Nervesystemet. Centralnervesystemet.

Nervesystemet. Centralnervesystemet.

Centralnervesystemet Vi har snakket lidt om nervesystemet, og delt det op i det centrale nervesystem (CNS) og det perifere nervesystem (PNS). Centralnervesystemet ligger centralt, og er godt beskyttet af knogler (kraniet og rygsøjlen). CNS består af hjernen (encephalon) og rygmarven (medulla spinalis).

Centralnervesystemet Hjernen kan endvider underopdeles i 4 dele: Storhjernen = cerebrum Lillehjernen = celebellum Hjernebroen = pons Den forlængede rygmarv = medulla oblongata Pons og medulla oblongata udgør tilsammen hjernestammen.

Centralnervesystemet På billedet ses: Storhjerne Lillehjerne Medulla spinalis (rygmarven) Medulla oblongata (den forlængede rygmarv)

Nervesystemet Nervesystemet er opbygget af neuroner (nerveceller), men også af støtteceller. I CNS kaldes støttecellerne for gliaceller. I PNS kaldes støttecellerne for Schwanske celler. Det kan sammenlignes med opbygningen af en mur: Neuroner er mursten, men det bliver kun godt hvis der er mørtel til at holde sammen, nemlig gliaceller / schwanske celler.

Nervesystemet Antallet af neuroner i vores nervesystem er enormt (milliader), men antallet af støtteceller er endnu større, der er 10 gange flere støtteceller end nerveceller. Støttecellerne er nødvendige for at nervesystemet kan fungere, de danner myelinskeden, transportere næringsstoffer til nervecellerne og affaldsstoffer væk fra nervecellerne.

Nervesystemet Gliacellerne er derudover også i stand til fagocytose (spisning). Det vil sige at gliacellerne æder de døde nerveceller så de ikke ligger og flyder. Gliacellerne har også betydning for blodhjernebarrieren. Kapillærerne i hjernen er næsten uigennemtrængelige for nogle stoffer. Gliaceller er i modsætning til neuronerne i stand til at formere sig, denne evne har neuronerne mistet.

Nervesystemet Øverst ses en kapillærer i centralnervesystemet, hvor gliacellerne har lukket den næsten helt til med sine udløbere. Nederst en almindelig kapillær.

Hjernehinderne (meninges). CNS er omgivet af 3 hjernehinder: Den yderste hinde = dura mater. Den mellemste hinde = araknoidea. Den inderste hinde = pia mater. Imellem araknoidea og pia mater er et hulrum, hvor der ligger væske, det kaldes for subaraknoidalrummet.

Hjernehinderne (meninges).

Hjernehinderne (meninges). Dura mater består af to lag, det yderste lag beklæder indersiden af kraniet, det inderste lag danner skillevæg mellem de hjernens enkelte bestanddele. Disse skillevægge kaldes for: falx cerebri, falx cerebelli og tentorium cerebelli. Dura mater danner endvidere de store hjernevener.

Hjernehinderne (meninges). Som tidligere nævnt er der en spalte mellem araknoidea og pia mater, subaraknoidalrummet, i denne spalte finder vi rygmarvsvæsken (cerebrospinalvæsken). Dette subaraknoidalrum er i forbindelse med 4 hulrum i hjernen (hjernens ventrikler). Cerebrospinalvæsken dannes i disse ventrikler, og løber herfra via en åbning i 4. ventrikel, til subaraknoidalrummet. Der dannes ca. 0,3 l cerebrospinalvæske i døgnet.

Hjernen (encephalon). Nu skal hjernens bestanddele gennemgå grundigere. Cerebrum (storhjernen), er den højest udviklede del af hjernen, da den er sæde for den bevidsthed og intelligens som kendetegner det tænkende menneske (homo sapiens).

Cerebrum (storhjernen). Størrelsesmæssigt er menneskehjernen dyrenes langt mere overlegen. I hjernen finder vi to nye begreber: Hvid substans, findes der hvor de myelinisered nervecelleudløbere er beliggende. Grå substans, finder vi der hvor nervecelle kroppene er placeret. I cerebrum ligger størstedelen af den grå substans på hjernens overflade, og har fået navnet, hjernebarken (cortex cerebri).

Cerebrum (storhjernen). Ca. 10% af den grå substans ligger dybere inde i stor hjernen. Den grå substans kaldes også for: hjernecellekernerne. De vigtigste kerner i hjernen er: thalamus, hypothalamus og basalganglierne. I thalamus modtager alle de sensoriske impulser der sendes ind fra rygmarven, hjernestammen, lillehjerne, basalganglierne osv.

Cerebrum (storhjernen). Efter at impulserne er blevet bearbejdet af thalamus sendes de til hjernebarken. Basalganglierne ligger indskudt i det motoriske system, hvor de har en regulerende funktion. Hvis basalganglierne rammes af sygdom, kan det fører til motoriske forstyrrelser så som: ufrivillige bevægelser, muskelrysten, ændring i muskulaturens spænding. (Parkinson, rystelammelser er en konsekvens af sygdom i basalganglierne).

Cerebrum (storhjernen). På billedet ses en hjerne, hvor den grå substans ses på overflade og dybt inde i hjernen.

Cerebrum (storhjernen). Ses man på hjerne oppefra, er den delt i to halvdele, en sådan halvdel kaldes en hemisfære. Cerebrum inddeles i en højre- og en venstre hemisfære.

Cerebrum (storhjernen). Hemisfærerne er igen inddelt i lapper, som man kalder lobi. Pandelap (frontallappen / lobus frontalis). Isselap (parietallappen / lobus parietalis). Nakkelap (occipitallappen / lobus occipitalis). Tindingelap (temporallappen / lobus temporalis). Lapperne findes i begge hemisfære.

Cerebrum (storhjernen).

Cerebrum (storhjernen). Overfladen af cerebrum er fyldt med små furer, som kaldes sulcus. Fordelen ved denne ujævne overfalde er at hjernebarkens areal bliver større, og dette øger storhjernes kapacitet og arbejdsevne. Den centrale fure (sulcus centralis), adskiller pandelap fra isselap, derudover har den relation til cerebrums motoriske og sensitive centre. Et smalt område foran sulcus centralis styrer kroppens motorik, og et område bag sulcus centralis styrer sanseintryk. (sensitivt center)

Cerebrum (storhjernen). Området imellem to furer (sulci) kalder man en hjernevinding (en gyrus). Foran sulcus centralis findes en hjernevinding der varetager motorikken, denne hjernevinding hedder gyrus præcentralis. Bagved sulcus centralis findes ligeledes en hjernevinding. Den bearbejder bevidste sanseindtryk fra kroppens overflade, bevægeapparatet og organer.

Cerebrum (storhjernen). Vi har centre i hjerne for alle sanser. Synscenteret ligger bagtil i occipitallappen. Hørecenteret er i temporallappen Talecenteret ligger fortil, nedad i frontallappen.

Afasi. At kunne tale er en kombination af mange færdigheder. Dette giver os forklaringen på hvorfor skader i forskellige områder af cerebrum kan påvirke evnen til at tale. Ægte afasi er en beskadigelse af talecenteret. En beskadigelse kan ske ved blodprop, blødning, betændelse eller svulst. Afasi kan medfører uforståelig tale med forkert sætningskonstruktion. En anden type af afasi kan være at patienten godt kan tale, men ikke kan forstå meningen med andres ord.

Cerebrum (storhjernen). Hos højrehåndede sidder talecenteret i venstre hemisfære, mens det hos venstrehåndede sidder i den højre hemisfære.

Et lille eksempel. Når en bilist med synet opfatter et rødt lys, omdannes dette sanseindtryk til en nerveimpuls, denne impuls løber gennem ledningsbaner til occipitallapperne (synscenterets placering). I synscenteret bliver dette synsindtryk bevidst, og omkring centeret ligger nogle associationscentre der indeholder oplagret erfaring om hvad rødt lys betyder.

Cerebrum (storhjernen). Herfra tager det motoriske center over. Gyrus præcentralis (det motoriske center) sætter nu gang i en serie af bevægelser, der skal gøre at vi får standset bilen. Herfra kan de næste indtryk kommer frem og nye serier starter når vi så skal kører igen. Om og om og om og om igen. Erfaringen om det røde lys betydning er lagret i hukommelsen. I dette tilfælde i langtidshukommelsen.

Cerebrum (storhjernen). Hukommelse inddeles i langtids- og korttidshukommelse. Slår man eksempelvis op i en telefonbog vil vi kun kunne huske nummeret indtil vi ikke længere skal bruge det (korttidshukommelse).

Cerebrum (storhjernen). Ved fødselen har de to hemisfære sammen funktioner, men under vores opvækst sker der en deling af arbejdsopgaver for de to hemisfære. Hos den højrehåndede vil den venstre hemisfære tage sig af logisk tænkning, hvorimod den højre hemisfære vil stå for den kreative tænkning. Ved den venstrehåndede er det lige omvendt.

Højre og venstre hemisfære.

Det limbiske system Dybt inde i hjerne, mellem hjernebarken og hjernestammen ligger det limbiske system. Det limbiske system findes kun ved mennesker og højerestående dyrearter. Mennesker med skader på det limbiske system har svært ved at lærer nye ting, kan det konkluderes at det tager del i indlæringsprocessen.

Det limbiske system Derudover spille det også en rolle i følelseslivet. Det limbiske system kaldes for porten til bevidstheden, idet alle sensoriske impulser skal igennem dette for at nå til hjernebarken og blive til bevidste sanseindtryk. I det limbiske system farves den sensoriske impuls. (følelserne farves ).

Det limbiske system Ved en leukotomi overskæres nogle ledningsbaner i det limbiske system operativt. Dette kan give mennesker med stærke smerter, smertefrihed. Patienten kan stadig efter operation beskrive hvor smerterne er lokaliseret, men den følelsesmæssige oplevelse er forsvundet. Det limbiske system farver ikke længere denne følelse.

Hypothalamus. Som tidligere omtalt ligger noget af den grå substans inde i hjernen. (hjernecellekernerne). En af hjernecellekernerne hedder hypothalamus, og i denne finder vi centre for regulering af temperatur, væskebalance og appetit.

Hypothalamus. Det vil sige at hypothalamus varetager en række autonome funktioner, bla. Væskebalancen. Til det formål sidder der indbygget i hypothalamus nogle osmosereceptorer. Disse receptorer måler hvor tykt flydende blodet er (blodets osmotiske tryk). Er blodet for tykt, tolkes det som et tegn på væskemangel i kroppen.

Hypothalamus. Der kan rettes op på denne væskemangel på to måder: 1: Hypothalamus kan danne et ADH hormon (antidiuretisk hormon, diurese = vandladning). Dette hormon føres med blodet til nyere, der får besked på at spare på vandet. En anden måde er at øge tørstfornemmelsen, så der tilføres noget væske udefra.

Hypothalamus. Hypothalamus står ligeledes for temperatur reguleringen. Eksempel: du er udenfor iført en t-shirt og det er frostvejr. Nu har hypothalamus to muligheder igen, den kan sparer på varmen, eller den kan øge produktionen af varme.

Hypothalamus. Mulighed nr. 1 kan gøres ved at blodkarrene i huden trækker sig sammen, så der tilføres mindre blod til ekstremiteterne, og derved afgives der mindre varme til omgivelserne. Det forklarer også hvorfor du bliver blå når du fryser. Huden vil nemlig overvejende indeholde afiltet blod som er blåligt, i forhold til det iltede som er rødt. Gåsehud er en beskyttelse mekanisme, for at øge pelsens tykkelse, vi har bare desværre ikke særlig meget pels.

Hypothalamus. Mulighed nr. 2 er at øge varmeproduktionen. Hypothalamus sender en besked til hypofysen om at danne et hormon der får stofskiftet til at øges. Når stofskiftet øges fyres der op under cellerne og mitokondrierne øger deres forbrænding, og resultatet heraf bliver øget varmeproduktion. (Kulderystelser opstår ved at skelet muskulaturen sitre og når musklerne arbejder øges muskelcellernes stofskifte).

Hypothalamus. Det appatitregulerende center i hypothalamus, måler sukkerniveauet i blodet. Når der måles en høj sukkerværdi ligges der en dæmper på sultcenteret og der opstår en mæthedsfornemmelse. Sulten kan dog også være psykologisk betinget. Duften af nybagt brød eller kage, så kan vi godt lige klemme en bid mere ned.

Cerebellum (lillehjernen). Cerebellum, lillehjernen ligger bagtil under cerebrums nakkelap. Den er opbygget af to hemisfære, som står i forbindelse med hinanden via en hjernebro (pons). Ligesom med storhjerne består det yderste lag af cerebellum af grå substans (cortex cerebelli). Kernen af cerebellum består primært af hvid substans.

Cerebellum (lillehjernen). Cerebellums vigtigste funktion er at varetage ligevægt, muskelkoordination og muskeltonus. Det er pga. cerebellum at vi kan udfører glidende, afstemte og afbalancerede bevægelser. Cerebellum ordner automatisk alle informationer om kroppens stilling og bevægelse. Disse informationer kommer primært fra balance organet i det indre øre, men også fra synet, muskelsansen og mf.

Cerebellum (lillehjernen). Muskelsansen (proprioceptive sans = dybdesensibilitet), er den information der kommer fra led, sener og muskler. Selv med lukkede øjne ved du hvor dine arme og ben er i forhold til din krop. Situationer hvor cerebellum kan blive udfordret, er når du går over en gyngende underlag (eks. Når du går på et skibsdæk).

Cerebellum (lillehjernen). Nerveimpulser til cerebellum løber i de sensoriske lednings- og nervebaner, imens de færdigt bearbejdede informationer til fra cerebellum til skelet muskulaturen løber i de motoriske lednings- og nervebaner. Ledningsbaner til og fra cerebellum forløber ukrydsede, derfor tager venstre hemisfære sig af venstre kropshalvdel, og den højre tager sig af højre kropshalvdel.

Cerebellum (lillehjernen). Dette skal ses i forhold til cerebrum, hvor højre hemisfære styrer venstre halvdel af kroppen og omvendt. Konsekvensen af dette system bliver, at en blodprop eller blødning i venstre storhjerne hemisfære vil give symptomer i højre side af kroppen.

Pons (hjernestamme). Hjernestammen kaldes Pons. Den sørger for at der er forbindelse mellem højre og venstre hemisfære. Derudover er den i kontakt med cerebellum og resten af nervesystemet. Det nederste stykke af pons består af medulla oblongata (den forlængede rygmarv). Her finder vi en række centre med betydning for åndedrættet, kredsløbsregulering og brækning (opkast).

Pons (hjernestamme). Pons og medulla oblongata har forbindelse til et fletværk at nervetråde, som hedder formatio retikularis. Formatio retikularis er et center der regulerer bevidsthedsniveauet. (fra dyb søvn til lysvågen).

Medulla spinalis (rygmarven). Med til CNS hører også rygmarven (medulla spinalis). Rygmarven er, ligesom hjernen, pakket ind i tre hjernehinder (meninges). Fra inderst, Pia mater, araknoidea og dura mater. Mellem pia mater og araknoidea havde vi det subaraknoidale rum hvor der var cerebrospinalvæske.

Medulla spinalis (rygmarven). Formålet med disse hinder er at yde beskyttelse til CNS. Væsken giver en god stødabsorbering og det at flyde i væske giver en næsten vægtløs tilstand.

Medulla spinalis (rygmarven). Fra medulla spinalis fletter spinalnerverne sig ud gennem ryghvivlernes mellemrum. Det stykke af medulla spinalis der hører til et spinalnervepar kaldes et rygmarvssegment. Da rygsøjlen er længere end medulla spinalis, løber spinalnerverne et stykke ned gennem rygmarvskanalen for de forlader denne.

Medulla spinalis (rygmarven). Hjernehinderne fortsætter hele vejen ned i bunden af rygmarvskanalen, dette giver en pose i bunden (under L2) som er fyldt med cerebrospinalvæske, og herfra kan der indføres en kanyle og tages prøver af væsken. Dette indgreb kaldes lumbalpunktur.

Medulla spinalis (rygmarven). I cerebrum og cerebellum havde vi grå substans på overfladen. I hjernestammen og rygmarven er det omvendt, her ligger den grå substans centralt, omgivet af hvid substans. Gennemskærer men rygmarven og ser på tværsnittet, kan den grå substans minde meget om en sommerfugl, omgivet af den hvide substans.

Medulla spinalis (rygmarven).

Medulla spinalis (rygmarven). I rygmarven er den hvide substans det samme som ledningsbaner, dvs. bundter af myeliniserede udløbere. Vingerne i sommerfuglen benævnes forhorn og baghorn. I brystdelen ses endvidere nogle små lateral horn, og det er fra disse at det sympatiske nervesystem udspringer.

Medulla spinalis (rygmarven). Forhornene i den grå substans indeholder motoriske cellekroppe, imens baghornene indeholder de sensoriske cellekroppe. Fra forhornene løber der motoriske nervebaner ud til muskulaturen (efferente baner = væk fra CNS). Baghornene modtager de sensoriske impulser fra kroppen, og kaldes afferente baner (indtil CNS)

Medulla spinalis (rygmarven). Udover at lede informationer til og fra hjernen, indeholder rygmarven også reflekser og autonome centre. De nederste to dele, som kaldes lumbal og sakralmarven indeholder centre for miktion (vandladning), defækation (afføring), ejakulation (sædafgang) og erektion (rejsning).

Medulla spinalis (rygmarven). Nogle reflekser er medfødte (blinke, hoste og sutte). En anden gruppe reflekser er betingede eller tillærte, de indøves i dyb koncentration, senere går de helt af sig selv. De viljestyrede handlinger er knyttet til det somatiske nervesystem, og de ubevidste handlinger er under det autonome.