Prædiken til d.2. februar 2014 v/brian Christensen. Lemvig Bykirke kl. 10.30 og Herning bykirke kl. 15.30 Tekster: Esajas 40,26-31, Rom 4,18-25; Matt 14,22-33. Dette hellige evangelium til 4. s.e. Hellig 3 konger skriver evangelisten Mattæus (Gud være lovet) v22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. v23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. v24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. v25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. v26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde:»det er et spøgelse,«og de skreg af frygt. v27 Og straks talte Jesus til dem og sagde:»vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«v28 Men Peter sagde til ham:»herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.«v29 Han sagde:»kom!«peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. v30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte:»herre, frels mig!«v31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde:»du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«v32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. v33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde:»sandelig, du er Guds søn.«matt 14,22 - Matt 14,33
Indledning Fiskeren Simon fik tilnavnet Peter af Mesteren selv dengang Peter på disciplenes vegne aflagde bekendelsen: Du er Messias, Guds søn. Peter betyder Klippe og på den bekendelse, denne tro på Jesus, at han var Guds søn, skulle kirken bygges. Simon Peter, Simon klippe. Jeg kom til at tænke på en anden mand med et navn der ligner, nemlig Erik d. 5. Klipping, som var konge i Danmark omkring det tidspunkt, hvor Lemvig kirke blev bygget. Det var ham der blev myrdet i Finnerup lade ved Viborg. Det var usikre tider dengang, også for en konge. Man skulle have en stærk hær og helst mange penge på kistebunden, så man havde råd til at føre krig og bevare magten. Kong Erik fik muligvis sit tilnavn, fordi han klippede noget af mønterne, altså en form for devaluering af deres værdi.
Få år før sin død var Erik blevet tvunget til at underskrive en håndfæstning med rigets stormænd. Det blev en slags grundlov for det danske rige, så magten mellem konge og herremænd blev fordelt og Rigsrådet indført. Det var en håndfæstning som bestod helt til enevældens tid. Simon Klippemand og Erik Klipping. To forskellige riger det åndelige og det verdslige. Det første grundlagt af kærlighed, skabt af Guds ånd det andet grundlagt ved Adam og Evas synd og egoisme. To forskellige grundlove Den første bygget på afmagt - det andet på magt. Guds rige og denne verdens rige. Den ene synlig den anden usynlig. Vi lever i dem begge. Jesus sagde til sine disciple: I er i verden, men ikke af verden. Hvor kan det være svært at leve begge steder på samme tid.
For det bliver så let denne verden der løber med al opmærksomhed. Det er godt at samle ind til gode formål ikke mindst når det som i går er til fordel for dem, der mangler en mor. Det er godt at følge med i politik og vi følger spændt med, når SF går ud af regeringen og journalister løber efter politikerne på Borgen for at opsnappe de seneste nyheder. Vi følger de økonomiske prognoser, for at få en ide om, hvordan fremtiden som forbruger tegner sig. Men vi er altså ikke af denne verden. Det er svært at lade Jesus være den som vi håber på og stoler på. Det bliver så let sådan, at vi mest stoler på det vi kan se og mærke og røre ved med hånden og så kommer Guds rige, i baggrunden. Men når vi samles i dag til gudstjeneste, så er det for at høre Guds ord, for at se og mærke og røre (ikke med hånden, men) ved Ånden at opleve livet i Guds rige. Vi er samlet for at blive styrket i troen og håbet, så vi også kan vælge og prioritere rigtig i livet.
1. del Vi hører i dag om to store personligheder i bibelens historie. Abraham og Peter. Begge lærer de os noget vigtigt om troens væsen, hvad det vil sige at tro. Vi hørte om Abraham i søndags og om, hvordan det var en anfægtelse for ham, at han og Sara blev ved med at være barnløs. Vi hørte om, hvordan han på trods af den lange tid han måtte vente, blev ved med at tro og stole på Gud. Det er med tanke på det, at Paulus skriver om Abraham, at han troede med håb, mod håb. Abraham troede med håb, for han havde oplevet Guds ledelse og hjælp gennem mange år. Han stolede på Gud, han troede med håb, men samtidig var det mod håb. Altså et håb, som var vanskelig at holde fast i, fordi virkeligheden var så anderledes end løftet. Det så håbløst ud. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre. Alligevel holdt han fast i troen på at Gud ville holde sit løfte.
Abrahams eksempel kan vi godt genkende. Vi kender til at håbe på trods. - Det kan være sygdom, hvor vi bare ikke kan se nogen vej fremad. Det bliver bare ikke bedre og dag for dag kæmper man med smerte eller bekymring. - Eller det kan være økonomien der ser helt håbløs ud og man håber at det bliver bedre i næste måned. - Eller man søger det ene arbejde efter det andet og håber på at det vil lykkes at finde noget. - Eller en stresset hverdag gør det svært at overskue noget som helst og man kan ikke lige se, hvordan det skal blive anderledes. Det er svært at se et lyspunkt eller en udvej. Men på trods af alt, midt i mørket kan håbet leve. Det er håbet, som får os til at stå ud af sengen om morgenen og kæmpe endnu engang. Det er troen på, at Gud kan gøre en forskel i det som ser umuligt ud for os, der får os til at prøve at se omkring det næste hjørne, - for måske ser det bedre ud dér.
Troen holder os i live og vi vil ikke slippe håbet. Det er det lys, som vi varmer os ved, som viser os vej i mørket. Vi vil tro mod håb. Men vi kan også gøre det med håb, som Abraham gør det, for vi har den samme Gud som han. Paulus skrev lidt før det afsnit vi hørte om, at Abraham er fader til os alle, det skrev han vel at mærke til menigheden i Rom, - som ikke kun bestod af Jøder. Gud er vores far. Han kender os. Han kender vore bekymringer og kampe, alt det som stormer omkring os. Og vi kan faktisk have større grund til at stole på Guds hjælp end Abraham, for vi har set så meget mere at Guds frelses-vilje og kærlighed til os. Abraham så kun en smule det var kun begyndelsen. Vi har set Guds kærlighed åbenbaret i Jesus Kristus. Vi har set hans omsorg og opmærksomhed i forhold til børnene lad de små børn komme til mig.
Vi har set den glæde, som Jesus bragte med sig og også set hans kærlighed som en trofast, selvopofrende, lidenskabelig kærlighed. Kristus døde for os. For at vi skal være Guds børn for evigt. Har vi så ikke grund til at håbe på Hans nærvær? Hans ledelse. Han er jo Lyset. Han er jo vejen, sandheden og Livet for os. Jesus gav sit liv for os, han opstod af graven og har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende. Derfor kan vi tro med håb, mod håb. Jo, vi kan føle det som om at vi er forladt af Gud, men det bli r vi aldrig. Derfor hvis du sidder her og synes at det hele ser håbløst ud og tror at Gud har glemt dig, så tro om igen. Han har ikke glemt dig! Han kender dig og er nær ved dig. Prøv at høre det løfte, som Esajas har til os: Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes..
Gud vil give dig vinger som ørnen se dig selv svæve ind over byen. Og det er ham der bærer dig, løfter dig, holder dig oppe. Vi kan som Abraham tro med håb mod håb selvom livet er svært og fyldt med bekymringer og kampe for Gud er trofast og selvom vi ikke kan se det, så vil han ved Ånden - gå med os hver eneste dag. Det løfte holder han. 2. move Den anden personlighed, som i dag kan lære os noget om troens væsen er Simon Peter. Vi kan lære af ham, hvor vigtigt det er at se på Jesus og stole på hans magt i stedet for vore egne kræfter. Vi møder ham, som så ofte før, som den dristige og udfarende ham der går forrest og af og til brænder næsen ved det. I dag er det fødderne der bliver våde i hans forsøg på at afprøve troens muligheder. Disciplene har sammen med Jesus oplevet endnu et under, idet Jesus har bespist 5000 mennesker.
Da de var færdige, så samlede de 12 fulde kurve og vi kan næsten forestille os Peter komme bærende med én af dem en kurv fyldt med Guds under. Det var stå stort, og så kan man klare alting. Når man oplever at Gud er suveræn, stor og herlig, så føler man at alting kan lykkes. Men så sendes disciplene af sted, ja Jesus nøder dem til at tage af sted, mens han selv sendte skarene væk og gik op i bjergene for at bede. Nu er det pludselig ikke så stort og herligt længere. Det bliver søgang og modvind. De kom til at kæmpe med bølgerne og selvom det efterhånden var blevet nat, så var der ikke tid til at sove. Hvorfor skulle Jesus også sende dem af sted alene? De følte sig forladt af Gud. Hvad de ikke ved er, at på dette tidspunkt er Jesus i bøn. Han havde ikke glemt dem og ikke mistet overblikket.
Men han vil at Peter og disciplene skal lære at kæmpe og holde ud. At de skulle lære at stole på Jesus. Han ville ikke sende dem ud på søen til deres undergang. Og så! Ud på morgenstunden, i den fjerde nattevagt, mens det stadig er mørkt, så ser de Jesus komme gående på søen. Så enkelt og ligetil fortæller Mattæus om det. (jeg tror det er en at de begivenheder som Mattæus ikke lige glemte han var jo en af de 12 i båden.) Der er selvfølgelig mange, som har lidt svært ved at tro at Jesus rent faktisk kunne gå på vandet og så finder man forskellige forklaringer. Så prøver man at komme med forklaringer om, at det var lavvandet at disciplene var drevet helt ind til kysten, eller man siger de så et syn eller havde en drøm. Men jeg tror faktisk at Jesus gik på vandet. (Ikke sådan så han ikke kunne komme med sine forældre ud at bade om sommeren, fordi han ikke kunne komme under vandet),
men fordi han er Guds søn. Og Guds søn har magt over den verden, som han har været med til at skabe. Vi siger i trosbekendelsen, at Jesus opstod af graven. Hvis man har magt til at besejre døden og selv blive levende igen, hvad betyder en smule vand så? Hvis det er sandt at Jesus er Guds søn, så er det heller ikke noget problem at gå på vandet. Vi tror på ham som selv med til at skabe alt ved tidernes begyndelse og som engang skal komme og afslutte denne verden og skabe en ny himmel og en ny jord. Faktisk mener jeg, at en sådan enfoldig tro, at Jesus virkelig gik på vandet, er den eneste måde at fastholde det forunderlige, at Gud virkelig blev menneske. Nå, men Jesus kommer altså gående på søen og så taler han til dem.
Først da genkender de ham og så er det at Peter får den skøre idé at træde ud over rælingen. Måske havde han troens nådegave. Så han havde mod og fantasi og tillid til Gud, at han kunne gøre det ekstra-ordinære. Jeg ved ikke om du kunne finde på at gøre det samme. Måske er der nogen af jer der også har en særlig nådegave til at tro. Jeg er ikke sikker på at jeg turde. Men derfor kan jeg godt være en discipel. Der var jo 11 der blev siddende i båden vi behøver ikke at handle som Peter for at tro på Jesus og være discipel. Det er helt i orden at være den mere forsigtige type det var de fleste af de 12. Men Peter lærer os alligevel noget ved det han gør. Han viser os, at ved Åndens kraft kan Gud virke i os. Er vi egentlig klar over, hvor utroligt det var? En ting er at Jesus gik på vandet. Men det gjorde Peter faktisk også.
Hvis Peter havde sat sig ned og overvejet det fornuftige i det, så havde han aldrig gjort det. Men han bevægede sig ud over kanten, han vovede det umulige, fordi han så på Jesus. Så kan det bære. Forestil dig, hvordan de to: Jesus og Peter har stået midt i stormen og set på hinanden og givet hinanden en ordentlig krammer. Peter, du klarede det, fantastisk. Nej, det er dig, der helt fantastisk, når jeg er sammen med dig, så kan alt lade sig gøre. Mens de stod der på bølgerne, så var det som det var som om tiden gik i stå. Så var alt andet ligegyldigt. Men så var det jo, at Peter pludselig begyndte at se med forstanden og ikke med hjertet. Han holdt op med at se på Jesus og så begyndte han at synke. Slipper vi Jesus af syne, vælger vi at stole på os selv, så går vi under.
Men ser vi ikke på Ham, så synker vi. Det gælder for alle 12 discipele, for alle os. Det kan godt være at vi ikke har troens nådegave, men når vi ser på Jesus, så kan utrolige ting ske: Så kan man begynde at lytte til hinanden i stedet for at anklage hinanden. I et ægteskab. I en familie. På en arbejdsplads. For når vi ser på Jesus, så lærer han os at se på andre med hans øjne. Så lærer han os at bede for dem, som vi har noget imod eller som har noget imod os. Når jeg ser på Jesus, så kan mine synder blive tilgivet. Så kan jeg blive frelst. Det kan godt være, at vi mangler mod til at tage det første skridt til forsoning eller ud i det ukendte, når der lyder et kald til mission eller en særlig tjeneste i menigheden. Men bed Gud om at vise dig, hvad du kan gøre og hvor hans vej er for dig. Når vi ser på ham, så bærer det. Ved Åndens kraft.
Afslutning I går var vi en del samlet til kirkefest i Århus til Kirkeinspiration. Vi hørte om, hvordan vi som menighed er Kirke for Kristus. Flemming Baatz Kristensen sagde bl.a. Kristus går rundt i verden i skikkelse af sin kirke og det kan vi være, når vi øver os i at se på Jesus. Vi gør det ikke i egen kraft. Det er Kristus, som bærer os. Det er også det som vi har lært af både Abraham og Peter. De viser os begge at troen har kraft til at overvinde modgang og undergang. Men det er ikke en tro, som vi skal presse frem eller selv præstere. Vi må have lov at række hænderne frem og modtage den tro af Gud. Tro er ikke en færdighed som vi selv skal udvikle eller en egenskab, som vi bliver født med. Kristentro er blot at lade sig fylde af Åndens kraft. Det er det personlige forhold til Jesus, som gør at troen spire, gro og vokse i os. Kristen tro er ikke at kunne selv, men at Guds søn kan. Grib han hånd og lad ham lede dig. Amen