1 16. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 5. oktober 2014 kl. 10.00. Salmer: 754/434/560/217//224/439/538/536 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Første søndag i oktober. Efteråret er begyndt. I dag er der Cykelsponsorløb på Torvet på Ingerslevs Boulevard, en menighedsdag, vi skal stå sammen om. Efter højmessen er der kirkefrokost og så kl. 13 begynder cykelsponsorløbet. Kom og se på og støt. Efteråret minder os om forgængelighed og død i naturen. Men vi skal også dø, vi går også i opløsning. I dag er det Dødens søndag. Ja, og Efterårets Påskedag, som kommer til os lige der hvor forgængeligheden begynder. For at døden skal overvindes og for at vi skal leve evighedsliv før døden og trodse døden og vente på dødens endelige nederlag i fremtiden. Døden truer os, derfor råber vi om lidt: Herre, forbarm dig over os, vis os barmhjertighed og hjælp os. Vi skal ikke lade døden og frustrationen vokse for
2 os. Det gør vi somme tider og lever som om vi ikke har noget håb. Vi gør os vantroens bekymringer, når vi negligerer håbet. Lad os bekende det for Ham. Side fire i guiden Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 11,19-45 Bøn. Lad os bede! Ja, kære Jesus, giv os en sådan smag på dig, at du må være umistelig for os, så så du må være opstandelsen for os og vi må se frem til den kommende opstandelse. Amen. Prædiken Livet kan være dybt frustrerende. Som her: Lazarus er syg, søstrene fra i søndags sender bud til Jesus, som er to dagsrejser væk: Kom, din ven er syg! Men Jesus tøver. Han kommer ikke. Lazarus dør. Først fire dage efter at Lazarus er død og er begravet (samme dag på grund af klimaet), kommer Han. Han kom for sent. Søstrene oplever, at Han svigtede dem. Jesus svigtede. Vi mærker bebrejdelsen i deres kommentar, da de møder Ham. De siger det samme begge to: Havde du været her, var min bror ikke død. Nu var du her ikke, derfor døde han.
3 Livet kan slå hårdt. Som i onsdags, hvor min yngste søn ringede hjem og fortalte, at hans chef ganske pludseligt havde mistet sin søn på ni. Hvad sker der?! Vi vånder os under døden. Det gør Jesus også. Han kommer i affekt og reagerer i vrede over dødens hærgen. Da Han ser, hvor de sørger, reagerer Han med gråd. Han hulker. Det gør Jesus, mennesket, vor bror, som samtidig er Gud. Det betyder, at Gud er vred over dødens hærgen. Det betyder, at Gud græder, når døden høster og mennesker bringes i sorg. Men selv om søstrene tydeligt er skuffede over Jesus, har de ikke mistet troen på Ham. De tror, Han kan gøre noget. De tror på, at Lazarus en gang skal opstå. Døden får ikke det sidste ord. Det er også det, vi som kristne bekender troen på. Men Jesus kommer med en anden overraskende vinkel. Han går fra at tale om en kommende opstandelse og den kommende verdens liv til at tale om sig selv og deres forhold til Ham nu: Det vigtige er egentlig ikke død og opstandelse men Jesus. For Han er i sin person opstandelsen og livet. Han er det. Det betyder, at enhver som tror på Ham, aldrig nogensinde skal dø, men leve. Den ydre død rører ikke ved dét liv, dén relation, dét fællesskab. Og så udfordringen til Martha og til os: Tror du det?! Og hendes bekendelse: Jeg er kommet frem til den
4 overbevisning, at du er Kristus, Guds søn, som er kommet fra Gud og hertil. Dig tror jeg på! Det gør hun vel at mærke midt i sorgen og frustrationen. Hun ved, at det Han beder om, vil Gud give Ham. Det her er vigtigt. Vi tænker: Vi skal leve og ikke miste vore kære, før de er så gamle, at de trænger til at dø og sådan også med os selv. Så har vi styr på det. Det kan vi sådan set godt leve med. Men: prisen for, at vi får det som vi vil have det, kan være, at vi intet lærer og forstår. Jesus tænker altid dybere og længere. Han har overblik, ligger inde med indsigt og har et højere mål for os. Vigtigst er ikke, at vi lever et lykkeligt og bekymringsløst liv uden sorger og tab, men at vi gennem livets op og nedture kommer til at kende Jesus Kristus, tror på Ham, modnes i den tro, så vi begynder at ånde i, at Gud er forbundet med vort liv og altid er i det, at vi lever og ikke skal dø. Jesu mål med vort liv og med alt det, der sker og som Gud tillader ske, er, at vi skal komme frem til den overbevisning og tillid til Ham og hvad Han betyder for os, så vi fortrøster os på Ham. Men selv om Han har dette overordnede mål og det er det vigtigste, så kommer Han alligevel i voldsom affekt og vrede hele to gange og tårerne triller ned af kinderne på Ham. Han er ikke kynisk og beregnende.
5 Så er det også tilladt, at vi gør det. Vi tror på Jesus og sørger under dødens tryk. Og omvendt! Vi sørger under dødens tryk og tror på opstandelsens Jesus. Dér lever vi. Uden håbet til Kristus dør vi helt. Men Jesus gør noget mere. Han kommanderer: Luk graven op! Rul stenen til gravkammeret til side. Martha reagerer: Jamen det er jo fjerde dag, han stinker jo, det kan man ikke, sjælen har forladt ham, sådan troede man dengang. Hans lig er gået i opløsning med stank til følge. Opløsningen begyndte netop fjerde dag. Jesus reagerer på dette menneskelige udbrud med at tale til hendes tro til det umulige, som Gud kan og som sigter på at, hun skal se, hvem Han er. Og så beder Han mildt og stille: Herre, jeg takker dig, fordi du hører mig. Det ved jeg, du altid gør. Men nu siger jeg det for de menneskers skyld, der står her, for at de skal leve i den faste tro, at jeg er opstandelsen og livet. Og så råber Han kommanderende ind i den åbne grav: Lazarus, kom herud! Og han kommer ud og - uden stank, med ligtøjet på, så levende er han! En dødeopvækkelse, en af tre, Jesus gennemfører de tre år, Han virker offentligt, før Han selv dør og opstår. Det største tegn, det syvende tegn højdepunktet inden det ottende tegn: Hans egen død
6 og opstandelse. Det er sagen og ikke noget med nærdødsoplevelser og interview i Bethanias Lokalvis, om hvordan det var at være død. Det er uinteressant, det vigtige er opstandelsen. Vi får et bekræftende tegn på,, at Jesus er opstandelsen og livet, både i åndelig forstand men også i kropslig, konkret forstand. Det hele er ikke ånd, også krop og det konkrete. Der hvor døden tager og sjælen forlader kroppen og forrådnelsen går i gang og døden og gravens ro er massiv, lige dér skrider Han ind med opstandelse! Var det måske derfor Han først kom på fjerdedagen til Bethania? Sådan skal det ske med dem, vi mister, og os selv, hvis vi ikke er døde, når Jesus kommer. Alle som hører Kristus til, skal opstå og Gud skal fylde alt i vores liv og livet fyldes med Gud! Jesus fører os altså videre til den kommende opstandelse, som vi skal vente på og forvente ske. Lazarus døde igen senere, men tegnet står der og gøres fast af, at Jesus selv stod op fra de døde. Derfor kan vi nu leve i tillid til Jesus. Han har frigjort os fra at slave under forgængeligheden. Vi må være frustrerede og sørge og vrede men samtidig leve som dem, der sørger med håb, vi lever allerede nu opstandelsens liv. Vi øver os i at smile ad døden. Vi lever nu og vi venter på livet. Vort håb er trøstet. Amen.
7