Mariæ Bebudelsesdag d.10.4.11. Luk.1,26-38. 1 Der er ni måneder til juleaften. Derfor hører vi i dag om Marias bebudelse. Hvad der skulle ske hende overgik langt hendes forstand, men hun nægtede alligevel ikke at tro det. Maria løber ikke skrigende væk og siger: Nej tak eller måske en anden gang, når jeg bedre kan overskue det. Nej, hun siger: Det vil jeg godt; det tør jeg godt. Hun kaster sig ud på det dybe vand. Hun giver sig livet i vold og lader sig berøre af livet Op gennem tiden har man altid talt om Maria som den rene; den uberørte. Men hun er netop ikke den uberørte. Hvad vil det egentlig sige at være uberørt? Ja, i uberørtheden er der intet, der rører os. Intet, der kan nå os. I uberørtheden kan vi sidde bag vore trygge glasvægge og betragte verden og livet uden at behøve at tage del i det. I uberørtheden glider livet forbi som på en skærm det er som en Tv-film, hvor man kan slukke, når man ikke bryder sig om den for det har jo alligevel ikke noget med virkeligheden at gøre. Derfor også panikken, når livet pludselig bryder gennem uberørthedens glasvægge og bliver påtrængende. Panikken, når de situationer opstår, hvor vi tvinges ud af vor bekvemme og trygge dagligdag og må bevæge os ud på det dybe og ukendte. Og en af de situationer er vel, når en kvinde som Maria gør det opdager, at hun venter et barn. Da bliver man netop revet ud af sin trygge dagligdag. I forbindelse med ansvaret og omsorg en for dette lille barn vågner der en ny viden en både vidunderlig og skræmmende viden nemlig en viden om, at nu har livet
2 fat i én. Nu kan man ikke længere sidde bag sine glasvægge og slukke for livet, som man slukker for et fjernsyn, når man ikke længere gider se på det. Nu er man ikke længere uberørt. Tværtimod, nu er man berørt af livet, fanget ind af livet på både godt og ondt. Når man bliver berørt af og fanges ind af livet, så oplever man en uendelig stor glæde f.eks. ved at få et barn, men man oplever også en angst angsten for, hvad der kan ramme barnet. Det, der sker for os alle mænd som kvinder når livet kalder på os, det er, at der er noget, der bliver vigtigere end os selv. Og det ændre os. Det gælder i enhver kærlighed og omsorg for et andet menneske, at når man gribes af den, da bliver livet pludselig dyrebart, men samtidig vokser der også en angst op. Der vokser en glæde op, der er blandet med smerte, fordi man opdager, at man kan rammes på en helt ny måde. Nu bliver man også ramt, når den man elsker rammes. I kærligheden er man trådt ud af det uberørte og man bliver uendelig sårbar. Deraf kommer også fristelsen til at lukke sig inde bag glasvægge og blive uden for livet, så man ikke bliver berørt af alt det ubehagelige og det som gør ondt. Men den, der risikere at forlade de beskyttende glasvægge og tør lade sig berøre af livet ved f.eks. at give sig kærligheden i vold kun det menneske vil opleve livet og alt det som livet giver: glæde, lykke og rigdom, men også smerte, sorg og savn. Med lidenskab følger altid lidelse. Den, der lidenskabeligt kaster sig ud i livet og kærligheden vil også opleve lidelse. Vil man undgå lidelsen må man samtidig give afkald på livet, glæden og lykken.
3 Maria er absolut ikke uberørt. Hun opgav sin uberørthed og gav sig livet i vold. Og da oplevede hun en af livets store glæder at føde et barn. Det barn var så oven i købet Guds Søn, der blev frelser for alverden. Gud udvalgte Maria og bad hende lægge krop til hans Søn. Dermed kaldte Gud Maria ud af sin trygge glasvægge og involvere sig i livet og tage den risiko det indebar. Også Jesus kaldte Gud til at involvere sig i livet og de mennesk er han mødte på sin vej. Og det gjorde han som bekendt med stor lidenskab. Det nye Testamente er en lang beretning om hans store kærlighed til os mennesker. Men derfor kom han også til at opleve lidelse, smerte og sorg. Han græd f.eks. da han mistede sin gode ven Lazarus. Han blev fyldt med sorg, da hans disciple fornægtede og forrådte ham og løb deres vej, da det virkelig gjaldt. Han oplevede smerten. når mennesker hånede og spottede ham og ikke ville høre på det, han havde at sige dem. Men alligevel tog han risikoen og involverede sig i livet og mennesker, for det var livsvigtig for ham at være et hvert menneske nær med sin kærlighed, omsorg og tilgivelse for at give dem mod på livet mod til at involvere sig i livet og andre mennesker. Den lidelse og smerte, der ramte Jesus, ramte også hans mor. Og allerstærkeste kommer det til udtryk, da hun må stå ved hans kors og grav. Hun oplevede at hendes store glæde blev forvandlet til sorg og smerte. Hun oplevede, at da hans liv ebbede ud sank hendes i liv i grus. Men hun oplevede også, at livet rejste sig igen. Påskemorgen rejste Gud Jesus af graven og han kom til Maria og alle de andre og lagde sin kærlighed og omsorg ned
4 over dem og livet blev født på ny for dem.. Som Gud kaldte Maria ud af sin trygge tilværelse for at få hende til at engagere sig i livet, sådan kalder Gud også enhver af os ud. Kalder os ud af vores beskyttede og trygge tilværelse for at få os til at involvere os i livet og hinanden for at vi skal opleve livet og alt det livet har at give os af glæde, lykke og rigdom. Og gøre det vil også altid på den ene eller anden måde betyde lidelse, smerte, sorg og tab. Det er et vilkår for at opleve livet og glæden. Men der er også et andet vilkår. Vi er ikke alene. Marias barn, Guds Søn opstod for til alle tider at kunne være alle mennesker nær for at give mod til at involvere sig i livet og hinanden og give mod til at tage livet op, når det synker i grus. Vi får ikke vore kære igen, som Maria fik sit barn igen. Men når vores liv synker i grus, kan vi godt få det igen. Det bliver aldrig det samme liv, men der kan opstå et nyt liv, som man kan leve. Et forældrepar mistede deres barn for en morders hånd. Og livet gik i stykker. Faderen lukkede sig ude af livet i had og bitterhed mod det menneske, der tog hans barn fra ham. Hvem ville ikke det? Moderen derimod fik mod til at gøre noget andet og meget stort. Hun besøgte sin datters morder i fængslet. Fik talt ud med ham og fik tilgivet ham. Hun kom videre med sit liv ganske vist med smerten og sorgen over tabet af sit barn. Det forsvinder aldrig. Men ved at få talt ud og tilgivet morderen kunne hun igen bevæge sig ud i livet til forhåbentlige mange gode oplevelser og lykkelige stunder. På en eller anden måde rejste livet sig for hende.
5 Hvor hun fik mod til at gøre, det hun gjorde, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det er det mod, Jesus med sin kærlighed vil give os mod til at involvere os i livet og hinanden og mod til at tage livet op på ny, når tabet, sorgen og smerten rammer os. Amen. 12-201-71/108-473-56.