Dimapur 25. marts 2008 Nyhedsbrev nr. 7 Kibera og farvel Afrika Så lykkedes det endelig at få besøgt Kiberaslummen i Nairobi og at få hilst på Rose og Evans Emmasit (ledere af skolerne og kirken i Projekt Kibera). Det var en stor oplevelse at besøge Kibera. På samme tid var slummen helt som man havde forestillet sig at den ville være, og alligevel helt anderledes. Alverdens billeder giver måske nok en ide om, hvor tæt og fattigt mennesker bor, men lydene og lugtene er man nødt til at opleve helt tæt på. Men på trods af grøfter og kloaker med affald og afføring, alt for små huse på for lidt plads, nærmest umenneskeligt, så var menneskene og især børnene ligeså glade som alle de andre afrikanere, vi har mødt. Vores besøg i Kibera var desværre alt for kort, men vi nåede at se både de to skoler (primary og secondary) og kirken. På sekundærskolen gør lærerne og eleverne et stort stykke arbejde. Sidste år bestod alle eleverne med en afsluttende eksamen, der kunne få dem direkte på universitetet. Som Evans udtrykte det, at selvom eleverne er børn af slummen, så har de alligevel potentialet og mulighed for at blive fx læger eller advokater. Inden vi forlod slummen, var vi til gudstjeneste. Det var en rigtig god oplevelse, men underligt at tænke på at det formentlig var en af de sidste for
menigheden i den kirkebygning. Kirken og primary school skal nemlig rives ned til fordel for en stor vej der skal gå ind igennem slummen. Men intet er helt håbløst, Rose og Evans har allerede øjne på en ny grund i Kibera som de gerne vil købe til kirke og primary skole. I det hele taget var vores besøg i Kibera en rigtig god måde at afslutte vores besøg i Afrika på. Flyvetur og smarte flyvere med smarte telefoner Egentlig burde vi ikke bruge spalteplads på at berette om vores flyvninger, men vi er simpelthen nødt til lige at fortælle om flyselskabet Emirates vidunderlige fly. Ved hvert sæde var der satellittelefon, så man kunne ringe hjem, hvis man havde råd, og havde man ikke det, så kunne man jo lige hyle sine teammedlemmer ud af den ved at lave interne opkald. Det morede vi os faktisk en hel del ved, vi var heldigvis voksne nok til ikke at ringe til tilfældige sæder med passagerer vi ikke kendte om end tanken vist nok strejfede enkelte af os Menukortet på Emirates var et kapitel for sig. Sjældent har vi fået så lækker flymad der var lam krydret med mint, frisk frugt, kartoffel/rejesalat som forret, kiks og ost, diverse snacks og meget mere. Ydermere havde vi hver vores skærm, det har man selvfølgelig også i andre fly, men her kunne vi spille spil enten alene eller mod hinanden, der var vist ca. 50 forskellige spil, 30 forskellige radiokanaler og 20 forskellige film/tv kanaler.
Det var jo en helt ny verden for de unge danskere, der just var kommet ud af slummen. Na na na na Nagaland.. Vi er blevet så begejstrede for at være her, at vi, som I ser, har lavet et lille råb. Det er ikke kun landet i sig selv vi er begejstrede for, men det er i høj grad den gæstfrihed og imødekommenhed, vi bliver mødt med fra alle kanter. Ved første øjekast kunne man godt tro, at vi stadig var i Afrika, folk er bare lysere i huden. Men tempoet er anderledes, maden er stærkere og gudstjenesterne er kortere. Især til gudstjenesterne føler vi os godt hjemme, for der er egentlig ikke stor forskel på måden at prædike, synge sammen eller fejre nadver sammen, i forhold til det vi kender hjemmefra. Nagaland er en delstat af Indien, set på et atlas ligger Nagaland i det nordøstlige hjørne tæt på Myanmar. Det særlige ved denne delstat med omkring 2 mio. indbyggere, er at 98 % er kristne, og af dem er 90 % baptister. Det er ret sjovt at besøge en stat hvor baptistkirken er den dominerende kirke. Vi bor i byen Dimapur der er den største by i Nagaland. I vores første uge i Nagaland er vi blevet passet godt på af Dr. Wati og hans hustru Alongla. Dr. Wati er rektor for præsteskolen Oriental Theological Seminary (OTS). Vi er blevet forkælet fra det øjeblik vi ankom. Dr. Wati og Alonglas børn, der er jævnaldrene med os, studerer i USA, og de to har flere gange sagt at det er lidt som at have deres børn hjemme igen. Vores første hele dag tilbragte vi på OTS. Det er en præsteskole med 60 studerende. Skolen har, blandt andet ved hjælp af økonomisk støtte fra Baptistkirken i Danmark, arbejdet sig op til at være den førende præsteskole i området. Da vi var på besøg var de studerende i gang med sportsweek så hele ugen stod på diverse etablerede sportsgrene volleyball, fodbold mm, samt sækkevæddeløb og spisekonkurrence. Det var ganske underholdende at være med til, og vi var skam også på både volley og fodboldhold. Og når man ikke lige var på grønsværen var der rig mulighed for at snakke om løst og fast og det at være ung og studerende i henholdsvis Nagaland og Danmark. Og det viser sig jo, at der ikke er stor forskel på, hvad man drømmer om en god uddannelse, et godt job og en dejlig familie.
Vi har besøgt en organisation kaldet Sisterhood Network Dette netværk arbejder med at aktivere kvinder, der er underprivilegerede, enten pga. dårlig uddannelse eller lav social status. Kvinderne modtager undervisning hver dag i håndarbejde, madlavning og enkelte boglige ting. Derudover arbejder staben i Sisterhood Network med at fremme kvindernes selvværd og opmuntre dem til at læse videre. Flere af de unge kvinder fortalte, at deres liv var ændret markant i løbet af de måneder, de havde været en del af netværket. De følte sig mere værd og havde fået mod på tilværelsen og ikke mindst gode veninder. Kvindeforbundet i Danmark har på et tidspunkt givet økonomisk støtte til netværket, og det er der stor brug for så netværket kan nå endnu flere kvinder. Påske i Nagaland Vi havde glædet os meget til at fejre påske i Nagaland, og vi blev ikke skuffede. Langfredag morgen var vi i kirke sammen med en engelsktalende menighed. Efter gudstjenesten der også indeholdt nadver, blev vi inviteret til at blive og se filmen The Passion of the Christ. Det var en stærk oplevelse at se på en langfredag. Det gør påskens begivenheder om hvor meget Jesus led for vores skyld lidt mere forståelige. Påskedag, altså søndag, var vi i kirke hele to gange. Først på OTS og dernæst i byens største baptistkirke med plads til 8000 siddende gæster. Den var kæmpestor og helt uforståeligt for os at det var en baptistkirke. Til eftermiddagsgudstjenesten var 4 af de unge damer med til at synge i kor
sammen med de studerende fra OTS, det lød rigtig godt selvom de var lidt nervøse pga. kort øvetid. I skrivende stund er vi ved at pakke alle vores ting, for vi vender næsen mod Nagalands hovedstad Kohima, hvor vi blandt andet skal mødes med Kariuna og Vetso, der har været missionærer i Burundi. Det bliver sjovt at snakke lidt om vores Afrika med dem. Vi satser på et kort nyhedsbrev mere, inden vi om en uges tid rejser til Papua Ny Guinea, hvor der hverken er internet eller telefonforbindelse. Ha det rigtig godt. Kærlig hilsen Nille og Pia og resten af Global Team.