Den grønlandske urandebat - råstoffet der bringer fremtiden til Grønland?

Den grønlandske urandebat - råstoffet der bringer fremtiden til Grønland? Vejleder: Jacob Gerner Hariri Bacheloropgave, sommer 2014 Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Antal ord: 10485 1

Abstract Identity-political studies have argued that both political and economic autonomy is a deeprooted dynamic element within Greenlandic identity discourse. Presently, however, the Greenlandic economy is deeply dependent on the annual block-grant from Denmark. This poses interesting questions in regards to how Greenlandic society constructs its own identity going forward. Large-scale mining of minerals has been a popularly proposed plan for bringing in new sources of revenue. Greenland has some of the largest reserves of uranium in the world and several foreign companies have shown interest in setting up mines in Greenland. However, Greenland has for decades kept a ban on mining uranium. On this basis, in the spring of 2013, the Greenlandic government proposed lifting the ban arguing that the mining business could be the key to economic prosperity and independence. The proposal was received with fierce resistance, dividing the society on a variety of fronts. This paper studies how Greenlandic identity is constructed through discourse in the debate over whether or not to lift the ban on mining uranium. The investigation is carried out on the grounds of data from two of the biggest Greenlandic newspapers and within the discourse theoretical framework of Ernesto Laclau and Chantal Mouffe in addition to theoretical insights from Lene Hansen. The paper identifies two discursive themes that are central to the debate on whether to lift the uranium ban: one is democracy; the other is Greenlandic culture. The democracy-theme reveals a discursive battle over certain positively valued discursive elements, such as public engagement and supporter of enlightenment, with both the incumbent government and political opposition claiming to speak on behalf of the Greenlandic people. The culture-theme, on the other hand, has local residents of the proposed mining sites constructing themselves as misrepresented by the political elite of Nuuk. The politicians are seen as puppets of the mining-companies constituting a threat to the traditional way of living in Greenland with close ties to nature, fishing and hunting. Meanwhile, the government repeatedly constructs the uranium mining industry as an elevating force lifting Greenland into modernity and prosperity. These findings imply, firstly, that it is central for political movements to associate themselves with an inclusion-oriented democratic model, and, secondly, that Greenlandic identity discourse involves unresolved tensions between traditional and modern elements that competing discourses must piece together in their interpretation of Greenlandic identity. 2

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 4 2. Poststrukturalisme og videnskabsteoretiske refleksioner... 7 2.1 Poststrukturalisme over strukturalisme... 7 2.2 Ontologiske og epistemologiske udfordringer... 9 3. Teoretisk analysemodel identitet som diskurs... 12 3.1 Den diskursive virkelighed... 13 3.2 Artikulation af ækvivalens og forskel... 14 3.3 Antagonismen: Selvet og det konstitutive ydre... 15 3.4 Selvets heterogenitet og grader af Andethed... 16 3.5 Sammenfatning af teorimodel... 18 4. Researchdesign: analyse- og læsestrategi... 20 4.1 Researchdesignet... 20 4.1.1 Antal Selver... 20 4.1.2 Antal debatter og tidsperspektiv... 21 4.1.3 Empiriudvælgelse... 22 4.2 Læsestrategi... 24 4.2.1 Trusselsudpegninger... 24 5. Diskursanalyse: Grønlandsk debat om nultolerance af uran... 26 5.1 På vej mod en selvbærende grønlandsk økonomi... 26 5.2 Demokratitemaet det inkluderende demokrati... 28 5.3 Kulturtemaet: et folk i forfald?... 31 5.4 Landsstyrets vision for Grønland: uranminedriften som løftestang til fremtiden.. 34 6. Diskussion af resultater... 40 6.1 Plads til forbedring af research design... 40 6.2 Frugtbarheden af den anvendte teori... 40 7. Konklusion... 42 8. Litteratur... 44 9. Artikeloversigt... 46 3

1. Indledning Knap 300 år efter, at den dansk-norske missionær, Hans Egede, for første gang gik i land ved de grønlandske kyster, trådte Lov om Grønlands Selvstyre i kraft på Grønlands nationaldag den 21. juni 2009. Selvstyreloven afløste den 30 år gamle Hjemmestyrelov. Udover at anerkende det grønlandske folk som folkeretligt subjekt, giver Selvstyreloven Grønland mulighed for at overtage administrationen af en række sagsområder, der tidligere var administreret af Danmark. Således kunne politikerne i Nuuk den 1. januar 2010 overtage administrationen af den grønlandske undergrund 34 år efter, at Anker Jørgensen erklærede: Der er ikke noget at rafle om. Hvis man vil have ejendomsretten til undergrunden på Grønland, så må man sige, at man ønsker at kappe båndene over til Danmark. Grønlands overtagelse af råstofområdet er således en historisk milepæl som danner grundlag for, at grønlænderne kan begynde at kapitalisere på de værdifulde råstoffer, der er begravet i undergrunden. Eksempelvis byder Kvanefjeldet i det sydlige Grønland på en af verdens største forekomster af det radioaktive uran. Flere mineselskaber har vist interesse for minedrift i Grønland. Det grønlandske Landsting (Inatsisartut) 1 vedtog i efteråret 2012 den såkaldte Storskalalov, der er en betingelse for, at Grønland i fremtiden kan give grønt lys til de store mineprojekter. Denne opgave vil fokusere på debatten i Grønland om, hvorvidt samfundet skal acceptere uranudvinding. I 2013 blussede urandebatten op, idet partiet Siumut med den nye formand for Landsstyret, Aleqa Hammond, ønskede et opgør med den årtier-gamle nultolerancepolitik overfor uranudvinding. Der blev således varslet en afstemning den 24. oktober 2013 om ophævelse af forbuddet. Det er netop denne debat som den udspillede sig i de grønlandske aviser i ugerne optil afstemningen, som denne opgave vil analysere. Nultolerancedebatten vil blive analyseret ud fra en poststrukturalistisk forståelse af identitet. Teoretisk tager jeg udgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori. Denne tilgang indebærer et antiessentialistisk identitetsbegreb, hvor identitet opfattes som noget, der ikke findes objektivt under overfladen, men som noget, der konstrueres aktivt gennem social interaktion. Identitet betragtes som diskurs, der konstrueres relationelt, processuelt og heterogent. Grønlandsk identitetskonstruktion forstås derfor som en diskursiv kamp, hvor forskellige diskurser forsøger at hegemonisere deres forståelse af, hvilke 1 Jeg vil i opgaven bruge de danske betegnelser for Inatsisartut og Naalakkersuisut, henholdsvis Landstinget og Landsstyret. 4

elementer er essentielle for grønlandsk identitet. Selvet konstrueres relationelt med udgangspunkt i en forskel til en Anden. Beslutningen om uranudvinding er blevet beskrevet som den vigtigste beslutning siden Selvstyrets indførelse 2, og netop af denne grund mener jeg, at det er interessant at undersøge, hvordan den grønlandske identitetskonstruktion foregår inden for nultolerancedebatten. Denne opgave vil således forsøge at besvare følgende problemstilling: Hvordan konstrueres grønlandsk identitet i debatten om ophævelse af nultolerance-politikken overfor udvinding af uran i Grønland? Problemstillingens formulering holder åbent, hvilke elementer, der vil være centrale i debatten, og analysen vil derfor også være relativt empiridreven. Kun få politologiske studier af grønlandsk identitet eksisterer. Tidligere studier af grønlandsk identitet har imidlertid vist, at der hersker et paradoks mellem det moderne og det traditionelle (Gad, 2005). På den ene side er det grønlandske folk et oprindeligt og traditionsrigt folkefærd, der historisk har levet af fiskeri, sælfangst og jagt; på den anden side er Grønland et demokratisk velværdssamfund i en udvikling mod politisk og økonomisk selvstændighed, som integreres mere og mere i det globale verden. Spændingen mellem det moderne og det traditionelle gør sig også gældende i råstofdebatten, hvor grønlandsk identitet indtil 00 erne primært konstrueres relationelt i forhold til den Danmark, og omkring spørgsmålet om ejendomsretten til undergrunden og dens ressourcer (Schriver, 2014). Ejendomsretten til undergrunden er gået fra i 1970 erne at være konstrueret som Grønlands vej til at assimilere sig til det moderne Danmark til i 00 erne at være konstrueret som en selvfølgelig ret for det moderne grønlandske folk. Efter at ejendomsretten til undergrunden blev stadfæstet med selvstyreloven har råstofdebatten i højere grad omhandlet, hvordan grønlænderne kunne få størst muligt udbytte af råstofferne med mindst mulige omkostninger for samfundet. Det betyder, at identitetskonstruktionen nu sker i relation til en bredere vifte af aktører, herunder blandt andet internationale mineselskaber og billigt importeret arbejdskraft (ibid.). Uranudvinding har potentielt vidtrækkende konsekvenser for grønlandsk natur, kultur og erhvervsliv. Den daværende formand for Landsstyret, Hans Enoksen fra partiet Siumut, udtalte den 24. april 2009: Vi skal hermed igen gøre det klart, at Siumut aldrig har og aldrig 2 Sermitsiaq, uge 41, s. 2 5

vil acceptere uranudvinding i Grønland. 3 Fem år senere har Enoksens parti altså ændret holdning, og accept af uran i det grønlandske samfund synes altså at være vokset om end der stadig er modstandere, der ser uran som en fundamental trussel mod grønlandsk identitet. Hidtil har ingen politologiske studier imidlertid beskæftiget sig med identitetskonstruktionen i debatten omkring uranudvinding i Grønland, og jeg håber derfor på at kunne tilføje nogle indsigter til litteraturen om grønlandsk identitet ved at afdække de diskursive positioner, der fremtræder i spørgsmålet om, hvorvidt uranudvinding er fremtiden for Grønland. Strukturen på opgaven vil være som følger: Afsnit 2: Introduktion til den poststrukturalistiske metodologi, hvor fundamentet til det antiessentialistiske identitetsbegreb lægges. Afsnit 3: Den diskursteoretiske analysemodel udfoldes. Afsnit 4: Opgavens researchdesign præsenteres. Ved at fremlægge opgavens analyseog læsestrategien præsenteres operationaliseres analysemodellens begreber. Afsnit 5: Nultolerancedebatten analyseres. Debatten viser en dyb splittelse i spørgsmålet om uran udvinding, og er primært centreret omkring to fundamentale elementer i grønlandsk identitet: demokrati og traditionel kultur. Afsnit 6: Analysens resultater diskuteres med henblik på, hvorvidt researchdesignet ville kunne forbedres samt i hvor høj grad de teoretiske analysemodel har været frugtbar i den empiriske analyse. Afsnit 7: Opgavens konklusioner samles. 3 Sermitsiaq, uge 41, s. 8. 6

2. Poststrukturalisme og videnskabsteoretiske refleksioner Jeg vil i dette afsnit diskutere de videnskabsteoretiske byggesten, der vil ligge til grund for opgavens analyse af grønlandsk identitetskonstruktion. Afsnittet vil grundlæggende argumentere for en tilgang, der gør op med, at identitet objektivt og neutralt kan afdækkes. Omvendt åbnes der op for muligheden for undersøgelse af identiteters tilblivelsesproces. Jeg vil indlede afsnittet med en introduktion af de historiske rødder til opgavens poststrukturalistiske grundlag. Herefter vil jeg reflektere over de metodologiske udfordringer, der er knyttet til studiet af identitet i en poststrukturalistisk strategi. Formålet er at skabe en klarere forståelse for de grundlæggende mekanismer, der er på spil, når identitet anskues som socialt konstrueret. 2.1 Poststrukturalisme over strukturalisme Den filosofiske strømning strukturalisme havde sit højdepunkt i 1960erne. Strukturalisme bygger på den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussures sondring mellem to niveauer i sproget: På den ene side den daglige sprogbrug, parole, og på den anden side selve det bagvedliggende sprogsystem, langue, som man gør brug af, når man vil sige noget (Wæver, 2010: 205). Sprogsystemet udgøres af en fast og uforanderlig struktur af tegn, der hver især er sammenknyttet af en betegnet, den idé et ord henviser til, og en betegner, den lyd der bruges til at henvise til den konkrete idé. Pointen er at sammenknytningen mellem betegnet og betegner er fuldstændig arbitrær. Ordet sæl kunne fx lige så godt hedde noget helt andet, hvilket det også gør på de fleste andre sprog. Det er derfor ikke noget indre i hvert tegn, der gør, at vi forstår, hvad der henvises til, når nogen fortæller os, at dagens sælfangst var succesfuld (Jørgensen og Phillipsen, 1999: 19). Saussures pointe er, at det i stedet er forskellen mellem tegnene i strukturen, der er afgørende for at sproget giver mening. Vi forstår altså ikke tegnet sæl ud fra dets naturlige forbindelse til et bestemt dyr, der lever i havet, men derimod ud fra tegnets forskellighed fra andre tegn som hval og fisk. 7

Figur 1. Et tegn gives mening i sin forskel til et andet tegn (den stiplede linje), ikke pga. en naturlig forbindelse mellem betegner og betegnet. Poststrukturalismens tydeligste arv fra strukturalismen er netop denne forskelstænkning omkring, at tegnene tilskrives mening gennem deres forskellighed fra andre tegn i sprogsystemet, og ikke som ord-knyttet-til-ting (Wæver, 2010: 206). I den saussureske tradition mente man, at parole var behæftet med menneskelige fejl og idiosynkrasier, og derfor ikke egnede sig som objekt for videnskabelige studier (Jørgensen og Phillips, 1999:19). I poststrukturalismen har man imidlertid gjort op med den faste sondring mellem langue og parole således, at grænsen ses som mere flydende og dynamisk. Dermed forkastes idéen om, at ordene endeligt kan fikseres i én fastlagt betydning, der kan indskrives i en total og uforanderlig struktur. Pointen er ikke, at der ingen strukturer er, men nærmere, at disse kun eksisterer i en foreløbig og ikke nødvendigvis modsigelsesfri form. At sproget og verden alligevel fremstår forholdsvis systematiseret skyldes, at diskurser laver midlertidige fikseringer af både enkelte tegn og komplekse fænomener 4. Et enkelt tegn kunne være sæl, mens et mere komplekst fænomen kunne være grønlandsk identitet. En vigtig indsigt er derfor, at sproget ikke blot er et neutralt medium, hvorigennem verden objektivt formidles (Hansen, 2006: 18). Sproget og diskursen er konstituerende for, hvordan vi forstår virkeligheden, og det er gennem den diskursive artikulation, at identitet bliver til. Det betyder grundlæggende, at identiteter er ustabile og kontingente strukturer (Torfing, 1999: 54f). Opsummerende kan man sige, at i poststrukturalismen konceptualiseres forholdet mellem langue og parole som dynamisk og gensidigt konstituerende: 4 Dette vil blive nærmere uddybet i delafsnit 2.2. 8

Figur 2. Forholdet mellem langue og parole i strukturalisme og poststrukturalisme Implikationen af poststrukturalismens konceptualisering af forholdet mellem langue og parole er, at grønlandsk identitet må forstås som dynamisk konstrueret gennem sprog og diskurs. Som vi senere skal se bygger Laclau og Mouffe deres diskursteori på poststrukturalismens præmisser om strukturernes grundlæggende ustabilitet og foranderlighed. Først vil jeg imidlertid reflektere kort over de ontologiske og epistemologiske udfordringer et poststrukturalistisk research design byder på. 2.2 Ontologiske og epistemologiske udfordringer Det er afgørende for et godt research design, at opgaves genstandsfelt er i overensstemmelse med den konkrete metodologiske tilgang i analysen. Jeg lægger allerede i formuleringen af opgavens problemstilling hvordan grønlandsk identitet konstrueres i nultolerancedebatten op til en bestemt ontologisk måde at anskue identitet. Med andre ord er det en grundlæggende præmis for opgaven, at grønlandsk identitet er foranderlig, og det betyder, at jeg må antage en antiessentialistisk ontologi. I samme åndedrag tager jeg således afstand fra, at grønlandsk identitet kan forstås ud fra en eller anden uforanderlig kulturel kerne eller essens. Som Anthony Cohen udtrykker stadpunktet: culture is insubstantial: searching for it is like chasing shadows. (Cohen i Frello, 2003: 17) Ifølge denne ontologi er verden ikke konstitueret ud fra nogen på forhånd given virkelighed, der objektivt kan erkendes. Imidlertid er vores erkendelse af verden afhængig af vores diskursive repræsentationer af den, og disse repræsentationer er netop ikke blotte spejlinger af en allerede eksisterende virkelighed (Jørgensen & Phillips, 1999: 17). Det betyder ikke, at virkeligheden ikke findes eller at der ikke eksisterer materielle objekter pointen er, at verden kun fremstår meningsfuld for os gennem repræsentationer. Ting har 9

ingen mening i sig selv uafhængigt af den menneskelige meningstilskrivelse. I en grønlandsk kontekst kunne dette eksempelvis være en klædedragt eller en bestemt type mad 5, der tilskrives en symbolsk værdi som noget særligt grønlandsk. Den poststrukturalistiske diskursanalyse er derfor et godt afsæt til at problematisere den sociale verdens identiteter og samfundsordner, der i det daglige liv fremstår som selvfølgelige og naturgivne. Disse kunne nemlig være konstrueret anderledes. I den poststrukturalistiske optik er det derfor problematisk at tale om en sandhed, der med videnskaben kan erkendes; det er ikke muligt at indtage en plads uden for diskurserne, og der er derfor ingen vej uden om repræsentationerne (Jørgensen og Phillips, 1999: 23). Inden for samfundsvidenskaben er der forskellige opfattelser af, hvad verden er og på hvilken måde den kan erkendes (Andersen et al.: 2012: 22). Med henblik på studiet af identitet stiller poststrukturalismens antiessentialistiske ontologi visse epistemologiske krav for, hvordan vi metodologisk må gå til værks i analysen. Opfatter vi identitet som socialt konstrueret gennem diskurs, så nytter det eksempelvis ikke noget, at vi studerer politik på en måde, hvor vi antager en på forhånd given identitet. Inden for den mere positivistiske ende af samfundsvidenskaben opfattes evnen til at opstille testbare og falsificerbare hypoteser om kausalsammenhænge som socialvidenskabens raison d'être (King et al., 1994; Hansen, 2006: 9). Disse rationalistiske teorier opererer som regel med en a priori og eksogen identitet, der antages at stå i et kausalt forhold til den førte politik. Subjekt og objekt er her klart adskilt. Denne kausale epistemologi levner ikke megen plads til diskursteoriens fokus på den sociale konstruktion af identitet. En fundamental pointe i diskursteorien er nemlig, at identitet og politik er konstitutivt og performativt forbundet (Hansen, 2006: 17ff). For at føre politik, må vi altså fortælle en historie om, hvem vi er. Det betyder med andre ord, at der ikke er en identitet nedenunder den diskursive artikulation af denne 6. Identitet og politik er ontologisk uadskillelige. Det er i den politiske praksis, at identitet (re)konstrueres 7. Samtidig betinger identiteten, hvilken politik, der opfattes som mulig samt, hvad der udelukkes fra det mulige. Således er det en grundlæggende præmis for denne opgave, at den diskursive italesættelse af grønlandsk identitet i urandebatten betinger hvilken politik, der opfattes som mulig. Ydermere, må den grønlandske identitet i denne optik antages at være et historisk og 5 Cf. artiklen Uden grønlandsk mad er jeg intet (Olsen, 2011). 6 Dog kan diskursive, identitetsstrukturer være mere eller mindre sedimenterede, og derfor kan visse identiteter være sværere at ændre på (Wæver, 2002) 7 Det er i øvrigt i dette perspektiv, at man skal forstå Michel Foucaults mantra om, at den diskursive magt er produktiv. Ved at producere identiteter og de kategorier, hvorigennem vi forstår os selv og andre, er diskursen en form for subjektløs magtudøvelse (Foucault, 1976; Kristensen, 1987: 155f) 10

kulturelt indlejret produkt, der kontinuerligt konstrueres, reproduceres og rekonstrueres. Derfor er det vigtigt, at jeg i analysen anvender et teoriapparat, der kan indfange og belyse denne tilblivelsesproces. Til dette formål vil jeg i det følgende præsentere den poststrukturalistiske, diskursteoretiske tilgang til studiet af identitet, jeg i analysen vil gøre brug af. 11

3. Teoretisk analysemodel identitet som diskurs Jeg vil i dette afsnit udfolde opgavens diskursteoretiske analysemodel, der skal hjælpe mig med at besvare denne bacheloropgaves problemformulering: hvordan konstrueres grønlandsk identitet i urandebatten. Min analysemodel tager udgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes poststrukturalistiske diskursteori som den kommer til udtryk i Det radikale demokrati (1985). Valget af Laclau og Mouffe skal ses i lyset af, at deres teorimodel i vid udstrækning er udviklet til analyse af nationale identitetskonstruktioner. Jeg fremlægger dog ikke Laclau og Mouffe slavisk, men tager derimod blot udgangspunkt i de begreber jeg mener er frugtbare for min analyses genstandsfelt. Jeg udvider endvidere min analysemodel med teoretisk frugtbare indsigter fra Lene Hansen grader-af-andethed-begreb. Grundlæggende vil det fremgå, at identitetskonstruktionen må forstås som: - relationel, - processuel, - og heterogen Identitet forstået som relationel, processuel og heterogen ligger i direkte forlængelse af den anti-essentialistiske ontologi præsenteret i forrige afsnit. Kollektiv identitet skabes ikke på baggrund af objektive kulturelle forskelle, men derimod i en konstitutiv grænsedragning mellem Selv og Anden 8 ; Det handler om at sætte skel, at udpege de forskelle, der gør en forskel, det vil sige at udpege nogle mennesker som sammenhørende på baggrund af visse kriterier, som adskiller disse mennesker fra andre (Frello, 2003: 10). Det relationelle ligger altså i, at identitetens Selv bliver til gennem en forskel til en Anden. Det processuelle følger af, at grænsedragningen mellem Selv og Anden er en vedvarende proces, der sker gennem diskursive artikulationer; det er identitetens diskursive tilblivelse gennem forskelssætning, der er i fokus, fremfor statiske identitetsforskelle. [c]ultures do not hold still for their portraits (Clifford i Frello, 2003: 21). Identitetens heterogenitet skyldes, at en identitet aldrig kan blive en fuldkommen lukket struktur; inden for Selvet vil der som regel være modstridende diskurser om, hvem vi er, og derfor ligger der altid en forandring og lurer. Med andre ord er identitet noget, der forhandles mellem identitetens medlemmer (Gad, 2005: 36f). 8 Jeg skriver Selv og Anden med store bogstaver for at markere, at der er tale om teoretiske begreber 12

3.1 Den diskursive virkelighed Udgangspunktet for forståelsen af Laclau og Mouffes diskursbegreb er, at de bygger på den poststrukturalistiske indsigt præsenteret i forrige afsnit om, at en fuldstændig korrespondens mellem betegner og betegnet er umulig, hvorfor repræsentation ikke bare er en spejling af virkeligheden repræsentation indebærer altid en tilskrivning af betydning (Frello, 2003: 57). Grundlæggende for diskursbegrebet er altså, at diskurser foregår i en ontologisk tom verden, en social verden uden iboende mening. Identitet er for Laclau og Mouffe ligesom alt andet i verden, nemlig diskurs. Identiteter er ufuldstændige, åbne, og til forhandling. Diskursbegrebet markerer derfor en opgivelse af ideen om en strukturs centrering og lukkede totalitet. Identiteter findes altså ikke bare derude. Gad udtrykker det således: Selv ikke den mest objektivistiske nationalist vil hævde at have set en identitet. (2005: 35). Laclau og Mouffe benægter imidlertid ikke den sociale verdens eksistens, men de gør grundlæggende op med den traditionelle dikotomi mellem materialitet og ideer, virkelighed og tankeverden 9 (Laclau og Mouffe, 1985: 59). Vores (tale)handlinger bliver kun meningsfulde inden for allerede etablerede diskurser. På denne måde afviser Laclau og Mouffe, at individer kan være ophav til mening, idet diskurserne fundamentalt set er intersubjektive. Det følger endvidere heraf, at der ikke skelnes mellem en diskursiv og en ikke-diskursiv sfære. Det diskursive omfatter altså også den fysiske verden. Diskursernes materialitet implicerer, at begrebet diskurs også må omfatte fx institutioner, bygningskunst, beklædning, fysisk handling og gestikuleren 10. Et eksempel på diskursens materielle karakter fra den grønlandske urandebat kunne være, da demonstranter den 11. september 2013 mødte op på fællespladsen Amisut i Nuuk med trommer og fakler (KNR, 9/9/13). Demonstrationen med trommer og fakler bliver i denne sammenhæng meningsfuld ved at indskrives i en diskurs, der tager afstand fra uranudvinding i Grønland. Et andet iøjnefaldende og for denne opgave paradoksalt eksempel på, at diskursen ikke kun er et sprogligt fænomen, men også har konsekvenser for, hvilken politik man rent materielt kan føre er, at hele nultolerancedebatten formentlig bygger på en misforståelse og en mytedannelse omkring nultolerance-politikken. Den danske Energistyrelse har efter at have gennemgået Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønlands arkiver således ikke kunnet finde nogle indikationer på, at der i Grønland 9 Heri ligger opgøret med den klassiske marxisme, hvor man skelnede mellem basis og overbygning, og den økonomiske basis blev betragtet som determinerende i sidste instans. 10 Gad pointerer fx at på Grønland kan et individs særlige holdning og gang blive udpeget som dansk, hvis vedkommende går oprejst og virker tilvænnet storbyens velpolerede fortove (2005: 48). 13

nogensinde har været vedtaget en nultolerance-politik overfor uran eller andre radioaktive stoffer men diskursen omkring Grønlands nultolerance overfor uran har øjensynligt haft meget virkelige konsekvenser, idet uranminedrift i årtier er blevet betragtet som et no-go 11. 3.2 Artikulation af ækvivalens og forskel Men hvad er en diskurs mere præcist ifølge Laclau og Mouffe, og hvordan kender vi én, når vi ser den? Diskurser forstås som fastlæggelse af betydning inden for et givent socialt domæne (Jørgensen og Phillips, 1999: 36). Begrebet artikulation er desuden centralt for diskursbegrebet. Artikulation forstås som en praksis, [ ] som etablerer en relation mellem elementer på en sådan måde, at deres identitet omdannes som resultat af den artikulatoriske praksis. Den strukturerede totalitet, der er resultatet af den artikulatoriske praksis, kalder vi diskurs. (Laclau og Mouffe i Jørgensen og Phillips, 1999: 36 kursivering i original). Den artikulatoriske praksis skaber altså en struktur, som vi kalder diskurs, og en diskurs artikulerer forskellige elementer omkring bestemte begreber, der fungerer som såkaldte knudepunkter 12 (Gad, 2005: 40). Et knudepunkt er et privilegeret tegn, som de andre tegn ordnes omkring og får deres betydning i forhold til (Jørgensen og Phillips, 1999: 37). Et, teoretisk set, frit svævende element, der endnu ikke har fået fastlagt en entydig betydning, karakteriseres som et moment, når det bliver knyttet til et knudepunkt i en diskurs. Et knudepunkt er derudover en såkaldt tom betegner, der ikke har en betydning i sig selv, men som først bliver meningsfuld, når den sættes i forbindelse med andre tegn. I en national diskurs omkring identitet kunne et knudepunkt fx være grønlandskhed. Grønlandskhed får således sin betydning ved at ordne forskellige andre tegn i net af momenter. En diskurs er med andre ord et forsøg på at skabe entydighed ved at ækvivalere tegnenes differentielle positioner med hinanden. Hermed skabes der en tilstand af metonymisk nærhed mellem tegn, der grundlæggende er forskellige, og derfor aldrig kan være fuldstændig ens. Man kan derfor sige, at en diskurs er en reduktion af mening og dermed af muligheder (Jørgensen og Phillips, 1999: 37; Torfing, 1999: 97). I en grønlandsk kontekst har Gad (2005) eksempelvis vist, hvordan den diskursive konstruktionen af grønlandsk identitet i vid udstrækning har indbygget et sprogligt kriterium, der ekskluderer dansksprogede grønlændere fra at være rigtige grønlændere. På denne måde udelukker den grønlandske identitetsdiskurs, at mennesker, der ikke taler grønlandsk men 11 Sermitsiaq, uge 42, s. 18 12 Andre forfattere bruger ordet nodalpunkt, fremfor knudepunkt. Jeg følger i opgaven Gad (2005) og bruger ordet knudepunkt. 14

som på alle mulige andre måder ville kunne karakteriseres som grønlandske kan accepteres som en del af den grønlandske identitet. Eksemplet understreger både, hvordan identitet konstrueres gennem artikulatorisk praksis, hvor bestemte elementer knyttes til et knudepunkt en grønlænder taler grønlandsk samt identitetens relationelle karakter: Grønlandskheden konstrueres ud fra, hvad den ikke er; grønlænderen er ikke dansker. 3.3 Antagonismen: Selvet og det konstitutive ydre Ovenstående eksempel leder os hen til et andet vigtigt begreb hos Laclau og Mouffe, nemlig antagonismen. Den diskursive konstruktion af identiteten er afhængig af dét, der ekskluderes og truer diskursen (ibid.:41; Frello, 2003: 67ff). Dette konstitutive ydre sammenfattes som regel af en kæde af ækvivalente momenter i en Anden, der udgør en antagonistisk relation til Selvet. Den sociale antagonisme viser identitetens grænser, hvilket gør den konstitutiv for identiteten, idet momenterne i diskursen ikke bindes sammen af andet end deres fælles forskel til den Anden. Det er således på grund af grænsen til den Anden, at dét, der er inden for diskursen, Selvet, får betydning. Sammenfattende kan man sige, at i et analytisk perspektiv konstrueres identitet positivt gennem ækvivalens, og negativt gennem en forkelssættelse (Hansen, 2006: 19f). En vigtig pointe i forbindelse med antagonismen er, at identitet aldrig kan lukkes i en stabil struktur; det konstitutive ydre indeholder et overskud af mening, der konstant truer med at dislokere dét, der er inden for diskursen (Gad, 2005: 41; Jørgensen og Phillips, 1999: 39). Diskurser kan ses som essentialiseringsforsøg, hvor mening i den sociale verden søges fikseret (Gad, 2005: 40). Det følger dog af det sociales fundamentale åbenhed, at der i det diskursive felt altid er en principiel mulighed for alternative lukninger af en konkret diskurs; en fuldkommen fiksering af en given identitet kan aldrig finde sted (Frello, 2003: 62). En diskurs er aldrig mere etableret end, at dens momenter igen kan blive til elementer og dermed reartikuleres i nye diskurser (Jørgensen og Phillips, 1999: 60). Derfor er det nødvendigt at opretholde identitet gennem artikulation af forskelle til det diskursive ydre. I lyset af identitetens performative karakter identiteten bliver til gennem diskursiv artikulation risikerer identiteten at forandres, idet de involverede elementer altid artikuleres i en unik relation af ækvivalens og differens (Frello, 2003:81); en artikulation er aldrig en fuldstændig gentagelse af tidligere artikulationer, og der er derfor altid en vis nydannelse, hvormed diskursens fiksering trues. Selvets opretholdelse er altså processuel (Schriver, 2014: 14). Figur 3 viser, at Selvet skabes i en antagonistisk relation til en Anden, der på den ene side truer dens grænser, og på den anden side er en eksistensbetingelse for Selvet. 15

Figur 3. Selvet skabes i en antagonistisk relation til en Anden i det konstitutive ydre. M markerer de ækvivalerede momenter, mens den stiplede, dobbeltsidede pil markerer forskelssætningen i forhold til den Anden. 3.4 Selvets heterogenitet og grader af Andethed I dette delafsnit vil jeg i tråd med et par kritikpunkter, som har været rettet mod Laclau og Mouffe, tilføje et par modificerende komponenter til teorimodellen. Først drejer det sig om en specifikation af heterogeniteten inden for Selvet og dernæst Selvets konstruktion til en bred vifte af Anden-relationer. Med henblik på heterogeniteten inden for Selvet pointerer Frello at i Laclau og Mouffes teori vil et element, der ikke entydigt er bestemt inden for en diskurs, ikke kunne indgå i diskursen (2003:73, 83). Der er altså ikke plads til ambivalens i diskursen. Frello påpeger imidlertid, at en diskurs ofte vil forsøge at erobre tomme betegnere uden at lave en nuanceret indholdsudfyldelse af disse 13 (ibid.: 76). Laclau og Mouffes teori kritiseres derfor for, at have en for entydig konstruktion af Selvet som forudsætning. Derfor understreger Gad, at man med et [ ] enøjet fokus på den konstitutive Andenrelation kan ende med at reproducere essentialiseringen ved at underbelyse sprækker og alternative diskursiveringer (Gad: 2005: 53). Gad pointerer i denne sammenhæng, at mens fokusset på antagonismen som konstituerende for identitet godt nok fremhæver det relationelle og det processuelle, skjuler det samtidigt det interne paradoks i identitetskonstruktionen: heterogeniteten (ibid.). Dette 13 Frello illustrerer sin pointe ved at påpege, hvordan politiske bevægelser ofte forsøger at koble deres projekt til generelt positivt evaluerede tomme betegnere som fx frigørelse og folkets enhed, uden at lave en mere nuanceret indholdsbestemmelse af disse betegneres konkrete betydning (2003:75f). 16

aspekt af Selvet er vigtigt for denne opgave, fordi dét jeg ønsker at analysere, er de differentielle diskursive positioner i nultolerancedebatten, der alle gør krav på grønlandsk identitet. Heterogeniteten inden for Selvet illustreres i figur 4: Figur 4. Forskellige diskurser inden for Selvet forsøger at hegemonisere deres definition af den grønlandske identitet. De differentielle diskurser forsøger typisk at monopolisere de samme tomme betegnere. Stiplede cirkler markerer konkurrerende diskurser. Jeg vil nu vende mig mod kritikken af den simplificerede opfattelse af identitetens relationelle konstitution. Hansen argumenterer for, at antagonismebegrebet hos Laclau og Mouffe er for absolut og endimensionelt, da der fokuseres på Selvets forskellighed fra en radikal Anden (Hansen, 2006: 38ff). Dét, at identitet konstrueres gennem forskelsætten er ikke ensbetydende med, at identitet konstrueres gennem negation til kun én Anden. Identitetskonstruktionen er mere pluralistisk og sker inden for en mere kompleks social verden end fokusset på den antagonistiske, radikale Anden lægger op til. Med henblik på at opbløde den forholdsvis endimensionelle forståelse af identitetskonstruktion introducerer Hansen derfor begrebet om forskellige grader af Andethed. Danmark er på baggrund af kolonitiden typisk blevet fremlagt som Grønlands radikale Anden (Gad, 2005, 2009), men med et begreb om forskellige grader af Andethed står det klart, at grønlandsk identitetskonstruktion skal forstås i en bredere sammenhæng. Således bliver grønlandsk identitet også til i relationer til en kæde af knapt-så-radikalt-andre, herunder USA, Vestnorden, og inuitfolk i Alaska, Canada og Rusland (Gad, 2005: 56ff). Men det er ikke kun andre nationer og folkeslag, der kan fungere som den grønlandske identitets Anden; Nikoline Schriver viser eksempelvis i sin analyse af identitetskonstruktionen i den grønlandske 17

råstofdebat, hvordan grønlandsk identitet ikke kun konstitueres gennem en forskel til Danmark, men også til den billigt importerede arbejdskraft og forskellen til de internationale mineselskaber (Schriver, 2014). Idéen er grundlæggende, at de relationer identiteten konstitueres ud fra, kan være venlige såvel som fjendtlige. Der gives dermed et mere nuanceret blik for dét spejlkabinet af Anden-relationer, der må ekskluderes for at konstituere Selvet (ibid.:61). Figur 5. Selvet skabes ikke kun i relation til én Radikal Anden, men kan imidlertid skabes i relation til en kæde af knapt-så-radikale Andre. 3.5 Sammenfatning af teorimodel Jeg har nu fremlagt den teoretiske ramme, jeg i analysen vil bruge til at analysere, hvordan grønlandsk identitet konstrueres i urandebatten. Laclau og Mouffe bygger deres diskursteori på poststrukturalismens antiessentialistisk ontologi, hvor identitet ses som diskurs, der konstitueres i sin dobbelte bevægelse af ækvivalering af momenter inden for diskursen og forskelssætning til dét, der ligger uden for den. I forlængelse heraf har jeg suppleret min teorimodel med Lene Hansens begreb om forskellige grader Andethed. Den samlede analysemodel som jeg vil gøre brug af kan opstilles som i figur 6: 18

Figur 6. Samlet analysemodel. Stiplede dobbeltsidede pile markerer konstituerende Andenrelationer. Stiplede cirkler i det grønlandske Selv markerer konkurrerende diskurser. 19

4. Researchdesign: analyse- og læsestrategi Hjertet i denne bacheloropgave er en undren over grønlandsk identitet og de politiske implikationer af, hvordan denne konstrueres. Grønlandsk identitet kunne imidlertid have været analyseret ud fra forskellige modeller med forskellige teoretiske præmisser. Jeg vil derfor i dette afsnit beskrive min analyse- og læsestrategiske valg. Formålet er at vise, hvordan det abstrakte teoriapparat jeg introducerede i forrige afsnit, operationaliseres i min praktiske tilgang til empirien. Som nævnt i indledningen til opgaven skal teoriapparatet ses som et værktøj til at forstå empirien, som er af primær interesse. At arbejde inden for det poststrukturalistiske vidensparadigme er dog ikke ensbetydende med, at man fralægger sig stringente metodiske overvejelser (Hansen, 2006: 73). En systematisk gennemgang af mine analysestrategiske valg kan således sikre opgavens transparens samt øge den intersubjektive validitet af min analyses konklusioner (Schriver, 2014: 24). Afsnittet falder i to dele. Først vil jeg præsentere min analysestrategi med udgangspunkt i Lene Hansens model for det diskursanalytiske researchdesign (2006). Dernæst vil jeg redegøre for min læsestrategi, der er inspireret af Ulrik Pram Gads måde at anvende den såkaldte trusselsudpegningsanalytik. Tilsammen skal overvejelserne i dette afsnit anskueliggøre, hvordan jeg i min metodologiske tilgang til empirien kan begribe den diskursive konstruktion af grønlandsk identitet i debatten om ophævelse af nultolerancepolitikken overfor uran i Grønland. 4.1 Researchdesignet Lene Hansens model for det diskursteoretiske researchdesign fastslår, at enhver diskursanalyse må bygge på substantielle valg inden for fire dimensioner: - antallet af Selv er under analyse; - tidsperspektiv; - antal debatter, der analyseres; - samt valg af empiri. Disse dimensioner vil alle præsenteres i det følgende. 4.1.1 Antal Selver Det er en afgørende beslutning i diskursanalysen, hvor mange Selver man ønsker at inkludere. Dette er, som med så mange andre spørgsmål i statskundskaben, et spørgsmål om en vejning mellem intensitet og ekstensitet i forhold til dét man ønsker at belyse med 20

forskningen. Formålet med denne opgave er at undersøge, hvordan grønlandsk identitet konstrueres, og antallet af Selver jeg vil undersøge er derfor ét. Man kan argumentere for, at fokusset på kun ét Selv, alt andet lige, vil give mig en rigere mulighed for en mere intens og dybdegående forståelse af den grønlandske case. Havde formålet med opgaven fx i højere grad været mere eksplicit at belyse dialogen mellem Grønland og Danmark i forhold til uranspørgsmålet og de politiske implikationer for Rigsfællesskabet, så havde det været nærliggende at inkludere to Selver i analysen. Men i et sådant projekt vil der være mindre plads til en mere induktiv tilgang, hvor jeg holder åbent, hvilke Andenrelationer, der bringes i spil i diskursen, og forskningsprojektet ville i sidste ende have været et andet. Med andre ord er det ikke en forudsætning for min analyse, at den grønlandske diskurs overhovedet forholder sig til den danske Anden 14. Hansen påpeger, at diskursanalysen ofte kritiseres for ikke at have en komparativ dimension; men dette er dog kun tilfældet, mener hun, når en undersøgelse kun analyserer et enkelt Selv og dets artikulation inden for officiel diskurs på et enkelt tidspunkt (2006: 75). Som jeg i teoriafsnittet gjorde klart er Selvet ikke en entydig konstruktion, og dét jeg ønsker at belyse er netop de forskellige diskursive positioner, der fremtræder i urandebatten, og som kæmper om forankring af den grønlandske identitet; ikke kun den officielle diskurs. Således sikrer jeg, at undersøgelsens empiri indeholder en variation på trods af fokusset på et enkelt Selv. Derfor har jeg netop valgt min empiri med udgangspunkt i, at den ikke kun skal afspejle det grønlandske Landsstyres officielle diskurs. Inden jeg forklarer mit valg af empiri, vil jeg præsentere min case ud fra antallet af debatter og tidsperspektivet den dækker over. 4.1.2 Antal debatter og tidsperspektiv Jeg analyserer debatten om, hvorvidt Grønland skulle ophæve nultolerance-politikken overfor den radioaktive uranmalm. Jeg har i min analyse foretaget en tidsmæssig afgrænsning af materialet til debatten i de fire uger op til afstemningen den 24. oktober, hvor debatten nåede sit højdepunkt 15. Min analyse bygger således på en enkelt debat og et enkelt tidsnedslag. Ophævelsen af nultolerance-politikken var en principbeslutning, der har åbnet op for, at man nu kan give tilladelse til iværksættelse af konkrete mineprojekter. Der er endnu ingen åbne uranminer i Grønland, og uranminedrift som et nyt erhverv i Grønland er derfor stadig 14 Omend, som Ulrik Pram Gad påpeger, grønlandsk identitetsdiskurs i vid udstrækning er konstitueret med danskheden som en Radikal Andethed (Gad, 2005: 83). 15 Avisen Sermitsiaq havde eksempelvis dedikeret spalteplads til uran-temaet i hver udgivelse af avisen i måneden op til afstemningen. 21

et hedt emne i debatten 16. Mit fokus på nultolerancedebat kan derfor siges at være en mere eller mindre arbitrær afgrænsning inden for den samlede urandebat i Grønland. Min vurdering er dog, at netop den principielle debat om, hvorvidt Grønland skal åbne op for uranudvinding og eksport er en diskussion, hvor der er brug for at mobilisere nogle grundlæggende fortællinger om grønlandsk identitet i en diskursiv kamp. Jeg har altså valgt en debat og et tidsnedslag, hvor jeg forventer, at den grønlandske identitet er dislokeret og udsat for forhandling. Således har det tydeligt fremgået af datamaterialet, at Sermitsiaq ikke står alene med synspunktet, at debatten om nultolerancens ophævelse er [d]et vigtigste spørgsmål for Grønland i nyere tid 17. 4.1.3 Empiriudvælgelse I min analyse af identitetskonstruktion i den grønlandske nultolerancedebat har jeg valgt et empirisk grundlag bestående af avisartikler fra Grønlands to største aviser, Atuagagdliutit/Grønlandsposten (A/G) og Sermitsiaq 18. Begge aviser udkommer ugentligt og da mit tidsnedslag er fire uger uge 40, 41, 42, og 43 i 2013 drejer det sig samlet set om 8 aviser. Disse artikler er alle omfattet af analysen. Begge aviser dobbeltsprogede, hvilket vil sige, at alle artiklerne er trykt både på dansk og grønlandsk 19. Min analyse tager udgangspunkt i alle artikler, der handler om ophævelsen af nultolerance-politikken overfor uran eller på anden vis relaterer sig til spørgsmålet om uranudvinding i Grønland. I denne forbindelse har jeg foretaget en form for kvantitativ indholdsanalyse ved at skimme alle avisernes artikler for ordene uran og nultolerance, og på denne baggrund afgrænset debatten. I alt er 384 siders avis skimmet, hvilket resulterede i henholdsvis 38 og 41 artikler fra A/G og Sermitsiaq, der kunne indskrives i debatten om nultolerance-politikkens ophævelse. Denne proces understreger endvidere på fornemmeste vis, hvorledes diskursanalysen er en analytisk proces, hvor man må træffe vigtige afgrænsende valg. Eksempelvis blev en 16 Det mest debatterede mineprojekt er dét som det australske selskab Greenland Minerals and Energy ønsker at iværksætte i Kvanefjeldet i det sydøstlige Grønland. Et eksempel på en mere generel diskussion af uranens konsekvenser for det grønlandske samfund kom i forbindelse med udgivelsen af rapporten Til gavn for Grønland (2014), der blev udarbejdet af et hold af forskere fra København Universitet og Grønlands Universitet. 17 Sermitsiaq, uge 40, side 1. 18 A/G karakteriseres ofte som den kritiske og traditionsrige avis, mens Sermitsiaq typisk betragtes som den erhvervsvenlige og borgerlige avis (Schriver, 2014: 27). 19 Da jeg på ingen måder mestrer det grønlandske sprog bygger min analyse udelukkende på de danske versioner af artiklerne. Dansk og grønlandsk er to meget forskellige sprog, og det ville derfor være interessant at se på, hvorvidt diskurserne er direkte oversættelige. Dette er dog en barriere jeg desværre ikke kan overkomme. 22

revideret udgave 20 af Storskalaloven debatteret under samme efterårssamling 21. Derudover var der mere generelle indlæg om industrielle projekter samt debat om den økonomiske fremtid. Alt efter, hvordan opgavens problemformulering havde været skåret, kunne disse artikler have været medtaget i datamaterialet. To forhold taler til A/G og Sermitsiaqs fordel som validt empirisk grundlag for diskursanalysen. For det første er både begge aviser kendetegnet ved en høj grad af åbenhed med hensyn til, hvem der kan komme til orde (Gad, 2005: 123), hvilket ud fra målet om at afdække nuancerne i den diskursive kamp om grønlandsk identitet, synes positivt. Med andre ord er det ikke alene Landsstyret, men også den politiske opposition, forskellige organisationer og foreninger samt menigmand, der har mulighed for at få sine synspunkter trykt i avisspalterne. For det andet når aviserne ud til en stor del af befolkningen, og over halvdelen af de adspurgte i en spørgeskemaundersøgelse angiver, at de læser hver eller næsten hver udgave af begge aviser, hvorfor debatten i disse kan antages at have en stærkt strukturerende effekt på diskursen i almindelighed (ibid.). Mit samlede researchdesign kan illustreres som i figur 7: Figur 7. Researchdesignets fire dimensioner. Frit efter Hansen, 2006: 88. 20 Sermitsiaq, uge 42, s. 12 21 Grønlands Landsting forsamles som regel to gange årligt, i foråret og i efteråret. 23

4.2 Læsestrategi Med de forskellige dimensioner af mit researchdesign på plads, vil jeg nu vende mig mod dét, man kan kalde min læsestrategi. Her refererer jeg til, hvordan jeg i min læsning af de i alt 79 avisartikler bærer mig ad med at registrere diskurser. Diskursteorien har, som det fremgik i afsnit 2, en diskursiv epistemologi, hvorfor jeg metodologisk vil fokusere på de eksplicitte artikulationer i nultolerancedebatten. Med andre ord vil analysen i høj grad understøttes af citater fra datamaterialet (Hansen, 2006:41). I dette delafsnit vil jeg således redegøre for, hvordan jeg iagttager disse artikulationer på systematisk vis gennem en bestemt form for talehandling, trusselsudpegninger. Jeg følger her i fodsporene på Ulrik Pram Gad (2005), der har udledt trusselsudpegningsanalytikken af sikkerhedsliggørelsesteorien inden for feltet International Politik. 4.2.1 Trusselsudpegninger Jeg vil i det følgende kort beskrive, hvordan trusselsudpegningsanalytikken fungerer samt hvorfor den er et godt læseredskab til at operationalisere min mere abstrakte teoretiske model. En fordel ved analytikken er, at den ligger i umiddelbar forlængelse af den poststrukturalistiske måde at begribe identitet, og formålet er således ikke at introducere ny teori, men blot at anskueliggøre for læseren, hvordan jeg i læsningen af mit datamateriale har tilgået og registreret de diskursive artikulationer. En trusselsudpegning er en talehandling, der forekommer, når en afsender italesætter noget som en eksistentiel trussel mod et givent referenceobjekt (Gad, 2005: 126f). Ved at udpege, hvad der er truet, etablerer afsenderen samtidig, hvilke karakteristika, der er essentielle og konstituerende for identiteten. Ideelt vil grønlandsk identitet fremgå eksplicit som referenceobjekt i trusselsudpegningerne, men som regel, som vi skal se, vil det være andre elementer som demokratiet og kulturen, der er referenceobjektet. Nogle gange vil det være uranminedrift i sig selv, der udpeges som truslen, men andre gange vil det være den udemokratiske beslutningsproces eller mineselskaberne. Trusselsudpegningen kaster endvidere lys på det faktum, at identitetskonstruktion sker relationelt gennem udpegning af en antagonistisk Anden, der truer med at undergrave identiteten. I denne sammenhæng fremstår identitetsbegrebets indbyggede paradoks: En identitet er aldrig identisk med sig selv om ikke andet, så vil en ændring i identitetens omgivelser antyde en relationel forandring i identiteten. Det vil derfor altid være muligt at udpege en forandring som en eksistentiel trussel: Hvis denne forandring ikke bliver 24

modvirket, så vil vi ikke længere være identiske med os selv (Buzan et al. i Gad, 2005: 105). Centralt for analytikkens anvendelighed som læsestrategi er, at enhver trusselsudpegning kan oversættes til en påstand om kausalitet mellem en række elementer, hvormed de forsøges gjort til momenter i en diskurs (ibid.: 131). Helt konkret registrerer jeg derfor i min læsning af datamaterialet, hvordan hver trusselsudpegning kæder forskellige elementer sammen i ækvivalenskæder og bliver forsøgt gjort til momenter i en diskurs. Man kan argumentere for, at enhver trusselsudpegning er unik i sin sammenkædning af elementer, men en sådan tilgang vil ikke være særlig frugtbar, og jeg vil derfor forsøge, at sammenkæde de forskellige trusselsudpegninger i temaer. Temaerne udspringer enten af det referenceobjekter, der udpeges som truet, eller af en diskurs konstrueret omkring den samme trussel. Læsestrategisk registrerer jeg de diskursive artikulationer i hver af datamaterialets artikler i et registreringsark som dét, der er vist nedenfor: Kilde Avisartikel: (Avis, ugenummer, sidenummer) Afsender Person/institution Referenceobjekt Det udpegede referenceobjekt Referenceobjekt-kategori - Kultur/demokrati/abstrakte værdier, etc. - Abstraktionsgrad: abstrakt/konkret/konkret som symbol på abstraktion/abstrakt med konkret konsekvens Trussel - Hvad truer referenceobjektet; hvem/hvad er den Anden? - Eksistentialitetsgrad: eksplicit/implicit/på sigt/ubehag Middel Hvordan afværges truslen? Nødvendighedsargument Hvilke elementer kædes kausalt sammen i nødvendighedsargumentet? Figur 7. Metodisk registreringsark under læsning af datamateriale. Frit efter Gad, 2005: 142f. 25

5. Diskursanalyse: Grønlandsk debat om nultolerance af uran Hensigten med dette afsnit er at foretage en diskursanalyse, der besvarer opgavens problemstilling, nemlig: Hvordan konstrueres grønlandsk identitet i debatten om ophævelse af nultolerance-politikken overfor udvinding af uran i Grønland? Dette vil ske med udgangspunkt i en poststrukturalistisk forståelse af identitet, ud fra den teoretiske model udfoldet i afsnit 3, og med den analyse- og læsestrategiske metode præsenteret i afsnit 4. I analysen af datamaterialet har jeg identificeret to diskursive temaer som jeg mener er de grundlæggende omdrejningspunkter for identitetsforhandlingerne i nultolerancedebatten. Disse temaer er: 1. Demokrati: Det inkluderende demokrati? 2. Kultur: Et folk i forfald? Temaerne er analytiske kategorier som er blevet til ud fra en række diskursive artikulationers fællestræk i forhold til deres argumentationskæder og sammenkobling af elementer. Fælles for begge temaer er, at de i forholdsvis lav grad involverer en eksplicit diskussion af grønlandsk identitet, men med det teoretiske apparat in mente må det stå klart, at når der fx siges noget om, at Grønland er sådan og sådan, så er det også en indirekte forhandling af identitet (Frello, 2003: 5). Inden for hvert tema har jeg identificeret en diskurs, der ser nultoleranceforslaget som en trussel mod henholdsvis demokratiet og grønlandsk kultur. Af hensyn til plads vil jeg starte med at analysere de to diskurser, der er kritiske overfor forslaget, hver for sig (afsnit 5.2 og 5.3), hvorefter jeg analyserer Landsstyrets samlede diskurs for forslaget (5.4). Temaerne vil blive analyseret ved at beskrive de kausalkæder, der konstrueres mellem forskellige elementer i en diskurs, og hvis det empirisk er tilfældet hvordan konstruktionen sker som negation til et konstitutivt ydre. Først vil jeg dog indlede med en overordnet betragtning, der synes at være grundlæggende for hele den grønlandske nultolerancedebat. 5.1 På vej mod en selvbærende grønlandsk økonomi Der synes i nultolerance-debatten at herske en relativt bred og stabil diskursiv konsensus om, at Grønland er et land, der arbejder for at opnå en økonomisk udvikling, der kan gøre Grønland økonomisk selvbåren og dermed økonomisk uafhængigt af det årlige bloktilskud 26