SÅDAN EN SOM DIG - Når voksne konstruerer og typificerer børn Af: Anne-Lise Arvad, 18 års erfaring som dagplejepædagog, pt ansat ved Odense Kommune. Han tager altid legetøjet fra de andre, så de begynder at græde. Jeg oplever, at et barn hurtigt bliver sat i bås som værende f.eks. aggressiv, drilagtig osv. Uden anden baggrund end en hurtig konklusion. Den voksne er ofte ikke selv opmærksom på, at der er opbygget et konstrueret barn, og den voksnes billede af barnet er ofte svært at rokke ved. Samtidig kan det være svært for den voksne at se, at det måske ikke er den objektive sandhed, der er dannet omkring barnet. Det kan være svært for barnet at komme ud af den rolle, som er konstrueret omkring det. Men hvad enten vi vil det eller ej, så konstruerer og typificerer vi alle. Arbejder vi med børn, har vi en vigtig opgave i at sætte fokus på og reflektere over vores konstruering af et barn, som i visse tilfælde kan skade interaktion og relation mellem voksen og barn. Vi har alle behov for at opnå og vedligeholde relationer til andre mennesker. For at vi kan få en god livskvalitet har vi brug for, at andre anerkender os og ser os som værdifulde, at mærke at andre synes, vi er gode nok. Men for at vi kan få en god interaktion og relation til andre, skal vi, fra vi er helt små, guides af kompetente voksne, således at vi kan lære at blive socialt kompetente. Hvorfor konstruerer og typificerer vi hinanden? Vi har alle et indre kort over, hvordan vi synes, verden skal se ud for at være rigtig eller forkert. Dette kort er tegnet og sat sammen af vore erfaringer fra vores opvækst, de valg vi har truffet, og den kultur vi lever i. Vores samfund forudsætter, at vi har nogle normer og værdier, der må accepteres af alle, så det kan eksistere: f.eks. respekt for loven og ikke voldelig konfliktløsning. Herudover er der andre normer, som ikke behøver at være fælles for alle: f.eks. vores forskellige opfattelser af, hvordan man bør leve sit liv. Vore moralske love og værdier er individuelle. At vi sætter hinanden i bås er helt almindeligt. Vi konstruerer og typificerer alle hinanden. Vi danner et billede af, hvem den anden er ud fra mange signaler kropssprog, mimik, kropsholdning og udseende tøj, piercinger, tatoveringer, frisure og ikke mindst vores sprogbrug, hvor mange aspekter spiller ind. Vores livshistorie er afgørende for vores identitet. Vi har mange livsfortællinger, som sættes sammen og hele tiden bliver fortalt i nye variationer. Alle historier er lige vigtige og rigtige for den enkelte.
Hvilke konsekvenser har det for barnet? Inden for de seneste 30 år er der sket et paradigmeskift i forskning af barnets udvikling i relationer. Tidligere teorier betragtede barnet som en ubeskreven tavle med faste, systematiske udviklingstrin, hvor det ene udviklingstrin blev afløst af det næste. Professor i psykologi og forsker Daniel Stern publicerede banebrydende forskning, som viste, at barnet fra fødslen er et socialt individ, der har evnen og viljen til kontakt og til at indgå i samspil med andre mennesker. Den tidligere teori at barnet socialiseres af voksne, der har til formål at forme det blev erstattet af Daniel Sterns teori om, at barnet indgår i gensidige relationer og selv er med til at socialisere sig i samspil med andre. Ifølge Stern bliver man sig selv gennem en bekræftende relation med andre. Barnets udvikling er afhængig af de voksnes måde at indgå i interaktion og relation med barnet, og kvaliteten af samspillet er altafgørende for barnets udvikling. Dette betyder, at de relationer, der skabes mellem barnet og de voksne i f.eks. institutioner eller skoler, er afgørende for, om de relationelle forhold er udviklingsstøttende eller -hæmmende. Det barn, der i dets hverdag møder voksne, som danner sig billeder af barnet som en bestemt type, bliver mødt med bestemte forventninger, afhængig af den type, barnet er konstrueret til at være. Det vil blive mødt af voksne, der opfatter dets identitet som sådan en som dig. Mille på 3 år går i institution. Da hun skal udenfor, siger hun til den voksne: Jeg kan ikke selv tage min jakke på. Den voksne møder barnet med anerkendelse og siger til barnet: Kom så skal jeg hjælpe dig. Den voksne guider barnet, mens de snakker om, hvordan hun kan gøre. Mille er stolt, hun kunne alligevel næsten selv. Magnus på 3 år går i institution. Da han skal udenfor, siger han til den voksne: Jeg kan ikke selv tage min jakke på. Den voksne siger: Selvfølgelig kan du det, du er en stor dreng på 3 år. Her tag den nu på. Magnus tager sin jakke og står med den i hånden. Kom nu, siger den voksne. Tag nu den jakke på, din mor er her ikke til at hjælpe. Den voksne går, Magnus smider jakken og løber ud uden sin jakke på. De to børn er blevet mødt af den voksne ud fra to vidt forskellige børnesyn. Mille er mødt med anerkendelse af, at hun har en opgave, hun synes er svær, nemlig at tage sin jakke på. Mille bliver guidet til at løse sin udfordring af en voksen. Mille bliver stolt og får tillid til, at nu kan hun selv. Næste gang hun står over for en udfordring, tror hun på, at hun godt kan klare det. Magnus er konstrueret: Når man er 3 år, skal man kunne tage sin jakke på selv. Samtidig er han konstrueret med billedet af en servicemor - din mor plejer at servicere dig. Magnus bliver bekræftet i, at han ikke kan selv. Ingen vil hjælpe ham, og de voksne bliver sure på ham. Han får
ikke tillid til, at han kan selv, og han får ikke tillid til, at han kan regne med hjælp fra de voksne. Næste gang, han står i en udfordring, vil han huske, at han ikke kan få hjælp til den. Et vigtigt element i Daniel Sterns forskning var hans fokus på den affektive afstemning, som han observerede mellem mor og barn lige fra barnets fødsel. Den affektive afstemning er, når barnet reagerer med et følelsesmæssigt udtryk, som den voksne aflæser og korresponderer med sin oplevelse af barnets udtryk. Barnet aflæser dette og opfatter, at den voksnes udtryk er beslægtet med dets egne følelsesmæssige oplevelser. Den voksne stemmer sig ind på barnets følelsesmæssige bølgelængde uden at ændre på barnets følelse. Små børn, der endnu ikke har et sprog, er afhængig af at blive mødt i en affektiv afstemning. Barnet er afhængigt af, at den voksne reagerer på dets signaler. Der er et kendt filmklip, der viser en mor, der pludrer og snakker med sit lille barn i skråstolen. Moderen smiler og reagerer på barnets lyde og mimik. Hun vender sig kort væk fra barnet, og da hun igen er ansigt til ansigt med barnet, har hun en helt udtryksløs mimik. Barnet forsøger igen og igen at få kontakt med moderen, men møder kun et stenansigt. Efter noget tid begynder barnet at græde og bevæge sig meget uroligt i stolen. Hvordan vi konstruerer barnet er ofte betinget af, om vi voksne tolker barnet positivt eller negativt. Et barn, der græder, kan tolkes som et barn, der har behov for at få hjælp til de basale behov: sult, tørst, ren ble. Det kan også tolkes som om, det har brug for tryghed, og det kan konstrueres som et barn, der bare vil have opmærksomhed. Bliver barnet misfortolket, vil det fortsat græde, indtil det opgiver at formidle, hvad det ønsker. Disse børn har stor risiko for at blive sat i bås som grædebørn. Når barnet beskrives som et barn der fylder meget, fylder det også meget i pædagogens/lærerens hoved. Har vi konstrueret en holdning til, at barnet er et grædebarn, aldrig hører efter eller er særlig sensitiv, afstemmer vi voksne vores samspil med barnet ud fra den holdning og den adfærd, vi forventer. Møder vi barnet med negative forventninger, står de i fare for at blive ofre for barnets egne og andres selvopfyldende profetier. David på 2 ½ år går i dagpleje. David går i en stordagpleje med 2 voksne og 8 børn. Han trives godt og er en glad og omsorgsfuld dreng. Jeg bliver kontaktet af dagplejeren, som har fået et problem. Ingen af hendes 6 kollegaer ønsker at have David i gæstedagpleje. De synes, han er vild og slår de andre børn. Dagplejeren kan ikke genkende David i deres beskrivelser af ham, når han har været i gæstepleje, og hun prøver at finde ud af, hvad årsagen kan være. Jeg observerer David i dagplejehjemmet, hvor jeg ser en alderssvarende dreng, der har en god relation med både den voksne og de andre børn.
Nu er der opstået et problem i legestuen. De 6 kollegaer ser David som et problem, de andre børn græder, når han er i nærheden, han slår, tager tingene fra dem etc. Dagplejeren spørger, om jeg vil komme i legestue, så vi kan snakke om, hvad vi skal gøre. Da jeg kommer, er alle alvorlige og siger, at David er et stort problem. De andre børn vil ikke i legestue, for de er bange for David. Jeg observerer David en hel formiddag. De voksne holder hele tiden øje med ham, hvor han er, og hvem han er i nærheden af. Der bliver sagt nej David rigtig mange gange. Nogle børn begynder også at sige nej David, selv om han ikke er i nærheden. En episode i løbet af formiddagen viser et tydeligt billede. David har fundet en hårtørrer og leger frisør med Mie. På et tidspunkt kommer David til at ramme Mie med hårtørreren, så hun siger av. Straks er en voksen hos dem, river hårtørreren ud af hånden på David og siger: Nu er han der igen, kan du så holde op. Historien er lang, men for David er det en barsk oplevelse. Alle på nær hans dagplejer, har konstrueret David til at være ond, udspekuleret, beregnende og drillesyg. Kollegaerne kan ikke få øje på David og bliver bekræftet i deres konstruktion, da han rammer Mie. David bliver mødt som sådan en som dig. Han bliver hele tiden mindet om at han ikke er god nok. Hvad skal vi som fagpersoner have øje for? Barnets socialisering foregår ikke længere hovedsageligt i hjemmet. Også børn og voksne i institutionen, bedsteforældre, venner, fritidsaktiviteter, tv, computer og Ipads har en påvirkning på barnets socialisering. Det er derfor vigtigt, at vi er bevidste om, hvordan vi skal arbejde med det fænomen, at vi alle konstruerer og typificerer. Samfundet ændrer sig hele tiden, og det gælder også leveregler og moralbegreber. Vi ønsker ofte at tilpasse barnet til vores egen sociale kontekst, men kommer derfor ofte uforvarende til at misforstå og misfortolke barnets hensigter. Jens er knap 2 år. Hver gang en af de helt små græder, vil han gerne kramme og ae dem. Jens har ikke helt kontrol over sine bevægelser og kræfter, så han vælter ofte den lille i sin krammetur og ender med at ligge oven på en grædende baby. Jens hensigt kan tolkes således, at han er en kærlig dreng, der ikke helt har styr på, hvor mange kræfter han har. Og han kan tolkes som en dreng, der ikke må komme i nærheden af babyen, da han er alt for hård ved den. Selv når vi prøver at tage barnets perspektiv, gør vi det ud fra vores egne værdier og normer. I vores samspil foregår der både en bevidst og en ubevidst relation. Den ubevidste relation er der,
hvor vi ikke tænker over, hvad og hvordan vi påvirker den anden, der hvor vi medbringer vores egen livshistorie og kultur. Det er vores blinde punkt. Som voksne står vi i en overposition over for barnet. Vi har magt til at definere og bestemme. Vi har magt til at afgøre, hvad barnet må, og vi har magt til at bestemme, hvordan det skal være og opføre sig. Vi kan f.eks. bestemme, at alle bliver siddende ved bordet, til alle er færdige med at spise, at man ikke bruger sut, eller at man ikke skal sove til middag, når man er 3 år osv. Listen er lige så lang, som vi har normer, værdier og holdninger. Sæt ord på! Det er altafgørende, at vi som fagpersoner er særdeles bevidste om, at vi konstruerer børnene og har en faglig tilgang til det i vores arbejde med børn, hvis vi skal være i stand til at give børnene et udviklende miljø. Det gælder, hvad enten det er dagplejer, pædagog eller lærer. Vi ved, det er afgørende for barnets udvikling, at kvaliteten i samspillet og relationen er god. Og vi ved også, at barnet er afhængigt af at møde anerkendende og kompetente voksne i dets liv for at kunne udvikle selvværd og social kompetence. Derfor skal vi først og fremmest vende blikket indad og blive bevidste om, hvordan vi selv konstruerer og iscenesætter børnene i den daglige kontakt. Men det kan være vanskeligt at vurdere sin egen indsats objektivt. Derfor er det nødvendigt, at vi også retter blikket udad. At vi bruger hinanden som sparringspartnere og tør give og modtage faglig feedback fra vores kolleger. Vi bliver nødt til at sætte ord på vores oplevelser og være modtagelige for den faglige sparring, vi kan give hinanden. Det værste, der kan ske, er, at vi ikke snakker om det. At vi lader som om det ikke eksisterer. Alle konstruerer og typificerer, hvad enten de vil være ved det eller ej. Men ved at være bevidst om det og italesætte det, når vi langt. Det skylder vi børnene, for ingen af os er i tvivl om, hvem vi selv ønsker at blive mødt som: Mille, Magnus, David eller Jens.