SOCIALT ARBEJDE teorier og perspektiver Redigeret af Jens Guldager og Marianne Skytte AKADEMISK FORLAG
Socialt arbejde teorier og perspektiver Jens Guldager, Marianne Skytte (red.) og bidragyderne 2013 Akademisk Forlag, København et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler. Forlagsredaktion: Hanne Lyng Frandsen Omslag: Ida Balslev-Olesen Grafisk tilrettelægning og sats: Bjørn Ortmann Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2013 ISBN: 978-87-500-4332-4 www.akademisk.dk
Socialt arbejde teorier og perspektiver Redigeret af Jens Guldager og Marianne Skytte Akademisk Forlag
Indhold del i del ii Forord overordnede perspektiver for socialt arbejde 1. Socialt arbejde Af Marianne Skytte 2. Teorier om sociale problemer Af Morten Ejrnæs og Merete Monrad 3. Medborgerskab under pres Af Jørgen Goul Andersen 4. Udvikling i dansk socialretlig regulering Af Jannie Dyring 5. Kundskabsformer og metodeforståelse Af Jens Guldager det sociale arbejdes kerneområder 6. Fattigdom, marginalisering og social eksklusion Af Jørgen Elm Larsen og John Andersen 7. Socialt arbejde på beskæftigelsesområdet arbejdsløse, aktive tilbud og sanktioner Af Dorte Caswell 8. Rammer for socialt arbejde på arbejdsmarkedsområdet et eksempel Af Vibeke Schreiner Munk 9. Den sociale indsats for udsatte børn og unge lever den op til målene? Af Per Schultz Jørgensen 6 8 10 50 86 128 162 190 192 222 250 262
10. Socialt arbejde på børne-, unge- og familieområdet Af Lisbeth Rask 11. Hjemløshed i udvikling Af Robert Olsen 12. Indvandringens udfordring af socialpolitikken og socialt arbejde Af Marianne Skytte 13. MindSpring gruppeforløb for nyankomne flygtninge Af Mette Blauenfeldt og Vibeke Hallas 14. Psykisk lidelse i diagnosesamfundet Af Svend Brinkmann 15. Psykiske lidelser og psykologiske afvigelser Af Simo Køppe 16. Det problematiske stofbrug Af Peter Ege 17. Det problematiske alkoholbrug Af Anette Søgaard Nielsen 18. Boligsocialt arbejde Af Mia Arp Fallov 19. Aktuelle fællestræk og udfordringer for socialt arbejde Af Jens Guldager og Marianne Skytte Epilog ved Jens Guldager med hjælp fra Villy Sørensen Om forfatterne Register 294 306 328 358 372 394 422 456 484 510 522 532 536
6 Xx Forord
7 Oplægget til denne antologi var, at den skulle give oversigt over det meget brede og sammensatte felt, det sociale arbejde udgør en oversigt, der indeholdt det sociale arbejdes historiske traditioner, men med hovedvægt på en form for aktuel status med inddragelse af de vigtigste problemstillinger, teorier og perspektiver, der gør sig gældende på feltet samt dets kerneområder. Initiativet kom fra nu pensioneret forlagsredaktør Dorte Ipsen. Da hun henvendte sig til os med sine ideer, blev vi på den ene side noget betænkelige, idet opgaven forekom både omfattende og vanskelig. På den anden side var vi via vores kendskab til praksis samt vore undersøgelses- og undervisningserfaringer overbeviste om, at der var behov for en sådan antologi i forhold til at kvalificere kundskabsgrundlaget for og diskussionerne om og i det sociale arbejde. I de tidlige diskussioner om antologiens indhold bidrog Lise Færch, nu stabschef i Kommuneqarfik Sermersooq (Nuuk kommune), med væsentlige og inspirerende input. Tusinde tak for dem. Antologien er opdelt i to hoveddele. Første del indeholder forskellige overordnede perspektiver på socialt arbejde: præsentation og diskussion af det sociale arbejdes felt, teorier om sociale problemer, medborgeropfattelser i socialpolitikken, udviklingen i den retlige regulering samt kundskabsformer og metodeopfattelser i socialt arbejde. I anden del præsenteres, hvad vi opfatter som det sociale arbejdes kerneområder: fattigdom, marginalisering og social eksklusion, beskæftigelsesområdet, børne-, unge- og familieområdet, hjemløshed, migration, psykisk lidelse, alkohol- og stofmisbrug og det boligsociale område. Inden for disse kerneområder har vi desuden valgt at præsentere tre praksisnedslag for at illustrere den for alle praktikerfag væsentlige pointe, at lige så vigtigt det er at have et kvalificeret teoretisk overblik på det givne område, lige så klart er det, at den konkrete praksis indeholder en række dilemmaer og udfordringer, der hænger sammen med den konkrete, komplekse og særegne kontekst, som den givne praksis indgår i, og som i sagens natur ikke kan belyses i et overblik. Antologiens målgruppe er alle, der måtte være interesseret i en bredere oversigt over det sociale arbejdes felt lige fra politikere og embedsmænd til almindelige borgere. Særligt har vi dog tænkt på engagerede praktikere samt på studerende på diplom- og masteruddannelser inden for socialt arbejde samt kandidatuddannelsen i socialt arbejde. God læselyst! Jens Guldager & Marianne Skytte September 2013
8 Xx I
9 Xx Overordnede perspektiver for socialt arbejde
110 Xx Socialt arbejde Af Marianne Skytte
11 Hvad er socialt arbejde? Det er et uhyre vanskeligt spørgsmål at besvare til trods for at mange tusinde danskere, hvis de blev Copyright Akademisk Forlag spurgt om deres arbejdsfelt, ville sige, at de er socialarbejdere. Der findes også uddannelser i socialt arbejde og mennesker, der forsker i socialt arbejde. Alligevel er forskellige forsøg på at definere socialt arbejde (Bergmark, 1998; Meuwisse & Swärd, 2006 m.fl.) endt uden at kunne give et enkelt svar. Tine Egelund angiver, at socialt arbejde er mangefacetteret, modsætningsfyldt og foranderligt i tid og rum. Det praktiske sociale arbejde er måske i højere grad end andre menneskebehandlende fag så snævert knyttet til omgivelsesforventninger og samfunds- og politiske strømninger, at det ikke giver nogen mening at forsøge at indhegne det definitoriske ude af sammenhæng med den kontekst, det indgår i (Egelund, 2011a: 438). Man kan dog meget overordnet sige, at socialt arbejde er karakteriseret ved indsatser, som sigter mod at muliggøre alles deltagelse i samfundet. Socialt arbejde balancerer mellem samfundskrav til borgerne om at arbejde, deltage og opføre sig lovlydigt og normalt m.m. og borgernes krav om sikkerhed, tryghed og autonomi (Egelund, 2011a: 441). I overensstemmelse hermed kan man opfatte socialt arbejde som noget, der både skal tjene den enkelte og samfundet. Socialt arbejde er desuden kendetegnet ved en dobbelthed, idet det på samme tid giver klienterne noget og stiller krav til dem: Når samfundet betaler, er det, fordi flertallet ønsker, at aktiviteten skal udføres. Men der er varierende grader af krav i de forskellige typer af sociale indsatser. Nogle bliver stort set oplevet som goder, andre oftere som krav til de berørte borgere (Bengtsson, 1997: 43). I kapitlet vil jeg diskutere forskellige træk og udfordringer, der gælder for en stor del af det, der i det daglige omtales som socialt arbejde. Mit værdimæssige udgangspunkt for denne diskussion er, at menneskerettigheder og bekæmpelse af ulighed, fattigdom og diskrimination bør være grundlæggende principper bag alt socialt arbejde. Udgangspunktet er således også en opmærksomhed på, at socialt arbejde i sit udgangspunkt er og i stadig stigende grad bliver genstand for planlægning og administration på en sådan måde, at centraliserede metodevalg og manualisering får frit spil og fortrænger nærværets og situationens fortrolighedskundskab. Altså en bekymring for, at socialt arbejde alene bliver præget af social ingeniørkunst, hvor sociale relationer neutraliseres til fordel for rationalisering og perfektionering af teknikker, hvilket ifølge Bauman (2001) kan øge risikoen for produktionen af umenneskelighed. Med dette udgangspunkt vil jeg i kapitlet fokusere på kompleksiteten og
12 Socialt arbejde dilemmaerne i det arbejde, vi dagligt italesætter som socialt arbejde, og de mange samspillende faktorer, der påvirker udviklingen af dette arbejde. Lad os starte med et ganske kort historisk tilbageblik. Et ultrakort historisk tilbageblik Fra gammel tid har fattige og syge for deres overlevelse alene kunnet forlade sig på slægtens nåde. Omkring 1232 kom franciskanerne til Danmark og med dem en ideologisk-social bevægelse, der betegnes pauperisme fattigdomssøgen. Denne ideologi fik også i Danmark stor betydning i konkret samfundsmæssig forstand. Tiggermunkene refererede til den såkaldte Verdensdomsberetning i Matthæusevangeliets 25. kapitel, hvor de fattige blev fremstillet som et billede på Kristus selv: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de [uretfærdige] skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv. Øvede man en god gerning imod de fattige, var det altså en god gerning imod Kristus selv! Tiggermunkenes initiering af omsorg for fattige og syge afspejler sig i, at man fremover i mange år skal finde regulering af fattigforsorg i de gejstlige love. Mængden af tiggere var dog i begyndelsen af 1500-tallet blevet så stor, at der med Christian II s gejstlige lov fra 1521 i kapitel 112, Hvem almisse skal gives, fastsattes regler om tiggertegn. Ligeledes erfarer Vi, at mange fattige mennesker, som intet har, går og samler Guds almisse af gode mennesker, og det skønt de er stærke, raske karle, kvinder, drenge og piger; ej heller vil de tjene og tage arbejde, så de kan tjene til deres livs opretholdelse. Hvor sådanne findes i købstæderne eller andre steder, da skal de udvises deraf, med mindre de vil arbejde og tjene. Kun fattige og syge og vanføre mennesker, som ikke på anden måde kan bjerge til livets opretholdelse, skal gives Guds almisse. Borgmestrene i købstæderne skal ansætte en svoren bardskærer, som en gang om ugen skal undersøge de vanføre og syge mennesker, som tigger Guds almisse. De skal forsynes med et stort tegn, som de skal bære synligt på deres klæder. (Citeret fra Krog, 1973: 11-12)
13 Et ultrakort historisk tilbageblik I middelalderen var det barbererne, bartskærerne, der på baggrund af deres erfaringer med åreladning og kopsætning, behandling af sår, knoglebrud og læsioner samt fremstilling af plastre og salver havde autoritet til at skelne mellem de reelt og de forstilt syge og vanføre mennesker. Middelalderens sondring mellem ærlige og uærlige fattige og dermed en moralsk skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende samt opfattelsen af pligten til at hjælpe sit medmenneske udgør væsentlige idémæssige forudsætninger for udviklingen af den danske velfærdsmodel ( Jensen, 2003). En del af grundlaget for sondringen mellem de værdigt og uværdigt trængende i middelalderen var på den ene side egne fattige, altså tiggere, der var født og altid havde boet i lokalsamfundet, og på den anden side fremmede tiggere, der ikke havde noget tilhørsforhold til lokalsamfundet. De fremmede tiggere var i middelaldersamfundet helt uden for den gruppe af tiggere, der kunne vurderes som værdige de var slet og ret herreløse i middelalderens terminologi ( Jensen, 2003: 20). Sondringen mellem egne og fremmede fattige udgør endnu en grundlæggende tankefigur i udviklingen af den danske velfærdsstat blot ændrer afgrænsningen af gruppen af fremmede sig fra middelalderens udenbys folk til 1700-tallets folk fra andre landsdele over udlændinge generelt til udlændinge fra ikke nordiske lande og udlændinge fra lande uden for EU. Ofte angives socialpolitikkens fødsel i Danmark til etableringen af den landsdækkende fattiglovgivning, der blev en realitet med Enevældens 1. fattigreform 1708. Med denne reform forlod man det tilladte betleri og gik over til en offentligt organiseret fattigforsørgelse. Argumentet var, at betleri havde vist sig at føre til skævhed, idet de stærke og frække modtog almisser på de svages bekostning. Kort sagt: Der blev givet for meget og til de forkerte (Seip, 1994). En bedre ordning krævede også nye administrative retningslinjer. De fattige skulle nu vurderes i forhold til tre klasser af almisseværdighed. Fordeling efter værdighed krævede registrering og klassifikation. Behovet skulle måles og fastslås. Man kan betragte det som en Rationalisering, man kan ogsaa kalde det en Socialisering af Betleriet; i alle Tilfælde er det Begyndelsen til den moderne Sociallovgivning (Philip, 1947: 22). Fattigforordningen af 1799 for København er historisk interessant for udviklingen af socialpolitik og socialt arbejde i Danmark, fordi den knæsatte tre principper, der siden har været karakteristiske for udviklingen af den danske velfærdsstat: forsørgelsesprincippet, retsprincippet og out-door-relief-systemet. Forsørgelsesprin-
14 Socialt arbejde cippet fastslog, at der fremover skulle ydes den nødvendige om end absolut kun nødtørftige hjælp til føde, klæder, husly og varme. Hjælpen skulle ydes efter et retsprincip, det vil sige med faste beløb i stedet for efter et skøn i hvert enkelt tilfælde (Philip, 1947: 30). Og endelig blev det fastslået, at hovedformen for fattigforsørgelse skulle være kontantforsorg eller out-door-relief, altså at de fattige ikke skulle indespærres, men så vidt muligt med fattigvæsenets forsørgelse kunne blive boende i deres egne hjem. Alle fattige, som havde opholdt sig i København i tre på hinanden følgende år, fik adgang til Fattigvæsenets forsorg. Men ingen fattig kunne modtage ydelser fra fattigvæsnet, uden at vedkommendes trang i forvejen var undersøgt af distriktets fattigforstander. Og ingen kunne få understøttelse uden at være under vedvarende tilsyn for at sikre understøttelsens rigtige anvendelse (Lützen, 1998: 158). Fattigforstanderne skulle foretage: Undersøgelsesarbejde i forbindelse med understøttelsesudbetaling fx interviewe den fattige som søger støtte, samt checke oplysningerne blandt andet ved at udspørge dem, der kender den fattige om hans/hendes/familiens tilstand, alder, trang, levemåde, arbejdsduelighed, indtægter og lignende. Forebyggende arbejde gribe ind, allerede inden en familie går fallit, med fx forskud, gældsbetaling samt anskaffelse og indløsning af pantsat værktøj. Behandling opmuntre og holde de fattige til arbejdsomhed, huslighed, orden og renlighed. Arbejde med syge besøge den syge og holde øje med, at lægens forskrifter overholdes, samt gøre den syge opmærksom på, i hvilken grad sundhed og styrke beror på veltillavet mad samt orden, renlighed og arbejdsomhed, og endelig hvordan svaghed og sygdom foranlediges af slet føde, uorden, skidenhed, dovenskab samt stærk brændevins- og kaffedrik! (Lützen, 1998: 159) Etableringen af fattigvæsnets fattigforstandere i København i 1799 fremhæves her, fordi fattigforstanderne er model for de senere offentlige ansættelser af uddannede socialarbejdere i de kommunale socialforvaltninger. Op gennem det 19. århundrede udvikledes den socialpolitiske tænkning, og i grundloven fra 1849 stadfæstes det i 89, at den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene herom påbyde. I
15 Et ultrakort historisk tilbageblik sidste halvdel af århundredet sker der en omfattende udvikling af det sociale arbejde både i de kommunale fattigvæsener og i de filantropiske foreninger. Begge steder fokuseres på menneskers vilje i forhold til at opnå det gode liv (Lützen, 2003; Villadsen, 2004) et fokus der er en af grundstenene også i udviklingen af det senere professionelle sociale arbejde. Omkring århundredeskiftet blev der vedtaget en mængde nye sociale love, blandt andet love om anerkendte sygekasser i 1892, ulykkesforsikring i 1898, arbejdsløshedskasser i 1907 samt Lov om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer, der trådte i kraft i 1905 og foreskrev, hvordan det offentlige skulle behandle anbringelser af børn og unge Ved socialreformen i 1933 blev det kommunale fattigvæsen, hjælpekasserne og værgeråd lagt sammen under ét udvalg under kommunalbestyrelsen, det sociale udvalg. De principper, Steincke ønskede at lægge vægt på, var forenkling og rationalisering (Socialreformkommissionen, 1969: 14). Steinckes socialreform omtales ofte som værende af stor betydning for den senere udvikling af velfærdsstaten og det sociale arbejde. Men Steinckes socialreform er snarere social ingeniørkunst, en administrativ reform snarere end en egentlig socialreform. 1930 ernes socialreform var nemlig primært karakteriseret ved at bygge på et rationaliseringsprincip, idet den samordnede lovudviklingerne fra de forudgående fire årtier. Det enestående ved denne socialreform er, at den hang sammen, at der var en logisk forbindelse mellem alle dens bestemmelser, og at der lå en helhedstanke bag den (Christiansen & Petersen, 2003: 139). Filosofien var da også, at man med den sociale ingeniørkunst kunne lægge livet til rette for folk og således gennem staten realisere det gode samfund baseret på videnskabelige beregninger af menneskers generelle adfærd (Banke, 2003: 114). Forståelsen er, at sociale problemer som fx kriminalitet og arbejdsløshed kan løses, hvis man blot indretter samfundet rationelt. En sådan social ingeniørtænkning tog for alvor fart i 1930 erne og frem og er, som vi skal komme tilbage til sidst i kapitlet, igen stærkt fremme i dagens fokus på centralt styret, evidensbaseret og manualiseret socialt arbejde. At socialreformen i 1933 ikke kun var et gennemført socialt ingeniørprojekt, men i høj grad også genlød af tidligere århundreders talen om de værdigt og uværdigt trængende, viser følgende udsnit af socialminister Steinckes præsentation af socialreformen i et interview. Steincke præsenterede det nye system, som: mere humant over for de virkelig trængende, for så vidt disse i øvrigt kæmper tilværelseskampen som normale borgere, og
16 Socialt arbejde det byder alle disse en bedre og mere forstående håndsrækning end måske noget andet land; men det er omvendt i sine virkninger strengere, end man andre steder er, over for de ansvarsløse, de selvopgivende døgenigte, de bevidst samfundsfjendske elementer, kort sagt over for dem, der ikke har vilje til eller ønsker om at forsøge at leve et ordentligt samfundsliv, de i deres livsførelse udpræget asociale eller antisociale. (Steincke citeret i Knudsen, 1990: 10) Formålet med det ultrakorte historiske tilbageblik er at fremhæve, at meget af det, der bliver fremstillet som aktuelle udfordringer for socialpolitikken og det sociale arbejde nemlig diskussionen af, om de sociale ydelser går til de rette har været forsørgelsesdebattens fokus fra middelalderen til i dag. Gatekeeper-aktiviteter med kontrol af døgenigte og dovnes adgang til det sociale arbejde og dets ydelser har været lige så centrale for middelalderens bartskærer og 19. århundredes fattigforstandere, som de er det for dagens socialarbejdere. Kompetence og vilje til at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende samt egne og fremmede fattige er forsat væsentlige for det sociale arbejdes legitimitet. Udviklingen i uddannelsen af socialarbejdere Steinckes socialreform stillede krav om nedsættelser af et socialudvalg og et socialkontor med daglig ekspeditionstid i alle sognekommuner med over 3000 indbyggere. Man begyndte derfor fra 1930 erne at ansætte egentligt forvaltningspersonale også uden for de største byer. En undersøgelse fra 1949 viste dog, at cirka 800 af de i alt 1300 daværende sognekommuner slet ikke havde nogle ansatte. Den daglige administration fulgte med hvervet som folkevalgt. Og helt frem til 1970 havde kun to tredjedele af sognekommunerne et separat administrationslokale (til en kæmner eller kommunekasserer), ofte på alderdomshjemmet eller i en anden kommunal institution (Bogason, 1992: 94-96). Alligevel betød Steinckes socialreform, at der blev behov for faguddannede socialarbejdere til at koordinere og udføre det sociale arbejde i de sociale institutioner, som reformen skabte større regulering af også gennem offentlig finansiering. Socialarbejdere har i dag mange forskellige uddannelsesbaggrunde. Her skal jeg blot ganske kort omtale nogle af de største faggrupper i det offentlige sociale arbejde: socialrådgivere, diplomsocialformidlere og socialpædagoger.
17 Udviklingen i uddannelsen af socialarbejdere Allerede i det 19. århundrede organiserede man både inden for de filantropiske foreninger og den kommunale fattigforsorg kurser og udviklede manualer for det sociale arbejde. Et eksempel er den københavnske borgmester Harald Knudsen, der i 1872 udgav Instrux og Vejledning for Distriktsforstandere i Kjøbenhavn en bog, der har mange lighedstræk med dagens lærebøger i socialt arbejde. Men først fra 1930 erne blev der udbudt længere kurser i socialt arbejde. I 1933 startede Folkekirkeligt Filantropisk Forum et tre måneders teoretisk kursus rettet til mænd og kvinder, der havde nogen uddannelse og ansættelse inden for det filantropiske arbejde. Kurset blev udbudt frem til 1949 og uddannede i alt 282 sociale hjælpere. I 1937 startede uddannelse af de første socialhjælpere som en privat uddannelse på Den sociale Skole i København. Fra 1940 tog man navnet socialrådgiver, og uddannelsen fik statsstøtte fra 1941. I perioden 1957-1971 åbnedes sociale højskoler i Århus, Aalborg og Esbjerg, og i perioden 1972-83 uddannede RUC socionomer. Først fra 1980 blev de sociale højskoler statslige institutioner under undervisningsministeriet. I dag er socialrådgiveruddannelsen en professionsbachelor-uddannelse af 3½ års varighed, og den udbydes ni forskellige steder i landet. Sideløbende med socialrådgiveruddannelsen uddannede Danmarks Forvaltningshøjskole fra 1977 socialformidlere efter en betænkning, der i detaljer beskrev socialrådgiver- og formidleruddannelsernes fælles indhold og evalueringskrav. Dog skiltes de to uddannelsers veje i 2001, da Forvaltningshøjskolen kom under Undervisningsministeriet, mens socialrådgiveruddannelsen kom under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Man har dog bibeholdt fælles censorkorps. Socialformidleruddannelsen, som tidligere var et 3-årigt forløb, blev med ændringerne i 2001 skåret ned til et 2-årigt uddannelsesforløb. Uddannelsen udgør forsat en alternativ rekrutteringsvej til sagsbehandlerfaget fra praksis, navnlig for kommunomer, men også for andre faggrupper. Diplomsocialformidlere arbejder i kommunerne side om side med de socialrådgiveruddannede professionsbachelorer og varetager ofte samme arbejdsfunktioner. Kommunerne beskæftiger i dag cirka 1055 socialformidlere og cirka 8000 socialrådgivere. Forløberne for socialpædagoguddannelsen var et ti-måneders kursus med støtte fra Børnesagens Fællesråd fra 1927 samt et privat fem-måneders kursus med fokus på arbejdet på døgninstitutioner for børn og unge på Hindholm Højskole fra 1934. Først i 1960 erne etableredes seminarier med uddannelse af børneforsorgspædagoger og omsorgspædagoger. Fra 1986 til 1992 eksisterede en formel
18 Socialt arbejde socialpædagoguddannelse, men i 1992 blev den lagt ind under den fælles pædagoguddannelse. I dag er pædagoguddannelsen også en professionsbacheloruddannelse af 3½ års varighed, der udbydes flere steder i landet. Socialrådgivere, diplomsocialformidlere og socialpædagoger er organiseret i henholdsvis Dansk Socialrådgiverforening med cirka 14.300 medlemmer, HK-Kommunal med cirka 48.000 erhvervsaktive medlemmer og SL, Socialpædagogiske Landsforbund, med cirka 38.500 medlemmer (desuden er socialpædagoger ansat i Københavns kommunes special- og døgninstitutioner organiserede i LFS, Landsforeningen for socialpædagoger). De tre fagforeninger var i flere år alle medlemmer af International Federation of Social Workers, IFSW, og International Association of Schools of Social Work, IASSW. I 2010 vedtog de to internationale organisationer følgende definition på socialt arbejde: Det sociale arbejde som profession fremmer social forandring, løsningen af problemer i forholdet mellem mennesker, myndiggørelse og frigørelse af mennesker for at forøge deres velvære og trivsel. Gennem brug af teorier om menneskelig adfærd og sociale systemer træder socialt arbejde til der, hvor mennesker spiller sammen med deres omgivelser. Principper om menneskerettigheder og social retfærdighed er fundamentale for det sociale arbejde. Det her citerede er SL s oversættelse af definitionen. Interessant nok har Dansk Socialrådgiverforening og HK-Kommunal en anden oversættelse af definitionen. Man kunne givet lave interessante tekstanalytiske udredninger af fagforeningernes forskellige ordvalg i oversættelserne, men her gør jeg blot opmærksom på, at disse forskelle findes for at illustrere, at socialt arbejde er et meget bredt felt, hvor flere forskellige aktører har hver deres faglige profileringsinteresser og derfor også anvender hver deres buzzwords. Fx anvender SL i deres oversættelse udtrykket træde til, mens DS og HK-Kommunal griber ind i samspillet mellem mennesker og deres miljø. Og SL anvender myndiggørelse og frigørelse om målet for socialt arbejde, mens DS og HK-Kommunal i deres oversættelse alene taler om at frigøre. I dag er der ud over de nævnte tre største faggrupper på feltet også socialarbejdere med mange andre uddannelsesbaggrunde. Desuden kan socialarbejdere have meget forskellige efter- og videreuddannelser på diplom- og masterniveau. Herudover har Aalborg
19 Har socialt arbejde en egen fælles kernefaglighed? Universitet siden 1992 udbudt en kandidatuddannelse i socialt arbejde både i Aalborg og København. Denne korte skitsering af uddannelser til socialt arbejde skal primært tjene som indgang til en diskussion af karakteristika ved faglighed i det sociale arbejde. Har socialt arbejde en egen fælles kernefaglighed? Arbejder socialarbejdere på grundlag af en fælles faglig kernekundskab? Dette spørgsmål er bredt diskuteret i faglitteraturen. Når spørgsmålet stilles, skyldes det i høj grad de forestillinger, der traditionelt har præget professionstænkningen, nemlig at en profession blandt andet er karakteriseret ved medlemmer, som er uddannede, trænede og eksaminerede i og anvender færdigheder baseret på teoretiske kundskaber, der har en følelse af fælles identitet, idet de deler fælles faglige vurderinger, og kan dele deres faglige refleksioner og vurderinger ved hjælp af et fælles sprog, som kun delvist kan forstås af udenforstående (Brante, 1987a: 128). Skal socialt arbejdes forskellige faggrupper vinde anerkendelse og status som profession, er det ud fra denne professionsforståelse væsentligt, at de kan redegøre for faggruppens specifikke faglige kerne og teoretiske grundlag. Et specifikt socialrådgiverfagligt teorigrundlag kan fx give adgang til faglig autonomi og monopolisering af særlige arbejdsfelter gennem regulering af, at jobbet kun kan bestrides, såfremt man har en socialrådgiveruddannelse. Dermed er vi fremme ved det sidste trin i den funktionalistiske professionsforståelse, nemlig relationen til samfundets belønningssystem. Hvis alene socialrådgivere har mulighed for at udfylde ansvarsfyldte, tunge og svære samfundsmæssige funktioner i det velfærdsstatslige sociale apparat, kan det også kræves, at de lønnes højt såvel materielt som med hensyn til status og prestige. Ud fra en sådan professionsforståelse er der altså ikke tvivl om, at det er væsentligt for socialrådgiveres fremtidige magtposition og prestige at få defineret en specifik socialrådgiverfaglig kernefaglighed. Men er det realistisk at definere en sådan kernefaglighed? Og er det ønskeligt, at enkelte faggrupper inden for socialt arbejde opnår en sådan professionel magtposition? Vil det styrke kampen mod sociale eksklusionsmekanismer? Det er spørgsmål, som jeg gennem dette kapitel kortfattet vil søge at give nogle bud på.
20 Socialt arbejde Drømmen om kernefagligheden De forskellige faggrupper inden for socialt arbejde i Danmark har udviklet sig i denne specifikke sociale, kulturelle og historiske velfærdsstatslige kontekst. I Danmark er der sket en opdeling i jobfunktionerne inden for det sociale arbejde, sådan at det fx ofte er en socialrådgiver, der står for det administrative og koordinerende i den sociale indsats omkring en vanskeligt stillet børnefamilie, hvorimod det er en pædagog, der arbejder i familien med udvikling af relationerne mellem familiemedlemmerne. En sådan opgavedeling forekommer indlysende for mange danske socialarbejdere, mens den virker underlig for en fx engelsk socialarbejder. I Danmark definerer vi arbejdet med at sende klienter i aktiveringsarbejde som socialt arbejde, hvilket en del udenlandske kolleger også kan være dybt forundrede over, da de ville opfatte det som en rent administrativ funktion. Man kan da også oftere finde en lokalhistorisk og måske endda alene en institutionsspecifik end en seriøs faglig begrundelse for, at fx administrativt uddannet personale, socialrådgivere, socialpædagoger og sundhedsfagligt personale i nogle sammenhænge har ganske adskilte funktioner, mens det i andre sammenhænge kan være vilkårligt, hvilken grunduddannelse den, der varetager funktionen, har. Årsagen hertil er tiere resultat af jurisdiktionskampe mellem forskellige faggrupper end begrundet i forskellige faglige kernekompetencer. Socialarbejdere er karakteriseret ved at agere i forhold til et meget uhomogent genstandsfelt, nemlig praktisk socialt arbejde i forhold til de aktuelt socialpolitisk italesatte og anerkendte sociale problemer. Genstandsfeltet er også uhomogent, fordi faggrupperne arbejder med meget forskelligartede sociale problemer på forskellige niveauer: samfunds-, lokalsamfunds-, gruppe-, familie- og individniveau. Det er derfor umuligt at angive en præcis målgruppekundskab som grundlag for alt socialt arbejde, da kundskabsfeltet oftest også indgår i andre fags vidensgrundlag. En mulig tilgang er dog at afgrænse socialt arbejde til arbejde, der er rettet mod at forebygge, løse, bekæmpe og kontrollere sociale problemers indflydelse på menneskers hverdagsliv. Denne tilgang er imidlertid heller ikke entydig, men indeholder, som det fremgår af kapitel 2, meget forskellige forståelser af, hvad sociale problemer er. Det er derfor vanskeligt at angive en specifik kernefaglighed for de enkelte faggrupper i socialt arbejde. Og et forsøg på at konkretisere en sådan kan, som jeg ser det, kun føre til helt generelle og dermed lidet konkretiserende udsagn. Men socialarbejdere kan uanset