Juleaften 2016 Mod kærligheden findes intet værn Prædiken af Kristine S. Hestbech salmer: 119,104,121 + Peter/Anette solo: her kommer Jesus.. Her i december har vi haft børn fra nul til 10 år i kirke til julegudstjenester. Og de har mødt engle og kong Herodes og Maria og Josef og selv været får og hyrder og vise mænd. De har fået fortællinger om julenat og Guds nærhed, om lyset over Betlehem, der var så gammelt at det bar Guds første lys fra skabelsens morgen i sig, og om fødslen hvor Maria taknemmeligt trykkede sit barn ind mod sin barm. Hud mod hud, men forunderligt nok også Gud mod hud. Og kirkesanger Anette og jeg var klædt ud som engle 1
og en dag var der 2 af børnene der spurgte: Er I virkelige engle? Og vi svarede: Ja, det er vi, men blev hurtigt irettesat af et 3. barn, der bestemt sagde; Nej, for jeg har set dem nede i Brugsen. Da gudstjenesten var slut kom de 2 børn igen hen og spurgte: ER I virkelige engle? Og igen svarede vi; Ja, det er vi. - Bagefter tænkte jeg på om børnenes forældre, mon ville punktere det standpunkt? At Anette og jeg er engle? Ligesom en præst i Tyskland har gjort det ved et julemandsarrangement, hvor børnene stod i lange rækker for at komme op på julemandens skød og hviske deres ønsker til jul i hans øre, og præsten gik op og ned igennem rækkerne 2
og råbte at forældrene skulle fortælle deres børn at julemanden ikke findes! -- Det ville være som efter hvert et eventyr af H.C. Andersen at sige: Det er bare gas. Tro ikke på det. Det er ikke realistisk. Og det slog mig forleden hvor jeg var inde i København og hvert et torv var kranset af store tunge betonklodser som værn mod mennesker der vil køre en stor lastbil ind i menneskers varme kroppe. Og jeg så ikke andet. Kun de rædselsfulde klodser. Jeg så ikke børnenes øjne, hørte ikke latteren fra familierne der gik hånd i hånd, duftede ikke gløggen der sivede ud fra cafeerne. Og jeg gik og tænkte på min prædiken til i aften, 3
hvordan forkynde Guds kærlighed ind i det mørke vi oplever? På et tidspunkt går jeg ind i en kvinde og hun standser ser på mig men i stedet for at blive irriteret, smiler hun og ønsker mig glædelig jul. Hun blev en engel der midt i København. Og det slog mig, hvor lidt vi kan leve af realisme alene. Der må magi og tro til, for at sjælen og sindet kan udvide sig og vi kan se det guddommelige som DNAtråde i hvert et blik og møde, som mit med kvinden, for at blive ved med at tro på noget så urealistisk som kærlighed og forsoning, med en verden hvor terroren 4
smyger sig som en skygge omkring os, og bomberne giver grus imellem hjerteklapperne, imens de europæiske lande kroger sig ind i sig selv, og USA snart regeres af Trump. -- Da den svenske forfatter, Selma Lagerlöf, var en lille pige, sad hendes farmor i sin stue på slægtsgården Mårbacka i Värmland i Sverige og fortalte historier for børnene. Selma Lagerlöf vidste ikke noget bedre og sad musestille og lyttede til de fantastiske fortællinger. Og når en af dem var slut, lagde farmoren sin hånd på Selmas hoved og sagde: Og alt dette er ligeså sandt, som at jeg ser dig og du ser mig. 5
- og alt dette er ligeså sandt, som at jeg ser dig og du ser mig. Hvis vi kigger hinanden i øjnene og bekræfter hinanden i, at den fortælling, vi lige har hørt, er sand, så opstår magien i den gensidige pagt mellem den, der fortæller og den der lytter. Det er, for mig, det tro handler om. At fortællingens kraft er så stor, at den overskrider tid og sted og alle begreber. Fortællingen, som vi selv måske har været så heldige at blive berørt af da vi blev forelskede og ens elskede sagde ja til at ville leve i tid og sted og i al evighed sammen med en. Hvad er det andet end tro? At turde tro på et andet menneskes følelser 6
uden at kunne gribe dem, holde om dem, - ja, uden at kunne andet end at tro på at de er ligeså sande som at jeg ser dig og du ser mig. -- Vi kan sætte betonklodser op i vores byer, men mod kærligheden findes intet værn. -- Selma Lagerlöfs farmor døde da hun var 5 år gammel og resten af sit liv dedikerede hun til at finde nøglen til den dør der kunne åbne for hele den verden af skønhed og fortryllelse som hun som helt lille vandrede ind og ud af ved hjælp af farmorens fortællinger. Hun ville finde ind til det rum igen, for at kunne stå ansigt til ansigt med dét, som gør os seende. Det gensidige blik, hvorved vi forklares. 7
Da Selma Lagerlöf senere i livet prøvede at genkalde sig nogle af farmorens fortællinger var der kun én hun kunne huske og den knyttede sig til julenat. Den blev fortalt juleaften hvor de andre i familien var draget i kirke, som I, og hvor de to måtte blive hjemme, fordi Selma ikke var gammel nok og fordi farmoren var blevet for gammel. Sammen måtte de finde fortryllelsen i hinanden. Og det skete igennem fortællingen om den hellige nat hvor Josef går ud for at låne ild, der kan varme Maria og den nyfødte. Josef går ud til hyrden på marken. Hyrden er en hård, uvenlig mand. Først pudser han sine hunde på Josef, men deres bid har ingen kraft. 8
Så kaster han sin stav efter Josef, men den bøjer af og forsvinder ud i mørket. Endelig giver hyrden ham gløderne fra sit bål, i håbet om at han må brænde sig, men gløderne fortærer ikke hans kjortel. Den hårde og uvenlige hyrde begynder alligevel at undre sig og spørger Josef hvorfor alle disse ting viser ham barmhjertighed? Og Josef svarer: Jeg kan ikke sige dig det, hvis du ikke selv kan se det. Hyrden følger efter Josef tilbage til grotten hvor Maria og barnet er. Og der, præcist der, falder skællene fra hyrdens øjne og han bliver seende. Her, ved det nyfødte barn, bliver hans blik et andet, og han rækker Maria et blødt og hvidt fåreskind 9
hun kan svøbe barnet i. Og hyrden falder på knæ og takker Gud for at hans øjne blev åbnet så han blev i stand til at se ind til dét, hans hårde hjerte hidtil har holdt ham ude fra. Og Selmas farmor vendte sig om og så Selma dybt i øjnene og sagde: Hvad den hyrde så, det vil vi også kunne se, for englene flyver på himlen julenat, det gælder bare om at få øje på dem. Derefter lagde farmoren sin hånd på Selmas hoved som var det den velsignelse man modtager af præsten når man døbes og konfirmeres og bliver ægteviet, og hun sagde: Det er lige så sandt, 10
som at jeg kan se dig og du kan se mig. Sådan er det. Hvis vi skal se ind i mørket julenat, handler det ikke om lys og lygter og glitterstads, men om, at vi får øjne til at se med, så vi kan se Guds herlighed, sluttede farmoren sin fortælling. Og det er derfor vi samler os her i vores kirker juleaften og julemorgen og derfor vi må bære de tunge kasser med traditioner ned hvert år, fordi hver en lille gestus, fra duften af julemaden og grantræet til salmesangen og gaverne, tilsammen bærer det skrøbelige nærvær som er julens budskab, og som står som en lysende søjle der er gået ned igennem historiens mørke 11
siden Jesu fødsel for 2000 år siden, hvor vor Frelser blev født for at frelse os fra os selv. Igennem den lysende sølje af nærvær ligger fortællingerne om Marias jomfrufødsel julenat, Jesu opstandelse påskemorgen og helligåndens komme som flammer i disciplenes hår pinsedag, for at fortælle os, igen og igen, år efter år i kirkens tidshjul, at Gud er alle steder til alle tider, hvis vi har øjne at se med, vævende sin guddommelige DNAtråd ind og ud igennem nat, morgen og dag, igennem terror, rædsel, krig og livets smerte. Gud mod hud. Og derfor er det et guddommeligt møde, når vi løfter blikket fra betonklodserne 12
og sidste nyt fra alverdens slagmarker, og åbner vores hårde hjerter og vover at lægge vores hænder i hinandens, og du ser mig, som jeg ser dig. Som menneske, som engel, som sendebud fra det høje, i hvis billede vi er skabt. Så lad os tage hinanden i hænderne, fremmed som kendt, og ønske åbne hjerter og fred på jord med et glædelig jul. Og lad julens stilhed åbne hjertet imens Peter og Anette synger. Indsamling til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i både Syrien, nabolandet Libanon enorme flygtningelejre, og i Uganda som er naboland til det borgerkrigshærgede Sydsudan, og som huser tusinder af flygtninge ud af en virkeligt ringe økonomi. Så tag jeres mobiltelefoner frem, så siger jeg nummeret til mobilepay her i kirken Mobilepay 4115-9429 13