1 Helligtrekonger søndag den 4. januar 2015 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (Es 60,1-6) Mt 2,1-12 Salmer: 362, 434, 136, 606, 122, 123 v.6-7, 138 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Helligtrekonger er juleafslutning. Fra gammel tid en glad og løssluppen fest, så man kunne få bearbejdet sine frustrationer over julen uden at ødelægge for meget for sig selv og andre. Frustrationerne har altid stået i kø efter jul, når forventningspresset er udløst som en fuser, og det socialpsykologiske eksperiment med at være gode mod hinanden og især dem, vi er i familie med, igen engang har vist sig at skuffe de forestillinger, vi har om os selv og vores rummelighed. Fester har det med at efterlade sociale relationer i en trykkogerlignende tilstand. Der må en ventil til, hvis ikke det hele skal eksplodere. Det har man altid vidst, - men sikkert med større tydelighed dengang mindre og tættere samfund klemte os tættere ind på livet af hinanden. Helligtrekonger er en trykkogerventil.
Der er to måder, vi kan bearbejde vores frustrationer på. To ventiler i den sociale trykkoger. Vi kan enten slås, eller vi kan lege. Det er ret upraktisk at slås, hvis man har til hensigt at vende tilbage til et liv med hinanden. Legen er så langt at foretrække. Og det har man så vidst at gøre. Tidligere klædte man sig ud til helligtrekonger og gik formummet ind ad hinandens døre. Især de døre, der ikke længere stod åben til daglig. Man gik ikke køkkenvejen men ad hoveddørene. På den måde overskred man ganske konkret den grænse, gemytternes uoverensstemmelse havde trukket, ugæstfrihedens, uvenskabets eller ligefrem fjendskabets grænse. Og sådan fik man bearbejdet sine frustrationer, så man var fri for at finde omveje for ikke at krydse hinandens spor og risikere at skulle mødes. Man havde allerede mødtes, om end forklædt. Skulle det ske, at man blev genkendt, bestod straffen i at tage plads ved kaffebordet for at dele julens sidste bagværk og konfekt med sin uven og vært. Dagen efter kunne man under alle omstændigheder ånde lettet op og få sig et godt grin over sin egen tåbelighed. Det havde vist sig, at det i virkeligheden måske ikke var så svært at forlige sig. Når bare man kunne lege med hinanden 2
Legen har med tiden fået trange kår. Og hvem ved, det er måske derfor, vi slås så meget desto mere. Nu giver det næppe mening, hvis I klæder jer ud i morgen aften, helligtrekonger aften, for at overraske jer selv og jeres uvenner. I risikerer højest at ende hos en forstående terapeut, som godt nok har hørt noget om nogle menneskers helt naturlige behov for at klæde sig ud Men det betyder ikke, at vi så kun har slåskampen tilbage som alternativ, når vi skal bearbejde vores frustrationer. Risikoen er nærliggende. Helligtrekonger evangeliet om de vise mænd og Herodes er det nærmeste eksempel. Herodes viste sig at være en blodig legekammerat. Da han følte sin position udfordret, befriede han sig fra sine frustrationer på den militære måde. Han sendte sine soldater. Han var ikke den første, og han blev heller ikke den sidste, som kun kender til denne fantasiforladte og nedslående brutalitet. Men der er altid en anden vej. De vise mænds vej. Det er en af julens smukkeste oplysninger, at den, der har set Jesus, vender hjem ad en anden vej. Matthæus fortæller om de vise mænd, at de satte sig op imod magten. De trodsede kong Herodes påbud om at give ham besked, når de havde fundet barnet. De blev i en drøm advaret, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. 3
4 Der er altid en anden vej end den blinde magtanvendelses. Den, der har set Jesus, har også set denne vej, om det så kun er i drømme. Jesusvejen er en vej, der er i familie med legen og ganske fremmed for slåskampen. Vejen tager måske netop sin begyndelse i drømmen om en fredeligere sameksistens. Vejen tager måske sin begyndelse i det enfoldige spørgsmål om, hvorfor i al verden, vi skal slås, når vi kan lege. Og spørgsmålet besvares siden med et af de berømteste Jesusord om den asymmetriske måde at tackle sine frustrationer på. Hvis man er havnet i uopfindsomhedens gengældelseslogik, hvor et øje skal koste et øje og en tand en tand, hjælper Jesus os op af dette moralske hængedynd med opfordringen til at forsøge at vende den anden kind til. Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Jesus søger den uventede løsning på kontroversen og ufredeligheden i sit opgør med den ufestlige forestilling om, at magt skal mødes med magt. Der er altid et alternativ til retsbehandling og tvang Vil nogen med rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Denne skæve og legende tilgang til tilværelsens konflikter når sin kulmination i buddet om kærlighed til fjenden. Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.
Jesus blev tilbedt af de hellige tre konger, - eller hvor mange det nu var, der skulle til at bære de tre gaver! Jesus, som selv blev en af østens vise. Og østens visdom består i at finde en anden vej hjem, når man har set eller hørt Jesus. En anden vej end den, magten viser i sin blinde ligegyldighed med menneskebørnenes skæbner. Det evangeliske løfte lyde, at vi altid ad den vej vil have Jesus i ryggen. Det er ikke så vanskeligt at forstå. Det er til gengæld vanskeligt at forstå, hvorfor så få betræder denne vej. Forklaringer er der mange af. Man har ment, at det var en vej for særligt indviede eller for mennesker med særlige evner. Asketer, munke, nonner, fantaster, blomsterbørn og andre outsidere. Mens vi andre i beundring af dem kunne gå den slagne vej og sætte os igennem i den ene eller anden retfærdige sags tjeneste Det kunne være vi i stedet skulle begynde at se på os selv som outsidere. Det er ikke sikkert, vi vil blive taget særligt alvorligt, hvis vi sætter blødt mod hårdt, giver mere end krævet, følges med hinanden længere end rimeligt er. Men sådan var det også med den udklædningsleg, som tidligere fortolkede helligtrekongers evangelium. Man blev da ikke taget alvorlig, når man stod udklædt der i entreen hos sin irriterende og dumme 5
nabo. Jeg er ikke engang sikker på, at man kunne tage sig selv alvorlig. Men man gjorde noget. Og hvad der var endnu væsentligere: man gjorde noget andet end det, der altid ligger ligefor. Man tog ikke sig selv til rette. Man kom ikke i det ærinde at retfærdiggøre sin gøren og laden. Man gjorde sig selv en smule til grin i håb om, at man fik en fjende at more sig samme med. Og det virkede. Samfundet kunne vende tilbage til sig selv. Ikke til helt det samme selv, men til et samfund, der havde gjort erfaringer med en alternativ konflikthåndtering. Man vendte tilbage til sit land, sit fælleskab, ad en anden vej. Nu kunne en og anden så sige, at det var da godt, at det gik sådan. Det kunne sikkert være gået helt galt. Og det må man give ham eller hende ret i. Vor Herre gik selv den forsoningens vej, han anviste. Og det gik vel helt galt til sidst. Jesus døde med kærlighed til sine fjender og ordene om at tilgive dem, der ikke vidste, hvad de gjorde. Men han døde. Af grunde, som ikke er umiddelbart indlysende, har vi dog aldrig forstået det som et nederlag men tværtimod som en sejr. Det kan ikke skyldes denne verdens visdom. Det må tilskrives Helligånden, at østens visdom om afmagtens velsignelse for fællesskabet blev fælleseje. Måske alene som en drøm. Og dog. 6
7 Næste gang, vi vil sætte hårdt mod hårdt, kunne vi jo for sjov, som en leg, forsøge os med det bløde alternativ. Det kunne være, at vejen hjem så også blev en smule blødere. Det lette og det nemme, det legende, har altid irriteret de alvorlige. Men det er næppe tilfældig, at ordet alvor slet ikke forekommer i evangeliet.