Jürgen Habermas og Jacques Derrida: Filosofi i terrorens tid. Samtaler med Giovanna Borradori

RETFÆRD ÅRGANG 31 2008 NR. 3/122 91 Jürgen Habermas og Jacques Derrida: Filosofi i terrorens tid. Samtaler med Giovanna Borradori Informations Forlag, 208 sider ANMELDT AF OLE HAMMERSLEV, LEKTOR, SYDDANSK UNIVERSITET I kølvandet på det, der siden er blevet betegnet med datoen»11. september«, er kommet en række vigtige bøger om terrorisme og hvad terrorangrebene i New York har betydet for politik, krig, religion, international ret etc. En af disse er bogen Filosofi i terrorens tid, hvor to af Europas fremtrædende filosoffer, Habermas og Derrida, medvirker. På trods af at bogen på dansk noget vildledende bliver lanceret, som om Habermas og Derrida sammen har skrevet den, er Filosofi i terrorens tid ikke en diskussion mellem Habermas og Derrida, men mellem dem hver især og bogens egentlige forfatter, Giovanna Borradori, lektor i filosofi ved Vassar College, NY. Idéen til bogen dateres til morgenen den 11. september 2001 i New York. Borradori indleder sit forord (s. 19-24) med en personlig beskrivelse af, hvad hun foretog sig den skæbnesvangre dag for det, hun gentagne gange karakteriserer som»historiens frygteligste terrorangreb«(s. 20), en karakterisering, både Habermas og særligt Derrida stiller spørgsmålstegn ved senere i bogen. Det lykkedes Borradori at få samtaler i stand med de to filosoffer, som skulle komme til New York uafhængigt af terrorangrebet nogle uger senere. De to kom dog ikke sammen og mødte heller ikke hinanden. Bogen udgør således to separate samtaler. I sin indledning»terrorisme og arven fra oplysningstiden«(s. 27-48) fremlægger Borradori sin tese: at»en diskussion af den 11. september og den globale terrorisme må indebære en kritisk revurdering af oplysningstidens politiske idealer.«(s. 27) Da nutidens nationale juridiske og politiske systemer, der danner grundlag for den internationale ret og internationale institutioner, har deres baggrund i oplysningstidens filosofiske tradition, må disse, ifølge Borradori, revurderes i forhold til oplysningsprojektet og oplysningsidealernes gyldighed. At Borradori mener, at det netop er oplysningstraditionen, der bliver strukturerende for resten af bogen, og at»det i løbet af bogen bliver klart, at Habermas og Derrida deler en troskab over for oplysningsprojeket«(p. 41) er måske mere udtryk for Borradoris eget projekt end for, hvad der kommer frem i samtalerne med Habermas og Derrida. Dog formår Borradori at vise den lighed, der er i de to filosoffers politiske konklusioner til trods for deres meget forskellige filosofiske udgangspunkter. Habermas har gennem sit filo-

92 RETFÆRD ÅRGANG 31 2008 NR. 3/122 sofiske virke taget udgangspunkt i forestillingen om kommunikationens betingelser for at fuldende demokratiet, da det diskursive demokrati er nøglen til at løse tilsyneladende uløselige samfundsmæssige problemer. Som Borradori præcist udtrykker det:»demokrati er i kraft af sin evne til strukturelt set bestandigt at forbedre og udvikle såvel mål som middel til individuel og social emancipation.«(s. 67) I modsætning hertil har Derrida forsøgt at dekonstruere tilsyneladende objektive diskurser og afsløre dem som konstruktioner. Ud fra Habermas og Derrida søger bogen at give en dybere forståelse af terrorens betydning for den vestlige verden, terrorens betingelser og mulighederne for at danne velfungerende internationale retlige institutioner. Først herefter kommer, i bogens første del, samtalen med Habermas»Fundamentalisme og terror«(s. 49-66), hvorefter Borradori i afsnittet»rekonstruktion af terrorismen Habermas«(s. 67-100) redegører for interviewet og skriver Habermas udsagn ind i hans større videnskabelige arbejde. I bogens anden del findes samtalen med Derrida,»Autoimmunitet Virkelige og symbolske selvmord«(s. 101-152) og afsnittet»dekonstruktion af terrorismen Derrida«(s. 153-185), hvor Borradori redegør for samtalen med Derrida i forhold til hans filosofiske arbejde. Opbygningen af bogen gør, at der er mange gentagelser, hvilket til tider kan virke noget anstrengende. Omvendt bliver man grundigt og loyalt indført i de to filosoffers universer, hvilket gør deres refleksioner om filosofi, terror, tolerance, international ret, USA, EU etc. mere nuancerede og perspektivrige, end de fremstår i samtalerne. I det følgende skitseres nogle af bogens hovedtemaer med relevans for retten, og forskelle og ligheder mellem Habermas og Derridas syn på de enkelte emner diskuteres.»11. september«på spørgsmålet, om den 11. september var en begivenhed uden fortilfælde, der radikalt forandrede opfattelsen af os selv, svarer både Habermas og Derrida nej. Begge er af den opfattelse, at en vedvarende fokusering på datoen skjuler vigtigere spørgsmål som, hvad det var, der muliggjorde begivenheden og hvilke retlige, militære etc. tiltag, der legitimeret i datoen er indført efterfølgende. Habermas er af den opfattelse, at begivenheden må sammenlignes med tidligere verdenshistoriske begivenheder og man må fokusere på»virkningshistorien«retrospektivt for at afgøre vigtigheden. Dog er der noget nyt ved terrorhandlingen, nemlig målets symbolske karakter og det efterfølgende gentagne mediebombardement, der ifølge Habermas måske gjorde det til den første verdensbegivenhed i historien. Habermas mener dog, at der eksisterer en ny facet ved den terrorisme»vi for tiden forbinder med al- Queda«nemlig at identifikation af modstanderen er umulig og at det ikke realistisk er muligt at vurdere den fare, vi er stillet overfor. Når vi ikke kan vurdere faren, og

RETFÆRD ÅRGANG 31 2008 NR. 3/122 93 da vi ikke kan stole på vores regeringers vurderinger, bliver det vanskeligt at imødegå faren:»det bringer en truet nation, som udelukkende kan reagere på sådanne ubestemmelige farer gennem administrative kanaler, i den pinlige situation måske at overreagere og samtidig, på grund af det mangelfulde omgang af efterretninger, forbliver den ude af stand til at vide, hvorvidt den faktisk overreagerer eller ej.«(s. 53) Herved kommer staten i»miskredit«, da det vidner om manglende ressourcer:»både på hjemmefronten, gennem en militarisering af sikkerhedsforanstaltningerne, som sætter retsstaten på spil, og internationalt, gennem mobiliseringen af en på samme tid overdreven og ineffektiv militær og teknologisk overlegenhed.«(s. 53) For Habermas er problemet, at på trods af at terroristerne ikke kan vinde kampen, leder det til en overreaktion, der får vestlige regeringer og særligt den amerikanske til at spille terroristernes spil. Derfor argumenterer han for, at vi må tilbage til det moderne politiske projekt byggende på den herredømmefri samtale, han gennem sit lange forfatterskab har argumenteret for. Som Habermas siger:»gensidig tillid må kunne udvikle sig i den kommunikative hverdagspraksis, således at en generel og virkningsfuld oplysning kan brede sig... og det må ske i en proces, hvor den politiske kulturs præmisser ligeledes påvirkes.«(s. 59) Derrida mener heller ikke, man skal fokusere på datoen, som»tilsyneladende«føles som en historisk begivenhed tilsyneladende fordi følelsen er konstrueret af et stort politisk, administrativt, sociologisk og mediemæssigt apparat. Begrebet refererer ikke til en begivenhed i sig selv i den filosofiske forstand, i stedet er det blevet en betydningsbærer for en politisk diskurs, der kan anvendes til forskellige formål. Ved at dekonstruere begivenheden»11. september«udsætter Derrida den ganske som Habermas for ideologisk kritik. Derrida betegner terroren som en autoimmunitær proces, hvilket vil sige den måde, på hvilken levende organismer selvmorderisk arbejder på at nedbryde deres eget immunforsvar, der må ses historisk og allerede startende under den kolde krig, hvor USA som kold-krigsstrategi aktivt producerede og støttede dem, vi i dag betegner som terrorister. Diagnosen er klar: Det traume, der er skabt af terroren, kan ikke heles, da det ikke handler om fortiden, men om frygt for de fremtidige katastrofer, vi kun kan gætte om en frygt, der kontinuerligt understøttes af medier, der var med til at skabe begivenheden den 11. september. Truslen kommer dog ikke som under den kolde krig fra en stat, men fra anonyme kræfter og er ganske uforudsigelig og uberegnelig. Vi er ikke forsvarsløse, dog må vi ifølge Derrida erkende, at de beskyttelsesforanstaltninger og det vi kalder kampen, eller»krigen«mod terrorisme ender med»at regenerere den ondskab, som man påstår at udrydde.«(s. 115) Når der henses til lovgivningsinitiativer og sågar selve»kampen mod terror«, der legitimeres ud fra begivenheden den 11. september, giver Habermas og Derridas pointer stof til eftertanke. For ved at fokusere på datoen, som har indlejret sig i bevidstheden, bliver vi nemme at manipulere til at indføre indskrænkninger i retsstaten, skabe splittelse mellem forskellige befolkningsgrupper i vesten og ikke

94 RETFÆRD ÅRGANG 31 2008 NR. 3/122 mindst føre økonomiske og militære kampe i forebyggelsens navn. Dette er da også forhold, både Habermas og Derrida tager op. Fx afvises Huntingtons Civilisationernes sammenstød fuldstændig af Habermas: Årsagerne til konflikter (forvrængning af kommunikation) i verden er ikke kulturelle, men økonomiske. Derfor må vesten ifølge Habermas udbedre skaderne ved at ændre sin egen-repræsentation, og ved at vesten erkender, at det ikke er markedsføringsstrategier med følgende forbrugerisme, der skal til for at imødegå ulighed i verden. Terrorbegrebet I forhold til selve terrorbegrebet lægger Habermas vægt på terrorismens politiske indhold: Om det politiske mål for terrorismen er realiserbart, hvilket betyder at terrorisme får politisk indhold retrospektivt, da der som oftest skal statsomvæltninger til, for at terrorister bliver legitimerede politiske ledere. Habermas mener ikke, den form for terrorisme, der ledte til 11. september, har et realistisk politisk mål, hvorfor det diskvalificerer dens politiske indhold. Derimod mener Habermas, at det var en»enorm fejltagelse«(s. 58) at erklære»krig mod terror«, normativt set fordi man ophøjer»disse kriminelle til at have status af krigsfjender; og pragmatisk set fordi man ikke kan føre krig mod et netværk «. Man tildeler med andre ord disse kriminelle politisk legitimitet ved at gå i krig mod dem. Derrida dekonstruerer begrebet for at vise, at de modsætningspar, hvorudfra vi forstår terroren er vanskelige, da der ikke kan skelnes mellem krig og terrorisme og heller ikke kan differentieres mellem forskellige typer terrorisme såsom national og international terrorisme og privat- og statsterrorisme. Da der eksisterer»semantisk ustabilitet«(s. 120) omkring begreberne, må vi anerkende, at diskurser er underlagt dominansforhold og magtstrategier, hvorfor diskurser som terrorisme ikke kan underlægges en universel definition. Trækkende på Carl Schmitt ser Derrida, at et problem med en definition af terrorbegrebet er, at der sker en sammenblanding af ret og politik:»den dominerende magt er den, som bedst formår at påtvinge og dermed legitimere og ikke mindst legalisere (for det er altid et spørgsmål om ret) den nationale eller internationale offentlighed den terminologi og dermed den fortolkning, som er mest fordelagtig for den selv i en given situation.«(s. 120) Derfor må grundlæggende forandringer af internationale institutioner og international ret finde sted. Vi må redefinere fortidens kategorier i nye og deterritorielle begreber, hvilket betyder, at dominerende kræfter herunder og ikke mindst dominerende kræfter i Washington må vise ansvar for de internationale institutioner, international ret og sproget.

RETFÆRD ÅRGANG 31 2008 NR. 3/122 95 International ret Begge forfattere kommer ind på den internationale rets betydning i diskussionen af opkomsten og kampen mod den nye form for terrorisme. Habermas udvikler sin kendte teori om en integreret civilisation mod strategisk dominerende grupper ved at insistere på demokratiets selvkorrigerende og selvrefleksive karakter. Det diskursive demokrati sikres bedst ved konstitutionelle principper, dog bliver det på et internationalt plan mere distanceret og fragmenteret end på nationalt plan, hvor retssystemet i bedste fald udgør»en institutionel ramme for formelle møder.«(s. 59). På trods af sin dekonstruktivistiske filosofi indrømmer Derrida, at han som Habermas vil»tage parti for den side, som i princippet gennem lov og ret efterlader en mulighed for en fremtidig udvikling af det»politiske«, demokratiet, international ret, internationale institutioner og så videre.«(s. 129) I princippet, vel at mærke, da de internationale institutioner er mangelfulde ikke mindst på grund af, at de ikke respekteres af vestlige medlemsstater, særligt USA. Derrida betragter da også et internationalt retligt system, med en international retsinstitution med en tilhørende international domstol og en uafhængig styrke som utopisk i karakter. Han bliver dog»ved med at tro på, at det er troen på muligheden af dette umulige og i virkeligheden ubestemmelige ud fra erkendelsens videnskabelige og samvittighedens perspektiv, der må lede vores beslutninger.«(s. 130) For at stræbe mod et sådan kosmopolitisk system mener Derrida, at Europa i ny form må træde i karakter og bidrage konstruktivt uden at glemme sin historie i opbygningen af en kosmopolitisk ret. Instrumenter som menneskerettigheder og demokrati mener Derrida aldrig vil være fyldestgørende; en erkendelse der kan bruges til at huske os selv på, at de ikke er naturlige, men nødvendige. Demokrati er aldrig opfyldt, men vil altid fremstå som»det kommende demokrati«(s. 135). Og her kommer retten ind: Der eksisterer ikke et lukket retligt system med på forhånd givne svar, som bare skal anvendes. Enhver retlig beslutning vil stille retsanvenderen over for spørgsmålet om retfærdighed forstået som et personligt ansvar. Ifølge Derrida må en retsafgørelse for at være ansvarlig og retfærdig både følge en regel og overskride reguleringen, da den i hver ny sag må retfærdiggøres. Der er ingen lukkethed i retten, og det universelle er altid partikulært. Dette er ikke langt fra det kantianske standpunkt hos Habermas. Tolerance vs. gæstfrihed En interessant diskussion, der får betydning i forhold til indretningen af staten, statsborgerskab, suverænitet og kosmopolitiske rettigheder, er diskussionen om tolerance og gæstfrihed. På trods af begrebet tolerances paternalistisk-religiøse ka-

96 RETFÆRD ÅRGANG 31 2008 NR. 3/122 rakter mener Habermas, at tolerance indeholdes i det moderne pluralistiske samfunds krav til universalisme, og det er også grunden til, at tolerance må ses i forhold til, hvordan regler og procedurer sikrer opfyldelsen af den nødvendige dialog:»i et demokratisk samfund, hvor borgerne gensidigt tilstår hinanden de samme rettigheder, er der ikke plads til en autoritet, som ensidigt fastlægger grænserne for, hvad der kan tolereres. På grund af borgernes lige rettigheder og gensidige respekt er der ingen, der besidder det privilegium at udstikke tolerancens grænser ud fra egne præferencer og værdier.«(s. 64) For at kunne virke betinger tolerancen en forfatning, der sikrer borgernes rettigheder i en selvrefleksiv proces. Derrida er mere kritisk over for tolerancediskursen, da den har religiøse og autoritære undertoner og oftest»benyttes på magthavernes side og altid som en slags nedladende indrømmelse... Tolerancen står altid på den stærkeste fornufts side, hvor magt er ret.«(s. 142) Da»tolerancen vedbliver at være en nøje gransket gæstfrihed, der altid er under overvågning, påholdende, og som altid beskytter sin egen suverænitet«henviser Derrida til det (kantianske) begreb om ren gæstfrihed, som ikke baseres på en invitation, men på en åbenhed»overfor den, som hverken er ventet eller inviteret, over hvem som helst, der ankommer som en absolut fremmed besøgende, som en nyankommen, ikke-identificerbar og uforudsigelig, kort sagt som den helt anden.«(s. 143f) Derrida er godt klar over det politisk-teologiske ved denne definition: At den ikke kan blive realiseret og få»juridisk eller politisk status«(s. 144). Det er denne form for ubetinget gæstfrihed, der danner grundlaget for Derridas politiske ideal, men den er og bliver et ideal og derfor er det ikke realiserbar. Den ubetingede gæstfrihed udsætter værten for stor risiko, da den ifølge sit begreb ikke rummer nogen form for forsvar over for den anden. Den ubetingede gæstfrihed kan derfor ikke indeholdes i ideen om den suveræne stat. Begrebet er dog ganske velegnet til evigt at kritisere grænserne for kosmopolitiske rettigheder og til at tilpasse sig»det kommende demokrati«, der ikke bygger på tolerance, statsborgerskab etc. Fra gæstfrihedsbegrebet kan udledes, hvordan vi indretter samfundet, således at det lader»de enkelte mennesker (hvem som helst) leve sammen i en tilstand, hvor de endnu ikke er defineret af statsborgerskab, det vi sige af deres stilling som retssubjekter og legitime medlemmer af en stat eller nationalstat eller endda af en konføderation eller en verdensstat.«(s. 145) Afslutning Som det kan ses af ovenstående, åbner bogen op for mange perspektiver, der har konsekvenser for retlige visioner og definitioner. Selvom den måske virker noget teoretisk, applicerer både Habermas og Derrida deres teoretiske universer på faktuelle begivenheder, der alle tager afsæt i»11. september«. Via det kantianske ideal om kosmopolitisk ret kritiserer Habermas fx den amerikanske unilaterale politik

RETFÆRD ÅRGANG 31 2008 NR. 3/122 97 efter 11. september ud fra sin diskursoptik. Ved ikke at overholde internationale konventioner og bakke op om internationale institutioner fremstår USA som hegemoniske i deres politiske fremgangsmåde. Heroverfor står Europa som, omend svag og usikker, så dog stadig byggende på legalitet. I lighed med Derrida mener Habermas, at verden er mere truet af USA's politik og krigsførelse end af terrorismen samt at Europa spiller fallit, hvis ikke det formår at tage en civiliseret rolle og give modstand til USA's»selvoptagede kurs, som kendetegner en afstumpet supermagt«, som Habermas udtrykker det (s. 51). Afslutningsvis skal det bemærkes, at Filosofi i terrorens tid er klart anbefalelsesværdig. Via deres skarpe analytiske sans formår Habermas og Derrida at give grundige analyser på retlige fænomener og sætte dem ind i deres sociologiske og filosofiske kontekst, hvilket bevirker, at retlige fænomener og institutioner kommer til at fremstå i grænsefeltet mellem ret og politik. Det er der som sådan ikke noget nyt i for fx jurister, der beskæftiger sig med international ret, retssociologi og retsfilosofi, men den position, hvorudfra de to europæiske filosoffer taler, kan forhåbentlig inspirere retsvidenskaben til at tage politisk sprængfarlige emner op. Emner, som netop bevæger sig på grænsefeltet mellem ret og politik.