ALDER Af Pia Fromholt. Mellem

14 ALDER Af Pia Fromholt Mellem Aldrig før er så mange mennesker blevet så gamle. Først nu skal samfundene gøre erfaringer med, hvordan man indretter sig på denne gråning af samfundet. Da dette århundrede begyndte, var i Danmark den gennemsnitlige livslæng-de 51 år for mænd og 56 for kvinder. Det var en synlig øgning af livslængden i forhold til århundrederne forud, men trods alt beskeden. Og næppe mange havde forestillet sig den eksplosive vækst i livslængderne, der skulle indfinde sig i resten af århundredet. I løbet af de næste 75 år skulle et gennemsnitsliv forlænges med omkring 20 år. Den historiske demografi viser i tørre tal, at vi står over for et livslængde-fænomen, som vi ikke har no-

15 sundhed &svækkelse gen historisk erfaring med at håndtere. Aldrig nogen sinde tidligere er så mange mennesker blevet så gamle, og samfundene skal gøre sine jomfruelige erfaringer med, hvordan man indretter sig på denne gråning af samfundet. Udviklingen stiller også fagdisciplinerne over for nye spørgsmål. Psykologien som videnskab og praksis må indrette sig på det lange udviklingsperspektiv og formulere teorier og modeller, der rækker ud over den tidlige voksenalder, hvor mange af de store, traditionelle udviklingsteorier har været tavse. Aldersdeterminismen Helt tilbage fra antikken blev alder per se anset som årsag til forandringer hos mennesker. Græske filosoffer som Aristoteles havde med malende metaforer beskrevet aldringen som en nedkølings- eller udtørringsproces (Kirk, 1994). Med den modernisering af sprogbrugen og metaforerne, som aldersforskningen efterhånden nødvendiggjorde, har grundtanken om aldringens universelle og normative forløb holdt sig forbavsende uændret gennem tiden. Alder som iboende kausalitet for ændring gennemsyrer ældre værker om alderdommens psykologi. Man kunne fx læse, at alderen gjorde mennesker mere forsigtige, regressive og rigide, og disse ændringer tolkedes FOTO. BILLEDHUSET

16 Men trods alle gode intentioner bag opskrifter på det sunde liv kan der være nogle uheldige konsekvenser ved, at det i højere grad gøres til menneskets eget ansvar at sikre sig et fysisk og psykisk sundt livsløb ved at udvikle de rigtige vaner og undgå de forkerte. som et resultat af en fremadskridende biologisk og intellektuel degeneration. Men denne udviklingsforståelse blev kraftigt udfordret i anden halvdel af dette århundrede, hvor den moderne aldersforskning kunne fremlægge viden fra longitudinelle og cross-sekventielle undersøgelser over menneskets livslange udvikling, som tegnede et langt mere varieret billede af udvikling over tid (Schroots, 1996). Udviklingsoptimisme Efterhånden som det overbevisende blev dokumenteret, at aldringen var påvirkelig og ikke udtømmende kunne forstås ud fra iboende aldringsprocesser, blev nye udviklingsparadigmer formuleret. Op igennem l970 erne og accelererende i 1980 erne og 1990 erne har vi været vidne til udviklingsmodeller, som i høj grad har baseret sig på begreber som livslang udvikling, aktivitet og mental træning og vedligeholdelse (Schaie, 1994). Det aktive aldringsparadigme slog igennem på mange fronter. Både på samfundsplan i form af en række initiativer til at støtte aktivering og mobilisering af ældre, men også i den enkeltes bevidsthed, hvor forestillinger om egen alderdom er præget af bibeholdelse af et højt aktivitetsniveau (Fromholt, Larsen & Snell, 1994). Det mere optimistiske syn på aldringens natur og påvirkelighed var timet rigtigt i forhold til udviklingen i alderssammensætningen i befolkningen, fordi den kraftigt øgede livslængde ville betyde, at mange flere ville tilbringe flere år i den livsperiode, hvor risikoen for svækkelse er stærkt øget (og dermed den økonomisk belastning for samfundet og personlige byrder for den ældre og pårørende). I dette nye åndelige klima, hvor træning og vedligeholdelse skulle holde aldringens fysiske og psykiske forfald på større afstand, blev disengagering og passivitet modpoler til den sunde aldring. Denne bølge af udviklingsoptimisme ernærer sig af ønsket om, at aldringen kan udskydes eller måske endda elimineres i visse henseender. Samme tendens kendes fra sundhedsdebatten, hvor der sættes fokus på, hvordan forskellige facetter af vores livsstil og vaner kan påvirke helbredet på lang sigt. Men trods alle gode intentioner bag opskrifter på det sunde liv kan der være nogle uheldige konsekvenser ved, at det i højere grad gøres til menneskets eget ansvar at sikre sig et fysisk og psykisk sundt livsløb ved at udvikle de rigtige vaner og undgå de forkerte. Derved kommer man måske til at lægge for megen vægt på det idealiserede ungdomsbillede og bliver for lidt rummelig over for en række af de grundbetingelser, der kan være dominerende senere i livet, i form af uundgåelige fysiske og psykiske svækkelsestilstande. Forebyggelse og vedligeholdelse Det aktive og dynamiske udviklingssyn, der har skabt en nødvendig nyorientering inden for den almene udviklingsteori, har også sin relevans i

17 forbindelse med visse kliniske former for intellektuel svækkelse hos ældre, fx det såkaldte rust-fænomen, hvor socialt isolerede ældre får forringet hukommelse og koncentration på grund af mangel på stimulation og brug af færdighederne. Forebyggelse og vedligeholdelse er betydningsfulde begreber for det kognitive funktionsniveau. Forebyggelse er det mest positivt ladede begreb. Det implicerer, at man ved en eller anden form for aktiv og systematisk indsats (at gøre noget nyt eller ophøre med at gøre noget tilvant) kan undgå, at man ændrer sig fra noget bedre til noget værre man forebygger altid en forværring eller en nedgang. Der ligger et elastisk fremtidsperspektiv i begrebet, man kan forebygge på kort eller meget lang sigt. Forebyggelsens fiasko ligger i nedgangen. Vedligeholdelse er et begreb af mere statisk karakter, der handler om at bevare noget uændret. Vedligeholdelsen implicerer ikke nødvendigvis en særlig aktiv og bevidst indsats, som det var tilfældet med forebyggelsen. Vedligeholdelse kan blot bestå i, at man fortsætter med at gøre det, man altid har gjort. En række undersøgelser, bl.a. af Schaie og Willis (1986), har overbevisende dokumenteret, at indsatser i form af kognitiv træning og vedligeholdelse har gavnlig effekt på ældres funktionsniveau, og støtter således antagelsen om, at ældre har en mental reservekapacitet, der kan aktiveres ved passende udfordring og stimulation. FOTO. BILLEDHUSET Hvor går grænserne Den velkendte overlevelseskurve illustrerer, hvordan udviklingen er gået i retning af, at kurven antager en mere rektangulariseret form, dvs. at dødeligheden komprimeres i den sidste ende af kurven. Overlevelseskurven kan også opfattes som en funktionskurve, hvor fysisk og psykisk svækkelse udskydes, så den sidste svækkede periode af livet bliver kortere og hurtigere forløbende. Hvor går grænserne for den fremherskende sundhedstænkning omkring forebyggelse og vedligeholdelse? Er der sket en afsmitning af disse modeller til den del af de ældre, der befinder sig i en uafvendelig nedgangsfase, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage? Mange livsløb ender her, såsom progredierende demensformer og ældre i terminalfalds-fasen, hvor livskraften er brugt op (Berg, 1996). Svækkelsesfasen I tilbageblikket springer det i øjnene, at de interventionsmetoder, der slog igennem i 1970 erne på demensområdet (som fx realitetsorientering og mentale stimulationteknikker), tog afsæt i et aktivt behandlingsparadigme med træning og vedligeholdelse af kognitive funktioner ud fra et læreprocesorienteret perspektiv. Efter de første års optimisme måtte fagpersoner efterhånden erkende, at resultaterne fra disse metoder var nedslående dels fordi den ældre med demens ikke kunne generalisere sine erfaringer til andre situationer, dels fordi personen reagerede med vrede og forvirring på en systematisk træningsprocedure.

18 For mig at se, er den afgørende betydning i de senere års psykologiske demensparadigmer, at vi har fået en orientering, der forholder sig til den svækkede ældre i dennes eget univers. Disse erfaringer medførte et skift i opfattelsen af personer med demens. Fra at se ham eller hende som en person med reservekapacitet, der som det var tilfældet med den udemente kunne aktiveres ved træning og stimulation, blev den demensramte i højere grad opfattet som en person, der fungerede on the limits og snarere stod i risiko for at blive overstimuleret end understimuleret. Indførelsen af skærmede enheder for personer med demens var en logisk konsekvens af dette paradigmeskift. Det nye grundlag, der skal udfylde det behandlingsmæssige vakuum efter de træningsorienterede paradigmer, har en mere omfattende karakter, hvor både de kognitive og de psykodynamiske aspekter ved demensen indgår. Kompleksiteten i den nyere psykologiske demensforståelse illustreres i bogen Psykologiske perspektiver på aldersdemens (Solem, Ingebretsen, Lyng & Nygård, 1994), hvor bl.a. Kersti Wogn-Henriksen fremlægger en nuanceret psykodynamisk tilgang til virkeligheden til mennesker med demens, som forholder sig til svækkelsens realitet på dens egne betingelser. Coping-modellen Et af de helt centrale bidrag til para- digmeskiftet udgøres af copingmodellen, som den er formuleret af R. S. Lazarus (Lazarus & Polkman, 1984; Lazarus, 1998). Modellen er ikke udviklet med sigte på kliniske problemstillinger, men dens almene karakter gør den anvendelig som instrument til forståelse af den demensramtes verden og retningsgivende for samværet med personer med demens. De principielle udgangspunkter i coping-modellen retter sig mod at: Integrere kognitive, emotionelle og motivationelle aspekter. Give en forståelsesramme, der giver plads til individuelle forskelle. Betone den subjektive tolkning, som kan føre til individuelle virkeligheder. Være relativt lidt normativ, dvs. undgå aprioriske antagelser om rigtig adfærd. Disse udgangspunkter kan medvirke til at begrænse polariseringen mellem den raske og den svækkede ældre. Der lægges nemlig op til, at man i begge tilfælde forholder sig til adfærden ud fra normalpsykologisk indsigt i, hvordan mennesker interagerer med deres omverden. Derved gøres den demensramtes adfærd og virkelighedsopfattelse begribelig på et alment menneskeligt plan, og personens handlinger, hvor irrationelle og forstyrrede de end kan fremtræde, kan opfattes som forsøg på at mestre en verden i opløsning snarere end rene symptommanifestationer (Fromholt et al., 1993). For mig at se, er den afgørende betydning i de senere års psykologiske demensparadigmer, at vi har fået en orientering, der forholder sig til den svækkede ældre i dennes eget univers. At den demente ældre så at sige frisættes fra det objektive virkelighedskrav i takt med, at de kognitive funktioner forringes. Pia Fromholt er forskningsprofessor og leder af Center for Gerontopsykologi i Århus

19 FOTO: BILLEDHUSET Referencer Berg, S. (1996). Behavior and terminal decline. I J. E. Birren & K. W. Schaie (Eds.), Handbook of the psychology of aging (ss. 323-337). San Diego: Academic Press, Inc. Fromholt, P., Larsen, P. & Snell, H. (1994). Own aging: Future time perspectives and scenarios perceived by females employed in old age care. Aging. Clinical and Experimental Research, 6,73-79. Fromholt, P., Bender, L. & Torpdahl, P. (1993). Den demente og den professionelle psykologens vinkel. Gerontologi og Samfund, 3,46-48. Kirk, H. (1994). Da alderen blev en diagnose. Konstruktionen af kategorien alderdom i 1800- tallets lægelitteratur. Munksgaard: København. Lazarus, R. S. (1998). Coping with aging: Individuality as a key to understanding. II. H. Nordhus, G. Vanden- Bos, S. Berg & P. Fromholt (Eds.), Clinical geropsychology. Washington, DC: American Psychological Association (ss. 109-130). Lazarus, R. S. & Folkman, S. (1984). Stress, appraisal, and coping. New York: Springer Publishing Company. Schaie, K. W. (1994). The course of adult intellectual development. American Psychologist, 49, 304-313. Schaie, K. W. & Willis, S. L. (1986). Can decline in adult intellectual functioning be reversed? Developmental Psychology, 2,223-232. Schroots, J. J. F. (1996). Theoretical developments in the psychology of aging. The Gerontologist, 36,742-748. Solem, P. E., Ingebretsen, R., Lyng, K. & Nygård, Aa. (1994). Psykologiske perspektiver på aldersdemens. Oslo: Universitetsforlaget. Norsk temanummer om ældrepsykologi Myterne om alderdommen er mange, men interessen for ældrepsykologi øges også i takt med ældrebølgen: Hvad foregår der egentlig inde i hovedet på et menneske, som begynder at ældes? Hvorfor er det sådan, at ældre mennesker sjældent går til psykolog, men de over 65 år tegner sig for næsten halvdelen af det totale forbrug af beroligende piller, sovemedicin og smertestillende midler? Spørgsmål som disse belyses af et temanummer af Tidsskrift for Norsk Psykologforening, som er viet ældrepsykologi. Redigeringen er foretaget af Geir Høstmark Nielsen og Inger Hilde Nordhus. Pia Fromholts artikel er i let ændret form hentet fra dette temanummer. Der er bidrag fra en række skandinaviske psykologer. Flere af artiklerne er viet bistand til mennesker med aldersdemens og deres pårørende. Hvordan skal vi få tilgang til og forståelse for deres indre verden? Hvilke virkninger har lidelsen på forholdet mellem ægtefællerne? Og hvordan kan vi bedre imødekomme familiens behov? Temanummeret er på 67 sider og koster 120 kr. Det fås hos Norsk Psykologforening, Postboks 8733, Youngstorvet, N-0028 Oslo, NORGE. Tlf. +47 23 10 31 30, fax +47 22 42 42 92.