22. søndage efter trinitatis II I mandags døde Trille, 70 ernes store kvindekampsikon og folkemusiker. Hun har skrevet smukke, poetiske sange og lagt stemme til både kærlighed, kamp og glæde. Og mon ikke vi er mange, der som en slags stille afsked, fandt hendes musik frem og endnu engang lyttede til de melankolske toner og på et øjeblik, blev ført år tilbage i tiden. Musikken har den evne, ligesom teksterne kan give os ord og billeder, på det vi kan have svært ved at formulere selv. En af Trilles nok mest kendte sange, er sangen hun har skrevet om sin datter: min lille sol hedder den. En sang der beskriver hvad barnet kan have af betydning i de voksnes liv. Den handler om det lille barn, der bevæger sig gennem storbyens larmende trafik, hvordan det optages af små ting på dets vej, og må standse op og betragte, fordi nysgerrigheden er stor. Sådan handler versene om barnet og dets umiddelbarhed, men omkvædet handler det om hvad barnet gør ved dets mor: Jeg har et lille anker, jeg har et lille timeglas, jeg har en lille sol der stråler. Barnet giver håb, når alt ellers ser håbløst ud, for det kræver nærvær og tryghed og ser med åbne øjne ind i alt det ukendte der ligger og venter. Helt uden at vide det, er barnet som et anker, der rækker ud over sig selv. Men det er også et timeglas, der viser os hvordan tiden går med hastige skridt. Barnet udvikles hurtigt. I løbet af de første måneder fordobler det sin kropsvægt, det vokser, lærer nyt og snart er det ikke noget barn længere. Det holder os fast på at tiden går og vi går med den, vi skal derfor 1
finde glæde i alle øjeblikkende, mens sandet løber gennem timeglasset. Og så beskrives barnet i Trilles sang også som solen, solen der sender sin varme og sit lys. Det er ikke en opøvet evne barnet har tilegnet sig, det er mere som en guddommelig hilsen, vi kan se dybt og længe på uden helt at forstå den. Den der tager imod sådan et barn, i mit navn, tager imod mig. I teksten fra Matthæusevangeliet lyder opfordringen til at tage imod barnet som det er, tage imod det som solens stråler, ikke med ønsket om at indfange de stråler, men blot at modtage med ydmyghed. Og i den samme sætning, som Jesus taler til sine disciple hedder det, at vi selv skal være som barnet. At vi skal møde verden på samme måde. Det er både en helt umulig opgave, samtid med at det også lyder forjættende og befriende. Men der leves ikke meget tid til at dvæle ved det befriende, for straks bliver der stillet et andet uopfyldelige krav. Hvis det er fordi hånden eller foden eller øjet bedrager dig, så du ikke er i stand til at være som barnet, så skal hug dem af og kast dem fra dig En noget markaber tanke. Men en tanke der igen viser hen til barnet, for det handler om at gøre sig hjælpeløs og afhængig. Som barnet der ligger på sin mors arm og endnu ikke kan se ret lang, gå eller bruge sine hænder ret meget. Så hjælpeløse og afmægtige må vi være. 2
Det er der ikke mange steder i samfundet vi kan få lov til. For vi skal være i konstant udvikling, klare os på det pulserende og konkurrencekrævende arbejdsmarked og i øvrigt selv passe på børnene i familie. Men der er et sted, hvor vi må få lov til at være helt små igen helt tillidsfulde og hjælpeløse og det er overfor Gud, og her i kirken. Her er der ikke noget krav om at vi skal nå et bestemt sted hen, her kan vi gå sammen eller hver for sig. Vi må være som børn, med den fundamentale tillid: at Gud ikke svigter os og aldrig forlader vores side. Vi døber de små børn i folkekirken og argumenterer ofte ud fra teksten der er evangeliet til i dag. For barnet er det bedste billede på den kristne tro og den kristne tillid, det bærer det hele i sig som givet på forhånd. Dåben af det lille barn giver derfor os andre en forståelse af gudsforholdet. For barnet er helt afhængigt af sine forældre og af at de tager sig af det. Det er det væsen der er mindst udviklet når det kommer til verden. Det kan på ingen måde klare sig selv. Det er skabt til at være i en relation til omsorgspersonerne, for uden dem er der ikke noget liv. Derfor er vi hele livet afhængige af at være sammen med mennesker, ja vi er skabt som sociale væsner. Og parallellen til dåben er den, at sådan er vi også skabt til at have en relation til Gud. Vi har en drift i os, der søger ud over vores eget, søger svar på eksistensen, livet og døden. Ja som søger Gud, som barnet søger sine omsorgspersoner. 3
Men når vi bliver voksne, sætter vi måske spørgsmålstegn ved denne søgen. Er det Gud vi søger og er det troen der ligger i os allerede, som kaster sine stråler fra os? Med alderen opstår der en sådan skepsis, vi kender den nok bedst fra teenageårene, hvor der stilles mange spørgsmål, og vi holder ikke op med det. Når vi bliver voksne og selv får ansvar for et andet menneske, må vi passe på med at de spørgsmål ikke bliver presset ned over barnets hoved. Barnets umiddelbarhed må vi ikke forstyrre. I teksten hedder det, at den der bringer en af de små til fald, var bedre tjent med at få hængt en møllesten om halsen og blive sænket i havets dyb. En møllesten er, som de fleste nok ved, en stor, tung sten med et hul i midten. Så billedet står skræmmende klart, det er en alvorlig forseelse, at bringe en af de små til fald. Tankevækkende er det også, at en præstekrave ligner en sådan møllesten Måske skal kraven her minde os om, at præster skal være særligt opmærksomme på ikke at bringe til fald, at det gælder om at styrke troen og tilliden og ikke forsøge at gøre den til noget ubetydeligt, eller tage den umiddelbare tro fra nogen. I forhold til troen, der må vi voksne se hen på børnene og tage ved lære af dem. Ofte tænker vi mere om børnene som nogle der skal have fyldt på, de skal have viden om forskellige ting, de skal lære at læse og skrive og begå sig, for det er vigtigt at kunne når man bliver voksen, vi ser på timeglasset hvor sandet langsomt glider igennem og vi synes vi har så travlt. 4
Formand for psykologforeningen Eva Secher Mathiasen talte fornyligt imod netop det, da hun deltog i et meget omtalt Debatten program i sidste uge. Hun sagde: Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for, hvordan vi får et samfund, hvor alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi bedst muligt kan piske flest muligt til at være konkurrencestatens fodsoldater. Det er netop budskabet i dagens tekst. Vi skal ikke piske nogen frem, til at blive særligt konkurrencedygtige. Vi skal se på det enkelte menneske og sørge for at den enkelte har det godt. Og børnene er de bedste til at lære os netop det. Vi må som vokse, se hen på børnene og lære af dem, lære af deres skrøbelighed og deres tillid, lære hvordan vi også nogen gange bare har lov til at give op og slippe konkurrencen. For i den sårbarhed og i den åbenhed, giver plads til Gud. Der hvor vi erkender, at vi ikke kan klare alt selv lige der går Gud ind og fylder vores tomrum og viser os, hvordan vi alle er blevet givet hans ånd, der er som solens stråler. Gud vil være en hyrde i vores liv, ikke en der viser os hvordan vi får mest succes som mennesker, men den hyrde der altid vil os det bedste, og som ikke ønsker andet end at vi har det godt. Hyrdebilledet beskrives også i teksten. Vi hører ofte lignelsen genfortalt især for børn, lignelsen om hyrden der har 100 får. En dag bliver det ene 5
væk og hyrden lader nu de 99 får vente derhjemme og går ud for lede efter det ene vildfarne får. Og han bliver ved med at lede til han finder det. Vi er Guds børn, hans anker, timeglas og sol den kærlighed han nærer til os beskrives som forældres kærlighed til deres børn, og vi må være sådan og vide at han går sammen med os. Og hvis vi går vild, stopper han ikke med at lede efter os, før vi er fundet. Amen 6