Prædiken til 11.s.e.trinitatis Luk 18,9-14; Job 5,8-16; 1 Kor 15,1-10a Salmer: 748; 300; 518 609; 192; 6 Lad os bede! Kære Herre! Det er Dig, der er Gud, og vi er kun mennesker. Men på grund af Jesus vover vi at henvende os til Dig med bøn om, at Du vil nedbryde vores selvretfærdighed og være os nådige, så vi stoler på Dig som vor eneste befrier og agter alle andre højt. Amen Det rette selvbillede og det rette Gudsbillede. Af og til kan vi føle at vi ikke slår til. At vi ikke gør de ting som vi synes vi burde gøre, eller i hvert fald ikke gør dem så godt som vi gerne ville. I sådanne situationer kan vi sammen med Paulus sige: det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Vi kan føle os mislykket og ude af stand til at lykkes med de ting som vi gerne vil lykkes med, og være det menneske som vi gerne vil være. Denne følelse kan vi have både i længere eller kortere perioder af vores liv. For nogle er et lavt selvværd, noget som man må kæmpe med gennem hele livet, fordi følelsen af ikke at slå til, hele tiden ligger og lurer et sted i tankerne, mens det for andre ikke fylder særligt meget. Men lavt selvværd er noget der har en stor indflydelse på mange mennesker. 1
Men det er ikke ind i denne situation, at Jesus her fortæller denne lignelse. Derimod taler han til nogle der stolede på, at de selv var retfærdige. Anledningen til lignelsen er mennesker der ikke bare synes at de levede deres liv nogenlunde og at de kunne klare mange ting rigtig godt her i livet, men mennesker der slet og ret mente om dem selv, at de var retfærdige og gjorde alt helt perfekt. At de levede et godt liv, som ingen, hverken Gud eller mennesker kunne sætte en finger på. Problemet er ikke her, at der er noget galt med at have selvtillid, men at vi ved at se på os selv på denne måde, skaber et falsk selvbillede. Vi får en forkert opfattelse af os selv og den verden vi lever i. Jesus viser os gennem lignelsen, at det faktisk muligt for os at leve vores liv i dette falske selvbillede, og at det samtidig også kan have en effekt for vores liv, om end den er kortvarig. For farisæeren som vi hører om her i lignelsen, har det umiddelbart en enorm positivt effekt, at han oplever sig selv som bedre end andre mennesker. Det giver ham et boost og en optimisme og derigennem også lyst til at gå dagen i møde. Han har en enorm selvtillid og er overbevist om at det nok skal blive en god dag der fører gode oplevelser med til ham. Hvis vi kunne overtage hans positive syn på sig selv, ville vi kunne gå dagen i møde med forventning og optimisme. Det virker umiddelbart som en god idé at give sig selv dette boost. Vores mentale 2
indstilling vil kunne føre os et godt stykke gennem livet, som det var tilfældet med farisæeren. Men der er et grundlæggende problem, der på et tidspunkt vil bryde igennem og ramme ham hårdt. Det er at han lever i en illusion. Hans selvbillede er falsk. Han er ikke retfærdig. Selvom han så skulle være bedre end tolderen, betyder det ikke at han er uden fejl. Når sandheden en dag går op for ham, vil dette billede han har af sig selv, ramle sammen. Det vil gå op for ham, at det som har givet ham sin selvtillid, er en stor løgn. Derfor er hans tilfredshed og optimisme på lånt tid. Og det vil den også være for os, hvis vi følger hans eksempel. Det er det som Jesus her viser os gennem lignelsen. Derudover fører farisæerens selvbillede også flere problemer med sig. Det giver os et problematisk syn på vore medmennesker. Det medfører at vi vil blive fyldt med foragt over for andre mennesker. Som udgangspunkt har vi jo egentlig ikke brug for dem, når vi nu kan klare alting selv. Så hvorfor skulle vi så bruge særligt meget tid på dem? Og derudover vokser vores foragt for dem fordi vi oplever at de er så dårlige til at håndtere deres liv. Det kan vi ikke acceptere når vi jo ved hvor god vi selv er til at håndtere vores eget liv. Med dette syn på os selv kommer vi til at stå i et konkurrenceforhold til vore medmennesker og vi er ikke i tvivl om hvem der kommer ud som vinderen. 3
Samtidig med at det falske selvbillede giver problemer i forhold til vores medmennesker, medfører det også et forkert billede af Gud. Gud bliver en som vi står i et kontraktforhold til. Vi overholder vores del af kontrakten, ved at gøre det gode og leve et ordenligt liv. Og når vi har gjort det, forventer vi at Gud så også overholder sin del af kontrakten, og giver livet sammen med Ham i bytte. Vi er to ligeværdige parter der har indgået en aftale som vi hver især skal leve op til. Denne tankegang kommer tydeligt til udtryk gennem farisæerens bøn, der handler om ham selv. Naturligt nok, for det er jo Ham selv der er retfærdig. Han har gjort det der skal til, har overholdt sin del af kontrakten. Derfor kan han ikke gøre andet end at takke Gud fordi han er som han er. Men dette Gudsbillede holder ikke. For, vi kan som mennesker ikke være gode og retfærdige. Derfor kan vi heller ikke lave en kontrakt med Gud, hvor Han holder sin del af aftalen og vi holder vores. For virkeligheden er at vi ikke kan overholde vores del, for vi har så at sige ikke noget at handle med. Over for Gud kommer vi tomhændet. Men selvom vi ikke har noget at tilbyde Gud, har Han alligevel rakt ud mod os. Det har Han gjort fordi Han elsker os og ønsker at vi skal høre Ham til. Vi skal tage imod Hans udstrakte hånd. Vi har ingen anden mulighed. Vi må stole på Gud og overgive os til Hans 4
nåde. Det er det der skal være det grundlæggende i vores selvbillede og i vores Gudsbillede. At vi er mennesker der har brug for Gud, og at Han elsker os og vil os. At det ikke er meningen at vi skal klare os selv uden Hans indgriben. Derfor skal tolderen her i lignelsen være vores forbillede, fordi han har indset at han har brug for Guds nåde i sit liv. Men det skal ikke føre til, at vi forsøger at vise så og så meget anger, for at Gud så vil give os det vi har brug for. Hvis det er sådan vi tænker om vores forhold til Gud, ser vi det stadigvæk som en kontrakt, hvor vi skal overholde vores del af aftalen, for at Han så, som en modydelse holder sin del af aftalen. Så sker der ikke andet end, at farisæerens fromhed og gode gerninger, bliver afløst af angeren, som bliver den modydelse som vi giver Gud. Men vi skal helt væk fra at tænke på vores forhold til Gud, som en kontrakt mellem os og Ham. For over for Ham er der ikke noget som vi kan komme med, der gør at vi er retfærdige. Vi kommer med tomme hænder og bliver nødt til at modtage det som Han vil give os. Vores fokus på os selv, enten i form af at være et godt menneske der lever sit liv som vi skal, eller et angrende menneske, der lever sit liv på den rette ydmyge måde, kan skygge for at vi ser det som Gud vil give os. Men hvis vi får blik for Guds kærlighed til os, kan vi lade ham blive en del af vores liv, og vi kan endnu engang gøre brug af Paulus ord, og denne gang sige: af Guds nåde er 5
jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves, som vi læste før fra første korinterbrev. Det er det som Gud kan, der gør forskellen for os. Men det betyder ikke, at det ikke forandrer os at Gud handler med os. Det som Gud har gjort for os, får betydning for os og den måde som vi ser på verden på. Derfor kunne Paulus med frimodighed sige at Guds nåde mod ham ikke havde været forgæves. For sagen var at der var sket en forandring i hans liv. En stor forandring. Gud havde grebet ind og havde med sin tilstedeværelse ændret alt. Når det sker kan vi glæde os og takke Gud for det. Men vores afhængighed af Guds indgriben betyder samtidig at der ikke er plads til foragten mere. Fordi vi er bevidste om at vi har brug for Guds nåde ligesom alle andre mennesker har. Derigennem oplever vi en solidaritet med vores medmennesker, og vi ønsker at de skal opleve den nåde som vi selv har mødt. Vores selvbilede om at vi er mennesker der har brug for Guds indgriben og vores Gudsbillede om at Han også elsker os og ønsker at tage imod os, er det der skal holde os fri fra foragt over for vore medmennesker og selvforagt over for os selv, og føre os hen til Gud. Amen 6