Umberto Eco Seks vandringer i fiktionens skov Oversat af Søren Søgaard
Indhold Forord til den danske udgave af Birte Sørensen 5 Kapitel 1 At gå ind i skoven 13 Kapitel 2 Skoven ved Loisy 45 Kapitel 3 At dvæle i skoven 72 Kapitel 4 Mulige skove 104 Seks vandringer i fiktionens skov indgår i serien Læringsarenaer 2006 Alinea, København Original amerikansk titel: Six Walks in the Fictional Woods 1994 The President and Fellows of Harvard College Published by arrangement with Tönnheim Literary Agency, Sweden All rights reserved Oversat af Søren Søgaard Kopiering fra denne bog er kun tilladt ifølge aftale med Copy-Dan Serieredaktør: Kirsten Rasmussen Forlagsredaktion: Claus Sylvest Grafisk tilrettelægning af omslag og indhold: Svend Erik Andersen Omslagsillustration: Skovtur, 1996 (olie på lærred) af Thor Lindeneg Foto på flap: xx Tryk: Narayana Press, Gylling Kapitel 5 Den besynderlige sag om Rue Servandoni 133 Kapitel 6 Fiktive protokoller 159 Noter 192 Register 198 1. udgave, 1. oplag 2006 ISBN 978-87-23-02269-1 ISBN 87-23-02269-8 Side 75: Scener vi gerne ville se: Musketeren, som ikke fik pigen af Phil Interlandi fra Mad Magazine nr. 27 E. C. Publications, Inc., bringes efter aftale/med tilladelse fra Tönnheim Literary Agency.
5 Forord til den danske udgave De fleste danskere kender Umberto Eco gennem romanen Rosens navn og filmen af samme navn. Ud over denne skønlitterære roman og en del flere har Umberto Eco som kulturjournalist skrevet artikler og essays. Hertil kommer hans hovedvirke: den æstetiske og sprogteoretiske forskning og formidling, der bl.a. sætter fokus på forholdet mellem sprog og litteratur. Mange af Ecos teoretiske værker er vanskeligt tilgængelige, da han er semiotiker, og den tegnteoretiske tilgang til sprog og litteratur er kompleks. Hvor Eco skriver om litteratur, er han imidlertid både lettere tilgængelig og alligevel udfordrende og inspirerende. Derfor har han direkte eller indirekte betydet meget for den receptionsorienterede litteraturpædagogik i Danmark. Det er lærerigt at beskæftige sig med Ecos tanker om forholdet mellem tekst og læser, da formålet med det litteraturpædagogiske arbejde er at skabe et frugtbart møde mellem teksten og eleverne. Umberto Eco siger i Lector in fabula (1979), at spørgsmålet om fortolkningen, om dens friheder og vildfarelser altid har løbet gennem hans forfatterskab. 1 I The Open Work (1962, engelsk oversættelse 1989) var Eco først og fremmest optaget af at fremhæve værkets principielt åbne karak- 1 Her citeret fra Finn Frandsen: Umberto Eco og semiotikken, s. 11 (Århus Universitetsforlag, 2000).
6 F ORORD F ORORD 7 ter og den tilsvarende store betydning, læseren derfor får for fortolkningen, mens han i de senere bøger lægger vægten på at beskrive forholdet mellem teksten og læseren som komplekst og mere dialogisk. Man kan nemlig ikke er hans hovedsynspunkt lægge alle mulige fortolkninger ind i en tekst, hvis man vil forstå den og ikke bare bruge den til sit eget private brug. Dette synspunkt kan man se i den engelsksprogede The role of the reader fra 1979, i Fortolkning og overfortolkning 2 og ligeledes her i Seks vandringer i fiktionens skov, der oprindelig er fra 1994. Det, der adskiller denne sidste bog fra de øvrige, er, at Eco her koncentrerer sig om litteratur. Vandringerne i fiktionens skov er seks Norton-forelæsninger, som Umberto Eco holder på Harvard Universitet i 1993. I kraft af, at der er tale om forelæsninger, har sproget et mundtligt, næsten causerende præg, og Eco giver mange eksempler på det, som han lægger vægten på i hver af de seks forelæsninger. Det betyder dog ikke, at bogen er ateoretisk og overfladisk.det lykkes Eco gennem de seks forelæsninger at få introduceret en række helt centrale litteraturpædagogiske begreber.godt nok vil mange af Ecos litterære eksempler være fremmede for den danske læser, men de vanskeligste af dem bruges flere gange, så man til sidst føler en vis fortrolighed med dem. Det lønner sig derfor at følge Eco ind i skoven og hen ad de mange forskellige stier i fiktionens skov og at sætte sig grundigt ind i det, man møder undervejs.ved vejs ende er Eco altid nået frem til en væsentlig pointe, der står lysende klart.hertil kommer,at eksemplerne også tages fra mere 2 Udgivet på dansk i 1995, red. Stefan Collin og oversat af Mikael Brødsgaard og Keld B. Jessen (Systime). velkendt populærlitteratur og film. En anden styrke ved Ecos gennemgang er de anskuelige figurer/modeller, der bruges med henblik på at forklare og præcisere vanskelige begreber. I det følgende vises der gennem en kort gennemgang af bogens kapitler, hvilke centrale litteraturteoretiske begreber der bliver introduceret i de enkelte kapitler. Formålet er at vise, hvilken betydning netop disse begreber kan have for en litteraturlærer i den danske skole. Det fiktive værk er som en uvejsom skov, som læseren i læseprocessen begiver sig ind i. Brugen af netop denne metafor angiver, hvor vigtigt det er at interessere sig for læseprocessen og ikke kun for resultatet af læsningen. Undervejs i læseprocessen er læseren bestandig i dialog med teksten og aktivt medskabende, opsamlende de signaler fra teksten, der tilsammen skaber en fortolkning. I kapitel 1 træder læseren ind i skoven og må her finde ud af, hvilken vej han skal gå. Teksten er, skriver Eco, en doven maskine. Der er huller i teksten, som læseren automatisk udfylder, men det er en pointe for Eco, at det ikke er ligegyldigt, hvilken vej læseren vælger. Den empiriske læser, den faktiske læser, må for at blive forfatterens modellæser finde frem til, hvilke veje der er de bedste, og teksten sender signaler, der indikerer dette. Endvidere må man skelne mellem den empiriske forfatter og det som Eco kalder modelforfatteren. Denne sidste er en pendant til modellæseren og kan defineres som tekstens stemme. Eco viser, hvor komplekst et spil, der kan skabes mellem fortæller, modelforfatter og empirisk forfatter. Mange dansklærere har problemer med at få deres elever til at skelne mellem fortæller og for-
8 F ORORD F ORORD 9 fatter. Her beskrives fortælleforholdene grundigt, og en række modeller anskueliggør problemet. Det er modeller, der kan overføres til danske tekster, om end fortælleforholdene sjældent er så komplekse som i Ecos eksempler. Endelig fremhæves det i kapitel 1, at læseren hvis han vil være modellæser må lære reglerne for tekstens spil at kende, så han ikke bare bruger teksten, dvs. går i skoven, som om det var en privat have. I kapitel 2 indføres der bl.a. en skelnen mellem det at være en første niveau-læser og en andet niveau-læser. Enhver dansklærer ved, at eleverne efter at have stiftet bekendtskab med teksten gennem enten en oplæsning eller en selvlæsning synes, at det er tilstrækkeligt. Nu har de jo oplevet teksten, og når læreren opfordrer til en ny læsning af den samme tekst, reagerer de negativt. Eco viser, at glæden ved et stykke litteratur ikke ødelægges, selv om teksten læses flere gange og analyseres tæt. Endvidere vises forskellen mellem fabelen og plottet. Fabelen er den grundhistorie, der findes i teksten, mens plottet viser den specielle måde, hvorpå fortællingen forløber, nogenlunde svarende til den måde, hvorpå danske litteraturlærere bruger begrebet komposition. Herudover opererer Eco med begrebet diskurs, der angiver værkets hele fortællemåde og stil. Eco nærmer sig hermed tidsforholdene i en tekst, og det er det, som han gør til genstand for 3. kapitel. Mange læsere har en trang til at skynde sig gennem skoven for at få udløst spændingen: Hvordan ender historien? Eco plæderer for, at man som læser må lære at dvæle i skoven og give sig tid til at strejfe om for at opdage, hvad de forskellige stier har at byde på. Dette kræver en langsom læsning modsat den læsemåde, som en traditionel læsetræning ofte dyrker.teksten kan på forskellig vis lege med tidsforholdene og stille forskellige krav til læseren. Det gælder om at finde frem til og gå ind i tekstens rytme. Ud over de i Danmark kendte begreber fortælletid og fortalt tid indfører Eco begrebet læsetid. Et yderst brugbart begreb. Dansklærere oplever ofte, at læsetiden er så lang for nogle af eleverne, at de enten springer over længere beskrivende passager eller helt opgiver at læse teksten. Et godt eksempel fra den danske klassiske litteratur er den lange, men betydningsfulde indledning til St. St. Blichers novelle Hosekræmmeren. En forfatter kan gøre sin tekst spændende gennem eksperimenter med tid, og læseren kan som følge heraf gå vild i skoven, især hvis teksterne helt ophæver tiden. Læseren bliver derfor nødt til at prøve sig frem. Hans vandringer i skoven bliver forsøg på at forudsige tekstens forløb og danne foreløbige tolkninger. Eco bruger om disse vandringer begrebet inferential walks. Begrebet er her i bogen oversat til tolkningsvandringer, men det er vigtigt at påpege, at der er tale om foreløbige tolkninger. I kapitel 4 med titlen Mulige skove drøftes forholdet mellem virkelighed og litteratur. Igen et emne, der er yderst centralt for en dansklærer at forholde sig til, da eleverne er tilbøjelige til at læse skønlitterære tekster, som om de er sande billeder af virkeligheden og ikke udtryk for bevidstheder om verden. Læseren af fiktion skal suspendere sin mistro og foregive, at det han læser er sandt, men samtidig være klar
10 F ORORD F ORORD 11 over, at det kun er sandt inden for fiktionens grænser. Læser og forfatter indgår på denne måde en slags fiktionskontrakt, der implicerer, at det usandsynlige kan ske, når man træder ind i den fiktive skov. Opfattelsen af, at fiktionen er en gengivelse af den virkelige verden, medfører et krav fra læseren om, at alt skal passe med forholdene i den empiriske verden. Dette er særlig fristende, når det gælder den realistiske litteratur, men skønlitterære forfattere som også Eco selv laver deres research for at kunne se tingene for sig og ikke for at kunne gengive det sete nøjagtigt. På den måde er litteraturen skriver Eco en parasit på den virkelige verden. Kapitlet rummer eksempler på læsere, der med udgangspunkt i deres egen viden om verden, undrer sig, hvis den fiktive tekst ikke rummer ganske bestemte detaljer, og ligeledes eksempler på læsere, der overfører fiktive elementer til den virkelige verden. Eco drøfter herudfra i kapitlet, hvad sandhed er i virkelighedens verden og i fiktionens. Noget kan fx være fiktivt sandt og faktuelt forkert. Derfor er tillid mellem forfatter og læser nødvendig. Læseren må fx acceptere, at der i en fantastisk tekst er en blanding af det sandsynlige og det usandsynlige. I kapitel 5 diskuterer Eco, hvilken viden der er nødvendig, for at læseren kan blive en modellæser. Vi læser jo litteraturen ud fra vores viden om verden, og ikke alt ekspliciteres i teksten, fordi forfatteren går ud fra en vis fond af fælles viden. Dette er en problemstilling, der er særdeles relevant med henblik på læsningen af den ældre litteratur, hvor det ofte viser sig, at det først og fremmest er elevernes manglende viden om verden, der blokerer for deres forståelse af teksten. Den viden, Eco taler om, kalder han encyklopædisk viden, en viden af mere omfattende karakter end en simpel ordbogsviden. Gennem et eksempel, hvor vi bliver ført rundt i gaderne i Paris på Alexandre Dumas tid, viser Eco, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvilken viden der er nødvendig. Laver forfatteren en fejl, kan den forekomme graverende, hvis læseren ved meget om Paris på Dumas tid, mens den ganske overses af andre læsere, og kan derfor være ligegyldig, hvis man vil tolke teksten på dens egen præmisser og ikke bruge den til sit eget specielle formål. I andre tilfælde vil manglende viden være fatal for forståelsen. Gennem et meget illustrativt eksempel viser Eco, i hvor høj grad enhver lille tekst forudsætter viden. Han bruger her begrebet præsupposition. I mange udsagn forudsættes enkeltheder, der derfor ikke indgår eksplicit i teksten. Dette viser sig, hvis en computer skal bearbejde en tekst, for næsten ligegyldigt, hvilken viden der indpodes i den, så går det i Ecos humoristiske eksempel galt. Konklusionen er følgende: Det er teksten og dens æstetiske økonomi, der afgør, hvilken viden læseren må have for at forstå den, og også dette er det vigtigt for en lærer at gøre sig klart. Det er ikke sikkert, at det er lange foredrag om en forfatter og hans liv, der er det centrale, men en opmærksomhed på de begreber og udtryk, der findes i teksten samt en forståelse af, hvor vigtige de er for tolkningen af den konkrete tekst. Hertil kommer det at opdage tekstens signaler der kan fungere som trafiklys i et tåget vejkryds (s x). Det sidste kapitel 6 kommer igen ind på forholdet mellem tekst og virkelighed, men fra nye vinkler. Eco konstaterer, at OBS sidetal
12 F ORORD 13 vi som mennesker i en kompleks verden gerne vil have vores liv til at ligne den type fiktiv tekst, der er problemløs og ender lykkeligt, men vores virkelighed ligner mere de flertydige og modsigelsesfyldte fortællinger. Endvidere redegør han for, hvor vanskeligt det kan være at vurdere, om en tekst er sandfærdig. Man kan med rimelighed skelne mellem naturlige tekster og kunstige tekster. De naturlige tekster svarer til sagtekster, forpligtet på sandhed og vederhæftighed, og de kunstige til fiktion, men hvordan skelner læseren, spørger Eco, og han viser gennem en række illustrerende eksempler, at nok er der signaler, der kan hjælpe, men vi kan ikke altid stole på dem. Ofte må vi tage konteksten parateksten til hjælp. Eco viser gennem en lang historisk redegørelse, hvordan historier om hemmelige tempelordener, tilført fiktive elementer gennem århundreder, kan ende som antisemitiske protokoller, som Hitler får kendskab til, en tragisk sammenblanding af fiktion og virkelighed. Mindre alvorlig er trangen til at give fiktive personer et selvstændigt liv. Ikke bare kan de vandre fra en tekst over i en anden, de kan også nærmest træde ind i den virkelige verden, således som vi ser det med Harry Potter, James Bond og her i landet Egon Olsen. Endelig viser kapitlet med en henvisning til Jerome Bruner, hvordan fortællingen er et basalt princip i vores liv, og netop derfor er fiktionen så central, idet den hjælper os med at strukturere vores nutidige og fortidige erfaringer. Birte Sørensen Kapitel 1 At gå ind i skoven Jeg vil gerne begynde disse forelæsninger med at påkalde mindet om Italo Calvino, som for otte år siden blev inviteret til at give sine seks Norton-forelæsninger, men kun fik tid til at skrive fem af dem, før han forlod os. Jeg påkalder ham ikke kun som min ven, men også som forfatter til romanen Hvis en vinternat en rejsende, fordi denne roman beskæftiger sig med læserens tilstedeværelse i fortællingen, og mine forelæsninger i vidt omfang vil handle om det samme emne. I samme år som Calvinos bog udkom i Italien, blev en af mine egne bøger udgivet nemlig Lector in fabula, en titel, som kun delvis stemmer overens med den engelske version The Role of the Reader. De engelske og italienske titler på dette værk er forskellige på den måde, at hvis den italienske (eller latinske) titel blev oversat bogstaveligt til engelsk, ville den blive til Læseren i eventyret, hvilket ikke betyder noget. På italiensk svarer udtrykket Lupus in fabula til Når man taler om fanden, og bruges, når et menneske, folk netop har snakket om, pludselig dukker op. Men mens det italienske udtryk påkalder ulven, som dukker op i alle folkeeventyr, refererer jeg i stedet til læseren. Faktisk dukker ulven i mange tilfælde måske slet ikke op, og vi vil snart se, at der i stedet for den kunne vise sig at være et uhyre. Men i en historie er der altid en læser, og denne læser er en grund-