fra anatolien til albertslund - en undersøgelse af indvandreres bosætning og boligønsker

fra anatolien til albertslund - en undersøgelse af indvandreres bosætning og boligønsker

byforum er en bypolitisk tænketank nedsat ved indgangen til det nye årtusinde af by- og boligminister Jytte Andersen. byforum har tre opgaver: rådgivning - Byforum skal yde by- og boligministeren fagligt kvalificeret og politisk uvildig rådgivning på det brede bypolitiske område. udvikling - Byforum skal udvikle, nytænke og konkretisere bypolitikken. Dette vil ske igennem seminarer, høringer og konferencer samt igennem udviklings- og udredningsopgaver idenfor udvalgte bypolitiske områder. debat - Byforum skal bidrage til og stimulere den offentlige debat for at sikre en fortsat opmærksomhed om byernes udvikling. byforum består af 9 personligt udpegede medlemmer, der dækker et bredt og kvalificeret felt af bypolitikkens mange områder: Direktør Bente Beedholm, Danske Arkitekters Landsforbund (formand) Direktør Jesper Nygård, KAB Bygge- og Boligadministration (næstformand) Borgmester Uffe Steiner Jensen, Fredericia Kommune Direktør Niels Andersen, Byfornyelsesselskabet Danmark Centerleder Jan Lindboe, Kvartercenter NordVest Forskningschef Maria Therese Hoppe, Institut for Fremtidsforskning Afdelingsarkitekt Robert Mogensen, Thisted Kommune Forskningslektor Karina Sehested, Roskilde Universitet Designchef Pia Bech Mathiesen, DSB Design Sekretariatet ledes af Arkitekt MAA Henning Thomsen

indholdsfortegnelse forord indledning Fokus og afgrænsning Metode Analyse Rapportens struktur kapitel 1: Et overordnet billede 1.1 Perioden 1970 1990 1.2 Brændpunkt ghetto 1.3 Problemløsninger kapitel 2: Boligkarrierer og bosætning 2.1 Boligkarrierer 1 2.2 Førstegenerationsindvandrere i almene boliger 2.3 Førstegenerationsindvandrere i andre ejerformer 2.4 Andengenerationsindvandreres bosætning 2.5 Boligkarrierer og bosætningsmønstre kapitel 3: Bosætning i et flerfacetteret perspektiv 3.1 At bo i problemramte områder 3.2 Om at bo samlet 3.3 Generationer under samme tag 3.4 Om ønsker 3.5 Om begrænsninger 3.6 De boligsociale indsatser og det sociale liv 3.7 Sammenfatning kapitel 4: Hvor og hvordan vil indvandrere gerne bo? En diskussion 4.1 En tilsyneladende tilbagetrækning 4.2 Præferencer 4.3 En udfordring 4.4 Omkring segregering, ressourcesvaghed og kultur 4.5 Konklusion

forord Byerne er for de fleste af os den fælles ramme omkring det daglige liv. Mere end to tredjedele af den danske befolkning bor i byer, og på verdensplan er det her ved årtusindskiftet omkring halvdelen af jordens befolkning, mere end 3 milliarder mennesker, der bor i byer - et tal der stiger med cirka en kvart million mennesker om dagen. Det er disse byer, de mennesker der bor i dem og den generelle udvikling der foregår, der er i centrum for Byforums virke og målsætningen er overordnet at pege på veje til at vore byer kan blive bedre. Den foreliggende undersøgelse af bosætning og boligønsker blandt en tyrkisk og en pakistansk gruppe af interviewpersoner er det første resultat af Byforums arbejde. Hensigten med undersøgelsen har først og fremmest været at finde ud af hvilke former for bolig og bosætning de interviewede tyrkere og pakistanere vælger efter deres ankomst til Danmark, og desuden om der eksisterer særlige forestillinger om eller ønsker til hvor og hvordan man kunne bo. I undersøgelsen er brugt termerne "førstegenerationsindvandrere" og "andengenerationsindvandrere". Terminologien har sin baggrund i indvandrernes juridiske og folkeretlige status efter indvandringen til 3 Danmark. Til forskel fra mange andre lande bliver man nemlig ikke dansker af at blive født i Danmark det gør man kun hvis og når man får lov til det. Derfor giver det desværre mening fortsat at anvende disse betegnelser. Arbejdet med at skabe bedre byer for alle er en af hjørnestenene i bypolitikken. Indvandreres roller og ønsker bør naturligvis indgå med lige så stor vægt som danskeres og være med til, sammen med krav fra erhvervslivet, trafikken, m.m. at forme arkitekturen. Det centrale er, at man anerkender og også arbejder under den antagelse, at tingene hænger sammen og at en vellykket byudvikling kræver helhedsorienterede begreber, værktøjer og indsigter. Den foreliggende undersøgelse er ét bidrag til dette arbejde og Byforum vil i de kommende 2 år komme med flere bidrag, der bredt vil have målsætningen om bedre byer for alle for øje. Bente Beedholm Formand

tak I forbindelse med den foreliggende undersøgelse rettes en stor tak til seniorforsker Hedvig Vestergaard, Statens Byggeforskningsinstitut, der har foretaget 6 af de 22 interview, der indgår i undersøgelsen. Disse interview indgik oprindeligt i en større interviewundersøgelse i tilknytning til et europæisk samarbejdsprojekt omkring social eksklusion (Vestergaard 2000). Ligeledes rettes en tak til Trine Trærup Nygård som har bidraget med ét interview, der indgik i et større interviewmateriale i forbindelse med evalueringen af Byudvalgets indsatser (Vestergaard m.fl. 1997). Sølvi Karin Børresen 5

indledning Indvandrere ønsker at bo i nærheden af landsmænd. Påstanden afspejler en almen opfattelse og forklaring på etniske minoriteters bosætningsmønstre. Men denne indvandrer/flygtninge-befolkning er en yderst heterogen befolkningsgruppe og påstanden er en generalisering. Baggrunden for de bosætningsmønstre man statistisk kan påvise og iagttage, er ikke nødvendigvis kun et udtryk for et ønske om at bo i nærheden af landsmænd. At etniske minoriteter samles i bestemte boligområder kan i lige så høj grad handle om begrænsede valgmuligheder på boligmarkedet de tilsyneladende valg kan ikke ses adskilt fra mulighederne. Faktisk ved man meget lidt om, hvor og hvordan de forskellige etniske minoritetsgrupper selv ønsker at bo. Den forskningsbaserede viden er ganske enkelt mangelfuld. Når fokus bliver rettet mod etniske minoriteters boligønsker er det vigtigt at gøre sig klart hvem man taler om, og samtidigt være klar over, at selv inden for den enkelte etniske minoritetsgruppe kan præferencerne være forskellige. Taler man for eksempel om førstegenerationsindvandrere med 30 års botid i landet, eller taler man om deres efterkommere født her i landet? Der kan være forskelle mellem generationerne med hensyn til boligpræferencer. Kategorien etniske minoriteter omfatter også flygtninge, det vil sige, befolkningsgrupper og personer der i større eller mindre grad befinder 9 sig i forskellige stadier i en proces præget af uvished og usikkerhed omkring fremtiden og mulighederne for at vende tilbage til hjemlandet. På hvilket stadium de befinder sig i processen, kan være af betydning for, hvor afklaret de er omkring deres ønsker. Af ovenstående fremgår, at generaliseringer bør omgås med forsigtighed, og formålet og ambitionen med nærværende rapport er ikke at præsentere den endegyldige sandhed om den heterogene indvandrerbefolknings bosætningsmønstre og boligpræferencer. En sådan endegyldig og entydig sandhed findes ikke. Rapporten skal først og fremmest betragtes som et oplæg til videre diskussion. fokus og afgrænsning I denne rapport er opmærksomheden rettet mod indvandrere af tyrkisk og pakistansk herkomst, og på baggrund af kvalitative interview med informanter fra de pågældende befolkningsgrupper bliver bosætning og boligpræferencer belyst. De første tyrkiske og pakistanske arbejdskraftsindvandrere kom til Danmark i slutningen af 1960 erne og begyndelsen af 1970 erne. De var gæstearbejdere, det vil sige at deres ophold skulle være midlertidigt. Det handlede om at finde et job, opspare penge og vende tilbage til hjemlandet. Mange vendte faktisk tilbage, andre valgte at blive på ubestemt tid. Tre decennier er gået, og man taler nu om førsteanden- og tredjegenerationsindvandrere. Tredive år i Danmark betyder, at de udvalgte indvandrergrupper har været igennem en integrationsproces, og de har gjort deres erfaringer på arbejdsmarkedet såvel som på boligmarkedet.

Andengenerationsindvandrerne, som enten er født i Danmark eller kom til landet i meget tidlig alder, har været igennem det danske skolesystem, de har gjort deres egne erfaringer og udviklet holdninger, der ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med forældregenerationens. I denne rapport bliver blandt andet indvandrernes boligkarrierer belyst det vil sige, deres bevægelser på boligmarkedet. For at skabe forståelse for eller indblik i nutidig bosætning er det nødvendigt at inddrage forhistorien. Endvidere rettes opmærksomheden mod deres ønsker og holdninger relateret til det at bo. Dataindsamling i form af kvalitative interview er en meget tidkrævende og kostbar affære, hvilket metode måske er én af flere forklaringer på, at vores viden omkring etniske minoriteters holdninger til bosætning er meget begrænset. Etniske minoriteters bosætning er desuden et kontroversielt emne, hvilket i sig selv sætter begrænsninger. Meget af forskningen er præget af statistiske kortlægninger, hvor forskningsresultaterne ofte bekræfter det vi allerede ved. For eksempel kan vi med det blotte øje se, at der bor mange indvandrere i bestemte boligområder. Dette kan vi skaffe forskningsmæssig dokumentation for ved for eksempel at måle koncentrationerne og fremsætte hypoteser. Vi kan gennem spørgeskemaundersøgelser få svar på de ubesvarede spørgsmål omkring holdninger og præferencer. Men i spørgeskemaerne har forskerne også på forhånd konstrueret svarkategorierne, præget af forskernes (for)forståelse af det fænomen opmærksomheden rettes mod. Når det gælder kvalitative interviewundersøgelser, går forskerne derfor heller ikke ud med et åbent sind (selvom mange vil påstå, at det forholder sig sådan). Ingen går tomhovede ud i virkeligheden, og når de kvalitativt orienterede forskere bevæger sig ud i feltet for at studere et fænomen har de - i lighed med andre - en (for)forståelse med i baggagen. De spørgsmål, der indgår i en interviewguide, er ikke (og bør heller ikke være) tilfældige. De kvalitative interview, denne rapport bygger på, blev oprindelig lavet i forbindelse med andre undersøgelser. At anvende disse interview var muligt på grund af, at de blandt andet indeholdt informationer omkring interviewpersonernes bosætningshistorier og boligpræferencer. I alt drejer det sig om 22 kvalitative interview med første- og andengenerationsindvandrere af tyrkisk og pakistansk herkomst, heraf 16 tyrkere og seks pakistanere. 15 af de interview der indgår i rapporten blev foretaget i forbindelse med et ph.d.-projekt (Børresen 2000, under udgivelse). Seks af interviewene blev foretaget i forbindelse med et europæisk samarbejdsprojekt (Vestergaard 2000). Et af interviewene indgår i baggrundsmaterialet for Byudvalgsevalueringen (Trærup, i: Vestergaard m.fl. 1997). I sammenhæng med de ovennævnte undersøgelser var samtlige interview blevet transskriberet i fuld

længde, hvilket gjorde det muligt at foretage en reanalyse af interviewmaterialet. I forbindelse med udarbejdelsen af nærværende rapport, blev der i analysen fokuseret på de ovennævnte grundlæggende spørgsmål: Hvor og hvordan bor indvandrerne? Hvor og hvordan vil indvandrerne gerne bo? analyse Gennem de kvalitative interview har det været muligt at rekonstruere førstegenerationsindvandrernes bevægelser på boligmarkedet siden deres ankomst omkring 1970. En rekonstruktion af bosætningsforløbene er én indfaldsvinkel til forståelse af aktuelle bosætningsmønstre. Analysen er bygget op omkring temaer. Disse temaer indgår i præsentationen med det formål at skabe overskuelighed i den mangfoldighed kvalitative dybdeinterviews ofte afstedkommer. Selv om interviewpersonernes baggrund for indvandring er nogenlunde ens, er dette ikke ensbetydende med, at præferencerne er fælles, og dertil kommer yderligere generationsforskelle med hensyn til bosætningsønsker. Analysen af bosætningsmønstre og boligønsker afspejler en forståelse af 11 indvandreres bosætning som et sammensat fænomen og ikke som en afgrænset og entydig størrelse. Analysen medtager ikke redegørelser for kulturelle særtræk eller forskelle mellem de to etniske grupper indvandrere af tyrkisk og pakistansk herkomst - her tales alene om første- og andengenerationsindvandrere. Det grupperne har til fælles er - som nævnt - baggrund for indvandring samt botid i Danmark. rapportens struktur I kapitel 1 bliver der ganske kortfattet gjort rede for indvandringen til Danmark siden 1970, hvilket vil sige arbejdskrafts- og flygtningeindvandringen. Endvidere bliver 1990 ernes ghetto-debat belyst, og i den forbindelse regeringens udspil i form af Byudvalgsarbejdet og de boligsociale indsatser. Evalueringen af indsatserne viser, at de etniske minoriteter stadigvæk bliver betragtet som et problem i visse boligområder de er blandt andet vanskelige at aktivere og inddrage i boligområdernes fælles sociale liv og demokratiske beslutningsprocesser. Denne problematik bliver nærmere diskuteret i kapitel 3 og 4. De interviewpersoner der indgår i rapportens empiriske materiale, er indvandrede fra omkring 1970, og i kapitel 2 bliver der gjort rede for deres boligkarrierer, det vil sige bosætningsforløb siden ankomst. Der er flere fælles træk ved bosætningsforløbene med hensyn til bevægelser mellem forskellige boligformer hvilket blandt andet må relateres til spørgsmål om udbud og efterspørgsel på boligmarkedet.

I kapitel 3 kommer interviewpersonerne selv til orde og beskriver hvordan de oplever at bo i såkaldte problemramte områder, samt deres holdninger til henholdsvis traditionelle bosætningsmønstre og det at bo i områder med mange indvandrere. Desuden bliver opmærksomheden rettet mod den problematik der blev rejst i forbindelse med Byudvalgsevalueringen, det vil sige indvandreres passivitet og manglende deltagelse i boligområdernes fælles sociale liv. I kapitel 4 bliver det empiriske materiale problematiseret og diskuteret i relation til tre andre undersøgelser. Én af disse undersøgelser handler om boligtrivsel, boligønsker og behov hos familier fra Tyrkiet bosat i Rødovre Kommune (Demirtas 1999). Desuden inddrages COWI s helhedsplan for Vollsmose (COWI 2000) og en sammenlignende undersøgelse af beboersammensætning og tilfredshed i fem boligområder heraf tre i Vollsmose i Odense (Gottschalk m.fl. 2000). Fokus bliver endvidere rettet mod tre begreber der står centralt i indvandrer/boligforskningen: segregeringsbegrebet, begrebet ressourcesvag samt kulturbegrebet.

et overordnet billede

kapitel 1 Indvandrere og flygtninge er ikke geografisk jævnt fordelt over hele landet. Indvandrere er i overvejende grad bosat i bestemte distrikter i de større byer og i forstadskommunerne. Flygtninge er derimod i højere grad jævnt fordelt, det vil sige spredt over forskellige kommuner. 1.1 perioden 1970 1990 For at forstå baggrunden for de aktuelle bosætningsmønstre og koncentrationer, er det nødvendigt med et lille historisk tilbageblik. I forbindelse med den økonomiske vækst i 1960 erne manglede Danmark arbejdskraft, især ufaglærte arbejdere til industrien. Det var en tid præget af store visioner og fremtidsplaner, og i kølvandet på den økonomiske vækst fulgte udbygningen af forstadskommunerne. Danskerne skulle forlade den utidssvarende boligmasse i de indre byområder og flytte ud til de moderne boliger i forstæderne. De indvandrere der kom til Danmark i slutningen af 1960 erne og begyndelsen af 1970 erne, bosatte sig i områder hvor det var muligt at finde et arbejde. Den tidligste bosætning var præget af, at opholdet skulle være midlertidigt. Det handlede stort set om tag over hovedet, hvilket ofte betød kummerlige 17 indkvarteringer. Én af interviewpersonerne beskriver den tidligste bosætning på denne måde: den gang boede vi i pensionater nær Hovedbanegården i Colbjørnsensgade, Istedgade, Vesterbrogade de billigste hoteller var i de narko-områder. Så flyttede vi til Vognmandsmarken (revet ned i 1979), vi har boet på skibe, sovet på Hovedbanegården, vi har sovet 50-70 mennesker i en lejlighed i Taastrup For mange indvandrere fik det midlertidige ophold mere permanent karakter, og i forbindelse med familiesammenføringer blev der i 1972-73 vedtaget en lov om, at herboende indvandrer skulle råde over en passende bolig (Pedersen m.fl. 1975). Boliger, der opfyldte lovens krav med hensyn til størrelse og standard, var i overvejende grad at finde i de store nyopførte almene udlejningsbyggerier i forstadskommunerne. Interviewpersonen fortæller: Og så blev der lavet en lov, at da jeg skulle have min familie hertil, skulle jeg have en passende bolig til min familie. Og hvor var den passende bolig? Det var i Brøndby, Ishøj, Albertslund, Taastrup og Helsingør, hvor vi arbejdede, det var alle sammen almennyttige boliger. På grund af udlejningsproblemer i visse boligområder, blev indvandrerne nærmest opfordret til at bosætte sig i disse bebyggelser (Hjarnø 1997). Det synes som om loven bidrog til at løse boligorganisationernes udlejningsproblemer tomme lejligheder gav ingen penge i kassen som en af interviewpersonerne udtrykker det.

For hovedstadsområdets vedkommende var det naturligt, at indvandrere der arbejdede på Vestegnen også fandt en bolig i nærheden af arbejdsstedet. Det kunne for eksempel være i Ishøj eller i Taastrup. Andre fandt en bolig i den ældste og dårligste del af udlejningsmassen i de indre bydele. Når byfornyelse og omfattende saneringer blev sat i gang i indre Københavnske byområder var det naturligt, at beboerne blev genhuset i områder, hvor udbuddet af ledige lejligheder var større end efterspørgslen. I begyndelsen af 1970 erne satte økonomiske nedgangstider en stop for arbejdskraftsindvandringen, men indvandringen forsatte i form af familiesammenføringer. I 1980 erne ændrede indvandringen til Danmark karakter, eller rettere sagt, den blev tilføjet en yderligere dimension gennem flygtningeindvandringen. Antallet af asylansøgere toppede i midten af 1980 erne, og mange fik asyl og blev familiesammenført. I modsætning til de tidlige indvandrere, blev flygtningene hjulpet af systemet til at finde en bolig de blev boligplaceret. Idealet var at sprede flygtningene mest muligt, da det ville være befordrende for integrationen denne strategi var ikke altid lige vellykket desuden var markedet for ledige lejligheder begrænset. Boliger var hovedsageligt at finde i visse store almennyttige bebyggelser, bebyggelser der i forvejen husende en stor andel beboere af anden etnisk herkomst end dansk samt en betydelig andel beboere, der af forskellige socioøkonomiske årsager stod uden reelle valgmuligheder på boligmarkedet. Siden begyndelsen af 1990 erne har etniske minoriteters bosætning i stigende grad fået almenhedens 1.2 brændpunkt ghetto såvel som politikernes opmærksomhed. Fokus har især været rettet mod visse store almene forstadsbyggerier fra 1960 erne og 1970 erne, boligområder der er blevet betegnet som samspilsramte, socialt belastede, problemramte og udsatte områder. Man har påvist ghettoiserings-processer, et fysisk forfald og en uheldig social udvikling i områderne. Den skæve beboersammensætning i bebyggelserne har især skabt bekymring. En stor andel af beboerne er på overførselsindkomster, mange har sociale og psykiske problemer men det, der har fået størst opmærksomhed, er andelen af etniske minoriteter bosat i de forskellige områder. Tendensen har været, at socialt og økonomisk ressourcestærke danskere flytter væk fra bebyggelserne, og mindre ressourcestærke beboere overtager boligerne det vil sige at de der har et valg, fravælger områderne. En statistisk kortlægning foretaget af AKF (Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut) viser, at andelen af etniske minoriteter i såkaldte udsatte boligområder er blevet tredoblet i perioden 1984 til 1993 (Hummelgård m.fl. 1997). I samme undersøgelse påpeges, at tilflytningen til disse områder må ses i sammenhæng med udbuddet af ledige lejligheder i de pågældende bebyggelser. Desuden flytter etniske minoriteter i langt højere grad end danskere til andre udsatte boligområder. Det påvises

endvidere, at etniske minoriteter i mindre omfang end danskere flytter væk fra områderne, specielt hvis der i forvejen er mange etniske minoriteter. Fraflytningen er således langt mindre end tilflytningen (ibid.65). Tredoblingen af andelen af etniske minoriteter i perioden 1984 til 1993 må naturligvis ses på baggrund af en stigende flygtningeindvandring fra midten af 1980 erne. At en stor andel af etniske minoriteter er bosat i de pågældende områder har formodentlig sammenhæng med ressourcestærke borgeres fravalg af disse bebyggelser, hvilket medfører kortere ventelister i disse bebyggelser end i andre almene boligområder. Kommunerne har desuden ret til at disponere/anvise op til 25 % af de ledige boliger i den almene sektor. Dertil kan nævnes, at nogle kommuner har udvidet anvisningsretten ved at indgå særaftaler med visse boligselskaber. At etniske minoriteter i højere grad end danskere flytter mellem de belastede bebyggelser, kan som nævnt have sammenhæng med korte ventelister i de mindre attraktive områder, og/eller at der ligger særlige præferencer til grund, som for eksempel ønsket om at bo i nærheden af familie og venner i de pågældende områder. Ifølge AKF s kortlægning synes etniske minoriteter at være mere bofaste end danskere og det tilføjes, at dette især gør sig gældende i de udsatte områder, hvor der i forvejen bor mange med anden 19 etnisk oprindelse end dansk. Dette kan naturligvis have sammenhæng med sociale netværk og familierelationer i områderne. Men at etniske minoriteters tilflytning er højere end fraflytningen, kan også have sammenhæng med, hvilke valgmuligheder og alternativer de pågældende grupper er stillet over for. Den almene sektor er for alle, og de mindst attraktive områder har de korteste ventelister. Boliger i den private udlejningssektor fordeles efter et selektivt system styret af den enkelte ejer, og det er ikke givet en hver at få adgang til en god bolig i den private udlejningsbestand. At købe en privat andelsbolig er nærmest udelukket, såfremt man ikke har de rigtige forbindelser og anbefalinger. 1.3 problemløsninger Vi lever i et land der har overordentlig travlt med at diskutere dets fremmede og dets ghettoer: således har få socialdemokratiske borgmestre domineret den politiske dagsorden i 90erne ved at problematisere indvandrere- og flygtningedagsordenen. Efterfølgende har Byudvalget som respons på borgmestrenes problematisering koblet indvandrerdebatten og diskussionen om socialt belastede boligområder med hinanden. Bülent Diken 1998:66 Eftersommeren 1993 var præget af en ophedet mediedebat omkring ghettodannelser i bestemte forstadskommuner. Regeringens udspil til at imødegå bekymringerne omkring ghettodannelserne var at nedsætte et tværministerielt udvalg Byudvalget. Udvalgets opgave var at kortlægge problemerne samt komme med forslag til initiativer for at vende udviklingen. En meget omfattende handlingsplan

blev hurtigt iværksat med henblik på blandt andet at skabe en mere afbalanceret beboersammensætning i områderne samt gennem boligsociale indsatser at forbedre det sociale liv i de problemramte bebyggelser. Målet med Byudvalgets boligsociale indsatser var specifikt at yde en direkte indsats med henblik på at forbedre vilkårene for udsatte grupper i boligområderne, herunder flygtninge og indvandrere. Det generelle sigte var, at forbedre det sociale liv i områderne. Opfattelsen var, at en revitalisering af lokalsamfundet og øget social aktivitet ville bidrage til at styrke det sociale netværk samt levevilkårene for socialt svage (Andersen 1999). En væsentlig del af Byudvalgets handlingsprogram drejede sig om indsatser over for indvandrere og flygtninge: Formålet med disse indsatser var for det første, at få indvandrerne til at fungere bedre i bebyggelserne og herved gøre områderne bedre at bo i. Det drejer sig især om at løse problemer med indvandreres manglende deltagelse i beboerdemokratiet og en generelt manglende kontakt og dialog mellem danskere og udlændinge, samt problemer som følge af andre normer end danskernes mht. brugen af boligområderne. For det andet var formålet, at styrke indvandrernes ressourcer med henblik på at gøre dem bedre egnede til at fungere i det danske samfund (ibid.26). Evalueringen af de omfattende indsatser er nu offentliggjort, og som det fremgår af evalueringsrapporterne har indsatserne ikke været en entydig succes. De etniske minoriteter bliver fremdeles betragtet som et problem. Men når boligorganisationer og afdelingsbestyrelser bliver bedt om at definere hvad problemerne består i, fremtræder et diffust billede. På trods af vage definitioner er det imidlertid muligt at indkredse følgende: - andelen af etniske minoriteter i de problemramte områder er øget - nyankomne flygtninge har problemer med at tilpasse sig det danske liv, det vil sige, at følge danske normer og regler i områderne - de etniske minoriteter er generelt passive, når det handler om at deltage i fælles sociale aktiviteter og i beboerdemokratiet de er svære at aktivere - set fra boligorganisationernes synsvinkel er det største problem, at danskerne flytter væk fra områderne og undgår at bosætte sig i indvandrertætte bebyggelser (Andersen & Vestergaard 1999, Andersen 1999, Vestergaard m.fl. 1997). På baggrund af ovenstående er det muligt at trække følgende simple konklusion: Set fra boligorganisationernes synsvinkel, repræsenterer koncentrationerne af etniske minoriteter i visse områder et alvorligt men samtidigt et diffust problem. I denne rapport kommer repræsentanter fra etniske minoritetsgrupper selv til orde: Hvorledes oplever

etniske minoriteter selv det at bo i områder med mange indvandrere? Repræsenterer det et problem for dem? Er indvandrertæt bosætning at foretrække fremfor spredt bosætning, og i hvilken grad handler det om valg? Hvor og hvordan vil indvandrerne gerne bo? I de følgende kapitler gives ingen entydige og endegyldige svar på de ovenstående spørgsmål, men gennem kvalitative interview med informanter fra to indvandrergrupper bliver spørgsmålene belyst. I analysen bliver der, som allerede nævnt, ikke skelnet mellem de to grupper med hensyn til eventuelle kulturspecifikke forskelle. 21

boligkarrierer og bosætning

kapitel 2 Af de i alt 22 interviewpersoner, der indgår i baggrundsmaterialet, er 16 bosat i almene boliger, 2 i private udlejningsboliger og 4 i ejerboliger. Med hensyn til den geografiske fordeling er 12 af de i alt 16 interviewpersoner bosat i almene boliger i sydlige kommuner, på Vestegnen samt i en kommune nord for København. De øvrige 4 personer, der bor i almene boliger, er bosat Københavns Kommune. Samtlige 16 personer bor i betonbyggerier opført i slutningen af 1960 erne og begyndelsen af 1970 erne. De 2 personer, der er bosat i private udlejningsboliger bor i Københavns Kommune i den ældre del af boligmassen. Af de 4 personer, der bor i ejerboliger, er 3 bosat i forstadskommuner og 1 i Københavns Kommune. 12 af de i alt 22 interviewpersoner er defineret som førstegenerationsindvandrere og 10 som andengenerationsindvandrere. 3 af førstegenerationsindvandrerne og 3 af andengenerationsindvandrerne er kvinder. 25 2.1 boligkarrierer Begrebet boligkarriere refererer til bosætningsforløbet, og i denne sammenhæng er det førstegenerationsindvandrernes historier der er af særlig interesse. Her bliver der taget udgangspunkt i den tidlige bosætning omkring 1970, og bosætningsforløbet følges frem til den nuværende bopæl. De førstegenerationsindvandrere der indgår i materialet, havde stort set en ens start både på arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Den tidlige bosætning var præget af, at opholdet skulle være midlertidigt - det handlede om at tjene penge og vende tilbage til hjemlandet. Det fremgår af interviewene, at indvandrerne var meget selvhjulpne med hensyn til at finde et sted at bo, og de giver klart udtryk for, at det var nødvendigt at satse på netværket det vil sige familie og landsmænd. Der findes en lang række eksempler på hvorledes boligproblemet blev løst. Fire-fem personer kunne for eksempel dele et værelse, hvilket fungerede udmærket for skiftholdsarbejderne, da de kunne sove på skift. At flere personer delte et værelse eller en lille lejlighed i en privat udlejning var ikke usædvanligt. Mange boede desuden i såkaldte pensionater under kummerlige forhold, eller i indkvarteringer arbejdsgiverne stillede til rådighed. De private udlejere kunne tjene gode penge, og i 1970 erne var der flere eksempler på grov udnyttelse af og spekulation i indvandrernes boligsituation. Fælles for interviewpersonerne er, at de tilbragte deres første år i Danmark i en eller anden form for privat udlejning inden de fandt en permanent bolig. En permanent bolig betød for de flestes vedkommende en almen bolig.

I alt 9 førstegenerationsindvandrere bor på interviewtidspunktet i almene udlejningsboliger, hvor af 2.2 førstegenerationsindvandrere i almene boliger 7 af disse personer er bosat i forskellige forstadskommuner. 5 ud af disse 7 flyttede ind i bebyggelserne allerede i 1970 erne, mens 2 flyttede ind i 1980 erne. Nedenfor præsenteres - i kronologisk orden - de syv personers bevægelser på boligmarkedet efter ankomsten til Danmark. Da samtlige interviewpersoner i materialet er anonymiserede, anvendes bogstaver i stedet for navne. Det samme gælder, når interviewpersonerne bliver citeret i rapporten. Årstal angivet med fed skrift viser, hvornår personerne flyttede ind i den bebyggelse, som de bor i. Interviewperson C (mand): forstadsbyggerier Siden ankomst har C været bosat i flere forskellige forstadskommuner. Bosætningsforløb 1. 1969: Værelse i privat udlejning, ikke godkendt som bolig 2. 1969: Værelse i privat udlejning. C delte værelset med fire andre personer 3. 1970-73: Værelse i privat udlejning, senere ikke godkendt som bolig 4. 1973-74: Værelse i privat udlejning 5. 1974-75: Lejlighed i saneringsejendom, anvist af kommunen 6. 1975- : Fireværelses lejlighed i alment boligbyggeri. Antal personer i husstanden: To forældre og tre mindreårige børn. Interviewperson E (mand): Siden ankomst har E boet i én forstadskommune. Bosætningsforløb 1. 1969: Bofællesskab med bekendte i en privat udlejning 2. 1970-72: Toværelses lejlighed sammen med bror i privat udlejning 3. 1972-74: Værelse i privat udlejning 4. 1974-89 Etværelses lejlighed i alment boligbyggeri Intern flytning i samme bebyggelse: 5. 1989- : Fireværelses lejlighed. Antal personer i husstanden: To forældre og to voksne børn. Interviewperson G (mand): Siden ankomst har G boet i to forskellige kommuner Bosætningsforløb 1. 1970-74: Værelse i privat udlejning 2. 1975-78: Fireværelses lejlighed i alment boligbyggeri Intern flytning i samme bebyggelse: 3. 1978-88: Etværelses lejlighed

4. 1988- : Fireværelses lejlighed Interviewperson Q (mand): Q har siden ankomst været bosat i én forstadskommune Bosætningsforløb 1. 1970: Værelse i privat udlejning sammen med fader 2. 1971-72: Værelse i privat udlejning 3. 1972-78: Lejlighed i alment boligbyggeri, boede sammen med forældre og søskende. Intern flytning i samme bebyggelse: 4. 1978- : Treværelses lejlighed. Antal personer i husstanden: To forældre og tre børn (en voksen og to mindreårige). Interviewperson P (kvinde): P er gift med Q og har siden ankomst i 1978 boet i ovennævnte almene bolig. 27 Interviewperson D (mand): D kom til Danmark i slutningen af 1970 erne, og har siden ankomst flyttet flere gange mellem forskellige forstadskommuner og Københavns Kommune. Bosætningsforløb 1. 1979: Boede hos bror i almen bolig 2. 1979: Værelse i privat udlejning 3. 1980-81: Lejlighed i kommunal udlejning 4. 1981-83: Ejerlejlighed 5. 1983-86: Boede hos bror i almen bolig 6. 1986: Lejlighed i privat udlejning 7. 1986- : Fireværelses lejlighed i alment boligbyggeri. Antal personer i husstanden: To forældre og fem mindreårige børn. Interviewperson F (mand): F kom til Danmark som familiesammenført i 1986 og har siden ankomst boet i to sydlige kommuner. Bosætningsforløb 1. 1986: Bofællesskab med svigerforældre i alment boligbyggeri 2. 1989: Fireværelses lejlighed i almennyttigt byggeri. Antal personer i husstanden: To forældre og to mindreårige børn.

To ud af ni førstegenerationsindvandrere, som er bosat i almene boliger, bor i byggerier i Københavns københavns kommune Kommune. Interviewperson H (kvinde): H kom til Danmark i 1972 og har siden ankomst boet i samme bydel i Københavns Kommune. Bosætningsforløb 1. 1972-75: Halvandet værelses lejlighed i privat udlejning 2. 1975-85: Toværelses lejlighed i kommunal udlejning 3. 1985- : Fireværelses lejlighed i alment boligbyggeri. Antal personer i husstanden: En forældre og tre voksne børn. Interviewperson I (kvinde): I kom til Danmark i 1971 og boede de første år uden for Hovedstadsområdet. Derefter i en forstadskommune samt flere steder i Københavns Kommune. Bosætningsforløb 1. 1971-72: Værelse i privat udlejning 2. 1972-73: Værelse i privat udlejning 3. 1973-75: Lejlighed i privat udlejning 4. 1975-77: Værelse i pension 5. 1977-80: Treværelses lejlighed i privat udlejning 6. 1980-82: Fireværelses lejlighed i alment boligbyggeri 7. 1982-92: Toværelses lejlighed i kommunal udlejning 8. 1992-: Fireværelses lejlighed i alment boligbyggeri. Antal personer i husstanden: To forældre og to voksne børn. I ovenstående boligkarriere-beskrivelser er det den private udlejning, der dominerer billedet de første år, og flere af interviewpersonerne har flyttet meget, inden de fandt fodfæste på boligmarkedet i form af en almen bolig. Nogle af personerne har desuden flyttet internt i den bebyggelse, hvor de blev bosat i 1970 erne. Som nævnt indledningsvis, kan man ikke på baggrund af interviewmaterialet tale om repræsentativitet. Det er heller ikke muligt at kortlægge de tidlige indvandreres boligkarriere via statistiske registre længere tilbage end 1981. Men der findes beskrivelser og rapporter fra 1970 erne, der understøtter interviewpersonernes bosætningshistorier (fx Pedersen m.fl. 1975, Schwartz 1985, Horst 1980). Indvandrernes muligheder på boligmarkedet var begrænsede, og, som det fremgår af interviewene var især de første år præget af intermistiske boligløsninger. Mange var desuden bosat i de ældste

og dårligste boliger i de indre byområder. På denne baggrund er det muligt at forstå, hvorfor indvandrerne valgte at bosætte sig i almene boligbyggerier, hvis faciliteter, lejlighedsstørrelser og standard ikke kunne sammenlignes med de kummerlige indkvarteringsforhold, de i begyndelsen måtte lever under. 2.3 førstegenerationsindvandrere i andre ejerformer 3 førstegenerationsindvandrere er ikke bosat i almene boliger. 2 personer er bosat i private udlejningsboliger i Københavns Kommune, og 1 bor i ejerbolig i en forstadskommune på Vestegnen. Interviewperson A (mand): A kom til Danmark i 1969 og har efter ankomst boet i flere forskellige private udlejningsboliger i Københavns Kommune. A bor alene i en toværelses privat udlejningsbolig centralt i København. Interviewperson B (mand): 29 B kom til Danmark i 1970 og har siden ankomst været bosat i én forstadskommune. Bosætningsforløb 1. 1970-73: Bofællesskab med andre indvandrere i en almen bolig 2. 1973-90: Rækkehus i alment boligbyggeri 3. 1990- : Ejerbolig, villa. Antal personer i husstanden: To forældre og tre voksne børn, en svigerdatter samt et barnebarn. Interviewperson J (mand): J kom til Danmark i 1970, og har siden ankomst været bosat på vestegnen, i Københavns Kommune samt på Frederiksberg. J er bosat i indre København. Bosætningsforløb 1. 1969: Værelse i privat udlejning 2. 1969-71: Lejlighed i privat udlejning 3. 1971-73: Lejlighed i privat udlejning 4. 1973-86: Lejlighed i privat udlejning 5. To års ophold i hjemlandet 6. 1988-89: Lejlighed i privat udlejning 7. 1989-92: Lejlighed i privat udlejning 8. 1992- : Femværelses lejlighed i privat udlejning. Antal personer i husstanden: To forældre og to voksne børn.

Interviewpersonerne A og J bor i private udlejningsboliger tæt på deres arbejdssted. Som ovenstående viser, har A og J altid boet i privat udlejning. I interviewet hævdede J, at denne boligform er noget han foretrækker. B har siden ankomst boet i én og samme kommune. De første 17 år boede han i en almen bolig. Årsagen til at B investerede i en ejerbolig, var ikke utilfredshed med den almene udlejningsbolig men pladsmangel, og at det kunne betale sig rent økonomisk. I alt 10 interviewpersoner er defineret som andengenerationsindvandrere, heraf bor 7 i almene boliger, mens 3 er bosat i ejerboliger. Den aldersmæssige fordeling er fra 18 til 32 år. 2.4 andengenerationsindvandrernes bosætning Interviewperson L (kvinde) er 18 år gammel, og født i Danmark. Hun bor sammen med forældre og bosat i almennyttige boligbyggerier en lillesøster i en treværelses lejlighed i Københavns Kommune. Tidligere boede familien sammen med bedsteforældre og slægtninge i en stor villa i en forstad til København. Interviewperson R (mand) er 23 år, og kom til Danmark da han var to år gammel. Efter at have boet i en privat udlejningsbolig i et par år flyttede familien i 1978 til en treværelses lejlighed i et forstadsbyggeri. Senere flyttede familien til en femværelses lejlighed i samme bebyggelse. Her bor R nu sammen med sine forældre samt kone og et barn. Interviewperson S (kvinde) er 21 år, hun er født i Danmark og bor i en forstadskommune hun har hele tiden boet i den samme bebyggelse. S bor sammen med forældre og en lillebror i en treværelses lejlighed. Interviewperson T (kvinde) er 19 år, og født i Danmark. Hun bor i en forstadskommune i en treværelses lejlighed sammen med forældre og to små søskende. T har hele tiden boet i den samme bebyggelse. Interviewperson U (mand) er 23 år og kom til Danmark som meget lille. I 1977 flyttede U sammen med forældre ind i en treværelses lejlighed i et forstadsbyggeri. U blev tidligt gift og boede sammen med sin kone hjemme hos forældrene mens han stod på venteliste i den samme bebyggelse. U bor nu sammen med kone og barn i en treværelses lejlighed. Interviewperson V (mand) er 31 år gammel. V kom til Danmark som 15-årig og boede sammen med forældre og søskende i en fireværelses almen bolig i en forstadskommune. V er gift, og bor sammen med kone og tre børn i en almen bolig hvor han har boet i otte år. V har flyttet fem gange mellem forskellige almene boliger i samme kommune.

Interviewperson M (mand) er 32 år, og kom til Danmark som meget lille. M har rejst meget og desuden boet i flere forskellige former for udlejningsboliger. M er nu gift og bor sammen med kone og to børn i et nyere alment boligbyggeri i Københavns Kommune. bosat i ejerboliger Interviewperson K (mand) er 19 år gammel og født i Danmark. K bor sammen med sine forældre i et parcelhus i en forstadskommune. Tidligere boede K i en villa sammen med forældre, bedsteforældre og andre slægtninge. Interviewperson N (mand) er 32 år og kom til Danmark som lille. Familien boede i forskellige private udlejningsboliger i indre København. N bor nu sammen med kone og to børn i eget hus i en forstadskommune. Interviewperson O (mand) er 28 år og kom til Danmark som etårig. Familien har altid boet i ejerbolig (lejlighed). O bor med kone og barn i en ejerbolig i Københavns Kommune. 31 2.5 boligkarrierer og bosætningsmønstre Forskellige historier skjuler sig i de bosætningsforløb, der kortfattet er blevet ridset op i dette kapitel. De første år var præget af stor usikkerhed forbundet med opholds- og arbejdstilladelser samt ansættelsesforhold. Dette er sandsynligvis en del af forklaringen på, at flere af interviewpersonerne har flakket rundt mellem forskellige former for indkvarteringer på det private udlejningsmarked inden de fandt fodfæste, og da hovedsageligt i de almene boligområder. Det mest påfaldende er, at de der på et tidligt tidspunkt flyttede ind i et alment boligbyggeri, er blevet boende i de samme områder. Handler dette om trivsel eller manglende alternativer? Hvordan oplever interviewpersonerne deres boligområder, og ønsker de at flytte væk eller at blive boende? Begrundelserne for at blive boende kan være forskellige.

bosætning i et flerfacetteret perspektiv

kapitel 3 I dette kapitel kommer interviewpersonerne selv til orde. Fokus bliver rettet mod, hvordan indvandrerne oplever at bo i såkaldte problemramte områder, og endvidere deres holdninger til indvandrertæt bosætning. Derudover rettes opmærksomheden mod traditionelle bosætningsmønstre, herunder interviewpersonernes holdninger til, at flere generationer deler bolig. I kapitel 1, blev Byudvalgsevalueringen omtalt. Evalueringen viser, at de etniske minoriteter er svære at aktivere og inddrage i boligområdernes sociale liv. I den forbindelse bliver indvandrernes holdninger til og viden omkring initiativerne belyst. Som en afslutning på kapitlet rettes fokus mod de ønsker, der udkrystalliserer sig samt oplevelsen af begrænsninger på boligmarkedet. I nedenstående præsentationen bliver der er skelnet mellem første- og andengenerationsindvandrernes udtalelser. 3.1 at bo i problemramte`områder Førstegenerationsindvandrerne, som er bosat i såkaldte problemramte almennyttige boligområder, giver stort set udtryk for, at de er er meget tilfredse. 35 førstegenerationsindvandrerne Interviewperson E har siden ankomst boet i én forstadskommune, og han har været bosat i den samme bebyggelse siden 1974. Han beskriver det på denne måde: E: Jeg føler, at jeg er født her i kommunen det er det bedste sted! ( )Jeg var den første udlænding, som flyttede ind i bebyggelsen. Den gang var der én måneds ventetid. Ifølge E bor flere af de tyrkere der kom til Danmark i tiden omkring 1970 i den samme bebyggelse og miljøet er godt. E føler sig hjemme og dette har sandsynligvis sammenhæng med, at hans fem børn også er bosat i bebyggelsen. Desuden har han tre brødre og to søstre som naboer. E giver udtryk for at være meget tilfreds. H s drøm gik i opfyldelse i 1985 - en lejlighed med moderne faciliteter i et brokvarter i København. Hun har siden ankomst boet i samme bydel, og frem til 1985 under meget kummerlige boligforhold. H ønskede ikke at forlade denne bydel, og hun beskriver det på denne måde: H: vi fik mange tilbud fra Amager og andre steder, men enten var det for dyrt eller for lang vej. Så så vi denne lejlighed, den var perfekt og passede for vores indtægter og det hele. ( ) Og så en lejlighed med brusebad! Og en lille altan! Dette var lykken ( ) Jeg sagde, dette er vores sidste chance, vi kan ikke sige nej mere. De truede os altid, hvis I siger nej, får I ikke flere tilbud vi kendte ikke vores ret - så vi troede på dem. Vi vidste ikke dengang, at der boede så mange belastede men-

nesker (danskere) her i bebyggelsen. I 1985 var det rigtig barskt ( ), meget kriminalitet og meget racisme ( ). I 1980 erne havde området et dårligt rygte og der var megen kriminalitet, og ifølge H var det danskere som lavede problemer. Bebyggelsen er for nylig blevet renoveret, og H er meget tilfreds med de smukke grønne områder og de mange fælles faciliteter. En mængde bænke og borde er placeret rundt omkring på udearelerne, og ifølge H har hver enkelt nationalitet i bebyggelsen sin plads. Arabiske kvinder sidder ét sted, tyrkerne et andet og danskerne et tredje sted de forskellige indvandrergrupper taler sammen, men danskerne holder sig for sig selv. Dengang H flyttede ind blev hun godt modtaget af naboerne, en tyrkisk familie, der boede i samme opgang. Den samme familie bor der endnu: H: de bor på tredje sal de kom to, tre år før os de blev glade for at vi flyttede ind. Siden har der været meget udskiftning, men vi udlændinge er altid fastboende! ( ) I opgangen bor der en tyrkisk jugoslav, en familie fra Tyrkiet, som er kurdere og så os. Vi har alle boet her mere end 10-15 år. H hævder - med en humoristisk undertone - at vi udlændinge er altid fastboende udlændinge er med andre ord stabile beboere. Denne stabilitet afspejler sig også i nedenstående citater: P: Jeg er glad for mit sted. Vi bor et rigtig godt sted, men jeg vil gerne have en større lejlighed. X er som en tyrkisk landsby. Der bor ca. 100 tyrkiske familier eller ca. 500 tyrkere her. Vi kender alle vi kender også en masse jugoslaver, arabere og danskere. Men: P: Alle de kedelige er samlet her i X, og de flytter hele tiden der kommer nye naboer hele tiden. De er ugifte de bor sammen de bliver skilt fra hinanden, der sker altid noget. Os og en anden tyrkisk familie er dem, der har boet her længst (i opgangen) de andre flytter ud og ind hele tiden. I ovenstående citat er det danskerne P henviser til, og en tolkning er, at P ikke er helt tilfreds med deres livsstil og hun efterlyser stabilitet. En opfattelse er, at indvandrere søger til bestemte områder for at bo i nærheden af venner og bekendte men dette er ikke nødvendigvis tilfældet:

F: det er ikke noget man gør med vilje her i vores boligafdeling er der mange tosprogede, men jeg tror ikke det er noget folk specielt har søgt, og sagt: Her bor mange tosprogede, her bor mange kurdere og tyrkere eller, hvad det nu er jeg vil hen til dem. Man fik bare en lejlighed, det var den eneste mulighed Når F bliver spurgt om behovet for sociale netværk inden for egen etnisk gruppe i boligområdet, er svaret følgende: F: Jeg kan lige så godt trives med danskerne selvfølgelig vil jeg da altid en gang i mellem savne at have en dialog med indvandrerne Men man skal tænke på, at indvandrerne er mange grupper. Her i området er vi 10 12, måske 15 forskellige nationaliteter. En palæstinenser og en dansker er det samme i mine øjne jeg kan lige så godt trives med en dansker som en palæstinenser, hvis det skulle være. Såfremt denne tilfredshed relateres til boligkarriere-beskrivelserne i kapitel 2 - er én tolkning, at lang 37 botid i et område kan afspejle trivsel, men samtidigt er det muligt at stille et spørgsmålstegn ved denne tolkning. Det tidlige bosætningsforløb var for flere af interviewpersonernes vedkommende præget af turbulens og usikkerhed. Andre fandt den perfekte bolig på et tidligt tidspunkt i forløbet, det vil sige en almen bolig i byggerier opført i 1960 erne og 1970 erne. På baggrund af ovenstående citater er det relevant at stille spørgsmålstegn ved de valgmuligheder indvandrerne har og har haft på boligmarkedet. Dette bliver nærmere belyst i afsnit 3.3. og kapitel 4. andengenerationsindvandrerne R er meget tilfreds med boligområdet X, og har aldrig tænkt på at flytte fra bebyggelsen. Samtidigt er han klar over områdets negative image og han udtrykker det på denne måde: Der er mange, som bor tæt på X, men som alligevel ikke kender det (området). Når de kommer siger de: Nå, X det er der, hvor udlændingene bor. Der er masser af ballade og sådant noget. Men det er der jo ikke. Det er det mest stille og rolige sted i forhold til, hvad der sker på Nørrebro eller i Ishøj, Århus eller Odense. Når R bliver spurgt, om han har noget nærmere kendskab til de områder han nævner, er svaret overhovedet ikke. En fortolkning er, at medierne her spiller en væsentlig rolle med hensyn til at formidle negative billeder, der bidrager til at stigmatisere boligområder. R er, som nævnt, meget glad for at bo i X, og han bliver spurgt om, hvad han ville fortælle, hvis han

mødte nogen der var interesseret i at flytte til X: For det første ville jeg fortælle, at det er dyrt. For det andet, at det er nogen pæne lejligheder. Indretningen er god: stuen er stor og der er gode værelser. Lejlighederne er flotte. Bedre end andre steder i Danmark. R trækker her en sammenligning til to nabo-områder, og hævder, at hans bebyggelse er flere klas- ser over de andre. Han kender mange fra nabobebyggelserne, der ønsker at flytte til hans boligområde, men ventelisten her er lang og det er ifølge ham svært at få en lejlighed. Interviewperson U bor i samme bebyggelse som R og bliver stillet spørgsmålet, om han ville anbefale boligområdet X til andre: U: Ja, det ville jeg helt sikkert. Det kan godt være, at huslejen er højere end andre steder men det vi betaler er meget rimeligt for sådan en lejlighed. Det er jo næsten helt nyt nyrenoveret. I lighed med R og U synes også S og T, at område X er godt at bo i, og de er især tilfredse med lejlighederne: S: Lejlighederne er lækre. Dem er jeg helt vild med. Ren luksus i forhold til mange andre steder. Men der er ikke kun idyl: S: Sammenholdet er ikke så godt. Jeg er ikke tilfreds. Jeg føler, der er meget splittelse vi er meget splittede. Vi unge har ikke noget godt sammenhold, selv om man her i området prøver at lave meget (Byudvalgets boligsociale indsatser). Det er både godt og ondt at bo i X. T: Det er på en måde kliker. Fx unge har deres egen gruppe.( ). Vi går i grupper på en måde. S: Sådan er det også med piger, der kommer her i klubben. Vi er to kliker her i klubben. Der er også en aldersforskel mellem os. Den gruppe der bliver gift i tidlig alder, stifter familie. Nogle er meget traditionelle, meget strengt traditionelle og holder fast ved det, og bor mange i en lejlighed og sådan noget. Ikke fordi jeg har noget imod det, for alle har sit liv og ret til at leve på den måde, de vil. ( ) når du laver noget i X, så er det alles sag. Alle ved alt om alle. Alle blander sig i alles privatliv ( ), det kan jeg ikke lide. Ellers er det simpelthen et smukt sted.

I de ovenstående citater bliver der skelnet mellem det fysiske og det sociale miljø i bebyggelsen. For både S og T er det største problem den form for social kontrol de oplever i boligområdet en kontrol der foregår inden for egen etnisk gruppe. Desuden fremgår det af citaterne, at når S og T udtaler sig, taler de ikke om unge generelt på tværs af etniske skel, men enten om tyrkere eller danskere. Denne form for tvedeling afspejler sig også i de nedenstående citater, nemlig når det gælder forholdet mellem indvandrere og danskere i området. S: ( ). Danskerne og indvandrerne trives ikke sammen. De fleste af de danskere der bor i X er samfundstabere bistandsklienter og sådan. De klager over tyrkerne og tyrkerne klager over dem. ( ). Tyrkerne er ikke på bistand, de bruger arbejdsløshedskassen de fleste. Om anvendelse af udearealerne: S: Om sommeren har tyrkerne meget med at gå ud og sidde ude en flok kvinder og deres børn de skal lege udenfor. 39 T: Jeg har følt det på den måde, at en del danskere har ondt i røven af det. Det kan da ikke være sådan, at jeg skal sidde foran min blok hele tiden, så kan jeg ikke se mine venner. Og hvad hvis jeg ikke kan tale dansk? Jeg kan da ikke trives med danskerne så. Hvordan skal jeg så snakke med dem? Jeg har intet til fælles med dem. ( )Der er så meget klageri over, at tyrkerne sidder ude og snakker, og at de ikke snakker dansk. Og de vil have, at alle skal sidde foran deres egen blok. S og T s udtalelser omkring brug af udearealerne kan relateres til førstegenerationsindvandreren H s omtale af, at de forskellige nationaliteter har deres bestemte pladser på udearealerne, og at der ingen kommunikation er mellem danskerne og indvandrerne. Interviewpersonerne S, T og R bliver spurgt, om de ønsker at blive boende i X: S: Jeg ved ikke om jeg vil blive boende i X. Men det skal være København og omegn. T synes derimod at være mere bundet, og vægter i højere grad familierelationerne: T: Det skal også være et sted, hvor man bor rimeligt tæt ved familien, så man kan besøge dem. R er næsten ikke i tvivl: R: Altid. Det tror jeg.