Tyrkiet og EU Side 1 af 8 Flensborg Avis 06 januar 2005, side 2 / DEBAT Af Rolf Küssner På december-mødet i 2004 aftalte EUs stats- og regeringschefer, at forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet i EU skal indledes den 3. oktober 2005. Aftalen om en eventuel optagelse af Tyrkiet om ti til 15 år er betinget af en række krav fra EU. Fortalerne for optagelsen af Tyrkiet i EU har forskellige argumenter. Nogle fremhæver, at blandt andet det tyske løfte fra 1999 om, at Tyrkiet er et kandidatland, skal indfries, og at Tyrkiets indsats for vesten som blandt andet mangeårigt Nato-medlem og strategisk samarbejdspartner med vesten skal honoreres. Andre satser på, at guleroden EUmedlemskab vil medføre en hurtig demokratisering af landet og en reformering af de politiske og kulturelle forhold. Desuden understreges som et væsentligt strategisk argument, at Tyrkiet som muslimsk nation vil kunne påvirke en række andre muslimske lande f.eks. i Mellemøsten og Nordafrika positivt, når det som fuldgyldigt medlem i EU skal repræsentere og stå inde for en fælles europæisk politik og kultur. Mens over 80 procent af tyrkerne ser positivt på landets medlemskab i EU, er oppositionelle overbevist om, at den tyrkiske statschef Erdogan hverken tager politisk hensyn til den anatolske landbefolkning eller til eliten i storbyerne. De tror derimod, at han vil koncentrerer sin magt om det stærke muslimske borgerskab i landet, der hovedsageligt rekrutteres af ærkekonservative, muslimske forretningsfolk. Regeringschefens naive venner i EU Journalisten Emin,ölasan fra det tyrkiske dagblad Hürriyet siger, at han er forundret over, hvor naive Erdogans politiske venner i EU er. Han ser en politisk strategi i, at Erdogan bejler til Europa og lover at opfylde alle ønsker. Det gælder om at sikre magten for de ærkekonservative muslimske kræfter og for stedse at tage magten fra landets eneste reelt verdslige kraft, nemlig militæret. Erdogans egentlige mål er at opnå den uindskrænkede magt i Tyrkiet, og tyrkiske islamister ser fordele for sig selv, når religionsfriheden sikres i Tyrkiet på baggrund af EUs forfatningskrav, og når statens verdslige tilsnit derved nedtones. Skeptikere i EU beroliges af den hollandske EU-formand Balkenende med udtalelsen: "Målet med at starte forhandlingerne er tyrkisk EUmedlemskab, men udfaldet er ikke garanteret". Men det fjerne perspektiv for en mulig optagelse beroliger langt fra alle. I særdeleshed lader det til, at et ret stort flertal i befolkningerne i EU ikke er særlig interesseret i at få Tyrkiet ind i den europæiske stadsstue. Frygt for folkevandring Tyrkiet har i dag omkring 68. mio indbyggere, og det forventes, at befolkningen i løbet af ca. ti år vil nærme sig de 90 mio. Store dele af landet ligger i Asien og mange vesteuropæere frygter, at store grupper i landbefolkningen i Anatolien og mange unge uden perspektiv i Tyrkiet vil sætte sig i bevægelse i en stor folkevandring mod Vesteuropa. Tyrkiets befolkning har altid været sammensat af en række forskellige etniske grupper, men etniske - og for den sags skyld også religiøse - mindretals ret til at udfolde sig er yderst begrænset. Stadig berettes der om, at tortur betragtes som en daglig foreteelse. Og netop overtrædelsen af fundamentale menneskerettigheder anføres ofte som et vægtigt argument imod Tyrkiets optagelse i EU. Men der er andet, der får vesteuropæerne til at blive stive af skræk ved tanken om, at Tyrkiet bliver en del af EU. Modstand af religiøst tilsnit
Tyrkiet og EU Side 2 af 8 Venstres EU-ordfører Charlotte Antonsen udtaler sig om det, hun oplever: "Folk er pæne, når de deltager i en undersøgelse, og så peger de på menneskerettigheder, men når jeg er ude til møder, kan jeg høre, at folk frygter øget indvandring. Og religionen spiller også en stor rolle". Modstanden mod Tyrkiets optagelse har i den seneste tid fået en tydelig religiøs drejning. Efter ophør af den kolde krig, da kapitalismen og kommunismen stod overfor hinanden som to konkurrerende magtcentre i verden, regnede mange med, at de tider, da det gode kæmper mod det onde, uigenkaldeligt var forbi. Civilisationernes kamp Nu viser det sig imidlertid, at "civilisationernes kamp" tilsyneladende skal udkæmpes mellem islamister, der åbenlyst stiller sig imod den vestlige verden og på den anden side primært USA som symbol på de rige landes undertrykkelse af de fattige. Opdelingen af verden i to kampberedte formationer kan åbenbart påny tilfredsstille menneskehedens iboende men selvødelæggende drift til at ville operere med modsætninger. I mange af de omsider stærkt verdslige vestlige lande påpeger kirkerne og konservative politikere gang på gang kristendommens væsentlige betydning for den europæiske kultur, og at det kristne værdigrundlag bør fastholdes som et væsentligt element i EU. I USA baner ærkekonservative kristent-religiøse grupper sig vej til voksende indflydelse på både indenrigsog udenrigspolitikken. Udover en i et vist omfang forståelig skepsis bliver diskussionen om Tyrkiets optagelse i EU af nogle glædeligt pustet op til en ny religionskrig. En række politiske agitatorer gør deres bedste for at få befolkningerne til at ryste og bæve af angst for en formodet fysisk, politisk og kulturel muslimsk invasion, som i den aktuelle diskussion symboliseres ved Tyrkiets ønske om at blive medlem af den Europæiske Union. Derfor Tyrkiet Information 6. oktober 2004, af ds DEMOKRATI ER en dejlig ting. Det synes EU-Kommissionens kommende formand, Jose Manuel Barroso, som nu støtter ideen om, at enkelte lande holder folkeafstemninger om tyrkisk medlemskab af EU.»Det er sådan, demokratiet fungerer. Vi bliver nødt til at acceptere en debat. Spørgsmålet om tyrkisk medlemskab er meget alvorligt. Det er derfor vigtigt, at denne beslutning har støtte fra de andre europæiske lande,«siger Barroso ifølge nyhedsbureauet AFP. Barrosos udtalelse falder som støtte til Frankrigs præsident Chirac, der har lovet sine vælgere en folkeafstemning, før Tyrkiet optages i EU. Den tanke støtter Barroso, netop som den nuværende EU-Kommission i dag fremlægger sin længe ventede rapport om, hvordan det skrider frem med Tyrkiets opfyldelse af EU s krav, de såkaldte københavnerkriterier. Det forlyder, at Tyrkiet i dag vil få karakterer, der er gode nok til at indlede forhandlinger. Så nu er panikken for alvor ved at bryde ud. For ganske vist lovede landene i 1999 at anerkende Tyrkiets status som ansøgerland men hvem havde regnet med, at tyrkerne sådan ville tage os på ordet og sætte en flodbølge af demokratiske reformer i gang? Det går simpelthen alt for godt i Tyrkiet, så nu er europæiske politikere, med den kommende kommissionsformand i spidsen, ved at falde over hinandens ben for at trække i land og opdigte nye forsinkelser, forhindringer og supplerende eksaminer, som Tyrkiet også lige skal bestå. Selv hvis tyrkerne klarer hver eneste prøve, tårner der sig en ny hurdle op i form af mulige folkeafstemninger i et antal lande. Her skal franske og måske også andre vælgere så have den afgørende vetoret: Kan vi lide tyrkerne nok til at slippe dem indenfor? Lugter de ikke lidt for meget af hvidløg, og er de ikke lidt for muslimske til at være med
Tyrkiet og EU Side 3 af 8 i vores gode selskab? Og hvor meget vil det mon koste, er vi villige til at betale regningen, og hvad får vi egentlig selv ud af det? MÅ VI HERFRA tillade os at minde om, at EU i sin oprindelse er et fredsprojekt. EU opstod på ruinerne af Anden Verdenskrig og har gennem et halvt århundrede sikret freden i det gamle Europa. Med forrige års optagelse af det nye Europa gav EU sit bidrag til at hele sårene efter vor tids anden store konflikt, Den Kolde Krig. I dag står verden, hvad enten vi kan lide det eller ej, midt i en ny altomfattende konflikt. Det hele startede som bekendt med 11. september, og sidenhen har den amerikanske»krig mod terror«og den»kolossale fejltagelse«(citat John Kerry), som Irakkrigen udgør, virkeliggjort de dystre forudsigelser om civilisationernes sammenstød. Når Bush-ideologerne agitatorisk drager sammenligninger med de tidligere trusler fra nazismen og kommunismen, har de på deres egen perverse og selvskabte måde fået ret: Aldrig har kløften mellem den arabiske og den vestlige verden været større, aldrig har hadet og mistroen floreret som nu, aldrig har en demokratisk udvikling i den arabiske og muslimske verden syntes at være mere uden for rækkevidde. Undtagen i Tyrkiet, for her går det, som før nævnt, nærmest alt for godt. Og hvad gør vi europæere så ved det, ud over at jamre over, hvordan amerikanerne huserer i Mellemøsten som den berømte elefant i glasbutikken? Vi vrider hænder over udsigten til at blive oversvømmet af tyrkisk arbejdskraft, over de truende udgifter til landbrugsstøtte, over de kulturelle forskelle. Det er for dyrt, for besværligt, for anderledes og for stor en mundfuld at lukke Tyrkiet ind. de skal ind alligevel. For alternativet er, at vi mister en afgørende strategisk partner i forholdet til den arabiske og muslimske verden. Alternativet er sat helt på spidsen at vi kan blive nødt til at sende en fremtidig Europahær i krig i samme storskala, som amerikanerne gør det i dag. Europa har en unik mulighed for at føre sikkerhedspolitik på den kloge måde. Ved at satse massivt på demokrati, økonomisk udvikling og stadig flere og tættere bånd til de muslimske lande i vort nabolag. Ved at lukke Tyrkiet ind. Amerikanerne forstår det. De fatter ikke, at vi europæere ikke selv kan se nødvendigheden og for en gangs skyld må man give dem ret. Denne sag egner sig ikke til at blive afgjort af 450 mio. europæiske vælgere. EU har gennemført 13 udvidelser, uden folkeafstemninger. End ikke den store østudvidelse med hele ti lande på en gang blev afgjort ved en folkeafstemning, men ved at ansvarlige folkevalgte politikere forhandlede sig til enighedog traf de rette beslutninger. Hvis blot én enkelt regering havde været bundet af et ufravigeligt nej-mandat fra en folkeafstemning, var udvidelsen faldet på gulvet. Det er sørgeligt, at Chirac og Barroso, i angst for vælgernes modvilje og under dække af at være fortalere for demokrati, har gjort sig til talerør for den mest kortsynede populisme. EU har ganske simpelt ikke råd til at sige nej til Tyrkiet. GID DER VAR flere politikere, der havde modet til at sige: Ja, det kommer til at koste dyrt at lukke tyrkerne ind! Ja, Tyrkiet er en kæmpe mundfuld! Men
Tyrkiet og EU Side 4 af 8 Tyrkiet: Europas syge mand Jyllands-Posten 05 oktober 2004, 2. sektion side 4 Hvor meget er der om de europæiske befolkningers skepsis over for Tyrkiet? En hel del, og så alligevel alt for meget. Af Lasse Ellegaard Ankara Det hele begyndte med Walter Hallstein, den tyske CDU-politiker, der i 1963 i forbindelse med Tyrkiets associering med det daværende EEC sagde:»tyrkiet er en del af Europa.«Og nu går snakken. Ikke kun i landsbyernes kaffehuse, hvor mændene spiller kort, i byernes caféer, hvor smart klædte sekulære kvinder sladrer, i ministerier og politiske korridorer, på redaktioner, i busser og i Ankaras metro. I de europæiske hovedstæder vejes der for og imod Tyrkiet: Vil den store og unge nation (60 pct. er under 30 år) passe til Europa? Vil EUkommissionen hoste op med anbefaling af en fast forhandlingsdato uden nogen forbehold, eller vil den tilføje et men, før der gives grønt lys til det kommercielle paradis? Det sidste er, ifølge prognoser ved en ambassadesammenkomst forleden aften i Ankara, mest sandsynligt. Og søndag kunne de tyrkiske aviser citere EUudvidelseskommissær, Günter Verheugen, for udtalelser om, at»kommissionen vil lade medlemskab stå åbent i den rapport, der er på vej.«kattelem Der er meget lidt tvivl om, at kommissionen vil anbefale at indlede forhandlinger. Men der er usikkerhed om, hvorvidt anbefalingen forsynes med en kattelem, der sætter EU i stand til at nulstille processen efter eget skøn. Kattelemmen kan være en klausul om fortsat EU-overvågning af Tyrkiets politiske og økonomiske udvikling, efter at forhandlinger indledes i løbet af 2005. Lemmen kan i givet fald klappe op, hvis Tyrkiets demokratiske udvikling sættes i stå eller rulles tilbage, eller hvis landet igen oplever en katastrofal økonomisk krise som den, der i 2001 medførte en de facto IMFadministration af statens budgetter. Hvis en sådan men-klausul følger med kommissionens rapport, kastes EU og Tyrkiet ud i endnu en politisk krise. Ingen af de 10 lande, der blev medlemmer 1. maj i år, var underlagt klausuler af den art. Som den tidligere ambassadør (bl.a. i København) og nuværende oppositionspolitiker i Det republikanske Parti (CHP), Onur Öymen, sagde om kattelemprognosen:»eu har lovet alle kandidatlande en ligelig og fair behandling, så det vil være ensbetydende med løftebrud.«den tyrkiske regering, der har pantsat al sin prestige og en god del politisk kapital på et uforbeholdent ja fra EU, vil ikke være mildere stemt end Öymen. Alt andet end en fuld og hel accept af medlemsforhandlinger vil blive opfattet som et nederlag. Recep Tayyip Erdogan, den tyrkiske premierminister, vil dog næppe slukke for kontakten til EU, som det var tilfældet i 1997, da et topmøde i Luxembourg droppede Tyrkiet som ansøgerland, men accepterede Cypern og de tidligere Comecon-medlemmer fra den fallerede østblok. Men han vil givet dekretere en genovervejelse af relationerne. Et sådant skridt vil være eneste mulighed for den islamisk hældende AKPregering til at bevare i hvert fald en del af underansigtet. Intet alternativ til EU Men bag facaden vil Erdogan æde kommissionens rapport, uanset dens indhold, da der ikke er noget tyrkisk alternativ til Europa. Han vil, ifald EU's forbehold er for voldsomme, skælde ud på den kristne klub, der af lige dele arrogance og uvidenhed ikke kender sin besøgelsestid. Og han vil massere den tyrkiske nationale stolthed, der aldrig har været et parameter for EU's relationer til Tyrkiet. Men den er en anatolsk faktor på landjorden, som Erdogan er nødt til at tage hensyn til. Et alt for betinget EU-ja kan åbne hans regering og AKP, Retfærd- og Udvik-
Tyrkiet og EU Side 5 af 8 lingspartiet, for angreb, ikke kun fra oppositionen i parlamentet og det statsapparat, Erdogan fører en permanent, men stille krig imod. Også i hans konservative, islamisk orienterede bagland vil der blive stillet ubehagelige spørgsmål. AKP's kernevælgere er dybt skeptiske ved den brølende europæisering, der er sat på dagsordenen i form af EU-harmoniseret lovgivning, der brutalt bryder med flertallets traditionelle opfattelse af kerneområder som offentlig moral, strafferet og kvinders stilling. Det seneste skvulp i harmonien mellem Tyrkiet og EU, der opstod med forslaget om at gøre utroskab strafbart, er et talende eksempel på Erdogans taktik med både at blæse med sine vælgere og have EU-mel i munden. Men at han samtidig er handlingens mand, viste han ved et møde i Bruxelles med Günter Verheugen, EU's udvidelseskommissær, der kom i stand for at klare alle udeståender af. Ifølge velunderrettet kilde tog det Verheugen én sætning at gøre klart, at utroskabsloven var uspiselig for EU, hvorefter Erdogan fiskede sin mobiltelefon op fra lommen, drejede parlamentsformanden i Ankara, og gøede:»hvor hurtigt kan du samle parlamentet?«det kunne ske et par dage senere.»fint, så gør det,«sagde Erdogan, klappede sin telefon sammen og vendte sig til Verheugen med ordene:»den sag er nu klaret.«på hjemmebanen solgte regeringen bataljen som taktik - det var aldrig meningen at føre en utroskabslov igennem, men den tog Bruxelles kritiske opmærksomhed væk fra f.eks. det kurdiske problem. Sagen viser ikke desto mindre den udbredte skepsis i Tyrkiets religiøst-konservative befolkningslag over for, om perleporten til et økonomisk EU-paradis også indebærer en demoralisering af nationen. Europæisk skepsis Men den er dog forsvindende sammenlignet med den psykologiske uvilje, der breder sig i Europa, og som har fået europæiske politikere til at ryste på hånden i slutfasen, før EU-topmødet 17. december træffer en endelig afgørelse om forhandlingsdato i 2005. Ser man nærmere på europæernes skepsis, begrundes den i to forhold: At Tyrkiet er et land, hvor 99 pct. af befolkningen er muslimer, og at landet vil være EU's fattigste med et gennemsnitligt indkomstniveau på (aktuelt) under 30 pct. af gennemsnittet for de 25 medlemslandes bruttonationalprodukt pr. hoved. Der er altså tale om både mentalt betinget modvilje og en økonomisk betinget modstand mod at overføre store beløb fra EU's strukturfonde (og dermed EU-skatteyderne) til det store, men fattige og (i visse regioner) tilbagestående land. Begge faktorer har præget den debat, der er vokset siden forsommerens valg til Europa-parlamentet, og hvor også Poul Nyrup Rasmussen, der er medansvarlig for løftet til Tyrkiet om en fast dato, vendte rundt på en tallerken, og talte Ankara midt imod. Den østrigske EU-kommisær for landbrug, Franz Fischler, har, formentlig med en tanke på det tyrkiske landbrug, der beskæftiger næsten 40 pct. af befolkningen, erklæret, at Tyrkiet er mere orientalsk end europæisk. Hvad han mente var, at tyrkiske bønder i dag ville modtage 11,3 mia. euro i landsbrugsstøtte. Den hollandske kommissær for det indre marked, Frits Bolkestein, har med sans for dramatisk patos sagt, at Tyrkiet i EU vil betyde, at 1683 var forgæves - det år blev osmanniske tropper tvunget til at opgive belejringen af Wien, hvilket ifølge historiebøger reddede europæisk civilsation. Hvad han mente var, at tyrkiske medlemskab vil koste 10 mia. euro om året i regionalstøtte. Den tyske kanslerkandidat for CDU, Angela Merkel, henter stemmer på et forslag om et særligt partnerskab, som hun også lancerede i Ankara i foråret og fik en iskold skulder. Men hun er ikke alene - Jacques Chirac' konservative parti, UMP, har tvunget ham til at love franskmændene en folkeafstemning om Tyrkiets optagelse, når - eller hvis - forhandlingerne afsluttes om 10 til 15 år. Til den tid vil Chirac næppe væ-
Tyrkiet og EU Side 6 af 8 re præsident for andet end højst den franske version af Ensomme Gamles Værn, så det løfte tages ikke alvorligt af Abdullah Gül, den tyrkiske udenrigsminister. Som heller ikke bemærkede, at Karen Jespersen, den tidligere indenrigsminister, på Socialdemokratiets nylige kongres foreslog det samme for Danmark. At kongressen efter den larmende tavshed at dømme heller ikke lagde mærke til det, skyldtes nok loyalitet over for den relativt nyvalgte formand, Mogens Lykketoft, der vil have ro på bagsmækken. For uanset de politiske løfter, afgivet af EU i 1999 og igen i 2002 om en dato til Tyrkiet, og uanset at Tyrkiet har været associeret EU siden 1963 og formel medlemsansøger siden 1987, rører Merkel, Chirac, Jespersen og andre politikere, ved en betændt byld i Europas befolkningsdyb. Det er betegnende, at modstanden mod tyrkisk medlemskab er størst i de lande, der huser de fleste af Europas i alt 12,5 millioner muslimer - Frankrig, Tyskland, Østrig og Holland. Også i Danmark er modstanden ifølge alle meningsmålinger udbredt, og synes i hvert fald delvist begrundet i, at folk oplever Tyrkiet i Ishøj, Brabrand og Vollsmose. Tyrkiet med to ansigter For ser man på landet, som det ser ud lige nu, forholder EU sig til to meget forskellige ansøgere som det britiske ugemagasin The Economist skrev i den forgangne uge. Det ene Tyrkiet har i mere end 50 år været loyalt NATOmedlem, er medlem af Europas organisatoriske infrastrukturer fra UEFA og Melodi grand prix til Europarådet og er inde i en rivende demokratisk udvikling med afvikling af militærets privilegier, refereret af en fri presse og styret af en stabil regering med to tredjedeles flertal i parlamentet bag sig. Et land præget af religiøsitet, men med en strengt verdslig forfatning, der i lighed med Frankrig forbyder religiøse symboler som hovedtørklæder i skolerne. Som gennemlever en økonomisk vækst, der i sidste kvartal nåede op på 14,4 pct., og de sidste par år har ligget på over 8 pct. i gennemsnit. Som er hjemsted for kristendommens vugge så vist som kejser Konstantin byggede verdens første domkirke i Istanbul. De kirkemøder, der knæsatte kristendommens dogmer for 1700 år siden, fandt sted i nabolaget. Det andet Tyrkiet ser lidt anderledes ud: Forankret i Asien med østgrænser til det urolige Irak, Iran og Syrien, de centralasiatiske republikker og Georgien. Med uløste problemer i den kurdiske del af landet, hvor PKK-separatister igen har grebet til våben, og med en økonomi, der ikke kan måle sig med selv EU's fattigste medlem. Og med en befolkning, der i 2020 vil være Europas største med 86-88 millioner og en historie om korruption, overtrædelse af menneskerettigheder, militærkup og stort besvær med at gennemføre reformer i praksis. Således blev en lokal tvstation i de kurdiske områder lukket ned i en måned, fordi tv-værterne præsenterede en kurdisk sangvideo på - kurdisk. Problemet i den europæiske debat er, at de to versioner af dette samme land, ikke vejes op mod hinanden, når politikere og beslutningstagere erklærer sig for eller imod landets optagelse i EU-klubben. Der finder ingen afvejning af elementerne sted, i den henseende de kommentatorer harret, der påpeger, at der ikke har været en tilbundsgående debat om det land, den russiske zar Nikolaj I i sin tid kaldte Europas syge mand (og altså ikke Asiens). Og selvom der stadig kan påpeges alvorlige lidelser, er Europas syge mand i absolut bedring
Tyrkiet og EU Side 7 af 8 Debat: Islamisering af bagvejen Politiken 16 september 2004, 2. sektion side 6 Af Robert Ellis, lektor Det viser sig, at EU-kommissionen er lige så delt som EU-landenes befolkninger i spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab. Senest har den østrigske landbrugskommissær, Franz Fischler, opfordret EU-kommissionen til at forberede en 'plan B' som alternativ til fuldt medlemskab, eftersom der er tvivl om Tyrkiets sekulære og demokratiske akkreditiver. Kommissærens tvivl er berettiget, og Tyrkiet har ingen andre at beskylde for denne holdning end sig selv. Fremsættelsen af lovforslaget om at kriminalisere utroskab giver yderligere næring til mistanken om, at AKP-regeringen arbejder med en dagsorden om at islamisere Tyrkiet. Siden AKP-regeringen kom til magten i november 2002, har der endvidere været fremsat og vedtaget en række lovforslag, der kun har til hensigt at fremme en gradvis islamisering af Tyrkiet. Fordelen ved EU-medlemskabet er, at det kan få godtroende europæere til at finansiere projektet. Blandt regeringens skridt kan nævnes en lettere adgang til at oprette korankurser og øgede kvotaer for adgang til imam-skoler, og senere en lov, der giver elever fra disse skoler adgang til alle universitetsfakulteter, og dermed adgang til alle ledende stillinger i statsadministrationen. Et andet tegn på denne tiltagende islamisering er et omfattende nybyggeri af moskeer, således at der nu er halvanden moske for hver skole i Tyrkiet. 20.000 landsbyskoler er blevet lukket, angiveligt på grund af manglende elever, men uddannelsen af nye imamer fortsætter for fuld udblæsning. Imens kan man finde 80 til 100 elever proppet ind i et klasselokale, hvorimod de fleste moskeer næsten altid er tomme. AK-partiet styres af en hård kerne, der består af premierminister Tayyip Erdogan, hans udenrigsminister, Abdullah Gül, og parlamentets formand, Bülent Arinc, med støtte fra en kreds af fundamentalister fra tidligere premierminister Erbakans tid. Hvis Tyrkiet får en startdato for optagelsesforhandlinger på EU-topmødet i december, forventes det, at AKP kort efter vil udskrive et hurtigt parlamentsvalg i håb om at få mere end de 34 procent af stemmerne, partiet fik i 2002 og de 42 procent ved lokalvalgene i marts i år. I forvejen sidder AKP på 369 ud af parlamentets 550 pladser, og er allerede nu i stand til at ændre forfatningen med det fornødne to tredjedels flertal. I 2015 regner man med, at Tyrkiets befolkning bliver på størrelse med Tysklands, og i 2025 ville Tyrkiet med 87 mio. indbyggere blive EU's største medlemsland. I betragtning af de problemer, som Tyrkiets medlemskab kan medføre i form af øget indvandring og ikke mindst omkostningerne, er tiden nu inde til en åben og ærlig debat om dette emne, hvis ikke Danmarks befolkning skal finde sig i en løsning trukket ned over hovedet af magthaverne i Bruxelles.
Tyrkiet og EU Side 8 af 8 Fakta: EU 2020 EU har besluttet at indlede forhandlinger med Tyrkiet om optagelse i unionen. Politiken giver her et bud på, hvilke lande der er med i EU i år 2020. Men meget kan ske inden da. Hvis et eller flere lande forkaster den nye forfatningstraktat, kan en mindre gruppe EU-lande tænkes at indlede et særligt tat samarbejde for de lande, der har lyst til at deltage. Island Status: Diskuterer jævnligt indmeldelse i EU. Befolkningen delt. Befolkningstal: 286.250 BNP per indbygger: 29.990 USD Religion: Luthersk/evangelisk Norge Status: Et stort flertal i Stortinget støtter norsk indmeldelse i EU. To folkeafstemninger om spørgsmålet er begge endt med et nej Befolkningstal: 4,5 mio. BNP per indbygger: 29.620 USD Religion: Luthersk/evangelisk Kroatien Status: Begynder i 2005 forhandlinger om optagelse Befolkningstal: 4,4 mio. BNP per indbygger: 9.170 USD Religion: Romersk/katolsk Tyrkiet Status: Begynder i 2005 forhandlinger om optagelse Befolkningstal: 68 mio. BNP per indbygger: 5.890 USD Religion: Islam Rumænien Status: Forhandler nu og optages i 2007 eller 2008 Befolkningstal: 22 mio. BNP per indbygger: 6.490 USD Religion: Græsk-ortodoks Bulgarien Status: Forhandler nu og optages i 2007 Befolkningstal: 7,8 mio BNP per indbygger: 6.890 USD Religion: Græsk-ortodoks Danmark Befolkningstal: 5,3 mio. BNP per indbygger: 29.000 USD Religion: Luthersk/evangelisk EUs 25 lande Befolkningstal: 453 mio. BNP per indbygger: 21.990 EURO Religion: Kristendom Fakta: De tre kategorier De 25 nuværende EU-lande samt seks nye lande, der er kommet ind inden 2020: ØSTRIG TYSKLAND POLEN SLOVAKIET BELGIEN LETLAND LITAUEN ESTLAND NORGE SVERIGE HOLLAND TJEKKIET DANMARK LUX. SLOVENIEN KROATI- EN FINLAND IRLAND STORBRITANNI- EN ITALIEN FRANKRIG SPANIEN POR- TUGAL TYRKIET GRÆKENLAND RU- MÆNIEN BULGARIEN ITALIEN UN- GARN CYPERN MALTA ISLAND Lande, der er i gang med at forhandle om optagelse med EU i 2020: SERBIEN BOSNIEN ALBANIEN MAKE- DONIEN Lande med særlige naboskabsaftaler, som næppe får tilbudt medlemskab: UKRAINE MOLDOVA HVIDERUSLAND GEORGIEN ARMENIEN ISRAEL MA- ROKKO ALGERIET TUNESIEN LIBYEN