GRUNDTVIGS BARNDOM OG UNGDOM (1783-1810)

GRUNDTVIGS BARNDOM OG UNGDOM (1783-1810) 1. og et par af Grundtvigs lovsange: Lovsynger Herren, min mund og mit indre (DDS 3) Alt, hvad som fuglevinger fik (DDS 10) 1783 Født den 8. september i Udby på Sydsjælland. 1792 Undervisning og opvækst i Thyregod Præstegård i Jylland. 1800 Student i Århus. 1803 Teologisk kandidat i København. 1805 Huslærer på Langeland. 1808 Historielærer i København. 1810 Afgangsprædiken fra universitetet og personlig krise. Grundtvigs barndom og ungdom (1783-1810) Den 8. september 1783 blev Grundtvig født i Udby, der ligger mellem Vordingborg og Præstø. Hans mor hed Cathrine Marie, og hans far var præst og hed Johan. Grundtvig blev døbt med tre fornavne, Nikolaj Frederik Severin, men han blev kun kaldt Frederik. Han var nummer fem i søskendeflokken og havde tre brødre og en søster. Hans far var ganske luthersk i sin forkyndelse og tog afstand fra rationalismen (nærmere omtale af rationalismen findes i indledningen om Grundtvigs samtid). I præstegården boede også en gammel kone, der før havde taget sig af husholdningen, men nu mere gik til hånde med lidt af hvert. Hun sang for børnene og fortalte historier for dem, og mon ikke det var en medvirkende årsag til, at Grundtvig blev, som han blev. Da han var 6 år, begyndte han at få undervisning, og som 9-årig blev han sendt 11

til Thyregod, der ligger mellem Vejle og Herning. Præsten i Thyregod var en ven af familien og havde i nogle år været huslærer for Grundtvigs brødre. Han var ligesom Grundtvigs far en god lutheraner, og hos præsten i Thyregod gik Grundtvig i skole sammen med flere andre. Han kom kun hjem en gang om året, så forældrenes indflydelse kan ikke have været stor. I Thyregod blev han også konfirmeret, og han blev i Thyregod, indtil han i 1798 kom på Aarhus Katedralskole. Herfra blev han student to år senere, og derefter flyttede han til København for at læse teologi. Studiet var ikke det, der optog ham mest, og han gik formodentlig kun i kirke, når han var på besøg i Udby. I København hyggede han sig med andre studenter. Spillede kort og gik på værtshus. Læste en del for sin egen fornøjelses skyld og indtog de varme måltider hos en morbror. I 1801 skrev han et skuespil, som han indleverede til Det kongelige Teater, men han fik manuskriptet tilbage, uden at det var antaget. Optaget af danmarkshistorien var han også, men størst betydning for ham fik vel de forelæsninger, han fulgte i filosofi i 1802. Foredragsholderen var hans fætter, Henrik Steffens, som havde stiftet bekendtskab med romantikken i Tyskland. Romantikken var et opgør med rationalisternes dyrkelse af fornuften, og i romantikken spillede følelser og fortællinger en væsentlig rolle. Umiddelbart var Grundtvig ikke så begejstret for forelæsningerne, men senere fik romantikken afgørende betydning for hans liv og forfatterskab. Med til historien hører også, at han mistede to af sine brødre i henholdsvis 1800 og 1803 og sin søster i 1805. I 1803 afsluttede han det teologiske studium, og i de følgende par år læste han en del historisk litteratur og havde vel planer om at blive digter en dag. Men planer kunne han ikke leve af. Han havde endnu ikke holdt sin afgangsprædiken fra Universitetet, og han havde vel heller ikke rigtig lyst til at blive præst. Da han i 1805 fik nys om en stilling som huslærer på godset Egeløkke på Langeland, søgte han stillingen og fik den. På Egeløkke skulle han undervise godsejerparrets søn, og kort efter ankomsten blev han stormende forelsket i fruen, Constance Steensen de Leth. Han skrev hemmelige digte om hende og til hende. Der var noget, der rev benene væk under ham, og i Constance 12

anede han et glimt af lykke og af evighed. Nu forstod han for alvor, hvad romantikken var og betød. Der er ikke noget, der tyder på, at forelskelsen var gensidig, men der er meget, der tyder på, at forelskelsen fik betydning for hans livssyn og poetiske udvikling. I tiden på Egeløkke næredes tanken om at blive digter, og han skrev en del poesi og flere historiske skrifter. I marts 1808 udkom hans første bog. Den hed Maskeradeballet i Danmark og handlede om kærlighed til fædrelandet. Hensigten var at få det danske folk til at vedkende sig sin historie og vågne op til dåd efter nederlaget til englænderne ved Københavns bombardement i 1807. En måneds tid senere forlod han Egeløkke og flyttede på kollegium i København. Han blev ansat som lærer på en privatskole, hvor han underviste de ældste elever i historie og geografi, og netop historie havde Grundtvig en særlig forkærlighed for. I årets løb skrev han både en lærebog i historie og en bog om Nordens Mytologi, og også i de følgende år lå fædrelandet og historien ham på sinde ligesom det også lå andre forfattere og kulturpersoner i samtiden på sinde. I 1810 blev hans far på 76 år syg, og han havde svært ved at overkomme sit embede i Udby. I marts skrev begge forældre til Grundtvig og bad ham om at komme hjem og bistå sin far, men Grundtvig vægrede sig ved det. Den 17. marts holdt han sin afgangsprædiken fra Universitetet og gjorde opmærksom på, at det ikke var en prædiken for almindelige folk, men for fagfolk. Han angreb nemlig den rationalistiske forkyndelse klart og kontant, men prædikenen var samtidig en nødvendig afklaring for at finde ud af, hvor han selv stod. I studietiden havde han været forholdsvis kritisk og rationalistisk i sit forhold til kristendommen, men med sin afgangsprædiken vedkendte jeg mig troen på kristendoms nødvendighed (skrev han i 1815). Han fik udmærkelse for sin prædiken, og senere valgte han at lade den udgive. I maj udkom den i et hæfte med titlen Hvi er Herrens ord forsvundet af Hans hus?, og så blev der ballade. Flere præster protesterede mod indholdet, og en underskriftsindsamling blev sat i gang, men der var dog kun seks, der skrev under. I løbet af foråret 1810 forsøgte forældrene igen at få ham til at komme til Udby som hjælpepræst, men det ønskede han ikke. Sommeren igennem foretog han sig ikke så meget, og da forældrene i september endnu engang bad ham om at 13

hjælpe sin far, afviste han dem igen og gav udtryk for, at han hellere ville hellige sig historien. Men nogenlunde samtidig søgte han dog stilling som præst i Præstø. Efteråret blev ret turbulent. Han kunne ikke finde ud af, hvad han ville, og han spurgte sig selv, om han nu også var kristen (nok). Der er ingen tvivl om, at det var en svær tid for ham, og en efterårsaften, mens han læste historie, sprang han pludselig op og han fortæller selv: som greben af en mægtig ånd, der kaldte mig til reformator. Derpå fulgt et par måneder af stolt, men stille sværmeri, hvori jeg første gang siden min barndom for alvor læste Bibelen, især profeterne, Luthers og Kingos salmer, bad og grublede over, hvordan en reformation, især med pen og blæk, i vore dage lod sig udføre. Han spurgte også sig selv: Er du selv en kristen? og har du dine synders forladelse? Den 5. december 1810 havde hans far været præst i 50 år. I den anledning havde Grundtvig skrevet en hyldest på vers, og få dage efter skrev hans far og takkede for digtet og gav ved samme lejlighed udtryk for, at han ikke bebrejdede ham noget. Nogenlunde samtidig begyndte Grundtvig at skrive et digt, han kaldte En barnesang. Det var det digt, som vi nu kender i en forkortet udgave som Dejlig er den himmel blå. De fleste af de oprindelige 19 vers er ifølge hans egne oplysninger skrevet den 2. og 12. december. De sidste er først skrevet, efter at han var kommet hjem til Udby (se nærmere omtale i kapitel 3). En dag efter den 12. december fandt hans venner ham nemlig sengeliggende. De sendte straks bud efter hans onkel, som var læge, og han konstaterede, at Grundtvig ikke led af en legemlig sygdom. En af vennerne påtog sig da at bringe ham hjem til forældrene, og nogle dage før jul drog de af sted. Grundtvig var svag og forvirret, og undervejs overnattede de på Vindbyholt Kro mellem Fakse og Præstø. Her kulminerede krisen, og om natten sloges Grundtvig med Djævelen, som ifølge hans eget udsagn havde skikkelse af en slange, men til Udby nåede de den følgende dag. Mellem jul og nytår kom Grundtvig nogenlunde til sig selv igen, og han rejste tilbage til København for at søge om lov til at blive hjælpepræst for sin far. Hans ansøgning kunne dog ikke umiddelbart imødekommes. Teologerne i København havde ikke glemt 14

hans afgangssalut : Hvi er Herrens ord forsvundet af Hans hus? Først efter at Grundtvigs onkel, biskop Balle, havde lagt et godt ord ind for ham, fik han lov til at blive præst, og i juni 1811 blev han indsat i embedet i Udby. Lovsange Lovsange er salmer, der lovpriser Gud. Det er der ganske vist også mange andre salmer, der gør, men lovsangene har en særlig karakter. Ordet lov har her intet med regler og paragraffer at gøre. Ordet er derimod i slægt med det engelske ord for kærlighed, love. I lovsangene lover man Gud hengivenhed, og man løfter sin sjæl og sit sind til Herren. Blandt lovsangene (DDS 1-14) er bl.a. Lover den Herre, den mægtige konge med ære (DDS 2), Lovsynger Herren, min mund og mit indre (DDS 3) og Min sjæl, du Herren love (DDS 12). Bemærk også ordene lov, pris og tak i evighed i DDS 6,1 og lovsynge Gud, for han er god i Alt, hvad som fuglevinger fik (DDS 10). Lovsangene er inspireret af nogle af Salmerne i Det gamle Testamente, og som eksempler kan nævnes Salme 92,2 hvor der står: Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit navn, du den Højeste Og Salme 30,5: Lovsyng Herren, I hans fromme, tak hans hellige navn! Lovsynger Herren, min mund og mit indre (DDS 3) Salmen blev trykt første gang i 1836 i det andet af de salmehæfter, som med tiden blev til Grundtvigs såkaldte Sangværk til den danske kirke (mere herom i kapitel 4). Salmen er fra ende til anden en opfordring til at lovsynge Gud, og lovsynger (i vers 1) er en grammatisk bydemåde, et imperativ, der svarer til pris Herren i Salmernes Bog 103 i Bibelen. Hele salmen er en gendigtning af Salme 103. (Se eventuelt Gendigtede stykker af Bibelen på side 1407 i Salmebogen og bemærk, at både DDS 2 og DDS 12 er skrevet over samme 15

tekst.) Allerede i de første århundreder i kirkens historie benyttede man sig ved gudstjenesterne af Salmer fra Det gamle Testamente, men først i 1500-tallet med Martin Luther blev det almindeligt, at gendigtninger af disse salmer blev benyttet til fællessang. I 1524 skrev Luther Af dybsens nød, o Gud, til dig (DDS 496) som en gendigtning af Salme 130 i Bibelen, og den er det første eksempel, vi kender til af slagsen. Senere fulgte der mange andre, og som eksempel kan nævnes når det nu er lovsange, det drejer sig om Giv mig, Gud en salmetunge (DDS 4), som gengiver Bibelens Salme 92. Vers 1: Lovsyng Gud med både ord og tanker, og lad sindet favne Helligånden, når du synger. Toner skal tindre, som også stjernerne gør det, og lovprise Guds (høj)hellige navn. Betegnelsen Jehova er en forkert gengivelse fra hebraisk af Guds navn (og har ikke noget med Jehovas Vidner at gøre). I vore dage benytter man sig i stedet af betegnelsen Jahve for Gud. Bemærk at konsonanterne i Jehova og Jahve (JHV) er de samme. Det er kun vokalerne, der er forskellige. Vers 2: Menneske, husk, at du tidlig og sent skal lovprise Gud, fordi han evig og altid er god (jævnfør denne bogs titel). Han tilgiver dine synder i massevis (en skok er en gammel mængdebetegnelse og lig med 60), og han råder bod på al din elendighed (se også han råder bod på støvets ve og vånde, DDS 10,1). At Gud råder bod betyder, at han udbedrer skaderne og vender vores elendighed til noget bedre. Vers 3: Løskøbt betyder befriet, og Gud har befriet mennesket ( dig ) fra Helvedes fængsel (jævnfør Salme 103,4: Han udfrier dit liv fra graven ), og han kroner dig med godhed og barmhjertighed (citatet er fra Salme 103,4), og igen med et citat fra Salme 103: han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn. Solfuglen refererer til ørnen i Salme 103, men Grundtvig tænker sikkert også på fuglen Phønix, som i græsk mytologi genopstår af asken. Vers 4-10: Grundtvig fortsætter med at gengive Salme 103, 8-22: 16

Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab. Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; han gengælder os ikke vore synder og lønner os ikke efter vor skyld. Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham, og hans retfærdighed mod børnenes børn, mod dem, der holder hans pagt og husker hans bud og følger dem. Herren har grundfæstet sin trone i himlen, han hersker som konge over alle. Pris Herren, I hans engle, I stærke krigere, der udfører hans befaling i lydighed mod hans ord. Pris Herren, alle hans hære, hans tjenere, der udfører hans vilje. Pris Herren, alle hans skaberværker overalt i hans rige. Min sjæl, pris Herren! 17

Mon ikke bibelcitatet er forklaring nok til at forstå, hvad Grundtvig har skrevet. Sammenlign selv den bibelske tekst med Grundtvigs vers og overvej, om Grundtvig holder sig til det, der er meningen i salmen fra Det gamle Testamente. Alt, hvad som fuglevinger fik (DDS 10) Salmen blev trykt i Dansk Kirketidende i september 1851, mens Grundtvig var præst i Vartov, og dengang havde den overskriften Lovsang. Med tiden kom den med i Grundtvigs hæfte med Festsalmer, som man med mellemrum brugte, når der var gudstjeneste i Vartov (omtales nærmere i kapitel 6). Vers 1: Salmen indledes med en opfordring til at lovsynge Gud, for(di) han er god (sammenlign med DDS 3,2: for han evig er god og DDS 41,1: Han er så rig, han er så god ). Alle fugle og alt og alle, der kan synge som fuglene, skal lovprise Gud, fordi han er nådig og råder bod (jævnfør forklaringen til DDS 3,2) og gør noget godt ved menneskets (lig med støvets ) smerte og gråd (lig med ve og vånde ). Vers 2: Mennesket (lig med du ) har en mulighed for både i ord og i tanker at løfte sin sang og sin taknemlighed til Gud, og åndedrættet (lig med åndefang ) er allermest fri, når det sker. Vers 3: Er der på jorden mon noget væsen, der så meget som mennesket trænger til Guds nåde. Det var netop dig, Hans nåde forsøgte at finde, da den kom til verden på forunderlig ( underlig ) vis i Jesus (lig med vor Herre ). Vers 4: Vågn derfor op og lovsyng Gud, og pris din skaber og frelser! I kraft af sin nåde fik Gud øje på dig, og ved Helligåndens hjælp (lig med Trøsteren ) øser Han sin kærlighed ud over os. Skaber i tredje linje er lig med Gud Fader, og genløser i samme linje er lig med Guds Søn. Trøsteren i sidste linje er lig med Gud Helligånd og er en gammel oversættelse af et bibelsk ord, der nu oversættes med talsmand. Ifølge Johannesevangeliet 14,16 og 14,26 siger Jesus: og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid og Talsmanden, Helligånden, som 18

Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Grundtvig omtaler i øvrigt Helligånden både som talsmand og som trøster i Talsmand, som på jorderige (DDS 294) se mere om den i kapitel 6. Vers 5: Så fortæl alle fugle og alle engle, der synger så smukt, at du vil kappes med dem ( i væddestrid ) om at lovprise Gud til evig tid. Ånde, røst og vinger er for mig at se lig med de muligheder, man har for at lovsynge Gud. Til eftertanke og samtale 1) For at få et indtryk af, hvor mange af Grundtvigs salmer, der er med i Salmebogen, kan man slå op under afsnittet om Salmernes forfattere og finde Grundtvig på side 1348. 2) Overvej om der findes et mere nutidigt ord, der dækker, hvad ordet lovsang betyder. 3) Kig på lovsangene i Salmebogen (DDS 1-14) og læg mærke til, hvilke der er skrevet af Grundtvig. 4) Sammenlign Lovsynger Herren, min mund og mit indre (DDS 3) med citatet fra Salme 103 i Bibelen. Overvej hvor god Grundtvig er til at gengive den bibelske tekst på vers, og giv ham karakter på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er det laveste og 5 er det højeste. 5) Lav en fortællende gengivelse af det sidste vers i Lovsynger Herren, min mund og mit indre. 6) Hvordan beskrives Gud i DDS 10? Find direkte citater. 7) Placer de to lovsange af Grundtvig i forhold til rationalisme og romantik. Hvad minder de mest om? 19