Jørgen Christensen 5-658-674,1+2+7-300 292-492,1+2+6 4.s.e.Påske. 20/4-08. 10.00 Johs. 8,28-31. Beretningen om, hvordan kristenforfølgeren Saulus bliver til den kristne missionær Paulus er vel kristendommens mest berømte og dramatiske omvendelseshistorie. Et blændende lys og en stemme fra himlen spørger: Saul hvorfor forfølger du mig? Hvad der egentlig sker med Paulus, dér på vejen til Damaskus det finder vi aldrig ud af. Men det ændrer hans liv 180 grader. Så skelsættende er det, at han skifter identitet og tar navneforandring; Saulus blir til Paulus. Hvilket for øvrigt er almindeligt mange steder i verden, når mennesker beslutter sig til at blive døbt som kristne, at så tager de et kristennavn som supplement eller til erstatning for deres oprindelige navn. Så altomvæltende er begivenheden, at Paulus resten af livet er parat til at sætte livet på spil for det budskab, som han ellers før brugte sit liv på at forfølge og lukke munden på. Paulus bliver selv brutalt halshugget i år 64 i Rom som offer for kejser Neros kristenforfølgelser Faktisk regner Paulus sig efter dette syn på vejen til Damaskus med blandt øjenvidnerne til Jesu Kristi opstandelse fra de døde. På trods af, at det formentlig foregår mindst 10 år efter Jesu Kristi opstandelse og himmelfart, så skriver Paulus frimodigt til menigheden i Korint: At sidst af alle blev Jesus Kristus også set af et misfoster som mig Paulus indrømmer blankt: at jeg er den ringeste af apostlene ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Alligevel vover han at kalde sig øjenvidne til opstandelsen og Guds apostel ene og alene i kraft af Guds indgriben, af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, siger Paulus. Tre dage er Paulus fuldstændig blind, og han hverken spiser eller drikker en gravlignende tilstand mellem liv og død først da Ananias på tredjedagen taler til ham om Guds plan med ham, får han synet og livet tilbage, og Paulus bliver døbt.
Forfølgeren får en ny identitet og bliver kristen. Den unge mand, der uden at løfte en finger har stået og set på, at den første kristne martyr, Stefanus blev stenet, Paulus holdt bare deres kapper, så de ikke fik blod på tøjet; den medskyldige morder hán bliver døbt. På tredjedagen opstandelsesdagen begynder Paulus et helt nyt liv. Derfor hører denne beretning også hjemme mellem påske og pinse, fordi den ikke blot er en omvendelseshistorie, men også en opstandelseshistorie, der viser, at Jesu Kristi opstandelse er ikke blot en engangsbegivenhed, der skete en tidlig morgen en tilfældig søndag lidt uden for Jerusalem engang omkring år 33. Jesu Kristi opstandelse er ikke bare en skelsættende verdenshistorisk begivenhed, det er altid nutid for opstandelsen sker, hver gang et menneske ligesom Paulus bliver ramt af troen, så det rører hjertet og forvandler alt, og livet får en ny retning, og mennesket en ny identitet. Derfor er vejen til Damaskus heller ikke noget, vi behøver rejse til Syrien for at finde for vejen til Damaskus er snarere et eksistentielt end et geografisk sted. Vejen til Damaskus er, når du og jeg bliver ramt af det kristne budskab, så det vender op og ned på vores tilværelse. Når troen får betydning ikke bare om søndagen, eller når vi skal til barnedåb eller begravelse men sådan den ganske almindelige sure regnvåde mandag morgen, hvor cyklen er punkteret og jeg alligevel nynner: Se nu stiger solen af havets skød på vej til bussen. Når troen fortæller noget om min identitet, hvem jeg er og hvad der egentlig tæller, når alt det, der tæller i verdens øjne, er gået i nul eller minus. For det, der skete for Saulus eller Paulus den dag på den støvede landevej til Damaskus, var det ikke, at han mødte den sandhed, som Jesus taler om i dagens evangelium han mødte den sandhed, han havde bekæmpet, fordi han mente, den var løgn og svindel og bedrag. Paulus mødte den sandhed, der er frigørende og befriende, fordi den ikke handler om nogle regler, der skal overholdes eller nogle læresætninger vi skal underkaste os.
Paulus mødte kærlighedens befriende sandhed, den sandhed fra Gud, der siger, jeg kender dig, jeg ved, du hverken er bedre eller værre end du er alligevel elsker jeg dig betingelsesløst og uden forbehold. Senere i livet beskriver Paulus Guds kærlighed med ordene: kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt kærligheden hører aldrig op. Her sammenfatter Paulus det med ordene: Af Guds nåde er jeg det jeg er. Faktisk rummer evangelierne en perlerække af historier om mennesker, der som Paulus i mødet med Jesus får øjnene op for, hvem de er i Guds øjne. Den samaritanske kvinde ved brønden, der har haft fem mænd, og ham, hun har nu, er ikke hendes mand, hun siger det med ordene: kom og se en mand, der har sagt mig, hvem jeg er, men uden at fordømme mig. Tolderen og forrædderen Zakæus får vendt op og ned på sit liv, da han bliver kaldt ned fra træet af Jesus med ordene: I dag vil jeg være gæst i dit hus. Kvinden, der skulle stenes fordi hun var grebet i hor, hun bliver rejst op af Jesus med ordene: heller ikke jeg fordømmer dig, gå og synd fra nu af ikke mere. Fornægteren Peter, der inden hanen galede nåede at svigte Jesus tre gange, Peter bliver den klippe, Jesus vil bygge sin kirke på. Jesus kender sandheden om dem og os alligevel mødte han os med kærlighed og nåde. Den ene opstandelsesberetning efter den anden gå hjem og læs de fire evangelier, og du vil møde mange flere mennesker, som bliver rejst op ved mødet med den kærlighed og tilgivelse, som Jesus ikke kun forkynder, men som han giver kød og blod i sit møde med mennesker. Mennesker, som hvis det kun kom an på deres egen evne til at tro og være tro ville være håbløst fortabt og fordømt. Mennesker, som kun alt for godt kender sandheden om deres eget livs nederlag og fiaskoer og svigt de møder i Jesus Kristus en sandhed, der ikke er dømmende, men befriende. De møder en kærlighed, der giver dem nyt mod til at leve og tro på, at Gud kan bruge selv sådan nogen som dem. Af Guds nåde er jeg det, jeg er, siger kristenforfølgeren Paulus.
Paulus, som ellers mente, han var noget stort i kraft af den ihærdighed, hvormed han forfulgte de kristne. Pulus, der efter tre dage i mørket får åbnet øjnene for en ny og frigørende sandhed. den sandhed, der gør at han med et ser sig selv og Gud og verden og sine medmennesker i et helt nyt lys. Paulus, den lovtro og pligtopfyldende farisæer, der mente at troen handler om at holde alle Guds love og regler til mindste punkt og prikke. Han får med ét åbnet sine øjne for en helt anden side af Guds væsen end den strenge lovoverholdelse. Vejen til Damaskus den tror jeg, vi alle sammen skal omkring ikke bare én gang i livet, men mange gange. For vejen til Damaskus er dér, hvor vi bliver bremset i vores hæsblæsende travle liv og spurgt: Hvad er egentlig det vigtigste i dit liv? Vejen til Damaskus er måske det åndeløse sekund, hvor bilens højre forhjul har fanget rabattens bløde jord det er stikket i hjertet det er barnet, der ikke er kommet hjem til aftalt tid, eller en af de utallige andre situationer, hvor vi bliver mindet om, hvor små og sårbare vi dybest set er. Vejen til Damaskus er der, hvor du og jeg mister grebet dér hvor den tilværelse, vi ellers mente at have godt styr på, pludselig viser tænder, og det i et splitsekund står lysende klart, at jeg er bare et lille fnug i det uendelige univers. Vejen til Damaskus er de dage, hvor vi synes, vi intet er værd, de dage hvor alle fejlene, svigtene og nederlagene står i kø og holder os vågne den halve nat fordi der sjældent er nogen, der dømmer os hårdere, end vi selv gør. Af Guds nåde er jeg det, jeg er, siger Paulus men det så han først klart, da han var blevet blind. Måske er det sådan, det er, at vi skal opdage, vi er blinde, før vi lærer at se. Tragisk, tænker du måske. Tragisk, hvis vi skal miste, før vi sætter pris på det, vi mistede. Tragisk, hvis vi skal ned og ligge, før vi kan blive rejst op.
Tragisk, hvis vi skal ned med nakken, før vi kan løfte hovedet. Ja, måske. Men er det ikke også befriende, at sandheden om os er, at det er sådan nogen som os, Gud elsker. Det er sådan nogen som os, Gud kan bruge i sin tjeneste. Det er sådan nogen som os, han døde og opstod for. Amen