Den øgede diagnosticeringstendens i senmoderniteten

Den øgede diagnosticeringstendens i senmoderniteten - Den pædagogiske magt, det diagnosticerede barns identitet og kompetenceudvikling. Pædagoguddannelsen Peter Sabroe Bachelorrapport 2013 Emne: Diagnosticeringstendens i senmoderniteten Forfattere: Eva Rabølle Nielsen Lasse Tværmose Pedersen Christian Alkjærsig Villadsen 117698 117667 117741 Vejleder: Finn Hedegaard Nielsen Anslag: 120.809

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 3 1.1 Problemformulering... 5 2. Problemstillinger... 5 3. Metodeafsnit... 5 4 Begrebsafklaring... 8 4.1. Diagnose... 8 5. Et historisk perspektiv... 9 5.1. Det moderne samfund... 9 5.2. Fra moderne til senmoderne... 10 5.3. Socialreformen... 11 5.4. Fra socialstat til konkurrencestat... 12 5.5. Afrunding... 12 6. Analyse af epidemi- og diagnoseforklaring... 13 6.1. Patologiseringsforklaringen... 13 6.1.1. Analyse af patologiseringsforklaringen... 14 6.1.2. Ekspertsystemer... 15 6.1.3. Udvidelse i diagnoser... 16 6.2. Epidemiforklaringen... 18 6.2.1. Det senmoderne menneske under pres... 18 6.2.2. Sundhed som senmodernitetens superdiskurs... 20 6.2.3. Ønsket om en diagnose... 22 7. Diskussion... 24 7.1. Kritiske betragtninger af patologiseringsforklaringen... 24 7.1.1. Kritik af DSM... 25 7.1.2. Kritiske diagnoser... 25 7.1.3. Flere syge i dag?... 27 7.2. Kritiske betragtninger af epidemiforklaringen... 28 7.2.1. Det frie menneske?... 28 7.2.2. Positivisme eller socialkonstruktivisme?... 29 7.2.3. Kan man tale om en epidemi?... 30 8. Introduktion til sidste del af opgaven... 31 9. Pædagogens magt... 32 9.1. Den pædagogiske profession... 32 9.2. Den nemme diagnose... 34 9.3. Synet på barnet... 35 9.4. Den attraktive diagnose... 36 10. Det diagnosticerede barn og kompetenceudvikling... 37 10.1. Dagtilbudsloven og senmoderne kompetencer... 38 10.2. Nye kompetencer i dagtilbuddet... 39 10.3. Kritiske overvejelser... 42 Side 1 af 59

11. Det diagnosticerede barn og identitet... 45 11.1. Den senmoderne identitet... 46 11.2. Diagnosticeret identitet... 47 11.3. Stemplet som syg... 49 11.4. Pædagogens afstigmatiserende rolle... 50 11.5. Narrativ praksis... 51 11.6. At tale med barnet... 51 11.7. At tale om barnet... 53 12. Konklusion... 54 13. Litteraturliste... 56 13.1. Bøger... 56 13.2. Artikler... 58 13.3. Love... 58 13.4. Opslagsværker... 59 13.5. Elektroniske kilder... 59 Side 2 af 59

1. Indledning En statistik fra Statens Serum Instituts hjemmeside viser, at 11.835 mennesker var i ADHD 1 behandling i Danmark i år 2007. På blot fem år er dette tal tredoblet til i år 2011 at være 35.550 i behandling. Ligeledes var 8.3 % af den danske befolkning på antidepressiv medicin i år 2011 (www.ssi.dk). Endvidere har den offentlige debat og medierne i den seneste tid båret præg af programmer, som eksempelvis Danmark på piller 2, Omsorg med piller og klarsyn 3 og Jeg hader ADHD børn i en diagnosetid 4 hvor den overordnede problematik har været den stigende diagnosticering, medicinering samt følgevirkninger heraf. Professor i psykologi Svend Brinkmann skriver, at sundhed er blevet den nye overordnede værdi i de senmoderne samfund, hvor det i stigende grad gælder om at leve sundt både fysisk og psyko- socialt (Brinkmann 2012). Hvis sundhed er blevet senmodernitetens overordnede værdi, finder vi det paradoksalt, som statistikkerne viser, at flere danskere er syge. Er et øget fokus på sundhed medskaber af et usundt samfund, og hvordan kan denne tendens forklares? Senmoderniteten er kendetegnet ved bl.a. massiv forandringshastighed, globalisering, konkurrence og individualisering (Giddens 1996), hvilket fordrer flere og mere specifikke kompetencer hos det senmoderne menneske. Vores tese er, at faktorer ved senmoderniteten kan have indflydelse på denne massive stigning af diagnoser. Kan det være de kompetencer det senmoderne samfund kræver, samt et konstant krav om selvregulering, der påvirker os? Eller kan det skyldes det enorme fokus på sundhed og individualisering? Det senmoderne samfund er ydermere kendetegnet ved at være et samfund, hvor vidensfunktioner dominerer. Dette ses bl.a. ved den magtposition, som eksempelvis neuropsykiatrien og lægevidenskaben besidder (Brante 2011). Indenfor lægevidenskaben og psykiatrien har man de seneste år set en stor udvikling, hvor man tilsyneladende har fået en langt bredere viden om nye sygdomme. Disse fagpersoner er i dag derfor blevet mere kompetente i deres diagnosticering, hvilket kan være en plausibel forklaring på den stigende diagnosticering. 1 Attention Deficit/Hyperactivity Disorder 2 Sendt på DR2, d. 3.04.2013, 10.04.2013 og 17.04.2013 3 Sendt på TV2, d. 18.04.2013 4 Sendt på TV2, d. 27.05. 2013 Side 3 af 59

Et yderligere bidrag til diskussionen kan findes i vældfærdsstatens transformation til konkurrencestat. Førhen problematisk adfærd, der i vældfærdsstaten blev betragtet som kollektive problemer, bliver i konkurrencestaten anset som individuelle problemer, der truer konkurrencedygtigheden (Brinkmann 2012). Den individuelle adfærd bliver således centrum, for problematisering og patologisering. Derfor kan individuel adfærd behandles, medicineres og diagnosticeres. Den øgede diagnosticering påvirker pædagogisk praksis, samt de diagnosticerede børn der frekventerer denne praksis. Diagnoser er ikke kun forbeholdt psykiatrien og dertil indrettede institutioner. Diagnosticerede børn bliver mere almindeligt i almene dagtilbud. I den forbindelse stiller vi spørgsmålstegn ved, hvad en diagnose kan have af betydning for det enkelte barn; kan en diagnose blive en attraktiv faktor? En diagnose kan give adgang til legitim sygdomsadfærd og privilegier (Thyssen 2012), samt muligvis skabe mening og give forklaring på komplekse problemer. Dette gør sig også gældende i pædagogisk praksis, hvor en diagnose kan blive en håndgribelig forklaringsramme for pædagogen. I den forbindelse er det vigtigt, at pædagogen administrerer sin professionelle rolle således, at diagnosen ikke bliver en nem løsning eller er stigmatiserende og medvirker til en afskåret forståelse af egen identitet. Senmoderniteten fordrer en stabil identitet og en evne til at reflektere, samt skabe meningsfulde historier om sig selv (Giddens 1996 & Jørgensen 2008). Pædagogen må deraf stille spørgsmålstegn ved, hvordan han/hun hensigtsmæssigt arbejder med det diagnosticeredes barns identitetsforståelse. Herunder hvordan der tales med og om barnet. I praksis har vi erfaret, at diagnosticerede børn kategoriseres som H- børn eller børn med særlige behov/udfordringer. Endvidere er vores erfaring, at disse børn udsættes for segregering og specialindsatser kendetegnet ved ro struktur og forudsigelighed. Disse specialindsatser synes ikke at harmonere med senmodernitetens fordringer, om eksempelvis højt tempo og omstillingsparathed. Vi stiller os derfor kritiske overfor, om dagtilbuddene ansporer børn til at udvikle de kompetencer, der kræves for at navigere i det senmoderne samfund. Side 4 af 59

1.1 Problemformulering Som skrevet i indledningen, har der de seneste år været en massiv diagnosticeringstendens. En tendens vi i opgaven vil forholde os analyserende og kritisk vurderende til. Det øgede fokus på diagnoser har vakt vores interesse for, hvad denne eksplosive udvikling kan skyldes, hvorfor vi i nærværende opgave vil undersøge dette nærmere. Med afsæt i de teser og spørgsmål vi opstiller i indledningen, vil vi analysere og diskutere, hvilke betydninger en diagnose kan have for barnets identitet og kompetenceudvikling i det senmoderne samfund. Samt hvad den professionelle på det pædagogiske og institutionelle plan må være opmærksom på, herunder pædagogiske handleovervejelser, rammernes betydning m.m. Ovenstående leder os til følgende to problemstillinger: 2. Problemstillinger Hvordan kan en øget diagnosticering forstås som en konsekvens af senmoderne tendenser? Hvilken rolle spiller den pædagogiske indsats for det diagnosticerede barns identitet og kompetenceudvikling, i det senmoderne samfund? 3. Metodeafsnit Opgavens første del vil behandle en metaforståelse af diagnoseproblematikken samt forklaringer på stigende diagnosticeringer, som en konsekvens af senmoderne tendenser. Dette metaperspektiv anvendes til baggrundsviden, analyse og diskussion gennem hele opgaven. Vi mener, at det er relevant at anvende første del af opgaven til at danne et metaperspektiv for at forstå de samfundsmæssige påvirkninger, der influerer på den pædagogiske praksis. Først begrebsafklares begrebet diagnose. Dette gør vi med henblik på at tydeliggøre vores forståelse af begrebet, og endvidere måden hvorpå begrebet anvendes gennem opgaven. Side 5 af 59

Dernæst redegøres for samfundets udvikling frem til senmoderniteten, dette med formål i at forstå nogle historiske påvirkninger, der har præget udviklingen frem til nuværende diagnosticeringstendens. Herunder vil være et særligt fokus på psykiatriens udvikling, da psykiatrien besidder en betydningsfuld magtposition i forhold til synet på og håndtering af afvigende adfærd. For at svare på første problemstilling analyserer vi Svend Brinkmanns to mulige forklaringer (patologisering- og epidemiforklaringen) på den øgede diagnosticerings- tendens (Brinkmann 2012). Vi underbygger vores analyse med udvalgte begreber af sociolog Anthony Giddens (Giddens 1996). Forekomsten af disse udvalgte begreber i opgaven, vil på deres respektive placering blive uddybet. Dette for at trække paralleller til hvilke tendenser ved senmoderniteten, der kan have indflydelse på, hvorfor mennesker i stigende grad diagnosticeres. I afsnittene anvendes ydermere professor i klinisk psykologi Carsten René Jørgensens bidrag til en forståelse af senmoderniteten (Jørgensen 2002). Endvidere anvendes professor i sociologi Thomas Brante til at give en forståelse af neuropsykiatriens diskurs 5 i senmoderniteten, samt kritiske betragtninger deraf (Brante 2011). Afsluttende på første del af opgaven vil vi forholde os kritisk diskuterende til vores analyse af de to plausible forklaringer. Anden problemstilling besvares med inspiration fra opgavens første del via de tre overordnede afsnit; Pædagogens magt, Det diagnosticerede barn og kompetenceudvikling samt Det diagnosticerede barn og identitet. Endvidere skal sidste del af opgaven forstås henholdsvis, som et praksis relateret- handleovervejende og diskuterende forhold. Pædagogens magt er et afsnit omhandlende, hvorledes det pædagogiske fag er professionaliseret og dermed bliver et ekspertsystem i senmoderniteten. Endvidere diskuteres pædagogens magtposition og rolle ift. diagnosticeringen af børn. Hertil finder vi inspiration i børne- og ungdomspsykiater Søren Hertzs betragtninger, der omhandler at tænke i nuancerede helheder og alternativer fremfor at tænke i diagnoser (Hertz 2012). 5 En diskurs er en sum af tanker og udsagn, som indkredser et fænomen på en særlig måde og dermed udelukker andre måder at beskrive andre måder at beskrive samme fænomen på. (Jerlang 2009 s. 161) Side 6 af 59

I afsnittet Det diagnosticerede barn og kompetenceudvikling forholder vi os kritiske til, om det diagnosticerede barn i segregerede praksisser bliver ansporet til at udvikle kompetencer på lige fod med andre børn. I afsnittet konkretiseres ydermere de kompetencer dagtilbudsloven lægger vægt på, og hvorledes disse kan opfattes problematiske i forhold til de kompetencer, der fordres i det senmoderne samfund. Derudover er afsnittet en diskussion af, hvordan den pædagogiske praksis må forholde sig til senmodernitetens influens som eksempelvis konkurrencetænkningen. Vi lægger i den sidste del af opgaven vægt på, at pædagogen må forvalte sin rolle med omtanke ift. samtidens magtdiskurser og øgede diagnosticeringstendens. I den forbindelse finder vi ligeledes Søren Hertzs betragtninger relevante (Hertz 2012a). Afsnittet omhandlende Det diagnosticerede barn og identitet belyser først nogle karakteristika ved den senmoderne identitet, og hvorfor pædagogen i særlig grad spiller en rolle ift. denne. Hertil anvender vi Carsten René Jørgensen (Jørgensen 2008). Vi vælger endvidere at tage udgangspunkt i nogle undersøgelser udformet af cand. psych. ph.d. Henrik Skovlund og ph.d. i socialt arbejde og adjunkt Maja Lundemark Andersen (Skovlund 2011 & Andersen 2012), som skal hjælpe os til en forståelse af diagnosticerede børns identitetsforståelse. Slutteligt på afsnittet vil vi svare på, hvilken rolle pædagogen kan have i arbejdet med det diagnosticerede barns identitet - herunder hvordan den pædagogiske indsats kan virke afstigmatiserende. Dette med inspiration fra sociolog Morten Ejrnæs (Ejrnæs 2008). I dette afsnit omhandlende identitet, fravælger vi at forholde os til teori, omhandlende psykologiske udviklings- og dannelses processer. Vi er bevidste om, at udvikling af identitet og psykologiske processer er nært beslægtet, hvorfor vi alligevel fraprioritere det. Vi prioritere i stedet pædagogens rolle, og dennes influens på identiteten. Opgaven afrundes med en konklusion, hvor vi opsamler og svarer på opgavens problemstillinger. Side 7 af 59

4 Begrebsafklaring 4.1. Diagnose Ved opslag i Pædagogisk- psykologisk opslagsbog finder vi følgende definition af begrebet diagnose. Diagnose er græsk og betyder 'bedømmelse, sondring', af dia- og gnosis 'erkendelse'. "Bestemmelse af en sygdoms art, symptomer, årsager samt behandling; begrebet er udvidet til også at omfatte fastlæggelse af personligheden, egenskaber, intelligens, læsefærdigheder, psykologiske afvigelser, sociale afvigelser mv." (Jerlang 2010 s. 46). Ovenstående definition er rummelig og derfor anvendelig i nærværende opgave, da vi som udgangspunkt fravælger interessen for de mere specifikke diagnoser. Vi vælger derimod at forstå diagnose i et bredt perspektiv, men med fokus på det psykiatriske frem for det somatiske aspekt. I opgaven vil specifikke diagnoser forekomme med den pointe at tydeliggøre eksempler, undersøgelser, statistikker o. lign. Endvidere er vores tilgang til begrebet både inspireret af en positivistisk- og socialkonstruktivistisk virkelighedsforståelse. Diagnoser kan og bliver i høj grad positivistisk forstået, som noget der kan beskrives, forklares, kategoriseres og observeres. Dette er uden tvivl til gavn for lægevidenskaben og de dertilhørende professioner. Det vil derfor også være absurd at negligere eller fravælge denne forståelse, da vi ikke vil underkende, at en positivistisk tilgang kan være en vigtig forståelsesramme. Vores inspiration fra socialkonstruktivismen for vi ud fra den tilgang, at diagnoser også kan anskues som et socialt konstrueret fænomen - noget relativt, der ikke kan indrammes. I den sociale konstruktion vil diagnoser således skulle anskues i langt flere perspektiver, der ikke kun fokuserer på symptomer og behandling, men også identitet, samfundspåvirkning, kultur etc. (Fisker 2012). Side 8 af 59

5. Et historisk perspektiv I følgende afsnit vil vi redegøre for, hvordan samfundet har ændret sig gennem de seneste ca. to hundrede år. Samfundet er gået fra moderne til senmoderne til i dag også at være konkurrerende. I opgavens henseende finder vi det relevant at belyse denne udvikling, da ændringen af samfundet unægtelig hænger sammen med synet på borgerne. Ydermere vil psykiatriens udvikling stilles overfor samfundets ændring, eftersom psykiatrien har en central position i håndteringen af afvigere. Svend Brinkmann skriver: Ethvert samfund må have en række praksisser til håndtering af de unormale samt nogle alment accepterede forklaringer på lidelse (Brinkmann 2012 s. 24). Det må antages, at der historisk set altid har været mennesker, som er blevet kategoriseret som unormale eller afvigende. Dermed er afvigende adfærd ikke et senmoderne fænomen, og det er derfor relevant at belyse samfundets udvikling for at forstå den store stigning af afvigere i nutidens samfund. 5.1. Det moderne samfund I slutningen af 1700- tallet ændrer samfundet sig fra at være traditionelt til moderne. Dette i kraft af industrialiseringens gennembrud, hvor det gamle traditions- og landbrugssamfund blev afløst af fabriksproduktion. Derudover kan nævnes urbaniseringsprocesser, hvor folk flyttede til byerne og sekulariseringen hvor mennesket frigøres fra religionen. Dette afstedkommer en større grad af rationalisering og specialisering af alle områder af samfundet (Giddens 1996 & Jerlang 2009). Bruddet med traditionerne, underforstået landsbyen, slægten og religionen, er samtidig opstarten på den øgede individualisering. Borgeren bliver henvist til arbejdsmarkedet, hvor der i højere grad stilles specialiserede krav til den enkelte. De specialiserede krav resulterer i en større udskillelse af borgere, som ikke er i stand til at arbejde eller bidrage til samfundet (Brinkmann 2012). I samme periode begynder de borgerlige revolutioner - en kamp om større krav til demokrati og velfærd, men endvidere også en kamp om rettigheder til de ikke raske og de som står uden for arbejdsmarkedet (Thyssen 2012). Psykiatrien vinder i denne periode stor Side 9 af 59

anerkendelse (Mellerhøj 2008), hvilket muligvis kan sidestilles med det stigende antal afvigere i samfundet, der opstod i skiftet mellem landbrugssamfundet og industrisamfundet. Samtidig indføres der totalinstitutioner, som tager sig af håndteringen af disse afvigere. Sindssyge, åndssvage og adfærdsvanskelige børn og voksne bliver anbragt på lukkede institutioner langt væk fra det normale samfund. Ikke kun for samfundets skyld, men også deres egen. De mennesker med afvigende adfærd bliver indespærret, hvor de behandles eller opdrages af psykiatrien. Psykiatriens fortrukne behandlingsform var moralsk, en tilgang langt fra tidligere materialistiske behandlingsmetoder (Brinkmann 2012). Afvigerne bliver gjort til syndere, som skal straffes for at komme på bedre tanker og tilpasse sig samfundet (Bømler 2011). I slutningen af 1800- tallet bliver de første grundsten lagt, for det vi i dag kender som den videnskabelige psykiatri. Den tyske læge Emil Kraepelin begyndte at forstå psykiske problemer som en sygdom i hjernen (Brinkmann 2011). Psykiaterne kæmpede herudfra med at få anerkendt psykiske problemer som en sygdom i hjernen på lige fod med den somatiske medicin; en kamp som handlede om at alt, der indebar problemer i sind og sjæl, skulle indgå under psykiatriens arbejdsområde pga. psykiaternes særlige erfaring og viden (Mellerhøj 2008). Psykiatrien begynde dermed at stadfæstes som et ekspertsystem 6 i form af deres videnskabelige og medicinske viden. 5.2. Fra moderne til senmoderne Efter anden verdenskrigs afslutning udvikles det moderne samfund. Det senmoderne afløser det moderne, hvilke giver flere muligheder i samfundet. Giddens mener, at moderniteten og dens konsekvenser bliver forstærket både i omfang og intensitet - deraf begrebet senmodernitet (Giddens 1996). Senmoderniteten kan også betragtes som en reaktion på det moderne samfunds rationalitet og systemtænkning til fordel for begreber som individualisering, fleksibilitet og kompleksitet m.m. Begreber der vil blive yderligere behandlet igennem opgaven. Det moderne samfund er bl.a. også kaldt servicesamfund eller socialstat. Et udtryk for den store stigning af velfærdsrettigheder, som opstår fra 1930 erne, og især i 6 Begrebet vil blive yderligere forklaret i det følgende afsnit Side 10 af 59

1960 erne, hvor det var nu alle, som skulle have ret til velfærd (Thyssen 2012). Det er omtrent på dette tidspunkt, at psykiatrien første gang udgiver det, der kaldes den moderne psykiatris bibel: DSM 7. Den første udgave udkom i 1952 og indeholdt 106 diagnoser. Anden udgave udkom i 1968, og her var antallet af diagnoser steget til 168. Psykiatrien får hermed et kategoriseringsredskab, som i takt med velfærdens øgede støtte til de syge, ældre og børn, rummer flere og flere diagnoser, som behovet bliver større. Psykiatrien bliver en adgangsbillet til velfærdsydelser. Med en kategorisering, som afviger, følger der også velfærdsydelser. Samtidig er videnskaben med til at stadfæste neuropsykiatrien som den moderne psykiatri, og DSM er at finde ved de fleste psykiatere i det senmoderne samfund (Brante 2011). Endvidere sker der store fremskidt med psykofarmaka i 1950 erne, psykiatrien får hermed i stigende grad mulighed for at behandle psykisk syge, fysisk/biologisk med medicin (Kristeligt dagblad 2010). 5.3. Socialreformen Med socialreformen kom bistandsloven i 1976, som medførte en forestilling om, at alle folkegrupper i samfundet uanset deres problemer skulle have en tilværelse så tæt på normaliteten som muligt. Dette betyder en afinstitutionalisering, der byggede på, at alle mennesker gerne ville arbejde, bo og leve som alle andre. Samtidig søgte man at højne normaliseringen og integrationen af de afvigende, således at de sprogligt humaniseres. Det betyder, at åndsvage og sindssyge efter 1976 italesættes som psykisk syge og psykisk udviklingshæmmede (Bømler 2011). Socialreformen ændrer ligeledes behandlingen af psykisk syge således, at psykiatriske patienter kan få ambulant behandling. Der gøres ligeledes op med psykiatriens totalinstitutioner, som afvikles (ibid.). Afvigende adfærd bliver hermed normaliseret samtidig med, at behandling kan forekomme uden indlæggelse. Afvigeren bliver et medmenneske med særheder og vanskeligheder. 7 Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. Side 11 af 59

5.4. Fra socialstat til konkurrencestat Fra omkring 1980 erne opstår der et skifte i opfattelsen af velfærdsstatens virke. Staten måtte erkende, at finansieringen af de mange velfærdsydelser ikke kunne lade sig gøre. Derfor vinder en neoliberalistisk tænkning indpas i statens syn på samfundsborgeren. Synet ændres fra, at mennesker er enestående og enkeltstående til, at det enkelte individ er rationelt og motiveret af at realisere egen nytte og interesse. Ydermere ændrer reformerne karakter. Fra at skulle skabe demokrati, lighed og det gode samfund til i stedet, at skulle skabe et effektivt og konkurrencedygtigt samfund (Pederen 2011). Et skifte som kan sidestilles med den senmoderne globalisering, der i stigende grad gør, at nationerne konkurrerer om en position som et stærk økonomisk land. Derfor ændres målsætningen om fuld beskæftigelse sig også i skiftet til konkurrencestaten. Der er nu fokus på fuld udnyttelse af de produktive potentialer, der er i samfundet (ibid.). Der kommer dermed et større fokus på det det enkelte individ, og hvilke potentialer det har og samtidig også en adskillelse af de mennesker, hvis potentialer ikke er konkurrencedygtige for samfundet. Ved konkurrercestatens fremkomst opstår der et paradigmeskifte i psykiatrien. Tidligere i den dynamiske psykiatri, blev normaliteten set i et helhedsperspektiv, og psykoanalysen blev typisk brugt til at forstå lidelsens udtryk og karakter. Den dynamiske psykiatri erstattes af diagnostisk psykiatri, hvor normalitetsforståelsen ændres til et spørgsmål om, hvorvidt individet har eller ikke har en psykisk sygdom. Normalitetsgrænserne skærpes og indsnævres i dette skifte (Bryderup 2011). 5.5. Afrunding I før stående afsnit har vi afklaret hvordan håndteringen af afvigere har udviklet sig, i takt med at samfundet har ændret sig. En udvikling som er interessant ift. nuværende håndtering af samfundsmæssige afvigere. Konkurrencestatens fokus på produktive individer gør at der søges imod størst mulig udnyttelse af det enkelte individ. Den diagnostiske psykiatri er her behjælpelig til at indramme hvilke borgere der er produktive for samfundet. Endvidere hvilke borgere der ikke er, og som derfor skal optimeres for bedste mulig udnyttelse. Industrialiseringens tendenser vinder dermed frem igen og hvor antallet af afvigere steg, som konsekvens af skærpede krav til mennesket. Side 12 af 59

Vi har gennem redegørelsen belyst udvalgte udviklinger i samfundet og psykiatrien, frem til vores samtid. Vi vil gennem opgaven uddybe nuværende psykiatri- og samfundsudvikling. 6. Analyse af epidemi- og diagnoseforklaring Indledende til opgaven fremgår det, at statistikkerne viser en tydlige vækst i antallet af diagnosticeringer. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvad disse stigninger skyldes. Er der tale om, at vi i det senmoderne samfund, kendetegnet ved eksplosive vidensparadigmer, har udviklet bedre diagnosepraksisser end før? Eller er der tale om epidemier af psykiske problemer? Brinkmann anser disse to muligheder, som værende to fremtrædende konkurrerende eller supplerende forklaringer på den øgede diagnosticeringstendens. Han refererer til disse to som hhv. patologiseringsforklaringen og epidemiforklaringen (Brinkmann 2012). Vi vælger disse mulige forklaringer til en analyse af, hvordan det øgede antal diagnosticeringer på forskellig vis kan hænge sammen med nogle af de tendenser, som præger senmoderniteten. Herunder vil patologiseringsforklaringen først være genstand for analyse. 6.1. Patologiseringsforklaringen Patologiseringsforklaringen går kort forklaret ud på, at almindelige udfordringer, følelser, adfærd og aspekter ved tilværelsen sygeliggøres (Brinkmann 2012). Hvad, der eksempelvis før i tiden har kunnet betegnes som nedtrykthed eller intet- gidende, kan i dag diagnosticeres som stress eller depression. På samme måde kan mennesket, hvis det er genert og introvert, diagnosticeres med social angst. Denne ændring kan med et patologiseringsforklarings- perspektiv forklares ved senmodernitetens videnskabelige udvikling, hvilket vil blive uddybet nedenfor. Side 13 af 59

6.1.1. Analyse af patologiseringsforklaringen Videnskaben og neuropsykiatrien har bidraget til, at umiddelbart flygtige begreber (sygdomme), som i ovenstående eksempel, kan diagnosticeres og eventuelt medicineres. Tidligere i velfærdsstaten, hvor mennesket opfattedes kollektivt, uselvisk og solidarisk, mentes adfærd at være forårsaget af socialisering. Efterhånden med senmodernitetens og psykiatriens udvikling ændres denne opfattelse, og i dag opfattes mennesker i større grad som neurobiologiske væsner, for hvem syg, unormal og afvigende adfærd, er en konsekvens af forskellige kemiske processer i hjernen (Brante 2011). Tilsyneladende kan det altså ligne et fremskridt for videnskaben, læger, medicinalindustri o. lign. Disse fremskidt medfører sandsynligvis en overskuelig og håndterbar praksis, som bærer præg af og understøttes af videnskab og evidens. Det er hermed relevant at inddrage Giddens begreb om aftraditionalisering, da dette begreb kan muliggøre en forståelse af den videnskabelige diskurs. I det før- moderne samfund, som var almindeligt op til 1700- tallet, var der som tidligere nævnt, tale om et traditionspræget samfund. Alle handlinger var, i et vist omfang, begrænset til en vis forståelsesramme indenfor afgrænsede rum og efter fastlagte og langsomt udviklede systemer og rutiner. Et eksempel på en sådan forståelsesramme kan være religionen. Det senmoderne samfund betragtes som et endeligt opgør med fastlagte traditioner og strukturer (Giddens 1996). Hvor vi med Giddens begreb om aftraditionalisering førhen har lagt vores lid til eks. religionen, finder vi i dag ikke længere svar på livets store og små spørgsmål i denne. Denne disciplin varetages i langt højere grad af videnskabelige institutioner, forskere og lignende fagkyndige. Videnskaben kan i de vestlige samfund forstås som en overordnet diskurs, der sætter dagsordnen på baggrund af universelle kriterier, præcise målbare observeringer og sandhedspåstande. Videnskaben bliver dermed brugt som argumentation inden for lægevidenskaben og medicinalindustrien til eksempelvis at benytte sig af et konkret præparat, frem for andre 'naturlige' kosttilskud o. lign. Det kan antages, at det er omsonst at købe et præparat, som ikke har nogen videnskabelig dokumentation. Hvorfor skulle man købe ikke- dokumenterede præparater, når nu lægevidenskaben er så kompetent? Side 14 af 59

6.1.2. Ekspertsystemer På det medicinske område er det gældende for videnskaben, at årsagsbestemmelsen er central. Dvs. at sygdomme ideelt set konstateres gennem påvisning af deres fysiske årsager. DSM og ICD 8 er baseret på sygdommes årsager og placeringer i kroppen (Brante 2011). I relief til føromtalte videnskabelige udvikling, og jf. afsnittet Et historisk perspektiv, kan endnu et videnskabeligt fremskridt ses i DSM og WHO's ICD. Den første udgave af DSM udkom i 1952 og indeholdte 106 diagnoser. I DSM- IV af 1994, revideret i 2000, var indholdet på 365 diagnoser (ibid.). "Ifølge diagnosesystemernes officielle selvforståelse betegner diagnoserne patologiske tilstande, der opdages ved hjælp af videnskab (Brinkmann 2012 s. 24). Videnskaben kan hermed krediteres for en gradvis eskalering af diagnoser, hvorfor vi tilsyneladende er blevet bedre eller måske mere præcise til at diagnosticere og fremdrage empiriske symptomer. Ud fra ovenstående kan en mindre konklusion være, at vi altså ikke førhen har haft kendskab til de mange forskellige sygdomme, vi i al uvidenhed har båret rundt på. Lægevidenskaben samt DSM/ICD har gjort det muligt for os at forstå sygdomme og diagnoser, som førhen ikke har kunnet dokumenteres, forstås og behandles. Dette kan give en forståelse for den stigende diagnosticering i det senmoderne samfund. DSM og WHO's ICD kan i Giddens sociologi forstås som såkaldte 'ekspertsystemer'. Disse systemer dækker over teknisk viden, som Giddens ser som gyldig uanset hvem, der gør brug af den og også, at denne viden kan være adskilt fra tid og rum. Ekspertsystemer kan både være af materiel karakter (såsom en database eller lægejournal) eller en særlig faglig eller specialiseret ekspertise, såsom den videnskaben eller medicinalindustrien repræsenterer. Forskellige faggrupper, eksempelvis pædagoger, kan også betragtes som eksperter indenfor deres område. Giddens mener, at disse ekspertsystemer gennemtrænger stort set alle aspekter af livet. Det moderne menneske må altså have en vis tillid til disse ekspertsystemer som et vilkår for senmoderniteten (Giddens 1996). 8 International Classification of Diseases Side 15 af 59

På baggrund af ovenstående kan ekspertsystemer være 'områder', som store dele af befolkningen har tillid til og respekt for. Nogle ekspertsystemer har opnået en samfundsmæssig validitet, der udadtil vil os det bedste på baggrund af tilsyneladende sandfærdig dokumentation. Hvorfor skulle vi ikke også stole på, hvad videnskabsfolk og lægen fortæller os, kunne man spørge? De er trods alt eksperter med lange uddannelser, der eksperimenterer og udforsker selv de mindste detaljer, som det almene menneske nok ville finde svært ved at sætte sig ind i og forstå. Er det så ikke bedre at stole på eksperterne, der har kvalifikationerne på områder, man ikke har nogen viden om? I et senmoderne samfund, hvor der i stigende grad er en større kompleksitet og tvivl, kan det på mange områder synes at være 'nemt' at stole på eksperter, der har videnskabelig dokumentation og argumentation. Således er der vel et eller andet, vi kan stole på og forholde os til? - Dette uddybes i diskussionen. 6.1.3. Udvidelse i diagnoser Den videnskabelige udvikling har også medført, at nogle diagnoser udvikles og udvides (Brante 2011). Derfor er det eksempelvis blevet muligt, ikke 'kun' at møde mennesker med autisme, men også atypisk autisme, infantil autisme og aspergers syndrom, der alle er grene fra det oprindelige autisme. Videnskabens udvikling kan her forstås som værende langt mere præcis og bedre end, hvad førhen antaget. I den forbindelse kan det antages, at medicinalindustrien også kan præcisere deres psykofarmaka, så medicinen passer præcis til den respektive diagnose. Den 'rigtige' medicin må endvidere antages at være i mangfoldig interesse, da tidlig diagnosticering og behandling, ifølge visse fagfolk, kan medføre fald i sygeligheden, færre indlæggelser og hurtigere rehabilitering (Bertelsen 1998). Et vilkår, der kendertegner menneskers liv i det senmoderne samfund, er at leve i en vekselvirkning mellem tillid og tvivl. Som resultat af de mange videns- informanter og den øgede refleksivitet 9 vil nye perspektiver, koblet med et stadig ekspanderende udvalg af muligheder, muligvis frembringe en tvivlen og en risiko for at træffe forkerte valg. Når tvivl og mange valgmuligheder er til stede, er det den tillid, vi kan vælge at have til et system, der kan blive afgørende for vores valg. Som tidligere nævnt bliver ekspertsystemerne nødvendige for det senmoderne menneske, idet intet individ kan 9 Begrebet vil blive yderligere behandlet i næste afsnit. Side 16 af 59

specialisere sig inden for samtlige områder. Dette fordrer en vis tillid, men medfører samtidig risikovurderinger (Giddens 1996 & Jørgensen 2002). Ud fra ovenstående kan det antages, at ingen almindelige mennesker kan forstå samtlige diagnoser, sygdomme og psykofarmaka. Mennesker i senmoderniteten er uden tvivl afhængige af ekspertsystemer, hvor tillid og tvivl dagligt spiller en afgørende rolle. I dette samfund er mennesket eksempelvis nødt til at have tillid til, at buschaufføren kender færdselsreglerne, tillid til forsikringsselskabet ved ulykker, og i denne sammenhæng, at lægen kender sygdommen og ved hvilken behandling, der skal gennemføres for at blive rask. Hvis denne tillid ikke er tilstede, vil tilværelsen givet vis være diffus ud over det sædvanlige, og mennesket er konstant tvunget til at leve i mistillid med frygt for risici, fare og tvivl. Lægevidenskaben bliver i vores samfund opfattet, som noget vi kan have tillid til. I en troværdighedsundersøgelse udformet af Radius Kommunikation i 2012 svarer 1021 danskere, at læger er de næst mest troværdige personer i nærværende samfund kun minimalt overgået af sygeplejersker (Radius Kommunikation 2012). Lægen kan i sig selv kategoriseres som et ekspertsystem med en lang uddannelse på et fagområde, der i vores samfund har opnået relativ stor anerkendelse. Endvidere har lægevidenskaben opnået stor autoritet i senmoderniteten, eftersom "videnskab anvender præcise observationer, målinger, diagrammer, data og evidens" (Brante 2011 s. 41). Tilsyneladende burde der ikke findes meget at være i tvivl om, dersom videnskaben for det meste har svaret på alle mulige og umulige spørgsmål. Den stigende diagnosticering i senmoderniteten kan umiddelbart forstås og forklares som videnskabelig udvikling, øget/forbedret forskning, nye måleinstrumenter, metoder, skemaer osv., der alle er behjælpelige ved diagnosticering. Videnskabeligt argumenteres der for, at mennesket er sygt, dersom det kan påvises, at unormal/afvigende adfærd, bl.a. skyldes kemiske processer i hjernen. Denne adfærd sygeliggøres videnskabeligt og sidestilles med andre sygdomme, hvortil læger, neuropsykiatrien, medicinalindustrien kan hjælpe og behandle med psykofarmaka. Side 17 af 59

6.2. Epidemiforklaringen Epidemiforklaringen handler overordnet om, at samfundet har ændret sig i en retning, der gør folk mere sårbare og disponerede overfor at udvikle psykiske lidelser (Brinkmann 2012). 6.2.1. Det senmoderne menneske under pres Det senmoderne samfund er kendetegnet ved en massiv forandringshastighed, teknologisk udvikling og dybtgående ændringer i organiseringen af vores samfund. En forklaring på dette, kan være den øget globalisering, der er båret frem af markedet, teknologien, medierne og politikken. Giddens anvender, begrebet globalisering der i hans optik kan forstås som en adskillelse eller udstrækning af tid og rum på den måde, at der sker en sammenfletning af sociale begivenheder på afstand af lokale kontekster, som indbyrdes påvirker hinanden. Adskillelsen af tid og rum kommer for alvor til udtryk i vores moderne teknologi. Særligt internettet har gjort os uafhængige af tid og sted (Giddens 1996). Dette bevirker, sammen med aftraditionaliseringen, at det enkelte menneske er fritstillet til i et højere omfang at skulle handle i et mere foranderligt, mangfoldigt og fragmenteret samfund. Giddens karakteriserer det senmoderne menneske som refleksivt. Han anser refleksiviteten som et grundlæggende træk ved menneskelige handlinger (ibid.). Mennesket er i senmoderniteten tvunget til at reflektere over dets valg, handlinger, motiver, konsekvenser og alternativer, i kræft af samtidens globalisering og aftraditionalisering. Intet er givet på forhånd, og samfundet bliver mindre gennemskueligt. Grundet forskellige kommunikations- og formidlingsmidler og medier bliver det enkelte menneske nødt til at forholde sig til store mængder af information og videns- inputs. Dette fordrer et større refleksivitetsniveau end tidligere. Giddens sondrer mellem refleksivitet på to niveauer. Det institutionelle og det personlige. Først nævnte beskrives som den regelmæssige brug af viden om det sociale livs vilkår som et fundamentalt element i dette livs organisering og forandring. Som følge heraf bliver selvet et refleksivt projekt, hvorfor mennesket må reflektere på et personligt plan. Denne refleksion kan bestå i at opretholde en sammenhængende, men Side 18 af 59

konstant revideret forståelse og fortælling om sig selv (ibid.). Carsten René Jørgensen skriver supplerende, at det enkelte menneske må skabe den nødvendige mening og sammenhæng i sit liv i en senmoderne verden, der kan være svær at overskue grundet høj grad af kompleksitet og forandring. Dette betyder, at enkeltindividet konfronteres med det frie valg, hvilket afstedkommer et stort ansvar. Dette er medvirkende til en individualisering af mennesket, idet det afføder en tendens til at opfatte manifestationer af kulturelle og sociale problemer som udtryk for individuelle problematikker, der kræver løsning af og hos det enkelte individ (Jørgensen 2002). Brinkmann argumenterer i forlængelse af ovenstående for, at den instrumentelle og individualistiske tænkning er tidens ideologi. Brinkmann skriver endvidere, at samfundet skaber specifikke individuelle krav såsom fleksibilitet, omstillingsparathed, udviklingsevne og konstant mobilitet (Brinkmann 2012). Lektor i sociologi Catharina Juul Kristensen skriver ligeledes i Tidsskrift for Socialpædagogik fra år 2000, at det senmoderne samfund fordrer nogle helt særlige personlige kompetencer, der er vigtige for håndteringen af senmodernitetens hverdagsliv. Supplerende kan tilføjes vedholdenhed, valgkompetencer, socialt netværksdannelse, social sensibilitet, overblik, mod og kommunikative kompetencer. Den vigtigste kompetence i senmoderniteten betegner hun som det at kunne skabe en meningsfuld selv- og verdensanskuelse og omsætte den til konkret handling. Denne sidstnævnte kompetence handler om at kunne sortere og ordne de mange konfrontationer i form af mange inputs; kendte og ukendte livsmåder, normer, roller og værdier (Brinkmann 2012 & Kristensen 2000). I forlængelse af dette kan man ud fra epidemiforklaringen argumentere for, at den stigende diagnosticering kan skyldes, at moderne menneske udvikler psykiatriske diagnoser under det pres, det er, at skulle leve op til senmodernitetens mange krav. Det bliver et individuelt ansvar at holde trit med udviklingen i samfundet samt at kunne leve op til bestemte kompetencer for at kunne navigere i senmoderniteten. Et andet perspektiv på, hvordan faktorer i samfundet kan influere på at flere diagnosticeres, kan som skrevet i indledningen, forklares ved velfærdsstatens transformation til konkurrencestat. Globaliseringen betyder, at verdensdelene er langt Side 19 af 59