Værdier i det pædagogiske arbejde SFO s formål er at drive en skolefritidsordning under privatskolen Skanderborg Realskole. SFO er i sin virksomhed underlagt skolens formålsparagraf. SFO ønsker et konstruktivt samarbejde med både forældre og lærere til gavn for børnene. SFO arbejder ud fra en ressourceorienteret pædagogik, hvor nøgleordene er værdsættelse, anerkendelse og dialog. Menneskesynet bag dette opfatter barnet som et individ, der både påvirker sine omgivelser og bliver præget af disse. Kernen i den pædagogiske praksis er en helhedsorienteret opfattelse, som kan beskrives ud fra følgende illustration. Her illustreres, at det pædagogiske personale må forholde sig til nogle modsætninger, nemlig pasning kontra udvikling og fællesskab kontra individ. Mellem disse begreber befinder der sig fire centrale områder: Socialisering, omsorg, dannelse og læring. Fundamentet, som hele vort samfund bygger på, er demokrati, hvorfor demokratiske processer er en vigtig del i al pædagogisk arbejde. Vi vil her beskrive og uddybe de værdier, vi finder væsentligste, og som er pejlemærker for vor daglige praksis. 1. Anerkendende kommunikation 2. Demokrati og dannelse 3. Socialisering & livslæring 4. Omsorg 5. Drenge/piger socialisering 6. Leg 7. Udeliv 8. Forældresamarbejde 9. Bevægelse 10. Anti - mobbepolitik
1. Anerkendende kommunikation Det er værdifuldt, at vi i mødet med barnet er anerkendende og værdsættende såvel i tale som i kropssprog. Vi skal til stadighed møde barnet som nærværende oprigtige voksne, der har en ressourceorienteret tilgang, hvorved barnets selvtillid og selvværd styrkes. 2. Demokrati & dannelse Det er værdifuldt, at vi skaber rammerne, så barnet via demokratiske processer lærer at diskutere og tage stilling, samt sige til og fra. Ligeledes, at barnet ud fra et dannelsesperspektiv oplever traditioner og dansk kultur, samt lærer at anvende den viden og de færdigheder, det har tilegnet sig. 3. Socialisering & livslæring Det er værdifuldt, at vi skaber rammerne, så barnet tilegner sig sociale færdigheder og kompetencer, hvorved det bliver i stand til at mestre eget liv i fællesskabet med andre.
4. Omsorg Det er værdifuldt, at vi skaber rammerne således, at barnet er sikkert og trygt, mens det opholder sig i SFO. Ligeledes at forældrene føler sig sikre på, at der til hver en tid vil blive ydet professionel omsorg for barnets fysiske og psykiske udvikling. 5. Drenge og pigers socialisering Det er værdifuldt, at vi har forståelsen for forskellen mellem hhv. drenge og pigers socialisering og blandt andet derfor sikrer, at der er miljøer og aktiviteter der henvender sig til begge køn. 6. Leg Det er værdifuldt, at vi skaber rammerne, så barnet har mulighed for at eksperimentere, undersøge, afprøve og erfare via (fri) leg, aktiviteter og samvær. Herved udfordres og gennemgår barnet forskellige læringsprocesser, så som at forhandle, indgå kompromis, samarbejde, løse konflikter, vente o.a. 7. Udeliv Det er værdifuldt, at vi skaber rammerne, så barnet kan være undersøgende og eksperimenterende, og at det opfordres til at handle aktivt og opfindsomt. Det er ligeledes vigtigt med udeleg/udeliv, for derigennem at styrke motorik og forståelse for naturen. 8. Forældresamarbejde Det er vigtigt med et godt, trygt og åbent samarbejde mellem SFO, skole og hjem, hvor der er fokus på barnets trivsel, og at barnet er glad for at komme i SFO. Det er ligeledes vigtigt, at forældrene føler sig velinformerede, hvorved de kan følge med i deres barns liv og dagligdag i SFO. Ligeledes at SFO synliggør forventninger og melder disse klart ud. 9. Bevægelse Det er værdifuldt, at vi skaber rammerne, så barnet gennem leg og bevægelse får styrket deres fysiske, psykiske, sociale og kognitive færdigheder. Bevægelse er forbundet med velvære, samvær og motorisk udvikling. Ved at sikre bevægelse i
SFO får barnet et godt fundament for dets motoriske udvikling og dets sociale liv, trivsel, sproglig udvikling, indlæring og koncentrationsevne. 10. Anti-mobbepolitik SFO s anti-mobbepolitik har til formål at forebygge, at et barn nægtes en plads i fællesskabet, da det kan have alvorlig betydning for barnets liv. Mobning er overgreb og krænkelser, der ofte medfører store konsekvenser for den, det går ud over. SFO s arbejde med Fri For Mobberi tager udgangspunkt i, at det er de voksnes ansvar at forebygge mobning. Det gøres ved at være guider og gode rollemodeller, samt skabe en vedvarende, inkluderende børnekultur, der udvikler det gode børnefællesskaber med tolerance og respekt, samt børnenes evne til at vise omsorg for hinanden - og mod til at forsvare den kammerat, der har svært ved at forsvare sig selv. For os er SFO lig med samspil, frirum og oplevelser: Samspil For at et barn kan trives, er det vigtigt, at der er et tæt samarbejde mellem hjem, skole og SFO. Nøgleordene er tillid, anerkendelse, dialog og respekt, så samspillet bliver præget af positive tilgange, der har det ene mål for øje, at sikre barnets trivsel. Ud over dette er det afgørende for barnets trivsel, at det har leget godt, at det har venner, og at det føler sig som en uundværlig del af en gruppe. Derfor er gode relationer, hvor barnet kan spejle sig selv og sin egen anerkendelse af basal betydning. Frirum Med det mener vi, at barnet skal være fri til at være sig selv. Det skal ikke være i en rolle det skal være sig selv på godt og ondt. Vi vægter meget, at det er barnets fritid, hvor der er tid og rum til at lege. Vi skal ikke undervise barnet, men vi arbejder målrettet på, at det lærer at begå sig, være sammen med andre, løse konflikter o.a., således at barnet kan mestre livet. Oplevelser SFO opprioriterer udelivet og finder det vigtigt, at barnet kommer på Sumpen mindst en dag om ugen. Her kan barnet lege og udforske, idet her er hytter, bålsteder, høvlebænke, fiskekutter og bækken, hvor flora og fauna kan undersøges. Ud over det har vi vores årlige traditionsrige arrangementer. Vi har græskarfest, kunstprojekt, SFO dag, samt vores sommerfest, hvor vi tager afsked med vores børn fra 3. klasse.
De fire grundværdier der arbejdes ud fra: Tolerance At kunne acceptere og se forskelligheder som en styrke og behandle hinanden ligeværdigt Respekt At acceptere og tage hensyn til alle børn i gruppen, at være en god kammerat over for alle og at rumme andres væremåde. Omsorg At udvise interesse, medfølelse, bekymring og hjælpsomhed over for alle børn. Mod At turde sige fra og markere egne grænser, at være modig og en god kammerat, der reagerer på uretfærdighed. /SFO, Skanderborg Realskole