Søndag Sexagesima, 8.2.2015. Domkirken 10: 557 Her vil ties, 30 Op alle, 238 Det er så sandt, 319 Vidunderligst, 29 Spænd over os. Dåb: 446 O, lad din Ånd, Nadver: 313 Kom regn. Gråbrødre 17: 557, 238, 319, 787 Du, som har tændt. Det har nok ikke forbigået jeres opmærksomhed, at der lige siden jul har været en stor interesse i medierne for, hvad præster tror på, og hvad de ikke tror på, og hvad de skal tro på. Engang for ikke så forfærdeligt længe siden var den slags mildest talt ikke noget, der kunne hidse ret mange op. Nu rydder det forsider og fylder læserbrevsspalterne og får ophidsede præster til at fradømme hinanden kjole og krave eller lægfolk og kirkegængere til at fare i flint over en ugudelig gejstlighed. Skulle man være i tvivl om danskernes kirkelige og kristelige engagement, må den tvivl vist efterhånden være gjort til skamme. Og al den her debat om, hvordan det med Gud og os, opstandelse, evigt liv og skabelse skal fortolkes, bekræfter sådan set bare, at den kristne tro er en tro, der lever i udlægning og fortolkning og bevægelse. Selvom rigtig mange af os, paradoksalt nok - sådan ser det i hvert fald ud for tiden - kræver orden, grænser og faste fundamenter. Nå men i dagens tekst, i Jesu lignelse, hører vi om en sædemand, en bondemand, der går og sår
og strør med begge hænder, som der står i en salme. Han går en forårsdag og smider såsæd omkring sig og glæder sig til udbyttet. Han vil som enhver god bondemand gerne se vækst og mange fold. For sådan er det der, hvor Gud er, siger Jesus. Gud er som den her bondemand. For Guds rige er i bund og grund overflod og ødselhed. Gud er i sit væsen overflod og ødselhed. Gud er den, der har villet, at vi, og verden vi lever i, er, i stedet for ikke at være. Og det gør da lidt af en forskel, må man sige. Gud er, at der også er morgener, kaffe, børn, nogen at kysse på og holde i hånd med, snefnug, vintergækker, Mozart, grønne spirer på marken, hundehvalpe, en trøje at tage på, noget at putte i maven, Shakespeare og grineflip og fortsæt selv. Gud hælder rigdom over vores hoveder som sædemanden spreder korn på sin mark. Måske det billede så til en begyndelse lige kan korrigere vores aktuelle optagethed af små præsters lille tro og de små ord, der kommer ud af præsters små munde, og hvordan de lige sættes sammen og citeres i små interviews i små aviser.
Jeg siger ikke, at det er ligegyldigt, hvordan ord falder, og om hvorvidt præsten røgter sit embede på ordentlig vis. Men det handler også om perspektiv på tingene. Det trænger vi altid til at få. Og sådan et perspektiv, sådan et overdådigt perspektiv, der sætter det hele på sin rette plads, er altid til stede her i kirken med de ord, kirken bygger på. Og altså ikke mindst her i dagens tekst, hvor vi hører om, hvordan den gavmilde Gud hælder sin godhed ud over os med sin søns ord og gerning, hvor alle vi kedelige typer og jævne luskefise ophøjes til konger, hvor de små gøres til de største, hvor nåde går for ret, ud over enhver rimelighed, og hvor døden ikke længere får lov at tegne hele billedet. Det er alt det gode, Gud gør i sin søn, eller ordene om det, han gør i sin søn, som vi skal høre. Det er det korn, sædemanden strør ud med gavmilde hænder. Og der bliver ikke sparet på det. Vi der imod går og holder regnskab med troen, vogter på, hvordan andre forvalter den, om de nu siger de rigtige ting på den rigtige måde. Måske fordi vi lever i usikre tider og vil have sikre investeringer. Klare bekendelser og udlægninger lige efter bogen. Folk, og ikke
mindst vi selv, skulle jo nødigt komme i tvivl og føle fundamenter vakle. Tænker vi måske. Men Sædemanden her, han er i udgangspunktet ligeglad. Det er ikke hans væsen at økonomisere, spare og fedte med tingene. Han vil af med sit gode budskab, strø det ud over verden med ødsel hånd og dybe greb i sækken Men kornet, såsæden, selv om der er rigeligt af den, falder jo forskellige steder. Det kan ikke undgås. Og vi ved fra os selv. For sådan er det jo med ord, med ting vi får at vide, i det hele taget. Noget falder på vejen, hvor det ikke slår rod, og hjemmeboende børn og et længere ægteskab bag os kender så udmærket til forskellige kategorier af vejbelægning. Nogle af de gode ord sås så på klippegrund, hvor det har en kort levetid, fordi det ikke slår rod i den sparsomme jord, der ligger der. Noget sås mellem tidsler, der som dagligdagens bekymringer, kvæler det. Og så er der endelig den fede muld, hvor det spirer, gror og bliver til masser af afgrøde. Og det er dér, lige præcis dér, hvor vi erfarer, hvordan et lillebitte ord nogle gange giver os mod på tingene og varmer et vi lynhurtigt glemmer det igen. Os med
lunkent hjerte op og lader os se verden på en anden måde end før. Sådan er det altså med alt dét, Gud giver os og vil med os. Der er i udgangspunktet uendeligt meget af det, men det er langt fra det hele, der kommer noget ud af. Der er dage, hvor vi ikke rigtigt kan høre, dage hvor vi glemmer, dage hvor det ikke siger os noget, dage hvor tvivlen ætser det væk, dage hvor vi mere er optagede af vores egne fornemmelser. OG der er dage, hvor det går til hjerte, som man siger. Hvor det falder i hjertemuld. Hvor det gør noget ved os. Sådan er det jo i alle forhold. Ordene kan fyge om os, hvirvle rundt som fygesne, ind af ører og ud igen, og intet sker. Andre gange kan ordene, også selvom de er få og små, spire som vintergækker under sneen og ændre vores liv, gøre det til et forår. Hvordan sådan et lille snoldet ord eller en række af dem kan gøre noget ved os, hvordan det nogle gange får trøsten, eller modet, eller glæden til at vokse frem i brystet på en, på samme måde som et lille frø får store planter til at skyde op, det er et mysterium. Det er ikke til at sætte på formel eller lave en ligning for, men det er da et af de
gode argumenter for, at vi er andet og mere end biologi og hjernevindinger, og at der også er ånd på færde. Helligånd, som vi siger, når ånden er fra Gud. Og så meget desto mere, når ordet, der her i kirken trøster, giver mod og måske får glæde til at vokse frem, for en hver fornuftig betragtning er, som Paulus skriver, en dårskab, en dundrende mærkværdighed, en tindrende urimelighed om Gudsrige blandt mennesker, om tilgivelse, korsfæstelse, håb og opstandelse og anden uforståelig galskab. Men altså: nogle gange rammer det, ordet, og gør noget ved os. Gør verden større og sorgen lettere at bære. Giver retning og mod til at komme videre. Peger væk fra os selv og hen på dem, der har brug for os. Det er aldrig til at sige. Men det er der, ordet. Det lyder. Sædemanden sår med begge hænder. Og han bliver ved med at så. Og hvad vi skal gøre er at lade hans såsæd, hans ord, regne om ørene på os. Vi skal give dem frit løb og ikke stille os i vejen med hverken vores tvivl eller bedrevidenhed. De falder, som de falder, ordene. Og nogle gange, nogle gange, bærer de frugt og
giver tredive og tres og hundrede fold. Det er aldrig til at vide. En ting er sikkert. Vi kan ikke styre det. Vi kan ikke kontrollere det, økonomisere med det eller regne det ud på forhånd. Vi kan kun tage imod. Og takke dertil. Så : Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Tak for at du ikke vredt vendte ryggen til os, men i Jesus Kristus lod os se dit milde ansigt. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os. Lad dine ord til os falde i den fede muld. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.
Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen