7.3 Scharmer Teori U og transformativ læring

Uddrag fra masterprojekt skrevet af Thomas Røpke Christensen i forbindelse med masteruddannelsen i specialpædagogik. Derudover er Systemniveauer i et organisatorisk perspektiv indskrevet samt enkelte tilføjelser. 7.3 Scharmer Teori U og transformativ læring Jeg vil i dette afsnit tage udgangspunkt i C. Otto Scharmers (2008) bog Teori U og dermed hans Presencing -teori, der er en essentiel del af det at agere empativitalt med en samtidig forståelse af den systemiske helhed, som Scharmer definerer generative systemer (Ibid, s.344) - og som jeg beskriver nærmere i næste afsnit. Dette gør jeg fortsat med et læringsteoretisk udgangspunkt i det drivkraftsmæssige, som før beskrevet er i et integreret forhold med det indholdsmæssige, som Scharmer refererer til via det åbne sind samt det sociale, som er indlejret i det at udvikle og transformere læringsprocesser kollektivt. Scharmer (Ibid s.38) beskriver, at han er blevet inspireret til at skrive Teori U af bl.a. Galtung, Heidegger, Habermas, Hegel og Steiner. Videnskabsteoretisk ligger Scharmer og Teori U i forlængelse af Kurt Lewin og et handlingsvidenskabeligt begreb som aktionsforskning (Ibid, s.23 og s.26), Peter Senges (1999) systemiske tænkning og tilgang til organisatorisk læring samt Mihály Csikszentmihalyi (Scharmer, 2008, s. 94) og hans Flow-teori, som er et nøglebegreb i positiv psykologi. Teori U er med andre ord eklektisk og meget kritiseret af teoretikere, akademikere m.m. (Heimann & Lind-Hansen, 2013), som har en anden og mere statisk tilgang til Akademia end Scharmer. Professor Steen Hildebrandt skriver i bogens forord: Formålet med bogen er, siger Scharmer, at skildre en social teknologi vedrørende transformationelle forandringer, som vil hjælpe ledere med at møde de udfordringer, som de står over for (Scharmer, 2008, s. 6). For at forstå de udfordringer, som empativitale ledere og øvrige empativitale aktører står overfor i et transformativt perspektiv, så er det essentielt at erkende den kompleksitet, som organisationen eller institutionen er en del af som følge af samfundets udvikling. Inspireret af Senge og Roth (Ibid, s.65), der skelner mellem dynamisk og adfærdsorienteret kompleksitet, identificerer Scharmer tre forskellige former for kompleksitet: Dynamisk, social og emergent kompleksitet. Dynamisk kompleksitet vil sige, at der i tid og rum foreligger en systematisk distance eller forsinkelse mellem

årsag og virkning (Ibid, s. 65). Den sociale kompleksitet skal ses som et produkt af interessenternes forskellige interesser og verdenssyn (Ibid, s. 66). Emergent kompleksitet er karakteriseret ved forandringer, der nedbryder det bestående system (Ibid, s. 67). Det er samtidig den potentielt katalyserende kompleksitet, forstået som muligheden for at transformere en given udviklingsproces. Hyperkompleksitet (Ibid, s. 236) forekommer, når alle tre former for kompleksitet er i spil på en gang. Teori U er en kompleks og innovativ teori. Nedenstående Figur 3 illustrerer tankegangen bag U- feltet, som er et U-formet flow, der involverer tre forskellige former for erkendelse: åbent sind, åbent hjerte, åben vilje. Figur 3, U-feltet og Anti-feltet, (Scharmer, 2008, s.258) Det åbne sind handler om ikke at downloade tidligere tiders handlemønstre og erfaringer, da downloading ikke tager hensyn til den nye tids kompleksitet og dermed heller ikke til evnen til at forandre og transformere i nuet. Det åbne sind er en nulstilling og indgang til det, Scharmer

beskriver som seen. U-feltet handler, som jeg tolker Scharmer, om at gå ind i et egofrit flow. Modpolen til dette er Anti-feltet. Med det egofrie syn er det nu muligt via et åbent hjerte at omdirigere eller rettere dirigere mod at give slip - letting go og modtage -letting come - ud fra den åbne vilje. I bunden af U et og den åbne vilje udgår Kilden. Denne dybe forbindelse har forskellige navne i forskellige filosofiske visdoms-traditioner (ibid, s.186). Her kan nævnes Gud, Allah, den nærværende kilde (taoismen) etc. Dette aspekt går Scharmer ikke yderligere ind i, men han beskriver presencing, som det at se fra Kilden (Ibid, s.163). Her sammenkæder Scharmer ordene presence og sensing forstået som sansning og nærvær i nuet, som beskrevet i det videnskabsfilosofiske afsnit. Begrebet beskriver det at knytte forbindelse til Kilden for den fremtidige mulighed og bringe den ind i det nuværende øjeblik (Ibid) letting come, hvilket er fundamentet i Scharmers Presencing -teori. Scharmer beskriver bunden af U et, som den blinde plet i organisatorisk læring hvorfra vi opererer fra det ene øjeblik til det næste. (Ibid, s. 64) og hvor en erkendelse af den blinde plet er essentiel som leder. Fortiden og dermed erfaringen ligger altså i venstre side i U et. Nuet er i bunden af U et og er forbundet med Kilden, som naturligvis ikke er et fast punkt, da det bevæger sig i tid og rum den blinde plet. På U ets højre side handler det om fremtiden og at tage imod ud fra Kilden, udkrystallisere tanken/handlingen i det åbne hjerte og integrere tanken/handlingen via det åbne sind. Hermed kommer skabelse af prototyper i spil og i sidste ende performing forstået som en handling. Det kunne f.eks. være nye måder at være sammen på i et fællesskab. Ligesom Anti-feltet er modpol til U-feltet, er der også en dualitet til de åbne tilstande. Således udgør Voice of Judgement (VOJ) de indre vurderinger, som kan blokere for kreativiteten og det åbne sind. Voice of Cynicisme (VOC) er kynismens stemme, der emotionelt distancerer os fra det åbne hjerte og mulighed for potentielt at nå ned til Kilden. Voice of Fear (VOF) er frygtens stemme, der fortæller os, at vi skal holde fast, i det vi har, uanset hvad og som forhindrer os i at give slip og have forbindelse til Kilden og nuet. Anti-feltet og de ovenstående stemmer udgør tilsammen en model, der synliggør de ego- og magtmæssige fælder, som vi mennesker har tendens til at falde i. Bevægelsen gennem U et rummer mulighed for at opnå bevidsthed af begrænsende, menneskelige mekanismer og vaner, hvilket skaber en empativital tilgang i forhold til at skabe bæredygtige fællesskaber.

Jeg vil nu beskrive det, som Scharmer kalder for opmærksomhedsfelter, og som kan læses ind i de fire felter i U et. Opmærksomhedsfelterne er forholdet mellem den betragtende og det betragtede (Ibid, s.444), hvor første felt er jeg-i-mig. Det er her downloadingen foregår, men med potentiale til at flytte opmærksomheden mod jeg-i-det, felt to, som er i det åbne sind, jeg-i-dig, felt tre i det åbne hjerte og jeg-i-nu, som er det fjerde felt i den spirende fremtid og derved forankret i nuet Kilden i den åbne vilje. Jeg-i-nu er kernen i Scharmers Presencing -teori, som berørt i afsnit 6.1. Det er også her, at vi skal forstå de transformationelle forandringer, som Hildebrandt italesætter, og som jeg her vil beskrive som transformativ læring. Scharmer (Ibid, s.247): Åbningen af dybere kilder og emergensfelter transformerer forholdet mellem den vidende og det vidste. Scharmer beskriver selvet og jeget ud fra et fremtidigt potentiale således, at der er tale om et jeg og et selv lige inden den transformationelle forandring sker og så det fremtidige mulige Jeg og Selv (med versal). Jeget og selvet er to forskellige begreber. Selvet (med og uden versal) har et indhold i modsætning til jeget (uden versal), som ifølge Scharmer (Ibid, s.251) så er en tom enhed. Jeg-i-nu er den første gnist til intentionel og fokuseret bevidsthed (Ibid) og en følelse af nærvær. Ud fra en generativ inversion (Ibid s.246) af Jeget opstår det fremtidige Jeg, der snart igen er et jeg uden versal. Selvet (med versal) profiterer af denne transformation. Scharmer graduerer ikke forandringer i forhold til selvet - eller identitet for den sags skyld. For Scharmer er der et større fokus på det læringsmæssige aspekt i som aktør at bevidstgøre sig om det at handle i en dynamisk, social og emergent kompleks verden og have fokus på Selvet (med versal) via et jeg-i-nu. Generative systemer er forbundet med det dybeste nærvær og til kilden til den optimalt opnåelige fremtidige mulighed i den fremtid, der tilbyder sig (Ibid, s. 345) i et jeg-i-nu. Dette er presencing, og her udviskes grænserne mellem de forskellige systemniveauer, da de opererer fra samme dybe kilde. Systemforståelse Scharmer beskriver sin systemforståelse ud fra ovenstående fire opmærksomhedsfelter. De fire systembeskrivelser er samtidig fire niveauer at tænke metaperspektivforståelse på. Han kalder systemer med udgangspunkt i jeg-i-mig for autistiske systemer, da alt det, som systemet (eller individet) opfatter fra sine omgivelser eller fra verden udenfor, forbliver inden for de rammer, idéer

eller strukturer, som systemet (eller individet) allerede besidder (Ibid, s.340). Jeg-i-det-systemer er adaptive systemer, som Luhmanns autopoietiske systemteori, der bygger på Maturana og Varelas teori om autopoiese (Ibid, s.342). Her er der i sociale systemer en operationel lukkethed og en strukturel kobling til systemets omverden. Luhmann tænker her i kommunikationsmønstre, men ikke på hvad der sker inden i det enkelte individ (Ibid, s.342) forstået som bevidstheden omkring jeg-i-det og jeg-i-nu. Selvrefleksive systemer tager udgangspunkt i jeg-i-det, hvor systemet ikke bare er strukturelt koblet og derved påvirker omverden og vice versa. Her er grænsen mellem de to helheder delvis åben og udvisket (ibid, s.343), da perspektivet skal ses ud fra et åbent hjerte i den anden helhed - jeg-i-det. Generative systemer er forbundet med det dybeste nærvær og til kilden til den optimalt opnåelige fremtidige mulighed i den fremtid, der tilbyder sig (Ibid, s. 345) i et jeg-i-nu. Dette er presencing, og som tidligere beskrevet udviskes grænserne mellem de forskellige systemniveauer, da de opererer fra samme dybe kilde. Dette er som beskrevet i metoden opgavens teoretiske udgangspunkt. På det institutionelle systemniveau beskriver Scharmer jeg-i-nu som et innovativt økosystem (se figur 1). Derudover er der et femte niveau af systemer - metasystemniveauet, hvor de fire øvrige niveauer af systemer skal ses ud fra en holistisk tankegang, hvor felterne smelter sammen, da systemniveauet udgår fra en dybere forståelse og kilde (Ibid). Systemniveauer i organisatorisk perspektiv Scharmer inddeler systemer i organisatorisk perspektiv i fire niveauer (Ibid, s.443). Mikro beskriver det individuelle niveau, meso er gruppesystemniveauet det interpersonelle, makro det institutionelle niveau, hvor organisationen som institution indgår i et større samfundsmæssigt perspektiv - og mundo det globale systemniveau, hvor verden som helhed er i spil. Nedenstående Figur 4 viser Scharmers model af U-feltet og Anti-feltet i forhold til samtaler og dermed den sociale emergens og patologi, som er særligt interessant i forhold til mikro- og mesosystemniveauet i dette masterprojekt.

Figur 4, U-feltet og Anti-feltet: Samtaler, (Scharmer, 2008, s.273) 7.4 Empativital ledelse - om at facilitere empativitale fællesskaber Som beskrevet i indledningen vil jeg nu folde mit begreb Empativitale fællesskaber yderligere ud ved samtidig at have fokus på faciliteringen af disse fællesskaber via empativital ledelse. Empativital ledelse handler grundlæggende om at facilitere empativitale fællesskaber, hvor elever og medarbejdere ud fra ønsket om deres næstes lykke arbejder mod en fælles lykke/værd, og hvor hvert individ får et øget selvværd gennem deltagelsen i fællesskabet. En af pointerne fra min modul 3-opgave (bilag C) er, at kontaktpersonerne, der er med til at skabe en oplevelse for eleven om at være en aktiv og værdifuld del af fællesskabet, efterspørger en empativital ledelsesform og organisation, hvor kontaktpersonen får så idéelle arbejdsbetingelser som muligt. Min undersøgelse (bilag E) omkring organisatoriske forhold i relation til at facilitere empativitale fællesskaber peger på en generativ systemisk tilgang (Scharmer, 2008), som beskrevet i foregående afsnit, hvor man samtidig har fokus på hyperkompleksiteten (Ibid) i det senmoderne.

Som det fremgår af min artikel (Røpke Christensen, 2014), som er et koncentrat af min modul 1- og modul 2-opgave, så begrunder jeg det empativitale i teorier og definitioner omkring begreberne empati, læring og vitalitet. Empativitale fællesskaber handler om at gå væk fra et stigmatiserende inklusionsbegreb, der som også Alenkær (2013) er inde på: Opretholder forestillingen om, at der er et bestemt sted, hvor det er bedre at være, end andre steder og at: Nogen (de rigtige) skal belastes af andre (de forkerte) for i stedet at værdisætte fællesskabets indhold og ramme. Ud over Illeris (2006, 2013b) og hans fokus på drivkraft og empati, Scharmers (2008) Presencingteori, Stern (2000) og hans vitalitetsfølelser, Vedfeldt (2002) og berøring i et introspektivt perspektiv, Jung og hans forståelse af libido som må forstås som psykisk energi slet og ret, en slags universel livskraft, og ikke som en ensidigt seksuel energiform (Gyldendal - 2, 2014), Mia Herskind og Anne Maj Nielsen (i Psyke & Logos, 2011) og deres kærlige fællesskaber ved træning af lærernes nærvær og empati, tager jeg afsæt i Løgstrups (1956, s. 25) etiske fordring: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd, der samtidig fordrer tanken om at søge sin næstes lykke i stedet for sin egen. Ved at arbejde empativitalt rykkes det drivkraftsmæssige potentiale markant. For at skabe empativitale fællesskaber, bliver man nødt til at være egofri og gå efter den fremtidige mulighed ud fra fællesskabets værdisæt. Som empativital leder i en systemisk organisation er det altså den empatiske kompetence (Illeris, 2013b), der skaber vitalitet hos den enkelte og i organisationen. Scharmer (2008, s.342) taler om empatisk lytning i det åbne hjerte med drivkraft og vitalitet som væsentlige faktorer og som en del af fremtiden og udkrystalliseringen af den. Selvet udvikles ifølge selvpsykologiens fader Heinz Kohut (1990) i samspil med omgivelserne der hvor spædbarnets iboende potentialer og selvobjektets forventninger mødes i gensidig empati. I denne udviklingsproces udgør selvobjektets empatiske lydhørhed den livsnærende grundsubstans (Ibid, s.94). Et væsentligt bidrag fra Kohut i forhold til værdiforankring af værdier som det empativitale er hans pol-tænkning. Her opererer han med de to poler idealer og ambitioner, der er et spændingsfelt - en vedblivende strøm af psykisk aktivitet (Ibid, s.132). Det er i dette rum at individet i fællesskabet fornemmer sine fundamentale mål, mod hvilke det drives af sine ambitioner og ledes af sine idealer (Ibid). I det empativitale arbejde er der vægt på en vellykket integration af selvet i ideal-polen, hvilket giver vitalitet, motivation og drivkraft til at føre sine ambitioner ud i livet og derved lære de ting, som genererer lykke for den enkelte.

I forhold til begrebet empativital ledelse og den praksisorienterede del - skal dette først og fremmest forstås ud fra en generativ dynamik og Scharmers (2008) begreb det tomme lærred. Dette ledelsesmæssige perspektiv handler om at skabe en atmosfære, der inspirerer mennesker og kollektive enheder til at handle ud fra et andet sted (Ibid, s. 79). Dette sted skal forstås ud fra Kilden i U-feltet bag den blinde plet, som beskrevet i foregående afsnit. Selve bevægelsen gennem U-feltet kan betegnes som en model for de empativitale processer. Forståelsen af Teori U er samtidig en forståelse af det at lede empativitalt - og det at vælge et jeg-i-nu perspektiv. I forhold til begrebet ledelse har Scharmer (2008) ikke primært fokus på individuelle ledere, men på det kollektive lederskab eller kollektivt fordelte lederskab: Alle mennesker forårsager forandring uanset deres formelle stillinger eller titler. Lederskab i dette århundrede betyder at flytte den kollektive opmærksomhedsstruktur vores lytteevne på alle niveauer (Ibid, s.26). Empativital ledelse skal forstås ud fra denne definition. Figur 3, U-feltet og Anti-feltet: Samtaler, (Scharmer, 2008)