Organisk industriaffald i Grønland Værktøjer til fremme af bedste tilgængelige teknik og nyttiggørelse af restprodukter

Organisk industriaffald i Grønland Værktøjer til fremme af bedste tilgængelige teknik og nyttiggørelse af restprodukter nr. M. 127/001-0164 Realistiske muligheder for nyttiggørelse/udnyttelse af organisk industriaffald i Grønland Ulf Nielsen, Karsten Nielsen, DHI - Institut for Vand og Miljø Pia Mai, Ole Frederiksen, ROVESTA Miljø I/S Juni, 2006 1

Indhold FORORD 5 1 BAGGRUND OG FORMÅL 6 1.1 METODE 6 1.2 INDHOLD I NYTTIGGØRELSESKATALOGET 7 2 NUVÆRENDE ANVENDELSE AF ORGANISK INDUSTRIAFFALD 8 2.1 NUVÆRENDE ANVENDELSE AF AFFALD FRA FISKEINDUSTRIEN 8 2.2 NUVÆRENDE ANVENDELSE AF AFFALD FRA REJE- OG KRABBEINDUSTRIEN 8 2.3 NUVÆRENDE ANVENDELSE AF AFFALD FRA SLAGTEINDUSTRIEN 8 3 INDHOLDSSTOFFER I DET ORGANISKE INDUSTRIAFFALD 9 3.1.1 Indholdsstoffer i marine restprodukter 9 3.1.2 Restprodukter fra slagteindustrien 9 4 REALISTISKE NYTTIGGØRELSESMULIGHEDER I FISKEINDUSTRIEN 11 4.1 PRODUKTION AF FISKEMEL OG FISKEOLIE 12 4.1.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 12 4.1.2 Erfaringer med implementering 12 4.1.3 Hvor er teknologien anvendelig 12 4.1.4 Baggrund 12 4.1.5 Teknologi beskrivelse 12 4.1.6 Økonomi 12 4.1.7 Referencer og publikationer 13 4.2 UDBYGNING AF EKSPORTEN AF SÆRLIGE RESTPRODUKTER TIL KONSUM15 4.2.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 15 4.2.2 Erfaringer med implementering 15 4.2.3 Hvor er teknologien anvendelig 15 4.2.4 Baggrund 15 4.2.5 Teknologi beskrivelse 15 4.2.6 Økonomi 16 4.2.7 Referencer og publikationer 16 4.3 FREMSTILLING AF ENSILAGE UD FRA FISKEAFFALD 17 4.3.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 17 4.3.2 Erfaringer med implementering 17 4.3.3 Hvor er teknologien anvendelig 17 4.3.4 Baggrund 18 4.3.5 Teknologi beskrivelse 18 4.3.6 Økonomi 18 4.3.7 Referencer og publikationer 19 5 REALISTISKE NYTTIGGØRELSESMULIGHEDER I REJE- OG KRABBEINDUSTRIEN 20 5.1 EKSPORT AF SÆRLIGE RESTPRODUKTER TIL KONSUM 21 5.1.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 21 5.1.2 Erfaringer med implementering 21 2

5.1.3 Hvor er teknologien anvendelig 21 5.1.4 Baggrund 21 5.1.5 Teknologi beskrivelse 21 5.1.6 Økonomi 21 5.1.7 Referencer og publikationer 21 5.2 PRODUKTION AF JORDFORBEDRINGSMIDDEL 22 5.2.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 22 5.2.2 Erfaringer med implementering 22 5.2.3 Hvor er teknologien anvendelig 22 5.2.4 Baggrund 22 5.2.5 Teknologi beskrivelse 22 5.2.6 Økonomi 22 5.2.7 Referencer og publikationer 22 5.3 PRODUKTION AF KRABBE- OG REJEMEL 23 5.3.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 23 5.3.2 Erfaringer med implementering 23 5.3.3 Hvor er teknologien anvendelig 23 5.3.4 Baggrund 23 5.3.5 Teknologi beskrivelse 23 5.3.6 Økonomi 23 5.3.7 Referencer og publikationer 23 5.4 PRODUKTION AF KITIN/KITOSAN 24 5.4.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 24 5.4.2 Erfaringer med implementering 24 5.4.3 Hvor er teknologien anvendelig 24 5.4.4 Baggrund 24 5.4.5 Teknologi beskrivelse 24 5.4.6 Økonomi 24 5.4.7 Referencer og publikationer 25 5.5 UDVINDING OG PRODUKTION AF ASTAXANTHIN FRA REJE- OG KRABBESKALLER 26 5.5.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 26 5.5.2 Erfaringer med implementering 26 5.5.3 Hvor er teknologien anvendelig 26 5.5.4 Baggrund 26 5.5.5 Teknologi beskrivelse 27 5.5.6 Økonomi 28 5.5.7 Referencer og publikationer 28 REALISTISKE NYTTIGGØRELSESMULIGHEDER I SLAGTEINDUSTRIEN 30 5.6 PRODUKTION AF BIOGAS 31 5.6.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 31 5.6.2 Erfaringer med implementering 31 5.6.3 Hvor er teknologien anvendelig 31 5.6.4 Baggrund 31 5.6.5 Teknologi beskrivelse 31 5.6.6 Økonomi 32 5.6.7 Referencer og publikationer 32 5.7 PRODUKTION AF HUNDEFODER 33 5.7.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 33 5.7.2 Erfaringer med implementering 33 5.7.3 Hvor er teknologien anvendelig 33 5.7.4 Baggrund 33 5.7.5 Teknologi beskrivelse 33 5.7.6 Økonomi 34 3

5.7.7 Referencer og publikationer 35 REFERENCER 36 4

Forord Denne rapport er en delrapportering fra projektet Kortlægning og udnyttelsesmuligheder af organiske restprodukter i Grønland. Projektet er opdelt i fem faser: Fase 1: Mængder og sammensætning af organisk affald fra industrier Fase 2: Udarbejdelse af BAT-katalog i relation til fiskeindustri og slagterier Fase 3: Nyttiggørelsesmuligheder for de organiske restprodukter Fase 4: Myndighedernes fremme af BAT og anvendelse af restprodukter Fase 5: Rapportering og projektstyring Denne rapport er en del af outputtet fra fase 3. Specifikt inkluderer denne rapport output fra aktivitet 3.1 og 3.4. Output fra aktivitet 3.2 er inkluderet i den regnearksbaserede oversigt fra projektet og output fra aktivitet 3.3 er særskilt afrapporteret. Projektet er finansieret af Miljøstyrelsen under ordningen Miljøstøtte til Arktis. 5

1 Baggrund og formål I dette projekt fokuseres der på at minimere miljøeffekterne af organisk industriaffald fra de tre hovedproducenter i Grønland: fiske-, reje og slagteindustrien. Projektet har som formål at analysere hvilken BAT teknologi, der kan anvendes for at nedbringe miljøpåvirkninger fra det organiske affald og at analysere, hvilke relevante udnyttelsesmuligheder, der er for det organiske affald. Analysen af relevant BAT- teknologi er af afrapporteret i BAT- kataloget og analysen af relevante udnyttelsesmuligheder er afrapporteret i nærværende rapport. Projektets overordnede formål er, at der på sigt reduceres i de direkte emissioner af organiske restprodukter fra fiske-, reje- og slagteindustrien. De metoder og teknologier, der præsenteres i dette katalog skal inspirere til at der implementeres økonomisk rentable udnyttelsesmuligheder af det organiske industriaffald, hvilket vil bidrage til at reducere emissionerne af organisk affald til det omgivende miljø. Nærværende katalog henvender sig derfor i lige høj grad direkte til de tre brancher som til nye investorer. Derudover er det hensigten at kataloget skal være et udgangspunkt for en dialog mellem miljømyndigheden og virksomhederne om økonomisk rentable miljøforbedrende tiltag. Organisk affald opfattes i denne rapport som organiske restprodukter, der opstår i forbindelse med produktionen af fødevarer i fiske-, reje- og slagteindustrien. 1.1 Metode Identifikationen af udnyttelsesmuligheder er udført ved at: Besøge grønlandske virksomheder (fiske-, reje- og slagteindustrien) Gennemgå relevant litteratur Ved relevant litteratur forstås i denne sammenhæng referencer med erfaringer fra udnyttelsesmuligheder i de tre brancher fra så sammenlignelige forhold som muligt. Dette betyder i praksis, at der primært er fokuseret på erfaringer fra den norske og islandske fiske- og rejeindustri, men også i nogen grad på den danske og øvrige internationale fiske- og rejeindustri. Med hensyn til erfaringer fra udnyttelse af slagteriaffald er der på grund af den sæsonbetonede forekomst af affaldet og den relativt lille mængde slagteriaffald fokuseret på at finde så lavteknologisk en udnyttelse som muligt. I de kommende kapitler behandles de nyttiggørelsesmuligheder, som det er vurderet, der er størst økonomisk potentiale i og som vil være anvendelige under grønlandske forhold. Den samlede vurdering af dette betegnes i denne rapport som realistiske anvendelsesmuligheder. Rentabiliteten ved at udnytte affaldet er især begrænset af de særlige logistiske og klimatiske forhold, der er gældende i Grønland. Men da det ikke tidligere er et område, der har været underkastet en samlet analyse, vurderes det, at der er et uudnyttet potentiale for indførelse af udnyttelsesmetoder og teknologier. De metoder og teknologier til udnyttelse af 6

restprodukterne er udvalgt på baggrund af følgende kriterier med fokus på grønlandske forhold: Erfaring med implementering nationalt og internationalt Økonomisk potentiale, med særlige grønlandske forhold inddraget. Teknologisk niveau Reduktion af lokale miljøbelastninger. Ø-drift, størrelse på anlæg, afstande, islægning, transportudgifter m.v. 1.2 Indhold i nyttiggørelseskataloget Nyttiggørelseskataloget indledes med en beskrivelse af den nuværende udnyttelse af det organiske industriaffald fra de tre brancher (fiske-, reje-, og slagteindustrien). Herefter følger kapitel 3 med en beskrivelse af de indholdsstoffer, som forefindes i restprodukterne. I de følgende kapitler (4-6) vil de realistiske nyttiggørelsesmuligheder for de tre brancher beskrives i katalog-form. Så vidt det har vist sig muligt er der for hver metode/teknologi beskrevet følgende: 1. Fordele og ulemper (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) 2. Erfaringer med implementering 3. Hvor er teknologien anvendelig 4. Baggrund 5. Teknologi beskrivelse 6. Økonomi 7. Referencer og publikationer 7

2 Nuværende anvendelse af organisk industriaffald På nuværende tidspunkt er der få forskellige anvendelser af det organiske industriaffald fra fiske-, reje/krabbe- og slagteindustrien i Grønland. I det følgende gives en kort status over de aktuelle måder, affaldet udnyttes på i de tre industrier. 2.1 Nuværende anvendelse af affald fra fiskeindustrien Det affald fra fiskeindustrien, der ikke bortskaffes via udledning til havet udnyttes til: Hundefoder (indfryses og sælges lokalt) Produktion af fiskemel Produktion af fiskeolie Eksport til asiatiske eller japanske markeder af hellefiskeskind 2.2 Nuværende anvendelse af affald fra reje- og krabbeindustrien Organisk affald fra rejeindustrien har potentielle anvendelser, men det er meget begrænset udnyttelse af dette potentiale, der finder sted. En af årsagerne er, at de mere avancerede udnyttelser af affald fra rejeindustrien har vanskeligt ved at være rentabelt under grønlandske forhold dette er dog ikke noget som kan udelukkes uden en egentlig scenarieanalyse. I nærværende projekt er der i dette katalog korte beskrivelser af de udnyttelsesmuligheder, som muligvis kan etableres rentabelt. I Scenarierapporten er en detaljeret økonomisk analyse af en udvalgt udnyttelse af rejeaffald, nemlig kitosanproduktion. Virksomhederne er på nuværende tidspunkt ikke meget tilskyndede til at udnytte rejeaffaldet. Ikke desto mindre er der en mindre andel, der udnyttes til: Produktion af rejemel Der produceres rejemel på Royal Greenlands fabrik i Ilulissat, hvorved skallerne udnyttes i stedet for at udledes til havet. 2.3 Nuværende anvendelse af affald fra slagteindustrien Størstedelen af affaldet fra slagtning af dyr bortskaffes ved nedgravning, afbrænding eller dumpning (kræver tilladelse fra DMN). Der er ikke nogen egentlig udnyttelse af slagteaffaldet udover det som anvendes til skind. 8

3 Indholdsstoffer i det organiske industriaffald 3.1.1 Indholdsstoffer i marine restprodukter Fra et kommercielt synspunkt er der meget interessante ingredienser især i marine restprodukter. Fra fisk indeholder restprodukterne fra slagtningen (lever, rogn, tarm, mave, sæd, hoved, blod) og forarbejdningen (skind, ben og muskelafskær) samt procesvandet værdifulde ingredienser: Proteiner Peptider Aminosyrer Enzymer Ekstrakter ( flavours og attraktanter) Olie (DHA =højværdi omega 3 olier, EPA) Fosfolipider Gelatine Mineraler Protaminer (specielle proteiner som findes i fiskesæd) Nukleinsyrer Fra rejeindustrien er der følgende interessante indholdsstoffer i restprodukterne fra pilning (skaller og indvolde) og procesvandet: Kitosan Glucosamin Astaxanthin Vandopløselige vitaminer Fedtopløselige vitaminer Biopolymerer Fra krabbeproduktionen udgør restprodukterne (skaller, krabbekød, mave/tarmsystem, gæller/trakeer, lever, rogn) op til 50 %. Afhængigt af hvilke produkter, der produceres er der i restprodukterne og i procesvandet følgende værdifulde stoffer /1/: Mineraler (især calciumforbindelser) Kitosan Glucosamin Ekstrakter (især pigmenter) Attraktanter 3.1.2 Restprodukter fra slagteindustrien I modsætning til de mange forskellige værdifulde indholdsstoffer i restprodukter fra marin produktion er indholdsstofferne fra slagteindustrien hovedsageligt: 9

Protein Fedt Derudover er der restprodukter fra slagteindustrien i form af skind og pels. I de følgende kapitler vil der for hver branche (reje-, fiske- og slagteindustrien) præsenteres de metoder og teknologier, som er vurderet mest realistiske udnyttelsesmuligheder i Grønland baseret på en vurdering som beskrevet under metodeafsnittet. Det bemærkes, at krabbeindustrien er behandlet sammen med rejeindustrien. 10

4 Realistiske nyttiggørelsesmuligheder i fiskeindustrien Fiskeindustrien i Grønland genererer i størrelsesordenen 14.000 tons restprodukter årligt (se detaljeret opgørelse over hvor restprodukterne genereres lokalt i regnearket udarbejdet i dette projekt). Hovedparten af restprodukterne fra fiskeindustrien er fra hellefiskeproduktionen, som også er langt den største produktion i råvaremængde. Mængden af restprodukter fra hellefiskproduktionen er dog faldende, da udnyttelsen af de enkelte dele af hellefisken er stigende. Af disse 14.000 tons restprodukter fra fiskeindustrien udnyttes kun omkring 20%. Der anvendes således i Ilulissat ca. 3.000 tons restprodukt fra hellefiskeproduktionen til produktion af fiskemel og fiskeolie. Derudover er der i mindre grad en udnyttelse af restproduktet til hundefoder (indfryses og sælges lokalt) og en eksport af særlige restprodukter fra hellefisk til Japan. Som nævnt er mængden af restprodukter dog faldene som følge af en bedre udnyttelse af fisken. På baggrund af gennemgangen af litteratur vedrørende udnyttelse af restprodukter fra fiskeindustrien samt en vurdering af hvilke muligheder, der vil realistiske i Grønland er konklusionen, at: de nuværende udnyttelser kan udbygges/udbredes, og at det herudover vil være muligt, at producere fiskeensilage under rentable forhold. Fiskeensilagen kan enten sælges/udnyttes internt i Grønland til hundefoderproduktion eller den kan eksporteres til foderproduktion. Der er i de følgende katalogsider gennemgået følgende realistiske nyttiggørelsesmuligheder: Produktion af fiskemel og fiskeolie Udbygning af eksporten af særlige restprodukter til konsum (Asien) Produktion af fiskeensilage 11

4.1 Produktion af fiskemel og fiskeolie 4.1.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Større udnyttelsesgrad af råvaren. Minimering af restproduktmængden. En ulempe kan være, at afsætningen af produktet er vanskelig. 4.1.2 Erfaringer med implementering På nuværende tidspunkt produceres der fiskemel og olie i Ilulissat på Royal Greenlands fabrik. Anlægget fungerer upåklageligt. Der produceres omkring 480 tons fiskemel om året. 4.1.3 Hvor er teknologien anvendelig Teknologien kan anvendes, hvor der er tilstrækkelige mængder restprodukt til at et anlæg kan køre som en del af den daglige drift. Det er oplyst fra Fiskernes Fiskeindustri (FF Skagen) ved Klaus Kristoffersen, at såfremt et fiskemelsanlæg skal købe sine råvarer (FF Skagen betaler omkring 1 kr. pr kg råvare), skal produktionen være temmelig stor førend der kan opnås en rentabel forretning. FF Skagen producerer omkring 100. 000 tons fiskemel om året. Island har 16-17 mindre fiskemelsfabrikker, der årligt producerer 10-15.000 tons. Disse størrelsesordner er langt større end en fiskemelsproduktion tilknyttet en enkelt fiskefabrik i Grønland vil kunne oppebære. Rentabiliteten kan muligvis opnås alligevel, idet der ikke vil være omkostninger til råvaren, som jo er fabrikkens eget restprodukt. Der skal dog regnes med omkostninger til produktion og fragt. 4.1.4 Baggrund Produktion af fiskemel og olie består kort fortalt af i at udskille råstoffet (restproduktet) i tre fraktioner: olie, tørstof (protein/aske) og vand. 4.1.5 Teknologi beskrivelse Procestrinene er en opvarmning, hvor fedtcellerne sprænges og olien frigøres. Dernæst sker der en mekanisk sining og presning, hvor massen skilles i en fast (pressekage) og en flydende fase (pressevæske). Næste trin er en separering, hvor tilbageværende opløst tørstof fjernes fra pressevæsken i en dekantercentrifuge. Olien frasepareres i en olieseparator, og den dekanterede væske kaldes limvand. Herefter inddampes limvandet til et koncentrat. Endelig blandes pressekage, frasepareret opløst stof og koncentrat og tørres til fiskemel. Se flowdiagram for produktionens princip. 4.1.6 Økonomi Royal Greenlands fabrik i Ilulissat producerer fiskemel og fiskeolie. Dette gøres hovedsageligt af miljømæssige hensyn, således at affaldet ikke udledes til havnebassinet. Fiskeolien anvendes til intern energiproduktion. Som nævnt ovenfor er den økonomiske fordel, sammenlignet med større fiskemelsfabrikker, ved at etablere en fiskemelsproduktion direkte i tilknytning til en fiskefabrik, at råvaren er en del af fabrikkens restprodukt, og dermed omkostningsfri. 12

Markedsprisen 2005 for fiskemel er 4,2-5 DKK (Klaus Kristoffersen, FF Skagen). Udbyttet fra råvare til fiskemel er omkring 20%(dog mindre for hellefiskemel), hvilket betyder, at såfremt der betales 1 DKK. pr. kg råvare koster det mindst 5 DKK, plus produktionsomkostninger, at producere 1 kg fiskemel. Heraf ses, at det er marginalt hvor meget der med denne produktionsform kan tjenes pr kg. produkt. Antages det, som relevant for en grønlandsk fiskemelsproduktion, at råvaren er omkostningsfri, vil der således være en konkurrencemæssig fordel, selv for et mindre produktionsanlæg. Hvis fiskemelet eksporteres til en omkostning af 900 DKK pr ton, vil det medføre en merpris på produktet på 0,9 DKK pr. kg. Disse forhold taget i betragtning antyder, at det ved en nærmere analyse muligvis vil vise sig rentabelt at eksportere fiskemel, f.eks. til Danmark. Royal Greenland vurderer dog, at det næppe rentabelt. Fiskeolien fra fiskemelsproduktionen sælges i Danmark til fiskeopdræt, og det er således muligt, at det vil være mere økonomisk rentabelt at eksportere fiskeolien til dette formål end at anvende den som energikilde internt i produktionen. Det forudsætter en analyse af kundekrav til olien contra oliens kvalitet, samt behov og økonomi. Hvis fiskeolien anvendes som kosttilskud sælges den typisk til 1000-1100 kr. pr. kilo. Her er dog en betydelig videreforbejdning med f.eks. produktion af kapsler m.v. 4.1.7 Referencer og publikationer /30/ 13

Koger Prese Restprodukt fra fiskeproduktion Tøreluft Slam Presevæske Tøring Tank Tørstof Møle Mel Dekanter Kondens Indamper Dekanteret væske Tank Sigte Limvand Olie Blandesilo Tank Tank Koncentrat Seperator Slam Til lager Figur 1. Principdiagram for flowet i produktionen af fiskemel og-olie. Modificeret efter: Biprodukter fra fiskeinæringen. Fra utkast til inntekt. RUBIN, 2000. 14

4.2 Udbygning af eksporten af særlige restprodukter til konsum 4.2.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Større udnyttelsesgrad af råvaren. Minimering af restproduktmængden. Det kan dog være vanskeligt at afsætte produkterne 4.2.2 Erfaringer med implementering I Norge har man en betydelig udviklet eksport af diverse fiskefraktioner til Asien. Ligeledes er der eksport af biprodukter fra fiskeindustrien på Færøerne og der er i 2003 færdiggjort en rapport vedrørende mulighederne for at øge denne eksport /29/. Det har ikke været muligt, at finde referencer på eksport af særlige restprodukter til konsum fra Danmark. 4.2.3 Hvor er teknologien anvendelig Sortering og udskæring af særlige biprodukter er lavteknologi, og kan anvendes alle steder, hvor det er økonomisk rentabelt at afsætte til eksport. Det er afgørende, at markedets krav til udskæringerne undersøges nøje. I Grønland er løudgiften et af de største elementer i produktionsomkostningerne. Lavteknologisk produktion i form af håndarbejde kan derfor godt være omkostningstung. Denne teknologi kræver, at fiskene indhandles med biprodukterne under forudsætning af, at veterinære forhold og regler er overholdt. Fiskene leveres p.t. typisk rensede til fabrikkerne, d.v.s. uden de fleste biprodukter. 4.2.4 Baggrund Der er i asiatiske lande en tradition for at udnytte alle dele fra fisk til madlavning eller til traditionel medicinfremstilling. Det er hovedsageligt laks og torsk, der er erfaring med at eksportere biprodukter fra, men det er meget sandsynligt, at der med den rette markedsundersøgelse og markedsføring kan afsættes de samme biprodukter fra hellefisk mv. I øjeblikket er der ikke torsk i grønlandske farvande i økonomisk interessant omfang, og laks må ikke fiskes kommercielt i Grønland. Udover eksport af særlige biprodukter til konsum er der er i Tromsø erfaring med udnyttelse af hellefiskeskind til produktion af diverse non-food produkter (tasker m.v.) 4.2.5 Teknologi beskrivelse Det optimale er at kildesortere biprodukterne i forbindelse med selve forarbejdningsprocessen således at biprodukterne ikke sammenblandes. Dette er arbejdskrævende, men giver en højere kvalitet og en bedre pris i forhold til at afsætte biprodukterne som en del af en større andel restprodukt. Der er forskellige måder at konservere biprodukterne på afhængigt af, hvordan produktet ønskes anvendt. Typisk er der tale om nedfrysning eller sukkersaltning. 15

Der er erfaring for at nedenstående biprodukter fra fisk kan eksporteres: 1. Rogn, eventuelt som pasta 2. Lever 3. Fiskehoveder 4. Kinder, tunge og skind 5. Fiskemaver 6. Fiskesæd De ovenstående eksempler er hovedsageligt erfaringer med biprodukter fra torsk, men markedsundersøgelser og markedsføring vil sandsynligvis kunne medføre, at andre arter såsom hellefisk kan anvendes på samme måde. 4.2.6 Økonomi I en undersøgelse fra 1996 /6/, er det konkluderet, at specielt eksport af torskesæd til Japan er økonomisk interessant. Det er i undersøgelsen vurderet, at der er et totalt marked for torskesæd på 8-12.000 tons pr. år, og at det kan sælges for 40-60 kr. /kg. Det er dog vanskeligt at inddrive. Det vurderes, at de mest interessante lande at eksportere til er Japan og Taiwan /67/. Hong Kong har et mere begrænset marked, men her vil det dog være interessant at forsøge at sælge svømmeblærer. Fiskehoveder er mest sandsynligt at eksportere til Taiwan, Hong Kong og Kina. Fiskehoveder kan afsættes til en kilopris magen til selve fiskens kilopris. Laksehoveder sælges frosne til Hong Kong for omkring 9 DKK pr kg (1996). Fiskeskind er produkt med en relativt lav pris. Der eksporteres dog allerede i øjeblikket hellefiskehoveder, når der er filetproduktion. Producenten kan opnå en pris på omkring 50 NOK pr. kg for tunger (2003), /29/. Udover Asien er der desuden et marked for tunger i Portugal og Spanien. 4.2.7 Referencer og publikationer /4/, /5/, /6/, /29/ 16

4.3 Fremstilling af ensilage ud fra fiskeaffald 4.3.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Ensilering gør det muligt at nyttiggøre det meste fiskeaffald(indvolde, skin, muskler m.m.). Ensilage kan anvendes som råvare til foder til fisk, hunde, får m.m. Ensilage kan fremstilles som batch-produktion. Et lille ensilage-anlæg (op til 3 tons/d) kan i følge erfaringer fra Norge etableres for omkring 220.000 NOK, og drives for ca. 130.000 NOK pr. år. I Danmark kan der leveres et lignende anlæg (2,5 tons) for etableringsomkostninger på omkring 200.000 DKK. Potentialet vil være afhængigt af, hvilken pris som vil kunne opnås for ensilagen i Grønland og i hvilket omfang den skal transporteres til brugerne. 4.3.2 Erfaringer med implementering I Norge ensileres omkring 180.000 tons fiskeaffald pr. år ud af samlet udnyttet restproduktmængde på omkring 430.000 tons/år fra fiskeindustrien /1/. Hovedparten af ensilagen benyttes til fiskefoder til opdræt, mens mindre andele anvendes til foder til mink, får og grise. I DK ensileres omkring 21.000 tons/år, som benyttes til minkfoder og iblanding til svinefoder. 4.3.3 Hvor er teknologien anvendelig I Grønland vil det være relevant at undersøge potentialet for produktion af ensilage i forhold til fiskefabrikker med produktion af torsk, hellefisk og blandet fisk. Den samlede restproduktmængde herfra er ca. 14.700 tons/år, men faldende. Restprodukter såsom indvolde, afskæringer samt kasserede hele fisk vil kunne give en ensilage med højt olie- og proteinindhold. Rejeaffald vil derimod forbruge meget syre og give ensilage med lavt protein-indhold. 17

En tredje mulighed vil være at etablere opdræt af f.eks. laks og benytte ensilagen som fiskefoder. I Norge har man gode erfaringer med at anvende ensilagen til lakseopdræt. Sammenlignet med almindeligt tørfoder giver foder tilsat ensilage en bedre tilvækst, lavere fedtindhold og højere proteinniveau i musklerne. Opdræt af ørreder har dog tidligere været forsøgt i Grønland uden større succes. 4.3.4 Baggrund Fiskeaffald er let fordærveligt, og tåler ikke lagring uden at være konserveret. Hvis fiskeaffaldet skal nyttiggøres skal det konserveres og bringes på en form så det let kan transporteres til brugerne med mindst mulig investering og driftsomkostninger. Via ensilering kan disse mål opfyldes. 4.3.5 Teknologi beskrivelse Ved ensilering bliver fiskeaffaldet blandet med en syre (normalt myresyre, svovlsyre eller fosforsyre), så der opnås en ph-værdi, hvor bakterievæksten standses (ph 3,5 4,5). Når temperaturen er mellem 5 og 40 C (hurtigere proces ved højere temperatur) vil de enzymer som findes i fisken, medføre at blandingen nedbrydes til en flydende masse. Denne proces kaldes hydrolyse. Under kolde forhold anvendes bedst svovlsyre, hvor man lander på ph 3,5. Restprodukter med stor andel af fiskeben vil kræve, at der skal bruges mere syre (pga. kalkens buffervirkning). Det vil være hensigtsmæssigt at kværne benene grundigt inden ensilering. Det er vigtigt at den færdige ensilage har en ensartet kvalitet, som ikke indeholder hele stykker som syren ikke er trængt ind til. Fordærvet fiskeaffald kan ikke ensileres. Selv en lille mængde fordærvet affald kan ødelægge en stor mængde ensilage, hvis det blandes sammen. Produktionen kan både ske kontinuert eller i batch. I Grønland vil det være batchproduktion som er relevant, da et kontinuert anlæg mindst kræve 8-10 tons biprodukter pr. døgn ca. 200 dage pr. år. Mindre batchproduktion foregår i tank eller container med en kværn monteret. Restprodukter og syre tilføres manuelt. Kværnen bearbejder massen og hydrolysen gennemføres. Massen er herefter så tyndtflydende at den kan pumpes over i en lagertank. Herfra kan den eventuelt pumpes videre til lagertanke i skibe. Ved mindre batchproduktioner skal der kalkuleres med, at der er en ringe holdbarhed på ubearbejdet fiskeaffald. 4.3.6 Økonomi Ensilagen kan potentielt benyttes til hundefoder. Der er omkring 30.000 hunde i Grønland, som spiser omkring 1 kg foder/dag altså et marked på totalt omkring 11.000 tons/år. Der kan tilsættes op til 30% ensilage ved produktion af fuldfoder - våd petfood. Resten vil bestå af cereal-halvfabrikata med f.eks. korn og soya tilsat et præmix med mineraler og vitaminer. En sådan halvfabrikata koster omkring 1,5 kr./kg i Danmark, og vil - leveret til Grønland - koste omkring 3,25 DKK (se scenariebeskrivelse af hundefoderproduktion i Scenarierapporten). Der importeres årligt 585 tons tørfoder til hunde til en værdi af 6,2 mio. kr. Dvs., at et kg hundefoder koster 10,50 kr. Der skal en nærmere vurdering af etablering og drift af petfood-anlæg til for, at det kan fastslås om det vil være rentabelt at producere petfood med brug af ensilage i Grønland. Ensilagen kan også potentielt anvendes som kraftfoder til får. Erfaringer fra Norge viser, at får med fordel kan spise op til 0,4 kg ensilage pr. dag. I Narsaq er der omkring 12.200 får og der slagtes årligt omkring 20.000 lam. Dvs. at de vil kunne 18

spise omkring 5-10 tons ensilage pr. år. Denne mængde restprodukt kunne f.eks. ensileres i Nanortalik (ca. 75 tons fiskeaffald/år) eller Qaqortoq (ca. 680 tons fiskeaffald/år) og tranporteres til Narsaq. I følge erfaringer fra Norge kan et lille batchanlæg (op til 3 tons/dag i 120 dage/år) etableres for omkring 220.000 NOK. De årlige driftsomkostninger vil være omkring 133.000 NOK/år. Hvis ensilagen kan sælges til ca. 0,45 kr./liter vil der være en årlig indtjening på 160.000 kr./år. Hvormed der kan skabes et lille overskud for anlægget. Økonomien i et sådan anlæg vil naturligvis være stærkt afhængig af hvilken pris der vil kunne opnås for ensilagen i Grønland, og i hvilket omfang ensilagen skal transporteres til brugerne. Prisen i Danmark er i dag (2005) ca. 0,80 kr./liter. Fragt internt i Grønland eller til Danmark udgør godt 1 kr/kg I Danmark kan et batchanlæg til 2,5 tons/d erhverves for omkring 200.000 kr. Dette omfatter fuld driftsklar løsning med syrefast lagertank med knivsystem, syrepumpe samt pumpe fra lagertank. 4.3.7 Referencer og publikationer /4/, /13/, /14/, /15/, /16/, /17/, /18/, /19/, /20/, /21/ 19

5 Realistiske nyttiggørelsesmuligheder i reje- og krabbeindustrien Indholdsstofferne i restprodukter fra reje- og krabbeindustrien har mange interessante anvendelsesmuligheder. I Grønland er langt den overvejende del (ca. 70 %) af det organiske industriaffald fra rejeproduktionen, se detaljer i regnearket udarbejdet i dette projekt. Der genereres således omkring 32.000 tons affald fra rejeproduktionen og ca. 2.000 tons affald fra krabbeproduktionen. Der udnyttes på nuværende tidspunkt omkring 5.500 tons rejeaffald til produktion af rejemel i Ilulissat, men derudover bortskaffes rejeaffaldet ved dumpning. Den overvejende del af restprodukterne fra reje- og krabbeindustrien udnyttes således ikke på nuværende tidspunkt. På baggrund af gennemgangen af litteratur vedrørende udnyttelse af restprodukter fra reje- og krabbeindustrien samt en vurdering af hvilke muligheder, der vil realistiske i Grønland er konklusionen, at: Der er mulighed for at eksportere krabbehaler til Asien. Der er et marked for produktion af jordforbedringsmiddel baseret på reje/krabbeaffald, især i USA. Produktionen af reje- og krabbemel kan muligvis intensiveres, især hvis det kan markedsføres som et særligt kvalitetsprodukt. Dette vil stille krav om større forædling og markedsføring. Det vil være muligt, at udvinde værdifulde indholdsstoffer som kitin og astaxanthin, og rentabiliteten skal opnås ved at producere så lavteknologisk som muligt. Markedet på globalt plan for disse indholdsstoffer i reje- og krabbeaffald vurderes at være stigende, da der er mange tekniske og farmaceutiske anvendelser af stofferne. Lønudgiften er et stort element i produktionsomkostningerne, og lavteknologisk produktion i form af håndarbejde kan godt være omkostningstung. Der er i de følgende katalogsider gennemgået følgende realistiske nyttiggørelsesmuligheder: Eksport af krabbehaler til Asien Produktion af jordforbedringsmiddel Produktion af reje- og krabbemel Produktion af kitosan Udvinding og produktion af astaxanthin 20

5.1 Eksport af særlige restprodukter til konsum 5.1.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Større udnyttelsesgrad af råvaren. Minimering af restproduktmængden. 5.1.2 Erfaringer med implementering I Norge, der har en betydelig mindre krabbefangst end Grønland, har man erfaring for eksport af hale fra kongekrabbe (Paralihodes camtschaticus). Krabbehalen eksporteres frossen (kogt med skind), og anvendes som et afrodisium i Japan. Ligeledes har Norge erfaring med eksport af rester af krabbekød samt indmad fra krabbe til Asien og Europa. Rester af krabbekød anvendes bl.a. til produktion af crabsticks og krabbeindmad anvendes til fremstilling af supper mv. 5.1.3 Hvor er teknologien anvendelig Sortering og udskæring af særlige biprodukter er lavteknologi, og kan anvendes alle steder, hvor det er økonomisk rentabelt af afsætte til eksport. Som nævnt er lønudgiften et af de største elementer i produktionsomkostningerne i Grønland. Lavteknologisk produktion i form af håndarbejde kan derfor godt være omkostningstung. 5.1.4 Baggrund Det er nødvendigt, at undersøge, om hale fra den store grønlandske krabbe (Chionecetes opilio) har samme markedsværdi som hale fra kongekrabbe. Siden 1996 har den store grønlandske krabbe Chionoecetes opilio været udnyttet kommercielt i Grønland. Frem til 2002 udgjorde salg af krabber Grønlands tredje vigtigste eksportindtægt. Efter kun et par års fiskeri er bestanden af krabber nedadgående, og på nuværende tidspunkt er det uvist, hvordan krabbefangsten vil udvikle sig fremover. 5.1.5 Teknologi beskrivelse Metoden består i en simpel udskillelse af de forskellige biprodukter og efterfølgende konservering. Krabbehalerne koges og fryses. Indmad nedfryses i industriblokke. 5.1.6 Økonomi Det har ikke været muligt, at indhente salgsprisen på krabbehaler, men det er tilsyneladende en økonomisk rentabel forretning. Med hensyn til indmad bør markedsprisen antagelig være 22-25 NOK pr. kg for at det er rentabelt. Markedsprisen var i 2004 på lidt over 21 NOK pr. kg. 5.1.7 Referencer og publikationer /1/ 21

5.2 Produktion af jordforbedringsmiddel 5.2.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Fordelen er, at krabbe- og rejeskallerne udnyttes kommercielt i stedet for at udgøre et miljømæssigt problem. Det har vist sig vanskeligt at dumpe rejeskaller kystnært på grund af, at de kan give anledning til lugtgener samt være et æstetisk problem. Desuden er det sandsynligt, at der er lokale iltsvindsproblemer omkring udledninger af store mængder rejeskaller, men dette forhold er ikke undersøgt tilstrækkeligt i Grønland. 5.2.2 Erfaringer med implementering Både krabbe- og rejeskaller kan anvendes til produktion af jordforbedringsmiddel. I Norge produceres jordforbedringsmiddel fra rejeskaller på Norsk Jordforbedring og det afsættes bl.a. til golfbaner. I USA og Canada produceres jordforbedringsmidler baseret på biprodukter fra krabbeproduktion bl.a. af North Country Organics og Extremely Green. Disse produkter er ligeledes især rettet mod golfbaner og lignende kunder. 5.2.3 Hvor er teknologien anvendelig Teknologien er anvendelig på fabriker, hvor der er en større og kontinuerlig reje og/eller krabbeproduktion, som giver anledning til biprodukterne reje- og krabbeskaller. 5.2.4 Baggrund Jordforbedringsmidler baseret på krabbe- og/eller rejeskaller er interessante på grund af kitosanindholdet. Kitosan virker som et fungicid (svampebekæmpelsesmiddel), insekticid (bekæmper nematoder) og samtidig frigives næringssaltet nitrogen langsomt når kitinen nedbrydes. 5.2.5 Teknologi beskrivelse Det er en lavteknologisk proces, at producere jordforbedringsmiddel fra reje- og krabbeskaller. Den simpleste fremstilling består i en neddeling og en stabilisering af skallerne. I USA laves pulveriserede jordforbedringsmidler af både krabbeskaller samt andre restprodukter fra krabbeproduktionen (krabbemel). 5.2.6 Økonomi På hjemmesiden for Extremely Green (www. Extremelygreen.com) kan det ses, at jordforbedringsmidler baseret på krabbebiprodukt sælges i sække á 28 kg for 26 US$. Det mest relevante marked for jordforbedringsmidler er USA. 5.2.7 Referencer og publikationer /1/ 22

5.3 Produktion af krabbe- og rejemel 5.3.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Fordelen er, at såfremt der er bortskaffelsesproblemer med reje- og krabbeaffaldet løses dette. Derudover er der et økonomisk potentiale såfremt markedsprisen er gunstig. Markedsprisen er meget afhængig af om produktet sælges som foderingrediens eller til humant konsum. Priserne er p.t. lave. 5.3.2 Erfaringer med implementering Teknikken er velkendt og anvendes i udstrakt grad i Norge, hvor der i 2003 blev udnyttet 5.500 ton rejeaffald til produktion af rejemel svarende til 30 % af rejeaffaldet. I Grønland er der kun produktion af rejemel i Ilulissat. 5.3.3 Hvor er teknologien anvendelig Teknologien kræver ikke særlige forudsætninger, det væsentlige er at der er passende lokalitet/lokaler og oplært personale. 5.3.4 Baggrund Krabbe- og rejemel har en kommerciel værdi som foderingrediens. Pigmenterne (asthaxanthin og canthaxanthin) og kalkindholdet gør det attakattraktivt som fodertilsætning til æglæggende høns. Proteinindholdet i reje- og krabbemel vil variere og dermed vil prisen variere. 5.3.5 Teknologi beskrivelse Produktion af henholdsvis krabbe- og rejemel er en relativt enkel proces, hvor det essentielle i produktionen er tørring af de pågældende restprodukter og neddeling til mel, se i øvrigt teknologibeskrivelse for fiskemel. 5.3.6 Økonomi Når reje- og/eller krabbemel afsættes til foderindustrien er ligger kiloprisen på ca. 3,5-5 DKK (/8/, /7/). Royal Greenland oplyser, at de ikke benytter deres rejemelsfabrik i Sisimiut på grund af manglende rentabilitet (jf. Regulering af organisk industriaffald i Grønland ). En af årsagerne til den lave markedspris er, at der på verdensplan produceres rejemel fra varmtvandsrejeproduktionen til lave omkostninger. For at skabe økonomi i en krabbe og/eller rejemelsproduktion i Grønland er det nødvendigt at fokusere meget på kvaliteten af produktet ligesom man har gjort i Norge /24/. Ved produktion af rejemel er udbyttet ca. 1/5 i forhold til mængden af rejeskaller. Det betyder, at der totalt er potentiale for at producere ca. 2.800 tons rejemel og ca. 110 tons krabbemel, jævnfør opgørelse over restprodukter i Grønland i regneark tilknyttet nærværende projekt. Rentabiliteten vil afhænge af produktets kvalitet og dermed markedspris. 5.3.7 Referencer og publikationer /7/, /8/, /24/ 23

5.4 Produktion af kitin/kitosan 5.4.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Reje og krabbeskaller indeholder 14-35 % kitin /10/. Kitin har mange forskellige applikationer som råvare både teknisk og medicinsk. Kitin kan bl.a. omdannes til kitosan, der er et højværdiprodukt med stigende international efterspørgsel. Ligeledes kan kitin anvendes som råvare i fremstillingen af gigtmidlet glucosamin. Markedsprisen er p.t. noget presset. Miljømæssigt kan produktionen der involverer syrer og baser være en smule problematisk, hvis der sker uheld i forbindelse med produuktionen. 5.4.2 Erfaringer med implementering Den globale produktionskapacitet for kitin er ca. 8.000 ton (/9/). Af disse går ca. 5.000 tons til produktion af glucosamin, mens resten anvendes til kitosan. I Norden produceres kitosan af Primex AS (Island) med en årlig kapacitet på 500 tons, og af BioHenk AS (Norge). Størstedelen af den globale produktion er i USA og Japan. 5.4.3 Hvor er teknologien anvendelig Det er en forudsætning, at der er en kontinuerlig tilgang af reje- og/eller krabbeaffald. Det vil sandsynligvis være en fordel, at etablere en central produktion, der oparbejder den samlede mængde af reje- og krabbeskaller. Den samlede mængde rejeskaller i Grønland ligger er ca. 14.000 tons TS/år. Antages et udbytte på ca. 10 % kitin medfører det en potentiel produktion på 1050 tons kitosan. En central produktion vil give logistiske problemstillinger i form af, at der skal beregnes opbevaring på afsendersted og modtagersted. Også skibsfrekvens og holdbarhed skal kalkuleres ind i beregningen. 5.4.4 Baggrund Kitin og afledte produkter deraf har vist sig at have meget interessante egenskaber som er af stor værdi inden for: teknisk anvendelse, helsekostindustri, kosmetikindustri og medicinalindustri. Hoved anvendelsen for kitosan er pt. til vandbehandling. Glucosamin anvendes som gigtmedicin. 5.4.5 Teknologi beskrivelse Kitosan produceres ved kemisk behandling af reje- og krabbeskaller. Først vaskes salt ud af skallerne, som dernæst findeles. Så fjernes protein- og mineralindholdet med syrebehandling. Efter neutralisering er produktet kitin. Næste procestrin er en deacetyleirng (basisk behandling ved høj temperatur), hvorved kitin omdannes til kitosan. Kitosan kan også produceres med enzymatisk behandling af skallerne. Dette er mere teknisk krævende, og vil typisk give en højere handelspris. 5.4.6 Økonomi Kitosan har en markedspris på 110-740 DKK/kg (/8/). Det antages, at der produceres kitosan i en kvalitet der kan indbringe 120 DKK/kg. Den potentielle produktion af kitosan er som ovenfor nævnt 1050 tons årligt, hvilket svarer til en omsætning på 126 millioner DKK Det er vurderet, at det økonomiske udbytte ved kitosanproduktion er 12-15 % af omsætningen (/7/), hvilket betyder en potentiel økonomisk gevinst på ca. 18 millioner DKK/år. For en nærmere økonomisk 24

analyse af kitosanproduktionen henvises til Scenarierapporten i nærværende projekt. 5.4.7 Referencer og publikationer /7/, /8/, /9/, /10/, /11/ 25

5.5 Udvinding og produktion af astaxanthin fra reje- og krabbeskaller 5.5.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Grønlandske rejeindustrier vil potentielt kunne øge indtjeningen på produktion af rejer (og krabber) ved udvinding af astaxanthin fra rejeskaller og hoveder, såvel som fra krabbeskaller. Markedsværdien for astaxanthin er i følge /9/ ca. 11.000,- DKK per kg. Det kan via et overslag estimeres at det samlede økonomiske potentiale for udnyttelse af rejeskaller til produktion af astaxanthin udgør ca. 16 mill. DKK per år. Med det tilstedeværende videngrundlag kan der på nuværende tidspunkt ikke konkluderes på en eventuel miljømæssige nettogevinst ved udvinding af astaxanthin fra rejeskaller som alternativ til udledning eller dumpning af rejeaffald. 5.5.2 Erfaringer med implementering Der findes en række patenter såvel som videnskabelige artikler specifikt rettet mod udvinding af astaxanthin (se referenceliste nedenfor). I Grønland er der er tale om et nyt teknologiområde. Udvinding af astaxanthin er teknologisk set relativt krævende (se beskrivelse nedenfor) og vil derfor forudsætte en udvikling af enten decentrale produktionsanlæg eller metoder og logistik til transport af restprodukter til centralt produktionsanlæg i Grønland. To metoder til udvinding af astaxanthin er beskrevet. 5.5.3 Hvor er teknologien anvendelig Metoden kan udnyttes på fabrikker der producerer rejer og krabber. Nye virksomheder kan eventuelt etableres i Grønland til håndtering af rejeskaller og produktion af astaxanthin. Det kræver at der etableres en salgskanal for afsætning af astaxanthin eller astaxanthin ekstrakt. 5.5.4 Baggrund Rejeskaller og hoveder udgør den største samlede restproduktmængde (ca. 32.000 tons per år) fra den grønlandske fødevareindustri. Rejeskaller - og også krabbeskaller der dog ikke udgør så stor en restproduktmængde i Grønland (ca. 2.100 tons per år) - indeholder pigmentet astaxanthin. Astaxanthin har en relativ høj markedsværdi, hvis dette kan udvindes og produceres fra skaller og hoveder. Astaxanthin kan benyttes som foderingrediens i aquakulturanlæg med henblik på pigmentering af laksefisk. Indkøb af foderindgrediens med astaxanthin udgør en betydelige produktionsomkostning i forbindelse med akvakultur produktion. Desuden er naturligt astaxanthin eller naturligt fremstillet astaxanthin attraktivt af sundhedsmæssige årsager som alternativ til det syntetisk fremstillede astaxanthin. 26

Astaxanthin eller en koncentreret olie-opløsning af astaxanthin kan eventuelt også markedsføres som farve ingrediens i fødevareindustrien (/9/, /27/). Astaxanthin er også en antioxidant og kan på den baggrund anvendes som forebyggende kosttilskud /9/. 5.5.5 Teknologi beskrivelse Astaxanthin er bundet i rejeskaller i et proteinkomplex. Astaxanthin kan udvindes fra rejeskallerne på forskellige måder. Nedenfor er metoder kort beskrevet: 1.1.5.1 Udvinding af astaxanthin ved olie ekstraktion Som det er kendt fra udvinding af naturlige farvestoffer kan man producere en astaxanthin-olie ved en simpel olie ekstraktionsproces. Produktet ved denne metode bliver en pigmenteret olie med en dyb rød farve /27/. Processen kan simpelt skitseres gennem følgende procestrin (skitseret på flowdiagram nederst) Øvrige fakta om processen /27/: Processen vil generere et restprodukt i form af skal-materiale, der kan videre forarbejdes til f.eks. rejemel Processen vil reducere den samlede COD-emission fra rejefabrikkerne på grund af udvindingen af astaxanthin og andre stoffer, som ved processen ender i olie-fase (astaxanthin ekstrakt) Der skal benyttes ca. 5,5 tons rejeaffald til at fremstille ca. 4 m3 astaxanthin væske (før emulgering) Der skal benyttes ca. 6 liter olie per 1000 liter astaxanthin væske (før emulgering) Der skal benyttes ca. 45 kg salt per 4 m3 astaxanthin væske (ved emulsionsbrydning) Det færdige ekstrakt skal opbevares på køl og i mørke (på grund af farvens ustabilitet) Som det ses af produktionsflowet består processen af følgende udstyr: Dampkoger (kontinuer eller batch koger) Tromle filter Skruepresse Omrøringstanke Centrifuge Det vurderes på den baggrund af anlægget vil have et begrænset omfang og at dette ville kunne integreres i forbindelse med eksisterende rejeproduktioner. De miljømæssige forhold omkring eventuelle anlæg skal undersøges gennem en miljøgodkendelses procedure. 1.1.5.2 Udvinding af astaxanthin ved kombineret fermentering af rejeskaller og proteinhydrolyse En noget mere avanceret metode/teknologi til udvinding af astaxanthin fra reje- og krabbeskaller er baseret på fermentering og enzymatisk hydrolyse. Der er tale om en innovativ proces så vidt som det kan afklares i indeværende projekt ikke fungerer på kommercielle betingelser endnu. Processen er dog beskrevet grundigt i en række artikler (/9/, /27/ og /28/). 27

Implementering af processen vil kræve et udviklingsarbejde i Grønland og derfor beskrives processen kun ganske kort som inspiration til myndigheder og virksomheder. Processen består af følgende enhedsoperationer: Fermentering rejeskaller med mælkesyrebakterier og ved dosering af extra sukkerkilder (feks. melasse) Ekstraktion af fermenteringsvæske Proteinhydrolyse med enzymer (astaxanthin er bundet i et proteinkompleks) Separation af astaxanthin med ultrafiltrering Som det fremgår, er der tale om en avanceret proces. Sammenlignet med olieekstraktions metoden vil man dog opnå et mere koncentreret og stabilt (overfor lys og varme) produkt, hvorfor dette også vil have en højere markedsværdi. De miljømæssige nettogevinster ved indførelse af denne metode kan ikke overskues på det nuværende udviklingsniveau. Det vurderes at man for at kunne realisere processen skal opbygge et centralt anlæg i Grønland, der behandler rejeaffald fra hele Grønland. 5.5.6 Økonomi Restprodukter fra rejeproduktion indeholder i følge /25/ 44 mg astaxanthin per kg affald. På den baggrund kan det økonomiske potentiale opgøres: Anvendelig restproduktmængde (rejeskaller) per år: 32.000 tons Samlede astaxanthin mængde (ren) fra rejeskaller per år: 1.440 tons Estimeret markedsværdi per år: 16 mill. DKK Det økonomiske potentiale skal naturligvis sammenholdes med produktionsomkostninger og investeringer med henblik på at realisere det økonomiske potentiale. Da implementeringen af processen som nævnt vil kræve et udviklingsarbejde i Grønland er det meget vanskeligt, og udenfor dette projekt rammer, at estimere priser på anlæg og drift til en sådan produktion. 5.5.7 Referencer og publikationer /9/, /24/, /25/, /26/, /27/, /28/ 28

Rejeskaller (våde) Dampkogning Filtrering Presning i skruepresse Mælket lyserød væske Sojabønne olie Astaxanthin extrakt Olie separation (centrifugerin + varme) Emulsionsbrydning (saltdosering) Omrøring (turbulent) Emulgering Figur 2. Skitse over olieekstraktions proces med henblik på fremstilling af astaxanthin ekstrakt 29

Realistiske nyttiggørelsesmuligheder i slagteindustrien Slagteindustrien er stort set begrænset til et slagteri i Sydgrønland (Neqi). Problematikken er her, at der i forbindelse med den årlige slagtesæson fra slutningen af august til slutningen af oktober. I denne periode slagtes omkring 20.000-30.000 lam samt i mindre målestok får, rensdyr og heste. Der er ingen disponeringsmulighed for det affald som slagtningen medfører. På nuværende tidspunkt nedgraves affaldet, men det er i stigende grad vanskeligt at finde egnede nedgravningslokaliteter. Det problem, som skal løses er derfor at finde en alternativ bortskaffelse/udnyttelse af det organiske slagteriaffald som forekommer i en årlig batch. På grund af dette forhold, er det er afgørende at de valgte metoder er enkle og robuste. Det primære produkt fra slagteriet er kroppene. Der er her ud over skind. Disse saltes og bringes til kølelager inden salg. Hjerter, mellemgulv og en del lever opsamles, renses, fryses og pakkes for salg. Hoveder fraskæres særskilt. De afhornes, renses, fryses og pakkes for salg. Blodet fra afblødningen opsamles ikke, men udledes med spildevand. Der er på de følgende katalogsider gennemgået følgende metoder til nyttiggørelse af restprodukter fra slagterindustrien: Produktion af biogas Produktion af hundefoder 30

5.6 Produktion af biogas 5.6.1 Fordele (Tekniske, økonomisk og eventuelt miljømæssigt) Ved at producere biogas af organisk affald opnås, der flere fordele: 1) Affaldsmængden reduceres med optil 50 %, 2) Biogassen kan udnyttes som energikilde, 3) Det afgassede materiale stabiliseres og kan anvendes som gødning. 5.6.2 Erfaringer med implementering Bioforgasning af organisk affald er en veldokumenteres og velafprøvet teknologi. Ofte drives biogasanlæg med organisk affald af forskellig oprindelse. I Danmark er der overordnet to typer biogasanlæg: 1) Rådnetanke, som er biogasanlæg tilknyttet kommunale spildevandsrenseanlæg, hvor slammet fra spildevandsrensningen bioforgasses, 2) Biogasfællesanlæg, som er biogasanlæg, der modtager landbrugets gylle. Begge typer anlæg modtager stort set altid andet organisk industriaffald, hvilket bidrager til rentabiliteten. Det er dokumenteret, at i mindre mængder kan slagteriaffald tilsættes biogasanlæg uden, at de tidligere problemer med proceshæmning, skumning og dårlig omsætning. Det er ikke muligt, at drive et biogasanlæg udelukkende på slagteriaffald, da kvælstofindholdet vil blive for højt og dermed hæmme den mikrobiologiske proces. 5.6.3 Hvor er teknologien anvendelig Teknologien er anvendelig, hvor der er et konstant flow af organisk affald, som kan indfødes i anlægget. Affaldet skal være flydende og i nogen grad neddelt. I den konkrete situation med slagteriaffald i Narsaq fra den årlige slagtning af ca. 20.000 lam vil det være en forudsætning, at der er et biogasanlæg som primært drives af andet organisk affald eller spildevandsslam året rundt. Dette anlæg vil som supplement til biogasproduktionen kunne modtage en væsentlig del af affaldet fra slagteriet Neqi A/S, hvor der slagtes rensdyr, får, lam og heste fra slutningen af august og til slutningen af oktober. Der er omkring 2.000 indbyggere i Narsaq, og der er ikke nogen umiddelbare planer om at bygge et spildevandsrensningsanlæg med rådnetank. Forudsætningerne er således på nuværende tidspunkt ikke umiddelbart tilstede for bioforgasning af slagteriaffaldet. Såfremt der etableres et biogasanlæg et andet sted, f.eks. i forbindelse med et renseanlæg i Nuuk vil dette anlæg kunne fungere som aftager af organiske restprodukter, der medfører lokale miljøgener, herunder slagteriaffald. 5.6.4 Baggrund Baggrunden for at producere biogas af organisk affald er, at affald som ikke har andre anvendelsesmuligheder kan udnyttes til produktion af energi. Det gunstige ved processen er, at den i modsætning til andre behandlingsmetoder af organisk affald har en netto-energiproduktion. Den producerede biogas kan anvendes lokalt til opvarmning eller el-produktion. 5.6.5 Teknologi beskrivelse Teknologien er relativ simpel: organisk (pumpbart) affald tilføres kontinuert til en biogasreaktor/rådnetank, hvor anaerobe mikroorganismer omdanner kulhydrater, fedtstoffer og proteiner i affaldet til metan (65 %) og interne gasser hovedsageligt kuldioxid. 31