Gyserforfatteren Stephen King fortæller, at han i sin skoletid blev tvunget til at lære et bibelvers uden ad. Han var måske en smule dovent anlagt og valgte et af dem, vi har hørt i dag: Jesus græd. Det blev valgt, fordi det var tilpas kort og til at huske. I vores oversættelse står der ganske vist Jesus brast i gråd, men i en ældre oversættelse stod der: Jesus græd. To ord, som siger en masse om Jesus. Gråd opfatter man som oftest som et tegn på svaghed. Man siger at det er tøset at græde, og at rigtige drenge ikke græder. Men gråd kan også være udtryk for noget andet end afmagtsfølelse. Gråd kan være et tegn på menneskelighed, at man har følelser, også for andre. Sådan kan man tolke dette, at Jesus græd. Som et vidnesbyrd om, at han følte med os mennesker. Han er ikke så guddommelig og overmenneskelig, at han er hævet over de følelser, vi også går og tumler med. Han bliver vred og han sørger, præcis som vi gør det. Han var et virkeligt menneske med ganske almindelige menneskelige følelser. 1
Samtidig var han Guds søn, og dermed også guddommelig. Og derfor kunne han gøre Lazarus levende igen. Her i kirken ser vi sjældent alle facetter af de menneskelige følelser. Vi havde fornyligt en gudstjeneste her i kirken for udviklingshæmmede, og der så vi langt flere følelser, end vi nogen sinde ser til en almindelig søndagsgudstjeneste. Til en gudstjeneste som den i dag er vi lidt tilbageholdende med at vise, hvad der rører sig i os. Selv om nogle af jer måske er triste fordi I har ondt i benene af at cykle eller er vrede over alle de bakker, I er blevet udsat for på vej herud, og selv om vi måske er glade fordi vi har fået frisk luft og har kunnet more os på vejen hertil, så ser vi ikke de store følelsesudbrud her i kirken. Vi møder venlighed, når nogen siger goddag og smiler til os, og måske møder vi lidt irritation, hvis vi synger falsk, men det er sjældent at man møder de store følelser til en søndagsgudstjeneste. Det er ikke ret tit vi oplever, at nogen råber op i vrede eller ler højt. 2
En gang i mellem kan det ske til en begravelse, at nogen græder, og til en barnedåb eller et bryllup sker det af og til, at nogen bliver rørt til tårer eller ler af glæde, men vi danskere er rigtig gode til at pakke de ægte menneskelige følelser inde bag en kontrolleret facade, også i kirken. Vi har følelserne, vi viser dem bare ikke så gerne. Men Jesus lagde ikke bånd på sig selv. Han græd. Han var menneskelig. Han spiste, han drak, han blødte på korset, han gjorde nogle ting, der viser os, at han ikke kun er noget overmenneskeligt og åndeligt, men et rigtigt menneske. Men han var også noget mere, og derfor siger han: Jeg er opstandelsen og livet, og den der tror på mig, skal leve, om end han dør. Tror du det, siger han til Martha. Og det er jo noget mærkeligt noget at tro på, at et menneske kan være liv og opstandelse. Og Martha svarer det eneste fornuftige der er at svare på det spørgsmål, og selvfølgelig samtidig det mest ufornuftige, fordi det med opstandelsen er nærmest umuligt at forstå. Hun kommer ikke 3
med en udredning om, at hun tror på opstandelse og evigt liv, hun svarer: Jeg tror på dig. Jeg tror på, at du er Kristus, Guds søn, som er kommet til verden som et menneske. Og der har hun virkelig fat i noget, den gode Martha, for tro er ikke at tro på noget, men at tro på nogen. Tro er, at vi tror på, at Jesus er Kristus, Guds søn. Martha kunne lige så godt have sagt: Der er mange ting, jeg ikke forstår, Jesus, men jeg tror på dig. Tro er jo ikke, at man tror på alt, hvad der står i bibelen, fra ende til andet. Tro er ikke tro på noget, men tro på nogen. Der er masser af ting i bibelen, vi kan undre os over og også tvivle på, mens vi tror på Gud. Der er nogle beretninger i bibelen, som er utrolige, u-trolige, og den beretning vi hører i dag er en af dem. Det er svært at tro på, for det er ikke noget, vi normalt oplever, at døde bliver kaldt ud af graven. Det er jo ganske ufatteligt, at dette menneske, Jesus, kunne gøre den halvrådne Lazarus 4
levende igen. Lazarus var helt og aldeles død, men så vendte livet til hans krop, så han kunne leve videre. Nu kunne man indvende, at manden jo døde igen. Om der gik ½ år eller 50 ved vi ikke, men han døde senere, som vi alle sammen en dag skal dø. Først døde han, så blev han vækket til live, og senere døde han igen. Set i det helt store perspektiv har det ikke den store betydning, om han døde i første eller anden ombæring dengang for knap 2000 år siden. Alligevel har det betydning. Det har betydning, fordi det peger frem mod det der sker for Jesus i påsken, hvor han dør, og Gud giver ham livet tilbage. Det har betydning, fordi vi er blevet lovet, at vi en dag skal opleve en lignende opstandelse, så vi får evigt liv hos Gud. Det har vi et håb om, og det betyder noget for den måde, vi lever vores liv på. Men det at Lazarus blev gjort levende har også betydning her og nu, fordi det minder os om noget, der sker for os nu og her i livet. Nogle gange kan det hele virke tomt, mørkt og uden 5
håb, og så pludselig får vi skænket nyt mod, ny energi, nye forventninger. Sådan er livet også. Det er mørke og stilstand, men livet er også det hver morgen at få en gave, når vi vågner op til livet. Sådan tror jeg Jacob Knudsen tænkte, da han en smuk og klar sommermorgen stod ude ved fjorden efter en lang og mørk nat. Han stod der, mens dagen brød frem og voksede op på himlen. Lysvæld bag ved lysvæld, skrev han, da han var kommet hjem, Se, nu stiger solen af havets skød. Den salme sang vi, da vi havde første del af gudstjenesten i Strellev kirke i dag. Vi sang om, at forfatteren til salmen helt ind i sin sjæl mærkede, hvordan livet kom til ham igen. Selv om han var tynget af sorg og skyld, så kunne han glæde sig over den nye dag. At Lazarus fik livet igen er et billede på det, der sker, når vi bliver trukket op af mismodets dynd og får livet givet tilbage. Vi skal alle sammen dø engang. Måske man vil synes det var for tidligt, måske det vil være lidt for sent, men uanset hvad, så er der en, der er gået i forvejen for os. Nemlig Kristus. Ham, der græd af medfølelse 6
med os. Ham, der lo og sørgede med os. Det kan ikke rummes af vores forstand, men vi kan tro på ham. Vi kan nok ikke forstå det, men vi kan tro på ham, der fortæller os, at han er livet og opstandelsen. Det er lige til at grine af, så mærkeligt er det. Det er lige til at græde over, så rørende er det. Men vi er danskere, så vi holder det tilbage. Måske vi skulle øve os lidt i at give lidt mere slip. De udviklingshæmmede gjorde det. Jesus gjorde det. Måske kan vi også. Amen. 7