1. udgave 1. oplag 2013 ISBN 978-87-559-5076-4 ISBN 978-87-559-1269-4 (trykt udgave)

Eiler Jensen: Hvad er tid? En indføring i læsning af ungdomsbogen Den syvende engel Eiler Jensen og Haase & Søns Forlag 2013 Omslag og sats: Haase & Søns Forlag 1. udgave 1. oplag 2013 ISBN 978-87-559-5076-4 ISBN 978-87-559-1269-4 (trykt udgave) Billedliste Side 6: foto af Anders Clausen; 11, 28: stoltzedesign; 14, 18: Wikipedia Commons. Kopiering tilladt ved behørig angivelse af kilde. Haase & Søns Forlag www.haase.dk

EILER JENSEN HVAD ER TID? En indføring i læsning af ungdomsbogen Den syvende engel HAASE & SØNS FORLAG

INDHOLD Indledning 5 Om Lasse Bo Jensen 6 Om Den syvende engel 7 Omslaget 10 Genre 11 En apokalyptisk roman 13 De syv dødssynder (Saligia) 17 Tiden 22 Litterære referencer (symboler) 27 Skorpionen 28 Opgaver til Lasse Bo Jensen: Den syvende engel 30 Links 32

INDLEDNING UNGDOMSLITTERATUREN er kendetegnet ved i overvejende grad at være realistisk. I 2009 debuterede Lasse Bo Jensen som skønlitterær forfatter med romanen Den syvende engel. Det er noget så sjældent som en fantastisk fortælling for unge. Selv om romanen naturligvis knytter an til det eventyrlige og til kampen mellem det gode og det onde, har Lasse Bo Jensen andre hensigter med sin roman end blot at skrive om det fantastiske. Den syvende engel er således også båret af et væld af filosofiske referencer. Det handler dette hæfte om. I 2013 udkom fortsættelsen af Den syvende engel: De udødeliges by, som igen er en filosofisk roman om en rejse i tiden måske mere end en rejse over tid. Den syvende engel og De udødeliges by indgår i en trilogi (David og Kilian-trilogien), hvor den overordnede reference er begrebet tid. Den første bog går tilbage i tid, den anden bevæger sig fremad i tiden, og den sidste bog, som forventes at udkomme i 2014, vil ifølge forfatteren hovedsageligt foregå i nutiden. I det følgende vil vi se på Lasse Bo Jensens Den syvende engel. I forbindelse med udarbejdelsen af dette hæfte har jeg haft fornøjelsen af at snakke med forfatteren om hans bøger i en urmagers værksted. Det er blevet til en række små videoer, der kan ses på youtube.com. Qr-koder findes på s. 32. Lasse Bo Jensen er langtfra ene om at skrive om filosofiske temaer i disse år. Bølgen af romaner, som kredser om det filosofiske, kan siges at være blevet skudt i gang i år 2000, da Janne Teller udsendte sin fremragende ungdomsbog Intet. Siden er fx udkommet Christoffer Boserup Skovs fine romanserie om drengen Sebastian: Sebastian og skrivemaskinen (2009), Hvad skete der, Sebastian? (2010), Hvor kommer du fra, Sebastian? (2011) og Hvem bestemmer, 5

Sebastian? (2013). I 2013 er ligeledes udkommet Gertrude Kiels Tidsjagten. Filosofiske temaer berøres også i Kenneth Bøgh Andersens tetralogi Den store djævlekrig (2005-2010). 2013 er endvidere året, hvor vores store tænker og filosof Søren Kierkegaard ville være fyldt 200 år. Og på selve fødselsdagen, den 5. maj, udkom en biografi af Rikke May Kristthorsson: Hvem Søren var Kierkegaard? Biografien er en sjælden genre i børnelitteraturen, men denne bog giver et fint indblik i den store tænkers liv og værk. OM LASSE BO JENSEN LASSE BO JENSEN blev født 1963 i Vordingborg, hvorfra han også er student. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og cand.mag. fra Københavns Universitet med hovedfag i historie og sidefag i filosofi. I sit professionelle liv har han arbejdet som gymnasielærer, bl.a. ved Espergærde Gymnasium, men helliger sig nu forfattergerningen. Han er far til to børn og bor på Østerbro i København. Har tidligere skrevet en bog om fordomme og fjendebilleder i historien: Fremmed og fordærvet (Samleren, 1999) og voksenromanen Forbandelse (Gyldendal, 2013). Desuden de to førnævnte ungdomsromaner Den syvende engel (Haase & Søns Forlag, 2009) og De udødeliges by (Haase & Søns Forlag, 2013). 6

OM DEN SYVENDE ENGEL 14-ÅRIGE DAVID OVERVÆRER en dag sammen med sin godmodige ven Rune, hvad der ligner et røveri i en guldsmedeforretning. Politiet ankommer hurtigt og arresterer en gammel og forhutlet mand. Den gamle råber op imod himlen: Saligia! Saligia! Saligia!, inden han køres væk. Under den modstand, han yder inden arrestationen, falder en rund, sølvglinsende genstand ud af hans kappe og ruller hen ad fortovet. David samler den op. Inden ordensmagten kører af sted med den gamle, vender han sig og stirrer direkte ind i øjnene på David, der føler det, som om han får et elektrisk stød: Det var et brændende blik, der ætsede gennem kød og knogler. Verden omkring ham forsvandt, bilerne, regnen, menneskemængden, alt smeltede bort og efterlod ham helt alene i et mørkt rum. Han mærkede noget, der rev i næsen, en kras stank af svovl, som når man futter en hel æske tændstikker af, og en skinger hyletone ramte hans ører, først fjernt og dæmpet, men snart overdøvende alt. En søjle af lys slog ned foran ham, og ud af søjlen trådte et vinget væsen med rubinrøde øjne. Det lignede en engel, men ansigtet var livløst som en voksmaske. I den ene hånd holdt væsenet et matglimtende horn, som det førte op mod munden i mekaniske rykvise bevægelser. Det blæste i hornet, og hyletonen blev overdøvet af en hæslig fanfare, der gik direkte i kroppen, løb gennem nervetråde, sener og muskelfibre (s. 7). Sikken et varsel! Om ikke mindre end dommedag! Det er da også en apokalyptisk bog, læseren skal stifte bekendtskab med. Den tingest, David har samlet op, viser sig at være en tidsma- 7

skine.hvad den skal bruges til, finder han ud af, da den underlige mand, der smed den, kort efter åbner en urmagerforretning i nærheden af Davids hjem. Det viser sig, at urmageren hedder Albert Kronbruch (af kronos: græsk for tid og Bruch: tysk for brud, dvs. brud med tiden), og at han kommer fra Den Forbandede By, der befinder sig i middelalderen. Her har han sammen med fyrsten Kilian (af chiliasme: forestilling om et tusindårsrige) konstrueret et ur (og en tid), som holder de mennesker, der bor i byen, fast i et cirkulært og koncentrisk tidsforløb. Tiden i Den Forbandede By er nu uden udvikling og indrettet efter de syv dødssynder i intervaller, der hensætter folk i en tilstand af henholdsvis hovmod, grådighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Oprindeligt skulle tiden være indrettet efter de syv kardinaldyder (tro, håb, kærlighed, klogskab, retfærdighed, styrke og mådehold). Da denne ændring til et ondskabens tusindårsrige går op for Kronbruch, fortryder han sin medvirken. Han flygter og havner så lige midt i Davids verden. Her udser han David til at være den, der skal hjælpe ham. Den gamle urmager beder David om at rejse tilbage til Den Forbandede By for at udfri den af ondskaben. Det bliver til mange rejser frem og tilbage til byen, hvor han blandt andet møder alkymisten Goldstein og hans smukke datter, Rebekka. David ser nu med egne øjne det rædselsfulde liv, der udfolder sig efter dødssynderne, hver gang det stort konstruerede ur slår. Folk bevæger sig som hypnotiserede zombier i denne by, som de ikke kan forlade. De få, der prøver, dør, før de når ret langt væk, hvilket er den dramatiske konsekvens af den koncentriske tidsindretning. Langsomt føres David ind i, hvordan byen»lever sit liv«, og af Kronbruch får han besked om, at han kan hjælpe byen ved skaffe sig adgang til tårnet, hvor uret befinder sig, og herfra skal han fjerne ægget, som er en nøgle til opløsning af denne fastholdte tidskonstruktion. 8

David får uret at se ved at trænge gennem muren til tårnet. Han skal ramme på et særligt tidspunkt mellem urets klokkeslag, og derfra kan han glide gennem muren. Det lykkes ham at fjerne ægget, hvorefter Goldstein laver det om til mørkt stof. Dette skal nu lægges tilbage i uret, og det skal ske, inden den syvende engel når at blæse i sin dommedagsbasun, for så har vi apokalypsen over os. Det lykkes alt sammen som det skal David får ram på Goliath! Læst på denne måde er dette»bare«en hæsblæsende fortælling om en opgave, der skal udføres, og ligner derved overfladisk set en fantasy-fortælling. Men den er mere end det, og tiden er det helt overordnede tema: Tiden er ikke noget, man leger med. Den er dødsensfarlig. Mange gode mennesker er blevet ødelagt, fordi de ikke kunne holde sig fra tiden. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om (s. 27). Hvilke former for tid lever vi med/i? Dels er der jo den lineære tidsopfattelse, som rummer forestillingen om en begyndelse (skabelse, big bang) og en afslutning, og der er den cirkulære tidsopfattelse, som vi ubesværet arbejder med i hverdagen (fx døgnet, året og kirkeåret). Men i denne fortælling arbejder man med en konstruktion af tiden baseret på et værdisystem (de syv dødssynder), som har statisk karakter. Kronbruch bliver mellemleddet mellem livet i Den Forbandede By og nutiden, hvis tid også spiller en rolle. Faderen har fx et ur, der er styret fra Frankfurt, og som derfor går vældig præcist undtagen når David har gjort sine rejser, så farer viserne rundt i ren ustyrlighed. Derudover opererer romanen med andre filosofiske emner såsom René Descartes»cogito-argument«hvad vil det sige at være til? (jeg tænker, altså er jeg) samt fænomener som alkymi, fri vilje, etik, ontologi og teodice-problemet. 9

Og vigtigt er det også, at imellem de to virkelighedsplaner, som romanen udfolder sig i og imellem, er det onde en entitet (som følge af det godes fravær), der findes i begge lejre. Kilian er ikke bare en figur i Den Forbandede By. Han kan forbande en hvilken som helst by, et hvilket som helst sted og til en hvilken som helst tid Sagen er nemlig, at Kilian besidder forførerens mange egenskaber: Han kan både smiske, true og argumentere men samtidig er han, som også romanen afslører, sårbar, hvis man har mod og held til at kildre hans forfængelighed. Endelig er Den syvende engel også en roman om at blive voksen: Forældre er ikke umiddelbart dem, der ved alting bedst, og forelskelse er som bekendt både en skøn og lidelsesfuld passion, der kan få unge mennesker til at»vågne«. Dette er også tilfældet for hovedpersonen i bogen. Og Saligia, som Kronbruch råber? Det er såmænd et ord sammensat af det første bogstav i hver af synderne: Superbia, Avaritia, Luxuria, Invidia, Gula, Ira, Acedia. OMSLAGET BOGENS FORSIDEILLUSTRATION består af tre dele: Den nederste er en urskive. Midterdelen er en horisont, hvor solen ses gå enten op eller ned, og en kirke med skib og højt tårn ses som en silhuet i det bagfra kommende sollys. Øverst ses en vinge. Den nederste del, urskivens frontside, er transparent, og igennem den ses selve urværket. I skivens yderkant ser man, hvorledes skiven er inddelt i timer og mindre enheder; der er således to mindre knapper mellem hver timeangivelse. Vi ser timeangivelserne I og II. Fra skivens centrum udgår de to visere, time- og minutviserne. 10

Midterdelen udgør som nævnt en sol, der står nær horisonten og eftersom dette er en apokalyptisk roman (en fortælling om dommedag), kan man ræsonnere, at det sandsynligvis er en nedgående sol. En afbildning af en kæmpevinge antageligt en englevinge dækker stort set hele den øverste tredjedel af forsideillustrationen. Og engle er ligesom uret en væsentlig faktor i denne roman. De engle, der er tale om, er Herrens skytsengle, som der findes syv af. Som der står i Apokalypsen (Johannes Åbenbaring), er det ensbetydende med Jordens undergang, når den syvende engel har stødt i sin basun. Ud over disse fænomener består forsiden af forfatternavnet Lasse Bo Jensen, og en skorpion (se mere om skorpionen som symbol og dens betydning side 28-29) er anbragt mellem forfatternavnet og romanens titel. Så er der titlen: Den syvende engel, og endelig nederst i omslagsbilledets bund ses forlagets navn: HAASE. Forsideillustrationen må siges at være præcis i forhold til de temaer, som romanen gennemspiller. Tiden og undergangen. GENRE MAN KAN KARAKTERISERE Lasse Bo Jensens roman som en fantastisk fortælling. Gyldendals åbne encyklopædi skriver om genren: Den fantastiske fortælling er en kortere eller romanlang fortælling, hvori overnaturlige fænomener med foruroligende realisme rokker ved hverdagsvirkeligheden. 11

Den er således forskellig fra trylleeventyret, hvor det overnaturlige er forud accepteret. I 1700-tallet henførtes det fantastiske dels til Orienten i efterligninger af Tusind og én nat, dels til middelalderens gotiske litteratur. I 1800-tallet var den fantastiske fortælling ofte en protest mod bornert forstandsdyrkelse, således hos E.T.A. Hoffmann og hans litterære efterkommere B.S. Ingemann, H.C. Andersen, Edgar Allan Poe og Nikolaj Gogol; et senere mønstereksempel er Henry James The Turn of the Screw (1898). I 1900-tallet har den fantastiske fortælling spillet en stor rolle, og bl.a. Franz Kafka, Jorge Luis Borges og Dino Buzzati har været genstand for teoretiseren, bl.a. af Tzvetan Todorov. I den realistisk dominerede danske prosalitteratur har den fantastiske fortælling været en outsider som i Karen Blixens Syv fantastiske Fortællinger (1935, opr. Seven Gothic Tales), senere aktualiseret af Villy Sørensen med Sære historier (1953) og Ufarlige historier (1955). Et eksempel i stort format er Poul Vads Kattens anatomi (1978). Den syvende engel er en fantastisk fortælling på den måde, at den dels opererer med et let genkendeligt, og altså realistisk, univers, et moderne samfund. Samtidig har fortællingen tidsrejsen som et afgørende fortællemoment. Det rejsemål, som fortællingen rummer den middelalderlige, forbandede by opererer med en tid, som er anderledes og fantastisk. Dels er tiden, hvad vi godt kender til, cyklisk, dels er den koncentrisk, og det kender vi ikke til. Derudover er de mennesker, som lever i byen, nærmest hypnotisk fastholdt i tidens gang, som styrer samfundet. Endelig er løsningen på konflikten det, der gør, at samfundet i sidste øjeblik undgår den helt store katastrofe, skabt ved alkymi. Selv om alkymi er et velkendt og velbeskrevet fænomen fra 12

middelalderen, er der dog noget magisk ved den, især i denne fortællings regi. EN APOKALYPTISK ROMAN APOKALYPSE ER ET GRÆSK ord, der betyder åbenbaring eller afsløring. I Bibelen findes flere apokalypser, fx Daniels Bog i Det Gamle Testamente og Johannes Åbenbaring i Det Nye Testamente. Ved apokalypse forstås som regel, at noget går under. Typisk for disse fortællinger er en række voldsomme undergangsfantasier, beskrevet i et eruptivt billedsprog således som det ses i Johannes Åbenbaring. I moderne betydning ses apokalypsen ofte som verdens undergang. Men apokalypse skal nok snarere ses som en parallel til det nordiske mytologiske begreb Ragnarok. Noget bukker under, for at nyt kan opstå. Vi ser nærmere på apokalypsen i Johannes Åbenbaring og begynder med historien om de to vidner (11,1-14): Og jeg fik givet et rør som målestok, og der blev sagt til mig:»stå op og mål Guds tempel og alteret og dem, der tilbeder ved det; men lad templets ydre gård være, og mål ikke den, for den er overladt til hedningerne, og de skal nedtrampe den hellige by i toogfyrre måneder. Og jeg vil sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre. Hvis nogen vil gøre dem fortræd, står der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; hvis nogen vil gøre dem fortræd, er det sådan, han skal dræbes. De har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer, og de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tæn- 13

Den syvende engel forkynder, at Guds Rige er nær. Maleri af ukendt maler fra ca. 1100-tallet. kelig plage, så tit de vil. Når de har fuldført deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store by, hvis åndelige navn er Sodoma og Egypten, og hvor deres herre blev korsfæstet. Mennesker af alle folk og stammer, tungemål og folkeslag skal se deres lig i tre og en halv dag, men vil ikke tillade, at deres lig bliver lagt i graven. Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og sende hinanden gaver; for disse to profeter havde været en plage for dem, der bor på jorden.«men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem, og de rejste sig op på deres fødder, og der kom stor frygt over dem, der så dem. De hørte en høj røst fra himlen sige til dem:»kom herop!«og de steg op til himlen i skyen, 14

mens deres fjender så på det. I samme stund kom der et stort jordskælv, så en tiendedel af byen styrtede sammen. Ved det jordskælv blev der dræbt syv tusind mennesker; og resten blev grebet af frygt og gav himlens Gud æren. Det andet ve er forbi. Snart kommer det tredje ve. Og i de efterfølgende vers blæser den syvende engel i den syvende basun (Åb. 11,15-19): Den syvende engel blæste i sin basun. Da lød der høje røster i himlen, som sagde:»verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.«og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde:»vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige, som er og som var, fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge. Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, profeterne, og til de hellige og til dem, der frygter dit navn, både små og store, og ødelægge dem, der ødelægger jorden.«og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl. Det apokalyptiske element i Den syvende engel ses tydeligt i dette uddrag fra bogens start: Det var et brændende blik, der ætsede gennem kød og knogler. Verden omkring ham forsvandt, bilerne, regnen, menneskemængden, alt smeltede bort og efterlod ham helt alene i et 15

mørkt rum. Han mærkede noget, der rev i næsen, en kras stank af svovl, som når man futter en hel æske tændstikker af, og en skinger hyletone ramte hans ører, først fjernt og dæmpet, men snart overdøvende alt. En søjle af lys slog ned foran ham, og ud af søjlen trådte et vinget væsen med rubinrøde øjne. Det lignede en engel, men ansigtet var livløst som en voksmaske. I den ene hånd holdt væsenet et matglimtende horn, som det førte op mod munden i mekaniske rykvise bevægelser. Det blæste i hornet, og hyletonen blev overdøvet af en hæslig fanfare, der gik direkte i kroppen, løb gennem nervetråde, sener og muskelfibre (s. 7). Sikken et varsel! Om ikke mindre end dommedag. Her i begyndelsen af romanen aner David ikke, at alt dette skal blive en næsten-realitet. Det sker først i romanens slutning. David hører om Den Forbandede By gennem Kronbruch, som kommer fra denne middelalderlige by, hvor tiden med et næsten hypnotisk greb og med indretningen af tiden holder folk fast i deres levevis, der er koncentreret om de syv dødssynder. Den eneste måde, denne fastholden kan bringes til ophør på, er gennem en påvirkning af uret. I romanen forklarer Kronbruch David, at hvis det endelige sammenbrud skulle ske og apokalypsen indtræffe, vil det også ske for den moderne verden. David forstår det ikke, for den moderne verden er jo foreliggende, og Den Forbandede By er i den grad fortid. Men Kronbruch har mere ret, end David kan begribe, hvilket kan ses ved at læse kapitlerne 53-55 (s. 381 ff). 16

DE SYV DØDSSYNDER (SALIGIA) FORESTILLINGEN OM de syv dødssynder kan spores tilbage til munkebevægelsen. I ca. år 300 opstår klosterlivet, ved at munke bosætter sig i afsondrethed for at ruge over tilværelsen og troen i god afstand fra fristelser, der kan føre bort fra troen. Ordet munk kommer af det græske monachos, som betyder eneboer. Man kan hævde, at munke var eneboere, der levede i et trosfællesskab. Det fælles var troen på Gud og Jesus, og ellers levede de alene, fattigt, kysk og lydigt. Munkene boede ofte i store, slotslignende huse, som blev kaldt klostre (kloster kommer af det latinske claustrum, som betyder»indelukke«). Munkene beskæftigede sig med tanker om deres tro, men også om, hvad der kunne føre bort fra troen, og det blev blandt andet til tankerne om de syv dødssynder, som man faktisk ikke betragtede som andet end uheldige anlæg i sindet. Det var med andre ord ikke noget, der blev lagt så stor vægt på, som man senere kom til. Men de syv dødssynder er altså synder, og at synde betyder: at leve bortvendt fra Guds nåde. Og gør mennesket det, er det hjemfaldent til straf og har følgelig behov for tilgivelse (fx i form af den sidste olie). Dødssynderne er: Superbia (hovmod) Avaritia (griskhed) Luxuria (nydelsessyge) Invidia (misundelse) Gula (frådseri) Ira (vrede) Acedia (ladhed) 17

Suberbia, en af de syv dødssynder. Kobberstik udført i 1500-tallet af Pieter Bruegel. De syv dødssynder står i kontrast til de syv kristne dyder, som er retfærdighed, standhaftighed, mod, klogskab, tro, håb og kærlighed. Disse dyder bygger på de fire græske kardinaldyder med tilføjelse af tro, håb og kærlighed. Og dog ikke helt for kardinaldyden mådehold er udskiftet med standhaftighed. Men hvordan betragtes de syv dødssynder i dag? Tidligere biskop i Roskilde stift, Jan Lindhardt, siger om synderne i vore dage (Lindhardt, 2001), at synden ikke længere er synlig (end ikke i kirken bortset fra i liturgien og i teksterne). Det er 18

snarere således, at synderne er blevet dyder. Det betyder, at det enkelte menneske sagtens kan tillade sig at være både vred, hovmodig, selvhævdende, grådig, misundelig m.v. Vi lever i en så individualiseret tid, at den enkelte har ret til at hævde sig selv, hvilket i høj grad animerer til egoisme og selvhævdelse, som igen er en fare for et samfundsmæssigt fællesskab. Mennesket vil til enhver tid hævde sin egen frie vilje til at gennemføre sit eget projekt. Det er ifølge Jan Lindhardt en fare for menneskeheden. Han betoner, at der lægges alt for stor vægt på den frie vilje, og hævder som det kristne menneske, han nu engang er, at begreber som skyld, synd og ansvar ikke er spørgsmål om valg, men om indsigt og denne indsigt anser han for at være et grundvilkår. Han mener faktisk, at dette ikke er noget, et menneske kan vælge, men må komme til indsigt om. Indlæst i en sådan kontekst må mennesket fx opgive drømmen om selvdannelse og gå fra jeg til vi, genopfinde og anerkende fællesskabet, der ikke overraskende i Lindhardts optik er ensbetydende med et kristent fællesskab. De syv dødssynder i Den syvende engel Den gamle urmager og alkymist Kronbruch fortæller David, at hans agt var at lave en tidsmåler, som skulle være indrettet efter de syv kristne dyder, men at Kilian snød ham og i stedet indrettede tiden efter dødssynderne. Det betyder, at hvert af tårnurets timeslag påvirker indbyggerne i byen, og de skifter attitude, så den passer med en ny dødssynd: Så er man vred, så hovmodig, så misundelig osv. Det betyder, at livet i byen altid er præget af ufred og fortræd, at folks adfærd opløser ethvert tilløb til fællesskaber, og at de i stedet mobber, åler og forfølger hinanden eller opfører sig selvhævdende. 19

David og Kronbruch på besøg i Zoologisk Have I kapitel 19 er David og Kronbruch i Zoologisk Have, og mens urmageren går frem og tilbage mellem»de forstyrrede løver, tigre og leoparder«, udbryder han: Her har du Den Forbandede By, David ( ) Her ser du, hvad Kilian har gjort mennesket til et dyr i et bur. Når klokken slår syv slag til tempo acedia, sygner mennesket hen i dovenskab som denne dorske bunke løver; når klokken slår fem gange til tempo gula, kaster menneskene sig frådsende over alt spiseligt som de to glubske tigre, der ikke sanser andet end at fylde maverne; når klokken slår seks gange til tempo ira, snerrer de af hinanden som de gale leoparder. Og bag det hele står Kilian og svinger pisken som den almægtige domptør (s. 144). Senere, da de står ved abeburet, læser Kronbruch på skiltet følgende: Vi primater (...) Mennesker, menneskeaber, halvaber og spøgelsesaber hører til samme gruppe: Primaterne. Vi primater adskiller os fra de andre pattedyr ved vores fingerfærdighed, vores evne til at lære og vores måder at leve sammen på (s. 145). David prøver, så godt han formår, at forklare Kronbruch om evolutionslæren og Darwin, men Kronbruch mener bestemt, at det her må være Kilians værk. Kronbruch frygter med andre ord, at Kilian ikke bare råder og regerer i Den Forbandede By, men at hans magt rækker ind i Davids verden, den moderne verden; en verden, han vil ødelægge, hvilket han er på vej til med Den Forbandede By. Og det er ikke først og 20

fremmest byen eller verden, han vil ødelægge, men menneskene, som han vil underlægge sig. David på besøg i tårnet hos Kilian Da David aflægger Kilian et besøg i tårnet i Den Forbandede By, gør Kilian flere tankevækkende iagttagelser. Den første rammer Albert Kronbruch på et ømt punkt: Jeg tør vædde på, at Albert lige nu sidder under fremmede tidsstrøg og flæber som et pattebarn. Den hykler. Har du tænkt over, hvorfor han egentlig ville bygge tårnuret, David? Han var drevet af hovmod og forfængelighed. Han ville bygge uret over alle ure, uret, der skulle gøre ham berømt i hele den vide verden. Han burde ikke hade mig, for vi ligner hinanden på en prik. Vi er to alen af et stykke. Jeg er hans skygge, og jeg følger ham, hvor han går (s. 184). Da David senere forelægger dette synspunkt for Kronbruch, bringer han urmageren i forlegenhed, for han må erkende, at det faktisk ikke er helt forkert. Siden viser Kilian så sit menneskesyn for fuldt udtræk og det er netop den kynisme, der er så ødelæggende. David siger til Kilian: Menneskene er ikke frie. De har ikke selv valgt at leve under tårnurets herredømme, og de kan ikke rejse væk. Byen er ét stort fængsel. Hertil svarer Kilian: Endelig kommer du med en relevant indvending, David. Jeg var lige ved at blive lidt skuffet over dig. Desværre tager du fejl. Se 21

nu godt på menneskene dernede. De har alle frit valgt deres levevej. En har valgt at blive pølsesælger, en anden er blevet tigger, en har skrabet en uhyre formue til sig, en anden bruger sine evner som gøgler. Og nede ved arkaderne har vi alle tidsmunkene, pendulsvingerne, selvpiskerne, månesøstrene (s. 184-185). Det ser med andre ord ud til, at folk vælger selv. Men siden siger han: Der er ikke noget, der hedder at være sig selv. Hvis man fjerner begæret og grådigheden og misundelsen og alle de andre drifter, så er der ingenting tilbage. Det er ligesom at skrælle et løg. Hvis man leder efter en kerne, må man lede forgæves. Menneskene er skabt til at tilfredsstille deres behov. Det er det nærmeste, de nogensinde vil komme sand lykke. De er ikke skabt til mere. Hvis de får sære ideer og ikke vil indordne sig, må de spærres inde i fangehullet, så de ikke ødelægger det for alle andre. Vil du måske bilde mig ind, at menneskene er mere lykkelige der, hvor du kommer fra, David? (s. 188-189). Det pudsige er her, at Kilian ganske vist indirekte indrømmer, at menneskene har en fri vilje, men skulle de finde på at bruge den, må den knægtes. Sker det mon af hensyn til almenvellet? TIDEN KIRKEFADEREN AUGUSTIN var den, der gjorde tidsbegrebet subjektivt. Han sagde, at han ingen problemer havde med at forstå, hvad tid er bare han ikke skulle forklare sig. 22

Og Johan Wolfgang von Goethe mente, at den, der ikke kan føre sit personlige regnskab mindst 3000 år tilbage i tiden,»lever fra hånden og i munden«. Lad os lige gentage citatet fra Den syvende engel, hvor Albert Kronbruch siger til David: Tiden er ikke noget, man leger med. Den er dødsensfarlig. Mange gode mennesker er blevet ødelagt, fordi de ikke kunne holde sig fra tiden. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om (s. 27). Det giver anledning til at stille to spørgsmål: Hvad er tid? Kan man rejse i tid? Vi spørger sagkundskaben. Hvad er tid? Der findes ikke nogen videnskabelig måde, hvorpå man kan beskrive, hvad tid er. Man må tro, at de fleste har det ligesom kirkefaderen ovenfor. Fx siger den danske fysiker Ulrik Uggerhøj i en artikel (med samme titel som dette hæfte, se qr-kode s. 32), at tid»kan siges at være lig med processer. Tiden kan ikke gå, hvis alting står stille, for i så fald ville et ur eller en detektor jo heller ikke kunne måle noget, og det giver ingen mening.«kan man rejse i tid? Ulrik Uggerhøj siger om fænomenet tidsrejser:»rejser til fremtiden kan lade sig gøre. Men det er straks mere tvivlsomt, om man kan rejse tilbage i tid.«artiklens forfatter, journalisten Sybille Hildebrandt, fortsætter tankegangen og skriver:»ifølge relativitetsteorien kunne der i realiteten godt eksistere såkaldte ormehuller, der er en slags kanal eller genvej mellem fortid og nutid. Sådanne ormehuller skulle opstå og forsvinde momentant, men kunne man 23

finde en måde at holde dem åbne på, burde man i princippet kunne nå at rejse igennem dem. Men det, som kan lade sig gøre i teorien, er ikke nødvendigvis realiserbart, for der er utroligt mange ting, der skal gå i opfyldelse, før man kan rejse af sted. Først skulle man finde et ormehul, som man herefter skulle blæse tilstrækkeligt meget op til, at en astronaut kan rejse igennem det. Endelig skal man sørge for at holde ormehullet åbent, hvilket kræver tilstedeværelse af meget store koncentrationer af negativ energi, hvis størrelsesorden svarer til outputtet af et kulkraftværk. Det skal så oven i købet mases ned i en dimension, der svarer til udstrækningen af en proton.det er formentlig ikke muligt, hverken nu eller i fremtiden, så jeg mener ikke, at rejser tilbage i tiden er en realistisk drøm,«siger Ulrik Uggerhøj. I Den syvende engel er to tidsopfattelser præsenteret på samme tid. Den cirkulære og den lineære. Vi kigger først på den cirkulære. Den cirkulære tidsopfattelse Umiddelbart synes det, som om den cirkulære opfattelse kan være en måde at fastholde binde mennesker på. Et væsentligt moment er genkomsten. Målt på året er det jo årstidernes vekslen, der hver gang kommer igen. Efter vinter kommer vår og altings blomstring. Tingene folder sig ud, kommende frugter befrugtes, blomstrer, sætter frugt og modnes, hvorefter først efteråret og dernæst vinterens dvaletilstand sætter ind. Noget tilsvarende kan man sige om kirkeåret, der ligeledes er styret af et cirkulært princip: Kirkeåret i den danske folkekirke begynder den første søndag i advent og slutter den sidste søndag efter Trinitatis. Kirkeåret følger derfor et solår ækvivalent med den sædvanlige gregorianske kalender, dog således at det altid starter på 24