksempel på regeringens ideologiske hyldest til konkurrencemekanismerne er, at regeringen har tilskyndet og presset kommunerne til at få udført aktiveringspolitikken ved at købe aktive-ringsydelser hos konkurrerende private udbydere. Det indebærer en oplagt risiko for, at der bliver brugt ekstra penge på køb af ydelser fra private aktører, uden at der opnås en bedre og mere effektiv aktivering. En sådan form for ineffektivitet må en ny reform selvsagt gøre op med. Regeringen har med kommunaliseringen fjernet de sidste rester af selvstyremuligheder for arbejdsmarkedets parter. I dag er de regionale beskæftigelsesråds opgave reduceret til alene at skulle overvåge og analysere udviklingen på arbejdsmarkedet og medvirke til at sikre resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen. Selv om regeringens beskæftigelsespolitik nærmest kun rummer én dimension, som kommunerne 7 / 10

også har en interesse i ("Arbejdsudbuddet skal op - mennesker skal fra offentlig forsørgelse til job"), er der i praksis en betydelig risiko for, at vi får 91 forskellige kommunale politikker, der end ikke formår at indfri VK-regeringens begrænsede mål med beskæftigelsespolitikken. Tvivlsom effekt Selv om VK-regeringen har satset hårdt på en intensivering af disciplinerings- og skræmmeeffekten ved at indføre skærpet rådighed, regelstyret jobsøgningspligt, øget kontrol og stadigt hurtigere aktivering for specielt unge arbejdsløse og indvandrere, har resultaterne været få og små. Trods en periode med høj vækst og beskæftigelse, har evalueringer af den aktive beskæftigelsespolitik ikke påvist nogen særlig om overhovedet nogen positiv effekt af intensiveret jobsøgning. Der er endda eksempler på, at de arbejdsløse, der har været mest ivrige med at søge jobs, har været længst om at komme i arbejde. Målt på relativt kort sigt har kun privat jobtræning har en vis beskæftigelseseffekt for de ledige. De ledige, der har deltaget i privat jobtræning er kommet relativt hurtigere i ordinær beskæftigelse end andre ledige. Noget tyder dog på, at den private jobtræning først og fremmest har hjulpet de arbejdsløse hurtigere i arbejde ved, at virksomheder der i forvejen havde behov for at ansætte nye medarbejdere, har valgt at ansætte en person med løntilskud frem for en anden person uden løntilskud. I disse tilfælde har den private jobtræning ikke øget beskæftigelsen, men kun hjulpet den arbejdsløse hurtigere i arbejde. Den reelle opkvalificering, specielt for andre end de lavtuddannede, har logisk nok været begrænset, og effekten har været tilsvarende lav. Evalueringerne har vist, at uddannelsesaktiveringen kun i ringe grad har medført, at de ledige er kommet hurtigere i arbejde. Der har dog været en positiv effekt af aktivering i ordinær uddannelse. Det gælder alle uddannelsesgrupper, men især arbejdsløse uden videregående uddannelse (ufaglærte, faglærte og personer med gymnasium som højest fuldførte uddannelse). Målt over en lidt længere periode (seks år) har ordinær uddannelsesaktivering været lige så effektiv som privat jobtræning. Forsøgene med en mere intensiv aktivering fra slutningen af 1990'erne viste sig meget kostbar ikke mindst da ledigheden steg på ny efter 2001. Der har været en vis disciplinerings- og skræmmeeffekt forud for aktivering, som dog synes modvirket af, at afgangen til ordinære job under aktivering synes at falde. Alt i alt er det meget begrænset, hvor meget VK-regeringens beskæftigelsespolitik har bidraget til at øge beskæftigelsen og udvide arbejdsstyrken - trods gunstige økonomiske konjunkturer. Den hidtidige aktiveringspolitik kunne har ifølge Det Økonomiske Råd forkortet ledighedsperioden med ca. 8 dage. I sig selv ikke noget imponerende resultat. Det svarer til få tusinde færre ledige (f.eks. godt 3.000 for perioden 2001-2005 som DØR's analyse omfatter). Her er der tilmed ikke taget højde for, at forklaringen på de 8 dages mindre arbejdsløshed for de ledige kan skyldes, at den arbejdsløse har fortrængt andre fra jobbene. De 8 dage dækker således ikke nødvendigvis over en udvidelse af beskæftigelsen, endsige af den samlede arbejdsstyrke i en periode med langt større aktivt efterspørgselstræk ud på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse. Krisen og behovet for en ny arbejdsmarkedspolitik I dag står vi i en situation, hvor industriproduktionen rasler ned og jobs forsvinder i titusindvis. I september 2009 var industriproduktionen faldet med 18,7 pct. sammenlignet med et år tidligere. Industriproduktionen er nu den laveste i dette årti. De danske virksomheders forventer, at beskæftigelsen vil falde yderligere. Halvdelen af eksportvirksomhederne regner med at skulle reducere antallet af medarbejdere yderligere. Alene i 2009 og 2010 vil der ifølge Dansk Industri være forsvundet 190.000 job i den private sektor. En stor del af de produktionsjobs, der forsvinder, vil aldrig 8 / 10

dukke op på dansk jord igen. Kommer de tilbage efter krisen, bliver det i lavtlønslande i Asien og andre steder. Krisen har skærpet de erhvervspolitiske udfordringer til dansk arbejdsmarkedspolitik. De kommende års arbejdsmarkedspolitik skal ikke blot fremtidssikre de erhvervspolitiske fordele, der er i den danske flexicurity-model. Arbejdsmarkedspolitikken skal samtidig være med til at skabe forudsætningerne for, at danske virksomheder kan konkurrere effektivt og skabe nye jobs, når den internationale efterspørgsel igen vokser. Arbejdsmarkedspolitikken skal være med til at løse den produktivitetskrise, som for øjeblikket truer med at forhindre danske produktionsvirksomheder i at komme tilstrækkeligt med i en ny økonomisk vækstperiode. De nyeste innovationsdata for perioden 2002-2006, at der er sket et fald i andelen af danske virksomheder, der har introduceret et nyt produkt, en ny proces eller en ny organisatorisk innovation. I perioden 2002-2004 var næsten hver tredje virksomhed som introducerede et nyt produkt. I perioden 2004-2006 var det kun hver fjerde danske virksomhed. Samtidig kniber det med produktiviteten. Væksten i produktiviteten (den værdi danskerne skaber pr. arbejdstime) har været meget lav siden midten af 1990'erne. Denne udvikling har store konsekvenser for samfundsøkonomien. BNP falder alene i år med hele 4½ pct. Alene indtil nu har den økonomiske krise skabt et efterslæb i velstand og velfærd for mindst 20 mia. kr. om året. Regeringen regner forsigtig med, at tallet vil stige med yderligere omkring 50 pct. fra 2009 til 2010. Tidligst i 2011 vil der igen komme noget, der ligner normal vækst. Det kom-mer dermed til at tage flere år at genvinde den produktion, der er tabt i 2008 og 2009. Skal vi gen-vinde den velstand og velfærd, vi har tabt under krisen, kræver det en målrettet satsning for at gøre danske virksomheder og medarbejdere bedre til at omstille sig til ny produktion og til at udvikle nye produkter og mere effektive produktionsmetoder. Vejen til nye produktionsjobs i Danmark skabes ikke mindst af medarbejdere med kvalifikationer og evner til at omstille sig og lære nyt. En ny aktiv arbejdsmarkedspolitik kan og bør være et vigtigt redskab til at opkvalificere medarbejdere, ledige og opsagte medarbejdere til de nye jobmuligheder. Hvis dansk økonomi skal komme godt ud af den nuværende krise, har vi derfor brug for en ny arbejdsmarkedspolitik, der videreudvikler det fleksible danske arbejdsmarked, som bl.a. bygger på et samspil mellem en arbejdsorganisering med et højt niveau af handlefrihed for medarbejderne, løbende opkvalificering af medarbejdere og arbejdsløse og tryghed på arbejdsmarkedet i form af høj beskæftigelse og økonomisk tryghed ved arbejdsløshed. Der er således brug for en ny arbejdsmarkedspolitik, der kan indgå i erhvervspolitisk helhed, som bl.a. bygger på: At udvikle fleksible, men krævende standarder for social og miljømæssig bæredygtighed i samarbejde med brugere og producenter, som kan udvikle virksomhedernes evne til innova-tion og fornyelse; At udvikle virksomhedernes menneskelige ressourcer og evner til at lære nyt ved at give virksomhederne bedre vilkår for bred opkvalificering af egne og nye medarbejdere; At udbygge og systematisere personale- og uddannelsesplanlægning på virksomhederne, herunder at hjælpe de små og mellemstore virksomheder med denne opgave; At omlægge den aktive arbejdsmarkedspolitik, så der i højere grad sker en løbende opkvali-ficering af de ledige og opsagte medarbejdere; At reformere arbejdsmarkedspolitikken, så den fleksible tryghed og et optimalt jobmatch fastholdes og udbygges En ny, aktiv arbejdsmarkedspolitik er en helt nødvendig brik i en ny ansvarlig økonomisk politik for 9 / 10

at skabe ny vækst, beskæftigelse og velfærd. Arbejdsmarkedspolitik skal langt mere end tidligere bidrage til at udvikle produktivitet, effektivitet og innovation i de danske virksomheder, fordi det er nødvendigt, hvis dansk erhvervsliv skal kunne klare sig på fremtidens verdensmarked og skabe fornyet vækst og nye jobs i fremtiden. De nye arbejdspladser inden for produktion og service kommer ikke af sig selv. De kommer kun, hvis virksomhederne er i stand til at udvikle produktivitet, effektivitet og evnen til innovation, og det bliver virksomhederne bl.a. i stand til med en ny, aktiv arbejdsmarkedspolitik, der sætter sig som mål at skabe bedre og mere fleksibelt jobmatch og at opkvalificere hele arbejdsstyrken. Afslutning VK-regeringens afskaffelse af arbejdsmarkedspolitikken har alt i alt efterladt en kæmpemæssigt behov for at genindføre arbejdsmarkedspolitik, og den økonomiske krise har kun yderligere tilføjet nye behov for og krav til en ny, aktiv arbejdsmarkedspolitik. Endnu har centrum-venstre ikke formuleret bud på en sådan ny arbejdsmarkedspolitik. I det kommende nummer af Kritisk Debat vil jeg prøve at indkredse konturerne af en sådan ny arbejdsmarkedspolitik for en ny centrum-venstr- -regering. Noter 1 Deloitte: Evaluering af brugen af anden aktør under Service- og LVU-udbuddene. Delrapport 1. Arbejdsmarkedssty-relsen, 2008 10 / 10