Sygeplejerskens deltagelse i stuegang

PROFESSIONSHØJSKOLEN METROPOL - SYGEPLEJERSKEUDDANNELSEN Sygeplejerskens deltagelse i stuegang The nurse s participation in ward rounds Navn & studienummer: Mojgan Bashiri 672171. Giulia Parisi 672305. Line Møller Mikkelsen 672320. Opgavetype: Bachelorprojekt. Anslag: 71.984 Klassebetegnelse: S2010F. Vejleder: Jimmy Grahndin. Afleveringsdato: 03.01.2014. Modul 14. Kilde: http://akut-sygepleje.munksgaard.dk/#prettyphoto/0/ Lokaliseret: 07.11.2013. Opgaven må anvendes internt i uddannelsen. I henhold til bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser nr. 1016 af 24. august 2010-19, stk. 6, bekræfter undertegnede eksaminand med min underskrift, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp.

Resumé Formål: Formålet med dette bachelorprojekt er at undersøge hvilke barrierer sygeplejersker oplever i forbindelse med deltagelse i stuegang samt hvilke konsekvenser dette har for patienten i det accelererede patientforløb. Baggrund: Forskning viser at sygeplejerskens rolle er uundværlig i stuegangen, men at sygeplejersker generelt mangler viden om ansvar i forbindelse med deltagelse i stuegang. Ydermere er det erfaret at sygeplejersker nedprioriterer deres deltagelse i stuegang. Metode: Empirien er blevet indsamlet gennem det kvalitative semistrukturerede forskningsinterview af to sygeplejersker og en læge der arbejder på en ortopædkirurgisk afdeling i Region Hovedstaden. Empirien er blevet analyseret ud fra en hermeneutisk tilgang. Resultater: Tidsmangel anses som værende en barriere for sygeplejerskers medvirken ved stuegang, og sygeplejerskens manglende medvirken ved stuegang har konsekvenser for patienten i det accelererede patientforløb i form af mangel på helhedsorienteret behandling. Side 1 af 41

Abstract Aim: The purpose of this bachelor project is to examine the obstacles that the nurse experiences regarding the participation in ward rounds and what consequences these obstacles have for fast track surgery. Reason: Research shows that the nurse plays an indispensable part in ward rounds but also that the nurse is generally lacking in knowledge of her own responsibility regarding the participation in ward rounds. Furthermore is has been discovered that the nurse gives lower priority to her own participation. Method: The data has been collected through a qualitative semi-structured research interview with two nurses and a doctor who is working in an orthopedic surgery ward in Region Hovedstaden. The data has been analyzed from a hermeneutic approach. Results: Time shortage is held to be the obstacle for the nurse's participation in ward rounds, and the nurse's lacking involvement in ward rounds has consequences for the patient in fast track surgery in the sense of a lacking comprehensive treatment. Side 2 af 41

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 5 1.1 Historisk dimension (Line Møller Mikkelsen)... 5 1.2 Sygeplejefaglig dimension (Line Møller Mikkelsen)... 6 1.3 Tværfaglig dimension (Giulia Parisi)... 7 1.4 Samfundsmæssig dimension (Giulia Parisi)... 7 1.5 Juridisk dimension (Mojgan Bashiri)... 8 1.6 Personlig dimension (Mojgan Bashiri)... 8 2. Afgrænsning... 9 2.1 Sammenfatning (fælles)... 9 2.2 Afgrænsning af problemstilling og valg af afdeling til indsamling af empiri (fælles)... 9 3. Problemformulering... 10 4. Metode og teori... 10 4.1 Litteratursøgning (Giulia Parisi)... 10 4.2 Videnskabsteoretisk position (Mojgan Bashiri)... 11 4.3 Metodevalg... 12 4.3.1 Indsamling af empirisk materiale (Mojgan Bashiri)... 12 4.3.2 Udvælgelse af informanter (Line Møller Mikkelsen)... 13 4.3.3 Interviewguide (Line Møller Mikkelsen)... 13 4.3.4 Etiske og juridiske overvejelser (Giulia Parisi)... 14 4.3.5 Analysemetode (Giulia Parisi)... 14 4.4 Teorivalg... 15 4.4.1 Per Lauvås og Kirsti Lauvås (Giulia Parisi)... 15 4.4.3 Merry Scheel (Mojgan Bashiri)... 15 5. Analyse... 16 5.1 Det tværfaglige samarbejde (Giulia Parisi)... 16 5.2 Relationen mellem sygeplejerske og patient (Mojgan Bashiri)... 19 5.3 Barrierer i forbindelse med deltagelse i stuegang (Line Møller Mikkelsen)... 23 6. Diskussion... 26 6.1 Diskussion af metode (Line Møller Mikkelsen)... 26 6.2 Diskussion af teorivalg (Mojgan Bashiri)... 27 7. Konklusion... 28 7.1 Konsekvenserne, for patienten, ved sygeplejerskens manglende medvirken ved stuegang (fælles)... 28 7.2 Sygeplejerskens barrierer i forbindelse med deltagelse i stuegang (fælles)... 29 8. Perspektivering (Giulia Parisi)... 30 9. Litteraturliste... 31 Side 3 af 41

10. Bilagsliste... 34 10.1 Bilag 1: Søgeprotokol... 34 10.2 Bilag 2: Interviewguide til interview med sygeplejersker... 38 10.3 Bilag 3: Interviewguide til interview med læge... 39 10.4 Bilag 4: Ansøgning om tilladelse til at indsamle empiri... 40 10.5 Bilag 5: Informeret samtykke... 41 Side 4 af 41

1. Indledning Sygeplejen har gennem tiden udviklet og ændret sig, og i takt med den teknologiske udvikling i sundhedsvæsenet, bliver der stillet højere krav til sundhedspersonalet i forhold til effektivisering af arbejdsgange, optimering af indlæggelsesforløb samt sikring af dokumentation og kvaliteten i behandling og pleje. Da stuegang er en vigtig del af indlæggelsesforløbet for patienten, stilles der også højere krav til stuegangen som funktion (Sundhedsstyrelsen 2006). Dette bachelorprojekt tager udgangspunkt i en undersøgelse vedrørende stuegang i det accelererede patientforløb på en ortopædkirurgisk afdeling i Region Hovedstaden. Vi har valgt at inddele følgende indledning i afsnit bestående af fem dimensioner, dækkende over stuegangen som fænomen. Til trods for at alle dimensionerne har en dialektisk indvirkning på projektets problemfelt, vil alle dimensioner ikke blive udfoldet i deres fulde kompleksitet, grundet projektets erkendelsesinteresse. Dimensionsinddelingen vil samlet set give et indblik i stuegangens forskellige aspekter og problemfelter, samt præcisere projektets problemfelt. 1.1 Historisk dimension (Line Møller Mikkelsen) Ifølge sundhedsstyrelsen (2006), bestod antikkens medicin og lægekunst af tre faktorer; sygdommen, lægen og patienten. Lægen havde større held med at lindre kroniske tilstande og mindre lidelser, end decideret at helbrede livstruende sygdomme. Medicinerne fik statslig autorisation i 1670 erne og uddannelse for læger blev ligeledes etableret her. Åbningen af Frederiks Hospital, medførte mulighed for kliniksted for de studerende og professorerne gik med de studerende rundt og tilså de egnede patienter, og de første stuegange blev dermed gennemført, dog udelukkende med undervisning af medicinstuderende som formål. Frem til sidst i 1800tallet var aktørerne i stuegangen læger og medicinstuderende, men med etableringen af sygeplejersken som funktion i slutningen af 1800tallet fik stuegangen en ny funktion. Grundet undervisning og forskning som formål, var patienterne objektiviserede. I 1900tallet og frem øgedes efterspørgslen af sygeplejersker og i 1950 erne blev uddannelsen for sygehjælpere etableret. Disse skulle aflaste sygeplejerskens mange funktioner. Stuegangens funktion var efterfølgende en hensigtsmæssig arbejdsform til koordinering af de mange arbejdsindsatser fra forskellige specialer og faggrupper. I begyndelsen af 1980 erne sker der en ændring i arbejdstilrettelæggelsen i forbindelse med faglige overenskomster, og dette medførte at stuegangen her havde en funktion i at læge og sygeplejerske kunne skabe overblik over patientens tilstand, samt justere behandling og undersøgelse, i fællesskab. I dag består stuegang af læge og sygeplejerske som aktører, og der arbejdes ud fra princippet om en før-stuegang, en stuegangsrunde Side 5 af 41

samt en efter-stuegang. Formålet med stuegang er i dag at styre det diagnostiske og behandlingsmæssige arbejde på hospitaler (Sundhedsstyrelsen 2006). 1.2 Sygeplejefaglig dimension (Line Møller Mikkelsen) Ud over at styre det diagnostiske og behandlingsmæssige arbejde på hospitaler, er formålet med stuegang ifølge Mette Kjerholt og Claus Moe, at afdække patientens problemstillinger og planlægge udredning, behandling og pleje ud fra disse samt at informere, diskutere og evaluere behandlings og plejemæssige tiltag med patienten (Kjerholt 2003). Organisering, strukturering og afvikling af stuegang er ikke kun et lægefagligt ansvarsområde, det er også et sygeplejefagligt ansvarsområde. Sygeplejersken bør gøre sit ypperste for at være del af en velfungerende, optimal stuegang, hvilket i sygeplejemæssigt henseende vil sige: til patientens bedste (ibid). I forhold til stuegangsfunktionen har sygeplejersken ansvar for at gøre opmærksom på, samt ændre på de arbejdsgange og rutiner der ikke tilgodeser patientens sag. Det er ligeledes sygeplejerskens ansvar at sikre, at målene for stuegangen bliver effektueret. For at kunne leve op til disse ansvar, må sygeplejersken være en del af stuegangsfunktionen (Kjerholt 2003). Udover Kjerholt, beskriver artiklen The nurse s role in hospital ward rounds af Liz Lees på samme måde sygeplejerskens uundværlige rolle i forbindelse med stuegang og artiklen fremhæver fem hovedpointer i forbindelse med stuegang. I fire af de fem pointer, benævnes sygeplejersken som den faktor i stuegangen, der forårsager pleje og behandling af høj kvalitet. Debatten om hvorvidt sygeplejersken skal deltage i stuegangen, burde på ingen måde være aktuel (Lees 2013). Ifølge artiklen Initiative to change ward culture results in better patient care af Tejal Desai (2011) er sygeplejersker ofte uvidende i forhold til vigtigheden af deres rolle i forbindelse med stuegang. Denne beskriver ligeledes vigtigheden af sygeplejerskers tilstedeværelse i forbindelse med stuegang og beskriver samtidig sygeplejerskers manglende deltagelse i stuegang. 1921 patienter blev gennemgået ved stuegang, og ud af disse 1921 patienter var sygeplejersken kun tilstede i 31 % af tilfældene ved den forberedende før-stuegang, og kun 59 % af tilfældene ved selve stuegangen. Udover sygeplejerskernes uvidenhed, angående vigtigheden af deltagelse i stuegangen, føler sygeplejersker ligeledes at deres tilstedeværelse er unødvendig. Det fremgår også af artiklen, at der findes en sparsom daglig professionel dialog mellem blandt andet læger og sygeplejersker, og denne sparsomme dialog går i sidste ende ud over patienterne. Konsekvensen af sygeplejerskernes manglende deltagelse i stuegang kan, ifølge Desai, resultere i dårlig patientsikkerhed og øget risiko for utilsigtede hændelser (Desai 2011). Side 6 af 41

1.3 Tværfaglig dimension (Giulia Parisi) Den sparsomme dialog, som Desai (2011) problematiserer, bliver ligeledes problematiseret helt tilbage i 1998. Mette Kjerholt udarbejdede i dette år Dialogen der blev væk. Dette forskningsprojekt viser at der, i forbindelse med stuegangen, allerede tilbage dengang var problematikker i form af ringe kommunikation mellem læge og sygeplejerske samt en nedprioritering af sygeplejerskens deltagelse i stuegangen. Resultaterne af projektet viste, at stuegangen dengang tog udgangspunkt i en naturvidenskabelig tankegang hvor målet var at finde patientens biomedicinske diagnose, og alle beslutninger blev taget med patientens fysiologiske tilstand som udgangspunkt. Kjerholt beskriver dette som problematisk, da patientens livs og betydningsverden ikke inddrages eller tillægges betydning. Dette er en udfordring i forhold til at træffe beslutninger med henblik på at løse patientens problemer og medinddrage patienten i behandlingen (Kjerholt 1998). Den tværfaglige kommunikation mellem læge og sygeplejerske i forbindelse med stuegang, er, ifølge Kjerholt, et vigtigt element i en velfungerende stuegang, dette gør sig især gældende i sundhedsvæsenet som vi kender det i dag, med det overordnede sammenhængende patientforløb, accelererede patientforløb, modelprogrammer og kvalitetssikring i fokus (Hansen & Kruckow 2010). 1.4 Samfundsmæssig dimension (Giulia Parisi) I 2002 blev en ny strategi for kvalitetsudvikling præsenteret af Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet; Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM). Formålet med DDKM er at virke som det samlende element indenfor dansk kvalitetsudvikling og opbygge et sammenhængende kvalitetssystem der skal være grundlag for dokumentation, kvalitetsudvikling og akkreditering. DDKM implementeredes i 2009 i det danske sundhedsvæsen (Mainz et al. 2011). Et fremtrædende begreb i forhold til kvalitetsudvikling er akkreditering. Akkreditering er et kvalitetsudviklingsværktøj der kan defineres som en procedure, hvor et anerkendt organ vurderer hvorvidt en aktivitet, organisation eller ydelse lever op til akkrediteringsstandarder (Mainz & Rhode 2011). Sammenhængende patientforløb er en forudsætning for kvalitet og effektivitet i sundhedsvæsenet, og har blandt andet til hensigt at mindske lange indlæggelser og forhindre genindlæggelser. Samtidig vil det veltilrettelagte, sammenhængende patientforløb understøtte høj klinisk kvalitet, da det giver optimale betingelser for at sundhedspersonen kan udføre sin afgrænsede del af opgaven i patientens samlede forløb. Der er ikke noget konkret svar på hvad der skaber det sammenhængende patientforløb, men der arbejdes målrettet, via det accelererede patientforløb, kontaktpersonordningen, diagnostiske pakker og forløbskoordinatorer, hen i mod at skabe et sammenhængende forløb for patienter (Hansen & Kruckow 2010). På baggrund af ovenstående, ser Side 7 af 41

vi i dag et sundhedsvæsen præget af høj specialisering, stadig udvikling af ny teknologi og krav om rationalisering. Patienter er indlagt i kortere tid, hvilket stiller høje krav til de sundhedsprofessionelles evne til effektiv planlægning, koordinering samt informationsudveksling. Hermed stilles der altså også større krav til stuegang som funktion, da denne anses for element til at samle trådende i patientforløbet (Sundhedsstyrelsen 2006). 1.5 Juridisk dimension (Mojgan Bashiri) Sygeplejersken er underlagt juridiske love, heriblandt autorisationsloven. Kapitel 5 17 i denne, beskriver at sygeplejersken er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed (Retsinformation 2011). Dette er et udtryk for at udvise professionel ansvarlighed, hvilket blandt andet indebærer at sygeplejersken altid handler under hensynstagen til patientens bedste. Dette kræver også at hun tager ansvar for sin egen faglighed, både etisk og professionelt. De Sygeplejeetiske Retningslinjer blev vedtaget i 2004 og er retningslinjer for, at sygeplejersken skal behandle alle patienter med respekt, og sygepleje skal udøves uden nogen form for diskrimination (Sygeplejeetisk Råd 2012). Patienten skal, for at modtage behandling, give sit samtykke. Det kan gøres skriftligt eller mundtligt og samtykket er frivilligt (Sundhedsstyrelsen 2009). Dette betyder at patienten skal være grundigt informeret om sin sygdom, de forskellige behandlingsmuligheder samt bivirkninger og konsekvenser ved at vælge behandling og undersøgelser til eller fra. Endvidere er sygeplejerskens virksomhedsområde at udøve, lede, formidle og udvikle sygeplejen. At udvikle sygeplejen, indebærer blandt andet at kunne forholde sig refleksivt til sin egen praksis og kontinuerligt udvikle sine faglige kundskaber samt gøre opmærksom på problemområder, og dermed kunne igangsætte og forbedre sygeplejen (Rath 2009). Hvis sygeplejersken skal kunne leve op til disse krav, er hun nødt til at være aktiv i forhold til at involvere sig i stuegang og få patienten medinddraget i forløbet (Ravn 2003). 1.6 Personlig dimension (Mojgan Bashiri) Vi har som sygeplejestuderende alle gennemført et klinisk forløb indenfor det ortopædkirurgiske speciale, og her oplevede vi at sygeplejerskens medvirken ved stuegang blev nedprioriteret, hvilket undrede os. Det undrer os, hvorfor sygeplejersken nedprioriterer at deltage ved stuegangen, da stuegangen, som anført ovenfor, også er sygeplejerskens ansvar. Side 8 af 41

2. Afgrænsning I dette afsnit ønsker vi at sammenfatte ovenstående litteratur samt dettes perspektiver og synspunkter i forhold til problemstillingen. Til sidst ønskes en afgrænsning i forhold til hvad vi finder relevant i forhold til problemstillingen. 2.1 Sammenfatning (fælles) Stuegangen er et komplekst fænomen, og har ansvar for koordinering af faggrupper samt det diagnostiske og behandlingsmæssige arbejde (Sundhedsstyrelsen 2006), hvilket gør stuegangen til et uundværligt element i sundhedsarbejdet på de danske hospitaler. I følge ovenstående litteratur, findes flere perspektiver på hvilke elementer der kan have indflydelse på stuegangsfunktionen. Der er derimod enighed om at sygeplejerskens rolle er uundværlig i stuegangen (Kjerholt 2003; Lees 2013; Desai 2011), men at sygeplejersker generelt mangler viden om deres funktion og ansvar i forbindelse med stuegang og anser deres deltagelse i stuegang som unødvendig (Desai 2011). Vi har, som sygeplejestuderende, ikke oplevet praksis som værende modstridende med nærværende forskning. Desuden har sygeplejersken også sin juridiske dimension at leve op til, hvilket hun, ifølge Ravn (2003), ikke kan hvis ikke hun deltager aktivt i stuegangen hos sine patienter. Ovenstående giver os anledning til undren og refleksion over sygeplejerskens egentlige funktion i forbindelse med stuegangen, grunden til sygeplejerskens nedprioritering af deltagelse i stuegangen samt konsekvenser forbundet hermed. Vi har formuleret følgende forskningsspørgsmål: Hvad er sygeplejerskens egentlige funktion i og rolle under stuegangen? Hvilke barrierer oplever sygeplejersken i forbindelse med deltagelse i stuegang? Hvilke konsekvenser kan sygeplejerskens manglende medvirken ved stuegang, have for patienten i det accelererede patientforløb? Denne problematik er desuden væsentlig at undersøge, da nedprioritering af sygeplejerskens medvirken ved stuegang, ifølge Desai (2011), kan medføre dårlig patientsikkerhed og øget risiko for utilsigtede hændelser. 2.2 Afgrænsning af problemstilling og valg af afdeling til indsamling af empiri (fælles) Vi har gennem vores litteratursøgning, erfaret at der findes begrænset litteratur vedrørende stuegang i forhold til det accelererede patientforløb inden for ortopædkirurgi. Derfor har vi, for at afgrænse vores emne, valgt at fokusere på ortopædkirurgiske patienter, underlagt det accelererede patientforløb. Indlæggelserne er her, grundet disse accelererede patientforløb, meget komprimerede og målrettede, hvilket udfordrer sygeplejersken i forhold til at udføre en veltilrettelagt sygepleje, hvor information og vejledning, under hele forløbet, er en nødvendighed. Medinddragelse af Side 9 af 41

patientens ønsker og ressourcer er ligeledes en nødvendighed i det accelererede patientforløb (Stuhaug og Jensen 2010). Vi vil beskæftige os med hvad sygeplejersken oplever som værende barrierer for sygeplejerskens medvirken ved stuegang, samt hvilke konsekvenser sygeplejerskens manglende medvirken kan have for sygeplejen i dag. Som det fremgår i afsnit 1.3 tværfaglig dimension, er det tværfaglige samarbejde mellem læge og sygeplejerske, herunder tværfaglig kommunikation, et vigtigt element i forhold til en velfungerende stuegang (Kjerholt 1998). Dette giver os anledning til at inddrage et lægefagligt perspektiv i forhold til problemstillingen, hvilket vi har valgt at gøre. Afdelingen hvor vi vil indsamle vores empiri, er en ortopædkirurgisk afdeling i Region Hovedstaden og denne afdeling modtager patienter til elektiv kirurgi og arbejder ud fra principperne bag det accelererede patientforløb. 3. Problemformulering Vores problemformulering er formuleret med udgangspunkt i tidligere erfaringer som sygeplejestuderende, samt med inspiration fra vores fundne litteratur. Problemformuleringen lyder således: Hvilke barrierer oplever sygeplejersken i forbindelse med deltagelse i stuegang på en ortopædkirurgisk afdeling for elektive forløb i Region Hovedstaden, og hvilke konsekvenser kan sygeplejerskens manglende medvirken ved stuegang have for patientens elektive indlæggelse i det accelererede patientforløb? 4. Metode og teori I følgende afsnit vil vi beskrive den metode vi benytter til at forsøge at besvare problemformuleringen. Afsnittet vil beskrive vores litteratursøgning, videnskabsteoretiske tilgang, den valgte metode til indsamling og analyse af empiri. 4.1 Litteratursøgning (Giulia Parisi) For at finde relevant litteratur vedrørende stuegang og finde frem til om emnet tidligere er undersøgt, har vi valgt en systematisk litteratursøgning på søgedatabaserne CINAHL, PUBMED og www.sygeplejersken.dk. Pubmed (Public Medline) er det amerikanske National Library of Medicine s database og CINAHL (Cumulative Index to Nursing and Allied Health Litterature) indeholder sygeplejefaglige tidsskrifter samt andre sundhedsfaglige tidsskrifter. Fagbladet Sygeplejersken udkom første gang i 1901 som Tidsskrift for Sygepleje (Hørmann 2011). Vi har primært valgt at anvende CINAHL til vores litteratursøgning, da det er en sundhedsfaglig database og hovedvægten her ligger på sygepleje. I søgningen brugte vi søgeordene nurses/nurse/hospital nurse, patient, ward Side 10 af 41

round/rounds, surgery, sygeplejerske, patient, læge, stuegang. Imellem synonymerne blev der brugt de boolske operatorer OR og derefter kombineres ordene med et AND, som redskab i søgeprocessen for at indsnævre søgningen. Vores inklusionskriterier indebar, at artiklerne skulle være mellem år 2000-2013. Da der var begrænset litteratur publiceret inden for de seneste år og vi samtidig gerne ville have viden angående stuegang fra før i tiden, søgte vi tilbage til publiceringsår 2000. For uddybende søgeprotokol, se bilag 1. De artikler vi ville gennemlæse, skulle være på dansk, norsk, svensk eller engelsk. Vi ekskluderede artikler vedrørende psykiatri, børn og primærsektoren da det ikke er relevant i forhold til vores emne. Da vi skulle udvælge brugbare artikler, undersøgte vi artiklernes relevans ved at gennemlæse resuméet i artiklerne som det første. Herefter gjorde vi brug af ImRad principperne ved gennemlæsning af udvalgte artikler (ku.dk). 4.2 Videnskabsteoretisk position (Mojgan Bashiri) I dette bachelorprojekt ønskes der at opnå viden om sygeplejerskens oplevelse af barrierer i forhold til deltagelse i stuegangen, hvorfor vi ønsker at benytte en humanvidenskabelig tilgang. Dette bachelorprojekts metode til indsamling og analyse, er fænomenologi og hermeneutik. Først en redegørelse for fænomenologiens videnskabsteoretiske position. Fænomenologi betyder viden om fænomener og er grundlagt af Edmund Husserl i 1900tallet. Det grundlæggende i fænomenologien er, ifølge Husserl, at beskrive fænomener i menneskets livsverden, og ved begrebet fænomen forstås det, der fremtræder i menneskets bevidsthed (Zahavi 2011). Fænomenologien forstår livsverden som den verden der opleves i førstepersons perspektiv, og denne verden indeholder fænomener, man umiddelbart ikke kan dele med nogen (Birkler 2010). I dette bachelorprojekt benyttes den fænomenologiske tilgang til at opnå indblik i og forståelse for sygeplejerskens livsverden. For at opnå forståelse for lægens og sygeplejerskens livsverden, er vi nødt til at holde vores forforståelse passiv (Zahavi 2011). Ifølge Kvale & Brinkmann (2009) peger fænomenologien, i forhold til det kvalitative forskningsinterview, på en interesse i at beskrive en verden som den opleves af interviewpersonen. Fænomenologien er relevant for afklaringen af forståelsesformen i det kvalitative forskningsinterview, ved at fokusere på den oplevede betydning af informantens livsverden (Kvale & Brinkmann 2009). Hans-Georg Gadamer er en af de dominerende filosoffer indenfor udviklingen af den eksistentielle hermeneutik. Hermeneutik er læren om fortolkning, og søger at svare på hvad forståelse er, og hvordan forståelse opnås (Pahuus 2011). Det man som forsker, via hermeneutikken, prøver at opnå Side 11 af 41

forståelse for, er andre mennesker (Birkler 2010). Rent videnskabeligt benyttes hermeneutikken som metode til forståelse af subjektet, i forhold til hvad der siges og gøres (Dahlager & Fredslund 2012). Forforståelse er en forståelse, der altid går foran en forståelse (ibid). Ifølge Gadamer er forståelse og forforståelse gensidigt afhængige af hinanden. Dette er essensen i Gadamers udlægning af den hermeneutiske cirkel, hvilket er det cirkulære forhold mellem delforståelse og helhedsforståelse der gør sig gældende. Helheden kan kun forstås ud fra delene og delene kan kun forstås ud fra helheden (Birkler 2010). Al forståelse opstår ud af den situation, det pågældende individ tager del i, og situationen er den kontekst verden ses og forstås ud fra. Den er, sammen med forforståelsen, med til at skabe rækkevidden af vores horisont, hvilket fordrer evnen til at forstå. Ved kontinuerlig bekræftelse eller afkræftelse af delforståelsen, revideres helhedsforståelsen og dermed skabes horisontsammensmeltning, hvilket bidrager til en mere adækvat fortolkning (Pahuus 2011). En hermeneutisk analysemetode vil benyttes som redskab til at opnå en ny forståelse. Udgangspunktet i analysen er dekontekstualisering, hvorved de meningsbærende dele trækkes ud af empirien, med henblik på en dybere undersøgelse. Herefter skabes en rekontektsualisering hvor empirien sammensættes igen, på en ny måde (Birkler 2010). 4.3 Metodevalg 4.3.1 Indsamling af empirisk materiale (Mojgan Bashiri) I dette bachelorprojekt har vi valgt et eksplorativt design til indsamlingen af empiriske data. Vi vil med udgangspunkt i det eksplorative design, anvende det semistrukturerede forskningsinterview til indsamling af vores empiriske materiale. Formålet med anvendelsen af det semistrukturerede forskningsinterview, er at opnå en dybere indsigt i sygeplejerskens og lægens subjektive oplevelser. Ifølge Kvale & Brinkman (2009) har forskningsinterviewet en åben struktur, og der er således ingen standardprocedurer eller regler i det kvalitative forskningsinterview. Der findes dog nogle teknikker og standardvalg af tilgange. Kvale & Brinkman opstiller syv faser af forskningsinterviewet; 1. tematisering, 2. design, 3. interview, 4. transskription, 5. analyse, 6. verifikation og 7. rapportering (Kvale & Brinkmann 2009). En interviewundersøgelse er et etisk og moralsk foretagende. Etiske spørgsmål vil præge hele forløbet i en interviewundersøgelse, og der bør derfor tages hensyn til dette. Kvale & Brinkmann (2009) opstiller nogle etiske spørgsmål i forbindelse med disse syv forskningsfaser, og i forhold til det eksplorative design vil vi indhente informeret samtykke fra sygeplejerskerne og lægen (Kvale & Brinkmann 2009). Dette uddybes i afsnit 4.3.4 Etiske og juridiske overvejelser. For at opnå et større Side 12 af 41

helhedsbillede, hvor mindst mulige informationer går tabt, ønsker vi at være tre til interviewet og interviewet vil blive lydoptaget. Det semistrukturerede interview udføres med åbne spørgsmål, da man ved denne form for interview på forhånd har fastlagt nogle emner som ønskes belyst og hvor svarene bliver uddybende (ibid). Interviewguiden anvendes som et redskab i tilfælde af, at sygeplejerskens fokus flyttes fra emnet. Dette uddybes i afsnit 4.3.3 Interviewguide. 4.3.2 Udvælgelse af informanter (Line Møller Mikkelsen) Der er foretaget en strategisk udvælgelse i forhold til udvælgelsen af informanter til de semistrukturerede forskningsinterview (Christensen et al. 2007). Vi har udvalgt få informanter til at give en nuanceret og varieret illustration af stuegangen som fænomen. Ifølge Kvale & Brinkmann (2009), bør man i det kvalitative forskningsinterview interviewe så mange informanter der brug for, for at kunne give svar på de pågældende spørgsmål (Kvale & Brinkmann 2009). Formålet med dette bachelorprojekt er at opleve stuegangsfænomenet ud fra sygeplejerskens og lægens perspektiv og vi har i den forbindelse valgt at interviewe to sygeplejersker og en læge fra en ortopædkirurgisk afdeling i Region Hovedstaden. Den ene sygeplejerske vil blive omtalt spl.1 og den anden sygeplejerske vil blive omtalt spl.2. De to sygeplejersker skal have arbejdet på afdelingen i minimum et år og dermed have erfaring i forbindelse med at arbejde med det accelererede patientforløb inden for ortopædkirurgien. Vi har valgt at interviewe en læge fra samme afdeling som de to sygeplejersker, da informanterne dermed er vant til at interagere i forhold til stuegang. 4.3.3 Interviewguide (Line Møller Mikkelsen) Som forberedelse til udførelsen af det kvalitative, semistrukturerede forskningsinterview er der udarbejdet en interviewguide. Vi har udarbejdet interviewguiden til sygeplejerskerne med udgangspunkt i hvilke barrierer sygeplejerskerne oplever i forbindelse med deltagelse i stuegang, samt hvilke konsekvenser sygeplejerskerne mener det har for patienterne, når de ikke deltager i stuegang. Denne interviewguide tog udgangspunkt i vores problemformulering og i den forbindelse opstillede vi følgende temaer: stuegang som formål og funktion, prioritering af og barrierer i forbindelse med deltagelse i stuegang, tværfagligt samarbejde i forhold til stuegang og konsekvenser forbundet med manglende deltagelse i stuegang. Se endvidere bilag 2 for interviewguide til interview med sygeplejersker. Vi har ligeledes udarbejdet en interviewguide til interviewet med lægen med udgangspunkt i hvordan lægen oplever stuegangen og samarbejdet med sygeplejersken under stuegang og hendes funktion samt engagement under stuegang. Der blev ligeledes taget udgangspunkt i vores problemformulering, og følgende temaer blev opstillet: stuegang som formål Side 13 af 41

og funktion, tværfagligt samarbejde i forhold til stuegang og sygeplejerskens deltagelse i stuegang. Se endvidere bilag 3 for interviewguide til interview med lægen. Efter selve interviewet, transskriberedes de udførte semistrukturerede forskningsinterviews. Dette er ifølge Kvale & Brinkmann (2009) her interviewsamtalerne indtager en form, der egner sig til nærmere analyse. 4.3.4 Etiske og juridiske overvejelser (Giulia Parisi) Vi har fået tilladelse af oversygeplejersken samt afdelingssygeplejersken til at indhente empiri i form af interviews, på den pågældende ortopædkirurgiske afdeling. Vi sendte et dokument til oversygeplejersken, med vores ansøgning om tilladelse til at foretage dataindsamling i forbindelse med vores bachelorprojekt, se bilag 4 for ansøgning om tilladelse til at foretage dataindsamling. Ud fra de etiske principper i de Etiske Retningslinjer for Sygeplejeforskning i Norden, har vi gjort os nogle forskningsetiske overvejelser. Vi har først og fremmest udarbejdet et informationsmateriale til sygeplejerskerne og lægen, som skal indgå i undersøgelsen, hvor der står en beskrivelse af projektets formål, fremgangsmåde for undersøgelsen samt hvad resultaterne skal bruges til. De skal informeres om, at vi ønsker informeret samtykke, for at de kan deltage i undersøgelsen. Se bilag 5 for det informerede samtykke. Sygeplejerskerne og lægen bliver desuden gjort opmærksomme på at undersøgelsen er frivillig, og at de til hver en tid kan trække sig fra undersøgelsen (Glasdam 2011). Vi er som studerende omfattet af persondataloven samt forvaltningslovens regler om tavshedspligt (Glasdam 2011). 4.3.5 Analysemetode (Giulia Parisi) Kvale & Brinkmann (2009) opstiller i forbindelse med analyse, med fokus på mening; meningskodning, meningskondensering og meningsfortolkning. Som beskrevet i afsnit 4.2 Videnskabsteoretisk position, benytter vi hermeneutikken som analyseredskab og dette vil føre os videre til meningskondensering. Meningskondensering indebærer, at meninger som informanten udtrykker, omformuleres til korte sætninger. Meningskondenseringen består af fem trin; interviewet læses igennem som helhed, de naturlige meningsenheder der udtrykkes af informanterne fremhæves, de mest dominerende temaer fremhæves og omformuleres af forskeren ud fra en naturlig meningsenhed, der stilles forskningsrelaterede spørgsmål til disse meningsenheder og til sidst knyttes de væsentligste temaer sammen som helhed (Kvale & Brinkmann 2009). Hovedtemaerne i den indsamlede empiri lyder således: det tværfaglige samarbejde, relationen mellem sygeplejerske og patient og barrierer i forbindelse med deltagelse i stuegang. Side 14 af 41

4.4 Teorivalg 4.4.1 Per Lauvås og Kirsti Lauvås (Giulia Parisi) I henhold til at bearbejde problemformulering, har vi valgt at gøre brug af bogen Tværfagligt samarbejde af Kirsti Lauvås og Per Lauvås fra år 2010. Kirsti Lauvås er uddannet cand.paed.spec og er ansat ved Institutt for specialpedagogik i Oslo og Per Lauvås er professor ved Østfold University College og arbejder med kvalitetsudvikling på det pædagogiske område. Vi har, ud fra bogen, valgt at koncentrere os om følgende begreber: tværfagligt samarbejde, roller samt kommunikation. Disse begreber inddrages, da de kan give forskellige perspektiver på det tværfaglige samarbejde og anvendes i forhold til at kunne forstå hvorfor samarbejdet ikke altid fungere så godt, og hvad man kan gøre for at optimere dette samarbejde. Vi har valgt at inddrage teori om tværfagligt samarbejde, da vi finder det relevant i forhold til problemformuleringen og fordi tværfagligt samarbejde regnes, både i teori og praksis, for at være en nødvendighed i nutidens organisations- og samfundsliv (Lauvås & Lauvås 2010). 4.4.3 Merry Scheel (Mojgan Bashiri) Vi har ydermere valgt at benytte os af den danske sygeplejerske og filosof Merry Elisabeth Scheel (2006) til analysen af vores indsamlede empiri. Scheel (2006) blev cand. phil. i 1989 og mag.art. i filosofi i 1991. Scheels (2006) teori er relevant at benytte i analysen, da Scheel (2006) anser sygepleje som en interaktionel praksis, der placerer sig mellem den videnskabsbaserede sygepleje og den relativistiske sygepleje og bør indeholde det bedste fra de to retninger. Scheel (2006) beskriver hvorledes mennesket ses i relation til andre, og beskriver to forholdsmåder samt tre handlingstyper i den interaktionelle relation mellem sygeplejerske og patient. Dette vil uddybes i afsnit 5.2 Relation mellem sygeplejerske og patient. Ligeledes er teorien relevant, da Scheel (2006) beskriver en samfundslogik og en egenlogik, hvilke kan bidrage med at belyse problemstillinger i forhold til samspillet herimellem. Scheel (2006) er inspireret af den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas teori om systemverden og livsverden. Systemverden forstås som målrettet og rationel, styret af økonomi og livsverden forstås som den verden og kultur mennesket lever i samt den kulturelt oplagrede baggrundsviden og forforståelse. Der kan opstå ubalance i egenlogikken og samfundslogikken når eksempelvis fagets yderside i form af systemverden, får størst indflydelse i form af de rammer og den struktur som systemverden giver sygeplejefaget (Kamp Nielsen 2008). Side 15 af 41

5. Analyse Analysedelen er inddelt i tre temaer, hvilke opstod naturligt ud fra meningskondenseringen. Temaerne lyder således: det tværfaglige samarbejde, relationen mellem sygeplejerske og patient samt barrierer i forbindelse med deltagelse i stuegang. Temaerne er valgt med henblik på at besvare problemformuleringen, empirien vil blive analyseret ud fra vores ovenstående valgte teorier og forskningsartiklerne der blev præsenteret i afsnit 1.2 Sygeplejefaglig dimension vil ligeledes inddrages. 5.1 Det tværfaglige samarbejde (Giulia Parisi) I dette tema ønskes der at belyse hvordan det tværfaglige samarbejde fungerer mellem læge og sygeplejerske, med henblik på at forsøge at besvare sidste del af problemformuleringen. Der ønskes at afklare hvorvidt sygeplejerskens manglende medvirken ved stuegang, påvirker det tværfaglige samarbejde med lægen, samt hvordan det i sidste ende kan have konsekvenser for patienten i det accelererede patientforløb. Et dårligt fungerende tværfagligt samarbejde kan, ifølge Lauvås og Lauvås (2010), have konsekvenser i form af mangel på helhedsorienteret behandling og mangelfuld kontakt mellem patient og de involverede sundhedsfaglige personer. I følgende citater udtrykker lægen følgende: ( )Men hvis det nu er vedkommende måske lige er gået, fordi hun skulle et eller andet ( ) Så går jeg selv ind ( ) Så udskriver jeg bare, ikke? ( ) Men jeg vil sige de ældre patienter, har vi tit sygeplejerskerne med fordi det er mere komplekst end de unge.( ) I overstående citat tyder det på at lægen ikke altid mener at det er vigtigt at sygeplejersken deltager i stuegang, med mindre det drejer sig om en ældre patient. Dette ses når han siger at han selv går stuegang med patienten og ligger fremtidsplaner for patienten uden sygeplejersken. Som det fremgår af lægens citat kan sygeplejersken være begrænset af tid, i forhold til at deltage i stuegang. Dette kan medføre problemstillinger som lægen har overset, men som sygeplejersken kan være behjælpelig med. Dermed kan læge og sygeplejerske, når begge deltager i stuegang, fungere som et team. Lauvås og Lauvås (2010) definerer tværfagligt samarbejde som en interaktion mellem forskellige faggrupper, med det formål at sikre kvalitet i arbejdet, ved at udnytte og udvikle hinandens kompetencer. Det tværfaglige samarbejde kan enten foregå interprofessionelt, også kaldet tværprofessionelt, hvor personer fra forskellige professioner arbejder sammen. Det kan også foregå intraprofessionelt, hvor personer fra samme profession arbejder sammen. Ud fra overstående citat, kan det tyde på at lægen og sygeplejersken ikke altid arbejder tværprofessionelt, men nærmere Side 16 af 41

flerfagligt. I et flerfagligt samarbejde, arbejder man parallelt med hinanden og udveksler informationer om hvor man er i processen, men man er ikke afhængig af hinanden på samme måde som i det tværfaglige samarbejde (Lauvås & Lauvås 2010). Hvis sygeplejersken skal handle til patientens bedste, er hun nødt til at deltage i stuegang, for at kunne indgå som en del af det tværfaglige samarbejde, og dermed bidrage med sit sygeplejeperspektiv i forhold til at gavne patienten i det accelererede patientforløb. Dette understøttes også af Mette Kjerholt (1998) som mener at man ikke kan handle ud fra patientens bedste, hvis sygeplejersken ikke kan se kritisk på sig selv og andre og dermed kunne ændre adfærd eller uhensigtsmæssige rutiner. Dette kan hun kun gøre ved at være en del af stuegangen. I Dialogen der blev væk problematiserer Kjerholt (1998), at sygeplejerskerne ikke altid engagerer sig i det tværfaglige samarbejde. Dette ses ved at kontakten oftest foregår mellem lægen og patienten, og der vil dermed være en sparsom kommunikation mellem læge og sygeplejerske. Der bliver ikke skabt et samarbejde af tværfaglig karakter, som er nødvendig for at tilgodese patientens behov (Kjerholt 1998). Ifølge Lauvås og Lauvås (2010) kan forklaringen på samarbejdet som ikke fungerer, findes på individniveau hvor det er de enkelte personer som ikke fungerer eller destruerer. Et vigtigt element i et velfungerende tværfagligt samarbejde, er rolleafklaring mellem lægen og sygeplejerske. I følgende citat udtrykker spl. 1 følgende: ( )Så er der også de læger som kommer og går stuegang hos os, som måske ikke er vant til det redskab. Så kommer de hos os og ser ikke at der ligger den der seddel og tænker ikke over den ( ) Så går de og leder efter os, og hvor vi tænker, jamen hvorfor går du ikke bare i gang?( ) I overstående citat nævner spl. 1 et redskab som sygeplejerskerne og lægerne bruger i forbindelse med stuegang. Dette redskab er en stuegangsseddel, hvor der står hvilke patienter der skal tages op til stuegang, og hvem der er den ansvarlige sygeplejerske for den pågældende patient. Denne stuegangsseddel kan erstatte sygeplejerskens fysiske tilstedeværen ved stuegang, og resulterer derfor i et flerfagligt samarbejde. Det kan ydermere tyde på at lægerne og sygeplejerskerne ikke har fået afklaret hinandens roller i forbindelse med stuegangen, når denne seddel benyttes. Dette ses ved at lægen leder efter sygeplejersken og har en forventning om at sygeplejersken skal deltage i stuegangen, hvor sygeplejerskerne har en forventning om at lægerne benytter stuegangsseddelen og går i gang med stuegang, selvom sygeplejersken ikke er til stede. Ifølge Lauvås og Lauvås (2010) kan rolleforventninger være en af de faktorer som hindrer et godt tværfagligt samarbejde og dermed en helhedsrelateret behandling. Hvis personalets meninger om de forskellige roller ikke bliver verbaliseret, kan der forekomme uklare og stereotype meninger om hvad forventningerne til rollerne egentlig indebærer, og det skaber rollekonflikter. Lauvås og Lauvås (2010) mener at rollekonflikter Side 17 af 41

kan løses ved hjælp af offentlighed og kommunikation omkring forventningerne til de forskellige roller. Afklaringen af rollerne, er primært for at tilgodese patientens behov og derefter personalets behov. Ud fra ovenstående citat kan det tyde på at sygeplejerskerne og lægerne har brug for at afklare deres forventninger til hinandens roller, da der i ovenstående eksempel er uklarhed om hvad deres roller er i forbindelse med stuegang. De uafklarede roller kan ydermere føre til usikkerhed i forhold til afklaring af arbejdsopgaver og i forhold til at kunne arbejde sammen om et fælles mål for patienten. Rolleafklaring bidrager desuden med, at skabe gode forudsætninger for at styrke det tværfaglige samarbejde og tilgodese patienten i det accelererede patientforløb. Ifølge Lauvås og Lauvås (2010) er kommunikation ligeledes et vigtigt element i forhold til at få et tværfagligt samarbejde til at fungere. De mener at det ikke nødvendigvis er mere kommunikation der er løsningen på et godt tværfagligt samarbejde, men derimod andre former for kommunikation. I følgende citat, svarer spl. 2 på spørgsmålet om hvordan hun oplever det tværfaglige samarbejde. Spl. 2 udtrykker følgende: ( )Jamen jeg oplever det som godt ( ) altså, ligeværdigt, altså øh, at han hører på mig og jeg forstår hvad det er han siger, ikke? ( ) Man har en dialog. ( ) Jeg oplever det som en oftest god kommunikation( ). Spl. 2 blev, i den forbindelse spurgt ind til hvilken betydning samarbejdet har for det accelererede patientforløb. Til det svarer hun: Spl. 1 udtrykker derimod: Det påvirker det da i stor grad ( )Hvis vi ikke har en god kontakt, altså så får vi jo heller ikke taget de enkelte ting op som der skulle komme, og det ville jo helt sikkert påvirke det accelererede patientforløb med at de jo bliver udskrevet hurtigere. Og det ville jo forsinke udskrivelsen hvis det er at tingene ikke bliver taget op når de er der. Man skal hele tiden udvikle det her samarbejde. Man skal hele tiden forbedre på det, og det er jo spændende men også frustrerende, fordi man ser netop den her med der er så mange operationer, ellers er der sygdomme og så ændrer det sig igen til det man havde engang i processen, i en udvikling og så er man tilbage til start. I de overstående citater giver spl. 2 udtryk for at hun oplever samarbejdet med lægen som velfungerende. Spl. 1 beskriver udviklingen i samarbejdet som værende frustrerende, hun beskriver hvordan samarbejdet hele tiden skal udvikles, i stedet for at fortælle hvordan samarbejdet egentlig er. Som sagt, er kommunikation et fremtrædende element i et velfungerende samarbejde og altafgørende for at opnå et godt samarbejde. Spl. 2s oplevelse af samarbejdet er positivt, hun beskriver en velfungerende, ligeværdig dialog som grundsten i samarbejdet med lægen. Spl. 1 er derimod ikke tilfreds, og her kan en velfungerende kommunikation bidrage til at opnå et Side 18 af 41

velfungerende tværfagligt samarbejde. Lauvås og Lauvås (2010) fremhæver tre faktorer som er vigtige for kommunikationen: indhold og relationer, kommunikationsformer og metakommunikation. Lauvås og Lauvås (2010) understreger ved deres teori om indhold og relationer, at kommunikation ikke kun drejer sig om det der tales om, hvilket gør at vi har valgt at fokusere på denne faktor. Lauvås og Lauvås (2010) mener at kommunikationen indeholder to forskellige aspekter, nemlig indhold og relationer. Indholdsaspektet er vi altid klar over, da vi ved at kommunikationen handler om noget. Vi er derimod ikke altid lige så opmærksomme på relationsaspektet. Et eksempel kunne være udsagnet Nu er det længe siden, vi har fået vasket køkkengulv. Modtageren ved godt at det der i virkeligheden bliver sagt er: Det er dit job at vaske gulvet, og nu har du forsømt jobbet alt for længe. Jeg har gjort hvad jeg skulle. I dette tilfælde er relationen ikke afklaret, og dermed kommer samtalen til at handle om relationen og dernæst indholdet (Lauvås & Lauvås 2010). For at opnå et velfungerende samarbejde, og dermed en velfungerende stuegang, kan afklaring af relationerne mellem spl. 1 og lægen bidrage til at forbedre kommunikationen, der vil forbedre det tværfaglige samarbejde under stuegangen, hvilket i sidste ende vil komme patienten til gode. Dette understøttes af Tejal Desai (2011) i artiklen Initiative to change ward culture results in better patient care, som mener at at sygeplejerskens tilstedeværelse ved stuegangen og et velfungerende samarbejde, mellem sygeplejerske og læge i forbindelse med stuegang, er essentielt for patienten. Især for patienten i det accelererede forløb, da disse forløb er komprimerede og målrettede, hvilket stiller særlige krav i forhold til information og medinddragelse af patienten (Stughaug & Jensen 2010). 5.2 Relationen mellem sygeplejerske og patient (Mojgan Bashiri) I dette tema ønskes sidste del af problemformuleringen belyst. Scheel (2006) beskriver hvorledes mennesket ses i relation til andre mennesker. Relationen til andre mennesker er noget essentielt, vi kan ikke eksistere uden hinanden, og Scheel (2006) er i denne forbindelse inspireret af Løgstrup (1991). Vi eksisterer i sociale sammenhænge, og det enkelte individs autonomi er afhængig af disse sociale sammenhænge i form af relationen til andre mennesker. Mennesker er henvist til hinanden, og dette udgør baggrunden for den etiske fordring om at tage vare på hinanden (Scheel 2006). Vi ønsker i dette tema, at belyse hvorledes sygeplejerskens medvirken ved stuegang har indflydelse på interaktionen mellem patient og sygeplejerske. Den direkte sygeplejerske-patient interaktion udspilles på det konkrete, situationsorienterede niveau og sygeplejersken bør integrere både fornuft og følelser i omsorgen for patienten (Scheel 2006). Scheel (2006) beskriver to måder at forholde sig Side 19 af 41

til den anden på, nemlig den aktivt indgribende og målrettet forholden sig samt den modtagende forholden sig, den-sig-med-tingene-forbindende holdning. Spl. 2 udtaler: ( )Jamen det er jo fordi at det er mig, der kender patienten. ( )Og, jeg følger op på, er der noget vi skal have taget op. ( ). Spl. 2 spurgtes i samme forbindelse ind til, hvorvidt hun prioriterer at medvirke ved stuegang. Til det svarer hun: ( )Altså, jeg, jeg ser jo ligesom forløbet. Jeg ser patienterne. Øhm.( ) Hvis jeg har tiden, så går jeg også med ind til patienten( ). Det er ikke fordi jeg skal sige noget derinde( ) Hvad skal der ske, ikke? Så derfor ønsker jeg selv at være rigtig meget med inde over( ). De to ovenfornævnte måder at forholde sig til den anden på, er lige vigtige i den interaktionelle sygeplejepraksis. Citaterne ovenfor beskriver hvorledes sygeplejersken formår at forholde sig til patienten, ved hjælp af både den aktivt indgribende forholden sig samt den modtagende forholden sig. Første citat påviser hvorledes sygeplejersken benytter den aktivt indgribende forholden sig, hvilket vil sige at hun handler aktivt for og med patienten med henblik på at løse problemer (Scheel 2006). Spl. 2 udtaler at det jo er hende der kender patienten bedst, i forhold til lægen der opererer hele dagen, og kun lige kommer i mellem operationerne. Derfor sørger hun for at følge op på hvorvidt der er noget der skal tages op, altså hun fremlægger eventuelle problematikker for lægen og handler dermed aktivt med henblik på problemløsning. I det andet citat nævner spl. 2 at hun meget gerne medvirker ved stuegang og at dette ikke nødvendigvis er med henblik på at sige noget, altså at fremlægge problematikker. Det er derimod for at være med og blive involveret i lægens fremadrettede plan for patienten. Dette viser hvorledes sygeplejersken benytter den modtagende forholden sig, hvilket ikke må forveksles med passivitet. Denne forholdsmåde kan anvendes når det er betydningsfuldt bare at være tilstede med patienten, eksempelvis når en tillidsfuld relation mellem patient og sygeplejerske er ved at opbygges. Scheel (2006) beskriver, inspireret af Habermas, tre handletyper der benyttes i den interaktionelle sygeplejepraksis. Det er den kognitivt-instrumentelle, den æstetisk-ekspressive og den moralskpraktiske handlingstype. Sidstnævnte handlingstype gennemtrænger enhver sygeplejehandling, hvor den kognitivt-instrumentelle handlingstype knytter sig til den aktivt-indgribende forholden sig og den æstetisk-ekspressive handlingstype knytter sig til den modtagende forholden sig (Scheel 2006). Begge forholdsmåder og de tre handlingstyper ligger bag alle handlinger og er tilstede i alle sygeplejesituationer. Sygeplejerskens medvirken ved stuegang vil også skiftevis være domineret af de to forholdsmåder og tre handlingstyper, alt efter hvorvidt der eksisterer problematikker der skal Side 20 af 41

tages hånd om. Er der ingen problematikker bør sygeplejersken stadig være tilstede ved stuegang, og forholde sig modtagende i forhold til stuegangssituationen. Derved vil sygeplejen og omsorgen få flere facetter og sygeplejersken større handlekompetence (Scheel 2006). I Kjerholts projekt Dialogen der blev væk, fremgår det hvorledes sygeplejerskerne forholder sig fuldstændig passive under stuegangen hvis der ikke er nogen problematikker der skal tages op med lægen. Det resulterer i at patienten ikke har nogen opfattelse af, meninger om eller krav til sygeplejersken (Kjerholt 1998), hvorfor det er vigtigt at sygeplejersken i stedet for passivitet anvender den modtagende forholdsmåde i disse stuegangssituationer. Ifølge Scheel (2006) er den interaktionelle sygepleje en moralsk praksis, og sygeplejersken er moralsk handlende samt solidarisk med den svage. For at sygeplejerskens omsorg for patienten bliver moralsk, er tillid altafgørende. Tillid kan ikke skabes, heller ikke i omsorgssituationer, men man kan handle så man bliver den andens tillid værdig og det er essentielt i den interaktionelle sygeplejepraksis. Spl. 1 blev spurgt om hvorvidt patienten forventer sygeplejerskens tilstedeværelse ved stuegangen. Til det udtaler spl. 1: ( )Jeg tror langt de fleste gør det ikke.. Men når der er nogen der har forventet det, så bliver de skuffede( ). Spl. 2 udtaler i samme forbindelse: ( )de forventer jo at jeg, jeg ved lige præcis hvad der skal ske for dem. De søger rigtig meget mange informationer igennem mig( ) Spl. 1 udtaler at hun ikke mener patienterne forventer huns tilstedeværelse, og hvis de gør, så bliver de skuffede. Hun siger dermed at patienterne ikke skal forvente huns tilstedeværelse, for hun vil ikke komme til at deltage i stuegang. Spl. 2 udtaler, at patienterne søger mange informationer gennem hende. De har en tillid til, at sygeplejersken ved lige præcis hvad der skal ske for dem, og de søger derfor svar på deres spørgsmål hos hende. Fra citatet der er udtalt af spl. 1, fremgår det hvorledes hendes patienter vil opleve en skuffelse over hende, hvis de forventer hun vil deltage i stuegang. Ydermere ville hun ikke kunne svare på patientens spørgsmål, da hun ikke vil være tilstrækkelig informeret grundet fraværet ved stuegangen. Som nævnt ovenfor kan man ikke skabe tillid, men man kan handle, så man er den andens tillid værdig (Scheel 2006) og dette vil sygeplejersken gøre, når hun kan give sine patienter et svar på hvor de befinder sig i processen i forhold til indlæggelsen. For at sygeplejersken skal kunne svare koncist og fyldestgørende på patientens spørgsmål i forhold til behandling, må sygeplejersken deltage i stuegang og dermed vide hvad planen er med den pågældende patient. Artiklen The nurse s role in hospital ward rounds af Lees (2013) beskriver ligeledes hvordan sygeplejersken skal have en informerende rolle under og efter stuegang. Side 21 af 41