Konsensus i interaktion

Gruppe 24. maj 2012 2. semester 13 Humanistisk Informatik Konsensus i interaktion Lad os snakke forside det lyder super godt med dommeren og med det røde kort og en er der plads til billede tekst eller hvad tænker du ja eller et citat måske ja men man skal helst forstå ja sammenhængen ja at han har dømt videre hvor han har fået knytnæve slag, det kan godt være der bare skal være to linjer nedenunder, det må vi lige se på ja og så et citat der matcher det ja det ved jeg ikke det er også bare sådan at der er en forbindelse til det røde kort. Så er der de to historier øøøøøh men flygtninge hvad hedder det strømmen og så øøøh historien om SFI. SFI der prøvede kommunerner jaja, men KL, KL de bakkede op, de var jo ude og sige det er helt rigtigt det hun gør her, altså tilbage dengang vi havde lasses historie, ja, og det var jo fordi man kunne jo spare penge jo, altså det er jo den økonomiske vinkel der er langt, det udgør også det det kritiserer, men vi hører vel ogsp kumunerne, for der er jo klart kommunerne må jo lægge en strategi, nejnej, det er jo nogle af kommunerne der bruger nogle af de her modeller allerede, men det er jo bare det... det er jo ikke den danske kontekst du har hivet det ind i. og SFI forskerne har en relevant naggrund for at mene det de gør, går jeg ud fra? Alsååååå... det virker sgu som de er rimelig godt inde i det, godt inbde i det, ja. Og Karen helgaard har vi en aftale med? Jaaa men hun er på ferie, så det kan godt være det bliver mail svar...ja. sådan er virkeligheden. Øøøøøøhmmmm, men som sagt den del altsååå, det er jo interessant de går op og siger ministeren tager fejl, men det er jo bare at forklarer de fire modeller, det er altså eeeen.. jeg tænkte på hvordan kan en rubrik se ud? Huuuåh!?... Nu spørger du mig om meget ikke! Aaahahahahaa Minister ekspert udsiger minister aaaaaa sager om udsatte børn ik'... øøøøhm Altså det er jo kun fordi hun puster sig op og siger nu skal vi bruge det der virker, det vi ved der virker, og de siger det ikke kan bruges. Nu har har vi en viden om havd der er at gøre, så har vi vogså en forbindelse til at bruge den sagde hun, nu vil vi gerne undgå kommunerne skal famle, man skal vide hhvad det er der har en effekt. Det er jo ret klare citater. De var sådan meget ud og sige, det er sådan den her vej vi går ik'. Øøøhm... det er selvfølgelig en teoretisk diskussion om forskellige modeller, men det handler jo altså om udsatte børn og unge. Ja altså princippet er jo det her med altså forsker jaaaa det er jo det u ved at der er kernen i det, hvad var du ved at sige jens, jeg villle bare sige, at jeg nærmest først fattede hvad hvad det handelr om da du sagde det du lige sagde mmm så det er svær mmm men det er nok en anden retning, vi skal nok ikke ud i modellerne i rubrikssproget. Nej for det vigtige er at hun har sagt det virker derfor skal i bruge det venner og ikke noget andet, og så siger eksperte hvor ved du det fra, for vi kan ikke se det så må llerede, men det er jo bare det... det er jo ikke den danske kontekst du har hivet det ind i. og SFI forskerne har en relevant naggrund for at mene det de gør, går jeg ud fra? Alsååååå... det virker sgu som de er rimelig godt inde i det, godt inbde i det, ja. Og Karen helgaard har vi en aftale med? Jaaa men hun er på ferie, så det kan godt være det bliver mail svar...ja. sådan er virkeligheden. Øøøøøøhmmmm, men som sagt den del altsååå, det er jo interessant de går op og siger ministeren tager fejl, men det er jo bare at forklarer de fire modeller, det er altså eeeen.. jeg tænkte på hvordan kan en rubrik se ud? Huuuåh!?... Nu spørger du mig om meget ikke! Aaahahahahaa Minister ekspert udsiger minister aaaaaa sager om udsatte børn ik'... øøøøhm Altså det er jo kun fordi hun puster sig op og siger nu skal vi bruge det der virker, det vi ved der virker, og de siger det ikke kan bruges. Nu har har vi en viden om havd der er at gøre, så har vi vogså en forbindelse til at bruge den sagde hun, nu vil vi gerne undgå kommunerne skal famle, man skal vide hhvad det er der har en effekt. Det er jo ret klare citater. De var sådan meget ud og sige, det er sådan den her vej vi går ik'. Øøøhm... det er selvfølgelig en teoretisk diskussion om forskellige modeller, men det handler jo altså om udsatte børn og unge. Ja altså princippet er jo det her med altså forsker jaaaa det er jo det u ved at der er kernen i det, hvad var du ved at sige jens, jeg villle bare sige at jeg nærmest først fattede hvad hvad det handelr om da du sagde det du lige sagde mmm så det er svær mmm men det er nok en anden retning, vi skal nok ikke ud i modellerne i rubrikssproget. Nej for det vigtige er at hun har sagt det at virker derfor skal i bruge det venne og ikke noget de andet, og så siger eksperte hvor et ved du det fra, for vi kan ikke se det så må hun er jeg på ferie, så de så kan godt være de bliver mail svar......ja. Sådan som er virkeligheden. Øøøøøøhmmmm, men som sagt i den del altsååå, det er jo kunne interessant del går op og sige ministeren tager fejl, men det er jo bare at forklarer de fire modeller, det er altså eeeen.. jeg tænkte på hvordan kan en rubrik se ud? Huuuåh!?... Nu spørger du mig om meget ikke! Aaahahahahaa Minister ekspert udsiger minister aaaaaa sager om udsatte børn ik'... øøøøhm Altså det er jo kun fordi hun puster sig op og siger nu skal vi bruge det der virker, det vi ved der virker, og de siger det ikke kan bruges. Nu har har vi en vså et citat der matcher det ja det ved jeg ikke det er også bare sådan at der er en forbindelse til det røde kort. Så er der de to historier øøøøøh men flygtninge hvad hedder det strømmen og så øøøh historien om SFI. SFI der prøvede kommunerner jaja, men KL, KL de bakkede op, de var jo ude og sige det er helt rigtigt det hun gør her, altså tilbage dengang vi havde lasses historie, ja, og det var jo fordi man kunne jo spare penge jo, altså det er jo den økonomiske vinkel der er langt, det udgør også det det kritiserer, men vi hører vel ogsp kumunerne, for der er jo klart kommunerne må jo lægge en strategi, nejnej, det er jo nogle af kommunerne der bruger nogle af de her modeller allerede, men det er jo bare det... det er jo ikke den danske kontekst du har hivet det ind i. og SFI forskerne har en relevant naggrund for at mene det de gør, går jeg ud fra? Alsååååå... det virker sgu som de er rimelig godt inde i det, godt inbde i det, ja. Og Karen helgaard har vi en aftale med? Jaaa men hun hun ooog øøøh så må hun stå på mål, eller ikke stå på mål, hvis ikke hun gør det på dag to, må hun gøre det på dag et. Ellel også må vi prøve nogle andre, altså de der mailsvar, der er jo ikke noget mere dødsygt end mailsvar, men jeg tænker også social ordførerene... de skal jo på en eller anden. Konsensus af lat. consensus 'enighed, overensstemmelse', af kon- og sensus 'følelse, mening') Vejleder: Michael Scheffman Udarbejdet af: Rasmus Bysted Julie Ottosen Line Weng Ankersø Jeppe Mikkelsen Emma-Sonne Hansen

Titelblad Humanistisk Informatik Aalborg Universitet København Foråret 2012 Projekttitel: Konsensus i interaktion Semester: 2. semester Vejleder: Michael Scheffman Gruppenr.: 13 Gruppens medlemmer: Emma Sonne-Hansen Jeppe Mikkelsen Julie Ottosen Line Weng Ankersø Rasmus Bysted Afleveringsdato: 24. maj 2012 Anslag: 163.373 Sidetal: 114 inkl. bilag, eksl. forside 1

1. Indledning og problemfelt... 5 1.1 Problemfelt... 5 2. Metode... 7 2.1 Kvalitativ metode... 7 2.2 Videoobservation... 7 2.3 Transskription... 8 3. Videnskabsteori... 10 3.1 Induktivisme... 10 3.2 Socialkonstruktivisme... 11 4. Videnskabsteoretisk metode... 13 4.1 Induktivismen indenfor konversationsanalyse... 13 5. Diskussion af objektivitet... 16 6. Konversationsanalytisk teori... 19 6.1 Baggrund... 19 6.2 Analytiske begreber indenfor konversationsanalyse... 20 6.2.1 Taleture, turenheder og tur-allokering... 20 6.2.2 Turpar og Præferencebegrebet... 21 6.2.3 Reparatur... 21 6.2.4 Overlappende tale... 22 6.2.5 Minimalrespons... 23 6.3 Konversationsanalytiske begreber indenfor den social sammenhæng... 23 6.3.1 Intersubjektivitet... 23 6.3.2 Målorientering... 24 6.3.3 Asymmetri... 24 7. Goffman teori... 26 7.1 Introduktion til Erving Goffman, 1922-1982... 26 7.1.1 Goffman i litteraturen... 27 7.2 Definition af situationen... 28 7.3 Samhandlingsordenen... 28 7.4 Teater-metaforen... 29 7.4.1 Kritik af teater-modellen... 30 7.5 Begreber og praktisk brug i analysen... 31 2

7.6 Når mennesker mødes... 33 7.6.1 Mødets struktur... 33 7.6.2 Involvering... 35 7.7 Roller... 36 7.7.1 En situationsbunden rolle... 36 7.7.2 Rolleforventning... 36 7.8 Ansigter og linjer... 37 7.8.1 Følelser og ansigter... 38 7.8.2 Opretholdelse og ansigtsarbejde... 39 7.9 Afrunding... 40 8. Konversationsanalyse af avismødet på Politiken... 41 8.1 Målorientering... 41 8.2 Intersubjektivitet... 41 8.3 Asymmetri indenfor turallokering... 42 8.4 Asymmetri indenfor vidensforhold... 44 8.5 Reparatur... 45 8.6 Præference... 46 8.7 Overlap... 47 8.8 Minimalrespons... 50 8.9 Øh: mm: hm::... 52 8.10 Delkonklusion... 53 9. Interaktionsanalyse... 55 9.1 Analysestrategi... 56 9.2 Mødet og dets struktur... 56 9.3 Rollerelationer... 58 9.3.1 Viden som fællesnævner... 58 9.3.2 Rollestrukturen i mødet... 59 9.4 Den dedikerede deltager... 61 9.5 Den intersubjektive deltager... 63 9.6 Den tøvende deltager... 64 9.7 Den aktive deltager... 66 9.8 Den meningsbetonede interaktion... 68 9.9 Ansigter på arbejde... 70 3

09.10 Delkonklusion... 72 10. Konklusion... 74 11. Perspektivering... 75 12. Procesbeskrivelse... 77 13. Temarammeredegørelse... 79 14. Ansvarsliste... 81 15. Litteraturliste... 82 15.1 Bøger... 82 15.2 Kapitler i redigerede værker... 83 15.3 Forskningsartikler... 83 15.4 Internetsider... 84 Bilag... 85 Bilag 1 - Mødereferat... 85 Bilag 2 - Mødeoversigt... 87 Bilag 3 - Regler for turallokering... 88 Bilag 4 - Regler for overlappende tale... 89 Bilag 5 - Minimalrespons... 92 Bilag 6 - Transskriberings regelsæt... 93 Bilag 7 - Transskription... 94 4

1. Indledning og problemfelt Samfundet er fyldt med eksempler på mennesker der er placeret i en arena hvor de skal nå til enighed omkring et givent emne, hvilket kan omhandle alt i mellem himmel og jord. I hjemmet, hvor næste uges madplan skal besluttes; på Christiansborg, hvor politikerne skal nå til enighed omkring næste års finanspolitik og på avisredaktionen hvor morgendagens avis skal udarbejdes. Fælles for disse, ellers meget forskellige arenaer, er at enigheden altid vil blive opnået igennem interaktionen og i samspillet mellem mennesker. Ordet for dette er konsensus. Sociologen Auguste Comte introducerede begrebet konsensus som: Det nødvendige middel til at skabe social orden. Når der skabes konsensus kan man undgå, at alle bekæmper hinanden og derigennem opstår der en fælles moral og enighed. Når mennesker i interaktion opnår konsensus, er det fordi, der overvejende hersker enighed omkring, hvad deres samtale skal opnå og hvorledes de kommer til en beslutning herom. På et avismøde på Politiken lever konsensusbegrebet i bedste velgående. Her træffes der gennem dialogen, og dermed interaktion, beslutninger omkring forsiden til morgendagens avis. De deltagende kommer fra hver deres sektion af avisen, hvor de i fællesskab gennem interaktion skal opnå en konsensus i forhold til avisforsiden udtryk. Men hvordan skabes denne konsensus mellem mennesker? Og kommer det overhovedet til udtryk gennem interaktionen at de befinder sig en kommunikationsproces, hvor det er en nødvendighed at de skal opnå konsensus for at nå dette mål? Vi fik lov til at filme et sådant avismøde på Politiken for at blive klogere på netop disse spørgsmål. Hvilket leder os hen på følgende problemfelt: 1.1 Problemfelt Et interessant aspekt af vores empiri er, at samtaledeltagerne skal tage en fælles beslutning, på trods af, at de kommer fra forskellige sektioner af avisen. De skal i fællesskab nå til enighed omkring hvilke artikler der skal på forsiden. Efter adskillige gennemsyn af vores empiri kunne vi udlede, at de nåede frem til det mål, de havde sat sig. Til gengæld fandt vi det svært at udlede af selve interaktionsprocessen, at der blev skabt en konsensus omkring den endelige beslutning. Vi undrer os over, om dette kommer til udtryk gennem interaktionen, og vil derfor gerne undersøge det i en næranalyse af interaktionen på mødet. Vi er af den overbevisning, at for at nå et fælles mål, skal der opnås en konsensus 5

mellem de interagerende. Vi synes derfor det kunne være interessant at undersøge, om man ud fra et interaktionistisk perspektiv kan spore hvordan deltagerne når til en konsensus. Ud fra dette problemfelt har vi udarbejdet følgende problemformulering: Hvordan kan det spores gennem interaktionen at der skabes konsensus mellem de interagerende på mødet? 1.2 Operationalisering Vi vil i nærværende opgave gøre brug af to interaktionsanalytiske tilgange. Vi vil starte med at analysere på et mikroniveau i form af en konversationsanalyse. Dernæst vil vi i en socialpsykologisk analyse bevæge os op på et mesoniveau. Mikroniveauet kommer til udtryk i form af en konversationsanalyse, hvor vi undersøger hvordan konsensus kommer til udtryk via sproget. Vi vil lave en Conversation Analysis (CA), med udgangspunkt i bogen Samtaleanalyse (2005) og dennes begreber. Vi vil dernæst bruge mesoniveauet som forklaringsramme til at understøtte eller forkaste de pointer vi udleder af vores konversationsanalyse ved hjælp af socialpsykologisk analyse med fokus på Erving Goffmans teorier. I denne analyse vil vi have fokus på individet i den sociale kontekst og deres relationer. Ydermere vil vi bruge den socialpsykologiske analyse til at undersøge om denne kan udlede nye perspektiver af vores empiri, som konversationsanalysen ikke havde mulighed for. De to analyseniveauer beskæftiger og undersøger det samme område, nemlig interaktionen og hvordan personer agerer i denne, men har to forskellige arbejdsmetoder og teoretiske tilgange. Vi er af den overbevisning, at vi, ved at kombinere de to analytiske tilgange, kan opnå en bredere helhedsforståelse af den interpersonelle kommunikation og de to analysevinkler kan supplerer hinanden på fyldestgørende vis. 6

2. Metode 2.1 Kvalitativ metode Den kvalitative metode orienterer sig mod: At undersøge sociale fænomener i dybden i bestemte sociale og kulturelle kontekster (Höijer, 2011: 269). Dens hensigt er at søge forståelse for disse sociale fænomener ud fra en dybdegående enkeltforekomstanalyse af datamateriale (Brinkmann & Tanggaard, 2010: 17). Kvalitativ metode muliggør forståelse og analyse af forhold, som ikke kan måles eller vejes. Metoden interesser sig ikke for repræsentativitet på lige fod med den kvantitative metode. Den kvalitative metodes forhold til repræsentativitet omhandler måden, hvorpå en dybdegående beskrivelse af et enkeltstående tilfælde udgør et dækkende eksempel på det givne fænomen. Før fænomener skal kunne genkendes og være repræsentative, skal de først undersøges grundigt. Repræsentativitet, generalisérbarhed og reliabilitet er begreber, der ofte, indenfor den kvalitative metode, er genstand for kritik (Nielsen & Nielsen, 2005: 217-220). I vores projekt benytter vi den kvalitative forskningsmetode i form af vores videoobservation. Denne metode vil vi i følgende afsnit se nærmere på. 2.2 Videoobservation I dette projekt har vi arbejdet med metoden videoobservation. I dette afsnit vil vi redegøre for nogle væsentlige punkter indenfor den teoretiske metode; videoobservation, samt se på hvordan vi har brugt denne metode i vores projekt og hvilke metodiske overvejelser vi har gjort os undervejs. Kommunikation eksisterer kun i det nu det bliver udtalt. Dette resulterer i, at man umuligt kan fastholde interaktionen til nærmere undersøgelse. For at bevare kommunikationen, til efterfølgende næranalyse, bliver man nødt til at indfange empirien ved hjælp af et medie (Alrø & Kristiansen, 1997: 75). Fordelen ved at vælge videoobservation er, at det både optager auditivt og visuelt. Da vi, i vores projektforløb, skulle beslutte os for, hvilket medie vi skulle bruge til at opfange vores empiri, havde vi endnu ikke valgt et fokus for opgaven. Derfor var videoobservation, efter vores overbevisning, den bedste måde at forsøge at få så mange aspekter af interaktion indfanget uden at udelukke det verbale eller nonverbale. 7

Videoobservation vil aldrig kunne optage den autentiske virkelighed, da metoden altid vil have nogle reduktioner af virkeligheden (Alrø & Kristiansen, 1997: 76). Kameraerne vil altid have en begrænsning for, hvad der kan observeres. Vi valgte under vores observation at bruge tre kameraer for så vidt muligt at få alle samtaledeltagernes ansigter med og forøge mediets synsfelt. Vi placerede kameraerne i en trekant rundt om det runde mødebord (bilag 2). En anden reduktion fra den autentiske situation kan være fejl med lydoptagelserne. Dårlig lydkvalitet på optagelsen kan skabe sekvenser under interaktionen, hvor lyden går tabt. For at reducere denne chance valgte vi både at bruge en ekstern mikrofon og diktafon, som var placeret midt på bordet. Når man benytter sig af videoobservation som metode, skal man også være opmærksom på, at rumoplevelsen bliver formindsket og at det kinæstetiske aspekt af observationen udgår fra materialet (Alrø & Kristiansen, 1997: 76). Vi valgte at have to observatører til stede under mødet for at iagttage de kinæstetiske aspekter ved mødet. Ved at placere to personer, som skal sidde og tage notater skaber det, i endnu højere grad end hvis det kun var kameraerne, en uvirkelig situation. Man kan diskutere, hvad denne opstilling gør ved den autentiske situation. Man skal også være opmærksom på at observatørernes iagttagelser og tolkninger af mødet er subjektive. At bruge videoobservation giver nogle muligheder for videre analyse, men kameraernes tilstedeværelse skaber også problemstillinger. F.eks. bliver de observerede opmærksomme på, at de bliver filmet, hvilket kan skabe en fejlkilde. Studier viser, at når folk vænner sig til kameraernes tilstedeværelse, tager de ikke længere hensyn til disse (Nielsen & Nielsen, 2005: 220). De samtaledeltagere vi havde valgt at beskæftige os med, havde prøvet lignende situationer før, og en af de interagerende hentydede forud for mødet til, at de var vant til at blive filmet og, at de følte sig som filmstjerner. I og med at de var vant til at blive videoobserveret havde vi en forhåbning om at de ikke lod sig påvirke i for høj en udstrækning. 2.3 Transskription At transskribere enten det hele eller dele af det indfangede datamateriale kan ses som en analytisk fordel, da man får overblik over, hvad der faktisk siges og gøres i interaktionen (Alrø & Kristiansen, 1997: 81). Med inspiration fra Retningslinjer for udskrifter af dansk talesprog har vi, med udgangspunkt i Dansk standard 1 og 2, udarbejdet et regelsæt for vores transskription 8

(bilag 6). Selvom disse standarder burde give en ens transskription uanset hvem, der nedfælder den, viser undersøgelser at dette langt fra er tilfældet (Alrø & Kristiansen, 1997: 81). Vi har valgt at sidde sammen to og to og transskribere vores opdelte materiale, for at opnå den størst mulige kohærens og samtidig alle sammen få erfaring inden for transskription. Vi har i vores transskription valgt at udarbejde en form for nodemodel, da vi var af den overbevisning, at det ville gøre det nemmere at læse og give et bedre overblik over interaktionen (bilag 7). Transskribering vil indeholde subjektive elementer, da forskeren kan have svært ved at høre hvad der siges på datamaterialet, og denne skal derfor prøve at udlede/gætte, hvad der bliver sagt (Alrø & Kristiansen, 1997: 81). I vores transskription har vi konsulteret hinanden for at få mere end en holdning til, hvad der siges ved de uklare sekvenser. Hvis der er en sekvens som er uforståelig har vi markeret det med (uf) og hvis vi, ud fra konteksten og andre gruppemedlemmer, mener at kunne udlede hvad der siges, men ikke er sikre markeres dette med?(..)?. På denne måde gør vi læseren opmærksom på, at det er en sekvens, hvor vi har foretaget et valg ud fra en subjektiv vurdering. Det nonverbale aspekt af interaktionen kan være svær at nedskrive på neutral vis, da der ikke findes nogle officielle og universelle regler for, hvordan det skal gøres (Alrø & Kristiansen, 1997: 81). Vi har valgt kun at transskribere det nonverbale de steder de bliver brugt i analysen. Et kritikpunkt på vores transskription er, at vi lavede den, inden vi vidste, at vi efterfølgende ville lave en CA. Derfor mangler der elementer i transskriptionen, som ville have gjort det nemmere at lave vores videregående CA. Et eksempel på dette er, at der ikke er angivet hvor trykket ligger i ordet, hvilket har direkte relation til blandt andet PCP og TRP. Vi har i vores projekt valgt at transskribere omkring 10 minutter ud af cirka en times materiale. Dette valg har vi taget på baggrund af, at det var i denne sekvens, der foregik mest interaktion samtaledeltagerne imellem. Hvorimod det vi ikke valgte at transskribere var udformet mere som oplæg fra enkelte personer på skift. At vi har taget dette valg gør, at vi har foretaget en selektiv subjektiv udvælgelse. 9

3. Videnskabsteori 3.1 Induktivisme I dette afsnit vil vi redegøre for den induktivistisk videnskabsteoretiske tankegang. Vi vil senere i vores videnskabsteoretiske metodeafsnit operationalisere over vores brug af induktivistisk tilgang i dette projekt. Induktivistisk videnskabsteori tager udgangspunkt i fordoms- og fortolkningsfrie iagttagelser, der danner observationsudsagn hvilket former grundlaget for de love og teorier videnskaben består af (Chalmers, 1995: 27-29). Som et resultat af de iagttagelser og erfaringer man danner sig uden forudindtagethed, skaber man, ifølge induktivismen, et legitimt erkendelsesgrundlag. De udsagn man kommer frem til ved hjælp af betragtninger, kaldes observationsudsagn (Chalmers, 1995: 29). Observationsudsagn kan være singulære- eller universelle udsagn. Singulære udsagn omhandler; noget bestemt; til en bestemt situation eller en bestemt begivenhed på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. (Chalmers, 1995: 29). Alle observationsudsagn har på et vist punkt været singulære udsagn, da iagttagelser som udgangspunkt omhandler noget bestemt. Disse singulære observationsudsagn kan udvikle sig til universelle udsagn. Universelle udsagn skildrer de udsagn der omhandler; alle situationer eller begivenheder af samme art, til alle tider. (Chalmers, 1995: 30). For at bevæge sig fra singulære udsagn til de universelle udsagn skal man foretage en generalisering. Denne generaliserende proces hvor man går fra nogle til alle kaldes induktion (Chalmers, 1995: 32). I Hvad er videnskab? (1995) opstiller Chalmers nogle krav for hvornår denne generalisering er legitim: 1. Det antal observationsudsagn, som danner grundlag for generalisationen, skal være stort. 2. Observationerne skal gentages under mange forskellige betingelser 3. Intet observationsudsagn som godtages, må stride imod den udledte universelle lov. (Chalmers, 1995: 31) 10

Denne generalisering af iagttagelserne er sammenfattet i induktionsprincippet som lyder: hvis et stort antal X er er blevet iagttaget under mange forskellige betingelser, og det viser sig at alle disse X er uden undtagelse har egenskaben y, så har alle X er egenskaben y. (Chalmers, 1995, 32) Kritikken af induktivismen forholder sig ofte til dens logiske tilgang til videnskaben og erkendelsen, samt hvorledes mennesket er i stand til, at forholde sig objektivt og vurdere i hvor høj udstrækning antallet af observationer er nok til at udlede en universel lov, da verden er variabel. Vi vil i et senere afsnit (henvis) diskutere objektivitetsidealet der eksisterer indenfor induktivismen. 3.2 Socialkonstruktivisme Socialkonstruktivistisk videnskabsteoretisk ideologi bygger på opfattelsen af, at menneskelig erkendelse er socialt konstrueret (denstoredanske.dk, Socialkonstruktivisme). Den menneskelige forståelsesramme er altså ikke medfødt, men et resultat af socialprocesser. Denne forståelsesramme produceres via socialisering gennem f.eks. interaktion. Ud fra en socialkonstruktivistisk optik er et fænomen altså ikke noget, der skal betragtes som naturligt og uafhængigt eksisterende. Det er derimod noget menneskeskabt, som bærer aftryk af de menneskelige interesser (Collin, 2005: 248). Indenfor socialkonstruktivismen arbejdes der med to hovedkategorier. Den ene gren udspringer af den overbevisning, at det er mennesket, der igennem handlinger, konstruerer det sociale (Jacobsen, 2011: 489). Indenfor dette spor fokuseres der på, hvordan mennesket konstruerer samfundet f.eks. via en interaktionistisk tilgang. Den anden hovedkategori har en omvendt tankegang og lægger vægt på, hvordan samfundet påvirker individerne i en social kontekst. Dette spor er af den opfattelse, at det sociale konstruerer mennesket (Jacobsen, 2011: 489). Et kritikpunkt for den socialkonstruktivistiske tankegang er den subjektive tilgang til vidensbegrebet. Da viden og erkendelse er socialt konstrueret, vil dette altid være subjektivt. Der 11

er altså ingen endegyldig objektiv viden og alting er til forhandling. Dermed mener kritikkerne, at socialkonstruktivismen fragmenterer sit eget grundlag, da den derfor ikke vil kunne kategoriseres som en absolut og generel videnskabsteoretisk tanke (denstoredanske.dk, Socialkonstruktivisme). Dette leder os hen på hvordan disse videnskabsteoretiske begreber linkes til henholdsvis konversationsanalysen og Goffmans begreber. 12

4. Videnskabsteoretisk metode I følgende afsnit vil vi påvise, hvordan de videnskabsteoretiske tilgange induktivisme og socialkonstruktivisme kommer til udtryk indenfor konversationsanalysen og Goffman. 4.1 Induktivismen indenfor konversationsanalyse I konversationsanalysen studerer man sociale praksisser, som de forekommer i virkeligheden og først derefter teoretiserer man over dem (Nielsen & Nielsen, 2005: 201). Studiet af de sociale praksisser, som de forekommer i virkeligheden, hænger sammen med den induktivistiske videnskabsteoretiske tilgang. Vi har i de indledende faser af vores CA gjort brug af induktiv forskningsmetodik i form af det konversationsanalytiske begreb unmotivated looking. Unmotivated looking kan beskrives som en metode indenfor CA, hvor man ikke arbejder ud fra en, på forhånd givet, problemformulering eller hypotese (Nielsen & Nielsen, 2005: 23). Derimod lader man sin empiri lede os hen til, hvad der i projektet vil være mest relevant at arbejde videre med (Nielsen & Nielsen, 2005: 23-24). Unmotivated looking kan forsvares gennem induktivismen, da denne mener, at videnskabens udgangspunkt er iagttagelser og, at disse iagttagelser skal foretages uden nogen form for forudindtagethed (Chalmers, 1995: 28) I forhold til vores projekt kommer unmotivated looking specielt til udtryk to steder. Første gang er da vi udvælger en sekvens fra vores datamateriale, som skal udgøre vores empiri og dermed transskriberes. Dette gøres ved hjælp af gentagende gennemsyn af datamaterialet, hvor vi lader dette lede os hen i mod en specielt interessant sekvens. Anden gang er, da vi igennem vores transskription og med udgangspunkt i konversationsanalytiske begreber bliver ledt frem til, hvad der i den udvalgte empiri er interessant og dermed bliver vores fokus og problemstilling i projektet. Et kritikpunkt til ovenstående udvælgelsesproces er, at man kan diskutere om disse iagttagelser og valg er foretaget uden nogen form for forudindtagethed. Denne diskussion vil vi følge op på i et senere afsnit, hvor vi diskuterer begrebet objektivitet ud fra et videnskabsteoretisk perspektiv. I vores tilfælde kan CA karakteriseres som en kvalitativ single case analysis, da vi har valgt kun at studere ét enkelt møde i vores projekt. Med sådan en enkeltforekomstanalyse har man mulighed for at gå i dybden med sin empiri og herigennem få et indblik i enten et bestemt fænomen, der viser sig i empirien, eller i den 13

pågældende interaktion som sådan (Nielsen & Nielsen, 2005: 24). Vi kan ud fra CA forsvare gyldigheden af denne type undersøgelse ved at fremhæve argumentet om, at siden et bestemt fænomen kan forekomme berettiger det også til en indsigt i, hvad der determinerer dette ene eksempel (Nielsen & Nielsen, 2005: 24). Indenfor induktivismen er der tale om, at man udleder nogle observationsudsagn ud af konversationsanalysen. Disse observationsudsagn betegnes i vores projekt som singulære udsagn, fordi vores type undersøgelse er en single case analysis. Singulære udsagn refererer som nævnt tidligere til noget bestemt. Vi anerkender dermed, at vi ud fra vores analyse kun kan fortælle noget om den bestemte situation, vi analyserer. Vi kan altså ikke opstille en universel lov eller regel ud fra de resultater, vi når frem til gennem analysen af vores empiri. I ovenstående har vi beskrevet hvordan unmotivated looking og single case analysis indenfor CA kan belyses ud fra den videnskabsteoretiske tilgang induktivisme. Vi vil i følgende afsnit forklare hvordan konversationsanalysen og Goffman, ud fra et socialkonstruktivistisk perspektiv, kommer til udtryk i vores projekt. 4.2 Socialkonstruktivismen i forhold til CA og Goffman Når vi i vores konversationsanalyse går fra at udlede udsagn på baggrund af vores iagttagelser til at forklare disse, træder vi ind i en fortolkningsproces. Vores mål med denne fortolkningsproces er at påvise på hvilke måder de interagerende, gennem deres sproglige handlinger, tilsammen konstruerer et konsensus i interaktionen. En vigtig konversationsanalytisk erkendelse er at at sprog og interaktion medierer ikke blot sociale handlinger, men konstruerer og konstituerer samtidig vores forståelse og sociale organisering af verden (Nielsen & Nielsen, 2005: 111). På denne måde kobles konversationsanalysen og den socialkonstruktivistiske tankegang, da man indenfor et af hovedsporene i socialkonstruktivismen mener, at mennesker gennem deres handlinger, herunder social interaktion, konstruerer det sociale (Jacobsen, 2011: 488) (Nielsen & Nielsen, 2005: 111). Ud fra en Goffman optik linkes han til ovenstående ved at være interesseret i interpersonel kommunikation, som noget der er med til at konstruere individet og den sociale situation (Povlsen, 2011: 184). 14

Begrebet intersubjektivitet, som eksisterer indenfor konversationsanalysen betegner, at der opstår en fælles forståelse eller virkelighed mellem de interagerende gennem interaktionen. Dette er ikke en, på forhånd, given forståelse, men en forståelse der bliver skabt i interaktionen, når de interagerende bl.a. studerer modtagelsen af sin egen taletur i efterfølgende taletur. Man kan i forlængelse af dette argumentere for, at fordi virkeligheden, gennem sproget, er socialt konstrueret af mennesker, vil den dermed også altid være til forhandling. (Nielsen & Nielsen, 2005: 112) I konversationsanalysen kommer dette til udtryk ved, at man altid kan forhandle sig til f.eks. en taletur. På samme måde er identiteten noget, der er til forhandling indenfor konversationsanalysen. Identitetskonstruktionen indenfor CA er en dynamisk proces, noget der gøres, altså konstrueres i interaktionen (Nielsen & Nielsen, 2005: 130). Denne tanke er inspireret af Goffman, der er enig i at selvet skabes henholdsvis i og med sin performance i en social situation (Povlsen, 2011: 184) Vi har i ovenstående kapitel redegjort for hvordan vores metode, i form af CA, og vores teori, i form af også konversationsanalyse og Goffman sættes i forbindelse til de to videnskabsteoretiske tilgange vi arbejder indenfor, henholdsvis induktivismen og socialkonstruktivismen. Vi vil i det kommende kapitel opstille en diskussion omhandlende objektivitetsidealet og om det er muligt at opnå dette. 15

5. Diskussion af objektivitet I følgende afsnit vil vi diskutere opnåelsen af objektivitetsidealet der eksisterer indenfor induktivismen og derefter en hermeneutisk kritik af denne, som leder os over i socialkonstruktivismen. Man kan argumentere for, at alle former for videnskab retter sig mod at opnå forståelse, på et eller andet plan (Føllesdal, 1999, s. 86-87). Forskellen hos de forskellige slags videnskaber, og diskussionen mellem diverse videnskabsteorier ligger derimod i, på hvilken måde man opnår denne forståelse. Grundlaget for viden, indenfor den videnskabsteoretiske metode induktivisme, opnås ved hjælp af fordoms- og fortolkningsfrie iagttagelser. Det er altså de ikke-forudindtagede iagttagelser, der danner grundlag for et legitimt erkendelsesgrundlag (se videnskabsteoretisk afsnit om induktivisme: kap. 3.1). Denne form for tilgang, i vores tilfælde, til datamaterialet og efterfølgende empirien bevidner om et objektivitetsideal. Forsøg på opnåelse af et objektivitetsideal kommer, i det nærværende projekt, til udtryk i vores CA, i den metodiske del af denne. Men eksisterer der overhovedet en videnskabsteoretisk metode, som leder til en fuldkommen fortolkningsfri viden? Dette kan blandt andet diskuteres i måden, hvorpå vi er gået til vores datamateriale. Man kan stille spørgsmål ved, om vi faktisk var objektive i vores udvælgelsesproces, både i forhold til vores udvælgelse af empiri indenfor vores datamateriale, og dernæst vores udvælgelse af et fokus i vores empiri. Kan man overhovedet forsvare at et valg kan være objektivt, da det vil være udledt gennem en persons forståelsesoptik? Den moderne, hermeneutiske videnskabsteori kritiserer objektivitetsidealet og mener modsat induktivismen, at al forståelse vil være et resultat af fortolkning (Kjørup, 1996: 266). Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer mener ikke, at vi skal gøre os fri af de fordomme vi måtte besidde i tilgangen til et emne. Meningen med ordet fordomme, skal forstås som en samling forforståelser man altid bærer med sig som individ, uden at disse nødvendigvis er negative. Kort sagt af Gadamer: (...)uden fordomme ingen forståelse. (Kjørup, 1996: 277). Dette leder os hen på begrebet forståelseshorisont, som er en sammensmeltning af vores individuelle forforståelser, holdninger og fordomme. Denne forståelseshorisont er noget vi tager med videre i skabelsen af en ny forståelse, idet vi går til et nyt emne. Forståelseshorisont skal ses som en dynamisk proces, hvor man tolkning er åben for at tilsidesætte dele af sine forforståelser, til fordel for en ny 16

erkendelse (Kjørup, 1996: 278). Man vil altså ikke, ud fra et hermeneutisk perspektiv, prøve at rekonstruere en objektiv mening med sin empiri, gennem en forståelses- og fortolkningsproces. Man vil derimod forsøge at opnå en horisontsammensmeltning af sin individuelle forståelseshorisont og den horisont der kommer til udtryk gennem empirien (Kjørup, 1996: 278) Tanken om den uundgåelige forforståelse hos individet og brugen af denne, i forhold til opnåelse af viden, kan kobles sammen med den socialkonstruktivistiske tanke. Et fænomen eller et emne, indenfor denne videnskabsteori, er ikke noget der skal betragtes som naturligt og uafhængigt eksisterende. Det er derimod noget menneskeskabt, som bærer aftryk af de menneskelige interesser, vi ønsker at blive klogere på og opnå en forståelse af (se videnskabsteoretisk afsnit om socialkonstruktivisme: kap. 3.2). Dette er også gældende i den nærværende opgave, hvor vi ønsker at afdække, hvordan individer opnår konsensus ved hjælp ad de handlinger de foretager sig gennem interaktion. I forlængelse af tanken om den uundgåelige forforståelse hos individet, er det værd at diskutere, hvorvidt vi var nået frem til det samme resultat i projektet, hvis vi havde taget skridtet videre, og fuldt ud havde accepteret vores forforståelse. Hvis vi altså således havde brugt vores forforståelse aktivt i tilgangen til vores empiri, i stedet for at tilstræbe, at skubbe den til side for at efterleve objektivitetsidealet. Til denne hypotetiske diskussion, ser vi en række mulige udfald. For det første kan man forestille sig, at vores endelige konklusion ikke ville være forskellig fra det, denne nærværende opgave er endt ud med. Denne mulighed udspringer af, at det er klart, at man umuligt kan leve op til det utopiske objektivitetsideal, og at man således altid i større eller mindre grad udviser en forforståelse i alle situationer. Når det er sagt, er det altså blot et spørgsmål om, at acceptere forforståelsens indvirkning på fortolkningen i stedet for at lade som om, det er muligt at undgå. For det andet forekommer muligheden naturligvis også, at projektet ville have peget på, og udledt de helt samme aspekter af interaktionen, som vores forforståelse gjorde os opmærksomme på. I denne forstand giver det naturligvis mening, at efterstræbe objektivitetsidealet, for at nå en mere bred og almen slutning, i stedet for blot at bekræfte vilkårlige individuelle fordomme og forforståelser. Det er som sagt en hypotetisk diskussion om, hvorvidt det altid er den bedste tilgang, at efterstræbe objektivitetsidealet, og søge, at forkaste sine forforståelser. Svaret er måske en blanding, og dermed en tredje mulighed. Denne mulighed fører tilbage til Gadamers forståelse af objektivitets/subjektivitets-problematikken. Altså, at forforståelse ses 17

som et grundlæggende fænomen i forhold til vores individuelle erfaringsgrundlag. Forforståelsen skal ikke tillægges en negativ ladning og ses som en begrænsende del af forskeren. Den skal derimod forstås som et symbol på og en opfattelse af vores samfundsopfattelser. Med andre ord kan forforståelser i denne forstand, på positiv vis, afspejle det menneskesyn der er gældende i konteksten, både på makro- og mikroniveau, og på denne måde nuancere tilgangen til empirien, uden at overtolke på den. Man kan afslutningsvis argumentere for at induktivismen og socialkonstruktivismen godt kan koeksisterer i vores projekt. Induktivismens ideal om objektivitet bliver kun brugt i tilgangen til vores empiri, som en metode indenfor CA, for at finde et fokus. Den socialkonstruktivistiske tanke, i form af en subjektiv tilgang overtager efterfølgende og er en del af fortolkningsprocessen i projektet, i form af selve konversationsanalysen og Goffman analysen. 18

6. Konversationsanalytisk teori I følgende afsnit defineres og forklares de begreber indenfor konversationsanalysen, som vi har fundet relevante at inddrage i projektet. Vi vil indledende redegøre for konversationsanalysen historiske baggrund og metodik. Dernæst vil vi komme omkring de analytiske begreber og hvordan nogle af disse kan kobles til den sociale sammenhæng. 6.1 Baggrund Metoden CA stammer oprindeligt fra sociologien, men rummer i dag også elementer fra sprogog kommunikationsvidenskaberne (Nielsen & Nielsen, 2005: 16-17). CA bliver på dansk kaldt konversationsanalyse eller samtaleanalyse. Formålet med en CA er at bevise, hvordan interaktion består af strukturerede og komplekse mønstre og regler, selvom konversation ofte virker enkel og tilfældig, samt at forevise de sociale handlinger på et konversationsmæssigt niveau. CA er en strukturel analyse af samtale (Hucthby & Wooffitt, 2003: 13). Analysen foregår på mikroniveau og fokuset for analysen er at afsøge konversationens orden eller samtaleordenen (Nielsen & Nielsen, 2005: 22). Når man arbejder med CA bruger man en induktiv tilgang til sin empiri. Empirien skal være selvindfanget autentisk materiale, hvilket vores videoobservation fra Politikens avismøde overholder (Nielsen & Nielsen, 2005: 23). I dette projekt arbejder vi ud fra CA-begrebet single case analysis (enkeltforekomstanalyse) (Nielsen & Nielsen, 2005: 24). Dette betyder, at vi kun har analyseret en case i stedet for at arbejde med flere forskellige cases (eksempelsamlinger), som ville muliggøre en mere generaliserende analyse. Enkeltforekomstanalyse er den mindst tidskrævende, da den tager udgangspunkt i kun ét eksempel, men til gengæld kommer man grundigt i dybden med casen. Unmotivated looking er en metode indenfor CA. Når man starter sin analyse, skal man ud fra denne metode ikke have en problemformulering eller en hypotese som sit udgangspunkt. Man skal derimod lade sin empiri afgøre i hvilken retning analysen skal gå, og man skal se på sine data uden nogen forforståelse og uden subjektivitet. Når man laver en CA handler det ikke om at analysere sig frem til hvad personerne tænker eller hvad deres skjulte intentioner er (Nielsen & Nielsen, 2005: 169). CA bruger interaktionen og de mønstre og brud der sker deri til at analysere og komme frem til nogle konklusioner. Dette sker altså ud fra den kommunikative identitet samtaledeltagerne selv skaber igennem interaktionen. 19

Indenfor CA skal en identitet betragtes som noget der konstitueres gennem sproget. Det er noget der gøres eller konstrueres gennem de sproglige ytringer man foretager sig, og dermed er det en dynamisk proces, der er til forhandling (Nielsen & Nielsen, 205: 129). 6.2 Analytiske begreber indenfor konversationsanalyse 6.2.1 Taleture, turenheder og tur-allokering En samtale er delt op i taleture. En taletur defineres som det en deltager siger, fra han/hun begynder til han/hun holder op (Nielsen & Nielsen, 2005: 35). Turtagning foregår ud fra et interaktionelt styret system mellem samtaleparterne (Nielsen & Nielsen, 2005: 36). Turtagning og hvordan taleturene bliver tildelt foregår ud fra et regelsæt om turallokering (Nielsen & Nielsen, 2005: 36). Igangværende taler kan vælge næste taler, hvis dette ikke er tilfældet kan næste taler lave et selvvalg. Hvis ingen af disse scenarier finder sted, kan den igangværende taler fortsætte. Hvis igangværende taler vælger næste taler har denne pligt til at tage turen (Nielsen & Nielsen, 2005: 37). I bilag 3 har vi opstillet disse regler. En taletur kan opdeles i turenheder også kaldet TCU ere. Hvis en taletur kun udgør en turenhed, kaldes dette en SUT (single-unit turns) og hvis taleturen indeholder flere turenheder anvendes forkortelsen MUT for multi-unit turns. I Samtaleanalyse beskrives fire forskellige TCU ere (Nielsen & Nielsen, 2005: 39-43). Leksikalsk TCU der kun består af ét ord som f.eks. ja, nej, mm etc. Phrase-TCU som ( ) dækker over turenheder, der er på mere end et ord, men mindre end en ledsætning (Nielsen & Nielsen, 2005: 40). Ledsætnings-TCU og periodisk TCU er de to sidste kategorier. Ledsætnings-TCU ere kan stå alene, men kan også være en del af en periodisk TCU, som karakteriseres ved at være fra punktum til punktum. Turenheder producerer mulige færdiggørelsespunkter (PCP ere) og overgangsrelevante steder (TRP ere), hvor nye talere kan få en taletur. PCP ere projiceres når igangværende taler afslutter en turenhed, men den talende kan vælge at fortsætte taleturen ved at skabe en ny taleenhed (Nielsen & Nielsen, 2005: 45). Ved en TRP er det relevant for en næstetaler at overtage taleturen. Derved bliver en PCP til en TRP. Et overgangsrelevant sted kan f.eks. indikeres ved at første taler vælger næste taler. Ved hjælp af turenheder, mulige færdiggørelsespunkter og overgangsrelevante steder gøres interaktionen mere forudsigelig og struktureret (Nielsen & Nielsen, 2005: 34-35). PCP og TRP findes af samtaledeltagerne ved hjælp af syntaks, prosodi og pragmatik (Nielsen & Nielsen, 2005: 47). 20

6.2.2 Turpar og Præferencebegrebet Turpar er et begreb der indeholder minimum to ytringer eller taleture fra forskellige deltagere. Et turpar består af en første pardel (FPP) og en anden pardel (SPP) som skal være i relation og have relevans for hinanden (Nielsen & Nielsen, 2005: 62). I Samtaleanalyse (2005) beskrives præferencebegrebet således: Et vigtigt aspekt af turparret er, at FPP en kan lægge op til bestemte SPP er. Dette er kernen i begrebet præference (Pomerantz 1984) (Nielsen & Nielsen, 2005: 67). Begrebet skal ses ud fra et teknisk sprogligt aspekt og ikke ud fra samtaledeltagernes hensigter og motiver. En respons på en FPP kan både være præfereret og dispræfereret. Man kan dele præferencebegrebet op i sekventiel præference, praksis-præference og personlig præference. Sekventiel præference defineres som: Der lægges op til en bestemt SPP, og hvis ikke SPP en svarer til, hvad FPP en lægger op til, så er der tale om dispræference. Det er således FPP en, der styrer, hvad der er præference for, dvs. om SPP en er præfereret eller dispræfereret. (Nielsen & Nielsen, 2005: 68) Hvis en af samtaledeltagerne leverer en FPP uden at få et hurtigt svar, hvilket tyder på at et dispræfereret svar er på vej, kan igangværende taler omformulere spørgsmålet ved hjælp af konjunktionen: eller, hvorefter der responderes med en præfereret SPP. Dette eksempel er et resultat af hvordan samtaleparterne er fælles om at opnå et samarbejde og fælles enighed (Nielsen & Nielsen, 2005: 68). Praksis-præference koncentrerer sig om hvordan responsen er udformet. Hvis SPP en er formuleret med tøven, pauser og lignende er SPP en ud fra praksispræference dispræfereret, mens det vil være praksis-præfereret, hvis svaret kommer hurtigt og præcist. Hvis svaret på en invitation er nej, er SPP en sekventielt dispræfereret, men praksis præfereret. Personlig præference omhandler, hvad de samtalende ønsker. Denne handler om det psykologiske aspekt bag SPP en (Nielsen & Nielsen, 2005: 68). 6.2.3 Reparatur Reparatur er et begreb indenfor CA der omhandler problemer i interaktionen. I Samtaleanalyse (2005) defineres reparatur som problemer vedrørende at ytre, høre eller forstå det sagte (Nielsen & Nielsen, 2005: 81). Reparatur kan foretages af igangværende taler i taleturen, hvor 21

problemet fremkommer, men reparatur kan også forekomme i den efterfølgende næstetalers taletur (næstetursreparaturinitiator) eller i tredje taletur af førstetaleren også kaldet tredjetursreparatur (Nielsen & Nielsen, 2005: 81-82). Vi har valgt at bruge de engelske begreber fra Paul Ten Haves Doing Conversation Analysis i kapitlet Analytic Strategies, da vi mente, de var mere fyldestgørende. De fire begreber vi arbejder med i vores analyse er self-initiated selfrepair, self-initiated other-repair, other-initiated self-repair og other-initiated other-repair (Ten Have, 2000: 116-119). Reparatur kan altså både være selv-initieret og anden-initieret. Reparatur kan opstå ved f.eks. ordsøgninger eller TCU-interne pauser. Hvis der sker reparatur i første tur, kan det f.eks. være et resultat af tøvelyde, lydforlængelser, stammen og selvafbrydelser og dette er self-initiated self-repair (Nielsen & Nielsen, 2005: 83). Et eksempel på self-initiated otherrepair er hvis en anden person end første taler, der initierer reparatur, hjælper denne med f.eks. et ord første taler ikke kan komme i tanke om. Other-initiated self-repair kan komme til udtryk, hvis næste taler ikke hører, hvad foregående taler sagde i sin taletur, eller det kan være i kraft af, at recipienten opfordrer førstetaler til reparatur. Det sidste begreb er other-initiated other-repair som bliver brugt, hvis recipienten både insinuerer fejlen i førstetalers taletur og derefter laver reparationen. 6.2.4 Overlappende tale Overlappende tale virker umiddelbart som et forstyrrende element, når man overværer en samtale, men ud fra konversationsanalytiske teori er overlappende tale et resultat af fint samarbejde mellem samtaledeltagerne (Nielsen & Nielsen, 2005: 86). Overlap kan forekomme når som helst, men oftest bliver der produceret overlappende tale, som kan forklares ud fra begreberne turtagning og taleenheder. I Samtaleanalyse (2005) opstilles fjorten former for steder hvor overlap typisk ville forekomme (Nielsen & Nielsen, 2005: 86-89) (bilag 4). Overlappende tale kan f.eks. være et resultat af at næstetaler har opnået nok information eller har forstået målet med igangværende talers taletur, hvorfor næstetaler starter før taleturens afslutning. Et andet eksempel kan være overlappende tale, hvis igangværende taler holder en TCU-intern pause, men at næstetaler projicerer det som en taletursafslutning (Nielsen & Nielsen, 2005: 88). Overlappende tale er derfor netop et resultat af, at de samtalende lytter til hinanden og projicerer relevante steder at tage en taletur og overlappende tale er for det meste korte ytringer. 22

6.2.5 Minimalrespons Minimalrespons er korte indskydelser, der ikke gør krav på en taletur, men bare fastlægger, at modtageren forstår hvad der bliver sagt og ønsker at igangværende taler fortsætter (Nielsen & Nielsen, 2005: 91). Der er forskellige kategorier inden for minimalresponsbegrebet. I vores analyse vil vi have fokus på begreberne fortsættelsesmarkører og bekræftere. Begge typer for minimalrespons benytter sig af ordene mm og ja, men den intonale finalisering og dens placering er afgørende for hvordan minimalresponsen skal defineres (Nielsen & Nielsen, 2005: 106). I bilag 5 er der yderligere nedskrevet forskellene på de to begreber. Fortsættelsesmarkører fungerer som minimalrespons, der hentyder til igangværende taler skal fortsætte sin taletur og, at modtageren forstår hvad der bliver sagt. Eksempler på dette kan være: mm og ja med opadgående intonation og er ofte placeret i en ufærdig turenhed. Når en recipient laver en fortsættelsesmarkør er det et tegn på respekt for igangværende talers lange taletur (Nielsen & Nielsen, 2005: 98). Bekræftere er intonalt faldende af karakter og bruges af recipienten til at tilslutte sig igangværende talers ytring (Nielsen & Nielsen, 2005: 102). Bekræftere er oftest placeret ved mulige færdiggørelsespunkter i igangværende talers taletur. Positive bekræftere, f.eks. ja, bruges som resultat af ytringer uden negation, hvorimod taleture med negation opnår produktion af negative bekræftere som nej og næ hos recipienten (Nielsen & Nielsen, 2005: 104). 6.3 Konversationsanalytiske begreber indenfor den social sammenhæng 6.3.1 Intersubjektivitet Intersubjektivitet skal forstås som den fælles forståelse de interagerende deler imellem sig. I praksis kommer dette til udtryk ved, at de interagerende i deres taleture løbende viser deres lokale forståelse af, hvad deres medinteraktanter ytrer (Nielsen & Nielsen, 2005: 111-112). Dette intersubjektivistiske forhold kan eksemplificeres med følgende: A: Jeg kunne virkelig godt spise 10 hotdogs lige nu B: Du er da vist rigtigt nok sulten, hva? A: Ja lige præcis. Lad os finde en pølsevogn. 23