Med kroppen i terapi

Med kroppen i terapi - Et klinisk greb på kroppens videnskabsteoretiske status i en fænomenologisk, narrativ og psykodynamisk tilgang KØBENHAVNS UNIVERSITET INSTITUT FOR PSYKOLOGI Camilla Zacho Woetmann Vejleder: Vanessa Ragans Januar 2011 Antal typeenheder: 191.787 svarende til 80 normalsider

Abstract Assumptions regarding the mind-body relation are reflected in the interventions and the terminology used by the therapist. In this dissertation I shall be investigating the implicit mindbody assumptions in two therapeutic approaches and after a thorough analysis I will turn to a discussion of the clinical consequences. The phenomenology of the body, represented by Maurice Merleau-Ponty, will serve as the theoretical framework throughout the scientific and clinical discussions. This investigation aims at exploring the scientific assumptions regarding the body in Narrative Therapy and Short-Term Dynamic Therapy and discussing the clinical consequences from a phenomenological perspective. The contribution is to improve the reflections upon the mind-body relation among therapists by linking the implicit assumptions and the surplus meaning of the body-terms to the bodily experiences of the client. The parameters for analysis are anchored in K. B. Madsen s Meta-theory of Psychology. Thus the leading themes are: the philosophies of science, the ontology of the body, the epistemo - logical status of the body and the surplus meaning of the body-terms. This will lead to a dis - cussion with Cognitive Semantics on the metaphorical organization in the therapeutic interventions and the way the terminology structures the bodily experiences of the client. Due to the constructivist view in Narrative Therapy, the theory does not address the ontology of the body. Phenomenology challenges this focus on the object-body by emphasizing the felt body, including emotions and motor impulses. In Intensive Short-Term Therapy the body is conceptualized as a container an entity holding objective psychic material. The consequences are an alienated and reified experience of the body. The implicit understanding of the body in the selected approaches expresses itself in two main aspects: the dimension of experience and the management of transparency. In short, the experience of the client turns out to compromise the subjective aspects of the bodily experiences which are emphasized by phenomenology. Phenomenology itself is challenged in terms of developing post-dualistic body-terms but contribute by drawing attention to the importance of verbalizing the subjectivity of the body in therapy. Operationalization of the phenomenological approach also implies theoretical and practical difficulties. Thus, operationalization gives rise to reflections upon our conceptualization of the body in therapy. 2

Indhold DEL 1 RAMMESÆTNING... 5 Motivation og problemformulering... 5 Opgavens præmisser... 7 Opgavens dele hvilke greb foretages... 8 Feltets begreber og diskussioner... 10 Krop, affekter og opmærksomhed... 10 Sproget som strukturerende... 11 Metode - præsentation af K. B. Madsen... 12 DEL 2 OPGAVENS TEORETISKE AFSÆT... 14 Merleau-Pontys kropsforståelse... 14 M-planet - ontologiske metateser... 15 Opgør med dualismen... 15 Kroppens vej ud af det psykofysiske problem... 16 Sammenhæng mellem kroppens fremtrædelsesformer... 17 M-planet epistemologiske metateser... 18 Perceptionen er fænomenverdenen som en kropslig handling... 18 Kroppen som adgang til viden om den anden... 19 H-planet - sprogets kropslige oprindelse... 20 Sprogets oprindelse i kroppen og det affektive miljø... 20 Terminologiens ontologiske referencer... 21 Opsummering fra videnskabsteori til kroppens status i praksis... 24 Præsentation af analyseparametre... 25 1) Hvad er teoriens videnskabsideal?... 25 2) Hvad er kroppens ontologi?... 25 3) Hvad er kroppens epistemologiske status i terapien?... 25 4) Hvad er kropstermernes ontologiske reference?... 26 DEL 3 ANALYSER AF TERAPIRETNINGER... 27 Intensiv Dynamisk Korttidsterapi... 27 1) Hvad er teoriens videnskabsideal?... 28 2) Hvad er kroppens ontologi?... 28 3) Hvad er kroppens epistemologiske status i terapien?... 31 4) Hvad er kropstermernes ontologiske reference?... 32 Opsamling fra videnskabsteori til kroppens status i praksis... 33 3

Narrativ terapi... 34 1) Hvad er teoriens videnskabsideal?... 35 2) Hvad er kroppens ontologi?... 36 3) Hvad er kroppens epistemologiske status i terapien?... 38 4) Hvad er kropstermernes ontologiske reference?... 39 Opsamling fra videnskabsteori til kroppens status i praksis... 40 DEL 4 KROPSFORSTÅELSENS BETYDNING... 42 FOR PRAKSIS... 42 Sproget som handlingsanvisende... 45 Præsentation af den kognitive semantik... 45 Beholdermetaforens oprindelse... 46 Beholdermetaforens praktiske konsekvenser... 47 Den narrative metaforbrug... 48 Handlingsmetaforenes konsekvenser for klientens kropsoplevelse... 49 Et fænomenologisk bidrag til terapiernes kropsterminologi... 49 Kropsforståelsens praksisimplikationer... 52 Oplevelsen af den aktuelle krop... 52 Narrativ praksis som et gørensfællesskab... 52 Inddragelse af den aktuelle krop i den narrative terapi... 54 Den aktuelle krops status i IDK... 55 Inddragelse af oplevelsesdimensionen i IDK... 57 Terapiernes forvaltning af gennemsigtigheden... 58 En praktisk udlægning af den fænomenologiske kropsforståelse... 59 DEL 5 AFSLUTNING... 66 Et kritisk ophold... 66 Terminologiske udfordringer... 66 Kropsoplevelsens kongruens med ontologien... 67 Kravene til den terapeutiske holdning... 68 Sprogfilosofiske problematikker... 68 Konklusioner... 70 Afsluttende perspektiver... 73 LITTERATUR... 75 4

RAMMESÆTNING Motivation og problemformulering Ideen til mit speciale har taget form i en studenterdrevet terapeutisk praksis, hvor metodefriheden har motiveret brugen af forskellige terapeutiske retninger. De fleste nyuddannede terapeuter har hensigtserklæringer om at se på det hele menneske og at inkludere både krop, følelser, relationer, tanker og en diakron tidsforståelse, og i praksis anvender de fleste også en eklektisk stil med inddragelse af forskellige perspektiver og interventioner for at imødekomme en forståelse af mennesket som både subjekt og objekt. Når vi derimod i supervisionssammenhænge taler om sammenhængen mellem klientens følelser og erkendelser, eller hvordan vi opnår viden om klientens problemstillinger, bliver det tydeligt, at især narrativt og psykodynamisk inspirerede folk har helt forskellige oplevelser af, om det er sproget eller kroppen, der er adgangen til viden og i hvor høj grad klienten forventes at være gennemsigtig for sig selv. I supervisionssammenhænge lader alle til at antage en naturlig sammenhæng mellem krop og psyke, men det er mindre tydeligt, hvori sammenhængen består og hvordan vores terminologi er motiveret heraf. Idet de terapeutiske interventioner hviler på en række videnskabsteoretiske antagelser om det psykofysiske problem, er det min overbevisning, at en tydeliggørelse heraf, kan motivere en bedre refleksionskultur. Igennem en opmærksomhed på vores kropstermer og kropsforståelse vil vi kunne navigere mere i overensstemmelse med vores videnskabsideal og dermed praktisere vores foretrukne terapiform. Undersøgelsen vil derfor have et praktisk sigte med et budskab til terapeuten om at blive opmærksom på sprogets og interventionernes konsekvenser for klientens kropsoplevelse. En undersøgelse af det psykofysiske problem i forskellige teorier kan med fordel tage udgangspunkt i en kropsfænomenologisk optik. Kropsfænomenologien anskuer kroppen som både subjekt og objekt, hvorved både epistemologien og ontologien kvalificerer den som diskussionspartner med kropsforståelsen i terapi. Igennem metadiskussionerne med kropsfænomenologien vil de valgte terapiretningers kropsforståelse stå tydeligere frem, hvorefter en klinisk diskussion af kropsforståelsen i praksis, er interessant. Motivationen herfor er et led i bestræbelserne på at undgå polariserende enten-eller tænkning og den udbredte tendens til tilhængeri, som let medfører, at videnskabelig erkendelse kun bliver et spørgsmål om konsensus eller om tilslutning til et paradigme (Lauridsen 2006). Sagen er, at der vel næppe er nogen terapeuter eller forskere, som ikke med rette vil hævde, at de er humanister og gå ind for at betragte mennesket som andet og mere end et objekt. Tilsvarende er der næppe mange terapeuter med respekt for klienten og psykologien som videnskab, der ikke går ind for både at studere mennesket objektivt-empirisk og subjektivt-fænomenologisk (Lauridsen 2006). Imidlertid er det ikke alle, der kan spænde over hele feltet, 5

og selvom de fleste terapeuter arbejder eklektisk og dermed ikke tilslutter sig et enkelt terapeutisk paradigme, er det af både teoretisk og praktisk interesse at føre de videnskabsteoretiske antagelser ud i sin praktiske yderlighed. For at tilstræbe en konkretisering i det kliniske greb, vil jeg se bort fra skoledannelser og i stedet fokusere på specifikke repræsentanter for en terapeutisk retning. For ikke kun at foretage en videnskabsteoretisk kondensering og dermed forbryde mig mod min kliniske interesse, vil jeg åbne de diskussioner, som heraf følger omkring konsekvenserne for praksis. Dette bliver en undersøgelse af, hvordan terapiernes kropsforståelse kommer til udtryk i praksis, samt hvordan terapeutens terminologi om kroppen strukturerer klientens oplevelse af sin egen og terapeutens krop. Dette bringer mig til følgende problemformulering: Med afsæt i kropsfænomenologien, undersøges udvalgte terapiretningers udlægning af kroppen ud fra en videnskabsteoretisk optik. Konkret undersøges terapiernes antagelser og sprog om kroppen og derpå hvilken betydning, det har for praksis. Således vil undersøgelsen indebære en kritisk analyse af alment accepterede sprogliggørelser af kroppen i udvalgte terapiretninger samt en problematiserende undersøgelse af sammenhængen mellem den teoretiske kropsforståelse og de terapeutiske interventioner. Bidraget vil hermed være en åbning af en refleksionskultur omkring den kropsforståelse, man som terapeut arbejder med - motiveret af de konsekvenser sprogbrugen og interventionerne har for klienten. 6

Opgavens præmisser Tekster om forholdet mellem krop og psyke indledes almindeligvis med en mere eller mindre detaljeret gennemgang af René Descartes (1596-1650) metodiske tvivl og rationalistiske filosofi, som implicerer en ontologisk adskillelse mellem krop og sjæl. Derefter vil man finde en understregning af, at dette skarpe skel ikke længere er holdbart samt en efterlysning af tilgange til det psykofysiske problem, som i højere grad betragter de to elementer som et sammenhængende hele (Køppe 2004). Min interesse for den psykofysiske grundlagsproblematik i psykologien motiverer en sådan skitsering, men en overskridelse af dualismen har været en ambition, der er gentaget gennem flere hundrede år (ibid.). Jeg anser dette slag for vundet af tidligere entusiaster og har derfor i sinde at gå anderledes til værks. Præmissen for undersøgelsen er en indføring i det psykofysiske grundlagsproblem og at lade de metateoretiske diskussioner tage form som praktiske konsekvenser for klienten. Ved at lade fænomenologien være den teoretiske ramme, kommer terapiretningernes videnskabsteoretiske antagelser til at stå tydeligere frem, end hvis de blot blev præsenteret på deres egne præmisser. Zahavis indledning til Fænomenologi (2004) har motiveret følgende argumenter for at anlægge et fænomenologisk greb på en klinisk undersøgelse: Fænomenologien 1) har gennemlevet en renæssance de seneste år 2) Kan tydeliggøre kroppens ontologiske og epistemologiske status i terapiretningerne igennem sin teori om den kropslige eksistens 3) kan hjælpe med at befri videnskaberne fra en indbildsk fænomenologisk undersøgelsesmetode, igennem kritikken af positioner som intellektualisme og empirisme 4) Har en række videnskabsteoretiske analyser af relativt formel og teknisk art 5) inspirerer til at lade sin komplekse kropsforståelse blive draget ud i sin praktiske yderlighed (Zahavi 2004:7f). Hermed er fænomenologien kvalificeret som teoretisk ramme og som repræsentant vælges den franske fænomenolog og filosof, Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), herefter forkortet MP. Zahavi påpeger MP s nuancerede forståelse af fænomenologien, og derudover har utallige andre påpeget MP s enorme indflydelse samt muligheden for at anvende hans meta-psykologiske elementer til en syntese i psykologien (Giorgio 1974:54). Gennem dette valg afgrænser jeg mig fra løbende at tage stilling til kropsfænomenologiens gyldighed. Havde jeg valgt dette, ville jeg i samme bevægelse begrænse muligheden for at se MP s tanker i sin yderste konsekvens og nødvendiggøre diskussioner om, hvorvidt kroppen er udgangspunktet for terapi. I stedet vil jeg belyse, hvordan kroppen er sprogliggjort og afspejlet i de terapeutiske interventioner og først afslutningsvist problematisere kropsfænomenologiens anvendelig som diskussionspartner i en undersøgelse med et klinisk sigte. Qua valget af det kliniske perspektiv, afgrænser jeg mig fra at diskutere kropsforståelsen indenfor en samfundsmæssig ramme, og kroppens samfundsmæssige indlejring vil blive udeladt på bekostning af dens status i psykoterapi. 7

Opgavens dele hvilke greb foretages Overordnet er specialet konstitueret af følgende metodiske og teoretiske tilgange: En videnskabsteoretisk metateori, som anvendes til at generere analyseparametre. En kropsfænomenologisk tilgang, som udgør den teoretiske ramme. En klinisk psykologisk tilgang med udgangspunkt i to udvalgte terapiretninger. Et kognitivt semantisk greb på kropstermernes praksisimplikationer. Et kritisk og problematiserende perspektiv på kropsfænomenologiens præmisser. Del 1 Det første greb, der foretages i opgaven er et metodisk greb, der igennem anvendelse af K. B. Madsens Systematologi, muliggør en rekonstruktion af terapiretningerne ud fra hensigten om at udbrede kropsforståelsen. I afsnittet om metodeovervejelser vender jeg tilbage til, hvordan jeg genererer analyseparametre og anvender Systematologien. Del 2 Det metodiske greb vil indledningsvist foretages på kropsfænomenologien. MP, som har beskæftiget sig indgående med kroppen, og hvis tilgang peger i en anden retning end traditionelle videnskaber, vil blive analyseret og anvendt som undersøgelsens teoretiske ramme. Hans dynamiske kropstermer og betragtninger om kroppen som både subjekt og objekt vil blive gennemgået med henblik på at gennemgå de dele af hans teori, som kvalificerer den som diskussionspartner med terapiretningerne. Del 3 I opgavens del 3 vil der foretages en rekonstruktion af to udvalgte terapiretninger. Rekonstruktionen vil tage form som en besvarelse af de genererede analyseparametre og blive tydeliggjort gennem en problematisering af MP. Herved udbredes terapiernes implicitte videnskabsideal og kropsforståelse, der har konsekvenser for klienten i den pågældende terapi. Valget af terapiretninger er baseret på et krav om aktualitet og udbredelse samt videnskabsteoretisk bredde, hvorved de forventes at bidrage meningsfuldt til en diskussion af kroppens status og kropstermer ud fra de af K.B. Madsen og MP motiverede analyseparametre. Intensiv Dynamisk Korttidsterapi, herefter forkortet IDK, er en forholdsvis ny terapiform, om hvilken det er sagt, at det er den mest betydningsfulde udvikling inden for psykoterapi, siden Freud opdagede det ubevidste (Malan 1992). Patricia Delle Selva Coughlin præsenterer en klar og overskuelig fremstilling af metodens teoretiske og praktiske aspekter, hvorfor hun vil være den primære repræsentant for tilgangen. En materialistisk og fundamentalistisk kropsforståelse har inspireret denne terapiretning, der har en række interventioner med et kropsligt fokus (Turner 1992). 8

Den anden terapiretning vil være den narrative terapi, præsenteret af Michael White. White er kendt som grundlæggeren af den narrative praksis, som blev grundlagt i 1980erne. Den er i dag en yderst udbredt metode blandt klinikere og betragtes som en effektiv og meget etisk terapeutisk praksis (Holmgren i White 2008). Indlejret i denne terapiform er Foucaults tankegods om magt og diskurser, hvorved en forståelse af kroppens ontologi som værende et resultat af sociale processer og en diskursiv magt forventes udledt (Turner 1992). White har ikke et sprog om kroppen, og kropsforståelsen må derfor udledes gennem interventionerne og de metateoretiske antagelser, som White udlægger for sin narrative praksis. Del 4 Efter at have foretaget ovenstående rekonstruktion med afsæt i MP s kropsforståelse, foretages en praksisorienteret problematisering af terapiernes kropsforståelse. Hvor opgavens del 3 favner en udbredelse af de metateoretiske antagelser i teorierne, vil opgavens del 4 i højere grad fokusere på de metodiske greb, som foretages i terapien. Dette motiveres indledningsvist af de sproglige vendinger, som benyttes af terapeuterne om klientens problematikker. Til en diskussion af dette inddrages Lakoff og Johnson og den kognitive semantik. De påpeger, at metaforer er handlingsanvisende og bidrager derfor med en belysning af kropstermernes praktiske konsekvenser. Paul Ricoeur inddrages for en kort bemærkning i denne diskussion for at tilføje en affektiv dimension til metaforbrugen i terapi. Dernæst vil de metoder, som udspringer af teoriernes kropsforståelse blive diskuteret med udgangspunkt i MP s kropsfænomenologiske optik. Hans tanker om gennemsigtighed vil kunne udfolde en diskussion om tilgængeligheden til klientens vanskeligheder, og med hans ontologi kan terapiernes inddragelse af klientens aktuelle kropsoplevelse, problematiseres. Efter at have været diskussionsparter igennem den kliniske del af opgaven og peget på uhensigtsmæssige måder at sprogliggøre og inddrage kroppen på, er det oplagt at angribe hans egen teori fra praksis og forsøge at operationalisere hans kropsforståelse som en opfordring til terapeuten. Del 5 Slutteligt bliver opgavens egne præmisser genstand for en kritisk diskussion for at belyse de teoretiske og praktiske begrænsninger forbundet med at anvende fænomenologien som diskussionspartner. Herefter følger en opsamling på undersøgelsens vigtigste elementer samt afsluttende refleksioner. 9

Feltets begreber og diskussioner Krop, affekter og opmærksomhed Kroppen er det centrale omdrejningspunkt for undersøgelsen, og med kroppen menes den kropsfænomenologiske forståelse ved MP, der uddybes senere. Qua undersøgelsens teoretiske ramme, vil bevidsthed, krop og subjekt dermed henvise til samme ontologiske entitet, hvorimod subjektforståelse vil henvise til den definition af både kropsforståelse, bevidsthed og subjekt som er at finde i den pågældende teori. MP tydeliggør sin kropsforståelse ved at indføre begrebet, egenkrop, men for nemheds skyld vil MP s begreb egenkrop her sidestilles med krop. Hvor der menes noget andet, vil det tydeliggøres med termen, kropsforståelsen. Det affektive område er centralt for MP s kropsforståelse og har ligeledes en fremtrædende plads i nutidig psykoterapi, så for at kunne diskutere inddragelsen af affekter i de to terapiretninger, er det nødvendigt med en definitionsmæssig klarhed (Hougaard 1998). MP henviser ofte til begæret og påpeger, at begæret er knyttet til en intentionalitet, både ved at være biologisk, relationelt og dermed motiverende for mine foretrukne oplevelser (MP 2006). Det er med denne indkredsning for øje, at jeg inddrager psykoanalytikeren og udviklingspsykologen Daniel Stern, fordi han med sine begreber om affektiv afstemning, tværmodalitet og vitalitetseffekter åbner for en almengørelse af begæret og en tydeligere definition af affekter, end det er at finde hos MP. Sterns begreb, vitalitetsaffekter, er sammenlignelig med MP s affektive miljø samt begær, idet vitalitetsaffekter er universelle og allestedsnærværende følelseskvaliteter. Stern skelner mellem kategorielle affekter, som lader sig indfange i sproget, og vitalitetsaffekterne, som er en følelsesmæssig intensitet og den levede og bagvedliggende subjektive oplevelse. Om de opleves eller ej, er vitalitetsaffekterne tilstede som den bagvedliggende kvalitet i al alle oplevelser som dynamiske fornemmelser af noget brusende, eksplosivt, flygtigt, pulserende eller bølgende. Vitalitetsaffekterne er uløseligt knyttet til vitale funktioner såsom vejrtrækning, sult, opvågnen, afføring etc. men er ligeledes knyttet til omverde - nen gennem den kropslige manipulation, som spædbarnet er udsat for under amning, skiftning o.s.v. (Stern 2000). Dermed indebærer Sterns definition også den intentionalitet, som MP understreger, og når begrebet, affekter anvendes i det følgende, vil det være i betydningen af vitalitetsaffekter som her udlagt. Følelser samt affektive miljø vil blive brugt i samme betydning med mindre andet angives. Når affekter inddrages i interventionerne, sniger bevidsthed sig ind med spørgsmålet om, hvorvidt om klienten 1 er bevidst om sine affekter. Men idet bevidsthed og krop her er brugt i samme betydning, vil opmærksomhed anvendes i betydningen af at fokusere og selektere den perceptuelle erfaring. Opmærksomhed er den tematiserede bevidsthed i forgrunden af vores bevidsthed, i tråd med den gestaltpsykologiske anvendelse af begrebet (Leder 1990). 1 Klient anvendes som samlet betegnelse for subjektet, der henvender sig i terapi, velvidende at de selekterede terapiretninger har andre betegnelser. 10

Sproget som strukturerende Sproget er den primære berøringsflade i IDK og den narrative terapi. I den psykodynamiske tradition bliver sproget og metaforen anvendt til at afsløre ubevidste mønstre, og i den narrative tradition afslører sproget en plotstruktur, som er identitetsskabende (Benveniste 1977, White 2006). Sproget spiller altså en vigtig rolle i begge terapiformer om end på helt forskellige måder, der afspejler det komplicerede møde mellem sproget og mennesket, som involverer både kulturen, historien, biologien og den individuelle stil (ibid., Andkjær Olsen 2001). I psykoterapi har sproget været den primære kontaktflade mellem terapeut og klient siden Freuds arbejde med klientens frie associationer. Han kaldte sågar sin metode for the talking cure, der betyder en helbredelse gennem sproget (Benveniste 1977, Andkjær Olsen 2001). Denne kobling mellem sprog og terapi, krop og verden henter yderligere inspiration hos MP, som også forstod fænomenologien som en sprogfilosofi (MP 1962/1999/2006). Han er ikke alene om at forstå mødet som både sprogligt og kropsligt: Psychotherapy can be considered a way of constructing meaning out of an encounter between two bodies: that of the client and that of the therapist (Shaw 2004). Indenfor fænomenologien, den kognitive semantik og embodymentteorierne er der en fælles antagelse om, at tænkning og erkendelse er kropsligt betinget (Køppe 2004:140). Socialvidenskaberne hviler derimod på en fælles antagelse om, at sproget og diskurserne skaber kroppen og dens betingelser igennem sociale praksisser (Rønn 2006, Christensen 2002). Det er indenfor dette spændingsfelt, mellem psykofysiske og sprogfilosofiske problemstillinger, at diskussionen om kropstermernes betydning for praksis, finder sted. Hertil knytter sig diskussionen om, i hvor høj grad, sproget er definerende for vores væren, tænkning og handlinger (Collin 2003). Centrale teorier i denne sammenhæng er den kognitive semantik, præsenteret ved Lakoff og Johnson, den hermeneutiske fænomenolog Paul Ricoeur samt Finn Collin, som bidrager med et overblik over de øvrige teoriers placering i denne komplekse diskussion. Om end det ville være oplagt at udfolde Foucaults tanker om magt og diskurser, vil undersøgelsen afgrænse sig fra hans teoretiske position. Et bidrag fra hans erkendelsesteoretiske konstruktivisme ståsted kunne have udfoldet den narrative terapis videnskabsideal samt peget på sprogets skabende magt, men det ville samtidig være at forbryde sig mod en kropsfænomenologisk teoriramme (Collin 2003). Ved at gå ind i problemstillingen omkring sproget på fænomenologisk grund, i opgavens del 4, er det muligt at indkredse, hvordan de i terapien anvendte kropstermer er strukturerende af klientens tanker og handlinger. Hensigten er således at kvalificere en refleksionskultur motiveret af den betydning, sprogbrugen har for klienten. 11

Metode - præsentation af K. B. Madsen K. B. Madsen har udviklet en videnskabsteoretisk metode, Systematologien, som jeg finder relevant at anvende til frembringelsen af analyseparametre. Når jeg vælger Madsen er det for at kunne elaborere kropsforståelsen indenfor videnskabsteoretisk forskellige terapiretninger og bringe den på sammenlignelig form, idet han har en systematisk måde, hvorpå en teori kan blive rekonstrueret. Derudover støtter han en undersøgelse som denne, der har til formål at eksplicitere teoriers implicitte kropsforståelse: modern psychologists very seldom construct explicit propositions about the psycho-somatic problem. There remains thus only the possibility of inferring their implicit conception of the problem, and this can be accomplished not only by their use of explanatory terms with surplus meaning, but also from their arguments about methods and descriptive language (Madsen 1975:33). K. B. Madsen finder det dermed også vigtigt at få frembragt psykologers stillingtagen til det psykofysiske problem og har udviklet Systematologi til samme formål (ibid.). Madsen påpeger, at videnskabelige teorier udgør et system af viden på forskellige planer, som både kan genereres empirisk og rationelt og derfor må undersøges forskelligt (ibid.). Madsen deler en videnskabelig teori ind i tre planer: metaplan (M-plan), hypoteseplan (Hplan) og dataplan (D-plan). De 3 lag er kendetegnet ved, at den viden de formidler, er blevet til på forskellige måder, den er beskrevet med forskelligt sprog, og den har forskellige formål. Hver plan indeholder en række kategoriseringer, som er anvendelige for en grundig analyse af en teori, men Madsen fremhæver selv, at hans teori kan bruges selektivt (ibid.). Det skal dog indvendes, at de tre lag ligeledes kan placeres på et kontinuum. Dataplanet benytter et deskriptivt sprog, hypoteseplanet et eksplanatorisk eller fortolkende og metaplanet et hypotetisk sprog i de filosofiske hypoteser (Madsen 1975). Det er derfor principielt muligt at differentiere de tre planer i en videnskabelig fremstilling ud fra deres sprog og abstraktionsgrad, men i praksis kan det være vanskeligt, fordi dataplanet eksempelvis kan indeholde vældig abstrakte deskriptive termini. Hvor jeg afgrænser mig fra umiddelbart relevante dele af hans teori, vil det blive begrundet. I forsøget på at rekonstruere de udvalgte teorier ud fra Systematologien, er det ambitionen at kondensere nogle spørgsmål, som kan indfange de relevante elementer af MP s kropsforståelse og bringe teorierne på sammenlignelig form svarende til at brøker bringes til fælles nævner, når man regner med dem. (Madsen 1975:159) Kropsforståelsen i teorierne er udgjort at deres besvarelse af analyseparametrene. I det omfang, rekonstruktionen er loyal overfor den oprindelige teori, forventes den at tjene flere formål: 1) et videnskabsteoretisk, idet mit problem skriver sig ind det psykofysiske grundlagsproblem 2) et pædagogisk i kraft af den begrundede og gennemskuelige struktur 3) et praktisk budskab til terapeuten. I det følgende skitseres Madsens tre planer, som er baggrunden for de analyseparametre, der genereres gennem analysen af MP om end ikke alle forventes at blive relevante: 12

M-planet: Dette plan udgøres af teoriens filosofiske hypoteser og de metateoretiske og metodologiske argumenter for en videnskabelig fremstilling. De filosofiske hypoteser opdeles i 1) naturfilosofi/ontologi herunder a) det psykofysiske problem, b) menneskets natur og c) årsagsproblemet, 2) erkendelsesfilosofi/epistemologi samt 3) videnskabsideal H-planet: En stor del af psykologiens objekter er ikke-observerbare. Dette indebærer, at en psykologisk fremstilling må indeholde en del formuleringer, hvori der indgår termer, som refererer til ikke-observerede eller ikke-observerbare objekter. Sådanne termer kaldes ofte hypotetiske termer. H-termini har, udover den deskriptive mening, en ekstramening. Klassifikation af H-terminis ekstra-mening kan være i forhold til deres a) ontologiske reference b) variablernes form og virkning. Videnskabelige hypoteser kan klassificeres efter a) ontologi b) epistemologi c) kompleksitet d) testbarhed. D-planet: Dataplanet karakteriseres af deskriptive termer og indeholder beskrivelser af observerede eller observerbare objekter. Dataplanet kan opdeles i 1) det abstrakte dataplan, og 2) det konkrete dataplan. (Madsen 1975). 13

DEL 2 OPGAVENS TEORETISKE AFSÆT Merleau-Pontys kropsforståelse En præmis for denne undersøgelse er en erklæret postdualistisk kropsforståelse, præsenteret ved MP, der i sit hovedværk Perceptionens fænomenologi (1962) udfolder en fænomenologi om kroppen. Begreber herfra udfordrer den sædvanlige dikotomi imellem krop og bevidsthed og udbreder i stedet en forståelse af kroppen som mere end blot biologi. MP trækker på den filosofiske side på Husserl, Heidegger, Sartre, og på den psykologiske front trækker han på tanker fra folk som Koffka, Köhler, Freud og Piaget (Giorgi 1974). Igennem hele MP s forfatterskab er det afgørende for ham at overvinde dualismen indenfor en fænomenologisk ramme (MP 1962). Ordet fænomenologi kommer fra græsk, phenomenon, og betyder det, der viser sig eller det givne. Fænomenologien har til hensigt at genfinde den verden, som er tilstede forud for vores refleksion den oplevede verden (Zahavi 2003, ibid.). Oplevelse skal ikke forstås som rent subjektivt; den oplevelse MP taler om placerer sig i en relation mellem mennesket og verden. Denne overskridelse af subjekt-objekt er karakteristisk for fænomenologien og har rødder tilbage til fænomenologiens grundlægger, Husserl, som indførte intentionalitetsbegrebet, der defineres som en bevidsthedsmæssig rettethed mod noget (MP 1962). Dette begreb er ligeledes væsentligt for MP, der beskæftiger sig med kroppens intentionalitet og knytter denne til kroppens subjektivitet. En præcisering og diskussion af intentionalitetsbegrebet indenfor MP s kropsforståelse er udenfor undersøgelsens rammer. I stedet er det interessant at forsøge at fremskrive en forståelse af, hvori den kropslige subjektivitet består, fordi det særligt er her, kropsfænomenologien kan bidrage til de udvalgte terapier. Det afgørende for MP er kroppens centrale placering i verden, og hans udgave af fænomenologien kaldes derfor kropsfænomenologien. Han udlægger en eksistentiel fænomenologi om kroppen, og det er denne bemærkelsesværdige position, som kvalificerer ham som en oplagt diskussionspartner med terapiernes kropsforståelse. Hermed afgrænser analysen sig fra store dele af MP s arbejde, som eksempelvis vedrører hans politiske stillingtagen i Humanisme og terror og hans tanker om den animalske verden i Nature samt hans interesse for æstetik og kunst, udtrykt i teksten, Maleren og filosoffen (Thøgersen 2004). Det er i stedet hans eksplicitte metateser om subjektets kropslige forankring i verden, og efter denne korte introduktion vil hans kropsforståelse blive analyseret ud fra Madsens M- og H-plan (Madsen 1975). 14