Bilag Svendborg Kommune Børn og Unge Ramsherred 5 5700 Svendborg Tlf. 62 23 30 00 Inklusion af 5 børn med betydelige og varige funktionsnedsættelser i dagtilbuddene Skovlinden/Vesterlunden og 4-Kløveren/Sundet 1. Barn i 4-Kløveren/Sundet Beskrivelse er fra pædagogisk teamleder Lone Bentzen www.svendborg.dk 27-02-2012 12/1066 Afd. børn og unge særlige behov Ref. BASCHO bu@svendborg.dk E er født med Downs syndrom. E startede i 4-Kløveren på en ressourceplads, da han var 10 måneder. E har haft et ekstra år i vuggestuen, så han startede først i børnehaven den 1/8 2011 som 4 årig. E trives godt og er tryg i børnehaven, men har brug for en voksen, der kan guide ham gennem hele dagen. Det har vi ikke mulighed for med de personaleressourcer, som vi har i 4- Kløveren, da Ressourcepædagogerne har 2 3 børn hver. Derfor har vi søgt Familieafdelingen om ekstra timer, så E kunne forblive i 4-Kløveren, og udvikle sig i en børnegruppe hvor han er inkluderet i fællesskabet i en almindelig børnehavegruppe. Hvad kan vi give E i 4-Kløveren: - Et personale, der igennem 11 år har arbejdet med at inkludere børn med Downs. - Samvær med et andet barn med Downs. Det andet barn er et meget dygtigt barn med Downs, som E kan lære meget af. - Mulighed for, at være en del af en almindelig børnegruppe. - En børnegruppe, der møder og accepterer E på en anerkendende måde.
- En børnegruppe hvor E er meget optaget af de andre børns leg. - En børnegruppe som E kan spejle sig i. Eks. Til den daglige samling, hvor vi synger og laver sanglege. I sandkassen, hvor han efterligner de andre børns leg i at lave kager. Fællessamling for hele 4-Kløveren hvor han synger og danser, og tør være på i midten. I motorikrummet, hvor han kravler i modulerne efter de andre børn. I vuggestuen, hvor han efterligner de andre børns leg. På vuggestuens rutsjebane, rutsjer han efter de andre børn, osv. - En institution, der bruger tegn til tale i arbejdet med børn med sprogvanskeligheder, og bruger det i dagligdagen til alle børn, når vi synger. - En institution, der synger meget, hvilket er den måde E udvikler sig bedst igennem. - En hverdag, hvor E kan udvikle sig i det tempo, der passer til ham, og hvor han kan nå at lære en del, inden han skal i skole. - Mulighed for at deltage i vuggestuen eller børnehavens aktiviteter, de dage det giver bedst mening. - En personalegruppe, der har et godt samarbejde med forældrene. Es forældre havde svært ved, at se E i en gruppe som Jægermarken. De syntes, at børnene var meget handicappede, og var bange for, at E ville gå tilbage i udviklingen og gå og dimse med et eller andet. De havde et stort ønske om, at E blev i 4-Kløveren og kunne fortsætte den gode udvikling i samværet med den almindelige børnehavegruppe. Forældrene blev meget glade, da ordningen med Familieafdelingen faldt på plads. 2. Barn i Skovlinden/Vesterlunden Brevet er fra Bertrams forældre Til rette vedkommende 21/2-2012 I år 2008 stod vi overfor et svært valg. Kommunen ville gerne have Bertram i en institution, der på papiret, lå lige til højrebenet (Jægermarken) i forhold til hans funktionsvanskeligheder / handicap. Side 2 af 5
Vi ville gerne forfølge en mulighed for at anbringe Bertram blandt normalt fungerende børn. Velvidende, at han nok ville blive den svageste blandt de stærke. Vi tog på besøg i Jægermarken og snakkede med personalet. Vi så børnene og omgivelserne, og vi vurderede umiddelbart, at mange af børnene var mere handicappede, end Bertram. Vi spurgte, om det var muligt, at børnene i kortere eller længere perioder blev inkluderet med børn indenfor normalspektret. Svaret var, at det var muligt, men ikke skete så ofte. Valget var derfor ikke så svært. For os at se, var det situationen, at han på papiret hørte til i Jægermarken, der gjorde det vanskeligt for ham at have en vanskelighed. Vi troede på, at det måtte være muligt at skabe et miljø der ikke stigmatiserede Bertram i en specialinstitution med de vanskeligheder han end måtte have. Vores overbevisning var, at det var vigtigt for Bertram, med den rette støtte, at få chancen for at udvikle sig blandt normalt fungerende. Med rette støtte, mener vi, at det skulle være muligt at få både ergoterapi, fysioterapi og støtte i dagligdagen, hvis dette var nødvendigt. Det tilbud, vi fik tog hånd om alle disse elementer. Vi har ikke fortrudt vores valg. Skovlinden bakkede os 100 % op i tanken om, at det var muligt at inkludere Bertram i det normale fællesskab. Vi oplevede, at Skovlinden, andre eksperter og os selv, blev tvunget til at tænke ud af boksen og udvikle og udforske systemet på en ny positiv måde. Vi har oplevet, at alle de faktorer som eksperterne (fx Rasmus Ahlenkær) i dag mener, bør være til stede ved inklusion, var til stede. Bertrams fysiske tilstedeværelse, hvor han mentalt var til stede. Den sociale del, hvor han var i trivsel og blev accepteret og støttet af sine kammerater og til sidst, den faglige inklusion, hvor Bertram deltog i Skovlindens dagligdag med guidning. Årene i Skovlinden udviklede Bertram meget. Når man møder børn som Bertram, er det ofte tilgangen til barnet øjnene der ser - der kommer til at betyde noget. Er barnet et problem der skal løses eller en solopgang der skal opleves? Som forældre var vi ikke i tvivl om, at Bertram var en solopgang der skulle opleves og bidrage med det han kunne til fællesskabet i Skovlinden. Samme oplevelse føler vi, at han blev mødt med i Skovlinden, blandt både børn og voksne. Vores oplevelse er, at børnene i Skovlinden holdt utrolig meget af Bertram, og at de har fået foræret en rummelighed de måske ellers ikke ville have erfaret. Vi håber, at andre børn får muligheden for at bidrage til rummelighed der er mange flere solopgange, der skal opleves! Skulle, der være behov for andet fra vores side, så står vi som altid til rådighed med vores erfaringer og andet. Med venlig hilsen Mette Gandrup & Christian Steffensen Side 3 af 5
3: Barn i Skovlinden/Vesterlunden Den konkrete case vedrørende Lau, der blev visiteret til Skovlinden/Vesterlunden vedhæftet i bilag med artiklen: Glæden kom tilbage, der er bragt på kommunens hjemmeside. 4. Barn i Skovlinden/Vesterlunden Beskrivelsen er fra mor til Frederik i Skovlinden/Vesterlunden: Frederik er 3 ½ år, han er sent udviklet, har på nuværende ingen diagnoser og bliver fortsat udredt ved OUH. Frederik startede i Skovlinden august 2010, efter 1 år i dagpleje. Frederik har siden han blev født været fulgt af lægevidenskaben og af det som jeg betegner som praktikerne dvs. specialrådgivningen, PPR, pædagoger, fysioterapeuter, ergoterapeuter og psykologer. Da Frederik kom til Skovlinden, skete der en markant udvikling med ham på stort set alle områder, ligeledes blev der taget hånd om alle praktikerne, som tidligere fyldte meget i vores hverdag, da jeg skulle tage fri fra arbejde og det skulle planlægges og passes ind, hvilket fyldte utroligt meget i vores liv. Ved et møde sidste år i Skovlinden hvor specialrådgivningen var med og gav deres vurdering af Frederik, en vurdering jeg ikke kunne genkende, pegede de på Jægermarken. Ud fra den beskrivelse jeg her fik af Jægermarken som institution, samt at jeg ikke kunne genkende mit eget barn, som beskrevet af specialrådgivningen. Hvorfor Jægermarken kom i spil fra specialrådgivningens side ved jeg ikke. Det har hele tiden været min opfattelse, at Frederik var rigtig godt placeret i Skovlinden og at de løsninger, ressourcer og faglige kompetencer der er til stede i Skovlinden, er de bedste til at varetage Frederiks behov. På baggrund af mine egne erfaringer, mener jeg også at det er berigende og udviklende for almindeligt fungerende børn og voksne, at have relationer og kontakt til Frederik og andre som ham. Min personlige holdning og ønsker er at børn og voksne med eller uden handicap, har det bedst uden at blive sat i kasser/diagnoser, hvilket kan medvirke til at begrænse udvikling og læring. Jeg har hele mit liv kommet på institutioner og været sammen med handicappet, idet jeg har en søster på 45 år, der er svært handicappet og har autistiske træk, hvad det så end er. Hun kom på institution som 6 årig på Strandvænget, et sted som dengang og i dag fremstår som skræmmende for mig, som 10 årig kom hun til en instution i Ringe et nedlagt landbrug, med børn med meget forskellige handicap, efterfølgende har hun boet i minibo (parcelhus med 6-8 beboer) i Svendborg og Odense, hvilket helt klart har været det mest suværene og det bedste for hende. I dag er hun desværre igen (ligner Strandvænget) på en institution i Tommerup kun med meget svært handicappet, institution er ny og fin!, ligger et øde sted på en mark, Side 4 af 5
med et kæmpe jerngitter omkring, selve institutionen ligner et åbent fængsel. Sidstnævnte har jeg nævnt fordi det er her at min største bekymring er, at Frederik engang i fremtiden skal havne et sådant sted. Hvorfor er det at vi I mange år har taget hånd om dem der var anderledes på en menneskelig og inkluderende måde for så igen at sætte dem i kasser der begrænser og udelukker. Tak for jeres tid Med venlig hilsen Susanne Albrechtsen 5: Barn i Skovlinden/Vesterlunden Historien om William er en kendt historie om en dreng, der skulle være visiteret til Jagtvejens Børnehave i Odense for børn med autisme, men hvor der i stedet i tæt samarbejde med forældre blev udarbejdet en særlig tilrettelagt indsats for William i Skovlinden/Vesterlunden. Der er vedlagt link til kommunens hjemmeside Hisorien om William : http://www.svendborg.dk/files/svendborg%20kommune/pressemeddelelser/2011% 20Pressemeddelelser/01%20jan/Historien%20om%20Williamsmall.pdf Side 5 af 5