Flyttemønstre,, indkomster og formuer

Flyttemønstre,, indkomster og formuer blandt ældre personer og husholdninger MORTEN SKAK GINTAUTAS BLOZE BOLIGØKONOMISK VIDENCENTER

Flyttemønstre, indkomster og formuer blandt ældre personer og husholdninger Morten Skak* Gintautas Bloze** September 2014 Syddansk Universitet * Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi. Campusvej 55, 5230 Odense M ** Institut for Ledelse og Virksomhedsstrategi. Sdr. Stationsvej 28, 4200 Slagelse 1

Indholdsfortegnelse Forord... 3 Resumé... 4 1. Indledning... 10 1.1 Rapportens disponering... 10 2. Analysens data og metode... 12 3. Overordnede udviklingstræk for ældre medborgere... 14 3.1 Andelen af ældre... 14 3.2 De ældres sundhed... 17 3.3 Andelen på arbejdsmarkedet... 22 3.4 Samlivs- og boligforhold... 23 4. De ældres flyttemønstre... 29 4.1 Hvornår, hvorfra og hvortil... 29 4.2 Familiemønstre og opbrud blandt ældre husholdninger... 34 4.3 Flytteønsker og flytninger... 39 4.4 Forhold, der får folk til at flytte... 42 5. De ældres indkomst- og formueforhold... 48 5.1 Disponible indkomster på husholdningsniveau... 48 5.2 Disponible indkomster på personniveau... 53 5.3 Formuer på husholdningsniveau... 55 5.4 Formuer på personniveau... 59 5.5 Formueudviklingen over tid for forskellige aldersgrupper... 62 6. Belåning, friværdi og insolvens... 68 7. Efterladt formue og forbrugstilbøjelighed... 73 7.1 De efterladte formuer... 73 7.2 Efterladt formue og familieopbrud... 76 7.3 Forbrugstilbøjelighed og familieopbrud... 82 8. Afsluttende bemærkninger... 86 Referencer... 88 Appendiks... 89 A.1 Begreber og afgrænsninger... 89 A.2 Analysetabeller og figurer... 91 2

Forord Denne rapport beskriver de ældre medborgeres flyttemønstre, indkomster og formuer. Vi definerer ældre medborgere som personer, med alderen 65 år og derover (i kort form: 65+ erne). Rapporten baserer sig hovedsagelig på data udtrukket fra forskellige administrative registre, som ligger hos Danmarks Statistik. Derudover har vi trukket tal fra Statistikbanken, SHARE og Boligøkonomisk Videncenters (2011) spørgeskemaundersøgelse af de ældres boligforhold. Det efterfølgende resumé indeholder en beskrivelse af resultaterne af de gennemførte analyser. Forfatterne takker for samarbejdet og den service, der er ydet af Danmarks Statistik. Boligøkonomisk Videncenter i Realdania står for formidlingen af rapporten. Forfatterne takker for økonomisk støtte fra Realdania og samarbejdet med Boligøkonomisk Videncenter. Vi takker også for råd og kommentarer fra kolleger. Eventuelle fejl i rapporten er alene vores ansvar. Morten Skak og Gintautas Bloze 3

Resumé Rapporten belyser udviklingen i de ældre medborgeres flyttemønstre, indkomster og formuer over perioden 1986 til 2011. Vi definerer ældre medborgere som personer i alderen 65 år og derover (i kort form: 65+ erne). Årene efter, at alderen 65 er opnået, betegnes som pensionsårene for alle personer, uanset om de er på arbejdsmarkedet eller er gået på pension. Rapporten baserer sig hovedsagelig på data udtrukket fra forskellige administrative registre, som ligger hos Danmarks Statistik. Derudover har vi trukket tal fra Statistikbanken, SHARE og Boligøkonomisk Videncenters (2011) spørgeskemaundersøgelse af de ældres boligforhold. I det indledende afsnit 3 ses der på overordnede udviklingstræk for den ældre befolkning. Andelen af ældre i befolkningen vokser stærkt i disse år. I 2013 var andelen knap 18 procent, og den forudses at toppe med lidt over 25 procent i begyndelsen af 2040 erne. Andelen på 25 procent ældre overskrides i dag af de fleste ø- kommuner. De ældres restlevetid stiger stadig, og det er især i de første ti år af pensionsårene, at færre falder fra. Således er restlevetiden for 65- årige mænd steget fra 14 til lidt under 17 år (+2½ år) over de seneste ca. 20 år, mens den for 85-årige kvinder er steget fra knap 6 år til noget over 6 år (+½ år). Udviklingen i forskellige sundhedsindikatorer er ikke entydig, men der er en klar forbedring af almentilstanden og et fald i andelen med diabetes og for højt blodtryk blandt de yngre pensionister. Frekvensen for ambulante behandlinger og indlæggelser på sygehuse er dog samtidig stigende for alle pensionister, og det samme gælder besøg hos tandlæger, kiropraktorer, fysio- og fodterapeuter. Efter et fald frem til sidste halvdel af 1990 erne er erhvervsfrekvensen blandt de ældre igen stigende. I 2011 var knap 10 procent af de 4

ældre på arbejdsmarkedet. Stigningen har især fundet sted blandt de yngre. Med længere levetid reduceres andelen af enligt boende ældre i de yngre pensionsaldre, procentvis lever færre i enkestand og flere i ægteskab; men flere lever også som fraskilte. Andelen af ældre i ældreboliger har været kraftigt faldende siden 2006. Der er en stigende andel ældre, der bor i ejerbolig og en faldende andel i lejebolig. Også her er udviklingstendenserne tydeligst for de yngre årgange blandt de ældre. De ældres flyttemønster er forholdsvis stabilt. Omkring 5 procent af de ældre flytter over et år mod ca. 15 procent for hele befolkningen. Blandt de ældre gælder det, at flyttefrekvensen stiger med alderen og topper over 10 procent, når alderen kommer over 80 år. Den økonomiske krise efter 2007 har reduceret de ældres mobilitet. Der synes ikke at være noget entydigt geografisk mønster i de ældres flytninger. Vi bruger betegnelsen bortgang for personer, der forsvinder fra befolkningsregistret, og beregner tilgangen af ældre i en kommune ved at lægge fødsler til og trække bortgåede fra flytningerne. Tilgangen af ældre er procentvis mindst i landdistriktskommunerne. Langt de fleste går bort som enlige; andelen af enlige, som går bort, har været stigende, men måske er et nyligt toppunkt tæt på 70 procent nået. Den omvendte tendens har gjort sig gældende for bortgang ud fra et samlivsforhold. Når det gælder flytninger, flytter enlige klart hyppigst og udgør knap 70 procent af de flyttende husholdninger. Dernæst kommer par, som flytter til samme adresse, med en andel på omkring 20 procent, mens flytninger, hvor den ene eller begge flytter ud af et parforhold, dækker godt 10 procent af flytningerne. Mellem 55 og 60 procent af de ældre flytter til en mindre bolig, og de fleste flytter til en lejebolig. I 2011 flyttede 67 procent af de flyttende enlige, der boede i ejerbolig, til en lejebolig, mens 39 procent af de flyttende par havde dette flyttemønster. Med hensyn til bygningstypen, flytter de fleste mod etageboligen og dernæst rækkehuset. En 5

undtagelse er par, der flytter fra et stuehus (på landet), idet de fleste af dem flytter i et parcelhus eller, hvis de er enlige, i et rækkehus. Vi har koblet Boligøkonomisk Videncenters (2011) spørgeskemaundersøgelse af boligønsker og flytteplaner sammen med registerdata. 1½ år efter spørgeskemaundersøgelsens gennemførelse er 13 procent af de personer, der sagde, at de havde flytteplaner, flyttet, mens det gælder for godt 7 procent af personerne, der ikke havde flytteplaner. Stærkt flytteudløsende forhold er ændringer af civilstanden (ændringer mellem kategorierne gift, enke/enkemand, skilt, ugift mv.), høj alder og flere hospitalsindlæggelser. I tillæg til disse resultater viser en varighedsanalyse, at personer med højere uddannelse og formue ved indgangen til pensionsårene bliver længere i deres bolig. Varighedsanalysen viser også, at mobiliteten er højest blandt de ældre, som er boligejere. En del boligejere flytter fra den større ejerbolig til en mindre lejlighed eller rækkehus, mens personer, der bor til leje, i længere tid bliver i den bolig, som de havde ved indgangen til pensionsårene. For hele befolkningen gælder det, at boligejere er mindre mobile end lejere. De ældres indkomst og formueforhold beskrives efterfølgende. Købekraften af de ældres disponible indkomster har udvist en stabil stigning gennem den betragtede periode. Samtidig er uligheden i indkomstfordelingen steget. De høje indkomster er steget forholdsvis mere end de lave. Vores opgørelse af formuerne er uden pensionsformuer, som vi ikke har data for. Formuerne er stærkt påvirkede af udviklingen i ejendomsværdierne og har således udvist fald siden boligprisernes top i 2007, men ligger dog stadig over niveauet ved indgangen til nullerne. Skævheden i formuefordelingen, der er betydelig mere udtalt end for indkomsterne, er ligeledes steget. Generelt vokser de ældres formuer med alderen. Formueopgørelserne viser således ikke, at de ældre reducerer deres formue over pensionsårene for at kunne opretholde et uændret forbrug, når arbejdsindkomsten falder bort. I tilknytning til personernes planlagte formueudvikling er formuerne 6

imidlertid underlagt konjunkturmæssige bevægelser, som den enkelte ikke har indflydelse på. Belåning, friværdi og insolvens blandt de ældre boligejere er også konjunkturpåvirket. Friværdien toppede således i 2007 og er derefter faldet. Ved indgangen til 2011 havde de ældre boligejere en medianfriværdi 1 på godt 1,2 millioner 2013-kroner. Andelen af overbelånte og insolvente ejendomme hos de ældre boligejere er steget stærkt i de senere år. Ved indgangen til 2011 var 2¼ procent af de ældre boligejere insolvente, mens 5½ procent var overbelånte. Det er imidlertid små procenter i sammenligning med situationen for yngre aldersklasser. Over 56 procent af de ældre boligejere sad i gældfri bolig. Med reference til medianværdierne har alle ældre generationer (kohorter) med fødselsår før 1927 gjort sig gældfrie i den betragtede periode, og også generationen født i 1928 til 32 synes at holde fast i traditionen med at nedbringe gælden i pensionsårene. Den gældsreducerende adfærd brydes imidlertid med de generationer, som er født efter 1932. De yngre pensionister har således forøget deres gæld såvel nominelt som realt i perioden. Det betegner et brud i adfærden. Blandt de nye generationer af ældre er det udbredt at spise mursten. Tendensen til at optage ny gæld tager fart efter 2003, hvor de afdragsfrie lån blev indført. De efterladte formuer er ligeledes under påvirkning af konjunkturerne. Filtreres de konjunkturmæssige bevægelser fra, viser tallene, at de efterladte reale formuer har været stigende i den betragtede periode. Også for de efterladte formuer er der sket en forøgelse af uligheden. Vi har set nærmere på de efterladte formuer for de bortgåede personer i perioden 2008 til 2012. Blandt disse har en meget stor andel af kvinderne i realiteten ingen formue haft ved indgangen til pensionsårene, mens mændenes medianformue er ca. 450 tusind 2013- kroner. Med hensyn til efterladt formue er kvinderne relativt bedre 1 Medianværdien er den højeste friværdi hos den halvdel af boligejerne, der har de laveste friværdier. 7

stillede, idet de typisk overtager (en del af) mandens formue, når denne går bort. Boligejere efterlader en medianformue på 1½ million 2013-kroner mod 62 tusind for ikke-boligejere. Den efterladte formue kan i nogle tilfælde blive forøget med pensions- eller forsikringsudbetalinger, som vi ikke har data for. Ældre medborgere gifter sig i stigende grad, og flere har børn med andre personer end deres samlever. Denne udvikling kan påvirke planerne om at efterlade en formue, da familiebåndene bliver mere udviskede. Vi kan imidlertid ikke finde en signifikant sammenhæng mellem størrelsen af den efterladte formue og antallet af partnere, som personen har børn sammen med. Hvis vi i stedet ser på personernes tilbøjelighed til at forbruge af den løbende indkomst gennem pensionsårene, er det derimod således, at personer, der har børn med flere partnere, har højere forbrugstilbøjelighed. Børn med flere partnere medfører således - alt andet lige - en mindre efterladt formue. For alle ældre personer ligger den gennemsnitlige forbrugstilbøjelighed på 1,25, og det indebærer, at mere end den løbende indkomst forbruges i løbet af pensionsårene. Flere børn forøger forbrugstilbøjeligheden, og det samme gør en stor formue ved indgangen til pensionsårene. Boligejere har en højere forbrugstilbøjelighed end andre, mens skilte og ugifte personer forbruger mindre i forhold til den løbende indkomst. Når de ældres formuer kan vokse på trods af de høje forbrugstilbøjeligheder, skyldes det, at de har kapitalgevinster på værdipapirer og fast ejendom, og for nogles vedkommende, at de modtager arv og gaver. Afsluttende konkluderes det, at der er nye tendenser på vej hos de kommende generationer af ældre. De har et bedre helbred, lever længere og spiser mursten. Flere danner nye par og har mere diffuse familierelationer; og der er tegn på, at det får dem til at bruge mere i forhold til deres løbende indkomst. Om det fremtidigt vil føre til, at der også efterlades en mindre formue til de kommende yngre 8

generationer, kan kun fremtiden vise. Under alle omstændigheder kommer næste generation til at vente længere på at få arven. 9

1. Indledning Projektet Ældre husholdningers flyttemønstre og formueanvendelse har som titlen siger haft til formål at generere ny viden om: - Hvorledes ældre husholdninger/personer passer ind i en livscyklusmodel, hvor den tidligere opsparede formue nedtrappes, når arbejdsmarkedet forlades. - Exit strategien for den opsparede formue hos danske husholdninger fra 60 år og opefter. I hvilket omfang forbruges friværdien i boligerne ved fornyet lånoptagelse eller ved at flytte til en mindre eller en lejet bolig? - Hvorledes nye kohorter af ældre husholdninger/personer adskiller sig fra tidligere med hensyn til brugen af den opsparede formue og efterladelse af arv til næste generation. Vi ved, at de ældre er blevet fysisk aktive i længere tid efter, at de er holdt op med at arbejde, og det må påvirke deres boligforhold og formueanvendelse. Familiebåndene er desuden under forandring, idet flere ældre indgår i parforhold med ingen eller få fælles børn. Det er værdifuldt at få viden om, hvorledes disse ændringer og andre forhold påvirker tilbøjeligheden til at forbruge af formuen og til at forblive i eller fraflytte boligerne. Det er ligeledes interessant at erfare, om en ændret adfærd vil have konsekvenser for den arv, der videregives til de næste generationer. 1.1 Rapportens disponering Rapporten er disponeret således, at der lægges ud med en kort redegørelse for de anvendte data og analysemetoden. Derefter gives i afsnit tre en oversigt over nogle generelle udviklingstræk for den ældre befolkning. Det gælder andelen af ældre medborgere i befolkningen, de ældres sundhed, deres deltagelse på arbejdsmarkedet og deres samlivs- og boligforhold. 10

Afsnit fire ser på de ældres flyttemønstre og besvarer spørgsmål som hvor mange, hvornår, hvorfra og hvortil. Familiemønstre og opbrud blandt ældre husholdninger belyses efterfølgende. En kombination af resultaterne fra Boligøkonomisk Videncenters (2011) spørgeskemaundersøgelse af de ældres boligforhold og registerdata giver et indblik i de ældres ønsker og planer om at flytte, og om de flytter efterfølgende. Endelig foretages en varighedsanalyse af de ældres mobilitet og forhold, som har sammenhæng med sandsynligheden for, at de ældre flytter. Det næste afsnit belyser de ældres indkomst og formueforhold, dels på personniveau og dels på husholdningsniveau. Afsnit seks ser specielt på ældre boligejeres belåning, friværdi og insolvens, mens afsnit syv behandler spørgsmål vedrørende den efterladte formue og sætter denne og forbrugskvoten i pensionsårene i relation til familieopbrud. Afsnit otte indeholder afsluttende bemærkninger og de væsentligste konklusioner fra analyserne. Herefter følger referencer og appendiks. 11

2. Analysens data og metode Analyserne baserer sig hovedsagelig på data udtrukket fra forskellige administrative registre hos Danmarks Statistik, men i en række figurer har vi trukket tallene direkte fra Danmarks Statistiks statistikbank. En enkelt gang har vi brugt data fra SHARE (The Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe), der bl.a. er finansieret af EU kommissionen, og som indeholder en meget fyldig database fra spørgeskemaundersøgelser af den europæiske befolkning over 50 år. Vi bruger også data fra Boligøkonomisk Videncenters (2011) spørgeskemaundersøgelse af de ældres boligforhold og kører resultaterne herfra sammen med registerdata. Vores undersøgelser er naturligvis baseret på de data, som vi har haft adgang til. En væsentlig begrænsning har været manglen på data om de ældres pensionsformuer. Der er planer om, at disse skal med i Danmarks Statistiks registre, men det ligger ud i fremtiden. Vi har heller ikke information om sammensætningen af ældres lån på mere detaljeret niveau, f. eks. om lånene er med eller uden afdrag, og på hvilken måde renten på lånene fastsættes. Vi har tidligere på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse undersøgt dette i Skak og Bloze (2013a). Mere detaljerede undersøgelser findes i Nationalbankens kvartalsrapporter og i publikationer fra Erhvervs- og Vækstministeriet. Men ingen af disse fokuserer på situationen for de ældre medborgere. Vi har haft registerdata fra 1986 til 2012 til vores rådighed. I figurerne baseret på registerdata benytter vi indkomståret som referenceår. Det betyder, at indkomsten optjenes i referenceåret, mens formuen er per 31. december. Personoplysningerne opgøres derimod per 1. januar. Vi henter derfor personoplysningerne fra det efterfølgende år, for at disse oplysninger og formueoplysningerne skal være samtidige. Ud fra de foreliggende data beskriver vi tilstande og udviklinger i den betragtede periode. Vi gennemfører endvidere en række analyser af sammenhænge med brug af økonometriske metoder. Disse analyser 12

viser forskellige sammenhænge mellem personernes tilstande, og kan således understøtte eller forkaste antagelser om personernes adfærd. F.eks. antages det almindeligvis, at lejere er mere mobile end boligejere. Det får vi også bekræftet for de ældre medborgere i én analyse, men en anden analyse giver det modsatte resultat. Vi mener, at den sidste analyse er den bedste, og konkluderer derfor at ældre lejere er mindre mobile end boligejere. Generelt kan statistiske undersøgelser bruges til at understøtte (eller afvise) teorier om kausalitet, men de beviser ikke, at en tilstand forårsager en anden. Efterfølgende og bedre undersøgelser viser af og til, at sammenhængene løber ad andre veje end først antaget. I appendiks sidst i rapporten er de datatekniske forhold beskrevet yderligere, og her vises resultaterne af de økonometriske analyser med udskrevne koefficienter mv. 13

3. Overordnede udviklingstræk for ældre medborgere Dette afsnit giver et introducerende overblik over nogle væsentlige nyere udviklingstræk for Danmarks ældre befolkning. 3.1 Andelen af ældre Siden 1980 er andelen af ældre medborgere, som vi definerer som personer med alderen 65 og derover, steget fra godt 14 til knap 18 procent. Andelen forventes fortsat at stige over de næste tredive år. Figur 1: Antal personer i befolkningen og andelen af ældre Pct. ældre 30,00 25,00 20,00 15,00 10,00 5,00 Antal personer 7.000.000 6.000.000 5.000.000 4.000.000 3.000.000 2.000.000 1.000.000,00 0 1980 1990 2000 2010 2020 2030 2040 2050 Andel 65+ Andel 65+ Personer i alt Ældre personer Personer i alt Ældre personer Note: Ældre personer er defineret som personer i alderen 65 og derover. Den røde kurve viser andelen af ældre i befolkningen på venstre akse. Den blå og den grønne kurve viser antal personer på den højre akse. Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. 14

Figur 1 viser dels udviklingen i andelen af ældre op til i dag og den sandsynlige fremtidige udvikling i overensstemmelse med Danmarks Statistiks befolkningsprognose fra 2013. Fremskrivningen vises som den stiplede fortsættelse af kurverne. Ifølge prognosen vil andelen af ældre medborgere toppe på et niveau omkring 25 procent i første halvdel af 2040 erne, hvorefter en faldende tendens sætter ind. Figur 2: Andelen af ældre medborgere i kommunerne. Pct. Note: Tal for primo 4. kvartal 2013. Ældre personer er defineret som personer i alderen 65 og derover. Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. 15

Andelen af ældre er meget forskellig fra kommune til kommune. Lavest er andelen i og omkring de større uddannelsesbyer, og højest er den på de mindre øer. Således er der 28 procent ældre i de rene ø- kommuner 2. På øerne Læsø, Samsø, Langeland og Ærø er ældreandelen over 30 procent. Den maksimale ældreandel for hele landet på 25 procent, som efter prognosen nås i midten af 2040 erne, svarer til situationen i dag på Bornholm. Figur 3: Antal personer i aldrene 0 til 99 år 100000 90000 80000 70000 60000 50000 40000 30000 20000 10000 0 0 5 10 15 20 25 30 35 40 45 50 55 60 65 70 75 80 85 90 95 1980 2013 2050 Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. Bevægelserne i andelen af ældre medborgere skyldes forskellige elementer, der påvirker befolkningens aldersmæssige sammensætning 3. I nogle år ligger fødselstallet højt og i andre lavt, og hertil kommer en generel tendens til længere levealder. Figur 3 illustrerer udviklingen. Store årgange optræder som toppe på kurverne. Toppene forskyder sig over tid. Aktuelt er det i aldrene 35 til 70 dvs. 2 Kommuner der afgrænses af vand på alle sider. 3 Generelt påvirkes befolkningsudviklingen af antallet af fødsler og indvandring, mens dødsfald og udvandring skal trækkes fra for at give nettoændringen. 16

fortrinsvis i de erhvervsaktive aldre at der er relativt mange personer, mens der var langt færre i 1980 erne. I 2050 er det blandt aldrene over 70, at der er mange personer i forhold til situationen i dag. Figur 3 viser også, at forskellen med hensyn til antallet af personer i de forskellige aldre mellem 2013 og 2050 topper ved alderen 83 år. Derefter falder forskellen mellem de to år, så den målt i antal personer er beskeden 4, når alderen kommer over 95. 3.2 De ældres sundhed Det stigende antal ældre skyldes som anført ovenfor en kombination af store fødselsårgange i efterkrigsårene og en længere levetid. Den længere levetid er formentlig den bedste indikator for sundhedstilstanden blandt de forhold, som vi har mulighed for at registrere. Figur 4: Restlevetid for 65- og 85-årige 1986 til 2011 65 år 20 19 18 17 16 15 14 13 12 11 10 85 år 10 9 8 7 6 5 4 Mænd 65 år Mænd 85 år Kvinder 65 år Kvinder 85 år Note: De lodrette akser viser gennemsnitlig restlevetid i antal år. Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. 4 Procentvis vokser forskellen imidlertid med alderen, da der er færre personer med højere alder i udgangsåret 2013. 17

Figur 4 viser restlevetiden for henholdsvis 65- og 85-årige i perioden fra 1986 til 2011. Femårs tidsrummene, der er vist på aksen, angiver den femårsperiode, som ligger til grund for den beregnede restlevetid. Restlevetiderne for 1986-1990 er således beregnede ud fra de gennemsnitlige dødeligheder, som personer havde i de efterfølgende aldre (efter henholdsvis 65 og 85 år) i denne periode. Figuren viser en jævnt stigende restlevetid over perioden, der kan tolkes som en generel forbedring af sundheden hos de ældre. For eksempel er restlevetiden for 65-årige mænd steget fra 14 til lidt under 17 år (+2½ år) i den betragtede periode, mens den for 85-årige kvinder samtidig er steget godt et halvt år fra knap 6 år til noget over 6 år (+½ år). En anden måde at pejle sig ind på de ældres sundhedstilstand på er at spørge dem om forskellige sundhedsrelaterede forhold. På europæisk niveau er der siden 2004 gennemført et antal interviewundersøgelser af personer i alderen 50 år og derover. Projektet, der betegnes SHARE (The Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe), er bl.a. finansieret af EU-Kommissionen. Der er indtil videre gennemført fire undersøgelser og en femte er undervejs. Resultaterne fra tre af de i Danmark gennemførte interviewundersøgelser i årene 2004, 2006-2007 og 2011 ligger til grund for graferne i figur 5. De interviewede er blevet spurgt, om deres læge har givet dem diagnosen diabetes eller for højt blodtryk. For alle ældre over 64 år er der en tendens til stigning i andelen med denne diagnose. Det kan imidlertid hænge sammen med en ændret aldersmæssig sammensætning af de ældre over den betragtede periode. For gruppen med alderen 65 til 69 år er tendensen faldende, så denne gruppe synes af have fået en bedre sundhedstilstand målt med denne indikator, mens det ikke er tilfældet for gruppen 80 til 84 år. Personerne i undersøgelserne er også blevet spurgt, om de føler sig begrænsede i deres udfoldelser. F. eks. om de har vanskeligheder ved at klæde sig på, bade, lave mad, skære maden i stykker, gøre indkøb, tage medicin, tage telefonen, bestyre økonomien osv. I alt er der fjorten spørgsmål om emnet. Nogle af begrænsningerne er mere af kognitiv end af fysisk art. Den nederste graf i figur 5 viser antallet 18

af begrænsninger per person. Her er der en bedring for alle ældre og for gruppen 65 til 69 år, men den positive tendens findes ikke entydigt for gruppen 80 til 84 år. Figur 5: Sundhedsindikatorer fra SHARE programmet Antal per 100 personer 18 Diabetes og højt blodtryk 16 14 12 10 8 6 2004 2006-2007 2011 65+ 65-69 år 80-84 år Antal per person Begrænsninger 2,1 1,9 1,7 1,5 1,3 1,1 0,9 2004 2006-2007 2011 65+ 65-69 år 80-84 år Note: Antallet af respondenter i gruppen 80 til 84 år er mindst, fra knap 100 til godt 150. Begrænsninger er nærmere beskrevet i teksten. Kilde: The Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe (SHARE) Muligvis er der således kommet en bedre sundhedstilstand for de yngre grupper af ældre, som efterhånden kan slå igennem i de høje- 19

re aldersgrupper, men udviklingen baseret på figur 5 s indikatorer peger alt i alt på en forringet sundhed hos de 80- til 84-årige. Figur 6: Indlæggelser og ambulante behandlinger på sygehuse Indlæggelser 56 55 54 53 52 51 50 49 48 47 65+ år 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 Indlæggelser per 100 personer Ambulante behandlinger per person Ambulante behandlinger 2,800 2,700 2,600 2,500 2,400 2,300 2,200 2,100 2,00 Indlæggelser 38 37 36 35 34 33 32 65-69 år Ambulante behandlinger 2,400 2,300 2,200 2,100 2,00 1,900 31 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 Indlæggelser per 100 personer Ambulante behandlinger per person 1,800 Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. Den bedre sundhedstilstand hos de yngre ældre kan skyldes en sundere levevis, men for alle aldersgrupperne vil der også være en ef- 20

fekt af bedre og måske hyppigere sundhedsfremmende behandlinger. Figur 6 viser udviklingen i antal indlæggelser og ambulante behandlinger på sygehuse per person i perioden 2006 til 2012. For alle ældre stiger antallet af indlæggelser per år fra godt 50 per hundrede personer i 2006 til 55 i 2012, og antallet af ambulante behandlinger stiger ligeledes. I procent stiger antallet af indlæggelser per person med 9 procent over perioden, og antallet af ambulante behandlinger per person stiger med 21 procent. For aldersgruppen 65 til 69 år er der også tale om en stigning, om end på et lavere niveau og med lavere stigningstakter end for alle ældre. Alligevel må det konstateres, at den bedre sundhedstilstand hos de yngre grupper af ældre i de senere år er indtruffet samtidig med, at denne aldersgruppe har haft flere indlæggelser og ambulante behandlinger per person. Figur 7: Besøg hos læge og andre sundhedsudbydere 19 65+ år 18 17 16 15 14 13 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 Lægebesøg per person Sundhedsbesøg per person Note: Lægebesøg er besøg hos praktiserende læge og speciallæge. Sundhedsbesøg omfatter herudover besøg hos tandlæge, kiropraktor, fysio- og fodterapeut. Besøgene er med offentlige tilskud. Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. 21

En del af den sundhedsfremmende behandling foregår uden for sygehusene hos alment praktiserende læger, speciallæger, kiropraktorer osv. Figur 7 viser udviklingen i disse behandlinger. Antallet af lægebesøg per ældre person viser ingen signifikant positiv trend, men der er en stigning på 6 procent i det samlede antal sundhedsbesøg. Isoleret set er stigningen i besøg hos andre sundhedsudbydere end lægerne steget med 30 procent over perioden. Hos de yngre grupper af ældre fra 65 til 69 år er stigningen i disse ydelser per person på 6 procent over perioden. 3.3 Andelen på arbejdsmarkedet Fra midten af 1986 til år 2000 faldt andelen af ældre i arbejdsstyrken 5 fra godt 10 procent til noget under 8 procent. Den lavere erhvervsfrekvens mellem de to år trak i sig selv godt 18 tusind personer ud af arbejdsstyrken, men da antallet af ældre medborgere blev forøget i perioden, blev frafaldet reduceret til knap 17 tusind personer. Figur 8: Erhvervsfrekvensen for de ældre 1986 til 2011 Pct. 11 10 9 8 7 6 1986 1991 1996 2001 2006 2011 Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. 5 Andelen kaldes også erhvervsfrekvensen. 22

Fra år 2000 og til 2011 stiger de ældres erhvervsfrekvens på ny. Tilsammen giver den højere erhvervsfrekvens og flere ældre personer over denne periode en opgang i arbejdsstyrken på knap 28 tusind personer. Figur 9: Erhvervsfrekvenser på aldre 1986, 2000 og 2011 20 Pct. 15 10 5 0 65-69 70-74 75-79 80-84 85-89 90-94 95+ 1986 2000 2011 Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. Mens nedgangen i erhvervsfrekvenserne mellem 1986 og 2000 var forholdsvist jævnt fordelt på alle aldre, er opgangen efter år 2000 især sket i aldersgruppen 65 til 69 år, jfr. figur 9. Det kan således forventes, at de store fødselsårgange efter krigen holder sig længere på arbejdsmarkedet end deres umiddelbare forgængere i 65+ aldrene. 3.4 Samlivs- og boligforhold Den generelle tendens til flere enligt boende i samfundet slår ikke entydigt igennem blandt de ældre. En årsag til, at mange ældre bliver enligt boende, er at ens samlever dør. Men denne årsag får aftagende effekt efterhånden, som levealderen bliver længere. Fra 1987 23

til 2012 falder andelen af ældre husholdninger 6 med enligt boende fra godt 67 til knap 64 procent. Figur 10 viser billedet for årene 1987, 2000 og 2012. Figur 10: Andelen af enligt boende 1987, 2000 og 2012 i aldersgrupper Pct. 100 90 80 70 60 50 65-69 70-74 75-79 80-84 85-89 90-94 95+ 1987 2000 2012 Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. Det fremgår, at det er blandt aldrene fra 65 og til begyndelsen af 80 erne, at der siden indgangen til nullerne er sket et fald i antallet af enligt boende. Blandt ældre i sidste halvdel af 80 erne og opefter er der indtruffet en stigning i andelen i forhold til året 1987. De færre enlige i de yngre aldersgrupper vil i sig selv give en tendens til endnu færre enlige ældre i de kommende år, men på grund af et stigende antal ældre vil antallet af ældre enligt boende fortsat stige. Hertil kommer et stigende antal samboende ældre. Samlivsformerne ændrer sig også med hensyn til civilstand. Kurverne i figur 11 viser andelene for civilstanden for husholdningernes breadwinner, dvs. den person i husholdningen, som har den højeste indkomst. Såvel andelen af fraskilte som andelen af gifte er stigende, mens antallet af enker og enkemænd er faldet over de seneste godt 6 Husholdninger er i undersøgelsen i defineret ud fra den registrerede adresse, så alle personer med samme adresse tilknyttes husholdningen. 24

ti år. Det er naturligvis den længere levetid, der slår igennem, men der er også en faldende del af de ældre, der ikke har prøvet ægteskabet på et eller andet tidspunkt. De nyere civilstande som registreret partnerskab, ophævet registreret partnerskab og længstlevende af to partnere er i stigning, men udgør tilsammen under en procent af husholdningernes breadwinners i 2012. Figur 11: De ældres civilstand fra 1987 til 2012 Pct. 60 50 40 30 20 10 0 1987 1992 1997 2002 2007 2012 Enkestand Fraskilt Gift Ugift Note: Graferne viser andele for civilstanden for husholdningernes breadwinner, dvs. den person i husholdningen, som har den højeste indkomst. Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. Med et bedre helbred bliver behovet for plejeboliger mindre. Der findes en række forskellige boligtyper herunder med betegnelserne plejehjemsboliger, beskyttede boliger, ældreboliger, plejeboliger, almene ældreboliger og friplejeboliger. Vi er desværre ikke i stand til at skelne lejemål i disse boligtyper fra almindelige lejemål i registrene, og figur 12 er derfor baseret på tal fra Danmarks Statistiks statistikbank. Figuren viser en nedgang i andelen af ældre personer, der er indskrevet i en af disse boformer. Især efter 2005 bliver nedgangen tydelig. Den gælder for alle aldrene fra 65 og opefter. Mellem årene 1999 of 2013 er der i aldersgruppen 85 til 89 år en nedgang fra 29 25

til 22 procent, mens der for personer fra 90 og opefter er en nedgang fra 50 til 40 procent. Figur 12: Procentvis andel af ældre personer, der er indskrevet i ældreboliger mv. 1999 til 2013 Pct. 10 9 8 7 6 1999 2001 2003 2005 2007 2009 2011 2013 Note: Figuren viser den procentvise andel af personer over 66 år til 2003, og over 64 år fra 2004, som er indskrevne i plejehjemsboliger, beskyttede boliger, ældreboliger, plejeboliger, almene ældreboliger og friplejeboliger. Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. Længere levetid bevirker, at de ældre boligejerne forbliver længere i ejerboligen, og det medfører, at andelen af boligejere blandt de ældre stiger, mens andelen, der bor i lejebolig, falder, jfr. figur 13. Siden 1987 er andelen i ejerbolig steget fra 41 til 48 procent, mens andelen i lejebolig 7 er faldet fra 58 til 49 procent. Bevægelsen i andelene har udløst en stigende efterspørgsel 8 efter ejerboliger, der mellem årene 1987 og 2012 kan opgøres til godt 40 tusind boliger. Det samtidige fald i lejeboliger som følge af ændrede andele er på 7 Andelsboliger henregnes til lejeboliger. 8 Udtrykket efterspørgsel kan forekomme misvisende i de tilfælde, hvor ejerboligerne er sat til salg, og hvor ejerne ønsker at rykke ud af boligen. I teksten antages det implicit, at husholdningerne efterspørger den bolig, som de befinder sig i. 26

godt 52 tusind boliger. Da der samtidig har været en stigning i antallet af ældre husholdninger, er efterspørgslen efter lejeboliger til ældre imidlertid steget. Figur 13: De ældres boligform fra 1987 til 2012 Pct. 60 55 50 45 40 35 30 1987 1992 1997 2002 2007 2012 Ejerbolig Lejebolig Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. Figur 14: Andelen af ældre, der bor i ejerbolig i 1987, 2000 og 2012 Pct. 60 50 40 30 20 10 65-69 70-74 75-79 80-84 85-89 90-94 95+ 1987 2000 2012 Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. 27

Som det fremgår af figur 14, er stigningen i andelen, der bor i ejerbolig, størst blandt de yngre husholdninger. I aldrene fra 80 og opefter er andelen mindre, end den var i 1987. 28

4. De ældres flyttemønstre I dette afsnit ser vi på flyttemønstre for ældre medborgere og på flytninger og adskillelse af ældre husholdninger. Vi benytter desuden en undersøgelse foretaget af Boligøkonomisk Videncenter (2011) til at se på flytteønsker og på forhold, der forøger sandsynligheden for, at de ældre flytter. I første omgang behandles emnet på personniveau, mens vi efterfølgende tager udgangspunkt i husholdninger. 4.1 Hvornår, hvorfra og hvortil Flytninger opgøres som adresseskift mellem 1. januar i et år og 1. januar i det efterfølgende år. Befolkningen opgøres per 1. januar i et år. Sættes antallet af personer, der har skiftet adresse i forhold til hele befolkningen eller alternativt befolkningen i den kategori, som studeres, fås en flyttefrekvens. Flyttefrekvenserne afhænger således af de indberetninger, der sker til registrene; og de faktiske flytninger kan afvige herfra, dels ved at folk tilmelder sig (nye) adresser, hvor de ikke bor, og dels ved at folk foretager flere flytningerne inden for et år, som ikke bliver talt med. Ca. 15 procent af befolkningen flytter over et år, mens det kun gælder for knap 5 procent af de 65+ årige. Figur 15 viser antallet af personer, der flytter i året 2013 i forhold til befolkningen i de forskellige aldre ved årets indgang. Flyttefrekvensen er højest for unge mennesker og falder derefter op til 70 års alderen, hvorefter der igen sker en stigning. For hele befolkningen var 65 procent af flytningerne i 2013 fra én adresse til en anden inden for den samme kommune. For de 65+ årige lå denne andel på 80 procent. Hansen et al. (2013) har til brug for deres fremskrivning af den danske boligefterspørgsel (afsnit 3.4) estimeret flyttesandsynligheder ikke blot på personernes aldre, men også på flytningernes geografiske retning, boligtype, art, -størrelse og alder samt bystørrelse. 29

Figur 15: Personer, der er flyttet, i procent af befolkningen, 2013 Pct. 70 60 50 40 30 20 10 0 0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 Alder alle inden for kommunen Note: Procenten beregnes ud fra det antal personer, som har den angivne alder. Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. Figur 16: Ældre personer, som er flyttet, i procent af befolkningen Pct. 16 14 12 10 8 6 4 2 0 65 70 75 80 85 90 95 1980 1990 2000 2013 Alder Note: Procenten beregnes ud fra det antal ældre, som har den angivne alder. Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. 30

Figur 16 viser sammenhængen mellem flyttefrekvens og alder for de 65+ årige for fire udvalgte år. Billedet er forholdsvis stabilt, men flytteraten for de 90+ årige er steget noget i forhold til situationen tilbage i 1980. Desuden ligger flytteraterne generelt lavere i året 2013 end i de foregående år. Figur 17: Ældre personer, som er flyttet, i procent af den ældre befolkning 1980 til 2013 Pct. 7,00 6,500 6,00 5,500 5,00 4,500 4,00 1980 1985 1990 1995 2000 2005 2010 Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. Den nylige nedgang i flyttefrekvenserne er tydeligere i figur 17. Finanskrisen og den efterfølgende økonomiske recession ses her at have medført en markant nedgang i de ældres mobilitet, der fortsat ligger på et forholdsvis lavt niveau. Fra toppunktet, der blev nået i 2004, til bunden i 2012 flytter knap 8½ tusind færre personer om året. I gennemsnit over den betragtede periode flyttede ca. 45 tusind ældre personer hvert år. 31

Figur 18: Nettotilflytning af ældre per 1. januar 2011 Note: Tilflyttede er personer med en anden adresse 1.januar 2010 og fraflyttede er personer med en anden adresse 1. januar 2012. Kun indenlandske flytninger er medtaget. Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. Som nævnt bliver 80 procent af de ældre, der flytter, inden for deres kommune. Ser man på flytninger mellem kommuner blandt de ældre, får man det i figur 18 viste kort. Kortet i figur 18 giver ikke nogen entydig tendens i de ældres flyttemønstre mellem kommunerne. Selve antallet af flytninger er lavt, da få ældre flytter, og de fleste flytter inden for kommunen. Desuden var flyttefrekvensen lav i 2011, jfr. figur 17 ovenfor. Man kan dog notere sig, at de større byer Århus, Odense og en del af Hovedstadsområdets kernekommuner havde en nettofraflytning af ældre i 2011. 32

Figur 19: Den procentvise tilgang af ældre i 2011 Flyttemønstre, indkomster og formuer blandt ældre Note: Tilgang dækker over tilflytning minus fraflytning plus det antal personer, der ikke flytter, men bliver 65 år, minus de ældre, der går bort i året. Kilde: Egne beregninger ud fra Danmarks Statistiks registerdata. Antallet af ældre i en kommune ændrer sig efter vores definition som følge af tilflytning minus fraflytning plus antallet af borgere, som bliver 65, minus de bortgåede ældre 9. På den måde er tilgangen i figur 19 vist som en procent af antallet af ældre per 1. januar 2011. Igen er billedet ikke særligt entydigt, men man kan notere sig, at en lang række såkaldte udkantskommuner som Lolland, Guldborgsund, Langeland, Ærø, Tønder Thisted, Morsø og Hjørring har en procentvis lav tilgang af ældre. Den procentvise høje andel af ældre i nogle af 9 Bortgåede omfatter de døde og de til udlandet flyttede. 33