16. søndag efter trin. - Joh. 11,19-45 754, 217, 750, 542 / 408, 474, 240 Magleby Udrust dig, helt fra Golgata, løft højt dit røde skjold! Amen I dag for 15 år siden blev Vesten vækket af sin tårnerosesøvn. Den 11. september 2001 fløj islamistiske terrorister to fly ind i World Trade Center i New York. Også USAs forsvarshovedkvarter Pentagon blev ramt af fly. På et fjerde fly som nok skulle have ramt det hvide hus overmandede passagerne terroristerne. Men det kostede dem livet. Efter vi i USA og Vesteuropa i mange havde kunnet gemme døden væk på sygehuse og plejehjem, kom den nu helt tæt på alle mennesker. Op gennem det stadig nye år tusind har den islamistiske terrorisme præget vores samfund. Særlig slemt har det været denne sommer, hvor terroren for alvor trængte ind i hjertet af Europa. I modsætning til 1970 ernes terrorisme som var politisk begrundet, er vore dages terrorisme religiøst begrundet i blandet lidt politik. De Islamistiske terrorister mener at tjene
Gud ved at slå de i deres øjne vantro ihjel. Råbet Allah er stor ledsager terrorhandlingerne. Den religiøst betingede terror får mange til at tage afstand for enhver form for tro. Men tro er ikke bare tro. Der er stor forskel på den kristne tro og den form for Islam IS og andre vil gennemtvinge i verden. I den kristne tro er døden altid en fjende. Døden er ikke noget vi frivilligt skal opsøge heller ikke for i troens navn at blive martyr og få direkte adgang til Paradis. Vi skal heller ikke dræbe andre i den tro, at vi behager Gud ved at slå nogen ihjel, der har et andet forhold til Gud end vi selv har. Døden er ikke noget vi skal fremme el. opsøge. Døden er en fjende, som skal bekæmpes. Det formår vi mennesker ikke på egen hånd. Derfor sendte Gud sin søn Jesus til jorden for at befri os fra dødens tyranni. Det er omdrejningspunktet i den kristne tro. Særlig tydeligt er det til påske, hvor vi mindes Jesu egen død langfredag og fejrer hans opstandelse påskedag. Påsken er festen for Guds kærligheds sejr over døden. Påskens budskab ligger som en undertone under enhver gudstjeneste. Men da vi
mennesker af og til skal have skåret tingene ud i pap, så får vi her i sensommeren / efteråret en minipåskedag og det er i dag 16. søndag efter trinitatis. Gud som dødens overmand er temaet i alle dagens tekster, men særlig tydeligt er det i Johannes evangeliets dramatiske fortælling om, hvordan Jesus kalder Lazarus ud af graven. Johannes skildre al den sorg, savn og fortvivlelse døden bringer med sig. Søsteren Maria græder over sin bror og hendes venner og naboer græder med hende. Ja, Jesus selv græder over al den smerte døden forvolder os mennesker. Begge søstre Martha og Maria og deres naboer stiller spørgsmålet: hvorfor? Hvorfor kom hjælpen ikke, mens Lazarus var syg? Hvorfor kommer Jesus først nu, hvor Lazarus er død? Nu er det for sent. Lazarus er allerede gået i forrådnelse. Han stinker, som den pragmatiske søster Martha påpeger. Men Jesus både fortæller og viser, at det ikke er for sent. Han bringer Guds livskraft og kærlighed med sig. Hans magt rækker ind på den anden side af døden. Jesus begynder med ordene. Han siger til Martha, at hendes bror skal opstå ved hans kraft. Jeg er opstandelsen og
livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø siger Jesus om sig selv og Martha svarer med en trosbekendelse: Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden. Det er smukke ord, men handling taler tydeligere end ord. Det ved vi. Vi vil se det før vi tror det. Derfor sætter Jesus handling bag ordene. Han beordrer stenen væk fra graven. Kalder på den døde: Lazarus, kom herud! og det som ingen turde tro på sker. Lazarus kommer gående ud af graven, stadig viklet ind i ligklæder. Også dem befries han fra. Lazarus rives i bogstaveligt forstand ud af dødens garn. Ikke underligt, at mange der overværede dette kom til at tro på Jesus som Guds søn og dødens overmand. Men hvad så med os i dag? Vi får ikke syn for sagn. Vore døde springer ikke op af kisten, så snart ordene Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå har lydt. Vi har kun de smukke ord fra evangelierne og andre skrifter fra Biblen om, at Jesus er dødens overmand. Vi kan
ikke se, at dødens magt er brudt. Men ord kan skabe håb. Paulus fortæller menigheden i Korinth, at døden ikke er fuldstændigt tilintetgjort. Den er stadig i verden. Men engang ved tidernes ende vil den endegyldigt bliver underlagt Jesus og Gud vil blive alt i alle. Døden er endnu ikke tilintetgjort, men den har mistet sin brod, som Paulus siger et andet sted. Som en bi, der mister sin brod, er ufarlig, er døden efter mødet med Jesus gjort ufarlig. Den kan ikke holde de mennesker den tager i mørke og intethed. De vil opstå i lyset af Guds kærlighed. Det er det håb som den kristne tro forkynder med ord. Men ved en ganske særlig lejlighed forkyndes håbet også, så vi kan se det. Det sker ved dåben. Dåbshandlingen er med tiden blevet meget symbolsk. Da Ellinor tidligere i gudstjenesten fik tre håndfulde vand over sit hoved, var det svært at se, at her udspandt der sig en kamp på liv og død, hvor livet sejrede. Ikke desto mindre var det det, der skete. Det var tydeligere i meget gamle dage, inden vi fik de fine dåbsfade, vi har i dag. I middelalderen var hele døbefonten fyldt med vand og barnet blev dykket helt ned under vandet og trukket op igen, så det var tydeligt, at dåben i den treenige Guds navn forkyndte livets sejr
over døden. Dåbens tydelige billedsprog er man nogle steder vendt tilbage til. I forrige uge var jeg på studierejse til Tyskland. Vi besøgte steder, hvor reformatoren Martin Luther, havde levet og virket. Et af de steder vi besøgte var Petri-Pauli kirken i Eisleben. Her var Martin Luther blevet døbt. Der var også en anden grund til, at vi besøgte den kirke og det var, at her havde man for 3 år siden lavet en dåbsbrønd. Hvis man ønskede det, kunne man her blive døbt med fuld neddykning. Både præst og dåbskandidat (voksne el. store børn) steg ned i brønden. Præsten presser et kort øjeblik dåbskandidaten ned under vandet, hvorefter vedkommende får hovedet oven vande igen. Dåbskandidaten kommer fra døden op til livet igen. Det gentager sig tre gange i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I de 3 år dåbsbrønden har eksisteret er 27 mennesker blevet døbt på denne måde. Det unægtelig mere dramatisk end den dåb med tre symbolske håndfulde vand over hovedet, vi kender. Men det tydeliggør, at dåben er indgangen til et liv, der leves under håbets fortegn. Et håb om, at døden i alle dens skikkelse er nedkæmpet af Guds kærlighed. I dåben får vi et håb om, at al den sorg eller den død vi kan møde i livet, kan
sprænges af Guds kraft. Den kristne tro er troen på, at Gud kalder livet frem også der, hvor døden synes at herske. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen