Vrede Thomas NielseN tæn ke pau se r
VREDE
Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Se mere på www.tænkepauser.dk Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger T K P S R
THOMAS NIELSEN Vrede ÆN E AU E
VREDE Tænkepauser 10 Thomas Nielsen 2013 Omslag og tilrettelægning: Trefold Ebogsproduktion: Narayana Press, Gylling ISBN 9788771241716 Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET Diskuter bogen på litteratursiden.dk, og find mere materiale på dr.dk/taenkepauser
HVAD ER VREDE? 6 DEN VREDE HJERNE 14 MED KOLDT BLOD? 25 DE VREDE 34 STOP SÅ! 50
HVAD ER VREDE? NØDVENDIG VREDE? Uden vrede ville ingen af os være her. Alle mennesker og de fleste dyr fødes med anlæg for vrede, og aggressiv adfærd har spillet en central rolle for arternes overlevelse og udvikling gennem evolutionen. Også i dag kan der være betydelige positive effekter af vrede, som kan være lige netop det skud energi, der skal til, for at vi bliver i stand til at handle konstruktivt og ændre på tingenes tilstand. I den private sfære kan vrede bidrage til, at man sætter grænser for den larmende nabos plagsomme adfærd, eller at man aktivt ændrer samspillet med sin pubertetsramte teenagedatter, så familieferien bliver fredelig. Og på samfundsplan kan vrede i passende omfang føre til ændringer, der gør verden bedre: Revolutioner er nogle gange nødvendige, men ikke altid lige blodige. LIVSFARE Vrede har det dog med at udarte sig mellem mennesker og kan føre til alle slags grusomheder fra nabofejder, hustruvold, børnemishandling, borgerkrig og forfølgelse til masseudryddelser. Og ikke kun ofrene er i farezonen. Hvis man undertrykker og dermed forlænger sin 6
vrede, kan man blive ramt af sygdom, fordi tilstanden rent fysiologisk slider på kroppen: Der er fundet klare sammenhænge mellem stærk vredladenhed og forøget risiko for både blodpropper og hjerneblødninger. Hjerneblødninger kan især opstå, når blodtrykket akut under en voldsom vrede stiger, ud over hvad de skrøbelige blodkar i hjernen kan holde til, så de brister, som balloner der pustes for hårdt op. En undersøgelse viste, at medicinstuderende, som i 25-årsalderen var udpræget vredladne men i øvrigt helt raske fem gange oftere end andre havde et farligt forhøjet blodtryk, da de blev undersøgt 25 år senere! Undertrykkelse af vrede kan føre til psykosomatisk sygdom, men det er selvfølgelig heller ikke nogen løsning bare at give los. Hvis vi afreagerer vreden i ubetænksom, vredladen eller ligefrem voldelig adfærd, kan vi ikke blot skade andre, men også støde dem fra os, og så bliver vi ensomme i det lange løb. Det er også livsfarligt: Ensomhed er desværre forbundet med større risiko for sygdom og tidlig død. HVORFOR? En egenskab, der havde positiv værdi i den vilde natur for millioner af år siden, har det altså ikke nødvendigvis i vore dages civiliserede menneskeliv når det ellers er civiliseret. Derfor er det vigtigt at spørge: Hvorfor bliver vi vrede? Hvordan kan det være, at nogle af os ligefrem bliver grebet af vildt raseri og begår voldshandlinger, der ikke bare er skadelige for ofret eller ofrene, men også i 7
høj grad for den voldelige selv? Og hvad kan vi stille op med den skadelige vrede? Den moderne psykologi har mange svar på de svære spørgsmål, og i denne lille bog vil jeg sætte nogle af dem under lup. VREDENS BYGGESTEN Vrede kan virke uigennemskuelig, vild og næsten dyrisk. Hvad kan videnskabens rationelle sprog sige om sådan en følelse? Noget ganske præcist, faktisk. Der indgår fire forskellige komponenter i definitionen af enhver følelse også vreden og de angår: 1) følelsens stemning, 2) de tankemønstre, der knytter sig til den, 3) den adfærd, følelsen afstedkommer, og 4) de særlige fysiologiske virkninger, den har idet i hvert fald stærke følelser giver fysiologiske reaktioner i kroppen. Vrede er en følelse, der er kendetegnet ved en særlig ophidset stemning, men ikke nok med det: Den sætter kroppen i alarmberedskab, tvinger hjernen ind i bestemte tankemønstre og styrer vores adfærd i en retning, der i værste fald kan være voldelig og yderst skadelig. Lad os kigge lidt nærmere på vredens byggesten, den faglige definition af begrebet. HÆVNTØRST OG FASTLÅST HJERNE Vredens følelsesmæssige stemning kender vi alle. Den består især af en indre ophidselse og fjendtlighed over for den, vreden retter sig imod, og man gribes af en trang til at hævne sig og skade fjenden. Samtidig præges vi i vredens favntag af bestemte tankemønstre og fokuserer på, at vi er blevet forulempet, forurettet eller på anden 8
måde generet af andre, der angiveligt er skyld i denne utilfredsstillende tilstand. Undertiden er tankerne næsten tydeligere end selve følelsen af vrede, så man måske nægter at føle sig vred, men blot tænker, at man ikke vil finde sig i det, man er udsat for. I andre tilfælde er det den stemningsmæssige side af vreden, der dominerer bevidstheden, hvor man bare bliver stiktosset, uden at man rigtig tænker over, hvad det egentlig var, der skete. KAPTAJN HADDOCKS FACON Tænk på kaptajn Haddock, der hopper, råber, raser og slår: Der er ingen tvivl om, hvornår han er vred! Vred adfærd er også en vigtig komponent i det samlede billede af vrede og de ydre signaler er ofte det eneste, man kan holde sig til; vi kan jo ikke opleve andres følelser og tanker indefra. Vredladen adfærd kaldes både vold og aggression; betegnelserne benyttes ofte i flæng, men nogle forskere skelner mere skarpt. Vold er, når man skader andre psykisk eller fysisk uanset årsagen, mens aggression er den skadelige adfærd, der specielt skyldes vrede eller rasende følelser. Adfærd er altså ikke nogen helt enkel størrelse. Fysisk vold er naturligvis en meget let aflæselig adfærd, der afslører en persons vrede, men ofte optræder vreden kun som en særlig form for sproglig adfærd. Den kan være mere uklar: selv om vi tror, at andre fortæller ærligt og redeligt om deres vrede, er det aldrig helt sikkert, at de vil inddrage os i alt, hvad de oplever. Måske kan de faktisk ikke fortælle os om tanker, der måske flyver 9
så hurtigt igennem hovedet, at de ikke når klart frem i bevidstheden, men alligevel skaber stærke, vrede reaktioner. DEN ONDE CIRKEL Sproget kan også bruges på højst forskellige måder. Den sproglige adfærd hos en vred person drejer sig ikke altid kun om at kommunikere den indre tilstand til andre, men også ofte om at afreagere den vrede følelse. Det kan gælde behersket kritik men også direkte ondskabsfulde bemærkninger eller ligefrem højlydte råb og forbandelser, der har til hensigt at skade andre. Kaptajn Haddock er fx en mester i vredladne og aggressive bemærkninger! Men spøg og tegneseriefigurer til side: Dén form for destruktiv sproglig adfærd er en form for psykisk vold, der kan føre til ubehagelige følelsesmæssige reaktioner hos modtageren. Hvis denne så også selv bliver (endnu mere) vred, kan det hele ende i en ond cirkel af stigende vrede og raseri og måske endda fysisk vold. HJERTET I GALOP Vredens fysiologiske virkninger i kroppen er overvældende, vrede kalder på kropslig handling. Biologisk er vrede knyttet nøje til kampadfærd: Undervejs i evolutionen var det en fordel at kunne mobilisere kroppens energiressourcer til kamp eller flugt, når situationen blev truende. Og vredens virkning kan vanskeligt ignoreres! Fordøjelsesaktiviteten går på vågeblus, for den dyrebare energi må ikke gå til spilde, og blodpladerne klumper sig sam- 10
men, så sår heler hurtigere. Kroppen lades op til kamp, der skal pumpes mere blod ud til musklerne, så blodtrykket stiger, og pulsen slår hurtigere det ved vi bl.a. fra eksperimenter, hvor man har placeret måleudstyr på forsøgspersoner og derefter udsat dem for provokationer. Jo mere vrede, forsøgspersonerne beretter om, desto mere stiger deres blodtryk og puls som regel. ET RASENDE FJÆS Den vrede følelse inde i hjernen har endnu en interessant fysiologisk effekt. Vrede udløser en bestemt mimik i vores ansigt, hvad enten vi er klar over det eller ej. Det er formodentlig et levn fra tidligere udviklingstrin, fra tiden inden vi fik sproget som gave, hvor vi måtte kommunikere vores sindstilstande som fx vrede, frygt og tristhed til andre via mimiske udtryk i ansigtet. Det handler dog ikke blot om bevidst at aflæse mimikken, kommunikationen kan også ske ubevidst. Når man viser forsøgspersoner billeder af mennesker, der ser vrede ud, opstår der lynhurtigt den samme slags trækninger i ansigtet hos forsøgspersonerne selv. Og disse trækninger kan virke tilbage på hjernen og udløse vrede: Vores krop fortæller os, hvad den anden føler. UBEVIDST VREDE Fysiologi og følelse følges altså ikke altid ad. Når man provokerer forsøgspersoner, kan man også opleve, at de hævder at være vrede, uden at der sker nogen stigning i blodtryk og puls. Har de så virkelig følt sig vrede, eller 11
synes de bare, at de burde føle sig vrede på grund af den behandling, de har været udsat for? Det er svært at sige, og endnu vanskeligere er det, når forsøgspersoner fortæller, at de ikke blev spor vrede, selv om både blodtrykket og pulsen var klart forhøjet. Er det kroppen eller hjernen, der lyver? Nogle forskere tyr til en tredje forklaring, nemlig ubevidst vrede. Fænomenet skulle bero på, at visse mennesker under opvæksten har lært at fortrænge deres vrede fra bevidstheden, måske fordi de er blevet straffet af forældrene for at være åbenlyst vrede eller voldelige. Man kan fx tale om ubevidst vrede, når der er uoverensstemmelse mellem, hvad de pågældende siger om deres følelser, og hvad de faktisk gør. Som når manden siger til sin kone: Hvorfor er du så vred? Og konen siger: Jeg er overhovedet ikke vred. Jeg synes bare, at du er afskyelig! VREDENS TEGN Begrebet ubevidst vrede er stærkt omdiskuteret, men uanset hvad der er rigtigt, så står en udfordrende kendsgerning tilbage: Vredens fire byggesten dens stemning, adfærd, tankemønstre og fysiologi passer ikke altid sammen. Det kan derfor være ret forskelligt, hvad vi tænker på, når vi siger, at en person er vred. Er det udtryk for en følelsesmæssig stemning, når han siger, at han er vred? Eller er det snarere noget, der angår en tanke? Er det måske hans aggressive adfærd, der gør, at vi aflæ- 12
ser ham som vred? Eller er det de fysiologiske tegn på ophidselse, der er det bærende? Heller ikke når vi går tættere på det sted i kroppen, hvorfra vrede styres hjernen bliver tingene enkle. Men tag alligevel med på en rejse ind i det sære organ: Hvad fortæller hjernen os om vrede? 13
DEN VREDE HJERNE DIN REPTILHJERNE Vrede går ofte helt på tværs af vores sande interesser i tilværelsen og kolliderer med basale værdier som kærlighed, venskab, fred, vækst og omsorg. Men vrede er ikke noget unaturligt, og den menneskelige hjerne rummer utvivlsomt en medfødt tilbøjelighed til at reagere med vrede og vold i visse situationer. Hvorfor er vi dog udstyret med en sådan destruktiv tendens? Det må vi flere hundrede millioner år tilbage for at forklare. Hjerneforskningen fortæller, at hjernen er udviklet gennem tre hovedstadier. I løbet af det ældste stadie opstod den nederste og mest primitive del, reptilhjernen, som omfatter funktioner, der er så primitive og gamle, at vi har dem tilfælles med de primitive krybdyr, reptilerne. Reptilhjernen sørger for vores åndedræt, blodtryk og visse meget simple reaktioner af instinktiv art. Hos krybdyr findes ikke mindst en forprogrammeret kampeller aggressionsadfærd hvis en slange bliver trængt op i en krog, hugger den til, når modstanderen kommer for tæt på. Det kræver ikke nogen indlæring, endsige tankevirksomhed: De giftige hug udløses uden videre af helt bestemte sanseindtryk, som er kodet ind i slangens 14
primitive hjerne fra begyndelsen. Når vi ikke opfører os som slangen til daglig, er det, fordi menneskehjernen er underkastet to senere overbygninger, der gør vores vrede mere nuanceret. Heldigvis! FIGHT OR FLIGHT? Forestil dig, at du sidder mageligt i sofaen og nyder en kop te, da en eller anden ude i opgangen giver sig til at smadre uhæmmet løs på døren til din lejlighed. Bliver du bange eller vred? Og hvad vælger du at gøre: Tager du rasende kampen op med uromageren, eller ringer du efter hjælp, mens du ryster af skræk? Hvis vi var krybdyr og kun havde reptilhjernen, ville det slet ikke være muligt at vælge. Men det kan vi mennesker, fordi vi er udstyret med en videreudviklet hjerne. Den første overbygning på reptilhjernen kom med mellemhjernen, også kaldet den gamle pattedyrhjerne. Med udviklingen af de første pattedyr opstod der nemlig hjerner, der var langt mere avancerede end krybdyrenes. Pattedyrene kunne lære af deres erfaringer, og de var meget bedre til at iagttage omgivelserne og på den baggrund vælge mellem forskellige handlemuligheder. Mellemhjernen ligger oven på reptilhjernen og udgøres især af hjerneafsnittet det limbiske system der spiller en særlig stor rolle for følelsesmæssige reaktioner som fx frygt og vrede. Begge dele kan udløse den såkaldte kamp-flugt-reaktion, der sætter kroppen i alarmberedskab og muliggør stor muskelaktivitet, så vi er klar til at kæmpe eller løbe væk. 15
Om det så er det ene eller det andet, der er det bedste valg, hjælper mellemhjernen os også med at afgøre. Især de højerestående pattedyr har en vidtrækkende hukommelse, der fortæller dem, hvad der bedst betaler sig at gøre i genkendelige situationer. Selv små gnavere kan på den måde bruge deres tidligere erfaringer positivt. Rotter angriber fx tit hinanden i kamp for dominans og føde, men hvis en rotte gentagne gange lider nederlag, lærer den efterhånden at undgå kamp. Det kan en slange ikke. Meget mere end simple indlæringsprocesser kan mellemhjernen dog ikke klare men der findes endnu en overbygning på reptilhjernen: hjernebarken. SKØNNE FOLDER Hjernens grålige, valnøddemønstrede overflade ser måske ikke særlig imponerende ud, og det ligger ikke ligefor, at den har noget med rødglødende vrede at gøre. Men faktisk er vores avancerede evne til at håndtere provokationer og drage nytte af tidligere erfaringer netop knyttet til denne øverste del af hjernen, der kaldes hjernebarken eller den nye pattedyrhjerne. Hjernebarken er hos menneskearten vokset til et nærmest enormt omfang, så den med sine mange dybe folder udgør over tre fjerdedele af hele hjernen. Det er især her, vores tænkning og planlægning af adfærd finder sted, og hjernebarken har derfor også fået tilnavnet tankehjernen. Ved hjælp af hjernebarken kan vi inddrage en mængde detaljer, når andre generer os. Alle vores erfaringer og tanker bliver dermed afgørende for, om vi overhovedet 16
reagerer med vrede altså om vi vurderer, at vi er blevet forulempet eller ej. Og hvis vi så faktisk bliver vrede, gør hjernebarken os i stand til at tænke over, hvad vi skal gøre, og om vi overhovedet vil vise vores vrede. Når vores vrede er vakt, er det derfor højst forskelligt, om den får lov til at fortsætte, eller om den lynhurtigt bliver bremset og fortrængt. Fortsætter vreden, kan den skjules for andre, men den kan også udmøntes i en eller anden aggressiv adfærd. VREDE DYR Hvordan kan man vide, at det er de to overbygninger på reptilhjernen, der giver mennesker og andre pattedyr flere og mere komplekse måder at håndtere vrede på? Jo, man har lavet en række dyreforsøg, som viser det meget klart. Lige under hjernebarken, i et område der hedder septum, ligger nemlig et antiaggressionscenter og hvis man piller ved det, kan man yderst kontant styre, hvordan forsøgsdyrets vrede udvikler sig. Dette blev i 1970 erne illustreret på en meget dramatisk måde af den spanske hjerneforsker José Manuel Rodriguez Delgado. Han havde på en tyr, der var beregnet til tyrefægtning, indsat en fjernstyret elektrode i antiaggressionscenteret. Derefter inviterede han pressen til at overvære en særpræget form for tyrefægtning. Delgado stod alene midt i arenaen, og da tyren så kom buldrende hen imod ham med sænkede horn, hævede den tapre hjerneforsker sin radiosender og trykkede på knappen. Straks standsede tyren op og så helt fredelig ud! I et 17
andet klassisk forsøg nu med katte fjernede forskerne antiaggressionscenteret i dyrenes hjerner. Disse alvorligt hjerneskadede katte kunne godt leve videre, men de var ikke rare at omgås: De angreb rasende og blindt næsten alt, hvad der bevægede sig omkring dem! USTYRLIGT RASERI Menneskers hjerner fungerer meget som dyrs, når vreden sætter ind. Ved hjælp af hjernescannere har man i de senere år fundet, at reptilhjernen er særlig aktiv hos mennesker, der tænker tilbage på noget, som gjorde dem meget vrede. I et berømt tilfælde havde en hjerneforsker fået en patient til behandling for helt ustyrlige raserianfald. Undersøgelser viste, at patienten havde epilepsi, der var særlig knyttet til reptilhjernen, så der på tilfældige tidspunkter opstod voldsom aktivitet i den med raserianfald til følge. Forskeren behandlede denne patient ved at indoperere en fast elektrode i antiaggressionscenteret som i Delgados tyreforsøg og gav patienten en radiosender, han kunne trykke på, når han mærkede raseriet komme op i sig. Det lyder effektivt, ikke? På Delgados tid mente nogle hjerneforskere da også, at det måske var en måde at behandle alle voldsforbrydere på. Det er dog ikke en rimelig tanke i dag, hvor der findes effektive, psykologiske metoder, som modvirker overdreven aggressiv eller voldelig adfærd uden at man behøver skære eller stikke i folks hjerner. 18
VREDE I ETAGER Vrede huserer altså på forskellig vis i alle de tre hjerneetager, der hos mennesket er opstået gennem de sidste millioner af år: reptilhjernen, mellemhjernen og hjernebarken. Og hver etage sin vrede. Man kan nogenlunde sætte begrebet raseri i forbindelse med den meget primitive reptilhjerne: Et blindt eller sanseløst raserianfald indebærer jo, at man slet ikke tager hensyn til erfaringen eller omgivelserne, ligesom de mulige effekter af den aggressive adfærd mangler i regnestykket. Det er netop sådan, reptilhjernen virker. En akut vrede, som umiddelbart tilskynder os til angreb, svarer omvendt til aktiviteten i mellemhjernen så længe vi ikke taler om primitiv vold, men snarere om en adfærd, der er tilpasset situationen og vores erfaringer. Mellemhjernen tager et vist hensyn til både erfaringer og detaljer i omgivelserne, men dog ikke ret meget til de mulige senvirkninger af adfærden. Det er forklaringen på, at vi ofte bittert fortryder vores vredladne adfærd, når der er gået et stykke tid. Og hvad så med hjernebarken, hvilken form for vrede er der på færde her? Det er et temmelig komplekst spørgsmål, for hjernebarken styrer vores tanker, og de er sjældent enkle men det er faktisk alligevel muligt at beskrive, hvordan vrede typisk gennemarbejdes mentalt i hjernens øverste lag. TANKER OG VREDE Så frem med det store overblik over vreden i vores tan- 19
ker! Man kan lidt forenklet sige, vrede gennemløber tre processer i vores hjernebark. For det første styrer vores tanker den såkaldte kategorisering af begivenheder, her specielt om nogen har skadet eller generet os og dermed givet anledning til vrede. For det andet styrer tankerne vores fortolkning af den begivenhed, der skaber vrede: Vi kan blive meget mere eller meget mindre vrede, af hængig af hvordan vi vurderer det hændte. Og endelig styrer vores tanker den efterfølgende refleksion over forløbet, hvor vi tænker tilbage på, hvad der er sket, og hvad vi kan gøre ved det. Disse eftertanker spiller en helt afgørende rolle for, om vreden hurtigt klinger af og måske endda bliver vendt til noget positivt eller om den tværtimod bliver vedligeholdt, forlænget og dermed gnaver sig længere og længere ind i sindet, til skade for alle. Lad os se lidt nærmere på, hvordan tankerne opererer i de tre processer. DEN INDRE RADAR Det er helt afgørende for vores overlevelse at kunne scanne og opdele verden, så vi klart og tydeligt mærker, når noget er til fare for os. Derfor hører kategorisering af begivenheder egentlig ikke kun til i tankerne, men også i reptilhjernen, hvor fx helt simple fysiske påvirkninger som slag og skub kan udløse en meget hurtig og primitiv vrede. Men i det moderne menneskes liv er det nok mindre fysiske end psykiske smerter, der udløser vrede. Psykiske skader har som regel noget med frustration 20
at gøre. Vi vil fx alle gerne være nogenlunde respekterede og ansete, og hvis en person frustrerer dette behov ved at sige noget nedladende eller ydmygende til os, kan vi reagere med vrede, der endda nogle gange kan degenerere til krybdyragtigt raseri. Vi har også et behov for at være elsket af de nærmeste, og hvis de vender os ryggen, kan det hos mange udløse heftig vrede. Vi kan også blive frustreret af ting! Hvis vi er ved at reparere et fjernsyn, der ikke vil makke ret, kan vi ligefrem blive rasende på apparatet, fordi det frustrerer os i vores ønske om at få det til at virke. Den indre radar søger efter begivenheder, der kan kategoriseres som skader, og den kan oven i købet reagere på ting, som andre overhovedet ikke kan forstå skulle vække vrede. Det er et klassisk problem i parforhold! Ofte har den ene et ønske om, at den anden gør noget bestemt, men hvis ikke behovet formuleres klart, kan partneren vanskeligt vide, hvad der er på spil. Derved kan den umælende partner få frustreret sine ønsker og reagere med en vrede, som den anden ikke forstår noget som helst af. Men det at blive udsat for partnerens vrede uden synlig grund kan jo i sig selv udgøre en form for frustration af behovet for fred og kærlighed, og så kan begge blive vrede på hinanden. Så altså: Sig frem i tide! MENNESKER KAN TÆNKE Eksplosivt raseri er ikke spor rart at være i nærheden af! Det kan dog ikke altid undgås, for nogle mennesker kan blive enormt vrede, når de umiddelbart oplever og kate- 21
goriserer en begivenhed som sårende eller ydmygende. De fleste går dog videre til den næste kategori af tanker over situationen, nemlig en fortolkning af det hændte. Hvis man mærker vreden stige op i sig, når man hører sårende bemærkninger, gælder det om at tænke sig om og fortolke begivenheden, inden man udløser den indre vrede. Fortolkningen drejer sig især om tre ting: Hvor meget skade skete der? Var det med vilje? Og hvad var årsagen? Hvis nogen spilder kaffe på vores nye tøj, kan vi fx fare op i vrede, eller vi kan overveje: Hvor mange pletter opstod der, og hvordan kan de fjernes? Var det en ondsindet handling og hvis ja, så fortjener kaffeklovnen vores vrede men ellers ikke! Og hvis det var med vilje, hvilket budskab skal kaffen på tøjet så formidle til os? Det kan være, det drejer sig om hævn, fordi vi selv for nylig har generet ham, der spildte, og det spiller selvfølgelig ind på, hvordan situationen fortolkes. Men vi kan også af kode sagen sådan, at den formastelige person direkte er ude på at ydmyge os, og så vokser vreden. SKUMLER DU? Vredens styrke kan altså reguleres ned eller op, alt efter hvordan vi umiddelbart fortolker situationen. Men vredens intensitet påvirkes også af vores refleksion over begivenheden, når den første kategorisering og fortolkning er overstået. Undersøgelser af, hvordan folk tænker om begivenheder, der har gjort dem vrede for nylig, viser, at 22
der ofte forekommer en af to karakteristiske former for eftertanker: omfortolkning og rumination. Omfortolkning indebærer, at man ændrer sin oprindelige fortolkning af begivenheden, sådan at den ikke mere vækker vrede. Man kan fx indse, at skaden ikke var nær så stor, som man tidligere mente, eller at der nok alligevel ikke lå onde hensigter bag episoden. Det kan også ved nærmere eftertanke blive klart for én, at skadevolderen faktisk havde sin gode grunde, der i nogen grad undskylder handlingen. Denne positive tænkning kan i øvrigt ofte føre til, at man senere taler med den formastelige og kommer til en god indbyrdes forståelse. Så let går det ikke altid. Rumination betyder drøvtygning, og det er ganske passende: Når man ruminerer over en frustrerende begivenhed, bliver man ikke mindre, men mere vred med tiden. Man tygger drøv på fortidens fortrædeligheder, stirrer sig blind på det ubehagelige og genspiller episoden om og om igen i fantasien. På den måde udsætter man hele tiden sig selv for den sårende eller ydmygende erfaring, nu blot på det indre plan. Visse mennesker er særlig præget af en sådan ruminerende tankestil, og den kan både føre til ødelagte parforhold og alvorlig depression. Den omfortolkende og den ruminerende tankestil optræder i forskellig grad hos os hver især, og dominansforholdet afgør, hvordan vi håndterer vrede. Den vrede, der én gang er opstået, klinger hurtigt af hos mennesker, der overvejende omfortolker, mens de ruminerende sidder fast i vreden, der fortsætter i uhyggelig lang tid. 23
Langvarig vrede kan udarte sig til had, og så er en løsning svær at nå. Når vi hader, er det nemlig ikke længere en aktuel handling, der fremkalder følelsen vrede, men hele hadeobjektets personlighed. I det hele taget har umådeholden og forskruet vrede mange negative konsekvenser. En af dem er vold fysisk og psykisk. Nu er det tid til at spørge: Hvordan er voldens væsen? 24
MED KOLDT BLOD? VREDE OG VOLD Vrede og vold hænger sammen. Men vi kan ikke altid forklare voldelig adfærd med, at den knytnævesvingende person var vred, for nogle mennesker optræder voldeligt uden at være vrede. Voldens væsen kræver sin egen forklaring, som rækker ud over de faktorer, der angår indre vrede. Det kan dog være svært at stille skarpt på, hvad der kendetegner vold, for der findes mange relevante aspekter. Men i moderne psykologi danner særligt to spørgsmål grundlag for kategoriseringen af vold: Er volden begået med koldt eller varmt blod? Og er den fysisk eller psykisk? NÅR BLODET KOGER Man taler populært om vold begået med varmt blod, når der ligger heftig vrede eller ligefrem raseri bag den voldelige adfærd, og hvor det er oplagt, at formålet med volden er at skade ofret, ofte som hævn for et eller andet. Udtrykket har sin rod i den fysiologiske ophidselse hos den vrede eller rasende person en ophidselse, der som nævnt direkte kan måles i eksperimentelle undersøgelser af pulsen og blodtrykket. Denne form for vold kaldes 25
også mere fagligt for emotionel vold, altså følelsesbestemt aggression, og den følelse, der styrer, er selvfølgelig vrede. KOLD SOM IS Vold, der begås med koldt blod, har en helt anden karakter. Her ligger der ikke nogen særlig vrede bag volden, det handler ikke om at afreagere en indre vrede, men om at skaffe voldsmanden en form for belønning. Det kan være ussel mammon, som når en røver slår en mand ned på gaden. Eller det kan gælde anerkendelse og respekt fra andre, som når en rockeraspirant begår grov vold for at blive fuldgyldigt medlem af banden. Belønningen kan endda bestå i fornøjelse og underholdning, som når en gruppe rodløse unge for sjov overfalder og piner et sagesløst offer. Hvis en enkelt person finder fornøjelse i at pine og plage andre, taler man ofte om psykopatisk vold, fordi en psykopat er præget af manglende naturlig medfølelse med andre mennesker og dermed kan komme til at synes, at det er sjovt at pine andre. Al denne vold, der begås med koldt blod, kaldes i psykologien for instrumentel vold, fordi den voldelige adfærd her fungerer som et instrument til at opnå et eller andet. HVAD ER TEMPERATUREN? Virkeligheden er selvfølgelig mere indviklet, end videnskabens kategorier antyder. Blandingstilstande er ikke usædvanlige. Den røver, der slår en mand ned og stjæler hans penge, kan også delvis være motiveret af emotionel vrede mod manden, bare fordi denne ser ud til at være 26
rig; røveren hader måske de rige. Det er derfor ikke altid lige let at se, hvilken temperatur volden har, og det kan kræve en grundig psykologisk undersøgelse at udrede, om det er den ene eller den anden form for vold, der er tale om, hvis volden skal af hjælpes. Hustrumishandlere, der slår i vrede og raseri, har brug for en helt anden form for psykologisk behandling end mænd, der koldblodigt slår for at tvinge ægtefællen til et eller andet. SKUB ELLER SNUBLEN? Vold kan begås med koldt eller varmt blod og skaden kan rette sig mod kroppen eller sjælen. Den fysiske vold behøver jeg næppe at udpensle. Den rækker lige fra lettere skub og slag til livsfarligt knivstikkeri og skyderier, og den er normalt let at afgrænse fra andre former for adfærd. Der kan dog være et problem med definitionen af fysisk vold. Forestil dig, at en mand skubber hårdt til en gammel dame, så hun kommer slemt til skade; det lyder da som vold, ikke? Men hvad nu, hvis det skete, fordi manden løb efter en bus, snublede og derfor kom til at skubbe? Så er vi nødt til at overveje, om hans løb var hensynsløst og båret af irritation over, at damen stod i vejen, eller om han bare overså hende. Psykologer har diskuteret meget, om man skal definere fysisk vold blot som noget, der skader en person fysisk hvilket ville inkludere vold, som ikke blev begået med vilje eller om man kun skal tale om vold, når den skadende adfærd er begået med den hensigt at skade en anden. Vi må desværre se i øjnene, at det ikke altid er let at afgøre, om der ligger onde tanker bag en handling. I 27
særligt alvorlige tilfælde, hvor det er vigtigt at komme til bunds i en voldssag fx hvis den kommer for retten kan det blive nødvendigt med en psykologisk undersøgelse for at afgøre spørgsmålet. ONDE ORD Hvad er værst: At få en lussing eller at blive frosset ude af fællesskabet på arbejdspladsen? Det er langtfra sikkert, at den fysiske vold er værst, og psykologien interesserer sig i stigende grad for psykisk vold. Begrebet er først blevet udbredt i psykologien inden for de senere år, men der er ingen tvivl om, at det handler om noget særdeles vigtigt i menneskenes liv, nemlig at man kan skade andre personer mentalt. Endda på mange måder! Man kan håne, ydmyge, latterliggøre, udskælde og bagtale andre, eller man kan udelukke dem fra det fællesskab, de har brug for, så de risikerer at blive isolerede og ensomme. Alle disse overgreb frustrerer vores behov for at være afholdte og respekterede, og at vi føler os nedgjort i andres øjne kan derfor være en alvorlig psykisk skade. Fysisk vold kan være svær at aflæse, men faktisk er det meget værre, når vi kommer til psykisk vold. Tag fx et lille optrin som dette: En flok bekendte står og sludrer, da én af dem kommer med en bemærkning, som er pinlig for en af de andre i gruppen. Det kan være en form for psykisk vold hvis hensigten var at ydmyge. Men der kan også bare være tale om klodsethed, hvor bemærkningen bare var tænkt som en oplysning, og hvor det ikke var meningen, at den skulle virke nedsættende. Det 28
kan være meget svært at vide, om den psykiske skade blev begået med vilje eller ej. Og hvis der så faktisk er tale om vold, kan den være både emotionel og instrumentel. Den psykiske vold kan være begået med varmt blod, hvis bemærkningen udspringer af vrede mod den anden. Eller det kan dreje sig om koldblodig vold, hvis voldsmandens formål fx er at højne sin egen anseelse i gruppen. DET GODE ALTERNATIV Er det så bedst at klappe i, når man er vred? Nej, og ikke kun fordi tavshed kan være skadelig: Sproget er faktisk meget nyttigt, når vi skal håndtere vrede. Brugen af onde ord er én måde at afreagere vreden på, men vi kan også og det er meget bedre kommunikere vreden i kraft af sproget. Hvis man bliver generet af en bekendt, er der stor forskel på, om man råber dumme svin, eller om man siger jeg bliver altså vred, når du gør sådan og sådan. Når man roligt fortæller om, hvad man oplever som ubehageligt, får man næppe afreageret en vrede, men to andre ting opnås: Den anden får mulighed for at tage bedre hensyn, når han ved, hvad man bliver vred over og man undgår selv at blive yderligere ophidset og måske miste evnen til at tænke klart. Flere undersøgelser viser, at mennesker, der fortrinsvis kommunikerer deres vrede ved at fortælle om den, trives bedre med deres medmennesker end folk, der enten skjuler deres vrede eller afreagerer den med vrede ord. 29
EN MASKE? Ord kan være listige, men også nonverbal kommunikation kan ligge i en gråzone, hvor det er svært at afgøre, hvad der foregår. Vrede fremkalder en bestemt mimik i ansigtet, men ansigtsudtryk kan også kontrolleres bevidst; tænk bare på filmskuespillere. Vi kan sagtens bevidst forstærke vores synligt vrede udtryk for at ramme en anden. Tænk på den legendariske scene i filmen Taxi Driver, hvor Robert de Niro foran spejlet øver sig i at se truende ud: You talkin to me?! Er det så en form for psykisk vold, hvor vi vil skræmme den anden, eller skal det opfattes som kommunikation en oplysning til den anden om, at man er vred? Det af hænger helt af situationen, der er ingen gylden regel. Nogle gange kan det omvendte også gøre sig gældende: Vi må forsøge at skjule vores umiddelbare tendens til at se vrede ud, fordi det er farligt at vise vrede i bestemte situationer. En manglende lønforhøjelse gør os måske vrede, men hvis krisen kradser og arbejdsløshedskøen venter, er det nok klogest ikke at udfordre chefen med aggressive miner. SAGESLØSE OFRE Råben og skrigen, knytnæver, giftige bemærkninger og det, der er værre. Det kogende blod fører til mange voldsomme handlinger, men faktisk retter de sig ikke altid direkte mod den, der er skyld i vores vrede. Man kan også skade noget eller nogen, han holder af, og derved indirekte ramme ham. Eller volden kan forskydes og 30
rettes mod sagesløse personer, der ingen relation har til sagen, men blot er nemmere at angribe. Forskudt vold er måske særligt skræmmende, fordi den kan ramme os alle som et lyn fra en klar himmel. Hvorfor opstår den? En del af forklaringen ligger i, at vrede er en følelse, der kan overleve længe, især hvis man ruminerer over den ubehagelige oplevelse og derved holder vreden i kog. På et tidspunkt bliver presset så stort, at låget ryger af, og så kan vrede ramme den, der tilfældigvis er på det forkerte sted. Ydre omstændigheder kan forstærke problemet: Hvis vi ikke kan komme til at gøre gengæld måske er den skyldige rejst væk, eller måske er det for farligt at angribe direkte bliver forskudt vold nogle gange en sidste udvej. En mand, der kommer rasende hjem fra arbejde, rødglødende over en ydmygende behandling fra chefens side, kan reagere helt uforståeligt vredt på kone og børn. En gruppe unge, der er vrede over omstændigheder i deres tilværelse, som de ikke har nogen magt over, kan søge afløb for vreden ved at overfalde tilfældige forbipasserende eller begå hærværk. Og så hjælper det ikke engang voldsmændene selv at lade vreden gå ud over sagesløse! Vold rettet mod den skyldige eller hans kuffert kan standse den indre vrede, men det gælder ikke forskudt vold. Forskudt vold kan derfor fortsætte i lang tid og have store fysiske og psykiske skadevirkninger på mennesker, der ikke har noget med vredens årsag at gøre. 31
UNDLADELSESSYNDER Hvad nu, hvis man er vred, men ikke har lyst til aktivt at vende sin vrede mod den skyldige; er vold så ikke længere en handlemulighed? Jo, for der findes også passiv psykisk vold. Den opstår, når den skade, man tilsigter, beror på, at man ikke gør noget! Hvis ens ægtefælle beder én om at gøre noget, og man så lader være, kan det selvfølgelig skyldes, at man ikke har tid eller ikke orker at efterkomme ønsket. Men det kan også være, fordi man er vred og direkte har til hensigt at frustrere ægtefællen. Passiv aggression er et problem, som ofte plager netop parforhold. Hvis partneren fx ønsker at tale ud om problemerne, og den vrede person nægter at forholde sig til noget som helst, kan pinen få lov til at fortsætte og måske eskalere så meget, at det ender med et forlis i parforholdet. Den passive aggression kan derfor i visse tilfælde være lige så destruktiv som aktiv aggression. VOLDENS VÆSEN Vi har nu set nærmere på voldens væsen. Vold kan være mange ting den kan begås med koldt eller varmt blod, den kan være fysisk eller psykisk, og den har mange former fra onde ord og tavshed til blodige handlinger, der kan ramme såvel sagesløse som mennesker, der er del af en konflikt. Én ting går igen i alle de mange aspekter: Omfanget af skadevirkningerne er så store, at vi ikke kan nøjes med at interessere os høfligt for fænomenet. Overdreven vrede skal bekæmpes, og derfor er vi nødt 32
til at vide mere om, hvordan skadelig aggressiv adfærd opstår og udvikles. Hvem er de vrede egentlig? 33
DE VREDE VOLDELIGE BØRN Vrede voksne er temmelig skræmmende, og dem skal vi selvfølgelig studere nærmere. Men de får lov at køle lidt af inden, for først må vi spørge: Hvor begynder vrede overhovedet? Var vredladne voksne også vrede i barndommen? Det ved vi faktisk en hel del om. Der er i de senere år udført en lang række undersøgelser af, hvornår børn bliver aggressive, og hvorfor de bliver det. Den viden er meget nødvendig! Børn, der udsættes for aggressiv adfærd, kan komme til at lide alvorligt under denne belastning, især hvis den står på i længere tid. Ligesom voldelig adfærd i barnealderen undertiden fortsætter i voksenalderen og bliver til et stort problem for såvel den voldelige som omgivelserne. I DEN RETTE GRUPPE? Amerikanske undersøgelser har vist, at man kan tale om fire typer af børn, når vi ser på forekomsten af voldelig adfærd. Først er der de to relativt uproblematiske grupper. Den største gruppe på ca. 40 % består heldigvis af børn, der sjældent eller aldrig udviser egentlig voldelig adfærd. Og den næststørste gruppe på 35 % udgøres af børn, der udviser aftagende voldelig adfærd. Disse børn 34
kan være meget aggressive og voldelige i fem- til syvårsalderen, men lærer efterhånden at styre deres vrede, så de bliver jævnt mindre voldelige med årene, og de er sjældent udpræget voldelige som voksne. Men så er der de to grupper, som er mere problematiske. Den næstmindste gruppe på 15 % er de konstant voldelige børn, som vedvarende har et højt niveau af voldelig adfærd. Disse børn begår oftest emotionel vold på grund af uhæmmet vrede eller raseri, og en ikke ubetydelig del af denne gruppe begår endog farlig vold i voksenalderen. Det er slemt, men det bliver værre: Endelig er der den mindste gruppe på 5-10 %, hvor børnene udviser tiltagende voldelig adfærd gennem skoleårene. Her finder man en større hyppighed af instrumentel vold begået med koldt blod, formodentlig fordi børn i denne gruppe efterhånden lærer, at vold kan medføre forskellige fordele eller gevinster. Denne kategori af voldelige børn fortsætter som den foregående gruppe de konstant voldelige også ofte med vold i voksenalderen. Voldelige børns adfærd fortæller altså også noget vigtigt om fremtiden, men ikke kun deres egen. Også typen af ofre kan forudsiges. Tendensen til instrumentel vold hos børn fører især til senere vold rettet mod fremmede fx røverisk overfald eller vold for at hæve sin anseelse. Mens emotionel vold hos børn snarere er et varsel om senere vold begået mod bekendte eller nærtstående, fx børn og ægtefælle. 35
DEN TUNGE ARV Der er altså en klar sammenhæng mellem det vrede barn og den vrede voksne. Men hvordan opstår vrede og vold hos børn? Svaret er måske ikke så overraskende: Både arv og miljø spiller ind. Men hvordan? Lad os se på de arvelige faktorer først. Man har gennem en undersøgelse af voldelig adfærd hos ikke mindre end 1200 tvillingepar både en- og tveæggede ligefrem kunnet beregne, hvor stor en rolle den genetiske arv spiller. Tendensen til at begå instrumentel vold er særlig arvelig: 50 % af årsagerne kan hos drenge tilskrives generne, mens tallet kun er 35 %, når det gælder emotionel vold. Og nok så interessant det viste sig, at der ikke er nogen forbindelse mellem de arvelige årsager til de to voldstyper: Man har ikke nødvendigvis mere tendens til at blive en iskold dræber, fordi man har anlæg for at hidse sig op og ofte bliver grebet af kogende vrede følelser. Baggrunden er da også meget forskellig: De, der udøver instrumentel vold, er arveligt belastet af manglende medfølelse med ofrene, mens den emotionelle vold snarere har at gøre med barnets medfødte temperament og dets evne til selvbeherskelse, som også til dels er noget arveligt. Undersøgelsen viste også en interessant kønsforskel: Den vold, piger begår, beror ikke i nær samme grad som drengenes på medfødte anlæg. Hos piger tyder det snarere på, at voldelig adfærd helt overvejende skyldes det miljø, de vokser op i. I en række nye undersøgelser har man set på forskel- 36
lige miljømæssige faktorer bag voldelig adfærd hos børn, og særligt fem emner har fået opmærksomhed: opdragelse, kammerater, medievold, kampsport og mobning. Lad os følge i forskernes fodspor og se, hvordan hver enkelt faktor hænger sammen med vrede og vold hos børn. OPDRAG ORDENTLIGT! Forældre, der slår deres børn, får oftere børn, som slår andre børn. Faderen slår måske sin søn for at få ham til at holde op med at overfalde sin lillesøster og det virker faktisk: Ifølge indlæringspsykologien lærer drengen at hæmme sin aggressive adfærd. Men desværre følger der sandsynligvis også to andre ting med i købet. For det første lærer han specielt at hæmme sin voldelige adfærd over for lillesøsteren, når faderen er i nærheden. Al adfærd også det at hæmme en adfærd indlæres nemlig i bestemte situationer. For det andet lærer barnet, at det er o.k. at slå dem, der er mindre end én selv det viser faderen selv som rollemodel. Og så kan det i øvrigt også være, at drengen lærer at synes dårligt om sin far, hvis indflydelse på opdragelsen dermed bliver svækket på alle andre punkter. Opdragelse af børn kan karakteriseres ud fra graden af engagement og varme. En meget lav grad af begge dele, altså en forsømmelig forældreadfærd, kan føre til voldelig adfærd hos børn, især vold af instrumentel art. Derimod kan forældre, der udviser både engagement og varme i opdragelsen og som tager sig tid til at snakke 37
med børnene påvirke deres børn, så de undlader at ty til overgreb og forstår de lidelser, vold medfører. I GODT SELSKAB? Åh, han er bare kommet i dårligt selskab sådan lyder forklaringen ofte, når en ellers god dreng pludselig begynder at skeje ud og måske også begår vold. Forklaringen holder langtfra altid, men såkaldt dårlige kammerater, der begår instrumentel vold, kan faktisk godt få et barn til at deltage i og selv begå instrumentel vold. Omvendt kan kammerater selvfølgelig også være gode og ligesom velfungerende forældre påvirke et barn til at tænke sig om, inden det griber til vold. Det er formodentlig noget af forklaringen på, at børn, der savner kammerater, ofte er mere voldelige: De lærer ikke at begå sig i en gruppe. En anden årsag er selvfølgelig, at det er pinefuldt og frustrerende at føle sig frosset ude; den udstødte kan have god grund til at føle vedvarende vrede mod andre. SMITTER TV OG SPIL? Bliver børn mere voldelige af at se mange voldsfilm? Det har man faktisk undersøgt nøje. Konklusionen på denne omfattende forskning er, at nogle børn helt sikkert år efter år bliver mere voldelige af meget medievold, nemlig de børn, som i forvejen af forskellige grunde har en ganske stærk tilbøjelighed til voldelig adfærd. De børn, der ikke er særligt aggressive, men nærmere lidt ængstelige, bliver næppe mere voldelige af at se tv-vold. 38
Til gengæld bliver de endnu mere nervøse. De lærer altså ikke, at vold er smart, men snarere, at det er en farlig og skræmmende verden, de lever i. Man kan påvise den smittende effekt af voldsfilm ved at udsætte én gruppe børn for en voldsfilm, samtidig med at en anden ser en ikkevoldelig film. Efter filmen er der som regel en klart højere tendens til voldelig adfærd i gruppen, der så voldsfilmen. Det har dog vist sig at afhænge lidt af, hvilken slags voldsfilm der vises, og særligt to erfaringer går igen. For det første: Jo mere volden udføres af sympatiske personer i filmen, og jo mere volden virker smart, desto mere smitter den. Og for det andet: Jo mere virkelighedsnær filmen er, desto mere smitter volden. Selv meget voldelige tegnefilm smitter altså ikke så meget som mindre voldelige, men mere realistiske voldsfilm. Disse effekter er dog kun påvist i korte perioder efter en filmforevisning, og ingen ved, om det gælder på længere sigt. Desuden ser det ud til, at den voldelige smitte svækkes, når mindre børn ser filmen sammen med voksne, der taler med dem om filmen. I de senere år er det ikke blot voldelige film, men også i høj grad voldelige computerspil, der er under mistanke for at øge børns tendens til vold. Resultatet er det samme: Flere undersøgelser har allerede påvist en klar tendens til voldelig adfærd hos børn og unge, der spiller mange voldsprægede computerspil især når disse spil kræver, at spilleren selv agerer voldsmand i spillet. 39
KAMP ELLER LEG? Måske skal vreden bare renses ud af kroppen? Ja, mener tilhængere af den såkaldte katarsisteori, der bygger på en idé om, at man jævnligt bør afreagere sine voldelige tendenser ligesom seksualdriften skal tilfredsstilles en gang imellem, for at vi kan få fred i sindet. Mange tror, at det er sundt for især drenge at udleve deres voldelige drifter eller instinkter via deltagelse i fx brydning, boksning, karate eller andet, hvor man dyrker kontrollerede former for voldelig adfærd. Tilhængere af disse forskellige former for kampsport har ofte påstået, at ingen børn bliver mere voldelige af den slags udfoldelser tværtimod hævdes det med katarsisteorien i ryggen, at de hidsige bliver mindre voldelige uden for kampsportens arena. Det ser desværre ud til at være forkert. I en ny og ganske grundig norsk undersøgelse fandt man en klar sammenhæng mellem langvarig deltagelse i kampsport og en efterfølgende tendens til at optræde mere voldeligt i andre situationer. MOBNING Voldelig adfærd hos børn resulterer sjældent i varige fysiske skader. Til gengæld kan ofrene ofte i det skjulte lide i årevis af psykiske skader, især hvis de udsættes for fysisk eller psykisk vold fra flere andre over længere tid. Det er ikke mindst tilfældet ved mobning, der som regel er en langvarig plage. Et eller flere børn mobberne udsætter over en udstrakt periode og gentagne gange et bestemt barn mobofret for vold. Det kan dreje sig 40
om fysisk vold som slag og spark, eller det kan gælde psykisk vold i form af ydmygende øgenavne, nedsættende bemærkninger og ikke mindst udstødelse fra kammeratgruppen. Der er en vis kønssystematik i valget af mobbemetoder: Knytnæver er drengenes våben, den giftige bemærkning og udelukkelsen pigernes i hvert fald hos de grupper af skolebørn, man har undersøgt. Mobofre oplever ikke alene pine og forringet livskvalitet, mens mobningen står på, volden kan også have alvorlige, langvarige skadevirkninger og øger risikoen for forskellige psykiske lidelser senere i livet. Mennesker, der i ungdomsårene eller i voksenalderen lider langvarigt af angst, depression eller spiseforstyrrelser, kan meget oftere end andre berette om, at de tidligere har været udsat for alvorlig mobning. HVEM MOBBER? Den mobning, der forekommer i skolealderen, har nogle gange rod i en forskudt aggression hos børn, der får tæv hjemme, eller som af andre grunde går rundt med en opdæmmet vrede inde i sig. Men oftere er der tale om instrumentel vold i alvorlige tilfælde af mobning. Mobberne er egentlig ikke specielt vrede på mobofferet, men synes bare, det er sjovt at kanøfle eller ydmyge. Eller også regner mobberne med, at mobningen medfører respekt og beundring i andre kammeraters øjne. Der kan også være tale om et gruppefænomen, hvor man opnår en styrket følelse af fællesskab ved at hade, tæve eller ydmyge en fælles fjende, der står uden for flokken. 41
Det kan ikke siges klart nok: Al forekomst af mobning skal bekæmpes og forebygges. Og ikke blot af hensyn til mobofrene, som risikerer depression og nedsat livskvalitet på længere sigt. De mobbere, der får lov til at fortsætte med den aggressive eller voldelige adfærd i skoleårene, bliver oftere til betydelig plage for deres omgivelser, hvis de fortsætter den aggressive adfærd som voksne. VREDE VOKSNE Moderne psykologi er blevet klogere på, hvordan vrede og vold hos børn skal opfattes og begrænses. Alligevel findes der masser af voksne mennesker, som bliver meget lettere vrede end andre: De er vredladne. Hvad kendetegner dem? Og hvorfor opstår sådanne personligheder hos hr. og fru Fnys? Vredladenhed er ligesom voldelig adfærd betinget af både arv og miljø. Studier af enæggede tvillinger viser, at de udviser nogenlunde men også kun nogenlunde samme grad af vredladenhed. De erfaringer, man gør sig under opvæksten, har dog en mindst lige så stor betydning. Måske har man vænnet sig til at reagere aggressivt og sidder fast i vanerne som voksen, eller måske har man som barn lært at tænke på en måde, der får andre til at fremstå mere ondskabsfulde, end de er i virkeligheden. Mange mennesker bliver desuden vredladne eller i hvert fald mere vredladne i perioder, hvor de lider under særlig stressende livsforhold, der giver øget tendens til alle slags negative følelser. Om stress fører til 42
øget vrede, angst eller til depression, af hænger bl.a. af, hvordan man opfatter sine vanskeligheder. Hvis man føler, at de varsler om flere alvorlige ulykker, bliver man ofte angst. Føler man sig helt hjælpeløs over for problemerne, bliver man let deprimeret. Og hvis man oplever, at andre er særlig skyld i ens ulykker, reagerer man ofte med vrede. SJÆLEN PÅ FORMEL Selv ikke kaptajn Haddock er vred hele tiden, og han rummer mange andre facetter. At en person er vredladen, siger ikke ret meget om, hvordan denne person i øvrigt er. Hvilke andre personlighedstræk har betydning for voldelig adfærd hos et voksent menneske? Man kan beskrive et voksent menneskes personlighed på mange forskellige måder, men i den internationale psykologi er man efterhånden blevet ret enige om, hvad der er de fem mest basale træk i den menneskelige personlighed. De angår graden af 1) udadvendthed, 2) følelsesmæssig stabilitet, 3) venlighed, 4) samvittighedsfuldhed og 5) åbenhed. Trækkene optræder på en skala, der går fra den ene yderlighed til den anden, og de ser i øvrigt alle ud til at bero på både arv og miljø. Det kan faktisk være fornuftigt nok sådan at sætte sjælen på formel; prøv at se, når jeg nu helt kort gennemgår hvert enkelt træk og dets sammenhæng med vrede. SELSKABSLØVE ELLER LÆSEHEST? Et udadvendt menneske holder af samvær med andre, 43