The Intention of Doing Good Problemstillingerne af Vestens Humanitære Arbejde & Projekter i Udviklingslandene

The Intention of Doing Good Problemstillingerne af Vestens Humanitære Arbejde & Projekter i Udviklingslandene Mette Merrild Bacheloropgave Afdelingen for Socialantropologi Den Sociologiske Institution Lund Universitet HT 2014 Vejleder: Ulf Johansson Dahre

Abstrakt Med et kritisk syn på vestlige individer, NGO er samt staters intentioner om at gøre godt i udviklingslandene, belyses det hvordan denne motivation opstår. Endvidere diskuteres hvilke konsekvenser vestligt humanitært arbejde og projekter har i udviklingslandene. Selvpromovering og selvrealisering er en stor del af rollen som volontør. Ligeledes tydeliggøres det at suveræne stater, NGO er samt eliters indgriben i udviklingslandene kan handle om den fordel de selv får ud af det. De gode intentioner, munder ikke nødvendigvis ud i hensigtsmæssig hjælp eller projekter. Her løftes frem de negative effekter, hvilket blandt andet drejer sig om Vestens overlegne holdning om at kunne redde udviklingslandene, lappeløsninger samt bivirkningerne af projekterne. Nøgleord: Socialantropologi, humanitært arbejde, intentioner, voluntourism, NGO. Keywords: Anthropology, humanitarian work, intentions, voluntourism, NGO. 2

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 4 1.1 Emne & problemformulering... 4 1.2 Tidligere forskning... 5 1.3 Teori... 6 1.4 Metode... 7 1.5 Disposition... 10 2. Vestlige Stater, NGO er & Individers Gode Intention... 11 2.1 Udviklingen af den gode intention... 11 2.2 Når Vestens stater & NGO er griber ind... 12 2.3 Når Vestens individer drager afsted... 14 2.4 Velgørenhed i dagligdagen til udviklingslandene... 17 2.5 Intentionen om at gøre godt en uselvisk gerning?... 18 2.6 Humanitær hjælp uden forpligtelser eller quid pro quo?... 19 3. Problemerne & Konsekvenserne af Gode Intentioner... 21 3.1 Mediernes fremstilling... 21 3.2 Eliter & berømtheders indflydelse... 22 3.3 Universalisme versus relativisme... 23 3.4 Vestens overlegne holdning: vi ved bedre - vi kan redde dem... 24 3.5 Underminering af lokale folk & samfund i udviklingslandene... 27 3.6 Lappeløsninger... 29 3.7 Bivirkninger... 32 3.8 Gode intentioner som en kolonisering... 34 3.9 Udfordringerne hos AfriCAN... 34 4. Konklusion & Perspektivering... 37 5. Litteraturliste... 39 3

1. Indledning I 2013 rejste jeg til Nepal for at udføre frivilligt arbejde på et børnehjem i en måned. Jeg havde en periode fri hjemme i Danmark og ville bruge min tid på noget meningsfuldt. Noget selvrealiserende. Noget som kunne krydses af min bucket list. En drøm havde altid været at tage til et eksotisk land og lave frivilligt arbejde. Dette var utvivlsomt for selvrealiserings skyld, for at få nye oplevelser og for at gøre en god gerning. På backpack rejser verden rundt, har jeg været hensynsfuld overfor kulturerne jeg har besøgt. Hvad jeg ikke havde tænkt over var, hvilke konsekvenser mit valg af at tage til Nepal som volontør, ville have på lokalsamfundet. Først senere blev jeg opmærksom på betegnelsen voluntourism samt de adskillige kontroverser og problemstillinger der medfølger. Herved opstod interessen for hvordan intentionen om at gøre godt, kan have konsekvenser for personerne og samfundet, som man forsøger at hjælpe. Intentionen kan være god, men er det nok til at gøre godt i verden og hvem er det egentligt man hjælper? 1.1 Emne & problemformulering Mit ønske er, at fremvise hvorledes den vestlige verdens humanitære arbejde og projekter negativt påvirker udviklingslandene. Emnet er, om denne hjælp er hensigtsmæssige for de pågældende samfund. En økonom sagde en gang til mig: Afrika har fået bistand i over 50 år og det er ikke blevet bedre. Vi kan blive ved, og ved med at hjælpe dem, men de er så inkompetente, at de ikke kommer videre. Udover at finde udtalelsen racistisk, fremvoksede tanken om, hvad hvis det ikke er Afrika som er problemet, men netop os selv og vores indvirkning der rettere skal ses på. Mit omdrejningspunkt er den gode intention og hvorledes den ikke nødvendigvis munder ud i fordelagtige situationer. Det handler på sin vis om, at se på bagsiden af den humanitære medalje. Med denne opgave belyses både den vestlige verdens gode intention samt de problemstillinger humanitær hjælp og projekter skaber. Problemformulering består herved af: Hvad motiverer Vestens individer, NGO er og stater til at hjælpe samt intervenere i udviklingslandene? Hvilke problemer opstår der ved humanitært arbejde og projekter, som har intentioner om at gøre godt og hvorfor opstår disse problemer? 4

Min gåde er således: Hvordan kan det være at humanitær hjælp skaber problemer, når man har intentionen om at gøre godt? Paradokset ligger i intentionen om at hjælpe kontra at denne indgriben i visse omfang skaber bivirkninger og yderligere problemer. 1.2 Tidligere forskning Ilan Kapoor illustrerer ideologien omkring global velgørenhed i Celebrity Humanitarianism (2013). Her spørges hvem al denne velgørenhed, storslåede donationer og medie hype omkring humanitære projekter egentligt hjælper. Der sættes kritik ved fænomenet at berømtheder fungerer som filantroper, som vil redde udviklingslandene. Kapoor konkluderer at deres udsagn om at ville redde tredjeverdenslandene nærmere handler om Vestens egne hensigter og at deres legitimitet benyttes som et redskab til at promovere liberal kapitalisme. I denne opgave vil jeg derimod se på hvorledes eliter præger den humanitære industri og at de er en medvirkende faktor i problemstillingerne som opstår i udviklingslandene. Dead Aid (2009) af Dambisa Moyo fremviser en kontroversielle vinkel på ulandsstøtte samt at denne bistand er et grundlag for at Afrikas folk og samfund undermineres. Moyo konkluderer at bistand ikke har hjulpet Afrika ud af fattigdom, men rettere gjort det værre. Hun vurderer at Afrika skal afvænnes fra den økonomiske støtte og der i stedet skal fokuseres på investeringer for at styrke økonomien og skabe kapital (2009:75-76). Kritikken af ulandsstøtte til Afrika er oplevet tidligere og i 1968, var Stahrl W. Edmunds inde på samme emner som Moyo. Kritikken bestod af, at Marshallplanen var blevet pålagt udviklingslandene og at bistanden til Afrika ikke gav gunstige resultater (1968:13ff). Moyos tilgang har et omfattende økonomisk aspekt og hun afgrænser sig desuden fra emner som nødhjælp, udviklingsprojekter og lignende. Jeg vil benytte aspektet om det kritiske syn på Afrikas bistand, men finder det også relevant at inddrage de områder, som Moyo har afgrænset sig fra. Herved bliver der set på hvilke problemstillinger der opstår igennem NGO ers humanitære projekter og hvordan disse også har negative aspekter, på samme vis som ulandsstøtten. Maximilian C. Fortes antologi Good Intentions belyser at det vestlige humanitære arbejde, NGO er og stærke staters intervention kan relateres til imperialisme samt at humanisme er et tegn på en sen imperialisme (2014:5). USA s militær intervention i udviklingslandene er et stor omdrejningspunkt og deres indgriben konkluderes at dreje sig om magten over svage stater, samt signalet der udsendes til omverden, frem for den gode intention om at hjælpe. Jeg vil komme ind på samme områder, men mener at der er andre aspekter som skal benyttes til at 5

gribe min problemformulering an. Jeg begrænser militær interventionen i min opgave og er mere interesseret i at bygge videre på individers rolle i den humanitære verden samt hvorledes stærke stater overordnet set dominerer. Specialopgaven Frivilligt arbejde altruisme eller egennytte? (2011) af Katrine Nielsen bygger på et feltarbejde i Indien. Hendes problemformulering lyder på, at forstå frivilligrejsen som en postmoderne dannelsesrejse. Omdrejningspunktet har været at analysere frivillighed i lyset af begrebet reciprocitet. Nielsen konkluderer at hendes informanter benytter denne volontørrejse for at høste erfaringer og kompetencer samt at de er velvidende om ikke at kunne frelse verden med deres hjælp. Hvorpå Nielsen har haft en neutral tilgang til emnet, har jeg valgt et kritisk synsvinkel på hvorledes volontørerne påvirker udviklingssamfundene og problemstillingerne der er ved disse rejser. I Living Well while Doing Good? (Missing) debates on altruism and professionalism in aid work (2012) tager Anne-Meike Fechter udgangspunkt i det moralske aspekt omkring lønnet humanitære arbejders høje levestandard i tredjeverdenslandene. Igennem et feltarbejde i Cambodja illustrerer hun, at de ansatte er drevet af blandede motivationer, men samtidig stiler efter behagelige livsstile. Fechter argumenterer at i debatten omkring udviklings etikker, er der manglende fokus på de moralske dimensioner af de internationale hjælpearbejderes livsstile samt det faktum at de trives på bekostningen af fattigdomen. Hun hævder, at der er begrænset forskning i udviklingsstudier omkring dette aspekt, hvilket er resultatet af en tendens til at fokusere på den anden i fattigdommen, hvorpå hjælpearbejderne gøres mindre synlige. Herved er der ingen kritiske undersøgelser af deres motiver eller udfordringer som følge af deres involvering. På sin vis, gribes opgaven an ved at se på det aspekt, som Fechter netop konkluderer at der mangler. Min opgave differentierer sig ved, at belyse hvad der motiverer individer til at blive volontører i udviklingslandene og hvilke indflydelser det har på disse samfund. Endvidere er mit område bredere, da NGO er og staters motivation inddrages. 1.3 Teori Teorierne fra Fortes Good Intentions benyttes i opgaven til at fremvise hvorledes Vesten får adgang til at intervenere i udviklingslandene og at dette er et afsæt i overlegenhed samt en imperialistisk tankegang. Davison/Yates artikel (2002) om globalisering har været et afsæt, 6

for at forstå hvordan eliter dominerer på globalt plan. Eliter er en bred definition og kan fortolkes som værende både stærke stater, organisationer, virksomheder, berømtheder m.fl. Jeg har fundet det relevant for mit emne at gå i dybden med denne ide, for at se hvordan eliter også er med til at påvirke humanitarisme på globalt plan. Hertil har Celebrity Humanitarianism af Kapoor været et redskab til at demonstrere eliter og Hollywoodstjerners indvirkning på den globale scene samt hvorledes de kan præge den humanitære industri. Dette er blandt andet for at illustrere hvordan Vestens opfattelse af humanitære projekter og velgørenhed kobles til ideen om den gode intention. Dead Aid er benyttet som et instrument til at tydeliggøre de negative sider af Vestens bistand til Afrika og for at forstå tankegangen omkring Vestens ide om at ville hjælp. Et forfriskende aspekt er at bogen kommer fra en afrikansk kvinde, hvorimod meget litteratur om emnet generelt er skrevet af vestlige eksperter som taler på vegne af udviklingslandene. Marcel Mauss teori om The Gift (1925/2010) belyser hvorledes gaver skaber solidaritet i samfund. Argumentet består af at gaveudvekslingen udgør et totalt socialt faktum og er af juridisk, religiøs og økonomisk betydning. Gaveudvekslingen er et vigtigt led i samfundsstrukturen samt udgører et socialt spil mellem mennesker. Teorien har været et nyttigt bidrag til at afmaskere hvordan den gode intention ligeledes handler om det udbytte individet får af at investere sig selv i humanitært arbejde. Aspektet om den gode intention, bliver herved kritiseret i form af, at det lige så meget drejer sig om den forpligtelse der ligger i at få noget tilbage. Ydermere er teorien anvendt for at vise den magt Vesten kan få over udviklingslandene. 1.4 Metode At vælge et emne omkring NGO er, humanitært arbejde og projekter er et bredt område. Velgørenhed, frivilligt arbejde og humanitære projekter findes til et vis omfang i alle verdens lande. Fokusset ligger konsekvent på den påvirkning vestlige lande har på udviklingslandene. Med overvejelserne om at afgrænse til et bestemt land, har jeg i stedet valgt at se på dette emne på et globalt plan og derfor er det generelt udviklingslandene der belyses. Når der igennem opgaven tales om Afrika, skal der tages højde for at dette er en generalisering, velvidende om at der findes 54 lande i Afrika og disse differentierer sig fra hinanden. Begrebet udviklingslande er valgt frem for tredjeverdenslandene, dog anvendes sidstnævnte igennem opgaven, når diverse teoretikere har valgt at benytte dette ord. Fokusset er sat på 7

suveræne stater i den vestlige verden. Til tider benyttes USA i eksempler, men emnet fremlægges stadig som en generaliseret vestlig tendens. Når der tales om humanitært arbejde, er dette med henblik på at Vestens individer rejser til udviklingslandene og udfører frivilligt arbejde. Der er naturligvis situationer, hvor projekterne er lønnet, men i opgaven er fokusset på de personer som er volontører. Ved humanitære projekter menes der hovedsageligt de som udbydes af ikke statslige organisationer, der arbejder på tværs af landegrænser, hvilket defineres som NGO er. Jeg oplever at der generelt findes en positiv diskurs i det vestlige samfund omkring velgørenhed og humanitært arbejde. Markedsføringen af sådant fremholdes som en god gerning. Samtidigt findes der også kritiske syn på voluntourism samt den økonomiske nødhjælp Vesten giver til udviklingslandene. Opgaven gribes an, ved at se kritisk på emnet. Ved at gå ind med denne vinkel, forsøger jeg ikke at nedgøre den humanitære industri og er desuden velvidende om at der findes adskillige projekter og organisationer som er vellykkede. Intentionen er hermed ikke at konkludere at humanitære projekter og nødhjælp er unødvendig eller bør afskaffes. Ligeledes drejer det sig ikke om at opsætte modpolerne af godt og dårligt, eller sort og hvidt. Derimod synliggøres den gråzone, der findes i den humanitære verden, og problemstillingerne som disse såkaldte gode intentioner forårsager bliver løftet frem. Emnet belyses fra både et makro perspektiv samt i mikro miljøet. Aspekterne inddrages på et mere overordnet niveau i form af blandt andet globaliseringen og kapitalisme. Endvidere finder jeg det relevant at se på lokale samfund og personers erfaringer med humanitære projekter. Dette er et litteratur studie, hvorpå adskillige bøger og artikler benyttes for at bearbejde problemformuleringen. Der findes et væld af litteratur omkring velgørenhed, NGO er, humanitært arbejde og lignende. Materiale som har en kritisk tilgang til emnet er udvalgt, da dette netop er således opgaven gribes an. Min erfaring med at udføre frivilligt arbejde på et børnehjem i Nepal er benyttet i opgaven. For at undgå den såkaldte diary disease, har jeg forsøgt at minimere min plads i opgaven. Kvalitativt data er inddraget igennem interviews med tre danske piger i start 20 erne, som har lavet frivilligt arbejde i udviklingslandene. Fokusset har ligget på deres oplevelser i form af forventninger inden afrejsen, opholdets forløb og refleksionerne efter. Anne rejste til Kathmandu i 2013 og arbejdede to måneder på et børnehjem samt underviste unge buddhistiske munke i engelsk. Nikoline var i Ghana i 2013 og 2014 i to måneder per gang. Hun arbejdede på et børnehjem med hiv-smittede børn og assisterede på et hospital. Clara drog til Kathmandu i to måneder i 2013, hvor hun lavede 8

fotojournalistik og skulle blandt andet belyse nepalesiske demonstrationer. Det kunne argumenteres at Clara ikke har lavet konkret humanitært arbejde, men hendes erfaringer har stadig været brugbare idet hun både var udsendt igennem et voluntourist program samt at hun valgte at tage til et udviklingsland som frivillig. De tre piger er fjerne bekendtskaber fra min rejse til Nepal, hvor vi alle var udsendt igennem den danske organisation Exis, som tilrettelægger udlandsophold. Respondenterne ønsker at være delvis anonyme, og derfor er deres efternavne ikke opgivet. Selvom Ghana og Nepal er to meget forskellige lande, havde respondenterne mange af de samme indtryk og holdninger til deres tid som volontører. Jeg har interviewet Mille Pjedsted, som er formand og stifteren af AfriCAN. Dette er en dansk NGO, hvis projekt er at sponsorere videregående uddannelser i Ghana. Ud over at oprette AfriCAN, har hun lavet frivilligt arbejde og haft praktikophold i adskillige lande i Afrika. Hendes beretninger benyttes til at fremvise udfordringerne der opstår ved at stifte en NGO samt at arbejde på tværs af landegrænser. Ydermere har hendes praktikforløb i Uganda igennem Red Barnet illustreret brugbare eksempler omkring humanitært arbejde og projekter. Begyndelsesvis var jeg tøvende omkring at interviewe en NGO grundet betænkelighed om hvorvidt mit emne ville fremstå stødende, da det omhandler industriens svagheder. Jeg fik vinklet spørgsmålene, så de ikke fremstod som et angreb, men var dog stadig min problemstilling og kritiske vinkel tro. Det samme var tilfældet med respondenterne, som havde været volontører, da jeg havde forudindtagede indtryk omkring humanitært arbejdes skadelige effekter. Mine spørgsmål kunne have fremstået kritiske, men jeg valgte at positionere mig åbent overfor deres berettelser. Davies belyser at man må være opmærksom på interviewsets kontekst frem for blot hvad der bliver sagt (2008:106). Ved interviewene opleves det, at samtidig med at respondenterne gav direkte svar, fandtes der vinklen omkring hvad der blev sagt imellem linjerne, hvilket bidragede til analysen. Dette kan blandt andet være med henblik på respondenternes narrativ. Endvidere hændte det, at jeg sammen med respondenterne fandt svar, hvilket Davies ligeledes tydeliggør; her arbejder man som respondent og interviewer i fællesskab hen imod et svar eller forståelse (2008:109). Davies fremhæver at adskillige aspekter påvirker interviewet samt relationen mellem intervieweren og respondenten, som blandt andet magtforholde, køn, alder, status med mere (2008:110ff). Disse omstændigheder var med i overvejelserne, da materialet skulle afkodes. Med informationerne fra interviewet med Mille, måtte det særligt holdes i mente, at der kunne ligge en agenda omkring at promovere NGO en og ligeledes kunne det 9

være en udfordring at fremtrække de svagheder der var omkring deres projekt. Ved alle interviewene skulle der ses på det bagvedliggende i materialet, for at finde frem til respondenternes motivation, intentioner samt de problemstillinger der var i hele aspektet, da dette var noget respondenterne ikke nødvenligvis var medvidende om. 1.5 Disposition I kapitel 2 præsenteres det, hvordan den gode intention har udviklet sig siden 2. verdenskrig. Efterfølgende analyseres der frem til, hvad der motiverer Vestens stater, NGO er og individer til at hjælpe, i form af humanitært arbejde og projekter i udviklingslandene. Her skabes en forståelse for den gode intention og hvordan denne intervention opstår. Efterpå diskuteres det hvorvidt den gode intention er en uselvisk gerning, eller handler om quid pro quo. I kapitel 3 løftes det frem hvilke problemstillinger og konsekvenser vestligt humanitært arbejde og projekter skaber i udviklingslandene, hvortil både mediernes, eliters og berømtheders påvirkning tages op. Undervejs inddrages respondenternes oplevelser og endvidere trækkes der sammenligninger imellem Vestens gode intention samt koloniseringen. Interviewet med en dansk NGO benyttes til slut, for at trække paralleller med deres udfordringer samt de problemstillinger der generelt findes i den humanitære verden. Afslutningsvis findes konklusionen og perspektiveringen af emnet. 10

2. Vestlige Stater, NGO er & Individers Gode Intention 2.1 Udviklingen af den gode intention Altruisme er et essentielt begreb at inddrage, når der tales om gode intentioner. Den danske encyklopædi definerer altruisme som værende en moralsk grundholdning eller væremåde kendetegnet ved, at den enkelte søger at fremme andres vel, uden tanke for egne interesser og behov. Altruisme kan anses at være en grundsten i religion, hvis der f.eks. ses på kristendommen og buddhismen. Disse religioner har fundamentalle budskaber omkring næstekærlighed, hvorpå dét at gøre godt for omverden påvirker sin skæbne, velbefindende og giver syndsforladelse. Det kan diskuteres hvorvidt at tidlig missionærs udsendelser til fattige lande, har banet vej for humanitært arbejde. Her har intentionen været at hjælpe udsatte mennesker og samtidig konvertere dem. Altruisme er ligeså et aspekt omkring moral. Med henblik på humanitær hjælp, projekter og ulandsstøtte, er der sket en særlig udvikling efter 2. verdenskrig, som efterlod verden i destruktion. Større organisationer som IMF samt Verdensbanken blev grundlagt i 1944 og De Forenede Nationer i 1945. Den økonomiske hjælp til udviklingslandene, er baseret på Marshallplanen, som blev opfundet efter 2. verdenskrig. Planen var tiltænkt Europa, som skulle give landene økonomisk støtte, til at komme på fode igen efter krigens ødelæggelser. Grundet Marshallplanens succes, blev den tillagt udviklingslandene, med et håb om at skubbe dem i fremdrift. Moyo belyser, med udgangspunkt i Afrika, at ulandsstøtten siden Marshallplanen i 1950 erne er gået igennem adskillige faser. I 1960 erne var der fokus på industrialisering, hvortil 1970 erne bød på at ulandsstøtte var svaret på fattigdom. 1980 erne drejede sig om at stabilisere igennem udvikling, hvorefter 1990 erne fokuserede på statens plads i hele aspektet (Moyo 2009:10-26). Siden år 2000 har der været en fremvækst af glamour aid, hvilket er baseret på berømtheder og Hollywoodstjernernes indvirkning på den humanitære industri (Moyo 2009:26ff). I 1960 holdte John F. Kennedy en tale for nationen, som opfordrede studerende til at yde sin hjælp i udviklingslandene. Dette førte senere til stiftelsen af Fredskorpset samt vurderes at have været et startskud til det som i dag er voluntourism (Ronca). I takt med at den humanitære industri har vokset siden 2. verdenskrig, er det interessevækkende at antallet af NGO er er forøget drastisk siden 1970 erne. Forte påpeger, at denne fremvækst ligger til grund for de konservative regeringer med Ronald Reagan og Margaret Thatcher, som gjorde 11

den frivillige sektor en central del af deres strategier for at reducere statens sociale udgifter (2014:7-8). Et skøn lyder på at der findes et sted mellem 20.000-40.000 NGO er på et internationalt plan (Forte 2014:6). Siden den kolde krig, har der været en betydelig fremvækst af internationale NGO er, som arbejder med udvikling og humanitarisme, hvilket har medført en stigning i termen global civil samfund (Kapoor 2013:88). Forte ræsonnerer at bølgen af Vestens interventioner, siden den kolde krig, rettere er et tegn på sen imperialisme, som gemmes bag ordet humanitarianism (2014:4-5). Store katestrofer vurderes at have en påvirkning på menneskers motivation for altruisme. Clemmons (2010) påpeger at store tragedier som terrorangrebet d. 11. september, tsunamien i 2004 og orkanen i New Orleans har øget voluntourism. Det kan argumenteres at måden, hvorpå den vestlige verden vælger at hjælpe, er præget af tendenserne i samfundet på den pågældende tid. På internettet findes adskillige artikler, blogs og debatter af etisk kritik omkring voluntourism. Belysningen af de negative aspekter inden for denne industri kan være tegn på at en større modbevægelse vokser frem. Hjemmesiden Admitting Failure blev oprettet i 2011, og bidrager til forståelsen af hvordan humanitære projekter mislykkes, samt hvorledes NGO er kan optimere effekten af projekterne i udviklingslandene. I takt med både tidligere forskning omkring bagsiden af den humanitære industri samt belysningerne på internettet, anser jeg at der vil fremvokse en viden omkring de negative aspekter af humanitær hjælp. 2.2 Når Vestens stater & NGO er griber ind For at se nærmere på den gode intention, er det relevant at anskueliggøre hvorledes den vestlige verden i form af stærke stater og NGO er vinder indpas hos udviklingslandene. Sampson belyser at såfremt en stat ikke har et gennemgående stærkt fundament sker der fragmenteringer hvorpå trouble spots opstår. Herved får stærke stater adgang til at gribe ind hos svage stater. En stærk stat varetager og beskytter det offentliges interesse samt beskrives typisk med termer som; administration, dialog med civile, politisk system med mere. I den svage stat vil der for eksempel være dårlig infrastruktur, mangel på kontrol og orden (2003:312). Denne fragmentering er et kollaps af statens fundament, som derved tillader, at såkaldte trouble spots opstår. Det er her at to hovedaktører, som Sampson kalder project society og mafia society, kæmper om at udfylde trouble spots (ibid). Project society består af humanitær assistance og NGO er fra andre lande som udarbejder deres projekter i stater med trouble spots (ibid). Dette er demokratiske assistancer samt organisationer, hvis mål er at 12

forbedre levevilkår, samt hjælpe befolkningen og staten (2003:313). Kritikken som rettes imod project society, er at disse organisationer kan fremstå som at have en positiv og uselvisk agenda, men kommer til at overvælde staten ved at overtage dens funktioner. Der opstår herved konflikter, såfremt de har en politisk agenda med manipuleret kanaliseret ideer og koncepter (2003:322ff). St-Pierre vurderer ligeledes at i adskillige lande i den globale syd, træder NGO er ind og udfylder roller som staterne ikke selv kan varetage, hvorpå de kan anses som moderne stater (2014:41). I tråd med dette, beskriver Forte også NGO er som trojanske heste af globale neoliberalisme, som griber ind hos svage stater med deres humanitære assistance og menneskerettigheder (2014:11). Kapoor pointerer at denne indgriben kan handle om at eliter og filantroper sanktionerer svage stater til at ophæve deres sociale ansvarlighed. Herved kan de svage stater fralægge sine pligter overfor marginaliserede samfund og menneskerettigheder, da der er andre til at udfylde hullerne (Kapoor 2013:65-66). Problematikken opstår ved at de svage stater og de indgribende eliter begge kan være utilregnelige, da der ikke findes klare linjer omkring hvem ansvaret ligger hos. Sat i relation til NGO ers indgriben i Haiti, oplever de lokale at manglende koordinering samt samarbejde imellem NGO er og staten medfører ubæredygtige projekter som efterlader indbyggerne med en manglende følelse af, at der findes lokal autoritet (Kivlan 2012:248,261). I tråd med forståelsen omkring staters indgriben, er det relevant at belyse hvorledes globaliseringen har præget Vestens mulighed for at vinde indpas i udviklingslandene. Davison/Yates tydeliggører eliters påvirkning af det globale system, hvilket drejer sig om eliter i form af både stater, personer, virksomheder og organisationer. Amerikanisering bliver ligeledes fundet som et synonym med globaliseringen og landet betragtes at være den globale økonomiske leder (Davison/Yates 2002:324). Det drejer sig ikke blot om virksomheder der eksporterer deres varer og service, men også organisationer som eksporterer deres morale vedrørende abort, familieliv, uddannelse med mere (Davison/Yates 2002:326). USA anses som en elite der præger samfund rundt i verden med sine ideer, værdier og etik. Desuden har disse store multinationale selskaber en finansiel magt der kan benyttes på globalt plan og påvirke andre lande (Davison/Yates 2002:344). Det tydeliggøres, at eliten er dem som kan følge trop med udviklingen, som for eksempel USA. Endvidere påpeges det, at for at kunne følge med, må man som land have en styrke i form af sin infrastruktur, kapital samt mulighed for at indtage markederne (Davison/Yates 2002:348). En understøttelse er med 13

udviklingslandene i fokus, hvor Davison/Yates informanter betragter, at det ikke er muligt for disse lande at følge med grundet deres manglende struktur og kapital (2002:349). Herved sagt, drejer eliter på globalt plan blandt andet om magt igennem kapital. En fælles holdning fra de verdensførende virksomheder er, at de bidrager positivt til de forskellige lande samt at det gøres med omtanke (Davison/Yates 2002:353). De samme principper og tankegange kan dog argumenteres at have ligget til koloniseringen. Davison/Yates pointerer at dét man tidligere kaldte kolonisering, nu er blevet udskiftet med et mere positivt ord som udvikling (2002:327). Det kan vurderes ud fra det globale system, at eliterne egentlig er en ny version af europæerne, som i sin tid indtog verden og koloniserede den. Som Friedman belyser har kapital aldrig fordelt sig ligeligt rundt i verden (2003:1). Vi bevæger os imod en integreret verden med en globaliseret økonomi samt skiftende hegemoni, hvilket forklarer den kamp der findes om magt (Friedman 2003:6). Idet stater og nationer fragmenteres, overtages de af andre magter. Ydermere bedømmer Turner at multilaterale organisationer der arbejder på globalt plan som Verdensbanken, WTO og IMF underminerer stater ved deres suverænitet og tilstedeværelse (2003:49). Det vurderes herved at suveræne stater og NGO er undertrykker og holder udviklingslandene i skak ved deres indgriben. 2.3 Når Vestens individer drager afsted For at se nærmere på hvordan Vesten drager til udviklingslandene for at bedrive humanitære projekter, er det essentielt at inddrage det personlige aspekt som motiverer individer til at tage afsted. Med henblik på frivilligt arbejde anses det, at der kan ligge en personlig agenda bag at rejse til landene som volontør. Talemåden Der findes ingen uselvisk gerning er sigende i henhold til, at det drejer sig om mere, end blot intentionen at gøre godt. Rejseformen voluntourism er blevet en stor industri inden for det seneste årti. Begrebet er kombineret af ordene volunteer og tourisme, hvilket består af turister, som kombinerer frivilligt arbejde i udlandet med en ferie, som arrangeres igennem organisationer. Det frivillige arbejde spreder sig over en bred vifte og kan bestå af alt fra at arbejde på et børnehjem i Peru, dyrke landbrug i New Zealand, undervise engelsk i Asien, bygge huse i Afrika og meget mere. Typisk er opholdet i alt fra en lille uge til et par måneder, hvorpå der betales for at være frivillig. Af organisationerne beskrives det at pengene går til det pågældende projekt samt éns kost og logi. Voluntourists består af en bred målgruppe af unge 14

mennesker der tager et sabbatår, familier som ønsker at gøre en god gerning eller folk på pension (Ronca). Berettelserne lyder, at valget af sådanne ture er baseret på at man ønsker et autentisk billede af en kultur, gøre en god gerning for mennesker i nød og deltage i et meningsfuldt projekt (Dunaj 2013). Endvidere har studier vist at frivilligt arbejde genererer en positiv selvfølelse samt har sundhedsmæssige fordele i form af øget trivsel og livskvalitet (Dalton 2008). Voluntourists beskyldes for at bruge udviklingslandene som en legeplads (Mohamud 2013). Individer som drager ud til disse projekter, kan anskues at have en egoistisk agenda. Det kan diskuteres hvorvidt det rettere drejer sig om, at det er volontørens behov som bliver tilfredsstillet, end det pågældende samfund som man forsøger at hjælpe. Voluntourism kan kobles til oplevelsesøkonomien samt forstås som en trend, der er udsprunget af Vestens købekraft. En jordomrejse er ikke længere et tilstrækkeligt eventyr, og i nyere tid er flere mennesker blevet berejste. Hvor det tidligere har været eftertragtet at besøge eksotiske feriemål, er der nu et ønske om at få en autentisk oplevelse ud sin destination. Med udgangspunkt i den klassiske teori, Maslows behovspyramide 1, handler denne rejseform om selvrealisering. I takt med Vestens købekraft og velstand, er teorien de seneste årtier blevet diskuteret således, at selvrealisering nu er det vigtigste behov, som man ønsker at opfylde. Voluntourism anses at være skabt ud fra et ønske om at gøre en god gerning, men gode intentioner er nødvendigvis hverken tilstrækkelig eller oprigtige. Særligt vurderes det at voluntourism kan kobles til conspicious consumption og er blevet en gængs rejseform, på grund af den anerkendelse man får af omverdenen (Dunaj 2013). Endvidere anskues det at den frivillige forsøger at købe sig til en rolle som en såkaldt barmhjertige samaritaner. Med udgangspunkt i en god intention, forekommer det tilmed hos berømtheder der rejser til Afrika, at det i stedet bliver en selvpromovering. Kapoor pointerer at de bliver fulgt af journalister og kameraer, alt i mens der vises de klassiske billeder af smilende/lidende børn samt taknemmelige/grædende mødre, hvorved Afrika bliver en form for museum (2013:39). 1 Teorien er opfundet af den amerikanske psykolog Abraham Maslow i 1943. De fem motivationsbehov opfyldes nedefra i behovspyramiden. Man skal således have dækket sine fysiske behov først, før man kan dække de efterfølgende behov af tryghedsbehov, sociale behov, ego behov og afslutningsvis selvrealisering. 15

Biehn belyser igennem et casestudy af voluntourism programmer, at organisationer inden for industrien udsender budskabet, at man som volontør kan redde disse samfund (2014:77-78). Her markedsfører de sig på at små gerninger, er med til at skabe ripple effect og forandring, hvilke fungerer som buzz words for hele fortællingen. Narrativet består af at unge mennesker kan være helte, redde verden og samtidig forbedre sig selv personligt (Biehn 2014:79). Dette ligger op til diskussion omkring ideen at skabe forandring og at man skal redde. Problemet findes endvidere i heltetitlen som tildeles voluntourists, hvilket er med til at skabe en overlegen tanke om at Vestlige individer både har berettelsen samt er så privilegeret at de kan redde andre samfund. Biehn konkluderer at disse fortællinger, som de frivillige fyldes med, skaber nye imperialistiske ideologier, om at man kan redde verden og have det sjovt på samme tid. Desuden sendes der et budskab om, at såfremt man vælger at købe disse rejser og give sin personlige indsat, er man med til at redde verden (2014:86). I de sociale medier overværes vestlige volontørers behov for at selvpromovere sig igennem helterollen. I foråret 2014 var det oppe i medierne, hvordan brugere af Tinder promoverede sig på humanitært arbejde i udviklingslandene, igennem deres profilbilleder. Forte belyser at det amerikanske militær ligeledes anvender sociale medier for, at promovere sig på det som han kalder picture perfect good intentions (2014:185). Billederne portrætterer glade, smilende amerikanske soldater i udviklingslandene, som leger med lokale børn, hjælper mødre, healer spædbørn m.m., hvilket Forte argumenterer er en fremstilling af at USA er babysitter eller storebror af verden (2014:188). Hvad der ikke fremvises, er at uddeling af gaver, er en stor del af at få lov til at tage disse billeder med de lokale (ibid). Et andet relevant aspekt omkring individers valg at drage ud som volontør, handler om den kvalifikation det kan tilføje på éns CV. Søges der på Google: Volunteering CV findes ca. 1.510.000 resultater, hvor hjemmesiderne opfordrer at man skriver sit frivillige arbejde på CV et for at optimere sin job- eller uddannelses ansøgning. Dette drejer sig om en måde at fremstå på og værdien der ligges i, at man har lavet frivilligt arbejde. Biehn pointerer at voluntourism programmer markedsfører sig på at være en hjælp på CV et. Unge studenter loves at disse ture giver dem mere selvsikkerhed, gøre dem eventyrlystne samt at de bliver bedre ledere med et godt CV (2014:80). Mine respondenter fastslog at de ikke havde valgt at tage på volontør rejserne, for at optimere deres CV, men at det naturligvis var en gode, som de fik med sig. Nikoline valgte at arbejde på et hospital, da hun forventede at skulle læse medicin efterfølgende og oplevede senere at dette havde hjulpet hende ind på sit studie. I 16

Ghana var hun vidne til, at mange unge amerikanere kom for at lave frivilligt arbejde og blev der så kort tid som en uge. Dette betragtede hun var blot for, at de kunne få krydset volontør arbejde af listen. Både Anne, Clara og Nikoline valgte at udføre frivilligt arbejde, for at opleve en anderledes kultur. De var ligeledes alle interesseret i at komme tilbage dertil eller dyrke andre projekter i udlandet. 2.4 Velgørenhed i dagligdagen til udviklingslandene Moyo pointerer at vi lever i en kultur af støtte hvor de mennesker som er bedre stillet, tilslutter sig begrebet om at man må give almisse til de fattige. Ydermere er vi præget i hverdagen til at tro dette er det rette at gøre (2009:xviii). Velgørenhed er et aspekt som findes i dagligdagen og det ses hvordan denne tanke om, at give til mindre velstillede er inkorporeret i samfundet. Det opleves endvidere at Vestens konsumenter er blevet mere bevidste forbrugere i henhold til økologi, fair trade, genbrug samt bæredygtighed. Jeg vurderer at voluntourism kan kobles til denne ideologi. Der figurerer reklamer på nettet og fjernsynet om eksempelvis at blive fader til børn i Afrika. I forretninger findes der indsamlingsdåser til donationer til udviklingslandene. Ved flaskeautomaten, kan man donere sine pantflaskepenge til et humanitært projekt. På gaderne står gadesælgere, som vil snakke om projekter man skal donere penge til. Desuden kan man trække penge fra i skat, hvis man donerer et vist antal kroner til velgørenhedsorganisationer. Kapoor belyser at charitainment (charity entertainment) er blevet en stor industri i det vestlige samfund (2013:13). Dette består af koncerter, fester og lignende hvis formål er, at underholde og samtidig indsamle penge til et projekt. Product Red er et eksempel på hvordan man kan gøre en såkaldt god gerning, imens man bruger sine penge. På deres hjemmeside købes online produkter, hvilket dækker éns behov i form af et produkt man i forvejen ville købe, og samtidig doneres penge til HIV/AIDS ramte mennesker i Afrika. For at vende tilbage til det selvpromoverende og helte aspekt, kan man også på sådanne hjemmesider vælge at dele sine køb på de sociale medier. Richey/Ponte kalder dette for low-cost heroism da det kræver en lille indsats at købe et produkt, som man alligevel ville have købt et andet sted (2008:723). I forbindelse med dette opstår en form for aktivisme igennem shopping. Kapoor anser lige så vel at denne industri af velgørenheds shopping drejer sig om en dårlig samvittighed og at der appelleres til, at vi er tvunget til at hjælpe (2013:105). 17

2.5 Intentionen om at gøre godt en uselvisk gerning? Gavmildhed, hævder Kapoor, gøres med ideen om at der ikke forventes noget i gengæld. Denne forestilling om at humanitært arbejde gøres ud fra en uselvisk gerning, er hvad Kapoor mener, er med at til at give humanitarisme dens moralske tyngde (2013:5). Såfremt det antydes at humanitært arbejde og velgørenhed gøres som en uselvisk gerning eller uden intentionen om at få noget tilbage, bør der ses på dette med skeptiske øjne. Sat i relation til Marcel Mauss teori om gaven, kan humanitært arbejde, projekter, donationer med mere anses som en gave. Med udgangspunkt i humanitært arbejde kan den frivilliges tid og engagement forstås som værende en gave. Her har den frivillige taget tid fri fra sin hverdag, for at kunne rejse til udlandet og udføre humanitært arbejde. Ifølge Mauss består gaveudvekslingen af tre principper: pligten at give, pligten at tage imod og vise taknemmelighed, samt pligten at give tilbage (2010:16-17). Mauss argumenterer at en gave aldrig er gratis og kommer altid med en forpligtelse. Denne forpligtelsen skabes imellem personen som giver og personen som modtager. Til trods for at man giver en gave, er genstanden aldrig helt separeret fra personen som giver genstanden. Der ligger så at sige, en gæld i den og selvom modtageren giver noget tilbage, er der stadig en uskreven forbindelse mellem de pågældende personer og den pågældende gave. Herved kan det også forstås at den såkaldt gave som den frivillige giver til det lokale folk eller samfund, ved sin tilstedeværelse, skaber en forpligtelse om påskønnelse og på sin vis en form for gæld. Som Mauss har vist igennem sin teori, er gaver ikke nødvendigvis materielle genstande og består ligeledes af ofringer (2010:19ff). Frivilligt arbejde i form af humanitære projekter er unægteligt en ofring af sin tid og penge, hvilket også er tilfældet med pengedonationer. I denne ofring ligger der en forpligtelse imellem den person som har ofret (sin tid, penge, arbejdskraft osv.) og det samfund/de personer man har ofret sig på. Det kan være bevidst eller ubevidst, men der findes en forventning fra giveren til modtageren. I et sådant tilfælde som humanitært arbejde argumenterer jeg, at dette kan ligge i taknemmelighed og i den gode følelse som giveren får at denne gave/ofring. For mit eget vedkommen som frivillig i Nepal, gav jeg den såkaldte gave/ofring, af at tage tid ud af min kalender for at rejse til Nepal. Penge blev brugt på flybilletten samt opholdet, hvortil en del gik til projektet og desuden ofrede jeg min tid på at være frivillig. Hvad jeg fik til gengæld var både en oplevelse, en såkaldt ære af at komme hjem og sige, at jeg havde lavet frivilligt arbejde på et børnehjem samt følelsen af, at disse børn havde været taknemmelige for min hjælp. Endvidere kunne dette benyttes til at 18

optimere mit CV til fremtidige jobansøgninger. Dette er med til at understøtte forståelsen for, at der ligger mere bag humanitært arbejde og projekterne end at man blot vil hjælpe andre mennesker. Med henblik på Mauss belysning af potlatch, har Mary Phillips anslået at eliter og berømtheders storslåede velgørenhed og donationer kan anskues som en moderne form af potlatch. Når det bliver til offentligt skue, anser hun at det handler om status, ære og prestige (Phillips 2008 citeret i Kapoor 2013:64-65). Ud fra dette, kan det forstås at berømtheder kan præge hvor fokusset på humanitære projekter skal ligge. Såfremt deres såkaldte gode intention handler om selvpromovering og prestige, er der en sandsynlighed for at der ikke ligges vægt på hvilket projekt disse anselige donationer går til, og at det rettere er donationen i sig selv som bliver deres omdrejningspunkt. Herved kan den velhavende persons sporadiske ide om hvad der skal reddes medføre at kapitalen bliver lagt i forkerte hænder eller projekter. Sat i relation til stærke stater og NGO ers indgriben og hjælp, anskuer jeg at der også ligger en del af Mauss teori om gaven. Denne gave drejer sig om hjælpen/donationerne som stater/ngo erne giver til både samfundene og staterne i udviklingslandene. Her ligger lige så vel en forpligtelse imellem giverne og modtagerne, hvilket ud fra Mauss teori, er med til at skabe en solidaritet. Båndet der skabes, vil nogle NGO er/stater muligvis hævde, drejer sig om gode intentioner og værende uden forpligtelser. Jeg argumenterer dog at det nærmere drejer sig om quid pro quo. 2.6 Humanitær hjælp uden forpligtelser eller quid pro quo? I tråd med ideen om at der ligger mere bag intentionen om at gøre godt, er det relevant at inddrage aspektet om den neutralitet, nogle NGO er promoverer sig på. En del nødhjælpsorganisationers principper består, generelt set, af et ønske om upartiskhed og neutralitet for netop at kunne hjælpe på tværs af grænser. Røde Kors hævder at deres principper bygger på, at de yder hjælp uden hensyn til nationalitet, race, religion eller politiske holdninger og for at skabe tillid, tager de ikke parti i fjendtligheder eller andre uoverensstemmelser. 2 Hermed sagt, fastholder Røde Kors, at de ønsker at hjælpe mennesket i nød. Sampson påpeger at fremmelse og konsolidering af menneskerettigheder og demokrati er en forudsætning for at modtage hjælp (2003:315). FN belyser at deres vigtigste opgaver ligger indenfor fred, sikkerhed, menneskerettigheder, udviklingsaktiviteter samt humanitære 2 http://www.rodekors.dk/om-os/de-syv-principper (2014-12-27) 19

indsatser. De pointerer endvidere at de hverken er en verdensregering eller udsteder love. Deres mål er at løse internationale konflikter og formulere betydelige politikker. 3 Såfremt en stat ønsker at være en del af FN, indgås en kontrakt, hvor et regelsæt underskrives og skal overholdes. Det kan anses at der findes en bagvedliggende agenda i form af, at den hjælp der modtages kommer med forpligtelser. Forgie påpeger at efter Haitis jordskælv har NGO er og USA s militærkræfter rykket ind med nødhjælp, hvor haitianere har set flere våben end humanitært hjælp (2014:66-67). Herved forstås på at den gode intention snarere handler om hjælpernes egne vilkår. USA kom til undsætning, men for det lokale folk, lod det til at handle mere om militærovertagelse, våben og magt end at skulle hjælpe menneskerne igennem katestrofen. I 2005 lovede USA $15 millioner til bekæmpelsen af AIDS i udviklingslandene, med kriteriet om at to tredjedele af beløbet skulle gå til pro-afholdenheds programmer og måtte ikke gives til klinikker som vejledte i, eller udførte aborter (Moyo 2009:7). Dette eksempel er med til at danne billedet omkring hvordan der ligger en forpligtelsen imellem giveren og modtageren af hjælpen. Ligeledes viser det, at denne form for hjælp tilskriver en strategi, for hvad de mener er en løsningen for et problem, og samtidig kan det være værdier, som skal komme til udtryk. Moyo diskuterer aspektet omkring quid pro quo i økonomisk støtte, da denne kommer med betingelser. Lande som modtager økonomisk bistand, skal blandt andet benytte pengene på specifikke varer og servicer fra det donerende land. Endvidere bliver doner-landenes egne borgere ansat i de fattige lande, hvorpå arbejde tages fra landenes kvalificerede kandidater (Moyo 2009:38-39). Udover at fattige lande har skulle underlægge sig andre udefrakommendes regler, har det også svækket de pågældende samfund, ved at fratage arbejde samt frarøve kapital, som kunne være benyttet til lokale varer og servicer. 3 http://un.dk/da/node/9 (2014-12-27) 20

3. Problemerne & Konsekvenserne af Gode Intentioner Talemåden Giv en mand en fisk og han har mad i dag. Lær en mand at fiske og han har mad for resten af livet er et betydningsfuldt udsagn i den humanitære verden. Der findes projekter som blot giver manden en fisk (nødhjælpspenge/donationer af varer, mad osv.) og der findes projekter som lærer manden at fiske (landbrugsprojekter, uddannelse og lignende udviklingsprojekter). Er det overvejet, at måske kan manden ikke tåle fisk eller ikke har lyst til at lære at fiske og man derfor må finde på noget andet. Og hvem siger, at den måde man lærer manden at fiske på, er den rette for ham. Jeg betragter, at der er en manglende gængs viden omkring de konsekvenser vestligt humanitært arbejde og projekter kan have. Dette kan blandt andet ligge til grund for mediernes påvirkning og vinkling. Der findes den klassiske ide om at visse humanitære projekter er mislykkes grundet korruption i udviklingslandenes stater. Der ligger dog mere bag problemstillingerne, end blot korruption. Humanitære projekter kan være uhensigtsmæssige, i form af at man påtvinger universelle ideer, underminerer de pågældende samfund, skaber bivirkninger eller laver lappeløsninger. 3.1 Mediernes fremstilling Forte belyser at for at NGO er kan gribe ind på et område, må de have et trængende og nødslidende projekt (2014:12). Andria Timmer bekræfter at NGO er overdriver fattigdom og nød for at skabe sådanne projekter. Der spilles på empatien for at få folk til at hjælpe, og herved bliver det hvad hun kalder needy subjects (2010). Denne fremstilling med hvad kan kaldes stakkel billeder figurerer blandt andet i reklamer på fjernsynet og internettet. Kapoor fremhæver at vi er tilbøjelige til at være tryllebundet af mediebilleder samt overskrifter, hvorpå vi ukritisk og passivt indtager dem (2013:84). NGO ers manipulation med virkelighedssituationer samt fremstilling af projekter til deres fordel, vurderer jeg er en medspillende faktorer i hvorledes motivationen til humanitært arbejde og projekter skaber problemstillinger. I tråd med dette pointerer Kapoor at NGO ers bejleri til mainstream pressen, er en konkret mediestrategi (2013:86). Med henblik på den kritik jeg desuden har rettet imod nødhjælpsorganisationers fremstilling om at være neutrale og pålidelige, kan disse udsagn ifølge Kapoor være et branding stunt (2013:86). Endvidere er det også problematisk at medierne i visse omfang benytter humanitære NGO er som pålidelige kilder, blot på grund af at de er ude i selve felten. Dette var blandt andet tilfældet med Røde Kors, som blev sat i en autoritært position som formidleren af information under Tsunamien i 2004 (Watson 2011:13). Under denne katestrofe brugte medierne ord som; naturlig, uundgåeligt og 21

tilfældig omkring tragedien, hvortil Watson belyser at en bestanddel af årsagerne til masseødelæggelserne, var grundet sociale systemer som f.eks. dårligt byggemateriale og lignende (2011:14-15). Vi lever i et videnssamfund, hvor det kan betragtes at mennesker har større mulighed for at blive oplyste. Såfremt vi ikke får valid information eller medierne vinkler det til deres favør, bliver vi ikke medvidende omkring konsekvenserne af humanitære projekter og hvilken effekt Vestens indtræden i udviklingslandene egentligt har. Mediernes påvirkning kan i denne forbindelse ses som en medspillende faktor i hvordan individer samt NGO er motiveres til at hjælpe og intervenere. Såfremt der ikke ses kritisk på mediernes narrativt, kan dette manipulere beslutningstagen omkring humanitære projekter samt donationer og ligeledes munde ud i at der ikke ligges vægt på bæredygtige projekter. Dermed sagt er det sandsynligvis projekterne, som er bedst til at markedsføre sig, som modtager volontører og donationer. 3.2 Eliter & berømtheders indflydelse Kapoor belyser hvorledes berømtheders indgriben påvirker udviklingslandene og det vestlige samfunds ide omkring humanitært arbejde. Berømtheder kan anses for at være eliter på et globalt plan. Som Davison/Yates (2002) tilmed tydeliggør har eliter en afgørende indflydelse på både globaliseringen og det globale system. Kapoor argumenterer at berømtheders gode intention ikke nødvendigvis handler om den tredje verden, men om kapitalistisk liberale demokratiers trivsel (2013:5). Her inddrager han at upålidelige eliter udnytter tredjeverdenslandene, som en baggrund for første verdens heltedyrkelse og derved bliver disse lande en slags losseplads for humanitære idealer og fantasier (2013:13). Kapoor påpeger at berømtheder såsom Bono bruger tid på at fordømme tredjeverdens fattigdom, men opleves ikke at stille spørgsmålstegn ved kapitalismens påvirkning (2013:33). Med henblik på den magt som store berømtheder har, opstår det uhensigtsmæssige aspekt om at de kan flytte fokus fra oprigtig trængende projekter, over til sager som appellerer til dem. Dette er igen formentlig stadig med den gode intention i mente, men i stedet må man spørge hvilken berettigelse de har, for at skulle bestemme hvilke sager, der skal have opmærksomhed. I 2005 overkom den gode intention Hollywoodstjernen Sharon Stone, idet præsidenten af Tanzania udtalte at befolkningen manglede myggenet. Da hun sporadisk rejste 22

sin under interviewet og pressede deltagerne til at donere penge til sagen, resulterede det senere i at FN måtte dække omkostningerne, da adskillige donere ikke indbetalte de lovede beløb til Tanzania (Kapoor 2013:38). Argumentationen ligger på, at blot grundet hun fik skabt fokus omkring et emne som havde fanget hendes opmærksomhed, blev andre organisationer domineret til at donere til en sag, hvor de eventuelt ville have brugt pengene på andre områder. Hvor Anderson Cooper anerkendende mener at berømthedsdiplomater udfylder hullerne af forsømmelse, diskuterer Kapoor at dette netop er selve problemet (2013:33). Det funderes over, hvorvidt berømtheder har kompetencer til at vide hvorledes humanitære projekter skal gribes an. Som skulle berømtheder være en legitim autoritet, er det desuden tankevækkende at økonomen Jeffreys Sachs i sin bog The End of Poverty, har overdraget forordene til Bono samt på bagsiden findes et billede af forfatteren og Bono sammen. Moyo illustrerer det bemærkelsesværdige grundlag for, at Afrikas præsidenter ikke opleves på den globale scene, når der tales om deres fattigdom. Her belyses aspektet om at Vesten har tilgodeset at berømtheder deltager i møder med Verdensbanken og IMF samt taler på vegne af de fattig lande. USA, pointerer hun, ville derimod aldrig godtage at Hollywoodstjerner udtalte sig om USA s økonomi, uden at præsident Obama fik et ord ind (Moyo 2009B). Intentionerne som berømtheder har om at gøre godt, kan være bekymrende i takt med at de har muligheden for at ligge betydelige pengesummer i uhensigtsmæssige humanitære projekter. Det kan tænkes at eliter og berømtheder får vejledning af såkaldte eksperter omkring hvilke projekter de skal vælge. Der bør stadig ses på det alvorlige aspekt, at fordi en person har en væsentlig indkomst, er det ikke ensbetydende med at personen ved hvordan disse penge skal bruges til godtgørelse i verden. Ydermere vurderes det, at selvom berømtheder ses på den globale scene og der skabes en dyrkelse af dem, giver det dem ikke en legitimitet til at informere omverden omkring humanitarisme. 3.3 Universalisme versus relativisme Det betragtes at mange humanitære projekter i udviklingslandene er bygget på et vestligt værdigrundlag, hvilket ligeledes er gældende for menneskerettigheder. Konflikten findes i at et samfunds idelogi påtvinges et fuldkommen anderledes samfund. Blot på grund af at Vesten vurderer en pågældende omstændighed eller handling for at være positiv/negativ, betyder det langt fra at dette er samme situation for det samfund man forsøger at pålægge sine værdier. Preis pointerer at universalister mener at menneskerettigheder er baseret og gældende for hele 23

verdens befolkning (2009:333). Herved inddrages Pollis/Schwabs udsagn om at verdenserklæringen af menneskerettigheder har underliggende demokratiske og liberitære værdier (Preis 2009:335). Debatten går på hvorvidt man egentligt kan tillægge hele verdens kulturer de samme rettigheder og om disse lige så vel er hensigtsmæssige for alle. Når Vesten har følelsen af, at skulle redde udviklingslandene, anser jeg at dette sker på baggrund af et ønske om at disse samfund skal have samme forudsætninger som én selv. Sympatien omkring at et samfund har det værre end én selv, grundet de ikke har samme privilegier, er med til at skabe konflikten omkring behovet for at gribe ind og redde. Den manglende forståelse for et pågældende samfund og kultur, er en faktor der spiller ind, på Vestens suveræne følelse af at kan redde andre. Det kan samtidig diskuteres hvorvidt medier, globaliseringen og at mennesker er blevet berejste, gør verden mere forstående for kulturforskelle. Modargumentet kan lyde på at mennesker stadig vil være sin kultur tro, og derfor ikke åbner sit perspektiv for forståelsen af andre kulturer, hvilket forårsager at der opretholdes et os og de andre. Med henblik på universelle ideer i kontrast til relativisme, forekommer der også inden for den humanitære industri en ide om at one size fits all. Bistand til Afrika er affødt af den succes Marshallplanen havde i Europa. Moyo fremholder at planen blev benyttet som et blueprint til Afrika og grundet blandt andet økonomiske årsager, er dette to uidentiske kontinenter, med forskellige forudsætninger (2009:36). Her opleves at universelle ideer tilskrives et samfund, og at der ikke tages højde for relativisme. Tilhængere af ulandsstøtten konkluderer at bistand er succesfuld når det målretter sig et demokrati, da de finder et sådant miljø er det eneste som kan igangsætte økonomisk vækst. Moyo påpeger at der ligger et idegrundlag fra Vesten om at demokrati kan frelse Afrika for blandt andet korruption og fattigdom (2009:40-41). Hendes argument ligger på at demokrati ikke er nødvendigt for økonomisk succes, da flere lande i Asien har haft økonomisk vækst uden at demokrati har været en del af det (2009:42). Dette er et karaktertræk af Vestens imperialistisk tankegang, hvor de finder at sine metoder, er de rette på et globalt plan. 3.4 Vestens overlegne holdning: vi ved bedre - vi kan redde dem Forte tydeliggører at Vestens intervention, bunder i tankegangen om at de andre har et problem og vi er løsningen, hvilket anses som en fornyelse af vores koloniale rettigheder (2014:4). 30 år tilbage var denne fremstilling også at finde til en Live Aid velgørenheds koncert i 1985, hvor hungersnøds billeder fra Etiopien blev fremvist. Jenny Edkins pointerer 24

at billederne alene bestod af hvide europæiske volontører, hvor ingen afrikanske nødhjælpere blev vist, og dette var som et klassisk billede af, at Vesten kom for at redde inkompetente afrikanere (Edkins 2000:109 citeret i Kapoor 2013:40-41). Dette kan foruden sættes i relation til andre velgørenhedsarrangementer, hvor afrikanske børn, eksotiske afrikanske jægerne og landsbyernes ældre udstilles. Derved spørger Kapoor netop om, hvad man har gjort af de moderne urban afrikanere og ved at fremvise kontinentet på denne måde, holdes Afrika i skak som værende gammel og landeligt (2013:41). Stereotypisering af at afrikanere er simple, inkompetente eller politiske naive diskuteres at fastholde Vesten i ideen om, at man skal redde dem. Kapoor pointerer at udbredelsen af berøvede kvinder eller forladte børn i mediefremstillingen, medvirker til at genindskrive paternalistisk-koloniale forhold, hvorpå det afrikanske emne er behandlet som et offer eller barn, der har behov for repræsentation og vejledning (2013:42). Fortællingerne som NGO er producerer, om at volontører er helte, som skal redde disse ofre, er med til at skabe denne overlegenhed hos Vestens befolkning. Kapoor inddrager desuden aspektet om, at de såkaldte helte NGO er, til tider bliver mødt af fjendtlige ofre, frem for taknemmelighed (2013:95). Situationen med orkanen i Myanmar i 2008, er et relevant eksempel på hvad der sker, når et udviklingsland modsætter sig Vestens nødhjælp. Da landets militær i dagene efter katastrofen nægtede nødhjælpsorganisationer adgang til landet, var der ramaskrig i medierne på globalt plan. Diskursen lød blandt andet på at militæret var korrupt og at de gik i strid med menneskerettighederne. Dette kan sættes i relation til den legitimitet og berettigelse NGO er samt suveræne stater mener at have over udviklingslandene, hvortil medierne i dette tilfælde blev benyttet som et middel til at sanktionere Myanmar. Ruth Gorden argumenterer at Vestens indgriben, er en indikator på overlegenhed, hvor intervention fremfører en form for magt til at stigmatisere. Tankegangen, fremhæver hun, er at spore tilbage til den koloniale historie hvor vestlige lande var selvbestemmende og mindre civiliserede lande blev påvirket af udefrakommende (Gorden 1997:907-908). I relation til denne teori om kolonisering, konkluderer Kapoor at transnationale adoptioner er en klar neokolonisering (2013:29). Særligt efter Angelina Jolie var fortaler for transnationale adoptioner, oplevede USA en stigning i adoptioner af afrikanske børn (Kapoor 2013:17). I forbindelse med dette findes igen intentionen om at redde. I dette tilfælde er barnet et offer og adoptionsforældrene heltene som må tage barnet med hjem, for at give det en såkaldt ordentlig tilværelse. Kapoor spørger i dette eksempel; i stedet for at tage barnet med til 25

Vesten, hvorfor forsynes den biologiske mor ikke med hjælp, til at hun selv kan sørge for sit barn (2013:29). Dette er spørgsmål, som kan stilles i mange andre situationer, hvor Vesten griber ind med den gode intention, men man kan tvivle på hvem den reelt hjælper i sidste ende. I Vestens humanitære hjælp til udviklingslandene er der elementer som kan kobles til tidligere kulturevolutionistiske teorier, som af blandt andet Edward Burneit Tylor (1871). Her blev kulturer anset for at være i en hierarkisk ordning, eller set som en trappestige, med de civiliserede kulturer i toppen, hvortil de barbariske kulturer skulle udvikle sig hen imod den civiliserede verden og opnå samme værdisæt. Den samme overlegne holdning findes stadig og kommer til udtryk igennem fordomme og ignorance vedrørende udviklingslandene. Der findes en usagt tankegang som at vi både ér bedre og ved bedre, samt udviklingslandene ses på, som en kultur der endnu ikke har nået til Vestens stadie. Dermed sagt, kan evolutionismen have sat sine spor i Vestens opfattelse af kulturer og samfund. De humanitære projekter handler delvis om at få højnet landene, til at være på samme stadie af civilisation som Vesten. Tylers model har endvidere en racistisk tankegang bag sig, hvilket også kan spores i projekterne, i form af at der er opdelinger imellem vi/vesten og de andre/udviklingslandene. Med udgangspunkt i Fortes argument om at stater intervenerer for imperialistiske grunde, fremhæver han at man er tvunget til at anskue udviklingslandene som at være i nød eller mangel, for at kunne retfærdiggøre sin indgriben (2014:14-15). Han påpeger ligeledes at dette aspekt findes i tidlige kulturelle evolutionistiske ordninger, hvor europæerne var i toppen, og afrikanerne var fastlåst nede under en palæolitisk tidzone, afventende for indfrielse (ibid). Adskillige voluntourists beretter at de føler sig mere oplyste efter sådanne rejser. De frivilliges deltagelse i fremmede samfund er med til at skabe kulturforståelse og nedbryde fordomme. Mit ophold i Nepal var en lærerig erfaring. Inden turen var venner og familie bekymret for den påvirkning det ville have på mig og de sagde typisk: Årh, du kommer til at synes det er frygteligt, hvordan de små børn har det. Igen som en overlegen ide, at vi har det bedre end udviklingslandene på grund af vores købekraft og moderne verden. Jeg kunne dog vende hjem med opmuntrende beretninger om, at børnene havde det godt og var glade i deres hverdag. Desuden bidragede det med et forfriskende syn på hvor simpelt man kunne leve og en forståelse for kulturrelativisme blev skabt. At vende hjem til sin omgangskreds, med disse glædelige beretninger, resulterede stadig i hævede øjenbryn og skepsis fra deres side. 26

Nikoline, Anne og Clara følte lige så, at de alle kunne vende hjem med gode historier, selvom de havde hørt tilsvarende fordomme inden de rejste afsted. 3.5 Underminering af lokale folk & samfund i udviklingslandene Underminering af det lokale samfund, kan forekomme igennem gode intentioners makro ideer, hvorpå problemstillinger opstår i mikro miljøet. Det kan naturligvis diskuteres at globaliseringen generelt set underminerer alle lokale samfund på et globalt plan. Davison/Yates belyser at elite virksomheder og organisationer forsøger at omdanne sine globale ideer til det lokale, for netop at passe ind i lokalmiljøet. Dette er et relevant aspekt i henhold til humanitære projekter. Her findes adskillige eksempler på, at den gode intention udformes til en god teori, men at det praktiske resultat skaber andre problemstillinger. Kritikken af voluntourism omfatter hovedsagligt de humanitære projekter som finder sted i udviklingslandene. Skepsissen består af at volontørerne ubevidst underminerer de pågældende samfund, ved at fratage arbejde fra de lokale. Ydermere sættes der spørgsmålstegn ved hvorvidt de frivillige egentligt er behjælpelige under deres korte ophold. Der vil ved diverse projekter være tale om tidsspilde grundet oplæring og manglende kompetencer. En voluntourist beretter for eksempel at de frivillige som skulle hjælpe med at bygge huse i Afrika, faktisk sænkede projektet grundet manglende erfaring (Mohamud 2013). Anne og Nikoline oplevede at det var en længere proces at komme ind i rytmen som frivillig samt lære børnene at kende. Organisationen vi rejste igennem krævede at opholdet skulle vare af mindst to uger. Biehn pointerer at voluntourism organisationerne informerer at man skal forvente en oplæring- og tilvænningsperiode (2014:84). Biehns argument lyder på, at bruge ressourcer på at uddanne lokale folk, frem for at bruge tiden på at oplære vestlige volontører som rejser efter en kort periode (2014:83-84). Denne form for humanitært arbejde kan forstås ud fra aspektet om at det rettere er en selvisk aktion, som handler om selvrealisering. Ifølge Biehn motiveres disse unge mennesker til at indsamle penge til deres rejse (2014:84). Tankegangen i dette tilfælde, er skruet fejlagtigt sammen, såfremt det handler om den gode intention at hjælpe et samfund. Strategien om dette belyser igen, hvordan det handler mere om individets selvrealisering, i form af at en vestlig person ønsker at hjælpe et samfund, men først må indsamle penge til at kunne rejse til dette samfund, for dernæst at blive oplært, til senere at kunne hjælpe. Såfremt det oprigtigt drejede sig om at hjælpe et projekt, ville det snarere være et spørgsmål om at man indsamlede penge og sendte det til et projekt med 27

kompetente medarbejdere. Dette fremviser at den gode intention handler lige så meget om at man ønsker konkret at deltage, som at man ønsker at hjælpe det pågældende projekt. I henhold til den tidligere diskussion omkring mediernes påvirkning, er belysningen af humanitære projekter også en måde hvorpå det lokale samfund undermineres. Kapoor påpeger at når berømtheder eller suveræne NGO er taler på vegne af udviklingslandene, er det med til at sætte det pågældende folk i en bås af at være passive tilskuere (2013:3). Moyo fremhæver på samme vis, at når der tales om ulandsstøttens manglende virkning i Afrika, findes der et usagt syn på at problemet med Afrika, er afrikanerne selv. Fordommene er at kulturelt, mentalt og fysisk er afrikanere instinktivt anderledes og dermed ikke bygget til at omfavne udvikling uden udenlandsk vejledning (Moyo 2009:31). Dette syn er et klart produkt af den underminering der sker af folket og kan desuden sættes i relation til den evolutionistiske tankegang. Moyo pointerer at afrikanere ofte anskues som børn, der er ude at stand til at udvikle sig selv og må derfor vejledes, hvortil problemet med ulandsstøtte-modellen er, at den er bygget på denne fundamentale ide om at betragte Afrika i en barnagtige tilstand (2009:32). Afrikas afhængighed af udenlandsk bistand fratager deres magt for at drive sig selv, og det bliver derimod udefrakommende magter, som popstjerner og vestlige politikere der styrer slagets gang (Moyo 2009:66). Kinas investeringer i Afrika siden årtusindskiftet, har haft fremmende virkninger (Moyo 2009:103ff). En undersøgelse viser at de afrikanske lande generelt anser Kinas indflydelse for at være positiv, hvorimod der er et kritiske syn på USA's hjælp (Moyo 2009:109ff). Vestens underminering igennem bistand samt deres syn på Afrika som værende børn, kan diskuteres at være årsagen til Afrikas positive tilgang til Kina. Her pointerer Moyo, at Kina har mødt dem på lige fod og at afrikanske ledere ikke er interesseret i at blive kontrolleret, som de gør af Vesten (2009:110). Moyo inddrager at vestlige eliter har udtalt sig om bekymringerne af Kinas hjælp til Afrika, idet Kina blandt andet ikke tager højde for sociale eller menneskerettigheder (2009:107). Dette fortolkes igen som Vestens forsøg at gribe ind samt at de overvåger omstændighederne i udviklingslandene. I forståelsen af Afrikas positive samarbejde med Kina, har Ernesto Sirolli i sin Ted Talk et meget sigende budskab: Want to help some one? Shut up and listen. Sirolli, stifteren af en international NGO, oplevede adskillige mislykkede humanitære projekter i Afrika i 1970 erne. Han belyser at problematikken med denne hjælp ligger i, at tilgangen til udviklingslandene bestandigt drejer sig om at Vesten enten er formynderisk eller nedladende. Han argumenterer, at succes ligger i 28

at møde det lokale samfund, ved at være åben og lytte til dem, frem for at pålægge egne ideer og værdier (Sirolli 2012). 3.6 Lappeløsninger En voluntourist som byggede huse til fattige i Haiti, beretter aspektet omkring hvad der kan karakteriseres som lappeløsninger i den humanitære industri. Beretningen lyder på; at efter husene var færdigbygget, de frivillige rejste hjem og familierne flyttede ind, blev de ved med at tigge om mad på gaden. Grundet deres manglende uddannelse og arbejde stod de i samme forudsætninger som før, hvortil den frivillig konkluderede at husene faktisk ikke havde ændret noget (Elliott 2013). Såvel som at være en lappeløsning viser dette, at fokusset ligger et forkert sted. I dette tilfælde er familierne blevet givet en fisk i form af et hus, frem for at man har set på underliggende strukturer af fattigdom, uddannelse m.m. Endvidere er det relevant at inddrage en anden kritik som generelt rettes imod voluntourism industrien; nemlig at projekterne nærmere er til for de frivillige, og ikke selve det samfund projektet udføres i. Både Anne, Nikoline og Clara erfarede at projekterne som de var volontører hos, ikke brugte dem til fuldt nytte. Clara følte ofte at spilde sin tid grundet en manglende struktur inden for sit projekt. Nikoline mente at hun var overflødig, imens hun var volontør på et hospital, da hun blot skulle følge en læge, i stedet for at lave noget konstruktivt. Anne oplevede første dag på skolen, at de ikke skulle bruge hende indtil to uger senere på grund af skoleferie. Nikoline erfarede at der i flere uger over sommeren, var så mange frivillige på børnehjemmet, at hvert barn havde sin egen volontør. Koordinaterne tilkendegav at dette gjorde børnehjemmet mere stressende, og at det var for mange volontører at have på samme tid. En fællesvurdering fra os alle fire, var at de forskellige projekter havde dårlig koordinering med organisationen som udsendte os. Hverken Nikoline eller Clara synes at projekterne var konkret dårlige, men mente at beskrivelserne fra Exis var fejlagtige i forhold til hvad opholdet egentligt bestod af. At tage imod volontører og sætte dem på et projekt, som egentligt ikke har behov for hjælpen, kan forstås ud fra et pengemæssigt aspekt. Disse projekter takker ikke nej til donationerne der medfølger en volontør, idet man som volontør betaler for at være med i programmet. Det er en uhensigtsmæssig situation at tage imod volontører, men ikke afbenytte dem og det kan argumenteres at der bør der ligges vægt på at tildele volontører i det rette omfang samt til mere trængende projekter. Problematikken er igen at spore tilbage til voluntourists ønske om at komme til attraktive projekter såsom børnehjem. Det kan formodes at der findes projekter, 29

som sandsynligvis har brug for mere hjælp, men at disse ikke er tiltalende for den person som både skal ofre sin tid og penge på det, samtidig med at det forventes at være en eventyrlig oplevelse. Kapoor påpeger at humanitær hjælp typisk handler på symptomer, og ikke kerneproblemet, hvilket resulterer i kortsigtede løsninger (2013:4). Han præsenterer en teori som han kalder spektakulære humanitære NGO er, hvorpå Læger uden Grænser og Save Darfur koalitionen bruges som eksempel, da de søger godkendelse af berømtheder samt fremmer egen berømmelses status. Dette såkaldte show, mener Kapoor, er medvirkende til at der tages mere højde for de øjeblikkelige kriser, frem for at se nærmere på en dybere politik (2013:83). Hertil konkluderer han, at Save Darfur projektet skulle bruge deres energi på at grundigt studere Darfurs situation, så de kunne have hjulpet dem, i stedet for at have brugt tid på media hype og militær intervention (2013:13). Såvel som dette kan ske ud fra en uvidenhed, kan dette også være et strategisk træk. Kapoors teori lyder på at nødhjælp og velgørenhed forsyner lige nok til, at hjælpe de værste manifesteringer af fattigdom, og de få som undslipper fattigdomen har problemer med at søge til Vesten, grundet immigrations vanskeligheder (2013:35-36). Dette kan forstås som en måde hvorpå fattigdom holdes i skak og frem for at finde tiltag som løfter udviklingslandene ud af deres nød, hjælpes de kun i et vist omfang. I 2014 var Mille i praktik hos Red Barnet i Uganda. Projektet bestod af at give unge mennesker en erhvervsuddannelse som blandt andet frisør, syerske, og tømre. Efter de seks måneders uddannelse ville projektet forsyne dem med basalt værktøj. Mille erfarede den positive effekt, af at der for disse unge mennesker skete en forandring ved at de tilegnende sig færdigheder, fik et socialt netværk og en forståelse for økonomi. Problemstillingerne hun så var, at Red Barnet siden 2007 forsat havde udbudt de samme uddannelser i de selvsamme områder. Dette resulterede i at adskillige blev uddannet inden for de samme fag, hvilket skabte problemer på jobmarkedet, grundet udbud og efterspørgsel ikke harmonerede. I stedet for at disse personer blev medspillere, var de nu i konkurrenter og flere stod uden arbejde. Mille pointerede de organisatoriske og økonomisk vanskeligheder, som Red Barnet ville få, ved at skulle flytte til et andet landområde og tilbyde uddannelserne. Hun vurderede at de skulle ændre udbydelsen, så at de f.eks. hvert andet år tilbød nye uddannelser, og derved ville personer ikke stå uden arbejde i samme omfang. 30

Mille belyste at der inden for disse uddannelser var et frafald på ca. 20-30 % da projektet af økonomiske årsager, ikke kunne inkludere transport og mad under forløbet. Eleverne som kom fra fattige vilkår, måtte gå 15-20 km. for at komme i skole og da de ikke medbragte madpakker, tog de hjem tidlig når de blev sultne. Idet Red Barnet ikke satte et reglement omkring fravær, mente Mille at uddannelsen var af tvivlsom kvalitet, da eleverne blot deltog i halvdelen af undervisningen. Hos Red Barnet var de velvidende om problemstillingerne, men forsatte programmet, da de hellere ville køre et delvis godt program end at lave det helt om. Dette var særligt på grund af, at de ikke kunne vide om der ville være økonomisk støtte til det efterfølgende år. Som Sampson også oplyser, er humanitære projekter ofte tidbegrænset grundet de helt ophører eller forvandles til et nyt projekt (2003:317). Mille påpegede at MasterCard fonden er forandringsparate og kompetente til at adaptere deres humanitære projekter til de lokale markeder, men at dette drejer sig om abnorme pengesummer og er et tidskrævende forløb, som NGO er skal være villige til at investere i. Med udgangspunkt i Moyos teori om ulandsstøtte til Afrika, kan dette anses som en 50 års lang lappeløsning. Hun belyser at resultatet af de seneste 50 års bistand, er langsom vækst, højnet fattigdom og at Afrika ikke er blevet en del af den økonomiske stigning (2009:28). På samme måde som at Red Barnet kører et projekt videre til trods for problemstillingerne, vurderer Moyo at donere og udviklingsagenter har ignoreret alarmsignalerne i Afrika og har forsat modellen af ulandsstøtte selvom den ikke virker (2009:27). Et studie fra Verdensbanken fandt frem til at 85 % af bistanden var benyttet til andre formål end de var berettet til og ofte var det imod uproduktive foretagende (Moyo 2009:39). Der tegnes typisk et billede af at afrikanske statsmænd er korrupte hvorpå Moyo argumenterer, at det ikke skal negligeres, men fokusset bør ligge på at bistand er et af de største assistancer til korruption (2009:48). På trods af at studier fremviser at bistand højner korruption, opfordrer organisationer som Verdensbanken at rige lande må donere flere penge, for netop at bekæmpe korruption (Moyo 2009:50-52). Moyo påpeger at store organisationer som Verdensbanken og IMF er afhængige af bistandsindustrien, blandt andet på grund af de mange arbejdspladser (2009:54). Hertil kan det anskues at industrien forsætter på grund af, at andre tilgangsmåder for at afhjælpe udviklingslandene ville få bistandsindustrien til at kollapse samt arbejdspladser ville gå tabt. Som Kapoor ligeledes argumenterer at den humanitære industri bygger på hurtige løsninger, udleder Moyo også, at med bistanden til Afrika ses der på kortsigtede resultater, som hurtig kan arrangeres og derved anses som en succes. I stedet mener hun at der bør fokuseres på langsigtede mål (2009:44). 31

Disse lappeløsninger fortolkes ud fra perspektivet at der blot handles på hvad der ses på toppen af isbjerget. Lappeløsningerne sker grundet en manglende forståelse for de langsigtede konsekvenser samt et behov for hurtige virkninger, hvilket fratager fokusset for investeringer i langsigtede resultater. Bekymringer fra NGO er om at projekter er tidsbegrænset, kan ligeså forårsage at der handles på kortsigtede virkninger. 3.7 Bivirkninger Med den gode intention om at hjælpe Haiti efter jordskælvet i 2010, giver det følgende et billede af hvad der karakteriseres som en bivirkning. Her kom USA med fødevarehjælp efter katastrofen, men effekten af dette blev, at Haitis lokale landbrugsindustri ikke kunne konkurrere med de lave priser (Forgie 2014:70-71). Såvel som at være en bivirkning af den humanitære hjælp, er dette ligeledes en underminering af det lokale folks erhverv. Moyo inddrager at situationer hvor Hollywoodstjerner f.eks. fremtvinger donationer af myggenet til Afrika, opstår bivirkningen hos lokale afrikanske fabrikanter. Ved at Vesten donerer mængdevis af gratis myggenet til befolkningen, bevirker dette at afrikanske myggenet fabrikanter går ud af produktion (Moyo 2009:44). Dette er et mikro makro paradoks hvor Vesten ikke er medvidende om de lokale konsekvenser og derimod oplever en succes da folket nu har modtaget myggenet. Moyo argumenterer at såfremt de havde valgt at tage de donerede pengene som blev brugt på myggenet i USA og til gengæld havde købt dem i Afrika, ville dette have været en mere hensigtsmæssig plan til at fremme de lokale markeder (2009:45). Tvivlen omkring voluntourism, går på hvilken påvirkning det har på det lokale samfund og hvorvidt det er etisk ansvarligt at begive sig ud i verden på denne måde. Med henblik på børnehjemmene er diskursen, at det sætter psykiske ar på børnene at de bliver forladt gang på gang af volontører. Børnene i Nepal, tog det hårdt da mit ophold var slut. Ved afrejse spurgte de uafbrudt om hvornår jeg kom tilbage til dem. Nikoline oplevede ligeså at børnene fra start spurgte hvor længe man blev. Tidsrammen var derved afgørende for om de ville involvere sig eller ej. Nikoline tilgodeså at et længere ophold som volontør var fordelagtig for alle parter. Samtidig pointerede hun at børnehjemmet havde brug for de penge som der kom fra volontørerne, hvis ophold var af kortere tid, da dette var med til at betale for børnenes skole, mad, medicin osv. 32

I udviklingslandene er et stort antal af børn på børnehjemmene ikke forældreløse, men sendt dertil i håb om en bedre tilværelse. På børnehjemmet i Nepal kom det frem at halvdelen af børnene som boede der, faktisk ikke var forældreløse. Her havde fattige forældre sendt deres børn dertil, for at give dem bedre levevilkår. Intentionen har været at give forældreløse børn et hjem, men i stedet er det blevet som en slags kostskole, hvortil børn sendes af forældrene. Muligvis ikke fra gode levevilkår, men stadig fra en familie. Samme tilfælde erfarede Nikoline på børnehjemmet i Ghana. Hun følte at det var en god mulighed for børnene at komme på børnehjem, såfremt deres forældre ikke kunne tage vare på dem. UNICEF har rapporteret adskillige af sådanne tilfælde i Cambodja, hvor ca. tre ud af fire børn på børnehjemmene har mindst en forælder som er i live, hvorimod antallet af forældreløse børn i alderen fra nul til fjorten faktisk er faldet over det seneste årti. Til trods for at der er færre forældreløse børn, er antallet af børnehjem fordoblet de seneste fem år. 4 Der er udsprunget det såkaldte orphanage tourism, som skaber etiske debatter. Dette omfatter, hvad kunne beskrives som en zoologisk have, hvorpå turister besøger forældreløse børn og den kontroversielle situation bliver omtalt som pet an orphan (Papi 2012). Nikoline oplevede at der jævnligt kom en bus fyldt med amerikanere, som ville tage billeder med børnene og give dem et væld af gaver. Hun blev særligt frustreret over at disse turister hverken respekterede de kulturelle normer i form af anstødelig påklædninger, eller reglerne om at børnene ikke måtte få gaver. Anne og jeg erfarede at vestlige turister besøgte børnehjemmet, hvorpå forstanderen fortalte om projektet og de efterpå tog det famøse selfie med børnene som de knap nok havde mødt. Forstanderens mål, vurderer jeg, var at promovere børnehjemmet og få en donation fra turisterne. Bivirkningen at flere børn er kommet på børnehjem i udviklingslandene, anslår jeg er opstået af Vestens ide om at ville redde. Turister har gjort det gunstigt at sende sine børn på disse hjem, og dette er en klar bivirkning af den gode intention. Hvor skylden kunne tilskrives underklassen som udnytter situationen, bør der i tværtimod rettes fokus på roden og fundamentet, hvilket er Vestlige individers ønske om at møde forældreløse børn. Herved bør ansvaret ligge hos Vesten, da det er turisterne som er årsagen til at dette er opstået. At underklassen eksploiterer humanitære projekter bedømmer jeg nærmere skal ses på som en struktur for basal overlevelse. 4 http://www.unicef.org.au/discover/unicef-australia-blog/august-2014/travel-tips-to-avoidorphanage-tourism-and-protect.aspx (2014-12-27). 33

3.8 Gode intentioner som en kolonisering Voluntourism kan anskues at fungere på samme måde som koloniseringen. Da man koloniserede syden, drog europæerne til landene og udnyttede deres ressourcer. Det kan anses at vestlige individer stadig drager til udviklingslandene også for at få et udbytte, hvilket i dette tilfælde drejer sig om den oplevelse man får. Efter at have været afsted i en periode, rejser volontørerne hjem og efterlader samfundet. Med afsæt i de forskellige historier om voluntourism, kan det i grove træk opstilles således at disse personer kommer, tager og rejser igen. Tages der udgangspunkt i de uhensigtsmæssige projekter, kan det spørges hvem denne rejseform gavner mest: Individerne som drager ud eller samfundene de tager til? Den humanitære industri kan anses som en form for moderne kolonisering. Kapoor belyser at NGO er tidligere arbejdede med nødhjælp og udvikling, da der var fokus på kløften mellem fattigdom og rigdom. Nu drejer det sig snarere om aktivisme og intervention med henblik på kløften imellem stabilitet og trussel, hvorpå Vesten forsøger at tæmme folket og styre instabilitet (Kapoor 2013:88-89). Dette kan sætte i relation til ideen om at humanitært arbejde og projekter har den samme opfattelse som tidlig kolonisering. Her kom man til et land, for at benytte sig af ressourcerne og overtage magten, hvor det endvidere var et mål at civilisere de uciviliserede. I tråd med Kapoors diskussion om denne udvikling vises det, at Vesten stadig har et ønske om at udnytte, forbedre eller overtage disse lande. 3.9 Udfordringerne hos AfriCAN Efter gennemgangen af problemstillingerne som findes i de vestlige humanitær projekter, drages der paralleller med hvordan en dansk NGO erfarer at have et projekt i et udviklingsland. Motivationen til at stifte AfriCAN, opstod igennem Milles rejser rundt i afrikanske lande, hvor hun mødte unge afrikanere med kompetencer, men som ikke havde råd til en uddannelse. Hun fandt at det både var synd og spild af talent, at en stor klasse aldrig ville komme i nærheden af et universitet. Hendes motivation kan, som i de mange andre tidligere nævnte tilfælde, forstås ud fra principperne om at ville redde. AfriCAN startede i Danmark i 2012 og deres projekt består af at sponsorere videregående uddannelser til unge mennesker i Ghana. Organisationen forventede at have 50 medlemmer inden for seks måneder, men først halvandet år senere kom de op på 64 medlemmer, som hovedsagligt bestod af organisationens venner og bekendte. Mille belyste at hun, til sin forundring, havde indsamlet 39.000 kr. i legater til et feltarbejde under sin kandidat, men fik 34

afslag af selvsamme fonde, da de søgte donationer til AfriCAN. Organisationen har haft en udfordring med at få medlemmer, hvilket Mille vurderer er på grund af at folk er skeptiske. AfriCAN mener at det er en kompetence at de præcist kan fremvise hvad donationerne går til, hvortil Mille pointerede at dette netop er modsat med organisationer som Røde Kors. Som det tidligere er blevet belyst, må NGO er have et såkaldt trængende projekt for at mennesker overtales til at donere. Dette aspekt har Mille oplevet, da hun finder det en udfordring at indsamle penge: Det appellerer bare mere til folk, når det drejer sig om små søde grædende børn i Afrika [..] Sådan én som Lone Dröcher Nielsen som har skabt Red Orangutangerne altså en ting er selvfølgelig at det handler om dyr, men hun har formået at skabe et budskab om de her orangutanger og skabe fortællinger. Jeg har også selv faldt sucker for det, og så har jeg adopteret aben Casey som har mistet en arm og har et billede af ham hængende på min væg. Det handler simpelthen om at skabe en god fortælling. Med henblik på konflikterne med at arbejde på tværs af landegrænser, belyste Mille at den største udfordring var tidsbegrebet. Såfremt hun gav sine partnere i Ghana en deadline på tre dage, kunne det ske at de først vendte tilbage 3 uger senere. For at kan opretholde samarbejdet skal hun være særdeles pædagogisk i sin korrespondancer med dem. Hun vurderer at de anser hende som en hysterisk leder og at dette blandt andet er grundet deres manglende forståelse for bureaukrati. Kulturforskellene ligger, for hende at se, i at Vesten er vant til regler og konsekvenser, hvorimod hun mener at Ghana ikke har samme struktur og derfor opstår disse gnidninger. Mille inddragede at organisationen Danida arbejder hen imod muligheden for at oprette et lige partnerskab med udviklingslandene, hvilket hun kritiserede. Her argumenterede hun at der aldrig vil være mulighed for et lige partnerskab, når det drejer sig om et forhold imellem nord og syd; hvor én skal kontrollere imens de andre implementerer, samt at én part har pengene og de andre skal tage imod. At NGO er udsender en vestlig person til projekter, for at undgå sådanne arbejdsbesværligheder, understreger Mille ikke er et bæredygtigt træk, medmindre personen er udstationeret i en længere årrække for at komme ind i kulturen og lokalsamfundet. Mille har draget nytte af en dansk-ghanesisk ven, som har hjulpet med samarbejdspartnerne i Ghana. Hans kulturforståelse har været en betydningsfuld kompetence og medvirker at partnerne anser ham med en grundlæggende respekt, hvorimod hun oplever de nærmere respekterer hende overfladisk. 35

Mille understreger vigtigheden i at humanitære projekter udspringer af lokale kræfter i de lokale samfund. Den tidligere fodboldspiller Erik Rasmussens NGO; FANT i Sierra Loine, beskriver hun for at være et imperialistisk projekt med et ikke-eksisterende lokal partnerskab. Mille mener at grundet Rasmussens berømthed og karisma, fik han solgt en ide uden substans, og indsamlet flere millioner til projektet. Projektet afdækkede blandt andet ikke området omkring lokale lønninger. Herved blev fodboldtrænere uden uddannelse, højere lønnet end lægerne på det lokale hospital, hvilket resulterede i at læger skiftede stilling og efterlod hospitalet underbemandet. Dette fremviser igen vigtigheden i at skulle engagere sig i det lokale samfund frem for at tilskrive egne ideer. Mille anslår at for at skabe positive resultater og vedvarende forandring skal fokusset ligge på at kapacitetsopbygge de ting som allerede eksisterer. Dette er hvad hun vurderer sker igennem projektet i AfriCAN, hvor målet er at skabe morgendagens ledere: Ethvert bæredygtigt resultat og forandring i lokale samfund skal udspringe af lokale kræfter. Jeg kan for eksempel komme, og have en ide om at skabe biavl, men hvis de ikke synes det er spændende, at det ikke giver mening eller er interessant for dem, så er det ikke bæredygtigt. 36

4. Konklusion & Perspektivering Altruisme er en grundsten i den gode intention. Efter destruktionerne fra 2. verdenskrig, har der været en udvikling af hjælpeorganisationer. Vestens stater og NGO er får adgang til at intervenere i udviklingslandene, når staterne er for svage til at varetage sine sociale områder. I den globaliserede verden, kan NGO ers plads, ses som en støtte til at opretholde en stats opgaver, hvorfra disse kan defineres som moderne stater. De seneste årtier er humanitært arbejde vokset frem og blevet til voluntourism. Individers valg om at drage til landene for at hjælpe, har adskillige fordele for dem selv. Endvidere er markedsføringen omkring disse volontørprogrammer at man er en vigtig aktør, til at kunne redde verden. Helterolle, selvpromovering og selvrealisering er tre essentielle kategorier inden for dette emne. I hverdagen kan man via diverse pengedonationer og indkøb støtte udviklingslandene, hvorpå dette anskues at være en form for aktivisme. Tid, hjælp og penge som gives af individer, NGO er og stater, kan i relation til Mauss teori tolkes som gaver og ofringer. Dette skaber en forpligtelse mellem giverne og modtager, hvorudfra udviklingslandene vurderes stå i gæld til Vesten og ligeledes får Vesten en magt over udviklingslandene. Derudover kan NGO er og staters hjælp forstås som en quid pro quo ordning, hvor Vesten får mulighed for at tillægge sine værdier, opstille regler, præge samfundene og tilmed fungere som et imperialistisk styre. Gode intentioner, om end de er oprigtige eller bedrageriske, kan føre til problemstillinger. Heriblandt er mediernes påvirkning af de vestlige samfund, med til både at skabe og vedligeholde ideen om, at vores humanitære hjælp kan redde udviklingslandene. Endvidere manipulerer NGO er med mediefremstillingen, for at promovere deres projekter. Hollywoodstjerner og eliter påvirker den humanitære industri grundet deres plads på den globale scene samt deres købekraft. Der sættes en lid til dem, men afhængig af deres intentioner og viden betyder dette ikke, at de reelt har kompetencer til at vide hvad der er gavnligt i den humanitære verden. Dette er ligeledes en afgørende faktor, som er med til at tage stemmen væk fra udviklingslandene, da Vestens eliter taler på vegne af dem. Ideen at universelle ideer, værdier og løsninger kan tillægges alle samfund, er en kompleks tankegang i lyset af kulturrelativisme. Det konkluderes at problemstillinger i den humanitære verden ikke kan løses med en one size fits all tilgang. Vestens overlegne holdning om, at vide bedre end udviklingslandene kan anskues at være en imperialistisk tankegang og kan desuden spores tilbage til et evolutionistisk syn på kulturer. 37

Gode intentioner, men manglende viden eller naive ideer fører til uhensigtsmæssige resultater inden for humanitær hjælp. Der findes en kløft imellem hensigten og den konkrete virkning. Lappeløsninger opstår ved at der handles på symptomer og de øjeblikkelige kriser, frem for at angribe kerneproblemet eller underliggende strukturer. Lappeløsningerne forstås samtidig som at give en såkaldt lindrende effekt, for at Vesten har sin samvittighed i behold. Makro ideer giver problemstillinger i mikro miljøet, hvorpå bivirkninger opstår samt de lokale samfund undermineres. Interviewet med AfriCAN bekræfter NGO ers udfordringer med kulturforskelle, når det drejer sig om aspektet at arbejde på tværs af landegrænser. At denne NGO endvidere forsøger at skabe et bæredygtigt projekt, med intentionen om at kapacitetsopbygge ud fra det lokale samfund, er ikke ensbetydende med at de har succes eller betydelig støtte fra Vestens samfund. Der findes aspekter fra den klassiske kolonisering i Vestens humanitære arbejde og projekter. Dette består af, at Vesten rykker ind i udviklingslandene for at drage nytte af omstændighederne, hvilket også giver dem en magt. Selviske intentioner kan være maskeret som gode intentioner. Når man ser på de stærke staters indgreb hos svækkede stater, kan intentionen om at hjælpe fremstå uskyldigt, men det kan ligeledes være et bevidst træk, med en intention om magt, kapitalisme og suverænitet. Igennem udarbejdelse af opgaven opleves det, at yderligere funderinger og spørgsmål dukker op. Det kunne være centralt, at se på hvad udviklingen inden for humanitært arbejde bærer hen imod. Såfremt den vestlige verden bliver mere oplyst omkring sin påvirkning i udviklingslandene, hvilke tiltag vil så vokse frem? Endvidere kunne et længerevarende feltarbejde i et specifikt udviklingsland være nyttigt, for at inddrage flere konkrete forekomster og strukturer af Vestens humanitære hjælp. Kinas fremvækst er desuden et emne, som er oplagt at se nærmere på. Her kunne fokusset ligge på, hvorledes deres økonomiske vækst og involvering i andre lande, påvirker den humanitære verden. Ydermere i lyset af Kina som værende en stormagt, hvilke konflikter findes der imellem at Kina og USA side om side, forsøger at herske på globalt plan. 38

5. Litteraturliste Litteratur: Biehn, Tristan. 2014. Who Needs Me Most? New Imperialist Ideologies in Youth-Centred Volunteer Abroad Programs. I: Forte, Maximilian C. Good Intentions. Montreal: Alert Press. Davies, Charlotte Aull. 2008. Reflexive Ethnopraghy. New York: Routhledge. Davison, James Hunter & Yates, Joshua. 2002. In the Vanguard of Globalization: The World of American Globalizers. I: Berger, Peter L & Huntington, Samuel P. Many Globalizations: Cultural Diversity in the Contemporary World. Oxford: Oxford University Press. Edkins, Jenny. 2000. Whose Hunger? Concepts of Famine, Practices of Aid. Minneapolis: University of Minnesota. Edmunds, Stahrl W. 1968. How Effective is Foreign Aid? California Management Review 11(1), 13-22. Fechter, Anne-Meike. 2012. Living Well while Doing Good? (Missing) debates on altruism and professionalism in aid work. Third World Quarterly 33(8), 1475 1491. Forgie, Keir. 2014. US Imperialism and Disaster Capitalism in Haiti. I: Forte, Maximilian C. Good Intentions. Montreal: Alert Press. Forte, Maximilian C. 2014. Introduction. I: Forte, Maximilian C. Good Intentions. Montreal: Alert Press. Forte, Maximilian C. 2014. A Flickr of Militarization: Photographic Regulation, Symbolic Consecration, and the Strategic Communication of Good Intentions. I: Forte, Maximilian C. Good Intentions. Montreal: Alert Press. Friedman, Jonathan. 2003. Globalization, Dis-integration, Re-organization: The Transformations of Violence. I: Friedman, Jonathan. Globalisation, the state and violence. USA: Altamira Press. Gordon, Ruth. 1997. Saving Failed States: Sometimes a Neocolonialist Notion. American University International Law Review 12(6), 904 974. Kapoor, Ilan. 2013. Celebrity Humanitarianism. New York: Routledge. Kivland, Chelsey L. 2012. Unmaking the State in Occupied Haiti. Polar: Political and Legal Anthropology Review (35), 248 270. Mauss, Marcel. 2010. The Gift. London & New York: Routledge. Moyo, Dambisa. 2009. Dead Aid. London: Penguin Group. Nielsen, Katrine. 2011. Frivilligt arbejde altruisme eller egennytte? Et feltstudie om frivilligt arbejde i Indien. Speciale opgave i pædagogisk antropologi. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet. 39

Phillips, Mary. 2008. Tycoon philantrophy: prestige and the annihiliation of excess. I: Crowther, David. The Ashgate Research Companion to Corporate Social Respondsibility. Aldershot: Ashgate. Preis, Ann-Belinda S. 2009. Human Rights as Cultural Practise: An Anthropological Critique. I: Goodale, Mark. Human Rights an anthropological reader. Malden, MA: Blackwell Pub. Richey, Lisa A & Ponte, Stefano. 2008. Better red than dead? Celebrities, Consumption & International Aid. Third World Quarterly 29(4), 711-729. Sampson, Steven. 2003. Trouble Spots: Projects, Bandits and State Fragmentation. I: Friedman, Jonathan. Globalisation, the state and violence. USA: Altamira Press. St-Pierre, Emilie. 2014. Iatrogenic Imperialism: NGOs and CROs as Agents of Questionable Care. I: Forte, Maximilian C. Good Intentions. Montreal: Alert Press. Timmer, Andria D. 2010. Constructing the Needy Subject : NGO Discourses of Roma Need. PoLAR: Political and Legal Anthropology Review 33(2), 264 281. Turner, Terence. 2003. Class Projects, Social Consciousness and the Contradictions of Globalization. I: Friedman, Jonathan. Globalisation, the state and violence. USA: Altamira Press. Tylor, Edward Burnet. 1871. The Science of Culture. I: McGee, Jon R. & Richards L Warms. 2008. Anthropological theory: an introductory history. New York: McGraw-Hill. Watson, Scott. 2011. The human as referent object? Humanitarianism as securitization. Security Dialog 42(1), 3-20. Webkilder: www.admittingfailure.com www.roedekors.dk www.un.dk www.unicef.org.au Clemmons, David. 2010. So You May Know - Letter From The Publisher. www.voluntourism.org/news-soyouknow54.htm (2014-12-15). Dalton, Aron. 2008. Voluntourism trips for do-gooders. www.nbcnews.com/id/19314446/#.uqnmhwrdtsu (2014-12-27). Dunaj, Artur. 2013. Volunteer Travel. http://naturalturistic.blogspot.dk/2013/02/volunteer-travel.html (2014-12-15). Elliott, Dorinda. 2013. Giving Back: A Special Report on Volunteer Vacations. http://www.cntraveler.com/stories/2013-01-15/volunteer-vacations-rewards-risks (2014-12- 28). 40

Mohamud, Ossob. 2013. Beware the 'voluntourists' doing good. http://www.theguardian.com/world/2013/feb/13/beware-voluntourists-doing-good (2014-12- 15). Moyo, Dambisa. 2009B. Foredrag til: Jepson Leadership Forum. https://www.youtube.com/watch?v=n4a-fzjpreg (2014-12-15). Papi, Daniela. 2013.Why You Should Say No to Orphanage Tourism (And Tell All Tour Companies to Do the Same.) Mission.tv/features/why-you-should-say-no-to-orphanage-tourism-and-tell-all-tour.htm (2014-12-21). Ronca, Debra. Årstal ukendt. How Voluntourisme Works. http://adventure.howstuffworks.com/voluntourism3.htm (2014-12-14). Sirolli, Ernesto. 2012. Want to help someone? Shut up and listen. http://www.ted.com/talks/ernesto_sirolli_want_to_help_someone_shut_up_and_listen#t- 247042 (2014-12-15). Interviews: Anne. København d. 13. december 2014. Clara. København d. 11. december 2014. Mille Pjedsted. København d. 10. december 2014. Nikoline. København d. 11. december 2014. 41