Mariæ Bebudelsesdag, den 25. marts 2007. Frederiksborg slotskirke kl. 10. Tekster: Es. 7,10-14: Lukas 1,26-38. Salmer: 71 434-201-450-385/108-441 - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - P.H. Bartholin Op til fejringen i Berlin i går af 50-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaten har der igen været megen debat om religionens rolle. I anledning af 50-årsfejringen har landene udsendt Berlin-erklæringen. I den forbindelse er der igen talt om en ny EU-traktat og eventuelle formuleringer af kristendommens betydning for det grundlag, vores samfund hviler på. Det er altså spørgsmål, som vi bliver ved med at diskutere, og det er ikke så let at finde en fælles holdning til dette spørgsmål. Om det skal være det ene eller det andet, skal der ikke tages stilling til her, da det er et politisk spørgsmål. Derimod kan vi se på andre spørgsmål, som dukker op i den forbindelse. Det er de kritiske spørgsmål om, hvad tro i vores tilfælde luthersk eller protestantisk tro har at gøre med vores hverdag. Sammenlignet med f.eks. USA viser nye undersøgelser, at europæere i langt mindre grad finder tro vigtig for deres hverdag. I USA er tallet op imod 90% af befolkningen. I Europa er det langt mindre. Hvorfor denne forskel? Det er der mange forklaringer på. Også dem må vi dog lade ligge, for at se på, hvad tro egentlig er. For hvad svarer man på, når man i en opinionsundersøgelse bliver spurt om, hvad man tror på, eller om man tror på Gud? I Europa svarer man i meget høj grad, at man ikke tror på en Gud, der sidder uden for verden og styrer denne. Forestillingen om en Gud hinsides det vi kan se, måle og veje er svindende. Og kendskabet til, at det måske slet ikke er det fulde og 1
endegyldige billede af, hvad kristen tro er, er siger nogen svindende. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Derimod kunne jeg godt finde en forklaring, hvis det forholder sig som refereret. For i den teologiske og i anden række kirkelige diskussion, som løb fra 1.verdenskrig og gennem hele det 20 århundrede, blev det gang på gang sagt, at Gud ikke var i verden, men blot rørte verden med sit ord. Forholdet mellem Gud er verden var, som en kortvarig berøring i et punkt, som når en tangent rører en cirkel. Hvem føler, at en sådan Gud er vedkommende? Hvem kan føle trøst for sorg og lidelse i en sådan Gud? Hvem kan finde vejledning til at leve sit liv gennem en kirke, der siger det? Nej, der er ingen krop, der er ingen følelser og der er ingen handlinger forbundet med en sådan tro. (Nu skal det retfærdigvis siges, at jeg forenkler meget, men jeg fortegner ikke.) Det er en sådan tro og en sådan opfattelse, som ligger til grund for megen diskussion i dag, om tro og religion f.eks. har noget med politik eller det offentlige rum at gøre. Har man den opfattelse, at Gud kun rører verden eller er i verden med sit ord. Må man konsekvent nok adskille Gud og hverdagens liv og gøre troen privat. Hos både Martin Luther og hos Grundtvig og i hele den pietistiske tradition, bedre kendt som Indre Mission og Luthersk Mission, kan man finde det modsatte. Her er der stor koncentration om, hvordan troen og hverdagen hører sammen og hænger sammen. Grundtvig taler f.eks. om kristendom for menneskelivets skyld. 2
Maria, som vi hører om i dag i den smukke beretning hos evangelisten Lukas, er et bevægende eksempel på, hvordan troen kommer til hende, hvad den er og hvad den fører med sig. De menneskelige erfaringer, der her berøres, kender vi alle, tror jeg. Og der er erfaringer, hvor vi måske kun for os selv spørger, om ikke dette er et tegn på Guds nåde, at han er til og vil os det godt? Måske har I det som jeg, at denne beretning kalder på mange billeder og forestillinger. Jeg kan næsten se Maria sidde i et lille fattigt hus i Nazareth optaget af den daglige husholdning, hvor hun hjalp sin mor. Hun har formodentlig kun været 16-18 år. Det er derfor hun kaldes jomfru, hvilket betyder en ung pige. Pludselig er dette sket for hende. En oplevelse, en erfaring, som hun ikke har haft tidligere. Livets dybe alvor er gået op for hende. Ikke med et slag, men den har meldt sig for hende. Hun er kommet til at spekulere over sit liv, og en sprække har åbnet sig for hende. Som det sker for os alle og er sket for os alle, tror jeg. Hun har levet i et samfund, hvor der var regler og normer, som vi kender dem delvist fra Det gamle Testamente. Her skelnedes ikke mellem religion og politik ej heller mellem religion og tro og livet i øvrigt. Det indgik og indgår i en sammenhæng, der både var og er livsbekræftende og livsfremmende. Den første erfaring, hun gør, er en afgørende erfaring. Det er en erfaring, som et menneske må kæmpe med hele livet, hvis ikke den kommer meget tydeligt i den første del af livet. Det er en erfaring af, at man har betydning og er noget. Anerkendelse kunne vi også kalde det. Maria er set, hun er anerkendt af Gud, 3
hun har betydning. Hun har fundet nåde. Han ser kærligt på hende. Jamen, kan det være rigtigt, spørger hun sig selv. Kan hun have betydning for Gud? Hvordan kan et så lille menneske, som vi hver især er, dog have en betydning for skaberen? Og ærligt talt, er det her ikke blot noget, hun bilder sig ind? Er det ikke noget føleri? Enhver af jer kan afgøre om følelsen af anerkendelse og accept er ligegyldig eller er indbildning. Det er en følelse af at være til stede og at kunne stå inde for det, der sker, og det man er lige nu. Anerkendelsen eller nåde, som det her kaldes, er en erfaring af, at man ikke står alene i tilværelsen. Maria hører, at hun er ikke alene i tilværelsen. Hun vidste naturligvis godt, at hendes forældre stod bag hende og anerkendte hende. Her drejer det sig om den dybe forståelse af, hvad det egentlig vil sige. Det ligger langt ud over den trætte ægtemands forsikring til hustruen, jamen, skat, du ved da at jeg elsker dig. Det drejer sig for Maria og enhver anden, om den grundlæggende følelses af, at livet har mening og betydning, og at disse ikke kommer fra en selv. Når og hvis nåden eller anerkendelsen er der, er der åbnet for en gensidighed og for en afhængighed. Nåden, anerkendelsen eller velsignelsen, fænomenet har flere navne og nuancer, er skabende og afgørende for vores liv. Vi kan ikke leve godt uden dem. Og vi kan ikke give os selv dem. Vi kan jage dem, lede efter dem, søge fortvivlet. De skal gives af et andet menneske og af Gud. Og netop her er vi ved kernen i det hele. For hægtede jeg ikke Gud på lidt smart her? Kunne jeg ikke blot have sagt, at uden 4
anerkendelse fra andre mennesker, kan et menneske ikke leve? Jo, det kunne jeg have sagt, men jeg havde også snydt eller jeg havde undladt det vigtige. Vigtigt er det, at vi tager det op, som vi ikke forstår og ikke kan forstå, som vi forstår så meget andet, nemlig at vi er til, at livet er blevet skænket til os. Det er skænket. Ingen kan skabe sig selv. Og alle vore erfaringer fortæller os, at livet jo ikke kun er biologi. Beretningen om Maria og hendes møde med erfaringen af at skulle føde har to lag af betydning. På overfladen ligner det en fortælling om, hvordan hun den unge pige blev gravid med Jesus, som hendes forlovede Josef altså ikke er far til. Det er med andre ord en fortælling om, hvordan Gud blev menneske i Jesus. Går vi dybere i den beretning, viser det andet lag sig, som vi har set i dag, at den vil fortælle os, at Gud og mennesker ikke er adskilt i rummet. Gud er ikke uden for rummet eller uden for verden. Han er midt i den. Ja, han baner sig vej ind i mennesker liv. Han er anerkendende, han er nådig og han velsigner. Han skaber liv i livet. Ja, det forunderlige er, at han bliver menneske. Det forunderlige kan aldrig forklares videnskabeligt, men det er der så meget andet vigtigt, som ikke kan. Gud binder sig selv og menneskelivet tæt sammen. Han viser sig som menneske. Han er menneske fuldt og helt. Og samtidig er han også Gud. Hvordan skal vi forstå det? Er det en guddommeliggørelse af mennesket? Nej, slet ikke. Det er legemliggørelsen af, at dette 5
liv, som du og jeg lever, har betydning og skyldes, at det er skabt af Gud. I det liv gør vi os mange erfaringer. Vi erfarer glæde og håb, livsopfyldelse og glæde. Vi erfarer sorg og smerte, modgang, ja, og død. Det erfarer Gud som mennesket Jesus Kristus også. Det bærer han på sig, som du og jeg skal. Maria fik at vide, at hendes barn skulle kaldes den højestes søn. Det betyder, at han er både Gud og menneske for at bære det for os ubærlige ind i døden og tilintetgørelsen. At skulle føde et barn, at skulle bære et liv, fylder os med håb og glæde. Det er ikke en følelse, der alene er forbeholdt kvinder, som har født eller skal føde. At skulle bære et liv gør vi alle, fordi vi er afhængige af hinanden og må anerkende og velsigne hinanden for at livet kan få betydning. Det håb fører os frem til troen, ja troen er dette, at det lægges i os. Troen er altså dette at blive grebet af og erfare den magt, der bærer livet for os og sammen med os. Det er ikke en blind eller usynlig magt, men en magt, der kommer frem i Jesus Kristus, som er mand og Gud. Troen skiller ikke Gud og verden fra hinanden. I troen erfares det, at Gud kæder dig og ham sammen, at han bærer dig gennem livet. Under den anerkendelse, som du forhåbentlig har fået lov til at erfare og mærke mange gange i dit liv, ligger Gud anerkendelse. Mærker du den ikke gennem andres kærlighed, så mærker du den og hører den her i kirken. Du ser den i dåben, når vi som i dag døber de små. Det er ordet om Guds anerkendelse af dem. Du tager det til dig i nadveren i brødet og vinen, som er Jesus Kristus selv, der tager bolig i dig og tager dig med ind i fællesskabet. Det er tegnet på, at også du er set, anerkendt og elsket af Gud. 6
Som regel forstår vi ikke andres anerkendelse eller kærlighed, vi kan ikke andet end at tage imod og tro det. Som Maria gjorde i erkendelsen, at hun var Herrens tjenerinde. Det er du også. Og derfor skal du tjene både Gud og mennesker i dit virke, anerkende, at enhver, du har med at gøre, er anerkendt og velsignet af Gud. Amen 7