FORDELING AF UDGIFTER TIL ANLÆG AF PRIVAT FÆLLESVEJ OG OMBYGNING AF VEJ

DATO DOKUMENT SAGSBEHANDLER MAIL TELEFON 1 november 2012 12/00840 FORDELING AF UDGIFTER TIL ANLÆG AF PRIVAT FÆLLESVEJ OG OMBYGNING AF VEJ Vejdirektoratet har behandlet klage af 17. januar 2012 fra advokaten på vegne af klager. I har klaget over Kommunens afgørelse af 21. december 2011 om fordeling af udgifter til privat fællesvej og ombygning af kommunevejen, D vej. VEJDIREKTORATETS AFGØRELSE Kommunens fordeling af udgifterne til anlæg af den private fællesvej, herunder påligning af 9% administrationsbidrag, samt fordeling af udgifterne til ombygning af kommunevejen, D vej, er lovlig. ARGUMENTER I har begrundet klagen med, at kommunens afgørelse bygger på principperne og retningslinjerne i Vejdirektoratets afgørelse af 29. marts 2011. Og da I mener, at Vejdirektoratets afgørelse af 29. marts 2011 er ulovlig og ugyldig pga. disse principper, følger det, at også kommunens senere afgørelse må være ulovlig og ugyldig. I har stævnet Vejdirektoratet med påstand om, at vores afgørelse af 29. marts 2011 er ulovlig og ugyldig. BAGGRUND Kommunen har ved brev af 21. december 2011 meddelt afgørelse om udgiftsfordeling til anlæg af privat fællesvej og ombygning af kommunevejen, D vej. Forinden har kommunen ved brev af 19. august 2011 partshørt sagens parter over forslag til udgiftsfordeling. Begge sagens parter afgav bemærkninger, men disse gav ikke kommunen anledning til at ændre forslaget til fordeling af udgifterne. Kommunen har i afgørelsen kommenteret bemærkningerne. Kommunen har i sin afgørelse adskilt udgiftsfordelingen til anlæg af den private fællesvej, og ombygning af kommunevejen, D vej, med rundkørsel. HVAD KAN VEJDIREKTORATET TAGE STILLING TIL? Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen 1, her privatvejsloven 2, vejloven 3 og vejbidragsloven 4. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovenes rammer. Det følger af privatvejslovens 7, stk. 1 og vejlovens 4, stk. 1. 1 Vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelsesloven 2 Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008 3 Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011 4 Lov om grundejerbidrag til offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1104 af 16. september 2010 Niels Juels Gade 13 1022 København K vd@vd.dk EAN 5798000893450 Postboks 9018 Telefon 7244 3333 vejdirektoratet.dk SE 60729018

2 af 8 Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. BEHANDLING AF KLAGESAGEN TRODS BEROSTILLELSE Ved brev af 23. januar 2012 har vi meddelt opsættende virkning på baggrund af jeres anmodning. Dette skete efter aftale med Kommunen. Samtidig har vi anmodet jer om senest den 21. februar 2012 at oplyse, om I ønskede behandlingen af klagesagen stillet i bero, indtil dom er afsagt i den verserende retssag mod Vejdirektoratet. Vi har i den forbindelse ved kopi af vores brev orienteret advokat 2 på vegne af klager 2 og Kommunen. Men vi har hverken anmodet advokat 2 eller kommunen om bemærkninger til, om sagen skulle stilles i bero, selvom disse må anses for parter i sagen. Ved brev af 21. februar 2012 har I meddelt, at I ønsker sagen stillet i bero, indtil endelig dom er afsagt. På baggrund af jeres svar har vi ved e-mail af 22. februar 2012 til jer med kopi til Kommunen og advokat 2 skrevet, at vi stiller sagen i bero indtil endelig dom foreligger. Kommunen har ved brev af 15. marts 2012 oplyst, at kommunen ikke er enig i Vejdirektoratets beslutning om at stille sagen i bero, at kommunen anser sig for part i sagen, at kommunen har et større beløb til gode, og at kommunen ikke er blevet partshørt over Vejdirektoratets beslutning om at stille sagen i bero. Ved brev af 6. juni 2012 har I anført, at Vejdirektoratet med sit brev af 23. januar 2012 har foretaget behørig partshøring af samtlige parter og partsrepræsentanter i sagen, dvs. ikke kun jer, men også Kommunen og advokat 2. I mener, at Vejdirektoratet ved at stille sagen i bero har meddelt en gyldig begunstigende forvaltningsakt, idet vi ved kopi af vores brev til jer har orienteret kommunen og advokat 2, som af egen drift burde have reageret inden for den høringsfrist, vi har givet jer. Ved brev af 28. august 2012 har I desuden anført, at brevets indhold ville have haft den samme ordlyd, uanset hvilken af parterne i sagen det var stilet til. Den eneste forskel ville være adressefelterne. I mener derfor, at brevet af 23. januar 2012 med kopier reelt må opfattes som en orientering til alle parterne om, at sagen efter ønske kan stilles i bero og en meddelelse om parternes mulighed for at begære sagen sat i bero. I mener derfor, at kommunen og advokat 2 burde have reageret inden for tidsfristen, hvis de ikke var enige i, at sagen kunne sættes i bero. Og I mener dermed, at det konkret kan afkræftes, at afgørelsen har fået det forkerte indhold på trods af den manglende overholdelse af formalia. Vores vurdering af spørgsmålet om berostillelse af klagesagen Partshøring Vi kan oplyse, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at en myndighed er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før den har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at

3 af 8 udtale sig. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Det fremgår af forvaltningslovens 5 19, stk. 1. Forvaltningslovens regler om partshøring har karakter af garantiforskrifter, der skal sikre, at en forvaltningsmyndighed træffer en lovlig og rigtig afgørelse. Manglende partshøring vil derfor som udgangspunkt medføre, at afgørelsen bliver ugyldig. Tilsidesættelse af garantiforskrifter En række forvaltningsretlige regler, de såkaldte garantiforskrifter, har til formål at garantere, at sagen behandles mere grundigt og alsidigt. Blandt garantiforskrifterne hører reglerne om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse, habilitetsreglerne og undersøgelsesprincippet. Tilsidesættes en garantiforskrift svigter en garanti for afgørelsens rigtighed, og der må derfor gælde en formodning for, at afgørelsen er påvirket af fejlen. Denne formodning kan imidlertid i det enkelte tilfælde afkræftes, idet afgørelsen viser sig at have fået et korrekt indhold uanset den manglende overholdelse af formalia. Efter domstolspraksis er det ikke ganske klart, om det er et krav for at erklære en afgørelse ugyldig, at manglen både generelt og konkret er væsentlig. Men nyere praksis er vist, at hvis det dokumenteres under sagen, at afgørelsen lider af en garantimangel, så annulleres afgørelsen, medmindre det lykkes forvaltningen at godtgøre, at manglen har været uden betydning i det konkrete tilfælde. Påvisningen af konkret uvæsentlighed kan ske dels ved at overbevise om, at afgørelsen materielt set er rigtig, dels ved at sandsynliggøre at fejlen ikke har påvirket forløbet. 6 Genoptagelse ved ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl Af den forvaltningsretlige teori fremgår det, at en myndighed kan have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl, fx en partshøringsfejl. 7 Konklusion Det er vores opfattelse, at vi ikke har iagttaget bestemmelsen i forvaltningslovens 19 om partshøring, idet vi ikke har bedt om Kommunens og advokat 2 s bemærkninger til spørgsmålet om at stille klagesagen i bero. Vi har alene orienteret disse to parter om vores anmodning til jer. Vi mener ikke, at en orientering kan sidestilles med en egentlig partshøring. Vi mener derfor, at vi har pligt til at genoptage sagen angående berostillelse af klagesagen og træffe en ny afgørelse på baggrund af behørig partshøring. 5 Lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. oktober 2012 6 Forvaltningsret, 2. udgave (2002), af Hans Gammeltoft Hansen m.fl., side 857 f. 7 Forvaltningsret, 2. udgave (2002), af Hans Gammeltoft Hansen m.fl., side 926.

4 af 8 Resultatet af partshøringerne af samtlige 3 parter i sagen viser, at de to parter, som ikke er blevet behørigt partshørt advokat 2 og kommunen har stor økonomisk interesse i, at sagen afgøres inden retssagen er endeligt afgjort. Derfor beslutter vi hermed at tilbagekalde vores afgørelse om at stille klagesagen i bero og træffer en ny afgørelse om, at klagesagen skal behandles og afgøres nu. REGLERNE OM FORDELING AF UDGIFTER TIL ANLÆG AF PRIVAT FÆLLESVEJ EFTER KRAV FRA KOMMUNEN Kommunen kan af hensyn til udbygningen af det samlede vejnet inden for området bestemme, at en udlagt privat fællesvej, der er optaget på vejfortegnelsen, skal anlægges. Kommunen kan i den forbindelse bestemme, hvor stor en del af vejen, der skal anlægges, og hvornår det skal ske. Det fremgår af privatvejslovens 39, stk. 1. Fordeling af udgifterne til anlæg af vejen sker efter reglerne i privatvejslovens kap. 10 om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje. Det følger af lovens 39, stk. 2. Udgifterne fordeles i så fald af kommunen efter vejbidragslovens 11-12, mellem ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen. Det fremgår af privatvejslovens 62, stk. 1, 1. pkt. Ved pålæg af vejbidrag bortses fra private fællesveje, der støder op til vejen. Det fremgår af vejbidragslovens 5, stk. 2, 1. pkt. Kommunen kan dog bestemme, at en kort privat fællesvej, der alene udmunder i en offentlig vej, skal pålægges vejbidrag og behandles som en ejendom, der grænser til den offentlige vej, jf. 5, stk. 2, 2. pkt. Denne bestemmelse kan efter fast praksis også anvendes på korte private fællesveje, der alene udmunder i en anden privat fællesvej. Det bidrag, der vedrører den korte private fællesvej, fordeles da efter reglerne i 11 mellem ejerne af de ejendomme, der grænser til og har vejret til denne vej. Bestemmelsen i 5, stk. 2, 2. pkt., kan dog ikke anvendes på vejsystemer, jf. udtalelse af 8. juni 2004 8. Privatvejslovens kap. 10 giver ikke mulighed for at udarbejde en kendelse om anlæg eller udgiftsfordeling, hvis arbejdet er afsluttet, før kommunen har truffet afgørelse efter privatvejsloven. VORES VURDERING AF UDGIFTSFORDELINGEN TIL DEN PRIVATE FÆLLESVEJ Kommunen har i brev af 25. marts 2010 til Vejdirektoratet oplyst, at kommunens afgørelse om anlæg af den private fællesvej og udgiftsfordeling hertil blev meddelt ved brev af 6. august 2008. Anlægsarbejderne gik først i gang efter denne dato. 8 Journalnr. A01-D0302-3

5 af 8 Kommunen kan således lovligt inddrage udgifterne til anlæg af den private fællesvej i udgiftsfordelingen fastsat efter bestemmelsen i privatvejslovens 39, stk. 2. 9 Vi har i vores tidligere afgørelser konstateret, at ejendommen matr.nr.x, alene grænser til den udlagte private fællesvej dér, hvor der fremover skal være vejadgang for den eksisterende private fællesvej på matr.nr. x. Vi har i vores tidligere afgørelser fastslået, at de vejarealer, som udgør matr.nr.x, ikke kan betegnes som én kort privat fællesvej, der alene udmunder i den private fællesvej, som skal anlægges, men derimod må opfattes som et vejsystem. Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at kortbilag 3 i lokalplanen og matrikelkort fra sagen om udlæg af den private fællesvej viser, at veje og stier hænger sammen i et system, herunder med andre stier, som fører væk fra matr.nr.x. Vi har derfor umiddelbart ment, at vejbidragslovens 5, stk. 2, 2. pkt., ikke ville kunne finde anvendelse efter en analogi i dette tilfælde. Vi har desuden henvist til bemærkningerne til forslaget til lov om grundejerbidrag til offentlige veje 10 (F.T. 1971-72, Till. A, sp 1011). Heri står, at da færdselsforholdene ved helt korte, blinde fællesveje, der betjener flere ejendomme, vil være af samme karakter som færdselsarealer, der ikke falder under definitionen i privatvejslovens 2, 11 og da der i almindelighed kun er ringe sandsynlighed for, at de overtages som offentlige, foreslås det, at sådanne private fællesveje i bidragsmæssig henseende behandles som en tilgrænsende ejendom. På baggrund af lovbemærkningerne konkluderede Abitz, at efter disse udtalelser må det antages, at reglen kun vil kunne finde anvendelse i meget begrænset omfang. 12 Ministeriet for offentlige arbejder har ved brev af 2. februar 1983 13 taget stilling til lovligheden af en kommunes undladelse af at inddrage 3 blinde sideveje 14 til den private fællesvej, som skulle istandsættes:... spørgsmålet om, hvorvidt det konkret kan anses for rimeligt at pålægge lodsejerne ved sidevejene vejbidrag i henhold til vejbidragslovens 5, stk. 2, må bero på et skøn, hvor der bør tages hensyn til, om de bidragspligtige arbejders omfang kan antages at være begrundet i trafikken fra sidevejene, og disse sideveje samtidig er af en sådan underordnet karakter, at lodsejerne ved disse veje ikke vil blive pålagt tilsvarende vejudgifter. Vi er også på baggrund af lovbemærkningerne og brevet af 2. februar 1983 fortsat af den overbevisning, at de vejarealer, som udgør matr.nr.x, ikke kan betegnes som en kort, blind privat fællesvej af den karakter, som er omfattet af vejbidragslovens 5, stk. 2, 2. pkt. Vi mener således 9 Vi har ved afgørelser af henholdsvis 13. oktober 2009 og 29. marts 2011 erklæret kommunens tidligere udgiftsfordeling ulovlig og hjemvist den til fornyet behandling. 10 Lov om grundejerbidrag til offentlige veje, lov nr. 287 af 7. juni 1972 11 Efter daværende definition var disse færdselsarealer arealer, som ikke tjente til brug for flere særskilte ejendomme og ikke betjente mere end 7 parcelhuse eller sommerhuse eller mere end 12 beboelseslejligheder og var under 40 m lange. 12 E.A. Abitz, Vejlovene med kommentarer, Juristforbundets forlag 1981, s. 289. 13 Brevet er offentliggjort i GadJura Lovservice, Vejlove, afs. 1.9. 14 Sidevejene var private fællesveje

6 af 8 også, at vejarealerne på matr.nr. x ikke har den nødvendige underordnede karakter i forhold til den kommende vej på matr.nr.xx. Endelig kan vi atter oplyse, at bestemmelsen i vejbidragslovens 5, stk. 2, 2. pkt., er en undtagelse til hovedreglen i lovens 5, stk. 2, 1. punktum, hvorefter der ses bort fra vejarealer ved pålæg af vejbidrag. Og i almindelighed fortolkes undtagelsesregler indskrænkende. Vi kan konstatere, at kommunen ved sin afgørelse af 21. december 2011 har lagt til grund, at ejendommen matr.nr. x ikke kan inddrages i fordelingen af udgifterne til anlægget af den private fællesvej. Det er fordi ejendommen alene grænser til den udlagte private fællesvej dér, hvor der fremover skal være vejadgang for den eksisterende private fællesvej på matr.nr. x, og fordi vejarealerne på matr.nr. x ikke kan bertegnes som én kort privat fællesvej, der alene udmunder i den private fællesvej. Der er dermed ikke hjemmel i vejbidragslovens 5, stk. 2, 1. og 2. pkt., eller en analogi heraf til at inddrage matr.nr. x i udgiftsfordelingen. På baggrund heraf er vi enige med kommunen i, at ejendommen matr.nr. x ikke kan inddrages i fordelingen af udgifterne til anlæg af den private fællesvej. Vi kan også konstatere, at kommunen ved sin afgørelse af 21. december 2011 har lagt til grund, at ejendommen matr.nr. xx ikke kan inddrages i fordelingen, fordi ejendommen ikke har vejret til den kommende private fællesvej. Kommunen har herefter fordelt udgifterne til anlægget af den private fællesvej til den eneste ejendom med vejret, som grænser til den kommende private fællesvej. Det er matr.nr.xx. Dette er sket med hjemmel i privatvejslovens 39, stk. 2, jf. 62, stk. 1, og vejbidragslovens 11. Vi mener, at denne del af udgiftsfordelingen er lovlig. VORES VURDERING AF ADMINISTRATIONSBIDRAGET Der er i privatvejslovens 39, stk. 2, jf. 62, stk. 3, jf. vejbidragslovens 4, stk. 5, hjemmel til at beregne et administrationsbidrag på højst 9% af anlægsudgifterne for de arbejder, som kommunen kræver udført som et samlet arbejde under kommunens kontrol og ved kommunens foranstaltning 15. Eventuelle udgifter til bistand af rådgivende ingeniør kan medregnes efter regning, men administrationstillæg kan da ikke medregnes for den del af arbejdet, hvortil rådgivende ingeniør har været benyttet. Kommunen har pålagt et administrationsbidrag på 9% i forbindelse med anlægsprojektet for den private fællesvej. Kommunen har ved e-mail af 14. maj 2012 til os oplyst, at administrationsbidraget er udregnet på baggrund af kommunens udgifter til udførelse, kantsten, gadelys, beplantning og skilte. Projektering, tilsyn og andre udgifter er ikke indeholdt i det beløb, administrationstillægget er udregnet på baggrund af. 15 Kommunen skal have været ansvarlig for udførelsen af arbejdet

7 af 8 Kommunens afgørelse er dermed lovlig også på dette punkt. REGLERNE OM FORDELING AF UDGIFTER TIL OMBYGNING AF OFFENTLIG VEJ Kommunen kan som betingelse for en tilladelse til at etablere en ny overkørsel til en kommunevej kræve, at den offentlige vej ombygges med midterrabat, kanalisering, lyssignal og lignende under hensyn til de ændrede trafikale forhold. Kommunen kan kræve, at ejeren eller brugeren af overkørslen i særlige tilfælde helt eller delvis skal betale udgifterne ved disse foranstaltninger. Det fremgår af vejlovens 70, stk. 3, 2. og 3. pkt., jf. stk. 1. VORES VURDERING AF UDGIFTSFORDELINGEN TIL OMBYGNING AF D VEJ Vi har ved afgørelse af 29. marts 2011 konstateret, at det er brugerne af den private fællesvej og dermed brugerne af overkørslen til kommunevejen, D vej, som er blevet pålagt udgifterne til ombygning af kommunevejen med ny rundkørsel. Vejlovens 70, stk. 3, angiver ikke efter hvilke bestemmelser eller retningslinjer fordelingen af disse udgifter skal ske, hvis der er flere end én bruger. Det må derfor forudsættes, at fordelingen skal ske efter saglige hensyn, jf. almindelige forvaltningsretlige principper. Vi har i afgørelse af 29. marts 2011 oplyst, at en vejbestyrelse efter vores mening lovligt vil kunne fordele udgifterne efter principperne i vejbidragslovens 11. Hverken i vejlovens 70, stk. 3 eller i dens forarbejder er der taget stilling til, om udgifterne til et kanaliseringsanlæg skal indgå som en del af den private fællesvejs anlægsudgifter og fordeles i overensstemmelse med reglerne om anlæg, eller om fordeling af udgifterne til kanaliseringsanlægget kan ske særskilt, når der stilles vilkår om betaling for kanaliseringsanlæg for at tillade den nye private fællesvej overkørsel til den offentlige vej. Vi mener, at begge metoder er mulige. Vi kan konstatere, at kommunen ved sin afgørelse af 21. december 2011 har adskilt udgiftsfordelingen til anlæg af den private fællesvej og til ombygning af kommunevejen, D vej, med rundkørsel. Kommunen har efter loven fordelt udgifterne til etablering af rundkørslen særskilt blandt brugerne af overkørslen til kommunevejen, D vej, uanset om disse kan inddrages i fordelingen af udgifterne til anlæg af den private fællesvej. Kommunen har fordelt udgifterne mellem ejerne af de to moderejendomme matr.nr. x og xx på baggrund af det antal boliger, som lokalplanen for området tillader på to ejendomme. For matr.nr. x er der tale om 25 boliger og for matr.nr. xx 45 boliger. Matr.nr. x er derfor tildelt 25/70 = 35,7%, mens matr.nr. xx er tildelt 45/70 = 64,3% af udgiften på i alt 1.138.666 kr. til ombygning af kommunevejen med rundkørsel.

8 af 8 Vi mener, at denne fordelingsnøgle bygger på saglige hensyn, uanset om den enkelte udstykker eventuelt måtte vælge at udstykke sin ejendom anderledes og i færre parceller end lokalplanen giver ret til. Kommunens fordeling af udgifterne til ombygning af kommunevejen, D vej, er dermed lovlig. KONKLUSION Kommunens fordeling af udgifterne til anlæg af den private fællesvej, herunder påligning af 9% administrationsbidrag, samt fordeling af udgifterne til ombygning af kommunevejen, Dalbyvej, er lovlig. AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER Hvis afgørelsen af den anlagte retssag mod Vejdirektoratet betyder, at det retlige grundlag for denne afgørelse er forkert, fx i forhold til vores forståelse af vejbidragslovens 5, stk. 2, 2. pkt., er vi naturligvis indstillet på at genoptage nærværende klagesag og bringe den i overensstemmelse med domstolssystemets afgørelse. FRIST FOR ANLÆG AF SAG VED DOMSTOLENE Hvis I ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, skal sagen anlægges inden 6 måneder fra modtagelsen af denne afgørelse, jf. privatvejslovens 7, stk. 6, 2. punktum, og vejlovens 4, stk. 6, 2. punktum.