Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde:»i dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte:»er det ikke Josefs søn?«han svarede dem:»i vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige:
Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!«men han sagde:»sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30 første søndag i advent begynder på kanten
på kanten af klippen historien er kun et lille puf fra aldrig at komme i gang bare en af dem havde skubbet til ham så havde vi aldrig skullet mødes indenfor disse mure for de ville ikke være blevet bygget der var ingen kirke og ingen kristendom at bygge på men der er ingen, der giver det sidste puf? men hvorfor skubbede de ikke? de havde jaget ham ud af synagogen ud på gaden ud af byen og ikke ud på landevejen for at hun skulle forsvinde væk fra egnen men den anden vej - de vidste godt, hvor de var på vej hen
hen til kanten af klippen for at tage livet af ham men de gjorde det ikke måske havde de ikke mod til det? måske var de ikke sikre i deres sag? måske fik den lille tvivl fat i dem? måske havde de en svag anelse om at der måske var noget om det han sagde? havde turen indefra den mørke synagoge ud på gaden og hen til klippekanten givet dem lidt ro så der var blevet lidt tid til eftertanke kunne de nu se lidt klarere? det var så fristende alle de store usagte drømme han satte ord på store drømme og stor frygt går hånd i hånd
se her begynder historien hvor vi på behørig afstand af klippekanten kan give god plads til eftertanke hvor vi prøver at fordøje de ord som de hørte den dag der er store forventninger til ham hjemme i Nazareth de har ikke set ham i årevis men rygterne om ham er løbet i forvejen han kommer til gudstjeneste i synagogen og sidder blandt byens mænd han rejser sig han stiller sig foran dem åbner skriftrullerne læser og taler og siger alt det de gerne vil høre han vil hjælpe de fattige han vil hele dem, der er gået i stykker give syn til de blinde
han vil redde dem som bliver undertrykt alle dem som bliver holdt nede og ikke nok med det så vil han gøre det i dag det er mig, han taler om, tænkte de nok alle sammen hver for sig - det er mit liv, han vil rette op tidsrammen - den hedder i dag vi går i gang med det samme det er til at tage og føle på det handler ikke om næste år eller indenfor en valgperiode der er ingen strategi ingen planlægning af igangsættelse ingen realiseringsfaser der er ikke en projektetaper eller foreløbig evaluering det er en beslutning her og nu som enhver må beslutte med sig selv
det lyder ikke så svært når han udlægger det han siger de forløsende ord han får sagt det de trænger til at høre alt det de gerne vil høre derhjemme i Nazareth de hører at han taler til dem at han forstår dem at han taler om dem og deres liv de er glade de er lettede endelig en, der kan formulere alt det de længes efter måske han kan gøre en forskel i en fattig by langt ude i provinsen i udkantsisrael under en fremmed besættelsesmagt romerne her er der endelig en stærk mand
som kan styrke deres mod og måske lede dem ud af fattigdom ud af undertrykkelse ud af deres problemer ud af håbløsheden se - havde han nu bare stoppet der og ikke sagt mere havde han bare vidst at nogen ting er bedst at tie stille om så ville alting nok være gået helt anderledes men han har ikke rigtig sans for det han kan ikke stoppe mens legen er god han kender ikke til begrænsninger der er ingen grænser for ham han kan ikke nøjes med at sige det som de gerne vil høre nej, han fortsætter det er som om ordene tager magten fra ham og i det
han fortsætter får den traditionelle religion jødedommen der blev dyrket af et bestemt folk der talte det samme sprog der delte en fælles historie og boede indenfor nogle territoriale grænser et alternativ et modspil ja, den bliver sprængt i stumper og stykker indefra af en helt ny universelt budskab et helt nyt syn på det at være menneske som ikke har noget at gøre med hvor man kommer fra og hvor man hører til os og dem, vores og deres - men alene beskæftiger sig med at nu er vi her et før og et efter forenet i et nu evigheden indhenter dem og os
han henvender sig til alle mennesker på jorden uanset hvilken stamme, slægt, folk, familie de tilhører uanset hvilket sprog de taler og forstår uanset deres baggrund og deres historie uanset hvor de bor og befinder sig her er alle lige det som ellers indtil den dag i synagogen altid blev vendt ind ad mod et bestemt folk vores folk bliver nu vendt ud mod hele verden det er også advent udadvendt fra nu af aldrig mere indadvendt og her troede de at han var kommet for at vende sig ind mod dem redde dem og sig selv Læge læg dig selv kunne de vel sige til ham
så kunne han læge sig selv, hvis han blev syg, og så dem derefter de var jo trods alt hans nærmeste hans eget folk dem som stod ham tættest hans familie og slægtninge men den binding den her forestilling om at være nærmere sine egne løser han op for i løbet af et øjeblik han vender sine ord ud mod hele verden her er alle lige her gælder ingen grænser mellem mennesker mellem folk og land her har ingen fortrinsret frem for en anden alle strukturer alle hegn, voldgrave og grøfter alle handelsbarrierer og toldunioner bliver brudt med et kunstgreb
med en besnærende og klarsynet idé om at skal vi komme fattigdom og sult undertrykkelse og uretfærdigheder til livs kan vi ikke nøjes med at redde os selv først men må tage springet og drømme større og turde tro på at vi - uden forbehold må tage ansvar for alle mennesker det gode budskab i de ord vi hører i dag er at der er en vej frem det andet budskab er at det kræver meget mere end vi måske har lyst til at tage ansvar for i første omgang vi ville hellere vende os ind det er vores natur advent vender ud af og vælter mure og grænser det var mere end de kunne tåle at høre den dag
i Nazareth det var mere end de kunne rumme det som de troede var et godt budskab til dem kunne de nu høre var noget helt andet end de havde håbet på de som ellers altid havde levet med en forestilling om - at de var et særligt udvalgt folk.. og nu ville de ikke høre mere synagogen kunne ikke rumme ham muren af mennesker jog ham ud ud mod klippekanten vi lader billedet stå et øjeblik og her står vi på kanten af et nyt kirkeår og kan vende os indad
mod det trygge mod det gammelkendte tag os af vores egne vores eget folk vores eget land i første omgang når farerne og uvisheden truer når vores liv ikke lykkedes men tager vi budskabet til os her fra allerførste dag i det nye kirkeår kan vi dårligt lade stå til vi kan ikke lukke øjnene men må fra første søndag i advent og fremefter bryde grænser vælte mure og fordomme som Jesus banede sig vej gennem muren af mennesker,
der var ved at presse ham ud over kløften fordi ingen længere skal lade sig undertrykke, og ingen skal lade sig underkue af håbløshed. den dag i synagogen og nogen dage i kirken er det lige før at vi bliver rykket ud af os selv ud af ens gode skind men det bliver snart for meget og inden vi for kastet os ud i det uvisse vender vi rundt som på en tallerken som de gjorde det den dag hvor det jo snart stod klart at det er nemmere at kaste en mand ud over en klippe end at vende en folkestemning og så gik det alligevel ikke helt galt for da det kom til stykket havde de ikke mod til at gøre noget ved det de kom i tvivl
- de kunne nok tage livet af ham men han ville tage deres drømme med i faldet de lod ham slippe gennem menneskemængden og det er nok ikke meget anderledes for os at i den lille tvivl ligger gnisten gerne gemt til store forandringer den gnist der i vores mørke tænder det første lys i kransen vi tør ikke slippe drømmen om hvor godt det kunne være det kunne blive en fest - glædelig advent