SORINSKRIVARIN Í FØROYUM DOM Afsagt den 2. februar 2015 i sag nr. BS 1072/2012: A og B mod Lagmandens Kontor Tinganes 100 Tórshavn Sagens baggrund og parternes påstande Sagen, der er anlagt den 3. september 2012, vedrører anfægtelse af forvaltningsakt af 21. februar 2012, hvorved sagsøgte, Lagmandens Kontor (i det følgende også benævnt Løgmansskrivstovan ), har stadfæstet afgørelser af 24. januar 2012 fra den færøske registreringsmyndighed (i det følgende også benævnt Skráseting Føroya ) om at annullere sagsøgerne, revisor As og revisor Bs, godkendelser af 20. juni 2007 som autoriserede revisorer. Retsvirkningen af registreringsmyndighedens afgørelse var betinget af, at de sagsøgte inden for en frist på 1 år ikke bestod en særlig eksamen. Ved afgørelsen fra Lagmandens Kontor blev denne frist forlænget til 3 år. Parterne er uenige om, hvorvidt de oprindeligt meddelte autorisationer savner hjemmel, og om forvaltningen i givet fald var berettiget til at annullere autorisationerne. Af de oprindeligt fire sagsøgere har to sagsøgere hævet sagen før hovedforhandlingen. Sagsøgernes påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes afgørelse af 21. februar 2012 om annullation af sagsøgernes autorisationer som autoriserede revisorer er ugyldig. Sagsøgtes påstand er frifindelse. Oplysningerne i sagen Den 27. januar 2006 traf den færøske registreringsmyndighed afgørelser, hvorved ansøgning om revisorautorisation fra revisor As og revisor B ikke blev imødekommet. Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøgerne ikke havde bestået en særlig eksamen, jf. 1, stk. 2, nr. 4, i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer, og ikke havde godtgjort at have fået en uddannelse i uddannelse, som gav ret til autorisering, jf. lovens 2, stk. 1. Samme dag udsendte den færøske registreringsmyndighed udkast til eksamensbekendtgørelse i høring. I udkastets 5 var eksamensformen fastsat som en 4 timers skriftlig prøve i færøsk skatteret og en todages skriftlig hjemmeeksamen i en konkret revisionsopgave efterfulgt af en mundtlig eksamination i opgaven.
Side 2/46 Afgørelserne af 27. januar 2006 blev af ansøgerne påklaget til Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender (i det følgende også benævnt Vinnumálaráðið ). Som følge af inhabilitet hos denne myndighed blev klagesagen overført til Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender (i det følgende også benævnt Innlendismálaráðið ), der den 12. marts 2007 traf afgørelse, hvorved sagen blev hjemvist til den færøske registreringsmyndighed. Begrundelsen for hjemvisning var, at det ikke af registreringsmyndighedens begrundelse fremgik, hvilke saglige grunde, der var for at gøre forskel på ansøgerne i den foreliggende sag og en ansøger med en norsk autorisation, der i en tidligere sag havde opnået færøsk autorisation som revisor. Den 2. maj 2007 udstedte den færøske registreringsmyndighed bekendtgørelse nr. 1 om eksamen for at blive autoriseret revisor. Bekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i 4 i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer, var den første bekendtgørelse på området. I bekendtgørelsens 5 var eksamensformen fastsat som en skriftlig, konkret revisionsopgave af 16 timers varighed fordelt på to dage. Den 8. maj 2007 varslede den færøske registreringsmyndighed afgørelse i de hjemviste sager. Af et afgørelsesudkast fremgik, at registreringsmyndigheden på ny ville meddele afslag. Det fremgik videre, at registreringsmyndigheden havde sammenlignet kravene til at opnå norsk revisorautorisation med en af ansøgernes kvalifikationer. Angiveligt blev der den 31. maj 2007 afsagt afgørelse i overensstemmelse med udkastet. Ansøgerne valgte på baggrund af udkastet af 8. maj 2007 på ny at klage til Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender, der den 14. juni 2007 traf afgørelse om igen at hjemvise sagen til den færøske registreringsmyndighed. Afgørelsen var begrundet med, at registreringsmyndighedens sammenligning af kravene til at opnå norsk revisorautorisation med en af ansøgernes kvalifikationer efter landsstyreområdets vurdering var usaglig. Den 20. juni 2007 traf den færøske registreringsmyndighed afgørelser, hvorved ansøgning om revisorautorisation fra revisor As og revisor B blev imødekommet. På den linje i autorisationen, hvor registreringsmyndigheden normalt har anført hjemmelsgrundlaget som 1 i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer havde registreringsmyndigheden i stedet henvist til afgørelse af 14. juni 2007 fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender. I juni 2008 klagede ni andre revisorer til Lagtingets Ombudsmand over afgørelser, hvorved Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender havde stadfæstet den færøske registreringsmyndigheds afslag på ansøgning om godkendelse som autoriseret revisor. Afslaget var begrundet med, at ansøgerne ikke havde bestået den påkrævede eksamen. I forbindelse med den sag blev der over for ombudsmanden draget sammenligning til afgørelserne fra 2007 om
Side 3/46 godkendelse af revisor A og revisor B som autoriserede revisorer. Ombudsmanden valgte på den grund af egen drift at tage sidstnævnte sager op til vurdering. Den 2. november 2010 afgav ombudsmanden sin udtalelse i sagen. Udtalelsen havde følgende sammenfatning (uautoriseret dansk oversættelse med rettens korrektioner): Denne sag vedrører syv ansøgere, der blev udnævnt som autoriserede revisorer af Færøernes Registreringsmyndighed i 2007, selv om disse ikke havde bestået en særlig eksamen, som er en af betingelserne for autorisation i henhold til revisorloven. Jeg besluttede at undersøge sagen i henhold til 6, stk. 5, i ombudsmandsloven, efter at ni personer havde klaget over, at de havde fået afslag på ansøgning om autorisation, selv om disse havde den samme uddannelsesmæssige og praktiske baggrund som de syv ansøgere, der var blevet udnævnt som autoriserede revisorer. Færøernes Registreringsmyndighed havde oprindelig nægtet at tildele de syv ansøgere autorisation bl.a. med den begrundelse, at ansøgerne ikke havde bestået en særlig eksamen. Afgørelserne blev indbragt for Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender, men på grund af inhabilitet overførte lagmanden behandlingen af klagen til Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender. Min behandling omfatter: Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse. dateret 12. marts 2007, vedrørende klage over, at Færøernes Registreringsmyndighed havde nægtet at udnævne 7 ansøgere som autoriserede revisorer. Afgørelserne fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender, dateret 14. juni 2007 og senere, vedrørende klager over de samme sager, efter at Færøernes Registreringsmyndighed efter anmodning fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders havde genoptaget sagerne og for anden gang nægtet ansøgerne autorisation som revisorer. Sagsbehandlingen i Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender. Sammenfattende kan det konstateres: I alle love, der har været gældende på Færøerne med hensyn til autorisation af revisorer, foruden de love, der har været forbilleder for færøsk lovgivning på området. har det været en betingelse for at blive udnævnt som autoriseret revisor, at vedkommende bl.a. har bestået en særlig eksamen.
Side 4/46 Det var ikke i bekendtgørelse nærmere redegjort for, hvilke krav, man stillede til den lovfastsatte eksamen, og ingen særlig eksamen havde tidligere været afviklet på Færøerne. Myndigheder udnævnte i henhold til administrativ praksis ansøgere, der tidligere var beskikkede som statsautoriserede revisorer i Danmark, som autoriserede revisorer, idet disse i denne forbindelse havde bestået en særlig eksamen. Denne eksamen havde hjemmel i den lovgivning, som den færøske revisorlov havde som forbillede. Dette er sammenfattende mine konklusioner af behandlingen: Færøernes Registreringsmyndigheds afgørelse om at udnævne en ansøger, der var statsautoriseret revisor fra Norge, som autoriseret revisor var baseret på et urigtigt grundlag. Denne afgørelse var derfor ikke en ændring af den administrative praksis, og afgørelsen giver derfor ikke andre ansøgere, der ikke opfylder den lovfastsatte betingelse om en særlig eksamen, et retskrav på at blive udnævnt som autoriserede revisorer. Der er derfor ikke grundlag for Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders konklusion om, at ansøgerne er blevet udsat for usaglig forskelsbehandling. Under den første klagebehandling agtede Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender at stadfæste afgørelserne fra Færøernes Registreringsmyndighed om at nægte ansøgerne autorisation, og selv om der ingen nye oplysninger indgik i sagen, ændrede landsstyreområdet grundlæggende sin opfattelse af sagen, og fandt begrundelserne fra Færøernes Registreringsmyndighed at være usaglige. Jeg finder redegørelsen fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender om årsagen til, at landsstyreområdet ændrede opfattelse at være uforståelig. Ikke grundlag for Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders opfattelse af, at manglende fastsættelse i bekendtgørelse af kravene til den særlige eksamen kunne medføre, at kravet om en særlig eksamen ikke kunne stilles. Hvad den anden klagebehandling angår, så var departementschefen i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender efter min opfattelse inhabil til at behandle den anden klagesag. Dette begrunder jeg bl.a. med, at Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender under den første klagesag konkret tog stilling til, at klagerne burde have været udnævnt som autoriserede revisorer, og det kunne derfor ikke ses bort fra risikoen for, at departementschefen, i forbindelse med, at de samme sager for anden gang bliver påklaget, er bundet af sin opfattelse af sagerne under den første klagebehandling. Idet retsgarantien om at få en sag behandlet to gange er tilsidesat, og Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender under anden klagebehandling så bort fra betingelsen i revisorloven om en særlig eksamen, er jeg mest tilbøjelig til at mene, at der er tale om en så betydelig mangel i sagsbehandlingen, at klagesagerne i anden omgang må opfattes som ugyldige.
Side 5/46 Hvad den anden klagebehandling i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender angår, er det uforståeligt, at Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender har fundet, at de kunne behandle klagerne ud fra, hvilke krav, der blev stillet for at blive statsautoriseret revisor i Norge. Det var klart fastsat i revisorloven, at en af betingelserne for at blive autoriseret revisor var, at ansøgeren havde bestået en særlig eksamen. Dette så Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender i henhold til anden klagebehandling bort under sagens behandling, og dette finder jeg særdeles kritisabelt. Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders behandling af klagen over direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed er kritisabel, idet det måtte have stået klart for Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender, at meddelelsen fra landsstyreområdet om, at direktøren skulle sætte sig i forbindelse med ministeriet, før der blev truffet nogen afgørelse i sagen, kunne opfattes som en stillingtagen til, at direktøren gik imod en tjenestebefaling fra en overordnet myndighed, og at dette kunne have indflydelse på Færøernes Registreringsmyndigheds behandling af de konkrete sager. Behandlingen af klagerne var af lagmanden overført fra Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender til landsstyremanden for Indenlandsanliggender. Embedsmændene i Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender var af denne årsag inhabile til på nogen måde at deltage i sagernes behandling. Der er derfor tale om usaglig forvaltning, når repræsentanter for Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender havde møder med klagerne om de indklagede sager og henvendte sig til direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed om den konkrete sagsbehandling af klagernes sager. Ombudsmandens behandling foregår på et skriftligt grundlag, og at denne grund er det ikke muligt at forfølge flere af spørgsmålene vedrørende Landsstyreområdet for Erhvervsanliggenders behandling af sagerne. Dette gælder f.eks. et møde mellem landsstyremanden og nogle af klagerne 16. november 2006, telefonsamtaler mellem direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed og landsstyremanden for erhvervsanliggender den 10., 16. og 30. maj 2007, og en telefonsamtale mellem en afdelingschef i Erhvervsministeriet og direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed 12. maj 2007. Redegørelserne fra det omtalte møde er divergerende. Landsstyrermanden siger, at han ikke kan huske noget til de omtalte telefonsamtaler, og afdelingschefen kan ikke huske, at have fremført nogle at de synspunkter, der er gengivet i udtalelsen. Det er ikke muligt for mig at konstatere, hvad der er blevet fremført, og hvad der fandt sted, og jeg kan derfor ikke foretage mig yderligere med hensyn til disse spørgsmål. Efter at have behandlet arbejdsgangen med at få udstedt en bekendtgørelse om kravene til den særlige eksamen, finder jeg ikke at kunne se bort fra, at dette arbejde havde tilknytning til behandlingen af de konkrete klagesager. Jeg finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at
Side 6/46 sige, at arbejdet med eksamensbekendtgørelsen bevidst blev stoppet med det formål, at kravet om en særlig eksamen ikke skulle blive stillet klagerne under behandlingen af deres ansøgninger om autorisation som revisorer. Efter 10, stk. 1, i ombudsmandsloven skal ombudsmanden, hvis det konkluderes, at alvorlige fejl eller mangler har fundet sted hos myndighederne, orientere Lagtingets præsidium, lagmanden og vedkommende landsstyremand om dette. Idet jeg finder, at der er tale om så alvorlige fejl og mangler ved sagsgangen i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender og Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender, har jeg besluttet at sende udtalelsen til Lagtingets præsidium, lagmanden og landsstyremanden for indenlandsanliggender og landsstyremanden for erhvervsanliggender i henhold til 10, stk. 1, i ombudsmandsloven. Ved brev af 15. november 2010 har lagmanden anmodet landsstyremedlemmet for indenlandsanliggender om at påse, at den færøske registreringsmyndighed behandlede spørgsmålet om, hvorvidt det var muligt at annullere de meddelte autorisationer, som ombudsmanden havde behandlet. Ved brev af 22. november 2010 meddelte landsstyremedlemmet for indenlandsanliggender, at hun var inhabil i sagen, hvorpå lagmanden ved brev af 20. januar 2011 meddelte den færøske registreringsmyndighed, at han havde overført sagen til sit eget ressortområde. Ved samme lejlighed bad lagmanden registreringsmyndigheden om at behandle det nævnte spørgsmål og løbende at orientere lagmanden om sagens forløb. Ved brev af 26. januar 2011 til Lagmandens Kontor meddelte direktøren i den færøske Registreringsmyndighed, at registreringsmyndigheden anså sig som inhabil i sagen. På den baggrund traf Lagmandens Kontor afgørelse om at konstituere en direktør i registreringsmyndigheden med henblik på at denne kunne træffe afgørelse i sagen. Ved aftale af 25. maj 2011 blev konstitueret direktør udnævnt. Af aftalen fremgår, at hvervet omfatter en undersøgelse af, hvorvidt det er muligt at annullere de revisorautorisationer, der efter ombudsmandens vurdering er uhjemlede. Det fremgår videre, at afgørelsen af spørgsmålet kan påklages til Lagmandens Kontor. Den 24. januar 2012 traf den konstituerede direktør i den færøske registreringsmyndighed afgørelser, hvorved blandt andre revisor As og revisor Bs autorisationer af 20. juni 2007 blev annulleret. Afgørelserne er sålydende (uautoriseret dansk oversættelse med rettens korrektioner): Under henvisning til hensigtserklæring, dateret 8. november 2011, har jeg afgjort at annullere Deres autorisation, men annulleringen skal ikke træde i kraft før om et år, og ikrafttrædelsen er desuden betinget af, at De ikke forinden har bestået en særlig eksamen, der opfylder kravene i revisorloven.
Side 7/46 Indtil den særlige eksamen er afholdt (herunder mulig omeksamen) kan De fortsætte som autoriseret revisor med udgangspunkt i autorisationen, som De fik i 2007. Fristen på et år skal forstås således, at hvis de ikke består eksamen i 2012, skal dateringen for eksamen i 2013 fastsættes således, at De minimum har et år til at forberede Dem i at regne fra dateringen af denne afgørelse. Afgørelsen om at annullere deres autorisation betinget er begrundet i, at det efter min opfattelse var ulovligt at autorisere dem som revisor, men at der samtidigt er særlige omstændigheder, der taler imod en ubetinget annullering. I forbindelse med behandlingen af sagen har jeg taget hensyn til de synspunkter, som Christian Andreasen, adv., på Deres vegne bringer frem i skrivelsen, dateret 13. januar 2012. Begrundelse for afgørelsen: Jf. Ll. nr. 45 fra 11. maj 2009 om godkendte revisorer og godkendte revisionsfirmaer, kan en godkendelse som revisor under nærmere fastsatte betingelser falde bort, blive frataget en eller blive fradømt en. Jf. 7, stk. 1 i Lagtingsloven, falder en godkendelse som revisor bort, hvis betingelserne i 3, stk. 1, nr. 1-3 eller 6, ikke længere er opfyldt. Det vil sige, hvis revisoren ikke længere opfylder kravet om bopæl (nr. 1), er umyndiggjort, er kommet under værge (nr. 2), har informeret om betalingsstandsning eller er under konkursbehandling (nr. 3), eller ikke længere opfylder kravet om forsikring (nr. 6). Den færøske registreringsmyndighed kan, jf. 8, stk. 1, tage godkendelsen fra en revisor, hvis revisoren har forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller mere. Den færøske registreringsmyndighed kan desuden tage godkendelsen fra en revisor, der nægter at underlægge sig reglerne om kvalitetseftersyn, jf. 27, eller som ikke opfylder kravene i 4 om efteruddannelse, jf. 8, stk.2. Revisorudvalget kan fradømme godkendelsen for et tidsrum fra 6 måneder til 5 år, eller til andet bliver afgjort. Dette bliver gjort, hvis revisoren er skyldig i grov eller ofte tilbagevendende misrøgt i udførelsen af sit arbejde, og det, der er gjort, giver årsag til at mene, at vedkommende i fremtiden ikke bliver i stand til at passe dit arbejde på forsvarlig vis, eller at revisorens omdømme er blevet gjort så alvorligt til skamme, at der er stor risiko for, at revisoren ikke kan passe sit job som tillidsrepræsentant for det offentlige på forsvarlig vis. Revisorloven har ikke direkte regler om, at godkendelse som revisor kan falde bort, blive frataget en eller blive fradømt en, hvis revisoren ikke opfylder betingelserne for have bestået en særlig eksamen. Godkendelses-, tilladelses- og autorisationssystemer har normalt ikke ordrette lovregler om de tilfælde, hvor en godkendelse, en tilladelse eller en autorisation er givet, selv om ansøgeren ikke opfylder de lovpligtige krav, da godkendelsen, tilladelsen eller autorisationen blev givet. Sådanne tilfælde bliver i stedet behandlet ud fra de almindelige uskrevne forvaltningsmæssige hovedregler. De sædvanlige forvaltningsmæssige hovedregler om tilbagekaldelse bliver ik-
Side 8/46 ke brugt i et tilfælde som dette, hvor betingelserne for at give en autorisation var fuldt ud lovbundne. Tilbagekaldelse kan efter den sædvanlige forvaltningsretslige terminologi kun komme på tale i de tilfælde, hvor en afgørelse (delvist) er begrundet på en fri forvaltningsmæssig vurdering. Det skal dog i denne forbindelse bemærkes, at forvaltningsmyndighederne normalt også kan tilbagekalde forvaltningsafgørelser i tilfælde, hvor formidlingen af forvaltningsbeslutningen viser sig at være ulovlig, jf. f.eks. U 2011.2235 H. Vurderingen af, om der i dette tilfælde er grundlag for at ændre (annullere) afgørelsen om autorisation, må tages med udgangspunkt i de almindelige forvaltningsmæssige hovedregler om ugyldige forvaltningsmæssige afgørelser, jf. Karsten Revsbech, Forvaltningsret Almindelige emner, 4. Udgave, 493 f og 514. Det er almindeligt anerkendt, at en myndighed, der har taget en afgørelse, er beføjet til at ændre afgørelsen, hvis betingelserne for en ændring ellers er opfyldt. Det fremgår dog også, at den almindelige forvaltningsmæssige hovedregel er, at en underliggende myndighed som hovedregel ikke har hjemmel til at ændre en afgørelse, som en overordnet klagemyndighed har truffet. Karsten Revsbech skriver således om dette i Forvaltningsret, Almindelig emner, 5. udgave, s. 350f: Hvis der ikke i mellemtiden er fremkommet nye oplysninger eller nye regler, må svaret være, at på de punkter, hvor rekursorganet har taget stilling, er denne afgørelse bindende for førsteinstansen. Hvad rekursinstansen har taget stilling til, beror på en fortolkning af rekursafgørelsen og det retsgrundlag, den bygger på. (...) Hvis der er fremkommet væsentlige nye forhold siden rekursinstansen traf sin afgørelse, må førsteinstansen være berettiget til at træffe en afgørelse, der indebær en omgørelse af rekursorganets afgørelse også på de punkter hvor rekursinstansen har taget stilling (forudsat at de nye forhold vedrører disse punkter). Karsten Revsbech nævner ikke nogle eksempler på, hvad der kan vurderes som væsentlige nye forhold I denne sag er afgørelsen om autorisation taget af den færøske registreringsmyndighed. Den færøske registreringsmyndighed har derfor formel beføjelse til at ændre afgørelsen om autorisation. Som det dog fremgår af den færøske registreringsmyndigheds afgørelse om autorisation, er afgørelsen baseret på Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse fra 14. juni 2007, hvor landsstyreområdet tilsidesætter den færøske registreringsmyndigheds retsopfattelse og hjemvisning sagen til den færøske registreringsmyndighed. Udgangspunktet må derfor være, at Den færøske registreringsmyndighed ikke har myndighed til at ændre afgørelsen om autorisation, i det omfang ændringen havde været i strid med Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders retsopfattelse, således som denne er formidlet i landsstyreområdets afgørelse
Side 9/46 om hjemvisning af sagen til den færøske registreringsmyndighed. Det er således spørgsmålet, om der er afgørende nye forhold, der indebærer, at den færøske registreringsmyndighed har bemyndigelse til at ændre afgørelsen om autorisation, selv om ændringen er i strid med Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders retsopfattelse, således som denne er kommet til udtryk i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse om hjemvisning. Spørgsmålet er, om redegørelsen fra Ombudsmanden fra 2. november 2010 kan vurderes et sådant nyt afgørende nyt afgørende forhold. Ombudsmanden har givet klart udtryk for sin uenighed med Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders retsopfattelse. Selv om redegørelser fra Ombudsmanden ikke er bindende for myndighederne, forholder det således med Ombudsmandens redegørelser, at myndighederne stort set altid tager dem til efterretning. Ud fra oplysninger i sagen har Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders ikke alment givet udtryk for sin stillingtagen til redegørelsen fra Ombudsmanden fra 2. november 2010. Landsstyreområdet har efter al sandsynlighed taget redegørelsen til efterretning. Men eftersom landsstyreområdet ikke selv har givet autorisationerne er det ikke en sag for landsstyreområdet at behandle på ny. I tilfælde af, hvor Ombudsmanden hævder at være uenig med retsopfattelsen hos en overordnet myndighed, har en underordnet myndighed bemyndigelse til at ændre en afgørelse, der er begrundet i retsopfattelsen, hvis den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for at han ikke vil følge redegørelsen fra ombudsmanden. På baggrund af dette er det min opfattelse, at den færøske registreringsmyndighed har hjemmel til at ændre afgørelsen om autorisation, dog med det forbehold, at betingelserne for at ændre ellers er opfyldt. Jeg tager i denne forbindelse også hensyn til, at den færøske registreringsmyndigheds afgørelse om tilbagekaldelse kan kæres. Der må således tages stilling til, om betingelserne for at ændre afgørelsen for autorisation er opfyldt. En omgørelse af en afgørelse er betinget af, at afgørelsen må vurderes at være ugyldig. Betingelserne for at stadfæste ugyldighed er, at afgørelsen indebærer betydende retlige fejl, og at der ikke er særlige omstændigheder, der taler imod ugyldighed. Erklæringen fra Ombudsmanden kan ikke forstås på anden måde end, at Ombudsmanden er kommet til den konklusion, at afgørelserne er ulovlige. Det er min opfattelse, at der ikke er grundlag for en anden stillingtagen. Det var klart defineret i 1, stk. 2, nr. 4 i Ll. nr. 120 fra 21. maj 1993 om autoriserede revisorer, at retten til at blive udnævnt autoriseret revisor var betinget af, at ansøgeren havde bestået en særlig eksamen. Bekendtgørelsen nr. 1 fra 2. maj 2007 om eksamen for at blive autoriseret revisor blev sat i værk 3. maj 2007. Det vil sige før den færøske registreringsmyndighed for anden gang nægtede at imødekomme ansøgningen om autorisation og Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender igen hjemviste sagen.
Side 10/46 Det er spørgsmålet, om ikke ansøgningen burde være nægtet med den begrundelse, at ansøgeren ikke har skrevet sig op til eksamen og endnu mindre har bestået den eksamen, der var forordnet i bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen blev sat i værk dagen efter at bekendtgørelsen var offentliggjort. Det blev ikke beskrevet i bekendtgørelsen, at den kun skulle have gyldighed for ansøgninger om autorisation, der blev sendt til den færøske registreringsmyndighed efter at bekendtgørelsen var offentliggjort. Jeg er selv af den opfattelse, at bekendtgørelsen burde anvendes i de sager, der var til behandling, men ikke færdigbehandlet den dag, bekendtgørelsen blev sat i kraft. Det er mere tvivlsomt, om bekendtgørelsen også kunne være benyttet i Deres tilfælde, hvor den færøske registreringsmyndigheds første afgørelse blev taget, inden bekendtgørelsen var offentliggjort, og den endelige afgørelse blev taget efter at bekendtgørelsen var sat i værk. Hverken retspraksis eller forvaltningsretslig teori siger klart, om klagesager skal afgøres efter de regler, der var gældende, da den underliggende myndighed tog sin første afgørelse, eller med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da sagen blev behandlet for anden gang. Det er min overbevisning, at der heller ikke kan opstilles en almindelig hovedregel for dette. Spørgsmålet må behandles på baggrund af de særlige træk, der kendetegner den enkelte sag. Det siger sig selv, at en skærpelse af reglerne, der er baseret på vigtige hensyn til samfundet, har betydning for alle sager, der fortsat er til behandling ved dag for ikrafttræden. Ellers havde man været nødsaget til at acceptere forhold, som man just havde tænkt at sætte en stopper for. I dette tilfælde er det vanskeligt at fastslå, at bekendtgørelse nr. 1 fra 2. maj 2007 om eksamen for at kunne blive autoriseret revisor, var at regne som en skærpelse af gældende regler, da der ikke tidligere havde været sådanne detaljerede/konkrete regler, og heller ikke havde været afholdt lignende specielle eksamener på Færøerne. Myndighederne kan bebrejdes, at bekendtgørelsen ikke blev sat i kraft før end 14 år efter, at 1993-loven blev sat i kraft, men det er åbenbart, at det har været lovgivernes ønske, at en særlig sikkerhed for revisorens kompetence har været den samme. Nedenfor bliver der taget stilling til, hvad der kan tænkes at have været gældende, hvis man ser bort fra bekendtgørelse nr. 1 fra 2. maj 2007. Sagen skal behandles efter Lagtingslov nr. 120 fra 21. maj 1993 om autoriserede revisorer 1, stk. 2, og ikke - som for revisorer, der tidligere var udnævnt statsautoriserede revisorer i Danmark og i Norge efter 2, stk. 1, i revisorloven, der fastslog at den færøske registreringsmyndighed kunne udnævne personer, der kunne henvise til, at de uden for Færøerne havde fået en uddannelse, der kunne sidestilles med uddannelsen, der var nævnt i 1, stk. 2, nr. 4 og 5, og som ellers opfyldte betingelserne i 1, stk. 2, jf. stk.3. Det fremgik tydeligt af revisionsloven 1, stk. 2, nr. 4, at udnævnelse til autoriseret revisor var betinget af, at ansøgeren havde bestået en særlig eksamen. Det faktum, at den færøske registreringsmyndighed, da De afleverede deres
Side 11/46 ansøgning til den færøske registreringsmyndighed, ikke havde fastsat nærmere regler i bekendtgørelse, herunder betingelserne for indstilling til eksamen, eksamenskravene, eksamensform og eksamensbedømmelse, medførte ikke, at den færøske registreringsmyndighed havde hjemmel til endsige bundet til at se bort fra betingelserne om, at en særlig eksamen skulle være bestået. Jeg skal i denne sammenhæng henvise til at betingelsen var indispensabel, d.v.s. paragraffen gav ikke hjemmel til at give dispensation, jf. 1, stk. 4 (omvendt). Det er min opfattelse, at den færøske registreringsmyndighed burde have udsat behandlingen af Deres sag, indtil myndigheden havde fastsat nærmere regler om den særlige eksamen, således at De havde kunnet tilmelde dem eksamen. Det er efter alt at dømme Deres opfattelse, at den færøske registreringsmyndighed ved at autorisere revisoren, der tidligere var udnævnt statsautoriseret revisor i Norge, havde droppet kravet om at have bestået en særlig eksamen. Det falder udenfor min opgave at vurdere, hvorvidt autorisationen, der var tildelt revisoren med norsk rigsgodkendelse, var lovlig. Som nævnt var det i Ll. 120 fra 21. maj 1993 om autoriserede revisorer 2, stk. 1 en særlig hjemmel til at se bort fra den detaljerede opfyldelse af kravene, der er gældende for færøske ansøgere, hvis den udenlandsk uddannede vurderes at være lige så god. Jeg har ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt den norske rigsgodkendelse opfylder dette krav. Men en stillingtagen til dette spørgsmål er uden betydning for vurderingen af, om De havde krav om at få autorisation. Det er ikke i strid med lighedsgrundsætningen at fastsætte regler, der gør det muligt at anerkende udenlandske uddannelser, der er jævnbyrdige med de indenlandske. Men selv om anerkendelsen af revisorerne med deres norske rigsgodkendelse var forkert, er det som en almindelig forvaltningsretslig hovedregel gældende, at man ikke med hjemmel i en forvaltningsretslig lighedsregel kan kræve en u- lovlig retsstilling, jf. f.eks. U 1996.724 Ø og U 2003.2005 H. En fejl skaber ikke præcedens og kan ikke tømme en lovbestemmelse for indhold for fremtidige tilfælde. Af nævnte årsag er det min opfattelse, at Deres autorisation blev givet i strid med 1, stk. 2, nr. 4, i revisorloven. En sådan hjemmelsmangel bliver uden undtagelse vurderet som en væsentlig mangel, og i Deres tilfælde er der i hvert tilfælde ikke grundlag for at vurdere manglen som uvæsentlig. Uden denne mangel var autorisationen uden tvivl ikke givet. Jeg kan i denne forbindelse henvise til, at betingelsen om at have bestået en særlig eksamen som tidligere nævnt indispensabel. Det faktum, at afgørelsen om Deres autorisation må regnes som en forvaltningshandling med privilegier, ændrer heller ikke ved, at den manglende lovhjemmel som udgangspunkt må føre til, at afgørelsen bliver annulleret, jf. den klare begrundelse fra Højesteret i U 1995.495/2H om tilladelser til forlænget åbningstid på benzinstationer og minimarkeder med tilknytning til motorvejsnettet. Spørgsmålet efter dette er, om sådanne særlige omstændigheder gør sig gæl-
Side 12/46 dende, at afgørelsen om autorisation trods afgørende retlige fejl, alligevel må vurderes at være gældende. Når der skal tages stilling til dette spørgsmål, bør hensyn til retshåndhævelse, de samfundsmæssige hensyn, som reglerne varetager, og mulige hensyn til tredjepart vejes op imod mulige godkendte forventninger om, at afgørelsen står ved magt og hensynet til, at man har rettet sig efter afgørelsen. I denne sammenhæng kan myndighedernes mulige passivitet også få betydning. I et tilfælde som dette, når tale er om manglende hjemmel, er hensynet til retshåndhævelse af særlig betydning, jf. Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, 5. Udgave, side 443. Retssystemet kan almindeligvis ikke tåle, at en ulovlig afgørelse står ved magt. Samfundshensyn og hensyn til tredjepart, der er baseret på kravet om at have bestået en særlig eksamen, taler med særlig tyngde imod, at afgørelsen om autorisation får lov til at bestå. Autoriserede (godkendte registrerede og rigsgodkendte) revisorer har fået overgivet en særlig opgave. En autoriseret revisor er, når han arbejder som en autoriseret revisor, strengt taget ikke kundens mand. Når han påtegner regnskaber og andre bekræftelser, der ikke udelukkende er til kundens eget brug, er han at regne som det offentliges tillidsmand, jf. 15, stk. 1, i gældende revisorlov. Offentlige myndigheder og de, der skal bruge regnskabet, såsom pengeinstitutter og andre låneudbydere, tager ikke så sjældent afgørelser baseret på tillid til revisorpåtegninger og lignende bekræftelser. Kravet om at have bestået en særlig eksamen har til formål at stadfæste, om den enkelte revisor har den nødvendige kompetence og den nødvendige vurderingsevne til at passe den betydelige samfundsmæssige opgave, der er blevet ham overdraget. Det fremgår allerede af revisorlovens tilblivelse, at det har særlig ultimativ betydning, at en særlig eksamen er bestået, da betingelsen som nævnt er indispensabel. For de fleste revisorer er det nogenlunde enkelt at opfylde kravene i 1, stk. 2, nr. 1-3 og 5 og 6, i revisorloven, men det er ikke en formsag at bestå den eksamen, som udnævnelsen til autoriseret revisor er betinget af. Der har endnu ikke været afholdt en sådan eksamen på Færøerne, men det er almen viden, at der er en temmelig høj dumpeprocent til sådanne eksaminer i Danmark. Det havde derfor været medvirkende til at mindske om tilliden, som det offentlige har til godkendte revisorer, og som samtidigt er deres eksistensberettigelse, hvis Deres autorisation ikke blev annulleret. Hensynet til de godkendte revisorer, der har bestået den særlige eksamen, taler med andre ord også for, at afgørelsen bliver annulleret. Jeg tvivler på, at hensynet til dig under nogen omstændigheder kan vejes op imod hensynet til håndhævelsen, de samfundsmæssige hensyn og hensynet til de revisorer, der virkelig har bestået den særlige eksamen. Hvis afgørelsen om at autorisere trods manglende hjemmel skulle kunne bibeholdes som troværdig, måtte det i det mindste være en betingelse, at De var i god tro vedrørende den manglende hjemmel. God tro i relation til den manglende hjemmel kan efter min opfattelse kun komme på tale, hvis rets-
Side 13/46 grundlaget, som afgørelsen er baseret på, kan siges at have været tvivlsom i forhold til, hvordan reglerne skulle forstås. Afgørelsen i Deres tilfælde er i klar strid med 1, stk. 2, nr. 4, i forhenværende revisorlov, og det er min vurdering, at De ikke har kunnet være i god tro om, at De [ikke] havde ret til at blive udnævnt som autoriseret revisor, da De ikke havde bestået den i loven fastsatte eksamen. Det er muligt, at De havde håbet på dette, men et håb om, at en myndighed vil forvalte i strid med en klar lovbestemmelse er ikke retligt forsvarligt. Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at der efter de almindelige forvaltningsretslige regler er grundlag for at annullere afgørelsen om at autorisere Dem. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt en annullation er i overensstemmelse med de rettigheder, som De har ifølge den Europæiske Menneskeretskonvention. Med lov nr. 825 af 29. april 1992 om den Europæiske Menneskeretskonvention blev konventionen og en række protokollater og tillægsprotokollater inkorporeret i dansk ret. Sidenhen er loven også sat i kraft på Færøerne med anordning nr. 136 af 25. februar 2000 om ikrafttræden for Færøerne af lov om den Europæiske Menneskeretskonvention. Artikel 1 (Beskyttelse af ejendom) i 1. Tillægsprotokol lyder således: Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper. Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendommen udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder. Det fremgår af praksis hos den Europæiske Menneskeretsdomstol, at en tilladelse eller lignende til at udøve en nærmere fastsat virksomhed kan være beskyttet af artikel 1. Som eksempel kan nævnes afgørelsestilladelsen hos Domstolen fra 25. maj 2006 i Lederer mod Tyskland. Lederer havde arbejdet som advokat, indtil han blev ansat som universitetslektor. Lederer ønskede at fortsætte med sin advokatvirksomhed. Efter tysk lov kunne Lederer ikke arbejde som universitetslektor og samtidig praktisere som advokat. Lederer mente, at denne retsstilling indebar et brud på de rettigheder, han havde efter artikel 1 i 1. Tillægsprotokol. Under henvisning til retshåndhævelse, der ikke er taget med her, kom Domstolen frem til, at talen var om forhold, der var omfattet af bestemmelsen. Beskyttelse efter artikel 1 er ikke udelukket, selv om det skulle vise sig, at betingelserne for at give omtalte tilladelser, ikke er opfyldt, jf. Domstolens dom fra 15. september 2009 i Moskal imod Polen. Her kunne en førtidspensionist dække sig ind under bestemmelsen med henvisning til en afgørelse om at tilbagekalde en afgørelse om udbetaling af pension, selvom begrundelsen for tilbagekaldelsen var, at der ikke var nogen hjemmel til at give hende pension. Sådan som artikel 1 er blevet tolket i praksis af Domstolen, er jeg temmelig
Side 14/46 sikker på, at en annullation af afgørelsen om autorisation var kommet ind under denne bestemmelse. Ud fra denne stadfæstelse kan det dog ikke konkluderes, at en annullation havde været i strid med artikel 1. Det afgørende for, om tale er om brud på ejendomsretten, der er omfattet af artikel 1, eller ikke, er, om annullationen er lovlig (lawful), hvis det følger et anerkendt formål, der har samfundsmæssig interesse ( public interest ) og hvis der er tale om rimelig balance ( fair balance ) imellem hensynet til den samfundsmæssige interesse og hensynet til forsvar af den enkelte. Der er ingen tvivl om, at en annullation er lawful i den betydning, som dette begreb har i traktaten. Det var til stadighed stadfæstet i 1, stk. 2, nr. 4, i den på det tidspunkt gældende revisorlov, at udnævnelse som autoriseret revisor var betinget af, at en særlig eksamen var bestået, og annullation af ulovlig afgørelser har hjemmel i almindelige anerkendte forvaltningsretlige hovedregler. Der er heller ingen tvivl om, at en annullation følger et anerkendelsesværdigt formål i form af at varetage hensynet til retshåndhævelse og de samfundsmæssige hensyn, der er nævnt ovenfor. Spørgsmålet herefter er, om en annullation er at vurdere som en rimelig balance ( fair balance ) mellem hensynet til den samfundsmæssige interesse og beskyttelsen af den enkelte. Betingelsen om en fair balance indebærer, at der skal være en passende proportionalitet mellem de tiltag, der bliver benyttet, og det formål, der opnås ved inddragelsen. Kravet om proportionalitet indebærer, at tiltagene skal være anvendelige til at opnå det formål, der bliver opfyldt ved inddragelsen, og at inddragelsen ikke er mere vidtgående end nødvendigt for at nå vedkommende formål. Betingelsen er ikke opfyldt, hvis inddragelsen er at vurdere som an individual and excessive burden for den, som inddragelsen rammer, jf. Domstolens dom fra 21. februar 1982 i James og andre imod Det Forenede Kongerige (punkt 50). Når det skal vurderes, hvorvidt en annullation som denne er i en fair balance, har konventionsstaten efter Domstolens praksis vide rammer for sin vurdering. På den anden side får konventionsstaten ikke lov til hvad som helst under henvisning til de vide rammer for vurderingen specielt ikke, hvis inddragelsen synes tilfældig. Som eksempel kan henvises til Domstolens dom fra 8. april 2008 i Megadat.com SRL imod Moldova, hvor myndighederne havde tilbagekaldt tilladelsen fra virksomheder til at drive virksomhed med udbud af internetforbindelser under henvisning til, at virksomheden havde misrøgtet sin pligt til at oplyse en adresseændring. Når der skal vurderes proportionalitet, undersøger Domstolen også, om der er noget (reelt) alternativ. Som eksempel kan nævnes Domstolens dom fra 27. november 2008 i Hamer mod Belgien, hvor myndighederne havde krævet, at en bygning, der blev ulovlig bygget i et skovområde, skulle rives ned. Til slut har det også betydning, om beslutningen påvirker indkomstmulighederne hos vedkommende. Når det skal vurderes, hvorvidt en annullation i dette tilfælde er i rimelig balance ( fair balance ), bør det efter min vurdering blive lagt afgørende vægt
Side 15/46 på retshåndhævelse og samfundsmæssige hensyn, der er grundlaget for kravet om, at autoriserede revisorer skulle have bestået en særlig eksamen, som nærmere belyst ovenfor. Dernæst har hverken den dagældende eller nuværende revisorlov hjemmel til at dispensere fra kravet om at have bestået en særlig eksamen. Over for dette står hensynet til dig som enkeltperson. Det fremgår i høringssvaret til hensigtserklæringen at De, siden De blev autoriseret i 2007, har passet opgaver som autoriseret revisor, og at Deres indtægter stammer fra opgaver, der er tilknyttet autoriserede revisorer, nemlig revisorpåtegnelser og andre bekræftelser, der efter gældende lov kun kan udføres af autoriserede revisorer. Det fremgår ligeledes, at en ubetinget annullation ville få store personlige omkostninger for dig og for revisionsfirmaet IN- PACT. Således, som Deres forhold er belyst, vurderer jeg, at en ubetinget annullation af Deres autorisation er at regne som an individual and excessive burden, og at en ubetinget annullation muligvis havde medført et brud på de rettigheder, som De har, jf. artikel 1 i 1. Tillægsprotokol. Jeg har derfor besluttet at annullere Deres autorisation, men annullationen skal ikke sættes i kraft før end om et år, og denne ikrafttræden er desuden betinget af, at De ikke inden da har bestået en særlig eksamen, der opfylder kravene i revisorloven. Indtil den særlige eksamen er afholdt (herunder mulig reeksamination), kan De fortsætte som autoriseret revisor med udgangspunkt i den autorisation, som De fik i 2007. Etårsfristen skal forstås således, at hvis De ikke består eksamen i 2012, skal datoen for eksamen i 2013 fastsættes således, at De har minimum et år til at forberede dem i at regne fra dateringen af denne afgørelse. Jeg skal samtidigt gøre opmærksom på, at jeg ikke vurderer, at De givne påtegninger er ugyldige. Klagevejledning Afgørelsen kan påklages til Løgmansskrivstovan, der er rekursmyndighed i afgørelser taget af den midlertidigt fungerende direktør for den færøske registreringsmyndighed. Afgørelsen blev påklaget til Lagmandens Kontor, der den 21. februar 2012 traf afgørelse i klagesagen. Ved afgørelsen blev registreringsmyndighedens afgørelse stadfæstet i henhold til grundene, dog med den ændring, at fristen til at tage den fornødne eksamen blev forlænget til 3 år, da eksamensniveauet begrundede en længere forberedelsestid. Under sagens hovedforhandling har parterne erklæret sig enige om, at fristen skal forstås således, at de omhandlede autorisationer bortfalder, i det omfang revisor A henholdsvis revisor B ikke har bestået den påkrævede eksamen inden udgangen af 2015.
Side 16/46 Forklaringer Under hovedforhandlingen er der afgivet partsforklaringer af revisor A og revisor B samt vidneforklaringer af revisor C, Vidnerne D og E blev under hovedforhandlingen frafaldet, idet parterne var enige om at lægge til grund, at disse tidligere medsagsøgere havde hævet deres del af sagen som følge af, at deres retlige interesse var bortfaldet. Revisor A har forklaret blandt andet, at han er 44 år gammel og er uddannet cand. merc. aud. fra 1999. Han var intern revisionschef i Færøernes Sparekasse frem til 2004. Herefter arbejdede han hos revisionsfirmaet Rasmussen & Weihe, der senere kom til at hedde Nota. I 2007 blev han partner i Nota med ansvar for regnskab. Han har beskæftiget sig med internationale forhold og har været revisor for Eik Banki, Bank Nordic og andre store kunder. Han modtog sin autorisation i 2007 og det var kort tid derefter, at han købte aktier i firmaet. Først købte han 1 % siden købte han op til 18,5 %. De var tre autoriserede, der ejede omkring 20 % hver. Resten var ejet af de registrerede revisorer i firmaet. Han har påtegnet regnskab hos blandt andre Bank Nordic. Når han i sin tid ansøgte om autorisation, skyldes det, at Klaus Rasmussen, hans daværende chef, havde fortalt, at registreringsmyndigheden havde tænkt at ændre sin praksis og autorisere revisor C trods manglende opfyldelse af uddannelseskravet. Rasmussen mente derfor, at også Arnason måtte have et naturligt krav på at få autorisation. revisor C havde ikke nogen eksaminer, som Arnason ikke også havde. Rasmussen var derfor sikker på, at Arnason ville have krav på en tilladelse. Rasmussen sad i bestyrelsen i den Færøske Revisorforening. Der blev afholdt et møde den 19. september 2005 med den færøske registreringsmyndighed. Det møde deltog Arnason ikke i, da han ønskede at holde distance til sagen, idet hans far var departementschef i Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender. Da afslaget kom den 27. januar 2007, modtog de samtidig udkast til en bekendtgørelse om eksamen. Udkastet opererede med en meget lempelig eksamen. På det tidspunkt var der tanker om liberalisering, hvorfor man ikke ville lave en egentlig stopprøve. Forslaget blev senere strammet meget op. Først senere i 2007 kom der en bekendtgørelse, hvor eksamenskravet var væsentligt skærpet. Da ombudsmandens redegørelse kom i november 2010, skabte det uro om hans tilknytning til Nota. Der var pludselig krav om nedbringelse af aktieandel og lønnedgang i fra han kompagnoner. Han følte sig uønsket i firmaet og
Side 17/46 valgte at sælge samtlige sine aktier. Han solgte sine aktier pr. årsskiftet 2011/12 og fortsatte som ansat frem til og med april 2012, hvor han fratrådte. Han var først nødsaget til at afslutte revisionen af Bank Nordic, før han kunne stoppe. Efter sin udtræden stiftede han et nyt revisorselskab samen med en kompagnon. Firmaet hedder Numo i dag. Der er sidenhen kommet nye aktionærer i selskabet. Selskabet er blevet sammenlagt med revisor Cs selskab. Der er to autoriserede revisorer i firmaet, han selv og revisor C. Dertil kommer tre registrerede revisorer. Han ejer 25 % af aktierne. Revisor C ejer 26, 25 %. Resten af kapitalen er fordel mellem de tre registrerede revisorer. Firmaet betjener to sparekasser, forskellige kommuner, offentlige institutioner og diverse små og mellemstore virksomheder. Hvis hans autorisation bliver ugyldig, bliver han nødt til at sælge sine aktier. Majoriteten i firmaet skal være ejet af autoriserede revisorer. Det skyldes, at de er revisorer for finansielle virksomheder. Firmaet mister sin største kunde, hvis han mister sin autorisation. Revisor C er 60 år, hvorfor han inden for en kort årrække går på pension. Annullationen er derfor livstruende for firmaet. Hans firma har haft et fuldt kontrolbesøg fra Erhvervsstyrelsen i september 2014 med kundegennemgang og gennemgang af kvalitetssystemerne. Resultatet af kontrollen var uden væsentlige anmærkninger. Han var meget glad for kontrolrapporten. Hans CV er præget af mange forskellige arbejdspladser, herunder i finansielle virksomheder. Han har fulgt efteruddannelser hos FSR. Han har siddet i det færøske revisortilsyn og har udarbejdet retningslinjer for kvalitetskontrol hos færøske revisorer. Han har undervist i selskabslovgivning, årsregnskabslovgivning, og han er medforfatter til en færøsk bog om bestyrelser. Han har bestået egnethedsprøven i færøsk skatteret med karakteren 11. Han har ikke taget eksamen som statsautoriseret revisor, da han ikke har tænkt sig at arbejde i udlandet. Trods afgørelsen i denne sag har han ikke inden for den fastsatte frist taget den krævede eksamen. Det har hans erhvervsarbejde ikke efterladt tid til. Revisor B har forklaret blandt andet, at han er 47 år gammel og arbejder hos revisionsfirmaet Januar. Han blev cand. merc. aud. i 1994 og fik samme år arbejde hos revisionsfirmaet Impact. Nota og Impact fusionerede i oktober 2012 og er i dag det største revisionsfirma på øerne. I Impact havde han 25 % af aktierne. Resten var ligeligt ejet af tre andre autoriserede revisorer. I dag ejer han 12,5 % af det fusionerede selskab. De er seks autoriserede og tre registrerede revisorer i selskabet. De seks autoriserede revisorer i firmaet har hver 12½ % af aktierne. Den sidste del af kapitalen er fordelt mellem de tre registrerede revisorer. Han sidder i selskabets bestyrelse. Hans ansvarsområde er små og mellemstore virksomheder af alle slags, både offentligt og privat, og han har blandt andet været revisor for den meget store virk-
Side 18/46 somhed Bakkafrost. De har i firmaet haft såvel intern og ekstern kontrol. De er medlem af Revisorgruppe med nogle danske selskaber. Han har aldrig fået bemærkninger eller klager vedrørende sit arbejde. Han har ca. 200 klienter. Han har i 20½ år arbejdet som revisor, de seneste 7½ år som autoriseret revisor. Han har været meget aktiv med at tage kurser i Danmark. Efter han blev autoriseret, har han taget de obligatoriske efteruddannelser. Han har undervist på Handelshøjskolen, ligesom han har forestået intern uddannelse. Han har arbejdet meget med færøsk skatteret, men har ikke taget eksamen i det. Han rådgiver også klienter om skatteforhold. Når han i sin tid ansøgte om autorisation, skyldtes det oplysningen om revisor Cs autorisation. Den 19. september 2005 var der et møde med den færøske registreringsmyndighed hvor han deltog. På mødet gav han udtryk for sin utilfredshed med forskelsbehandlingen. Direktøren opfordrede til, at de tilbagetrak deres ansøgning og startede forfra. Der ville angiveligt komme en meget lempelig eksamen. De valgte imidlertid ikke at trække deres ansøgning, da de have mistet tilliden til myndigheden. Afgørelsen i den foreliggende sag vakte ikke glæde i hans firma, men der skete ham ikke noget. Han fik lov at beholde sine aktier. Han kan vedstå den fremlagte erklæring om konsekvenser, hvorefter han i tilfælde af autorisationens manglende gyldighed vil stå helt uden godkendelse som revisor. Han har ikke taget den krævede eksamen. Det har været uklart, hvad han skulle op i. Han har heller ikke haft tid som følge af [personlige forhold]. Mister han autorisationen, foreligger der ikke noget givet udfald for hans position i firmaet, men der er naturligvis en konsekvens. Han vil være nødsaget til at udtræde af bestyrelsen. Der vil være 200 regnskaber, som han ikke længere kan underskrive. I værste fald må han sælge sine aktier og gå ned i løn. Revisor C har forklaret blandt andet, at han er autoriseret som revisor i 2005. Han blev uddannet i bank, hvor han arbejdede frem til 1980. I 1980 startede han som revisor på Jógvan Sundsteins revisionskontor, og i 1983 bestod han merkonomuddannelsen. Herefter blev han godkendt som registreret revisor i henhold til de dagældende regler. I 1987 blev han regnskabschef i Royal Greenland, hvorefter han i 1989 startede som selvstændig revisor på Færøerne sammen med en kollega. De udførte sædvanligt revisorarbejde. I 1992 fik han HD i regnskab fra Handelshøjskolen i Århus. I 1995 startede han samme sted med at læse cand. merc. aud. Sideløbende havde han firmaet på Færøerne. Han bestod uddannelsen i april 1998 og overvejede så at blive statsautoriseret revisor. Han tilmeldte sig derfor diverse kurser hos FSR.
Side 19/46 Han tog 3 af 8 eksaminer og bad om at blive indstillet til eksamen som statsautoriseret revisor. Han havde ikke arbejdet to år hos en statsaut. revisor, men det krav kunne der dispenseres fra. Han søgte den dispensation, men fik afslag fra revisorkommissionen. Han var bekendt med den færøske revisorlov. Der skulle udstedes en eksamensbekendtgørelse, men det var aldrig sket. På et tidspunkt talte han med en person, der havde erfaring med de internationale regler om gensidig anerkendelse af autorisationer. På baggrund af drøftelsen undersøgte han muligheden for at få en autorisation i Norge. Han tilmeldte sig Handelshøjskolen i Bergen i 2002 og var indstillet på at tage alle de fire fag, der indgik i uddannelsen dér. Han kontaktede den norske selskabsmyndighed og spurgte, hvad der skulle til for at blive autoriseret i Norge. Han fik det svar, at han blot skulle bestå de to fag Skatte- og afgiftsret samt Rettslære med karakteren c, der er tredje karakterniveau. Han behøvede derfor ikke læse de to andre fag på studiet. Han boede på Færøerne, medens han fulgte dette studium. Han bestod sine norske eksaminer i 2003 henholdsvis 2004 og sendte sin karakterudskrift til selskabsmyndigheden i Norge. Herefter modtog han sin autorisation. Han havde ikke nogen praksiserfaring fra Norge eller noget EØS-land. Han ved ikke, hvorfor han alligevel kunne få den norske autorisation. Han gav myndigheden alle de oplysninger, som de udbad sig. Handelshøjskolen i Bergen var af den opfattelse, at den praktiske prøve var indeholdt i selve uddannelsen. I den norske revisorlovskommentar stod der, at der havde været en del diskussion om den praktiske prøve, og der blev indført en egentlig praktisk prøve kort tid efter hans modtagelse af norsk autorisation. Med baggrund i sin norske autorisation, søgte han i januar 2005 den færøske registreringsmyndighed om autorisation på Færøerne. Han var sikker på, at Færøerne ville godkende hans norske autorisation, der jo blev anerkendt i hele Europa. Han kunne derfor ikke se noget formål i at tage en egnethedsprøve i Danmark. Den prøve handlede om danske skatte- og afgiftslove, der ikke var relevant for hans arbejde på Færøerne. Den færøske registreringsmyndighed sendte spørgsmålet i høring til den Færøske Revisorforening. FSR i Danmark blev også hørt. FSR oplyste, at den norske autorisation ikke var på højde med den danske. Den 9. marts 2005 fik han godkendelse på sin ansøgning. Han ventede herefter på at få sin autorisation. Den kom imidlertid ikke, og han rykkede registreringsmyndigheden flere gange. Den 9. september 2005 blev han indkaldt til et møde hos registreringsmyndigheden, hvor han fik at vide, at sagen var trukket i langdrag på grund af andre ansøgere og lighedsbetragtninger. Jógvan Thomsen fra registreringsmyndigheden stillede ham nogle spørgsmål i færøsk skatteret. Han var ikke på forhånd varslet om, at sådanne spørgsmål ville forekomme. Der var også to andre til stede ved samtalen. Mødet endte med, at han fik en kuvert med autorisationen. På det pågældende tidspunkt drev han sin virksom-
Side 20/46 hed alene. For to år siden har han fusioneret sit selskab med Revisor As selskab. De arbejder for finansielle virksomheder, der skal benytte statsautoriseret revisor. Der er en rotationspligt, som medfører, at en revisor kun kan underskrive regnskaber for en finansiel virksomhed i syv år i træk. Derefter må han ikke underskrive i to år. Hvis Arnason mister sin autorisation, risikerer de at miste kunder som følge af denne regel. Hans autorisation er blevet taget op til vurdering efter ombudsmandens beretning. Den procedure er han ikke blevet involveret i. Han fik kopi af brevet fra Lagmandens Kontor, hvorved kontoret bad den færøske registreringsmyndighed om at undersøge, om hans autorisation kunne annulleres. Han har ikke efterfølgende hørt noget i sagen, før han i foråret 2014 fik at vide, at vurderingen var faldet ud til hans fordel. Parternes synspunkter Sagsøgerne, Revisor As og revisor B, har til støtte for anerkendelsespåstanden procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 19. januar 2015: 1. Sagsøgte havde ingen kompetence at genoptage sagen. 1.1. Det gøres gældende, at den konstituerende direktør for Skráseting Føroya var bundet af den afgørelse, som den overordnede myndighed havde truffet i sagen, jfr. Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse af 14. juni 2007, bilag 46. Den konstituerede direktør var således uberettiget til at genoptage sagen, idet der foreligger en klar og endelig afgørelse truffet af en overordnet myndighed. 1.2. Det er almindeligt antaget, at en underordnet myndighed kun kan genoptage en sag, såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger i sagen, jfr. Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner side 350 ff. Det gøres gældende, at denne betingelse ikke er opfyldt, idet der ikke i forbindelse med ombudsmandens beretning af 2. november 2010 foreligger væsentlige nye oplysninger i sagen. Der er intet nyt fremkommet i ombudsmandens beretning, som ikke forelå allerede ved sagernes afgørelse den 20. juni 2007. 2. Autorisationen af sagsøgerne er ikke i strid med lagtingslov nr. 120/1993. 2.1. Det fremgår af sagen, at den færøske registreringsmyndighed i tidsrummet fra 1993 til 2007 ikke havde fastsat nærmere bestemmelser om den i 1, stk. 2, nr. 4 omhandlede eksamen, jfr. 4 i lagtingslov nr. 120/1993 om autoriserede revisorer. 2.2. Registreringsmyndigheden havde i tidsrummet fra 1993 til 2005 fulgt den praksis, at kun personer, som havde opnået status som statsautoriseret revisor i Danmark kunne blive autoriseret på Færøerne. Hovedparten af de personer - men ikke alle som i nævnte tidsrum blev autoriseret, havde således bestået eksamen som statsautoriseret revisor i Danmark, jfr. registreringsmyndighe-