R E P L I Q U E
Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 Munch & Lorenzen
Pengenes væsen og finanskrisens FINANSKRISEN Er finanskrisen drevet over, og kan den globale landsby genoptage sin progression? Skal man lytte til hovedstrømningen er dette tilfældet, men inden vi lader os rive med, lad os da først selv gribe efter pengenes væsen og finanskrisernes. Bjørn Rasmussen Økonomer taler om penge, når følgende tre forhold er til samtidig: Penge er et universelt betalings- og afregningsmiddel, som er deleligt ned i små størrelser; penge er en værdibærer, som bringer købekraft ind i fremtiden, og penge er et værdimålingsmiddel, som alle priser fastsættes i. De frie handlende har gennem historien benyttet forbløffende forskelligartede genstande som penge. Af praktiske grunde gik gældsbreve, dvs. fordringer mod navngiven mand og på klart beskrevne genstande i omløb, som erstatning for varen. Ikke mindst den tiltagende fjernhandel i kolonitiden medførte nye måder at afvikle fjernbetalinger på. Papirpengene var dermed opfundet, men i første omgang var de pengesurrogater, mens varen på lageret var de underliggende, virkelige penge. Det er sket hyppigt igennem historien, at mængden af fordringer pludselig blev afsløret i langt at overstige den underliggende pengemængde, hvorved bankerne enten døde eller papirpengenes værdi gik mod nul. Ikke mindst vort betalingsvæsen er fuldt af opfindsomme finansielle instrumenter, som afleder deres værdi af ja, af hvad egentlig? PENGESKABERNE Når en check udfyldes, underskrives og overdrages, opstår der et nyt påkrav og en ny gæld. Kravet er mod udstederens bank og lyder på nationalbankens lovlige betalingsmiddel, men når checken præsenteres i banken, omposterer bankassistenten blot de involverede bankkunders krav mod banken selv fra anfordringskonto til anfordringskonto. Nationalbankens lovlige betalingsmiddel kommer slet ikke i omløb. Afregning afvikles i vort samfund med ompostering af fordringer mod privatbankerne, ikke med brug af det lovlige betalingsmiddel. En Dankortbetaling, eller en overførsel fra netbanken, trigger en automatisk ompostering af fordringer på lovligt betalingsmiddel mod privatbankerne mellem bankkundernes konti i bankernes elektroniske regnskaber. Penge- og kreditmængden består således af privatbankernes utallige og opfindsomme finansielle instrumenter, og købekraften udvides med privatbankernes indgåelser af nye låneaftaler. I stabile tider, hvor bankkunder til enhver tid kan gå i banken og lade deres fordring på lovligt betalingsmiddel forfalde, dvs. hæve penge fra bankkontoen, handles fordringer på det lovlige betalingsmiddel og det lovlige betalingsmiddel selv i kurs 1:1. Når bankkunderne, som det senest skete på Cypern i marts, står op til lukkede banker, styrtdykker fordringernes værdi, og tallene på netbanken åbenbarer sig som væsensforskellige fra Nationalbankens lovlige betalingsmiddel. Forstå mig ret: Den finansielle branche leverer ydelser med produktive fordele, såsom gennemførelse af fjernbetalinger, sikker opbevaring af købekraft og rigdomme, sammenbringning af opsparer og lånta- Side 91
ger, men når bankerne har svunget sig op til at være skaberne af penge og købekraft, betræder vi en farlig vej. Lovkravet til bankerne er, at de blot skal holde en brøkdel af udlånsmængden (tilladte udlån/beholdningen af lovligt betalingsmiddel = 2 %) som likvid reserve. Lobbyisterne og politikkerne har således gjort bankerne til skabere af størstedelen af penge- og kreditmængden, som udgør den samlede købekraft! Igennem årtier særligt i 1980 erne har bankerne presset på for at få slækket på reservekravene for at kunne sætte mere rentebærende gæld i omløb. Dankortet ville de indføre for at få de rede penge ud af omløb og ned i bankernes pengeskabe for derved at forøge nævneren i reservebrøken og følgelig kunne opblæse penge- og kreditmængden. Det er ren finansalkymi; at skabe penge ud af ingen ting. BOBLEØKONOMIEN Med inflationen opblæsningen af penge- og kreditmængden følger dyrtiderne. Priserne på ejendomme, aktier, obligationer og råvarer er gennem dette pengeregimentes tid steget markant, mens pengenes købekraft er blevet en skygge af sig selv. Førstegangs boligkøbere må i dag låne mange gange deres disponible indkomst for at kunne få et eget hjem. Hvis kravene til bankernes udlånspolitik strammes, vil købekraften blive udblæst (deflatered), huspriserne falde og babyboomergenerationen ville miste deres friværdi kort før alderdommen. Samtidig ville førstegangskøberne blive teknisk insolvente og stavnsbundne til deres hus. Pengepolitikken og bankreguleringen har ført os ind i en blindgyde. Landbruget har et generationsskifteproblem, fordi de store lånefinansierede sammenkøb af gårde drev jordpriserne op. Den opblæste jordværdi blev brugt som sikkerhedsstillelse til ny långivning og nye, endnu dyrere lånefinansierede jordhandler, og igen, og så videre. Tendensen er nu, at kapitalfonde må træde ind som købere af landbrug med aktiver på 100 millioner kroner og en egenkapital på måske 10 millioner kroner, så gårdejeren kan komme ud af engagementet og gå derfra med 10 millioner kroner på lommen. Men ingen unge kan arbejde flittigt og tjene 10 millioner kroner til udbetalingen. Forløbet, som blev skabt af bankerne, transformerer landbruget til ekstensivt drevne industribrug i selskabsformer. Spekulations- og investeringsbankerne har tilsvarende vha. gearede Carry Trades drevet råvarepriserne, aktie- og obligationskurserne op. Ligesom førstegangshuskøbere i Danmark har verdens fattige fået stadig sværere ved at betale føden. Dyrtiderne er bl.a. en årsag til uroen i Mellemøsten. FINANSBOBLERNE Når for mange lån gives og købekraft skabes, begrundet med pant i aktivers seneste handelsværdi, og ikke i dets evne til at skabe indkomst, f.eks. attraktive huse, luksus-ferielejligheder ved Middelhavet, vovede IT-projekter, landbrugsjord 25-30 gange dyrere end dets årlige omsætningspotentiale, statsobligationer mod overforpligtede velfærdsstater og andre moderigtige aktiver, opstår finansboblerne. Kombinationen af en svært opblæst købekraft gennem 30 års kreditboom dermed potentielle prisbobler overalt, banker næsten uden egenkapital og højt forpligtede stater er historisk set enestå-
REPLIQUE 3. årg. s. 91-94 Pengenes væsen og finanskrisens Af Bjørn Rasmussen ende og rejser spørgsmålet hvilke kreditværdige personer, der skal optage de næste kreditter, for at undgå afvikling eller snarere pludselig punktering af de lånefinansierede gigantiske prisbobler? De nordeuropæiske stater et par år endnu, og hvem så? Et episk krak synes forprogrammeret. KRAKKET Når alle de billige penges profitører banker, selskaber, privathusholdninger, statslige velgørere, osv. har forpligtet sig mere, end hvad de kan tjene ind til renter og rentes rente, begynder de første troende at ville afregne. Pengene begynder så at strømme ud af det første marked, som er inde i en boble. Kurserne styrtdykker, og i takt med at gearede (lånefinansierede) spekulanter realiserer beholdningerne og indfrier deres lån, får krakket endnu mere sving som følge af den indskrænkende likviditetsmængde. Slutteligt vil de langsomste spekulanter blive insolvente og bankerne, som skabte kreditter til dem, lide tab. Hvis nationalbankerne så trykker penge for at støtteopkøbe i markeder under spekulativt pres, eller på ret dansk, genopblæse finansboblerne, for at sikre eksistensen af den penge- og kreditmængde, som er skabt med pant i netop prisboblerne (en pengepolitisk lempelse eller quantitative easing), skabes en evig cyklus af finansbobler, fulgt af krak, fulgt af politiske redningspakker, fulgt af finansbobler, fulgt af krak, fulgt af osv. Resultatet er en overudvidelse af banksektoren, mens pengenes værdi bliver udvandet, de fremstillende erhverv vil lide og middelstanden blive til underklasse. Denne politik er det nuværende, stagnerende vestens politik. Hvis ikke politikerne genopblæser finansboblerne, vil statsobligationerne mod overforgældede stater øjeblikkeligt blive kastet i grams og renterne vil skyde først mod Månen, og så mod Mars; statsbankerot og bankdød vil følge, og forårsage socialt kaos. På Cypern forsøgte EU at lave en ordnet tilintetgørelse af købekraft ved at spærre private indlån for milliarder, og ved at genkapitalisere bankvæsenet med de spærrede indlån; og således gennemføre en gældssanering af bankvæsenet proaktivt, før markedet selv. Cypern var formentlig en prøveballon, og inden længe bliver denne delvise gældssanering af bankerne rullet ud over hele vesten. Forløbet er fornuftigt så vidt, at ingen ønsker hverken en ukontrolleret statsbankerot med bankdød eller panikbankredninger med hyperinflation. Men hvorfor var det netop opsparernes indlån, som blev spærrede ved gældssaneringen, i stedet for superbankernes Dollar-billiongældsbombe i derivatmarkedet (u- )værdipapirer, som afleder deres værdi af andre (u-)værdipapirer i alle tiders største pyramidespil. Gældssaneringen af bankerne ville være en passende anledning til at genindføre stabile penge. Men de politiske velgørere drives rundt som figurer i banklobbyens magtspil. NØGNE DRØMME I bund og grund er finanskrisen ikke andet et renselsesforløb, hvor overbelånte skyldnere (debitorer) også stater og banker gældssaneres, mens troende (kreditor) må tage tab. Men virkningerne kan være skæbnesvangre for de, som gennem et halvt liv har gjort sig ensidigt afhængige af systemet, der vil svigte dem, netop når de får allermest brug for Side 93
det. Penge skabt ud af ingenting er farligt djævletøj. Det var temaet, da Goethe i 1832 satte djævlen og Faust til at overtale kejseren og hoffet til at sætte papirpenge i omløb. Så ville de jo alle kunne virkeliggøre deres drømme, købe huse og land. Selv guld og sølv ville blive billigt og tilgængeligt for alle, for folk ville kun begære papiret. Den eneste, som så klart var hofnarren. Men alle grinte af narren, og skuespillet Faust ender, som historien så ofte har gjort, i den totale ruin og en heksesabbat. Denne historie vil gentage sig med nye begivenheder. I køber, må I betale rigtigt. Stift ingen gæld og giv ikke mere ud, end I tager ind. Så vil I se Jeres finanser og provinser florere. Bjørn Rasmussen er civiløkonom. NYE FLORISSANTE TIDER? En økonomi med et købekraftsoverhæng foranlediger til spekulation i prisbobler og værdibærere, frem for møjsommelig opsparing og investering, som opbygger produktivitetsfremskridt. Banksektoren vil i et boble-finanssystem være overudvidet og tilvirkningen af virkelige økonomiske fordele vigende. For at markedsøkonomiens handlende overskueligt kan disponere og lægge knappe ressourcer an over tid, og dermed sikre byttehandlen af ydelser efter individernes prioritering af, hvad der forekommer merværdiskabende og successkabende, må priserne være stabile over tid. Pengene må tjene de, som fravrister naturen dens rigdomme, tæmmer dens kræfter, og får dem til at virke som fordele for mennesket. Hvis ikke finanskrisen ender med, at vi atter får sunde og stabile penge, vil finanskriserne vare århundredet ud og så vil det 21. århundrede blive det tabte århundrede. Men læren er gammel. Ikke kun Goethe skrev sit hovedværk om finanskriserne, også Frederik Den Store udtalte det så klart, som der er: Alt hvad