Prædiken til Juledag 2015 Tekster: 1. Mosebog 1,1-5 - 1.Johannes Brev 4,7-11 - Johannesevangeliet 1,1-14 Glædelig jul! Sådan håber vi, den er for alle. At alle på én eller anden måde mærker at man hører med i en sammenhæng det er der, livet er så skønt og skrøbeligt. Vi sender måske hilsener, eller i al fald tanker, til nogen, vi ikke har set i årevis. Men nu skal det være! Vi griber tilbage for at få fat i noget grundlæggende også om os selv. Det gør vi i det hele taget: Alle børn er vist f.eks. dybt interesseret i at høre, hvordan deres forældre mødte hinanden. Hvordan begyndte det? Jeg ville i al fald gerne sidde og høre om, hvordan min moster skulle sørge for, at min mor kom godt hjem fra en ungdoms-udflugt og hun havde selvfølgelig situationsfornemmelse nok til at meddele i rette øjeblik, at det måtte hun altså selv klare. Og så stod min far jo der og måtte overtage opgaven. Sådan begyndte det. Den historie kunne jeg høre så tit det skulle være. Fordi den var sjov. Og dét møde resulterede jo i det forhold, der blev begyndelsen på min egen historie. Man kan forestille sig, det foregik ligesådan, da evangelisten Johannes skrev sit juleevangelium, som vi nu har hørt. Der er ikke meget stald og engleklang her. Men vi kan forestille os et sted i Lilleasien, omkring år 80. Måske sidder de der i en kreds omkring den gamle, hvidskæggede Johannes, som havde været én af Jesu egne disciple. Der var godt nok sket meget siden. Johannes var nu tussegammel og de kristne der i Efesus kunne godt li at sidde og høre om alt det, der skete dengang han fulgtes med Jesus. De var vant til hans anderledes måde at fortælle på; han begyndte altid med noget, Jesus havde sagt eller gjort. Men hurtigt blev det mere som en prædiken eller et digt om, hvad det alt sammen betød ordene rullede frem og tilbage som bølger.
Så var det, de en dag spurgte: Hvordan begyndte det? Jo, ser I: I begyndelsen Men hvad var egentlig begyndelsen? For ham selv var det begyndt med at han havde været discipel af Johannes Døberen og så var Jesus kommet. Men det var jo sådan set ikke begyndelsen. Dét var ligegodt for småt. Det begyndte jo ikke med ham selv. Han kunne begynde med at fortælle om Johannes Døberen, så. Ligesom Markus, som var den første, der skrev sit evangelium. Han begyndte simpelthen med at skrive: Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn. Og så fortalte han om Johannes Døberen, der stod frem og forkyndte omvendelse og beredte vejen for Jesus. Og om hvordan Jesus så blev døbt af ham i Jordanfloden. Det begyndte faktisk med Jesu dåb! mente Markus. Nej, der måtte noget mere til, syntes Johannes. Lidt ligesom Matthæus den næste, som skrev om begyndelsen. Han havde lænet sig temmelig meget op ad Markus Men Matthæus havde været en god jøde, så han havde øje for, hvordan profetierne faktisk for alvor var gået i opfyldelse med Jesu liv. Stamfaren til det jødiske folk var jo Abraham så det hele var jo i virkeligheden begyndt med, at Gud udvalgte Abraham og hans efterkommere. Og det kulminerede med Jesu fødsel. Så Matthæus startede med at skrive: Slægtsbog for Jesus, Davids søn, Abrahams søn. Men næ, Johannes måtte længere tilbage for at komme til begyndelsen på det med Jesus helt til det allerførste! Ligesom Lukas! Evangelisten Lukas var ikke af det udvalgte, jødiske folk, ligesom Markus og Matthæus; han var græker. Så han havde virkelig bidt mærke i, at Jesus var sendt til hele verden, så hele verdens historie, ikke bare jødernes, blev opfyldt med ham.
Og derfor startede Lukas med en stamtavle, som gik helt tilbage til det allerførste menneske, til: Adam. Og derefter skrev han sit juleevangelium med stor, tyk streg under at Jesus var født til glæde for hele folket det betød for alle mennesker; og det hele var begyndt, da Gud skabte Adam. Alle menneskers stamfar. Ja, nu nærmer vi os, mumlede Johannes. men alligevel: der var noget før! Den gamle jødiske skabelsesberetning summede i hovedet: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden Men: nej, selv dén begyndelse var ikke nok. Den strenge kirkefader Augustin mente, Helvede er det sted man opbevarer mennesker, der er frække nok til at spørge, hvad der var før verden blev til. Men Johannes spurgte alligevel, for han tænkte over det og begyndelsen var før alt det, vi kan se og forestille os, det begyndte Og NU kunne han gøre sin første sætning færdig: I begyndelsen var ordet.! Og ligesom bølger, der bølger ind og ud, fortsatte han: - og ordet var hos Gud og ordet VAR Gud, Han var i begyndelsen hos Gud. Nu havde han fået begyndelsen med SÅDAN begyndte det med Jesus. At ordet, Jesus havde været dér hos Gud og VAR Gud, længe før menneskene overhovedet kendte ham som Marias søn i krybben, og som Jesus af Nazaret og længe før der var mennesker eller nogen synlig verden overhovedet. / I begyndelsen var ordet! sagde han. Nej, han sagde ikke ORDET, men LOGOS det bliver til ORDET på dansk men det er er meget mere: det er: ord, mening, mønster. Det var der alt sammen fra begyndelsen, ja dét VAR begyndelsen. Og SÅ kunne Johannes fortælle videre: det var et ord, mening, mønster, SÅ fyldt af lys og liv, så at alt blev til ved det. For det lys var stærkere end selv det mest modsigende og afvisende mørke.
Og SÅ fortsatte Johannes: Det ord, mening, mønster, det blev kød blev et menneske - og tog bolig iblandt os boede hos os - så vi kunne SE hans herlighed, som var fuld af nåde og sandhed For sådan er Jesus, mønsteret, meningen, ordet! Dét er fyldt af nåde og sandhed! Vi så det lyslevende med vores egne øjne! / De havde bedt Johannes om en øjenvidneberetning og det fik de. Hvor var du heldig, at du oplevede det, sagde de sikkert, da de havde sundet sig lidt over Johannes helt forunderlige ord. Ja, sagde han måske. Men så kiggede han nok op på dem og sagde: Jamen, har I slet ikke forstået det? Det her var jo ikke bare min begyndelse i det her. Det er jo også fortællingen om JERES begyndelse. For ALLE, som vil tage imod det her, gav han jo ret til at blive Guds børn. Mønsteret, meningen, ordet handler jo også om jer! Sådan havde Gud tænkt det, før noget overhovedet blev til af det som er og det er Gud blevet ved med. Gud er ikke stum. Han taler, og Jesus er alt det lys og liv, Gud vil sige ind i vores mørke (citat Mette Moesgd), nu og for evigt! Sådan talte Johannes til sine tilhørere dengang. Nu har vi hørt det. Og vi mindes det, når vi siger/synger trosbekendelsen: Gud er selve himlens og jordens skaber, men FØR det, da siger vi at han er: Gud FADER. For dét, at Jesus, ordet, mønsteret, meningen gav os ret til at være Guds børn, det er så fundamentalt, så væsentligt. Dét har vi fra Johannes som har det fra barnet i krybben. Fra hans ord, men også fra hans fødsel; Han voksede op og kaldte Gud for sin far og lærte os at bede til Gud, som vores Far i himlen. Det var Jesus, der viste os, hvem Gud er.
Og fordi han blev født af en mor som vores, falder der også nyt lys over, hvem vi er, og hvem vores medmennesker er: Fordi han blev vores bror, er hans far også blevet vores far. Dermed giver han alle, der tror, hvad englene synger, ret til at være andet og mere end sig selv: ret til at blive Guds børn, født af Gud. Så er dét det første, der er at sige om os og det sidste. Frygt ikke. I ham er liv, og livet er menneskers lys! Glædelig jul! Insp: Mårup/Lesner?