Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2015 Erik Høegh-Andersen: KRISTENDOMMEN EN INVITATION TIL GLÆDE EVANGELIELÆSNING Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: "Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning,og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel.men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt." Matt. 22,1-14 Hvad er det særlige i kristendommen? Hvad er dens energi? Hvad er det den afsætter i vores sind? Det er, vil jeg mene, en altomfattende glæde som der egentlig ikke kan sættes grænser for. Vi inviteres ind til glæden. Sådan som englen sang det for hyrderne den nat Jesus blev født: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Det vil sige for alle. Og da hyrderne havde set barnet, kunne de ikke andet end at lovprise Gud for hvad de havde hørt og set. Glæden er den første afgørende erfaring, ligesom det er den sidste. Da kvinderne påskemorgen på englens ord sendes af sted fra den tomme grav, er det glæden, igen en stor glæde, som banker i deres frygtsomme hjerter. Nu ved de at glæden ikke kan gravlægges, ikke dø, men den kalder og sitrer og lever i os her og indtil vi skal erfare den fuldkomne glæde når Gud bliver alt i os alle engang. Sådan er det glæden som lyser først og sidst og som midten eller selve nerven i Jesu liv. Det er glæden vi inviteres ind til i hans lignelser og ord. Det er egentlig enkelt og ligetil. Det er en
festinvitation! Det er sådan set bare at møde op og være med. Alligevel tør vi ikke, eller vi vil eller gider ikke, og så befinder vi os pludselig så mærkeligt uden for. Som i lignelsen vi hørte, hvor de indbudte gæster afslår invitationen til kongesønnens bryllup. Ja de tager sig slet ikke af den, står der. Der er ellers dækket op, okser og fedekalve er slagtet. Maden er gjort klar. Alt er rede til glæde og fest. Hvorfor undslår de indbudte sig så? Hvad er det de skal? Jo der står at den ene begiver sig ud på sin mark, og den anden tager ind til sin forretning. Og det kender vi jo godt. Det at der altid er noget som skal gøres. Der er altid noget som er vigtigere end at være sammen. I dag kan jeg ikke, måske heller ikke i morgen, men der skal nok komme en dag, tænker vi. Og så går dagene, og en dag forstår vi at det liv vi drømte om, den glæde vi sammen skulle lære at kende, den fandt vi aldrig. Ja vi levede nok, men så reguleret, så velovervejet og smagfuldt og så fokuseret på os selv at vi aldrig fandt den glæde som vi kun kan være sammen om, men som til gengæld kan overraske og forvandle og levendegøre vores liv. Filosoffen og teologen K. E. Løgstrup, som er en mester i at beskrive fænomener i vores liv, også glæden, skrev engang: Glædesløshed er måske vort livs alvorligste og største forsyndelse. Vi går det glædelige forbi, ænser det ikke, vi er alt for optagne af selvkredsende tanker og følelser. Vi bilder os ind, at glæde går af sig selv. Men det er ikke rigtigt. Hvad der er glædeligt overøses vi med, forgæves. Vi gider ikke glæde os, og det tror vi gør ingenting. Men det er en dødssynd. Måske mere end noget andet spolerer vi vort eget og hinandens liv med manglende glædesevne Der hører åndelig kraft til at glæde sig, og den kraft mangler vi kan hænde mere end noget andet. Hvad er det Løgstrup siger? Han siger at vi spolerer livet ved vores manglende glædesevne. Vi er ikke på højde med det. Det kræver noget af os at glæde sig, åndelig kraft. Og så er det jo nemmere bare at vælge sig selv, vælge arbejdet, karrieren, projekterne, alt det vi skal.
Men hvad i alverden er det så der får nogen til som vi også hører om det i lignelsen at mishandle og dræbe tjenerne som kommer med indbydelsen til den store fest? En ting er det jo ikke at gide, en anden ting er at slå den glade budbringer ned. Her må det indskydes, at Mattæus måske sammen med andre i sin samtid nok har digtet lidt videre på Jesu lignelse. Han havde nemlig set hvordan de kristne som var optændt af evangeliet, af det glade budskab, han havde set hvordan de blev mishandlet og slået ihjel. Han havde om nogen erfaret hvordan glæden også kan fremkalde modstand og vold. Men hvorfor sker det egentlig? Hvad er grunden? Kender vi det også fra vores liv? Ja, det tror jeg faktisk vi gør. Jeg tror at vi meget ofte vil vælge vores egen lille forudsigelige lykke frem for glæden som måske vil vende op og ned på vores liv. Jeg tror at vi på mange måder slår fra os, eller vi forsøger ligefrem at kvæle den glæde som forstyrrer vores magelige, veltilrettelagte liv. Også det har Løgstrup et fantastisk blik for. Han siger at vores livsangst er større end vores dødsangst. Derfor beskytter vi os ikke kun i forhold til det som truer livet, men så meget desto mere i forhold til det som er overvættes glædeligt. Glæden ville jo omkalfaltre vores tilværelse, siger han, forpligte os på måder vi ikke ønsker at blive forpligtede på. Vi har en glædesangst siddende i os, og så banaliserer vi livet i stedet for. Og vælger den trivielle, lunkne lykke, lykken på vore egne betingelser. Eller i lignelsens billedsprog: Vi vælger vores eget mørke, frem for lyset oppe på slottet. Vi indlader os derfor sjældent på den glæde der er forvandling i, og som ville kunne vende op og ned på vores liv. Og vi begår således, kan man sige, et forræderi imod det liv vi er skabt til, imod glæden som kommer fra Gud. (Eller som Løgstrup sagde det: Hvis der er dødssynder, så er glædesløshed én af dem). At se tilbage på sit liv som et glædesløst liv, vil være forfærdende. Ikke at have taget imod den indbydelse som Gud eller livet har rakt os- det er frygteligt i sig selv. Fordi vi så har afskåret os fra livsnerven, glæden, fællesskabet med de andre.
Men når Mattæus oven i købet i sin udgave af lignelsen vil forstøde den vrangvillige til mørket som en evig straf, så må jeg sige, at det er for mig at se ikke kristendom. Kristendom handler om en glæde som er for alle, både onde og gode og stærke og svage. Som det også fremgår af lignelsen - da de først indbudte har takket nej, så går der bud til alle, på gader og stræder. Ingen af os vil møde en lukket dør. Og kristendom handler dertil om at Gud, at Jesus, aldrig giver op for intet er vigtigere end enhver af os, end at vi som har isoleret os, finder en vej tilbage til liv og kærlighed og fællesskab igen. Men den vej finder vi selvfølgelig kun, hvis vi også selv vil. Og dvs. hvis vi vil tage del i andres liv, og aflægge vores selvoptagethed og egensindighed og vores vrantne glædesløshed. Festens ånd, får vi jo aldrig ind i os, hvis vi bare bliver siddende surmulende henne i hjørnet, eller hvis vi kun vil deltage på vores egne præmisser. Netop det omhandler episoden med manden der ikke havde taget bryllupsklæder på, og som ifølge lignelsen som straf blev bastet og bundet og kastet ud i mørket udenfor? Ja hvad er det med den bryllupsklædning? Hvad er det han ikke vil? Det er i hvert fald ikke sådan at han ikke havde råd til den, for festklædningen blev først udleveret når man ankom til festen. Klædningen er altså fælles for alle som er med. Den skjuler hvad de hver især kommer med. Om det så er noget de kan være stolte af eller ikke det tæller ikke i denne her sammenhæng. At tage festklædningen på betyder at man giver afkald på sit eget selskab, og på sin egen private målestok for hvem der er inde og hvem der er ude. Festklædningen for alle viser at her er vi på samme betingelser, her er vi alle Guds elskede, alle indbudte, her er vi for at dele noget stort med hinanden. Ja festklædningen til Guds rige er på en vis måde som en dåbskjole en iklædning man får givet og som siger: Nu er du Guds barn, dine synder er tilgivet dig tag imod livet og glæden som kommer fra Gud. Gud ser dig ikke som den du er blevet i kraft af din levevis, god eller dårlig, men han indhyller dig i sin kærlighed, for at du som menneske kan vokse i den.
Vi bærer ikke på vores dåbskjole hele livet igennem. Men vi forestiller ikke desto mindre at vi i dåben svøbes i en dragt af tro og håb og kærlighed som vi skal vokse i. Dåbskjolen er jo i reglen rigelig stor, netop som et tegn på at her skal der være plads til den enkelte, til forvandling og vækst. Først skal vores forældre og andre gode voksne, fadderne f.eks., hjælpe os til at iføre os den dragt. Senere skal vi selv finde os til rette i den. Det er en slags embedsdragt - som viser hvad vi skal i vores liv, og som vi skal lære at gebærde os i. Ifør jer da, siger Paulus i en tale til mennesker som lige er blevet døbt (vi hører det til sidst), ifør jer da som Guds udvalgte hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Og meningen er altså at den dragt skal vi tage på hver morgen vi står op. Vi er skabt og døbt til at leve for noget andet og større end os selv. Vi indbydes hver dag til festen i Guds rige, til den glæde som er for os alle. Hver dag slår Gud dørene op. Hver dag er der noget vi skal være med i og opleve og se. Hver dag en glæde som venter på at blive levende igennem os. Men hvad så med det menneske som alligevel ikke vil have med den glæde at gøre? Hvad så med det menneske der har nok i sig selv og ikke vil tage festdragten på? Det overlades jo ifølge lignelse nådesløst til mørket udenfor. Den erfaring kender vi vel også, at vi ikke kan finde ud af at komme derhen, eller derind, hvor glæden og lyset er. Og så kan det alligevel ske at glæden finder os dér hvor vi er. Og det er jo hvad vi må håbe på og stole på, at Gud ikke bare vil lade os være hos os selv, i vores egen lykke, i vores mørke og bedrag, men sender bud ud til os, helt derude hvor vejene ender,og lyset næsten ikke er til at skimte eller se. Ja vi ved, og det er vores håb, at han som fortalte historien, kongesønnen, Jesus, han gik selv ud i mørket. Ingen ved hvordan historien om Guds nåde og den store glæde ender. Kun at der
kaldes på os, til fest og glæde, i al evighed. Amen. Salmer: 743 Motet: 375 441 175 // 436 462 752 v.3-5