Ministerielle skrivelser m.m.

Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider juli 2001 Ministerielle skrivelser m.m. Om klage over meddelt fortrinsstilling - uddannelsekravet har Direktoratet for FødevareErhverv i brev af 27. februar 2001 (jr.nr. 93S-446-030-01628) udtalt: Med brev af 7. juli 2000 har De på vegne af K D klaget over, at Jordbrugskommissionen for S Amt den 4. juli 2000 har meddelt Deres klient afslag på ansøgning om tilladelse til at erhverve landbrugsejendommen matr.nr. 12a m.fl. D By, D på 30,2 ha. Afslaget er meddelt i forbindelse med, at der er givet fortrinsstilling til A J og J J. Direktoratets afgørelse Jordbrugskommissionens afgørelse indeholder retlige fejl, idet kommissionen ikke har søgt sagen tilstrækkelig oplyst, samt truffet afgørelse på et utilstrækkeligt grundlag, jf. nedenfor. Direktoratet for FødevareErhverv har derfor ophævet jordbrugskommissionens afgørelse og hjemvist sagen til fornyet behandling, jf. nedenfor. Direktoratets afgørelse kan efter 6 i bekendtgørelse nr. 625 af 26. juli 1999 om administration af landbrugsloven m.v. ikke påklages til anden administrativ myndighed. Redegørelse for sagen Deres klient har den 22. marts 2000 søgt Jordbrugskommissionen for S Amt om tilladelse til at erhverve landbrugsejendommen matr.nr. 12a m.fl. D By, D på 30,2 ha. Det er oplyst, at Deres klient i forvejen ejer landbrugsejendommene 1) matr.nr. 12a M By, D m.fl. på 223,6 ha og 2) matr.nr. 1d S, D på 24,4 ha. Da Deres klient i forvejen er ejer eller medejer af mere end 70 ha, er der den 3. april 2000 blevet annonceret i»landbrugsnyt«med henblik på at undersøge, om der er naboer, der ønsker suppleringsjord. I naboerklæring af 25. april 2000 har A J og J J som ejer af landbrugsejendommen matr.nr. 8c m.fl. D By, D på 6,1 ha oplyst, at de er interesseret i at købe 5-12 ha som vist på kort. For så vidt angår A J og J J opfyldelse af kravet om en landbrugsmæssig uddannelse er naboerklæringen vedlagt en redegørelse for driften af ejendommen, herunder en angivelse af

det anvendte timeforbrug til ca. 1300 timer. I brev af 4. juli 2000 har jordbrugskommissionen meddelt K D afslag på ansøgningen om tilladelse til at erhverve landbrugsejendommen matr.nr. 12a m.fl. D By, D, jf. 18, stk. 6, i landbrugsloven. Samtidig meddeler kommissionen A J og J J fortrinsstilling til det ønskede areal, idet kommissionen har godkendt A J og J J som berettigede til fortrinsstilling. Kommissionen begrunder bl.a. sin afgørelse med, at A J og J J har erklæret at opfylde landbrugslovens uddannelseskrav ved selvstændigt som ejer eller forpagter i mindst 4 år, at have drevet en jordbrugsbedrift med et arbejdsbehov på mindst 600 timer. Kommissionen oplyser, at såfremt der er truffet bindende aftale om erhvervelsen, skal ejendommen afhændes inden 6 måneder fra afgørelsens dato, medmindre der kan opnås enighed med de fortrinsstillede. Med brev af 7. juli 2000 har De på vegne af K D klaget over afgørelsen. De fremfører, at kommissionen ifølge afgørelsen ikke har kontrolleret A J og J J erklæring for så vidt angår opfyldelse af landbrugslovens uddannelseskrav, men blot oplyst, at de ejer 6,1 ha og har en kvægproduktion på 4-5 dyreenheder. Ifølge Deres beregninger ud fra Statens Jordbrugsøkonomiske Institut s opgørelse over arbejdsforbrug kan A J og J J langt fra opfylde uddannelseskriteriet. De beregner Dem frem til et tidsforbrug på 210,6 timer på A J og J J bedrift, idet De formoder, at der dyrkes 3,1 ha korn og 3 ha fodergræs. De fremfører, at jordbrugskommissionen burde have kontrolleret tidsforbruget, herunder forlangt dokumentation i form af driftsplaner, indkøb og maskinpark m.v. De fremfører endvidere, at ifølge Deres klients oplysninger, drives A J og J J kornarealer og fodergræsmarker ved maskinstation / pasningsaftaler, og at det, hvis det er tilfældet, vil medføre, at det beregnede tidsforbrug på 210,6 timer skal nedsættes væsentligt. Det er derfor Deres opfattelse, at jordbrugskommissionens afgørelse indeholder en retlig fejl. Det er endvidere Deres opfattelse, at A J og J J ikke opfylder kriteriet for at opnå fortrinsstilling, samt at Deres klient skal meddeles tilladelse til erhvervelse som ansøgt. Subsidiært fremfører De, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling i kommissionen. I brev af 20. november 2000 har jordbrugskommissionen anmodet A J og J J om en redegørelse for, hvorfor de ikke bor på ejendommen samt for, om bopælspligten vil blive opfyldt inden 6 måneder efter den ønskede erhvervelse af suppleringsjord. Den 2. december 2000 har J J oplyst, at ejendommen drives af ejeren, der bor på ejendommen, og at folkeregisteradressen

ændres inden 6 måneder efter erhvervelse af suppleringsjord. Med brev af 12. december 2000 har jordbrugskommissionen fremsendt Deres klage hertil, idet kommissionen fastholder sin afgørelse. Kommissionen oplyser, at der er blevet sået tvivl om, hvorvidt A J og J J er lovlige ejere af deres landbrugsejendom, da de ikke har folkeregisteradresse på ejendommen, men at A J og J J har erhvervet ejendommen fra forældrene før indtrædelse af kravet om bopælspligt. Kommissionen oplyser, at A J og J J har en produktion bestående af 3 malkekøer med opdræt, 2 heste, 2 ponyer og indtil for 4 år siden endvidere grise. Jorden dyrkes med 1,0 ha fabriksroer, 0,3 ha foderroer, 1,2 ha græs og 3,1 ha korn. Samtidig har jordbrugskommissionen sendt sagen i partshøring. I brev af 13. december 2000 hertil, har De henvist til de i Deres klage af 7. juli 2000 fremførte forhold. Endvidere fremfører De, at jordbrugskommissionen i det mindste bør pålægges at udøve et selvstændigt skøn, hvorvidt uddannelseskravet er opfyldt, herunder om produktionen på ejendommen fordrer en arbejdstid på mindst 600 timer. Med fax af 3. januar 2001 - hertil - har A J og J J kommenteret Deres klage. A J og J J fremfører, at ejendommen har et samlet areal på 6,1 ha, og at dette areal drives med byg, sukker- og foderroer samt græs på ca. 0,6 ha. For så vidt angår Deres opgørelse af timeforbruget på ejendommen til 210 timer med henvisning til SJI s opgørelse over arbejdsforbrug bemærker A J og J J, at dette tidsforbrug ikke kan henføres til de faktiske forhold på ejendommen, idet der bruges væsentligt flere timer. Det oplyses, at pasning af dyrene foregår manuelt, at der ikke er tale om ammekøer, men malkekøer, som malkes to gange dagligt, samt at der i vinterhalvåret renses ud under dyrene to gange dagligt. Med brev af 10. januar 2001 har De anmodet om, at behandlingen af Deres klage bliver fremskyndet med henvisning til, at jordbrugskommissionens afgørelse blev påklaget den 7. juli 2000 og først fremsendt til direktoratet den 12. december 2000. Redegørelse for direktoratets afgørelse Det fremgår af 18, stk. 6, i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999), at der normalt ikke kan meddeles tilladelse til erhvervelse af yderligere en landbrugsejendom, hvis det samlede areal af ejendommen og de i forvejen ejede ejendomme vil overstige 70 ha, og ejeren af en nærliggende landbrugsejendom, som omhandlet i lovens 13, stk. 3, har ønske om suppleringsjord og opfylder betingelserne for at opnå fortrinsstilling, jf. landbrugslovens 13, stk. 3. Det følger af 13, stk. 3, nr. 4, i landbrugsloven, at en nabo, som ønsker suppleringsjord, skal opfylde nogle nærmere

fastsatte krav til en jordbrugsuddannelse. Disse bestemmelser kan ikke fraviges. Ved en supplering, hvor den fremtidige ejendom ikke overstiger 30 ha, er uddannelseskravet f.eks. opfyldt, når den pågældende selvstændigt som ejer eller forpagter i en sammenhængende periode af mindst 4 år inden for de sidste 10 år, heraf 2 år her i landet, har drevet en jordbrugsbedrift med et dyrket areal på mindst 10 ha eller med et arbejdsbehov på mindst 600 normtimer årligt vurderet på grundlag af produktionens sammensætning og metode. Der henvises til 2, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om uddannelseskrav og bopælskrav m.v. i henhold til landbrugsloven (bekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 1999). Ejere, der ønsker fortrinsstilling, skal afgive oplysninger og ønsker om køb af suppleringsjord på et særligt skema (naboerklæring). Jordbrugskommissionen afgør ud fra de afgivne oplysninger, om de pågældende er berettigede til en fortrinsstilling. Der henvises til 44, stk. 1, i landbrugscirkulæret (cirkulære nr. 26 af 22. februar 2000). Det fremgår af naboerklæringen, at hvis der svares»ja«i erklæringens punkt 2 til spørgsmålet om, hvorvidt der ønskes suppleringsjord, skal resten af erklæringen også besvares, herunder erklæringen om landbrugsmæssig uddannelse (punkt 9). Det påhviler jordbrugskommissionen at foretage en prøvelse af rigtigheden af de afgivne oplysninger, herunder af opgørelsen af arbejdsbehovet. Det fremgår ikke af kommissionen afgørelser eller af sagens materiale, at jordbrugskommissionen har foretaget en selvstændig vurdering af opgørelsen af arbejdsbehovet på A J og J J landbrugsejendom. Kommissionen begrunder alene sin afgørelse af 4. juli 2000 med, at A J og J J har erklæret at opfylde landbrugslovens uddannelseskrav ved selvstændigt som ejer eller forpagter i mindst 4 år at have drevet en jordbrugsbedrift med et arbejdsbehov på mindst 600 timer. Jordbrugskommissionens afgørelse indeholder en retlig fejl, da sagen ikke er søgt tilstrækkeligt oplyst inden afgørelsen er truffet, samt ikke er tilstrækkeligt begrundet. Det fremgår endvidere af sagsmaterialet, at jordbrugskommissionens afgørelse er truffet på baggrund af et veto. Det er derfor en retlig fejl, når jordbrugskommissionens afgørelse af 4. juli 2000 ikke er ledsaget af en redegørelse for de enkelte medlemmers standpunkter og en præcisering af, at det ansøgte således ikke kan imødekommes, jf. 5 i bekendtgørelse af forretningsorden for de regionale jordbrugskommissioner ved behandling af sager efter landbrugsloven (bekendtgørelse nr. 901 af 11. oktober 1996), og 30 a, stk. 2, i landbrugsloven. Endvidere har jordbrugskommissionen ikke taget stilling til de i Deres klage fremførte forhold, hvori der anmodes om en

begrundelse for jordbrugskommissionens accept af A J og J J angivelse af arbejdsbehovet på deres landbrugsejendom. Direktoratet for FødevareErhverv har derfor - som nævnt - ophævet jordbrugskommissionens afgørelse og hjemvist sagen til fornyet behandling. Ved den fornyede behandling af sagen skal kommissionen samtidig skal tage stilling til de i klagen fremførte argumenter/forhold. Direktoratet skal gøre opmærksom på, at det er en retlig fejl, hvis et påbud om afhændelse af en landbrugsejendom ikke meddeles med tydelig henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, dvs. med henvisning til 27 i landbrugsloven. Se tillige 45, stk. 1, landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 26 af 22. februar 2000). Endvidere skal direktoratet gøre opmærksom på, at hvis en klage angår en bebyrdende afgørelse, hvor jordbrugskommissionen har meddelt et påbud af indgribende betydning for klageren såsom et påbud om afhændelse af en landbrugsejendom, skal jordbrugskommissionen ved videresendelsen af klagen til direktoratet give klageren oplysning om, at påbudet om afhændelse af ejendommen stilles i bero, indtil direktoratet har truffet afgørelse i sagen, jf. 101, stk. 4, i landbrugslovscirkulæret. Direktoratet skal samtidig bemærke, at den, der som ejer eller forpagter driver en landbrugsejendom eller som bestyrer varetager ejendommens drift for ejerens eller forpagterens regning, skal have fast bopæl på ejendommen, jf. 7, stk. 4, i landbrugsloven. For så vidt angår opgørelse af det arbejdsbehov, der skal lægges til grund for, om uddannelseskravet er opfyldt, skal direktoratet henvise til bilag 2 til bekendtgørelse om støtteordning for yngre jordbrugers etablering (bekendtgørelse nr. 606 af 26. juni 2000). En opgørelse af arbejdsbehov, der skal vurderes på grundlag af produktionens sammensætning og metode, afspejler ikke nødvendigvis det reelle tidsforbrug i en konkret sag, idet der kan være tale om, at der benyttes kortere eller længere tid på de forskellige opgaver. For at sikre en ensartet behandling i forvaltningen, skal det tages udgangspunkt i de i bilaget beskrevne normtimesatser. Jordbrugskommissionen har ved sin fremsendelse af klagen den 12. december 2000 oplyst om produktion og drift på A J og J J bedrift. Sammenholdes disse oplysninger med normtimerne i bilag 2 til bekendtgørelse om støtteordning for yngre jordbrugeres etablering, fremkommer nedenstående opgørelse over arbejdsbehov: Afgørelsen af, hvorvidt det er godtgjort, at der på ejendommen er et arbejdsbehov svarende til mindst 600 eller 900 normtimer, beror på et skøn, der udøves af jordbrugskommissionen, idet jordbrugskommissionen i ganske særlige tilfælde kan begrunde en fravigelse fra opgørelsen af arbejdsbehov på en bedrift ud fra en konkret vurdering af produktionens sammensætning og metode, eksempelvis hvis dyrkningsjorderne har en meget uhensigtsmæssig arrondering eller er meget kuperet. Direktoratet skal endvidere bemærke, at det er uden betydning for opgørelsen af arbejdsforbruget på bedriften, om jorden

drives af ejeren selv eller ved maskinstation, så længe den økonomiske risiko påhviler ejeren. Om klage over afslag på ansøgning om hvilende fortrinsstilling har Direktoratet for FødevareErhverv i brev af 5. april 2001 (j.nr. 93S-446-065-01618) udtalt: I brev af 16. oktober 2000 har De for H C O klaget over, at Jordbrugskommissionen for S Amt den 12. oktober 2000 har meddelt afslag på en ansøgning om tilladelse til at erhverve landbrugsejendommen matr.nr. 5d K By, S m.fl. på 36,1 ha som ejendom nr. 2 med hvilende fortrinsstilling. Direktoratets afgørelse Det er i overensstemmelse med de gældende regler, når jordbrugskommissionen har meddelt afslag på det ansøgte, da H C O er ejer af 2 landbrugsejendomme på det tidspunkt, hvor der er indgået aftale om erhvervelse af ejendommen. De 2 landbrugsejendomme er under sammenlægning på erhvervelsestidspunktet, men da ansøgningen om sammenlægning ikke er indsendt til Kort & Matrikelstyrelsen på erhvervelsestidspunktet, kan de ikke medregnes som en ejendom. Direktoratet for FødevareErhverv kan derfor ikke give Dem medhold i klagen. Direktoratets afgørelse kan efter 6 i bekendtgørelse nr. 625 af 26. juli 1999 om administration af landbrugsloven m.v. ikke påklages til anden administrativ myndighed. Redegørelse for sagen I marts måned 2000 får De henvendelse fra H C O, som på daværende tidspunkt ejer 2 landbrugsejendomme i S på tilsammen 58,3 ha. H C O, der driver økologisk landbrug, ønsker at supplere sin bedrift med yderligere en ejendom til økologisk landbrug. De påbegynder sammenlægning af H C O s 2 ejendomme og ansøger den 24. marts 2000 jordbrugskommissionen om tilladelse til denne sammenlægning og samtidig om godkendelse af køb af landbrugsejendommen matr.nr. 5d K By, S m.fl. på 36,1 ha, som H C O har fået mulighed for at købe. Det var tanken at få sammenlægningen gennemført og derefter erhverve ejendommen matr.nr. 5d m.fl. med hvilende fortrinsstilling. En uge efter Deres ansøgning af 24. marts 2000 får H C O besked om, at hvis han skal købe ejendommen matr.nr. 5d m.fl., bør en handel fremskyndes, fordi der er meget stor chance for, at denne ejendom går på tvangsauktion. Efter aftale med både sælgers og sin egen advokat indgår H C O derfor i tidsrummet 29. marts 2000 til 4. april 2000 aftale om køb. De skriver til jordbrugskommissionen den 29. marts 2000, at De er i gang

med sammenlægning af H C O s 2 ejendomme, at kommissionen kan stille Deres ansøgning i bero, indtil sammenlægningen er indsendt til Kort & Matrikelstyrelsen, og at De senere vil vende tilbage med ansøgning om hvilende fortrinsstilling. Deres sammenlægningssag sendes til I Kommune til godkendelse den 6. april 2000, til Kort & Matrikelstyrelsen den 8. maj 2000 og godkendelse foreligger den 4. juli 2000. Efterfølgende fastholder De den 30. august 2000 ansøgningen om at erhverve ejendommen matr.nr. 5d m.fl. med hvilende fortrinsstilling. Jordbrugskommissionen har i brev af 12. oktober 2000, som erstatter brev af 3. oktober 2000, meddelt afslag på det ansøgte efter landbrugslovens 18, stk. 8, jf. cirkulærets 72, stk. 6. Afslaget er begrundet med, at der er indgået bindende aftale om erhvervelse af ejendommen matr.nr. 5a m.fl., inden ansøgningen om sammenlægning af de to ejendomme blev indsendt til Kort & Matrikelstyrelsen. I brev af 16. oktober 2000 har De klaget over afgørelsen. De fremhæver, at De ikke som anført i cirkulærets 72, stk. 6, har indgivet ansøgning om sammenlægning til Kort & Matrikelstyrelsen, inden H C O fik tinglyst skøde på ejendommen matr.nr. 5d m.fl. den 12. april 2000, men at De allerede den 24. marts 2000 har meddelt jordbrugskommissionen, at De er i gang med sammenlægning. De påpeger, at der - inden H C O havde indgået bindende aftale om køb af ejendommen matr.nr. 5d m.fl. - var taget beslutning om sammenlægning, og at De havde meddelt dette til kommissionen inden købet. De er af den opfattelse, at De har opfyldt intentionerne i landbrugsloven og cirkulæret, selvom datoen for indsendelsen til Kort & Matrikelstyrelsen var overskredet. De finder det naturligt, at der ved vurdering af sagen også bør tages hensyn til, at H C O har været i en meget presset situation, hvor et ønske om køb af ejendommen matr.nr. 5d m.fl., der passede til hans økologiske landbrug, kunne falde bort ved en forventet tvangsauktion. Jordbrugskommissionen har den 9. november 2000 fremsendt klagen hertil, idet kommissionen fastholder afgørelsen. Redegørelse for direktoratets afgørelse Det fremgår af 18, stk. 8, i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999), at reglerne om fortrinstilling til suppleringsjord i 18, stk. 6 og 7, ikke finder anvendelse ved erhvervelse af en landbrugsejendom med beboelsesbygning som ejendom nr. 2, uanset at det samlede areal overstiger 70 ha. Vurderingen af, om ansøgeren erhverver ejendommen som ejendom nr. 2, sker på grundlag af forholdene på tidspunktet, hvor ansøgeren indgår bindende aftale om erhvervelse af ejendommen. Hvis ansøgeren har indgivet ansøgning om sammenlægning af to eller flere ejendomme til Kort &

Matrikelstyrelsen og har dokumenteret, at sammenlægningen kan blive gennemført efter landbrugsloven, skal jordbrugskommissionen medregne disse ejendomme som en ejendom. Der henvises herved til 72, stk. 6, i landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 26 af 22. marts 2000). De nævnte regler i cirkulæret har baggrund i, at der ved ændringen af landbrugsloven i 1999 blev tilkendegivet, i hvilke situationer reglerne om hvilende fortrinsstilling kunne bringes i anvendelse. Det fremgår således, at hvis en landmand, der i forvejen er ejer af 2 landbrugsejendomme, ønsker at erhverve yderligere en landbrugsejendom, hvorved arealgrænsen på 70 ha overskrides, skal ansøgningen om erhvervelse af den nye ejendom behandles efter reglerne i lovens 18, stk. 6 (vedrørende ejendom nr. 3), hvorefter reglerne om fortrinsstilling skal bringes i anvendelse. Det blev også tilkendegivet, at der ikke kan dispenseres, jf. betænkning af 19. maj 1999 vedrørende ændringsforslagets nr. 19. Det forhold, at H C O erhverver ejendommen før en tvangsauktion - og forud for eventuelle naboer, der kunne være potentielle købere til ejendommen - kan ikke begrunde, at aktuelle ønsker om fortrinsstilling til suppleringsjord tilsidesættes ved, at der tinglyses deklaration om hvilende fortrinsstilling. Det er derfor i overensstemmelse med de gældende regler, når jordbrugskommissionen har meddelt afslag på det ansøgte, da der er indgået aftale om erhvervelse af ejendommen, inden ansøgningen om sammenlægningen blev indsendt til Kort & Matrikelstyrelsen. Om skelmærker af jernrør har Kort & Matrikelstyrelsen i brev af 13. juni 2001 til firma NN (j.nr. 112-004/2001-00) udtalt: Kort & Matrikelstyrelsen er kommet i besiddelse af brochuremateriale, hvor firmaet NN annoncerer salg af skelrør lavet af ¾ jernrør. Det fremgår, at skelrør kan leveres i længderne 80 cm, 37 cm og 27 cm. I den anledning skal Kort & Matrikelstyrelsen gøre opmærksom på, at der i afsnit 17.2.2. i vejledning nr. 46 af 18. april 2001 om matrikulære arbejder er fastsat regler for typer og art af skelmærker. Det fremgår af afsnit 17.2.2., at jernrør skal have en mindste længde på 80 cm, en mindste lysning på 2 cm og en mindste godstykkelse på 2,5 mm. De jernrør med længde 37 cm og 27 cm, som firmaet udbyder, må således ikke bruges til skelafmærkning. Det bemærkes, at ¾ jernrør med VVS varenr. 021003006 (lysning 20 mm og godstykkelse 2,65 mm) overholder styrelsens krav med hensyn til mindste lysning og godstykkelse. Det bemærkes endvidere, at der efter styrelsens opfattelse ikke bør udbydes ulovlige skelmærker

Om afslag på dispensation fra fredning til lovliggørelse af bebyggelse - krav om fysisk lovliggørelse (nedrivning) har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 227, december 2000 Fredningsnævnet for København havde meddelt afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation og havde krævet nedrivning af et hus på 150 m² opført på en ejendom i Søllerød Kommune, der var omfattet af en fredning fra 1955 af Vatelunden ved Mølleådalen. Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet. Fredningen indeholdt bl.a. følgende bestemmelse:»arealerne fredes således, at deres landskabelige tilstand opretholdes med park, frugtplantage (med kirsebærtræer, æbletræer o.s.v.) granplantage og anden landbrugsmæssig eller gartnerimæssig udnyttelse. Der må ikke på arealerne opføres bygninger, skure, master eller indretninger, der kan virke skæmmende. Der skal dog kunne opføres de for driften af ejendommen samt parken nødvendige bygninger, herunder et drivhus i forbindelse med det eksisterende.«ejendommen var tillige omfattet af en afgørelse truffet af Fredningsnævnet den 16. januar 1998 om fredning af Mølleådalen, der indeholdt et generelt forbud mod bebyggelse. Denne fredningssag blev rejst den 27. september 1993. Naturklagenævnet havde truffet afgørelse om en stadfæstelse af fredningen, men afgørelsen var endnu ikke udsendt. Denne nye fredning ville afløse fredningen fra 1955. Huset, der var en helårsbolig på 150 m² i 1 1/2 plan, blev opført i 1992, uden der havde været søgt om byggetilladelse og uden tilladelse fra fredningsnævnet. Der var endvidere ikke søgt om og derfor ikke meddelt landzonetilladelse fra Københavns Amt efter planloven. Huset blev opført delvist på fundamenterne på en hestestald, der havde et areal på ca. 70 m². Fredningsnævnet meddelte den 20. januar 1976 tilladelse til en udvidelse af stalden med ca. 55 m² til i alt ca. 125 m², men tilladelsen blev ikke udnyttet og var dermed efterfølgende bortfaldet. Der fandtes på ejendommen andetsteds en funktionærbolig på ca. 35 m², der blev opført af i 1961 af den tidligere ejer uden tilladelse, men som fredningsnævnet den 16. november 1973 tillod anvendt som funktionærbolig. Denne ældre funktionærbolig blev anvendt til beboelse, men ikke for en funktionær.

Ejendommens hovedbygning blev hovedsageligt anvendt til repræsentative formål. Fredningsnævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at det opførte hus ved sin dominans virkede skæmmende, og at nævnet ikke ville have meddelt dispensation til opførelsen til erstatning for den eksisterende funktionærbolig, såfremt der var ansøgt om dispensation før opførelsen. Nævnet henviste endvidere til, at der allerede fandtes en funktionærbolig på ejendommen. Klageren anførte, at Naturklagenævnet skulle meddele selskabet en lovliggørende dispensation vedrørende huset på betingelse af, at den tidligere godkendte funktionærbolig med terrasse på i alt 107 m² blev revet ned, og på betingelse af, at der skete nedrivning af eksisterende opbevaringsfaciliteter, der erstattedes af et nyt byggeri, samt at forskellige bygningsrester på ejendommen blev fjernet. Subsidiært anførte klageren, at Naturklagenævnet burde meddele dispensation til bibeholdelse af en del af huset. Til støtte herfor anførte klageren, at der efter fredningen skulle kunne opføres de for driften af ejendommen nødvendige bygninger. Myndighederne accepterede i 1973, at der var behov for en funktionærbolig på ejendommen, og dette behov eksisterede fortsat, fordi der var tale om en repræsentativ ejendom. Den eksisterende funktionærbolig var saneringsmoden. Klageren anførte videre, at huset i hvert fald måtte være lige så lidt skæmmende som den hestestald, der blev godkendt udvidet i 1976, og som havde bliktag. Huset fra 1992 havde derimod stråtag og var helt i stil med ejendommens hovedbygning. Huset kunne i øvrigt ikke ses uden for ejendommens grænser. Endelig anførte klageren, at den omstændighed, at ejeren ikke havde været i god tro ved byggeriets gennemførelse, ikke burde få afgørende indflydelse på Naturklagenævnets afgørelse. Skov- og Naturstyrelsen, Københavns Amt, Søllerød Kommune og Danmarks Naturfredningsforening havde alle under fredningssagen udtalt sig mod en dispensation. Kommunen anførte, at fjernelse af en tidligere hestestald samt funktionærboligen (fra 1961) og andre småbygninger m.v. ikke kunne begrunde en landzonetilladelse til et nyt byggeri af en helt anden størrelse og placering og til en ændret anvendelse i strid med formålet med fredningsbestemmelserne og den gennemførte planlægning. Det var kommunens opfattelse, at en forudgående ansøgning om tilladelse til bygningens opførelse ikke ville være blevet imødekommet. Naturklagenævnet traf enstemmigt følgende afgørelse efter at have foretaget besigtigelse af ejendommen:»bestemmelsen i fredningen fra 1955 om bygninger m.v. må - navnlig da den præciserer, at der kan opføres de for driften nødvendige bygninger - forstås således, at den forbyder opførelse af andre bygninger på ejendommen. De driftsbygninger, der således efter fredningen er umiddelbart tilladte, er alene bygninger, der skal indgå i ejendommens drift som»park, frugtplantage (med kirsebærtræer, æbletræer osv.), granplantage og anden landbrugsmæssig eller gartnerimæssig

udnyttelse«, jf. fredningens bestemmelse om den tilstand, som skal opretholdes med fredningen. Naturklagenævnet finder det ikke godtgjort, at den i 1992 opførte bygning var eller er nødvendig for ejendommens drift. Der er således ikke tale om en i relation til fredningen fra 1955 lovligt eksisterende bygning. Efter naturbeskyttelseslovens 50 stk. 1 kan fredningsnævnet meddele dispensation fra fastsatte fredningsbestemmelser, herunder fra et fredningsforslags foreløbige retsvirkninger, når dette ikke strider mod fredningens formål. Det må anses for tvivlsomt, om der på opførelsestidspunktet kunne have været dispenseret fra fredningen fra 1955, eller om dette havde måttet anses for at være i strid med fredningens formål. Naturklagenævnet er imidlertid af den opfattelse, at ansøgning om dispensation på dette tidspunkt i hvert fald ikke ville være blevet imødekommet. Ejendommen er omfattet af de foreløbige retsvirkninger af fredningsforslaget vedrørende Mølleådalen og dermed af det generelle forbud mod bebyggelse. Naturklagenævnet finder ikke, at der ville kunne dispenseres herfra, idet dette ville være i strid med fredningsforslagets formål. Naturklagenævnet finder herefter ikke grundlag for at meddele en lovliggørende dispensation. Nævnet har ladet værdispildsbetragtninger indgå i sin vurdering, men har ikke fundet, at sådanne vil kunne føre til et andet resultat set i relation til ovennævnte fredningsmæssige synspunkter, ligesom der er lagt vægt på afgørelsens betydelige præcedensvirkning. Naturklagenævnet skal derfor med ovennævnte bemærkninger stadfæste Fredningsnævnet for Københavns afgørelse af. Huset skal være nedrevet og terrænet retableret i forhold til koterne i det omliggende terræn senest 6 måneder efter datoen for denne afgørelse. (Afgørelse af 30.oktober 2000 j.nr. 97-121/150-0018) Om olieforurening af kørebane har Vejdirektoratet i brev af 19. april 2001 ( j.nr. 013-D0314-1) udtalt: I brev af 6. august 2000 har De klaget til Indenrigsministeriet over Københavns Kommunes afgørelse af 3. maj 2000 om at pålægge Dem at betale for oprensning efter forurening af kørebanen m.v. Indenrigsministeriet har ved brev af 10. januar 2001 videresendt Deres klage til Vejdirektoratet som rette myndighed. De har i Deres bemærkninger til Vejdirektoratet af 14. februar 2001 fastholdt Deres klage, idet De navnlig har anført følgende:

De har ikke anmodet K Brandvæsen om at opsamle olien og rengøre kørebanen. K Kommune anfører i sit brev af 7. juni 2000 en forkert hjemmel for sin afgørelse. K Kommunes hjemmelshenvisning er for generel ;»ifølge praksis på miljøområdet«. Lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje (vintervedligeholdelsesloven), jf. senest lovbekendtgørelse nr. 714 af 11. september 1997, er senest ændret ved lov nr. 292 af 28. april 2000, altså efter olielækagen den 9. april 2000. Med hensyn til vintervedligeholdelseslovens 17 har De hverken henkastet eller efterladt den omtalte olie og har heller ikke udvist hverken uagtsomhed eller forsæt hertil. Med henvisning til Østre Landsrets dom af 31. januar 1995 påpeger De, at De ikke har udvist passivitet, men tværtimod havde tændt advarselsblinket, opstillet en advarselstrekant på kørebanen og rekvireret anden hjælp, hvilket De fortalte repræsentanterne fra K s Brandvæsen. Det fremgår af sagen, at K s Brandvæsen den 9. april 2000, kl. 17.37, ved L-vej, opsamlede hydraulikolie samt rengjorde kørebanen, som var blevet forurenet med olie, som stammede fra en lækage fra Deres køretøj. Det fremgår endvidere, at K s Brandvæsen i denne sag har handlet på vegne af Kommunen. Ifølge vintervedligeholdelseslovens 17 er vej- eller kommunalbestyrelsen eller i påtrængende tilfælde politiet, såfremt nogen på vej eller sti, der er åben for almindelig færdsel, henkaster eller efterlader affald eller genstande, der kan være til ulempe for færdslen eller er særlig forurenende, berettiget til for den pågældendes regning at lade det henkastede eller efterladte fjerne. Vejbestyrelsen i denne sag er K Kommune, jf. 2, stk. 5 og 6, i lov om offentlige veje (vejloven), jf. senest lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999. Vejdirektoratet kan som klagemyndighed i medfør af vintervedligeholdelseslovens 19, jf. vejlovens 4, stk. 1, alene tage stilling til kommunens afgørelse for så vidt angår retlige spørgsmål. Vejdirektoratet kan således tage stilling til afgørelsens lovlighed, men ikke til kommunens skøn inden for lovens rammer. Vejdirektoratet kan således ikke tage stilling til K Kommunes vurdering af situationens farlighed, herunder om det var forbundet med fare for øvrige trafikanter eller de miljømæssige konsekvenser af at afvente den af Dem hidkaldte assistance. Ifølge pkt. 17 i Ministeriet for offentlige arbejders cirkulære af 6. december 1985 om lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje er bestemmelsen i 17 et supplement til færdselslovens 87, stk. 1, hvorefter genstande, der kan medføre fare eller ulempe for færdslen ikke må henkastes eller efterlades på vej. Bestemmelsen supplerer endvidere vejlovens 102, stk. 1 og 2, og privatvejslovens 49, stk. 1 og 2, hvorefter vejareal ikke må anvendes til anbringelse af bl.a. affald uden vejbestyrelsens eller vejmyndighedens samtykke.

Det er for anvendelsen af vintervedligeholdelseslovens 17 uden betydning om det omhandlede befinder sig på vejen som følge af et hændeligt uheld, eller som følge af en uagtsom eller forsætlig handling. Københavns Kommunes afgørelse har således hjemmel i vintervedligeholdelseslovens 17. Vejdirektoratet har ud fra de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at Københavns Kommune med afgørelsen har varetaget usaglige hensyn. Vejdirektoratet har således noteret sig, at den opståede situation efter K Brandvæsens opfattelse krævede øjeblikkelige foranstaltninger for at afværge fare for andres sikkerhed og undgå yderligere forurening af kørebanen. På denne baggrund finder Vejdirektoratet, at K Kommunes afgørelse er lovlig i henhold til vintervedligeholdelseslovens bestemmelser, og Vejdirektoratet har derfor ikke grundlag for at ændre afgørelsen. Efter forvaltningslovens 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, ledsages af en begrundelse. Kravene til indholdet af begrundelsen er nærmere opregnet i forvaltningslovens 24. En begrundelse skal således indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, samt angive de faktiske omstændigheder, myndigheden har lagt vægt på, og, såfremt afgørelsen beror et skøn, de kriterier, som er lagt til grund ved skønsudøvelsen. Københavns Kommunes afgørelse af 3. maj 2000 indeholder ingen henvisning til retsgrundlaget for kravet og først i brevet af 21. december 2000 anføres den korrekte hjemmel for afgørelsen, 17 i lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje. Vejdirektoratet har gjort Københavns Kommune opmærksom på dette forhold. Da den manglende hjemmelsangivelse ikke ses at have haft nogen indflydelse på afgørelsens indhold, og da afgørelsen har fornøden hjemmel i vintervedligeholdelseslovens 17, giver denne fejl dog ikke Vejdirektoratet grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse som ugyldig. Det fremgår af forvaltningslovens 25 stk. 1 og lov om offentlige veje 4, stk. 4, at afgørelser, der kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder om eventuel frist. Manglende klagevejledning kan ikke medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, men at en eventuel klage kan behandles, selvom den først modtages efter klagefristens udløb. Vejdirektoratet har ved det i kopi vedlagte brev af dags dato meddelt Københavns Kommune, at kommunen i forbindelse med afgørelsen burde have givet klagevejledning. For god ordens skyld skal det oplyses, at den ved lov nr. 292 af 28. april 2000 gennemførte ændring af lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje kun ikke vedrørte

denne lovs 17. Afslutningsvist kan det oplyses, at såfremt De ønsker lovligheden af kommunens afgørelse prøvet ved domstolene, skal søgsmål herom være anlagt inden 6 måneder fra modtagelsen af denne afgørelse, jf. vejlovens 4, stk. 6, 2. pkt. Vejdirektoratet, den 19. april 2001. Om, at afspærring af private fællesveje/stier omfattet af afsnit II er et privatretligt anliggende har Vejdirektoratets i brev af 21 juli.2000 (j.nr. 423-D0312-1) udtalt: I brev af 3. februar 2000 har De for Grundejerforeningen N klaget over, at Bogense Kommune har afvist at give tilladelse til, at en privat fællesvej/sti spærres for kørende trafik ud for ejendommen matr. nr. 2 ae, Skåstrup. Afgørelsen er begrundet med, at der i området er en overvejende stemning imod lukningen. Kommunen har ikke angivet nogen hjemmel for sin afgørelse. De har i Deres klage anført, at afgørelsen er ulovlig, idet kommunen herved tillader (kørende) færdsel på et areal, der er udlagt til sti. De har endvidere anført, at kommunen ikke har kompetence til at tage stilling til spørgsmålet, idet der ikke foreligger dokumentation for, at kommunen har truffet beslutning om, at området - der er sommerhusområde- skal administreres efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit I, III og IV. Bogense Kommune har i brev af 13. juni 2000 oplyst, at kommunen ikke har truffet beslutning i medfør af privatvejslovens 13, stk. 2, om, at sommerhusområdet ved Skåstrup Strand skal administreres efter lovens afsnit I, III og IV. Vejdirektoratet må herefter lægge til grund, at de private fællesveje og -stier i det omhandlede sommerhusområde er omfattet af bestemmelser i privatvejslovens afsnit I, II og IV. De nævnte afsnit indeholder ikke bestemmelser om, at afspærring eller anden færdselsregulering af privat fællesveje og -stier skal godkendes af vejmyndigheden (kommunen). Spørgsmålet om den her omhandlede vej/sti kan afspærres er herefter et privatretlige anliggende mellem ejeren af vej(sti) arealet og de vejberettigede grundejere. Vejdirektoratet har på denne baggrund anmodet kommunen om at ophæve sin afgørelse., Vejdirektoratet skal samtidig henlede opmærksomheden på, at

afspærring ved bom eller lignende samt opsætning af autoriserede færdselstavler kræver politiets samtykke i medfør af færdselslovens 97, stk. 1 og 3.