Statsforvaltningens udtalelse af 5. marts 2007 til Jesper Kiel, medlem af kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune: De har ved mail af 5. februar 2007 på egne vegne og på vegne af Arne Ebsen, Bruno Hansen, Masoum Moradi, Jens Munk og Torben Jensen anmodet Statsforvaltningen Syddanmark om at iværksætte en nøjere undersøgelse af forholdene omkring Svendborg Kommunes beslutning om at udskille vand- og spildevandsforsyningen i 2 aktieselskaber. 05-03- 2007 De undrer Dem over, at kommunen lovligt kan sælge et forsyningsområde, som er baseret på brugerbetaling for derefter at overføre salgsprovenuet til den skattefinansierede del af kommunens økonomi. Det er Deres opfattelse, at brugerne af spildevandsområdet har en berettiget forventning om, at brugerområdet holdes adskilt fra de øvrige kommunale driftsopgaver. Udtalelse: Statsforvaltningen Syddanmark fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, jf. 48, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse (styrelsesloven - lovbekendtgørelse nr. 1060 af 24. oktober 2006). Det følger af bestemmelsen, at statsforvaltningen påser overholdelse af lovgivningen, det vil sige såvel skreven som uskreven ret herunder offentligretlige grundsætninger. Statsforvaltningen kan ikke tage stilling til, om kommunernes dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige. Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at der for de kommunale forsyningsvirksomheder, som udgangspunkt, gælder et hvile-i-sig-selv-princip. Hvile-isig-selv-princippet indebærer, at en kommunal forsyningsvirksomheds indtægter og udgifter set over en årrække skal balance. TILSYNET MED KOMMUNERNE I REGION SYDDANMARK OG MED REGION SYDDANMARK STATSFORVALTNINGEN SYDDANMARK H.P. HANSSENS GADE 42 6200 AABENRAA JOURNAL NR.: 2007-613/158 SAGSBEHANDLER: IMSOE DIREKTE TELEFON: 7256 7956 TELEFON: 7256 7900 TELEFAX: 7462 8409 CVR-NR. 66-75-07-28 EAN-NR. 5798000362291 syddanmark@statsforvaltning.dk www.statsforvaltning.dk EKSPEDITIONSTID: MANDAG - ONSDAG: 10.00-15.00 TORSDAG: 10.00-17.00 FREDAG: 10.00-13.00 TELEFONTID: MANDAG-ONSDAG: 10.00-14.00 TORSDAG: 12.00-17.00 FREDAG: 10.00-13.00 Med princippet varetages dels et hensyn til kommunens skatteydere, dels et forbrugerbeskyttelseshensyn. Kommunen kan på den ene side ikke anvende sine skatteindtægter til at give tilskud til de af kommunens borgere, der får forsyning fra den pågældende kommunale forsyningsvirksomhed, ligesom kommunen på den anden side ikke kan fastsætte så høje takster over for forbrugerne hos en kommunal forsyningsvirksomhed, at forbrugerne derved afkræves en indirekte skat til
afkræves en indirekte skat til finansiering af kommunens andre aktiviteter. Hvile-i-sig-selv princippet indebærer således, at de takster, brugerne opkræves, er omkostningsbestemte, og at der skal være en adskillelse mellem indtægter og udgifter vedrørende det pågældende område og den almindelige kommunekasse. De kommunale forsyningsområder omfatter normalt levering af el, gas, vand og varme. På nogle forsyningsområder er der i lovgivningen direkte taget stilling til hvile-i-sig-selv princippet. Således lovfæster 52a i Lov om vandforsyning (vandforsyningsloven lovbekendtgørelse nr. 71 af 17. januar 2007) hvile-i-sigselv princippet for vandforsyning i Danmark, hvorefter hver vandforsynings indtægter ikke må overstige dens udgifter, og at den kun må afholde udgifter der er direkte relateret til den pågældende vandforsynings almindelige aktiviteter. Tilsvarende gælder for spildevandsanlæg, jf. 1, stk. 2 i Lov om betalingsregler for spildevandsanlæg (betalingsloven lovbekendtgørelse nr. 716 af 23. juni 2001 som senest ændret ved lov nr. 1571 af 20. december 2006). Ovennævnte bestemmelser i henholdsvis vandforsyningsloven og betalingsloven relaterer sig direkte til forsyningsvirksomhedernes prisfastsættelse. Spørgsmålet er, om det også af bestemmelserne kan udledes, hvordan der skal forholdes med et eventuelt provenu ved et samlet salg af en kommunal forsyningsvirksomhedens aktiver. I et notat af 19. november 2004 udarbejdet af Kammeradvokaten på anmodning fra Miljøstyrelsen (j.nr. 2022-0004) i forbindelse med det såkaldte serviceeftersyn af vandsektoren er blandt andet anført følgende om hvile-i-sigselv princippet i forhold til vandforsyningsloven og betalingsloven: 1.1 Vandforsyningsloven Vandforsyningsloven indeholder ingen udtrykkelig regulering af kapitalforholdene i virksomheder med aktiviteter inden for lovens område. U dgangspunktet er derfor, at virksomhederne frit kan disponere over deres kapital. Eventuelle begrænsninger i adgangen til at disponere over provenuer ved salg af virksomhedernes vandforsyningsaktiviteter skulle være indirekte følger af prisreguleringen i vandforsyningsloven. I dag er denne regulering i princippet en hvile-i-sig-selv regulering, hvilket betyder, SIDE 2
at i hvert fald løbende overskud på driften i vandforsyningsvirksomhederne skal tilbageføres til forbrugerne over priserne. Denne prisregulering kan imidlertid næppe antages indirekte at indebære begrænsninger i virksomhederne adgang til at disponere over kapital, som fremkommer ved eventuel afhændelse af deres vandforsyningsaktiviteter. Det må endvidere anses for usikkert, i hvilken udstrækning denne regulering indebærer begrænsninger i virksomhedernes og deres ejeres muligheder for at disponere over deres kapital under driften af vandforsyningsvirksomheden. Ved min vurdering har jeg lagt vægt på, at hvile-i-sig-selv princippet først i 1998 er introduceret i vandforsyningsloven, og at det så sent som ved den senest forudgående ændring af vandforsyningsloven i 1985 var usikkert, hvilken betydning hvile-i-sig-selv princippet havde på vandforsyningsområdet. Når hvile-i-sig-selv princippet i 1998 blev lovfæstet i vandforsyningsloven, skete det efter anbefaling fra drikkevandsudvalget. Af udvalgets betænkning fremgår, at udvalget anbefalede at lovfæste hvile-i-sig-selv princippet for at fjerne usikkerheden om, hvilke udgifter vandforsyningen lovligt kunne afholde. Drikkevandsudvalget henviste i den forbindelse bl.a. til reguleringen på elforsyningsområdet, men uden at man i den forbindelse forholdt sig til, om lovfæstelsen af hvile-i-sig-selv princippet skulle have konsekvenser for virksomhedernes muligheder for at disponere over deres kapital. Der savnes således tilkendegivelser, som kan underbygge, at virksomhederne er undergivet begrænsninger i adgangen til at disponere over deres kapital. Endvidere har jeg lagt vægt på, at der ikke i den af Miljøstyrelsen fremsendte praksis er eksempler på afgørelser i vandforsyningsloven, som fastslår begrænsninger i virksomhedernes adgang til at disponere over deres kapital. 1.2 Betalingsloven Efter min vurdering er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at vandløbsloven, miljøbeskyttelsesloven eller senere betalingsloven har tilsigtet bindinger på den kapital, som måtte blive frigjort ved en samlet overdragelse af en spildevandsvirksomhed. Endvidere må jeg anses det for usikkert, i hvilken udstrækning de nævnte love har medført begrænsninger i virksomhedernes adgang til at disponere over deres kapital under driften af spildevandsvirksomheden. Ved min vurdering har jeg især lagt vægt på, at hverken vandløbsloven, miljøbeskyttelsesloven eller betalingsloven har indeholdt eller indeholder nogen udtrykkelig regulering af spildevandsvirksomhedernes kapitalforhold. Også her måtte eventuelle begrænsninger i virksomhedernes adgang til at disponere over deres kapital være begrundet i reguleringen af virk- SIDE 3
somhedernes priser, som i hvert fald siden vandløbsloven af 1949 i princippet har fulgt et hvile-i-sig-selv princip. Selv om hvile-i-sig-selv princippet således lovgivningsmæssigt har en længere historie på dette område end på vandforsyningsområdet, har princippets indhold heller ikke på dette område været klart defineret. Jeg henviser herved bl.a. til, at fravigelser fra princippet ikke var udelukket efter forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven fra 1978. Hertil kommer, at der ikke i forarbejderne til de ovenfor omtalte love er spor af stillingtagen til, hvilke konsekvenser reguleringen skulle have for virksomhedernes adgang til at disponere over deres kapital. Endvidere har jeg lagt vægt på, at der tilsyneladende ikke er praksis om, hvilken betydning de omtalte love har for virksomhedernes adgang til at disponere over kapital frigjort ved samlet overdragelse af virksomhedernes aktiviteter, ligesom der ikke i praksis synes taget stilling til, hvilke begrænsninger de nævnte love har medført for virksomhedernes og deres ejeres adgang til at disponere over virksomhedens kapital under driften af spildevandsvirksomheden. 1.3. Hvile-i-sig-selv princippet som kommunalretlig grundsætning Det er almindeligt antaget, at der eksisterer en ulovbestemt kommunalretlig grundsætning, hvorefter kommunale forsyningsvirksomheder skal "hvile-i-sig-selv". Som udgangspunkt medfører dette, at kommunale forsyningsvirksomheder er underlagt en prisregulering, hvorefter i hvert fald de løbende driftsoverskud skal tilbageføres til forbrugerne. Afgrænsningen af dette "hvile-i-sig-selv" princip eller "kostprisprincip" er imidlertid uskarp, og der hersker tvivl om, hvorvidt princippet er udtryk for gældende ret eller blot udtryk for et fornuftigt princip. "Hvile-i-sig-selv" princippet er således anset for gældende ret af tilsynsmyndighederne og af Folketingets Ombudsmand siden 1970'erne, ligesom denne opfattelse har vundet indpas i den overvejende del af den kommunalretlige litteratur. Men tilsynsmyndighederne har aldrig grebet til 61-sanktioner for at få kommunerne til at efterleve princippet, ligesom spørgsmålet ikke har været indbragt for domstolene, selvom der har været grund hertil i forbindelse med, at kommuner har udtalt sig imod tilsynsmyndighederne. Hertil kommer, at Folketinget synes at have tillagt princippet så begrænset praktisk betydning, at der er grebet ind med speciallovgivning på en række forsyningsområder for at opnå de resultater, som princippet tilsigter at realisere. Endvidere er det i en voldgiftskendelse fra 2001 lagt til grund, at der - trods opfattelsen i den juridiske litteratur, hos tilsynsmyndighederne SIDE 4
og Folketingets Ombudsmand - er betydelig usikkerhed om princippets eksistens og udstrækning. På denne baggrund må jeg anse det for usikkert, i hvilken udstrækning det kommunalretlige princip om "hvile-i-sig-selv" skal anses for en bindende retsregel, fra hvornår princippet i givet fald har fået denne karakter, og hvad rækkevidden af princippet måtte være. På det foreliggende grundlag er det dog min vurdering, at princippet maksimalt kan have reguleret virksomhedernes prisfastsættelse. Princippet giver ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at der gælder begrænsninger i kommuners adgang til at disponere over kapital, som frigøres ved overdragelse af aktiviteter inden for den kommunale del af vandforsyningssektoren, ligesom det må anses for usikkert, hvilke begrænsninger princippet indebærer for kommunernes adgang til at disponere over forsyningsvirksomhedernes kapital, medens virksomhederne er i drift. Miljøministeren har den 1. februar 2007 på regeringens vegne på baggrund af det indgåede politiske forlig om udmøntning af regeringens ideoplæg Serviceeftersyn af vandsektoren fra 2005 indgået aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten om vandsektorens fremtidige udvikling. Det fremgår blandt andet af aftalen, at det skal lovfæstes, at de kommunale vand- og kloakforsyninger, som i dag er en del af den kommunale forvaltning, skal udskilles i selskaber i form af A/S, ApS, A.m.b.a. eller andre selvstændige juridiske personer, for at sikre en klar og entydig juridisk adskillelse mellem kommunen og forsyningen. Miljøministeren vil på baggrund af aftalen fremsætte et lovforslag om vandsektoren til efteråret. Miljøministeren har samtidig fremsat forslag til lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger (lovforslag nr. 145 af 1. februar 2007. Lovforslagets 1, 2 og 6 lyder således: 1. Loven finder anvendelse på kommunale forsyningsvirksomheder, der 1) indvinder, behandler eller transporterer ledningsført drikkevand til andre mod betaling, eller som udelukkende eller overvejende stiller aktiver, der anvendes til disse formål, til rådighed for andre mod betaling (vandforsyninger), eller 2) behandler eller transporterer spildevand for andre mod betaling, eller som udelukkende eller overvejende stiller aktiver, der anvendes til disse formål, til rådighed for andre mod betaling (spildevandsforsyninger). SIDE 5
2. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra forsyningsvirksomheder og vederlag ved afståelse af ejerandele i forsyningsvirksomheder, der er eller i perioden efter den 1. februar 2007 har været omfattet af 1. Stk. 2. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra forsyningsvirksomheder og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 1. februar 2007 har ejet ejerandele i forsyningsvirksomheder der er eller i perioden efter den 1. februar 2007 har været omfattet af 1, medmindre uddelingen eller vederlaget er registreret eller samtidig registreres i medfør af 37, stk. 1, i lov om elforsyning eller 23 l, stk. 1, i lov om varmeforsyning. Stk. 3. Kommuner registrerer andre uddelinger fra forsyningsvirksomheder og vederlag ved afståelse af ejerandele eller aktiviteter i forsyningsvirksomheder, der er eller i perioden efter den 1. februar 2007 har været omfattet af 1, når modtageren af uddelingen eller vederlaget er en af kommunen direkte eller indirekte ejet virksomhed. Er den modtagende virksomhed kun delvis direkte eller indirekte ejet af kommunen, registrerer kommunen alene en forholdsmæssig andel af uddelingen eller vederlaget. Stk. 4. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1-3, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget af, at virksomheden eller virksomhederne er omfattet af stk. 1-3. 6. Indberetningsmyndigheden giver senest den 1. maj hvert år Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse om de godkendte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning og med eventuelle fradrag. Indenrigs- og Sundhedsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelsen i 15, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Hvis det godkendte rådighedsbeløb overstiger kommunens bloktilskud i det første modregningsår, beregner Indenrigs- og Sundhedsministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetningsåret. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret. Følgende fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget: 1. Baggrunden for lovforslaget. ( ) Som følge af ideoplægget»serviceeftersyn af vandsektoren«og de efterfølgende politiske forhandlinger, der har omfattet spørgsmålet om SIDE 6
modregning i bloktilskud, har en række kommuner påbegyndt eller gennemført salg af deres forsyninger. Flere kommuner er i dag inde i overvejelser om frasalg af kommunale forsyninger. Årsagen er formentlig blandt andet at andre forsyninger vurderer, at der kan være stordriftsfordele forbundet med opkøb af vandsektorens forsyninger, samt potentielle investorers forventning om en eventuel fremtidig lempet prisregulering, der kan muliggøre, at overskud, herunder rationaliseringsgevinster, vil kunne udtages af selskaberne. Endvidere har kommuner, der ejer et selskab omfattet af modregningsreglerne i elforsyningsloven eller varmeforsyningsloven, haft mulighed for at lade dette selskab være køber. Hvis alternativet til at anvende midler til køb af vandforsyningsvirksomheden har været modregningspligtig udlodning til kommunen har dette yderligere kunnet øge gevinsten ved transaktionen. Vand- og spildevandsforsyninger er underlagt prisbestemmelser, hvorefter kun nødvendige omkostninger forbundet med forsyningens virke kan indregnes i priserne (»hvile-i-sig-selv princippet«). Baggrunden for disse prisbestemmelser var, at vandsektorens forsyninger enten var ejet af forbrugerne eller af kommunen. På det kommunale område indebærer»hvile-i-sig-selv«princippet, at den overeller underdækning, der kan opstå i forbindelse med driften af forsyningsvirksomhederne, ikke må have betydning for den enkelte kommunes skatteopkrævning, men alene må reguleres over takstopkrævningen hos forsyningsområdets forbrugere. Blandt andet på denne baggrund, og fordi de begrænsede indtjeningsmuligheder ikke gjorde det tillokkende at foretage kommercielle investeringer i vandforsyningen, var der ikke nogen grund til at fastsætte regler om salg af forsyningsvirksomheder. Hvis kommunerne beslutter sig for frasalg med henblik på at bruge en værdistigning, der baserer sig på aktiver, som er opbygget ved forbrugerbetaling til henlæggelser og drift, til andre formål end til vandforsyning [statsforvaltningens fremhævelse], brydes der med grundlaget for»hvile-i-sig-selv«princippet. En udvikling, hvor enkelte kommuner får meget store engangsindtægter ved salg af vandforsyninger, vil tillige kunne have kommunaløkonomiske konsekvenser. Helt generelt vil en kommune, som får en sådan stor gevinst, kunne benytte provenuet til konsolidering, herunder gældsafvikling, lavere skat eller et højere serviceniveau. Det kommunale selvstyre - herunder den selvstændige kommunale skatteopkrævning - bygger på, at der er en forholdsvis tæt sammenhæng mellem den skatteprocent, den enkelte kommune opkræver, og det serviceniveau kommunen tilbyder sine borgere. Denne sammenhæng sikres gennem udligningssystemet, der i betydeligt omfang ud- SIDE 7
jævner forskellene i kommunernes skattegrundlag og udgiftsbehov. Sammenhængen mellem skatteprocent og serviceniveau vil imidlertid blive brudt, hvis der i enkelte kommuner forekommer betydelige indtægter, der ikke indgår i systemet med skatteopkrævning, statstilskud og udligning. For at imødegå at kommunerne anvender en økonomisk gevinst ved afståelse af vand- eller spildevandsforsyninger til andre formål end vandeller spildevandsforsyning, inden en samlet vandsektorlov kan fremsættes, foreslås modregningsreglerne indført med dette lovforslag. 2. Hovedpunkterne i lovforslaget Lovforslaget indeholder regler om modregning i kommunernes bloktilskud, hvis kommunerne selv eller kommunalt ejede virksomheder sælger vand- eller spildevandsforsyninger. Kommunerne har i dag mulighed for at frasælge de kommunale aktiver på vandområdet uden modregning i bloktilskuddet, og vandsektorens aktiver har en betydelig værdi. Nogle kommuner har i dag gennemført et salg af hele eller dele af vand- eller spildevandsforsyningen til andre selskaber. De foreslåede regler bygger på principperne i elforsyningslovens 37-37 b med de modifikationer, som forhold og behov for regulering på vandforsyningsområdet tilsiger. Endvidere er der taget hensyn til, at elforsyningslovens 37 a og varmeforsyningslovens 23 m også omfatter ejerstrukturer, hvori vand- og spildevandsforsyning kan indgå. Det er således søgt undgået at overføre regler fra el- og varmeforsyningslovene, som ville skabe dobbeltkompetencer. Der er behov for som det har været tilfældet på el-området at sikre en samfundsøkonomisk fornuftig anvendelse af provenuet ved eventuelle salg af kommunale aktiver. Der indføres derfor et lovgivningsmæssigt krav om modregning af salgsprovenu i de kommunale bloktilskud ved et direkte eller indirekte kommunalt salg af vand- eller spildevandsforsyninger. Modregningen foretages på grundlag af det fulde provenu med enten 40 % eller 60 % efter de principper, der gælder for elforsyningsområdet. Hovedreglen er, at en kommunes statstilskud reduceres med et beløb svarende til 40 % af provenuet ved salg, såfremt kommunen vælger at deponere et beløb svarende til provenuet, inkl. beregnet forrentning, fratrukket tilskudsreduktionen. Modregningsprocenten fastsættes dog til 60 %, hvis kommunen ikke ønsker at deponere et beløb svarende til provenuet ved salg, inkl. beregnet forrentning, fratrukket tilskudsreduktionen. Følgende fremgår af de specielle bemærkninger: Til 2 SIDE 8
Kommuner pålægges i stk. 1 og 2 en registreringspligt efter princippet i elforsyningslovens 37, stk. 1. Registreringspligten omfatter modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der beskæftiger sig med vandforsyning eller spildevandsforsyning, jf. lovens 1, dvs. virksomheder der enten udøver egentlig forsyningsvirksomhed (indvinding, behandling, transport af vand hhv. spildevand) eller som udelukkende eller fortrinsvis stiller de nødvendige aktiver (bygninger, maskiner, rør) til rådighed for disse formål. Registreringspligten omfatter tillige uddelinger og vederlag fra virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller har ejet andele i forsyningsvirksomheder. Registreringspligten omfatter uddelinger og vederlag efter lovforslagets fremsættelse den 1. februar 2007 for at undgå spekulation i uddelinger eller afståelser før lovens ikrafttræden. Registreringspligten omfatter endvidere ejerskaber, der består eller i perioden efter lovforslagets fremsættelse den 1. februar 2007 har bestået. Herved sikres det, at der under alle omstændigheder sker registrering af uddelinger og afståelsessummer i tilfælde, hvor alle forsyningsaktiviteter afstås eller afvikles, og hvor kommunen på et senere tidspunkt måtte oppebære de realiserede værdier, uden at der tidligere er sket registrering efter stk. 3. Kommunen er i denne sammenhæng ganske som i de parallelle regler i el- og varmeforsyningslovene den skattefinansierede del af kommunen. Uddelinger og afståelsesvederlag modtaget i en kommunalt drevet forsyningsvirksomhed er alene registreringspligtige efter stk. 3. De i stk. 3 omtalte forsyningsvirksomheder omfatter således også forsyningsvirksomheder drevet i kommunen og skal i denne sammenhæng anses for en direkte ejet virksomhed. Statsforvaltningen har noteret sig, at kammeradvokatens beskrivelse af retstilstanden i notat af 19. november 2004 er formuleret med et vist forbehold. Statsforvaltningen konstaterer, at der heller ikke efter kammeradvokatens notat om rækkevidden af hvile-i-sigselv princippet, foreligger nogen afgørelse fra domstolene herom. Det er imidlertid statsforvaltningens opfattelse, at der nu er et mere sikkert grundlag for at antage, at retstilstanden er som beskrevet i notatet af 19. november 2004. Statsforvaltningen henviser i den forbindelse til bemærkningerne i lovforslag nr. 145/2007, hvoraf blandt andet fremgår, at en udvikling hvor enkelte kommuner får meget store engangsindtægter ved salg af vandforsyninger, tillige vil kunne have kommunaløkonomiske konsekvenser. Helt generelt som det fremgår vil en kommune, som får en sådan stor genvist, kunne benytte provenuet til SIDE 9
konsolidering, herunder gældsafvikling, lavere skat eller et højere serviceniveau. Det er således forudsat i lovforslaget, at et provenu ved salg af en vandforsyningsvirksomhed uden begrænsninger kan anvendes i den skattefinansierede del af kommunens økonomi. Det er i den sammenhæng uden betydning, om vandforsyningsvirksomheden er organiseret i privatretlig form, eksempelvis som et A/S, ApS eller ej, jf. bemærkningerne til 2 i lovforslaget. At lovforslag om kommunernes afståelse af vand- og spildevandsforsyningen endnu ikke er vedtaget, ændrer ikke statsforvaltningens retsopfattelse. Statsforvaltningen henviser til, at lovforslaget ikke forhindrer et salg af en vandforsyningsvirksomhed, ligesom det ikke indebærer en begrænsning i kommunens adgang til at anvende provenuet i den skattefinansierede del af kommunens økonomi. Lovforslaget indeholder i den sammenhæng alene en adgang for staten til at reducere statens tilskud til den enkelte kommune. Svendborg Kommune handler dermed ikke i strid med lovgivningen, såfremt kommunen disponerer over provenuet i forbindelse med et salg af vand- og spildevandsforsyningen, og statsforvaltningen kan ikke pålægge restriktioner for anvendelsen af provenuet. Som anført ovenfor gælder loven, ifølge lovforslagets 9, stk. 2, for afståelser og uddelinger, der finder sted den 1. februar 2007 eller senere. Ifølge bemærkningerne til lovforslagets 9, vil vurderingen af, om afståelsen er sket før eller efter skæringsdatoen, skulle ske på grundlag af almindelig kontrakts- og formueret. Udgangspunktet er, at så længe kommunen ikke er juridisk forpligtet til at overdrage forsyningen til en køber, er der ikke sket afståelse. Statsforvaltningen har ikke ved denne udtalelse taget stilling til, om der er sket afståelse af Svendborg vand- og spildevandsforsyning før eller efter fremsættelsesdagen (skæringsdagen). Statsforvaltningens tilsyn er begrænset til den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, og kan således ikke tage stilling til privatretlige spørgsmål; kontrakts- og formueret. Spørgsmål herom må afklares ved de almindelige danske domstole. SIDE 10
Statsforvaltningen foretager ikke videre i anledning af Deres henvendelse. I øvrigt Statsforvaltningen har sendt en kopi af denne skrivelse til Svendborg Kommune. Udtalelsen vil snarest blive offentliggjort på statsforvaltningens hjemmeside på internettet: (www.statsforvaltning.dk). Med venlig hilsen Benedikte Holm kontorchef / Ingeborg Mamsen Nissen fu ldmægtig SIDE 11