Minoritetsunge og den inkluderende psykosociale intervention set i en bred kontekst. Rashmi Singla cand. psych., M.Sc., Ph.D. specialist i psykoterapi Adjunkt Institut for psykologi Roskilde Universitetscenter, Danmark Anyone can become angry - that is easy. But to be angry with the right person, to the right degree, at the right time, for the right purpose, and in the right way - that is not easy. (Aristotle, The Nichomachean Ethics). Der er uhørt sjældent nogen, som fuldstændig har fået cuttet forbindelsen med deres forældre, jo, de kan have det i en periode, men der sker altid et eller andet i hvert fald med moderen, når de [forældrene] får børnebørn, også selv om faderen er eller var en dansker, så sker der noget. ( En kvindelig professionel ved et være og rådgivningssted, Singla 2006) Baggrund Ungdommen er blevet et fokuspunkt i det senmoderne samfund, hvor de aldersgrænser for ungdomsperioden bliver bredere end for bare halvtreds år siden. Ungdommen er en livsfase med udfordringer, hvor der er muligheder for udvikling og for at blive kvalificeret til den efterfølgende voksenfase, men der er også stor risiko for ikke at klare sig godt. Sagt på anden måde, er det i ungdomslivet, der vindes eller tabes (Mørch, 2001). Når emnet handler om psykosociale interventioner er det vigtigt at se på, hvordan unge som en gruppe har det psykisk. En af de nyere psykologisk undersøgelser om unge i Danmark viser, at næsten hver fjerde unge sommetider føler sig ensom, og hver tiende beskriver sig selv som altid ensom i en senmodern samfund hvor usikkerheden er enorm (Lasgaard, 2006). Disse resultater dokumenterer, at ungdommen er en gruppe, der er psykisk sårbar, og for dem spiller fællesskabet både venner og familien en væsentlig rolle. Når etniske minoriteter er i forgrund i nærværende konferencen, er der en risiko for, at de livscyklusmæssige og samfundsmæssige aspekter som senmodernitet kommer i baggrunden. Psykosociale interventioner for etniske minoritetsunge- omdrejningspunktet i nærværende, inddrager både de samfundsmæssige forhold, de interpersonelle aspekter og personelle aspekter ved de unges situation. Dette oplæg er en kombination af erfaringer fra empirisk forskning og praksis med aldersgruppen 17-18 til 27 år. 1
Praksis er en særlig psykologisk rådgivning for etniske minoritetsunge, der har eksisteret siden 1991(Arenas & Singla, 1995, Singla, 2003) og forskningen er et empirisk projekt, som handler om de unges pardannelse (Singla, 2004, 2006). Teoretiske og metodiske rammer Praksis En belysning af psykosociale interventioner for minoritetsunge indebærer inddragelse af de teoretiske grundlag for såvel praksis som forskningen. Psykosociale intervention defineres som behandling og rådgivning af de unge med psykiske problemer. Interventionen kombinerer generelle aspekter ved psykosociale praksis med særlige aspekter relaterede til etniske minoriteter. Derfor er det relevant at kaste et blik på den nyere psykosociale forskning, vel vidende at der ikke er direkte relation mellem forskning og klinisk praksis. Roth & Fonagy, 2005 beskriver fem forskellige tilgang til psykoterapi: psykodynamisk, adfærds- og kognitiv, interpersonel, systemisk og oplevelsesorienteret. Samtidig påpeger de følgende: We recognize that in clinical practice, few practictioners make use of orientations in their pure form, and in recent years, there have been developments that render classifications based on grand theories less pertinent (ibid, s. 6) Kun få praktikere anvender de forskellige teoretiske tilgange i deres rene form, og i de sidste år er der udviklinger inden for psykosociale interventioner der gør de store teorier mindre relevante. Samtidig nuanceres det at:.. it seems reasonable to argue that a therapist s capacity to intervene flexibly with a range of problems requires at least rudimentary knowledge of a number of the earlier mentioned orientations. En praktikeres evne til at intervenere på en fleksibel måde fordrer mindst en elementær viden af de forskellige tilgange kombineret med en bred kendskab til den kontekst, hvor intervention finder sted. Dermed kan jeg beskrive den ovennævnte praksis TTT 1 s teoretiske rammer som en integrering af de systemiske tilgange med en psykodynamisk og eksistentiel tilgang. Den systemiske tilgang hører til en bred socialkulturel tilgang, hvor interventioner ikke primært retter mod personens symptomer, men mod systemer der fremkalder lidelser. Inddragelsen af familiesystemet for at hjælpe den unge, er en af de tre vigtige principper. Jeg uddyber en række modsætninger og løsningsformer i familieinddragelsen senere i artiklen. De andre to principper handler om: - Nuanceret, konstruktivt forhold til samfundet - En identitet med mange dimensioner 1 De unge bliver henvist til TTT af forskellige systemer som socialforvaltninger, skoler, sundhedssystem eller de selv kontakter TTT. Gennem de 15 år TTT har eksisteret, har ca. 300 unge har modtaget psykosociale intervention inden for disse teoretiske rammer. Der præsenteres også en vignet fra de sidste nye erfaringer senere. 2
Der inddrages bredere samfundsmæssige institutioner såsom den unges skole, arbejdsplads, og medierne i interventionen. De unges oplevelser af inklusion og/eller eksklusion fra disse systemer bliver en væsentlige del af psykosociale intervention. Forskningsprojektet Projektet 2 om pardannelse har også en teoretisk ramme inden for de bred sociokulturelle teorier, hvor de unge opfattes som aktive personer med flerdimensionelle identitet, hvor der lægges særlige betydning til deres relationer (Singla 2004, 2006). Disse teoretiske rammer er afspejlet både i inddragelsen af forældre generationen og metodologi der kombinerer kvantitativ metoder med de kvalitative metoder. Interventionsdel af forskningsprojekt ligeledes kombinerer både interviews med unge med psykosocial interventionserfaringer, interviews med professionelles i Danmark og erfaringer ved nationale samt international organisationer 3. De centrale resultater relaterede til intervention Forskningsundersøgelser påviser en række betydningsfulde sammenhænge. Såvel kæresteforhold som konflikter med forældregenerationen er aspekter, som ofte anses som en del af ungdomslivsfasen. Dette gælder for både majoritetsbefolkningen og etniske minoriteter. En stor del af de unge i undersøgelsen 81 % oplever ikke store konflikter med deres forældre om aktiviteter, der tit betragtes at høre ungdomslivet. Samtidig viser undersøgelsen, at hver tiende unge oplever alvorlige konflikter med forældrene omkring deres parforhold dannelse herunder kæresteforhold. Det er 48 % af interviewpersoner der personligt har oplevet diskrimination, men stort set alle anser diskrimination af etniske minoriteter for at være noget givet, derfor kommer interviewpersonerne med forklaringer på, hvorfor de ikke personligt har oplevet diskrimination bl.a. fordi de er høje uddannede, lyse i huden, taler godt danske mm. I de kvalitative interview fortæller både unge og forældre om, hvordan de håndterer og oplever diskrimination. Mange er i stand til at forholde sig konstruktivt til deres oplevelser af eksklusion. Nogle unge i undersøgelsen har erfaringer med intervention relateret til pardannelsesproblemer. De indgår som en del af komplekse problemer relateret til bl.a. familiedynamikken. Interventionen er primært rettet mod bolig, familierelationer eller personens egen psykiske tilstand. Analysen af unges narrativer om intervention viser, at de fleste svarpersoner betragter interventionen som positiv. De mener, at de fik hjælp, at der blev lyttet til dem, at de fik løsningsforslag og er kun kritiske på få punkter. Dog har den positive vurdering ingen direkte sammenhæng med løsning af problemerne på lang sigt eller i andre forhold af deres liv. Samtidig er der kritik af interventionen fra de unge, og det gælder de, der oplever, at der ikke har været tilstrækkelig opmærksomhed på deres samlede situation, eller hvor aspekter af interventionen beskrives som et pres. Således har en ung kvinde oplevet de professionelles læggen vægt på, at hun flyttede hjemmefra som 2 Både en spørgeskema undersøgelse (n =628) og kvalitative interviews (n=60) med de unge, forældre og de relevante professionelle i feltet, gennemførte i samarbejde mellem undertegnede og Socialforskningsinstituttet i 2003. 3 Der er inddraget erfaringer fra institutioner i feltet fra Sverige og England, som præsenterer vidt forskellige synspunkter om inddragelsen af familien når de unge oplever konflikter med familien angående pardannelse. 3
et pres, mens en anden ung kvinde vurderer, at forældrene ikke blev inddraget nok i en anden form for intervention, nemlig kvindens deltagelse i en pigeklub. Inddragelsen af familien i den psykosociale intervention er væsentligt når de unge oplever problemer relaterede til pardannelse. Forskellige praksisser både i Danmark og i det internationale kontekst peger på denne konklusion. Vi kan placere de professionelles synspunkter langs det følgende kontinuum, afhængigt af familiens inddragelse i interventionen. Total afvisning af familien (vægt på familien som årsag & konflikt som uløselig) dialog/mægling med familien (familie som del af problemet, løsning, konflikt som løselig) En mandlig professionel fra en semi-professionel institution i Danmark, udgør et klart eksempel på afvisning af familien, mens en professionel ved en konsulent institution illustrerer det andet yderpunkt i dette kontinuum. Lignende kategorisk afvisning ses også i SBS 4 (2001), London mens Orienthälsan 5, Stockholm (Lumholdt, 2003) insisterer på at inddrage familien gennem dialog, mægling og/eller parallelt arbejde. Øvrige placerer sig i midten med inddragelse af familien under visse betingelser. Selv om de fleste professionelle inddrager familier i et eller andet omfang, er det bemærkelsesværdigt, at de får en sekundær rolle i interventionen, hvilket også svarer til den relative ignorering. TTTs praksis jf. s. 1 viser en placering i midten, hvor inddragelsen af familien og netværket er en af de bærende principper (Singla, 2006). Nedenstående vignet illustrerer de ovennævnte princippet i psykosociale praksis. Vignetten er anonymiseret ved at ændre på de faktiske oplysninger. Vignet Nurel, en 22 årig ung kvinde med en tyrkisk-kurdisk baggrund, er vokset op i Danmark sammen med sine seks søskende. Hun har en mellemlang uddannelse og arbejdet i en periode. Hun blev gift med mod sin vilje med et fjernt familiemedlem, men boede ikke sammen med ægtefællen. Desuden var en række episoder med vold, herunder seksuelle overgreb fra mandlige familiemedlemmer. Hun havde dog et positivt forhold til et par af søskende. Efter brylluppet flygtet hjemmefra til en anden del af landet - til København og opholdt sig på et centret for kriseramte kvinder. Herfra blev hun henvist til TTT gennem det 4 SBS er ngo i Southhall i London, forholder sig meget kritisk til forældregenerationen, idet de udsætter de unge for pres angående pardannelse og afviser totalt inddragelsen af familien i interventionen 5 Et center i Stockholm forholder sig kritisk overfor det sociale system i Sverige, der er med til at adskille de unge og familien. Centret understreger nødvendigheden af at arbejde parallelt med de unge, selv de unge bliver placeret i en beskyttet bolig 4
sociale system, idet hun havde psykiske symptomer som angst, søvnløshed, koncentrationsbesvær. Nurel beskrev selv, at hun havde oplevet mange konflikter med sine familiemedlemmer, selv om forholdet til dem havde været ambivalent. Hun beskrev episoder, der afspejlede familiens ambivalens: Faderen som både voldsudøver og en der bakkede hende op i hendes uddannelse. Hun var meget bekymret for sin sikkerhed, samtidig ønsket hun lidt kontakt med familien, hvilket fremgik af en uregelmæssige telefonisk/ sms kontakt med en af sine søskende. Hun blev delvis ekskluderet på uddannelsesinstitutionen. I den første akutte fase af den psykosociale intervention, fik Nurel et nyt identitet og navn, men blev ved med at være meget angst for voldelige handlinger fra familien. Der blev fokuseret på hendes psykiske tilstand, aktuelle familierelationer og uddannelse/ jobmæssige planer. I sammenhæng med hendes oplevelser af at blive delvist socialt ekskluderet på uddannelsesinstitutionen, blev der fokuseret på hendes placering i samfundet som etnisk minoritet, som indebærer risiko for racediskrimination. Hun blev motiveret til at kunne bruge dette til at lægge positive strategier for al klare sit liv. I den anden fase af interventionen var der fokus på at genetablere kontakt med familien. Selv om hun var meget afvisende overfor psykologens forslag i starten, tillod hun senere kontakten med familien, dog kun gennem indirekte kontakt mellem hendes og familiens fælles almenpraktiserende læge. Der var et langt forløb med forhandlinger mellem Nurel og hendes familie gennem lægen og psykologen. Resultater blev, at faderen nægtet at mødes med hende, men samtidig sikrede han, at der ikke ville ske nogle voldelige handlinger mod Nurel, hvis hun bliver boende langt væk fra deres by. Det parallelle arbejde med Nurels familie førte til en meget positiv udvikling for Nurel, idet hun ikke længere var bange for sit liv og kunne koncentrere sig om et etablere et nyt netværk, nyt parforhold og bolig. Desuden motiverede hendes forståelse af eksklusioner som etniske minoriteter på uddannelsesinstitutionen hende til at påbegynde en anden uddannelse, hvor der var rummelighed og evt. store jobmæssige muligheder. En evaluering af den psykosociale intervention peger på at ændringerne, eksempelvis sikring fra familien, som en acceptabel løsning. De førte i dette tilfælde til ro og stabilitet for begge partere inden for de komplekse, konfliktfyldte rammer. Løsningen er dog ikke fuldstændigt optimal. Vignetten illustrer de mangfoldige dimensioner der bliver inkluderet i interventionen. Dette fører til en inkluderende model for intervention dækker forskellige niveauer dog med hovedfokus på det interpersonelle niveau. Dermed vi kan sige at praksisbaserede viden samt forskningsresultater danner grundlag for en inkluderende model af psykosocial intervention, der bliver præsenteret i her. En inkluderende model for den psykosociale intervention Det samfundsmæssige niveau 5
Modellen fokuserer på både køns - og racediskrimination i interventionspraksis. I denne praksis er det strukturelle niveau omfattet af tre arenaer: Etniske minoriteters deltagelse i arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og juridiske placering i samfundet. Størstedelen af de unges og af forældrenes narrativer viser oplevelser af eksklusion og marginalisering i hverdagen. Narrativerne viste processer af marginalisering, eksklusion og forskelsbehandling mod dem der defineres anderledes på grund af etnisk gruppemedlemskab eller hudfarve. Selv om der er meget komplekse forhold mellem de samfundsmæssige processer og handlinger hos den enkelte person med etnisk minoritetsbaggrund, retter de unge og de professionelle opmærksomheden på betydningen af marginalisering for en række problemstillinger relateret til pardannelser. Et eksempel er de unges følelser af begrænsede valgmuligheder, frihed og lighed i forbindelse med en restriktiv lovgivning for familiesammenføring. Det opleves generelt som en restriktion, på trods af lovgivningens hensigt om at forhindre arrangerede og tvangsægteskaber. Modellen forholder sig til racisme og forskelsbehandlingens processer, der påvirker de ovennævnte arenaer, og socialpsykologisk set kan dette føre til følelser af at være udenfor, at være anden rangsborger og usikker. Mulige konsekvenser kan være manglende fleksibilitet mellem generationer, og dermed risiko for flere pardannelsesproblemer bl.a. pres og tvang i indgåelse af ægteskabet i sammenhænge med de eksisterende kulturelle praksisser for gruppen. Arbejdsmarkedsarenaen opfordres specielt til at fremme en række foranstaltninger der bekæmper diskrimination. Interventionen kan være med til at støtte de etniske minoritets krav om reel ligestilling på arbejdsmarkedet, hvilket er i modstrid med mediernes syn på kvinderne som ofre. Ligeledes fordrer arenaen om den offentlige mening bl. a. præget af kulturelle udtryk af fjendtlighed, en interventionspraksis der bidrager med et nuanceret og dækkende billede af pardannelse. Det er påfaldende, at ganske få professionelle i Danmark fokuserer samtidig på racisme og sexisme, i modsætning til professionelle i Storbritannien. Angående den restriktive juridiske arena, ser interventionspraksissen på både de positive og negative konsekvenser. F.eks. beskrives en aldersgrænse på 24/28 år for familiesammenføring som en positiv faktor for unges deltagelse i uddannelsessystemet, hvilket desuden forøger den unges chancer på arbejdsmarkedet. Samtidig beskrives den som en negativ faktor, der indebærer en indskrænkning af frihed og menneskerettigheder. Gennem studier af den juridiske praksis på dette felt i andre lande, kan man formentlig finde frem til løsninger, der sikrer de positive skrive udfald med kun få negative resultater. De negative diskurser om etniske minoritetsunge er også indirekte med til at stigmatisere deres pardannelse som fænomen, og det problematiserer dermed etniske minoriteter. Nationalitet skabes delvist ved negationer; Vi identificerer os ved at være anderledes end andre, og vores etniske minoriteter fungerer som binære oppositioner i den nationale identitetskonstruktion. Forskeren Sen, London (i Syberg, 2006) ser eksempelvis kritisk på den Skandinaviske model, og den måde den forholder sig til etniske minoriteter, herunder vold mod kvinder. Når mænd med etnisk minoritetsbaggrund begår vold mod kvinder, opfattes det som en del af deres kultur. Men når Skandinaviske mænd begår vold mod kvinder, opfattes det som en afvigelse fra kulturen. Hun konkluderer at kultur har betydning, men det er ikke kun minoriteter, der har kultur. Der sker en overfokusering på kulturforskelle i feltet. Ved at overfokusere på kulturforskellene er man med til at skabe 6
endnu mere afstand mellem minoritet og majoritet samt yderligere marginalisering og lukkethed blandt minoriteter. Ifølge modellen opfattes kultur som foranderlig, (Baumann 1998), og kultur er både noget man har og noget man skaber. Derfor er det væsentligt, at andre faktorer som magtpositioner også inddrages. Derfor fordres der et paradigmeskift, så opmærksomheden flyttes bort fra ensidig fokus på kulturforskelle og opfattelse af kultur som uforanderlig. Realistisk set er et paradigmeskift måske en utopisk tanke, taget i betragtning af de sociopolitiske forhold på nationalt og internationalt plan. En inddragelse af samfundsmæssige faktorer som fx. moderniteten og ungdommens særlige betingelser, er en del af interventionen. Modellen bidrager til både forebyggelse af problemer og intervention ved at udbrede viden om samfundsmæssige processer til såvel embedsmænd, politikere, professionelle som brugere - de unge og deres forældre, samt eventuelt hele den etniske minoritetsgruppe. Manglende opmærksomhed og handlinger på dette niveau er med til politisk mediehetz og evt. manglende menneskerettigheder og manglende omsorg for etniske minoritetsgrupper. Det interpersonelle niveau Forebyggelse af og intervention i forbindelse med problemer ved pardannelse kræver en indsats både for og imod familien. Det er nødvendigt at øge opmærksomheden på gensidig afhængighed (interdependency mellem generationerne) og på, at denne gensidige afhængighed sameksisterer med trang til egne rettigheder. De unge behøver både-og, både eget valg og familiens accept. På linje med et par professionelle i Danmark, kan man sørge for konferencer med dialog mellem generationerne med henblik på forebyggelse, hvor forældrene indgår som ligeværdige og bliver lyttet til - ikke kun af de unge, men også af de professionelle. Dialogkonferencen udgør et rum, hvor man kan få forældrene i tale, inden konflikterne går i hårdknude. En del af modellen er transformativ empowerment betragtet som et produktiv grå zone mellem action forskning og social forskning, og handler om såvel den subjektive dimension( selvstyring) som objektive dimension (samfundsskabte betingelser) (Andersson, 2006).Dette indebærer både et alternativ problemdefinition, synliggørelse af ressourcer, evnen til kreativ problemløsning og et kritisk perspektiv til magtsystemet. Dette perspektiv endvidere indebærer en forbedring af institutioners handlingskapacitet og praksis. Empowerment i modellen kan anses som vertikale idet der er styrkelse af familiens magtpositioner opad i forhold til de professionelle og systemerne. Derudover involverer empowerment begge generationer i det omfang det er muligt og betragtes som styrkelse af både de unge og deres forældre. Interventionen derfor involverer arbejde på tværs af generationerne og bidrager til en fælles forståelse og vækstmuligheder i familierne. Når problemer behandles, inddrages forældrene i større eller mindre omfang i interventionen, afhængig af konteksten ( jf vignetten). I såvel den internationale som i den nationale forsknings- og praksislitteratur foreslås det, at interventionen medvirker til at skabe dialog mellem unge- og forældregenerationen, med henblik på at etablere eller 7
genetablere et konstruktivt forhold mellem de to generationer. Der arbejdes parallelt med familien, når der opstår alvorlige intergenerationelle konflikter. Formålene i arbejdet med familien kan være mange, lige fra at formindske eller fjerne trusler fra forældregenerationen til at skabe kompromiser og forsoning, gerne med både mandlige og kvindelige familiemedlemmer. Hensynet til de unges egne definitioner af konflikter bliver en del af praksis, for de professionelle, der intervenerer. Etiske overvejelser og de moralske regler for kontakten mellem den professionelle og klienten er en vigtig del af modellen. Hvis de to generationer vælger ikke at tale sammen, på trods af bestræbelser til at få dem til at kommunikere, så er det også et resultat. Det skal ses i lyset af, at en række professionelle har observeret, at de fleste unge, der bryder med familien grundet pardannelsesproblemer, genoptager kontakten med familien før eller senere (Jf. citatet s.1). Det personlige niveau Interventionsmodellen lægger vægt på et flerdimensionalt perspektiv på de unges situation med fokus på både deres rettigheder og pligter i samfundet. De unge og deres forældre betragtes som aktive personer og ikke bare som passive modtagere af information. Interventionen inkluderer oplysninger om, hvordan det er at være ung i det moderne samfund, forskellige former og konsekvenser af seksuelt samvær og pardannelse for de unge - både kvinder og mænd (Tireli, 2003, Singla, 2003). Analysen i nærværende undersøgelse dokumenterer, at både unge kvinder og mænd oplever problemer relateret til pardannelser, dog kan der være forskelle i problemstillingernes art og omfang. Hvis den unge føler sig truet og utryg, sigter modellen på at sikre trygge rammer på kort sigt og derefter at arbejde med den unges relationer på længere sigt. For at fremme overskueligheden og trygheden udgør en forklaring af de professionelles rolle, institutionen, dens kultur og placering i det sociale system samt hovedtrækkene i det danske velfærdssystem, alt efter den unges og forældrenes behov, derfor også en del af interventionen. Modellen fremhæver åbenhed og opfattelsen af den enkelte person som unik, med eller rettere sagt, på trods af den sociologiske, kulturelle og antropologiske baggrundsviden om den etniske minoritetsgruppe. Det handler om de professionelles lyst til at imødekomme og inddrage unges synspunkter. Som professionel foretager man en grundig afklaring af eget ståsted og etiske perspektiver, især egen etnocentrisme. Det grundlæggende ulige magtforhold mellem den unge og den professionelle minimeres dermed i modellen. Den professionelles grundopfattelse af den unges identitet som flerdimensional, bindestregs- eller unidimensionel bliver inkluderet som overvejelser i forbindelse med interventionen; Modellen er derfor ikke værdineutral. Selv om den unge er med til at definere sin identitet og livsverden, hælder vores forståelsesrammer i retning af en flerdimensional identitet, præget af ambivalens, refleksioner og kulturel blanding med plads til elementer fra både den danske kultur, diasporakonteksten forældrenes oprindelseslandes kultur og den internationale ungdomskultur. Disse opfattelser bliver yderligere bekræftet af indisk-britisk samfundsforsker Amartya Sens (2006) påpegning af multiple identitet i modsætning til singulær identitet for at sikre harmoni på forskellige plan. 8
Afdækning af spiritualitet og religiøse tilhørsforhold er også en del af interventionen og den professionelles ansvar. Løbende evaluering af de unge, forældrene og de professionelle er også væsentlig, ligesom udveksling af viden og erfaringer på tværs af faglige, sektorale, etniske og nationale grænser er det. Til sidst er det vigtigt at påpege, at fleksibilitet og parathed til at samarbejde med såvel brugere som de andre involverede partnere karakteriserer interventionen. Modellen gør op med nogle gængse tankegange og kan opfattes som forholdsvis ressourcekrævende, men udgør forhåbentlig en god investering på lang sigt for både den unge, familien, og forholdet mellem etniske grupper og det danske samfund som helhed. Modellen for psykosocial intervention forsøger at inkluderer de forskellige niveauer og aktører, der er med til at skabe de problemer for de etniske minoritetsunge. Vi kan konkludere, baseret på såvel praksisviden som forskningen i feltet, at psykosociale intervention for etniske minoritetsunge, er et udfordrende område i stadig udvikling, og at det kræver både kendskabet til og inddragelse af deres brede kontekst samt til de forskellige muligheder inden for praksis. Forhåbentlig er den ovennævnte model med til at udfordre og inspirere andre i feltet og samtidig skabe en forbedret praksis for de etniske minoritetsunge. 9
Litteratur Andersen, John (2005) Empowerment perspektiver - vejen frem til en kritik handleorienteret social forskning, Social Kritik, vol. 101, s. 60-75. Arenas, Julio & Singla, Rashmi (1995) Etnisk minoritetsungdom i Danmark - om deres psykosociale situation, København, Dansk Psykologisk Forlag. Baumann, Gerd (1999) The Multicultural Riddle: Rethinking National, Ethnic, and Religious Identities, New York, Routledge. Larsgaard, Mathias (2006) Ensom blandt andre, Psykolog Nyt, nr. 5, 10 marts, s. 3-8. Lumholdt, Helene (2003) Frigörelse inom familjen, Psykolog Tidningen, nr.1. Mørch, Sven (2001) Social Identitet og Integration hos Etniske Unge, Psyke & Logos tema Transkulturel Psykologi Nr.1, Årgang 22, p.224-243. SBS (Southhall Black Sisters) (2001) Forced Marrriages; An Abuse of Human Rights One Year After A Choice by Right, Interim Report, South Hall Black Sisters Trust, London. Syberg, Karen (2006) Når indvandrermænd slår ihjel, dagbladet Information, 8.3. Roth, Anthony & Fonagy, Peter (2005) What Works for Whom: A critical review of Psychotherapy Research, New York, Guilford Press. Sen, Amartya (2006) Identity and Violence: The Illusion of Destiny, New Delhi, Penguin. Singla, Rashmi (2004) Youth Relationships, Ethnicity and Psychosocial Intervention, New Delhi, Books Plus. Singla, Rashmi (2006) Den eneste ene: Pardannelse blandt etniske minoritetsunge Vordingborg, Akademia.dk (www. Akademia.dk). 10