Fænomenologi. Den tidlige Husserls opfattelse af fænomenologien, og den transcendentalfænomenologiske drejning.

Fænomenologi. Den tidlige Husserls opfattelse af fænomenologien, og den transcendentalfænomenologiske drejning. Teoretisk filosofi. Åbent universitet. Vejleder : Mazier Estamadi. Studerende : Niels Henrik Hansen studienummer : 20000821 1

Indholdsfortegnelse : Indholdsfortegnelse : 2 Emnebegrundelse og indledning. 3 Målsætning for projektet. 4 Metodiske overvejelser. 4 Historisk opsummering, med det formål at antyde den filosofihistoriske kontekst, hvori Husserl indskriver sig. 4 Den tyske idealisme 4 Om Hegel og Bolzano, skriver Husserl 5 Dilthey 5 Husserl 6 Den tidlige Husserl - reaktionen imod psykologismen. 6 Logische Untersuchen 6 Husserls intentionalitets analyse. 7 Enhver intentionel bevidsthedsakt kan analyseres ud fra 3 forskellige perspektiver. 8 Evidens og fremtrædelse - givethed. 10 Kategorial anskuelse. 10 Væsensskuen. 11 Husserls Logiske Undersøgelser afslutning. 11 Husserls udvikling af fænomenologien til transcendental fænomenologi. 11 Noema 13 Transcendental Fænomenologien. 13 Husserls Transcendental Fænomenologi, de Cartesianske Meditationer. 13 1. Meditation. Vejen til det transcendentale ego. 14 2. Meditation. Blotlæggelse af det transcendentale erfaringsfelt i overensstemmelse med dets universelle strukturer. 15 Afslutning perspektivering. 17 Kildehenvisninger. 19 Litteraturliste : 20 2

Emnebegrundelse og indledning. Jeg har sat mig for, at få en forståelse for hvad fænomenologi er. Mange væsentlige filosofer i forrige århundrede lader til at være fænomenologer og derfor fandt jeg det spændende at undersøge hvad der ligger i begrebet. Jeg har læst tekster og bøger af, og om; Sarte, Heidegger, Løgstrup og Jakob wolf, og jeg har anet, at de baserer sig på et grundlag, som ikke lige lader sig gennemskue. Jeg har jo så kunnet forstå at fælles for dem var at de er fænomenologiske filosoffer og derfor er jeg nysgerrig efter finde ud af hvad der ligger i begrebet. Når jeg har spurgt personer der har forstand på filosofi, om hvad fænomenologi er, har jeg følt at jeg har fået nogle lidt tågede, mangelfulde og skuffende svar. Jeg har efterhånden også forstået hvorfor. Det lader sig ikke forklare i en håndvending - det er en længere snak og der lægges forskelligt i begrebet, af forskellige filosoffer. Fælles for forrige århundredes fænomenologisk indstillede filosofer er, at Husserl, på en eller anden måde spøger i baggrunden - Husserl er den der grundlægger den moderne fænomenologi. Derfor har jeg valgt at beskæftige mig med Husserls fænomenologi. I starten af dette arbejde tænkte jeg, at Husserls tænkning bare skulle antydes i denne opgave, med henblik på at kaste lidt lys over Heidegger, som opgaven så skulle omhandle. Sådan skulle det ikke gå, at blive bare så nogenlunde fortrolig med Husserl viste sig, at være et stort arbejde i sig selv - det er ikke sådan lige at komme på den anden side af Husserl. Citat : Der er noget vanskeligt over Edmund Husserls værk. (..) Vanskeligheden ligger snarere i den unikke genstand, der er Husserls og dermed også fænomenologiens. Nemlig fænomenet selv eller, som slagordet vil det tingen selv. Det er en genstand, fænomenologien indtil for ganske nylig har været ene om at beskæftige sig med. (.. ) Vi har intet andet end fænomener, men ingen videnskab om dem. Og dog der er da lige så mange videnskaber, som typer af fænomener. Og det såvel på menneskets side som på tingenes side. F.eks oplever jeg et træ. Det træ er modtagelig for en kemisk analyse, en biologisk analyse. Tilsvarende gives der en fysisk optik, en neurologi, en videnskab om menneskets synsevne osv., der grundigt gør rede for, hvorledes jeg i det hele taget ser, og hvorledes det, jeg ser, er i stand til at træffe mig og mine sanser. (.. ) Men det miskender netop fænomenologiens genstand : fænomenet, således som det optræder i min oplevelse. Her nytter det ikke noget at dekomponere træet i dets fysiske bestanddele : når jeg har forklaret træets kemiske grundstruktur, har jeg jo ikke forklaret, hvorfor træet opleves, perciperes, således som det bliver oplevet. (.. ) Træet med alt dets fysik og kemi, med dets rent materielle gehalt, er ganske vist det, der kommer til syne, men det kan ikke forklare tilsynekomstformen som sådan. Tilsvarende nytter det ikke noget at forklare oplevelsen af farven rød med henvisningen til en given lysbølgefrekvens. Oplevelsen af rød er ganske vist forårsaget af den særlige måde, hvorpå lys reflekteres af en overflade, men refleksionen og lysbølgefrekvensen har ikke selv nogen farve. Man kan ikke fyldestgørende forklare noget det er et træk i Husserls geni at have påvist dette med henvisning til en årsag, der er beliggende på et helt andet ontologisk niveau end det der skal forklares. (..)Deri ligger det umiddelbart vanskelige i Husserls fænomenologi. (.. ) Det er det, at genstanden er faderløs. (.. ) Fænomenet selv kan ikke forklares som sådant. Det er et mere eller mindre vilkårligt resultat af givne materille betingelser. Det er kun på de materiale betingelsers niveau, at der kan tilskrives nogen objektivitet (.. ) Kort sagt, Husserl genopfinder en genstand, der altid har været miskendt. Og idet han genopfinder den, rekonstruerer han en hel teori, et sæt af begreber, en hel metodologi og en hel epistomologi, der er i stand til at beskrive og bestemme denne genstand på genstandens eget niveau. (.. ) Man kan således ikke uden videre føle sig hjemme i den. (.. ) Det drejer sig om at starte helt forfra, med fænomenet, således som det opleves og derfra gradvis at opbygge en teori der forklarer det. Man kunne kalde dette den første og grundlæggende vanskelighed i Husserls tænkning. Dens genstand er radikalt ny, 1. 3

Dette citat forklarer egentlig meget godt hvorfor Husserl ikke er helt nem at have at gøre med og derfor har jeg taget det med, også selv om det er urimeligt langt. Husserl er den der tager begrebet fænomenologi op og giver det en særlige betydning, som starter og farver den fænomenologiske bevægelse. I 1800-tallet opererer Hegel også med et begreb om fænomenologi, som er meget forskellig fra Husserls. Som eksponent for og måske hovednavnet indenfor den tyske idealisme var hans bestræbelse, i blandt andet, at overvinde den kantianske og oplysningstidens skelnen mellem tænkning og virkelighed. Fænomenologien omtales desuden som en iblandt andre mulige fundamenter for den nyere tids filosofis forsøg på at etablere en etik på sekulære præmisser. I tiden efter Nietzsche og hans tid hvor den objektiverende verden for alvor viser sig i form af nihilisme, darwinisme og hvor Gud forsvinder. Også derfor finder jeg emnet spændende. Nietzsche peger på fænomenet vilje til magt, som den egentlige bagvedligende motiv for menneskets forestillen sig, at handle etisk. Tilmed i slavens udgave. Den svages forsøg på, at sætte sin egen vilje igennem. Med Guds død er mennesket overladt til selv at skabe sin egne værdier, livsmål og etik. Målsætning for Projektet. Med afsæt i hvorfor Husserl så nødvendigheden af hans fænomenologiske program, vil jeg redegøre for hvori den består. Jeg vil redegøre for Husserls fænomenologi fra den tidlige Logiske Undersøgelser, hvor Husserl selv omtaler fænomenologien som deskiptiv psykologi, hvorfor han forlader dette standpunkt og udvikler Transcendental fænomenologien. Jeg vil redegøre for det transcendentale ego, transcendental fænomenologiens fundament. Intersubjektiviteten og livsverden, som den sene Husserl er meget optaget af og som også er en del af transcendentalfænomenologien, vil højest blive antydet, ellers bliver emnet for omfattende. Metodiske overvejelser. Jeg har valgt at beskæftige mig med denne udvikling, da Husserls intentionalitetsbegreb udvikles tidligt i forfatterskabet og er væsentlig for forståelsen af også den sene Husserl. Det er mit indtryk at der er en kontinuitet i Husserls tænkning, forstået på den måde, at manglerne ved den tidlige tænkning giver afsættet til den senere Husserl. Intentionalitetsbegrebet er også væsentlig i de øvrige fænomenologers tænkning. Det lille afsnit om den filosofihistoriske kontekst, hvori Husserl indskriver sig, har jeg taget med da det perspektiverer Husserls tænkning hvilken samtid henvender Husserl sig til. Historisk opsummering, med det formål at antyde den filosofihistoriske kontekst, hvori Husserl indskriver sig. Den tyske idealisme, som jo også findes i en dansk variant, 2, er en reaktion på forskrækkelse fra den franske revolution. Forsøget på at realisere fornuften, endte i blodbad. Tænkningen og virkeligheden havde vist sig at have for lidt til fælles og denne dualisme måtte overvindes. De tyske idealister kunne ( heller ) ikke forlige sig med ikke at have en direkte adgang til verden. Og 4

ønsker, at overskride Kants erkendelsesteoretisk baserede dualisme, 3. Der søgedes efter enheden i alt. Enhed i det indre og det ydre - i "ding fur uns" og "ding fyr sich." Udtrykket ånden bliver ofte benyttet om denne bagvedliggende enhed. For de tyske idealister er verden dybest set noget immaterielt, de er idealister. Dette højerestående bagvedliggende viser sig i det materielle og dermed er der en enhed i verden som kan erkendes. Den danske version af den tyske idealisme har den samme bestræbelse, men skulle være lidt mindre ambitiøs i tiltroen til erkendelsens formåen, og lægger vægt på noget så vagt som den personlige anelse som drivkraften i at erkende verdens sammenhænge, 4. Disse tænkere, ikke de danske, som hører under den tyske idealisme, viser frem imod den moderne fænomenologi. Der er dog stor forskel på disse tænkere og 1900-tallets fænomenologer, som vil anse disse tænkeres religiøst farvede spekulationer for spekulative og uvidenskabelige. Om Hegel og Bolzano, en bohmisk filosof ( 1741-1848 ) der argumenterede imod den empiriske psykologismes definition af sandhed som det der ledsages af en følelse af sandhed og argumentede for at de logiske sandheder er uafhængigt eksisterende ideale realiteter, 5, skriver Husserl : Hos Bolzano Hegels samtidige finder vi intet spor af systemfilosofiens dybe tvetydigheder, der mere udsprang af bestræbelsen på at være en tankefuld verdensanskuelse og verdensvisdom end en teoretisk-analyserende verdensvidenskab, og som med sin ulyksalige sammenblanding af disse væsensforskellige intentioner så gennemgribende har hæmmet den videnskabelige filosofis fremskridt, 6. Husserl ønsker, som det fremgår af citatet, at være videnskabsmand og ikke blot at levere verdensanskuelser. Kort tid efter Hegels død, mister hegelianismen terræn. Den udvikler sig til højrehegelianisme og venstrehegelianisme, og nykantianismen, positivisme og naturalisme er de efterfølgende erkendelsesteoretiske positioner der er på dagsordenen. Et alternativ i den sidste halvdel af 1800-tallet er Dilthey, 7. Han hanker op i det gamle begreb, hermeneutik, som han overtager fra Schleiermacher. Hermeneutik betyder forståelseslære og den fik en mere moderne retning efter reformationen, da udlægninger af biblen fik en helt ny rolle i forhold til før, hvor eksegese måtte finde sted under hensyn til den katolske kirkes dogmatik. Dilthey skelner mellem åndsvidenskab og naturvidenskab som to forskellige ting. Derfor er han et interessant alternativ for hans tid. Naturvidenskaberne beskæftiger sig med "erscheinungen" - tilsynekomster, som det drejer sig om at forklare. Åndsvidenskaberne beskæftiger sig med "erlebnis", oplevelser af eget og andres bevidsthedsliv. Altså hvad der meningsfuldt kan siges om en person, eller en gruppe. Det mennesket gør er udtryk for mening; håb, ønsker, behov, drifter. Og åndsvidenskaben beskæftiger sig med at forstå og forklare sjælelivet. Dilthey bruger udtrykket åndsobjetivationer. Et begreb der minder om Herders forståelse af kunsten og kunstneren, 8. Ditheys filosofi er en historiefilosfi og anser de forskellige filosofiske anskuelser, som blot anskuelser der principielt er ligegyldige. Disse anskuelser er; materialisme, objektiv idealisme og frihedens 5

idealisme. Disse sondringer bruger man stadig. Dilthey skulle i nogen grad have været medvirkende til at Husserl for ansættelse ved et universitet, 9. I 1911 konkluderer Husserl ( 1859-1938 ) i bogen Filosofi som streng videnskab status over filosofien, at filosofien på tidspunktet er det rene kaos. Konkurrerende anskuelser som dem Dilthey remser op og som man kan tilslutte sig eller lade være, Derfor må der startes helt forfra, 10. At filosofien er noget rod er han dog ikke den eneste der mener, han har sandsynligvis fået inspirationen til denne indstilling fra Bolzano og Brentano, 11. ( Brentano var en filosof, som Husserl kendte, hvis grundlæggende tese var; en videnskab om bevidstheden er vedrørende måden hvorpå bevidstheden forholder sig til sine genstande ) Husserl ønsker at etablere filosofien som streng videnskab, som noget fornuftige mennesker kunne blive enige om, og ikke som konkurrerende anskuelser der har historisk interesse, 12. Filosofien skal begynde helt forfra. At skabe et filosofisk grundlag, som skal være alle videnskabers fundament. På den måde minder Husserls projekt lidt om Descartes der også starter helt alene og vil finde et helt nyt grundlag og ligeledes har han en ambition om ikke at tage noget for givet, andet end hvad han selv erfarer. Således kan selve den umiddelbare sansning siges at blive ophøjet til Husserls erkendelsesteoretiske udgangspunkt, 13. Husserls ærinde er også, at det gængse videnskabelige objektive perspektiv på alt, med sit wiew from nowhere helt har opnået monopollignende tilstand og helt har glemt sit udgangspunkt; første personsperspektivet, den almindelige menneskelige erfaring, som jo er den eneste nogen nogensinde har haft adgang til, 14. Den tidlige Husserl - reaktionen imod psykologismen. Logische Untersuchen fra 1900-01, betegner Husserl som sit fænomenologiske gennembrudsværk. Husserl erklærer i bogen at den er et forsøg på en nygrundlæggelse af logik og erkendelsesteori, men mener ikke at erkendelsesteorien skal redegøre for om der findes en omverden og om subjektet eventuel kan erkende den. Dette anser Husserl for at være metafysiske spørgsmål, 15. Husserl påberåber sig at være metafysisk neutral i hans udgangspunkt, senere indser, eller mener han selv, at han faktisk ikke selv levede op til dette krav, men det vender jeg tilbage til. I bogen kritiserer Husserl psykologismen. Psykologismens tese er, at erkendelsesteoretiske spørgsmål skal undersøges ud fra de forklaringsmodeller som naturvidenskaben anerkender, 16. Tænkning og erkendelse er psykiske processer og skal derfor undersøges og forklares ved hjælp af en naturvidenskabelig psykologi. De logiske loves beskaffenhed og gyldighed skal derfor undersøges empirisk,17. Husserls intentionalitetsanalyse er hans eget alternativ til hvad han opfatter som den urimelige sammenblanding af psykologi og tænkning. Husserls indvending er, at det er en sammenblanding af 2 genstandsområder, eller 2 ontologiske niveauer, 18, ( eventuel præsterer Husserl at overvinde disse to ontologiske niveauer, og hvis ikke, at han så giver bolden op til andre; f.eks. Heidigger ), : 1. Matematik og logik er ikke erfaringsområder men apodiktiske og ideale strukturer - uafhængigt af alt eksisterende og er ikke en subjektiv oplevelse. To + to = fire har været intenderet af mange mennesker og dette logiske og sande meningsindhold er identisk med sig selv og forskelligt fra bevidstheden. At to + to = fire er udtryk for en logisk sandhed, som også er sand selvom der ikke var 6

nogle mennesker til at erfare det. Dermed er Husserl en slags logisk platoniker. Selv siger han, at han forsvarer idealitetens gyldighed, men ikke dens eksistens i en separat idesfære,19. 2. Psykologi er vedrørende erfaring, noget der sker i bevidstheden. Det er psykologismens fejl, at den sammenblander objekt og akt, eller at objektet reduceres til akterne, som i den subjektive idealisme, 20. Derfor er det påkrævet at redegøre for forskellen mellem meningsindhold, eller erkendelses objekt ( f.eks. 2+2=4 ) og bevidsthedsakten der intenderer dette. Og det er hvad intentionalitetsanalysen er et forsøg på. Da objektive sandheder erkendes i subjektive akter må forholdet i mellem disse afklares. Sandhederne erkendes af subjekter og derfor må der undersøges hvilke subjektive betingelser der må være til stede for at det erkendende subjekt evner at erkende sandt og falskt, 21. For at forklare hvad ideale logiske principper og ( måske ) reale fysiske genstande er, må vi gå til bevidstheden som ( tilsyneladende ) erfarer genstande og principper, 22. ( parenteserne er sat om de små ord der i al ubemærkethed, kunne skabe forvirring vedrørende den metafysiske neutralitet, som Husserl påberåber sig ) da genstande kun fremtræder i eller for bevidstheden. Man må, i denne bestræbelse tematisere de fremtrædende genstande, inddrage bevidstheden, eller en bevidstheds aprioriske struktur, 23. Husserl ser sig nødsaget til at fortsætte sine undersøgelser af idealiteten gennem en erkendelsesteoretisk analyse af bevidsthedens intentionalitet, 24. Intentionaliteten betegner den fulde sammenhæng mellem bevidsthed og verden, igen må vi huske på den metafysiske neutralitet og det betyder, at verden er det der fremtræder for eller i bevidstheden, men dets status af værende / ikke-værende lades ude af betragtning. Husserl er interesseret i bevidstheden som sådan og ikke om det er et dyrs bevidsthed, eller en rummands,25. Begrebet intentionalitet er vigtigt, da århundredes filosofi har prøvet at overvinde dualismen og Husserls fænomenologi, med udgangspunkt i intentionalitetsanalysen, muligvis overvinder denne position, 26. For at klargøre hvad ideale logiske principper og ting er må bevidstheden som erfarer dette analyseres : Husserls intentionalitets analyse, som den fremstilles i Logiske Undersøgelser : At være bevidst vil normalt sige, at være bevidst om noget bevidsthedens genstandsrettethed, altså kan vi kun omtale bevidstheden ved at inddrage dette noget, som bevidstheden er bevidst om. Man kan slet ikke tale meningsfuldt om bevidstheden uden at inddrage bevidsthedens genstandsmæssige korrelat, 27. Angst, svimmelhed og kvalme har dog ingen genstand, 28.. Bevidstheden er rettet mod genstande der måske perciperes, men kan meget vel også være fraværende, ideale eller umulig. For eksempel Gud, multiplikationsprincippet og julemanden,. Husserl mener at den væsentlige forskel mellem genstand og bevidsthed er at genstanden giver sig perspektivistisk fra en vinkel. Genstanden er stadig genstanden set fra alle tænkelige vinkler og da genstanden således kan vendes og drejes og stadig er identisk med sig selv, transcenderer genstanden altid sin aktuelle fremtrædelse. Derfor må vi skelne mellem genstanden og genstandens fremtrædelse. Bevidsthedens givethed for sig selv er ikke-perspektivistisk, tematiseres selve intentionen, er den ikke på samme måde perspektivistisk givet, 29. 7

Da genstandene er givet på denne perspektivistiske måde, er de forskellige fra bevidstheden, og er ikke indeholdt i bevidstheden. Retter vi bevidstheden mod julemanden er det typisk mod ham set forfra og uvirkelig som han er, er han dog bevidsthedstranscendent. Han er ikke noget iboende i bevidstheden og heller ikke iboende i verden, altså er han ikke andet end en fantasigenstand, som dog ikke er en del af bevidstheden, han er bevidsthedstranscendent, 30. De intentionelle genstand ( f.eks. en bil ) perciperes virkelig som bilen og ikke som en mental konstruktion der symbolsk repræsenterer bilen,30, som for eksempel er resultatet af Kants tænkning. På grund af den perspektivistiske givethed, hvori genstanden aldrig udtømmes, skelnes der dog mellem fremtrædelsen og det der fremtræder, 31. Hvis genstanden bevidstheden er rettet imod er julemanden, eksisterer genstanden ikke, heller ikke som en genstand iboende i bevidstheden en bevidsthedsimmanent genstand. Da der i dette tilfælde er tale om fantasi; kan man ikke blot tænke at fantasien er kendetegnet ved at genstanden blot ikke modsvares af en virkelig genstand og at det så er forskellen mellem fantasi og virkelighed. Da er man tilbage i den subjektive idealismes reduceren det intentionale objekt til subjektivt bevidsthedsindhold, og tilsidesætter forskellen mellem akt og genstand. 32. Når vi tænker på julemanden, intenderer vi ham, som et transcendent objekt som ikke eksisterer. Akten er da bærer af en reference, men har ingen referent, 34. Intentionen formeningen om julemanden eksisterer, men ikke ham selv. Intentionaliteten må derfor være eksistensuafhængig af virkelige ting og derfor må intentionaliteten være et iboende træk ved bevidstheden, 33. Intentionalitetsanalysen viser, at der eksisterer bevidstheds-akter rettet mod akt-transcendentale genstande. Og hvor beskedent dette end kan lyde så er det et betydeligt fremskridt i forhold til tidligere tiders tænkning. Subjektet er selvtranscenderende rettet mod noget, forskelligt fra det selv, som i perceptionen er genstanden selv, og ikke en mental repræsentation, 34. Hermed har Husserl leveret et alternativ til psykologismen og ryddet op i den ulyksalige sammenblanding mellem akt og objekt. Enhver intentionel bevidsthedsakt kan analyseres ud fra 3 forskellige perspektiver : 1. En akts psykiske forløb - aktens reelle indhold. Selve intentionen, forstået som subjektivt bevidsthedsforløb Er akt-immanent, 35. 2. Aktens mening - det intentionelle indhold, der stammer fra bevidstheden det der gør bevidstheden intentional, som giver den dens rettethed. Er akt-transcendent. 3. Det der intenderes - den intentionelle genstand. Er akt-transcendent. 1. Aktens psykiske forløb er selve de psykiske processer, immanente i bevidstheden. Aktens psykiske forløb er altid en ny. Læses denne linje 2 gange, er det naturligvis den samme linje der læses, men de 8

psykiske processer i forbindelse med læsningen af linjen, er to forskellige, 36. At alle intentioner, som jo egentligt udgøres af; 2. aktens mening, også indgår i 1. aktens psykiske forløb, som subjektivt bevidsthedsforløb, skal forstås i den sammenhæng, at Husserl forstår sammenhængen mellem en ideal betydning ( evt. 2+2=4 ) og den konkrete subjektive proces at mene eller intendere dette, noget, som et forhold mellem en idealitet og en konkret instantiering heraf, 37. Derudover har visse akter også et yderligere reelt moment, bestående af sanselige komponenter. Ved sansning af en ting igennem et tidsrum af en hvis udstrækning, er det sådant, at perceptionen ændrer sig gennem tidsforløbet en gren der bevæger sig i vinden. Grenen, 3. den intentionelle genstand, er den samme, men sanseindtrykkene er ikke-intentionale oplevelsesmæssige elementer, der indgår i oplevelsen og ikke en del af det perciperede. Sanseindtrykkene, som reelt indehold i bevidstheden, er ikke det vi er rettet imod, men er materialet der danner akten. Altså; når vi kigger på grenen i blæsten, er det grenen vi ser, og ikke vores egen synsakt, som er ganske ureflekteret, 38. 2. Aktens mening består af 2 forskellige men forbundne momenter, der i forening benævnes den kvalificerede mening. Aktkvaliteten og aktmaterien, der tilsammen udgør intentionaliteten, også kaldet aktens intentionale essens. 1. Aktkvaliteten kvalificerer referencen som en forestillet, tvivlende, dømmende, troende akt. 2. Akt-materien, eller mening, forsyner akten med rettetheden mod genstanden, eller måden forholdet til genstanden konstitueres på, men er ikke identisk med genstanden. For eksempel : Jeg intenderer (ser) en spade, (der befinder sig 10 meter væk.) Jeg fastslår( a1) at det er en spade ( a2 ), en hel ny en ( a2 ), med plastikhåndtag ( a2 ). Og hermed har jeg en kvalificeret mening, 39. A2 opremsningerne er måden hvorpå jeg intenderer ( fænomenet ) spaden. Sådan vil jeg mene fænomenet, Denne mening forlener min bevidsthed med ( fænomenet ) spaden. En person dukker op og mener at det er en gammel spade, hvorpå træet er mørt og trænger til udskiftning. Et A2 parameter er for ham anderledes. Altså vi mener noget forskelligt om den samme genstand vi intenderer den forskelligt. Vi er rettet imod den samme genstand ( spaden ) men med forskelligt aktmaterie ( mening. ) 2. Aktens mening og 3. den intentionelle genstand ( spaden ) er dog, som allerede nævnt, ikke identiske, men netop ved at mene en genstand på en måde at fortolke det sansede, at genstanden lader sig fremtræde. I kraft ad den objektiverende tolkning, er det muligt at overskride det sansede og dermed retter vi os imod genstanden. I samspillet mellem sansning og tolkning - lader genstandens fremtrædelse konstitueres. Ved at tolkes vinder sanseindtrykkene en intentionel reference,40. Dette er en besjæling af de rå sansedata. Man er ikke kun bevidst om en genstand man er bevidst om genstanden på en bestemt måde. I det nævnte eksempel intenderer to personer den samme genstand, men på forskelligt vis. 9

Men hvem af os har så ret? Evidens og fremtrædelse givethed, 41. Evidens i den husserlske betydning vil sige, at der er overensstemmelse i mellem det intenderede og det givne. Går vi hen og tager fat i spaden vil det vise sig om træet er råddent, eller i god stand. Da det viste sig at jeg havde ret, spaden var i fin stand, og at der således er fin overensstemmelse mellem min første måde at intendere spaden på som set på afstand og også da jeg tog den i hånden, er der identitet mellem det intenderede og det givne. Altså imellem to typer af intentioner og ikke mellem to ontologiske regioner. Igen refereres der ikke til en bevidsthedsuafhængig omverden ( om spaden findes eller ikke ) men i mellem to akter. I eksemplet med spaden så både jeg og den anden person spaden, først på afstand og derefter helt tæt på. I begge tilfælde var spaden i sig selv såmænd evident givent spaden kunne jo ses, og at det var en spade var vi aldrig i tvivl om, det var bare det med træets beskaffenhed der ikke var evident givet på 10 meters afstand. I begge tilfælde var spaden intuativt givet - en perciperet intention. Havde vi stået og talt om spaden, om hvorvidt vi mente at kunne huske om træet var råddent eller ej, og den befandt sig uden for vores synsfelt - lad os sige at vi taler om, at den da vist hænger på et søm bagved huset - og som vi derfor måtte finde for at få afgjort hvem der har ret, havde der været tale om at vi havde en signitiv intention - en sproglig intention. Husserl har et fremtrædelsernes hierarki, alt efter akternes evne til at bringe genstandende så oprindeligt som muligt. Lavest står den signitive givethed, hvor tingene kun intenderes sprogligt, eller tegnmæssigt. Der er også imaginative fremtrædelser billeder af tingene og den perceptuelle intuative givethed. Evidens er en faktisk mulighed. Det kan være, at hvad jeg mente var sandt viste sig ikke at være det alligevel som hvis nu, at når jeg graver med spaden, som jo viste sig i fin stand, alligevel knækker, og jeg så efterfølgende må indse, at selvom vi efter at have undersøgt træet på tæt hold, så viste det sig, at træet alligevel ikke var holdbart. Evidenserfaringen er indviklet i muligheden af at tage fejl. Husserls begreb om evidens er også opdelt i et hierarki; apodiktisk, (ubetvivlelig), advækvat ( udtømmende ) og inadækvat ( partiel. ) Fysiske genstande, som fremtræder perspektivistisk, må af den grund erkendes inadækvat. Matematiske sandheder kan betragtes udtømmende og ubetvivlelig. Den senere Husserl sætter også det transcendentale ego, som en apodiktisk evidens. Kategorial anskuelse, 42. Det gennemgåede har hidtil kun omhandlet simple intentioner af ideale, forestillede ting og perceptioner; at se, eller tale om en spade, eller andre lignende genstande og f.eks. matematiske sandheder. Udvider vi sammenhængen til, at spaden i det tilfælde, hvor den var uden for vores synsfelt, og forestiller os at den befinder sig; bagved huset, hængende på et søm, og derefter går rundt om huset og ser spaden, hvor vi mente den var, da er der tale om en kompleks eller kategorial intention; bagved, hængende og på er kategoriale betydningselementer uden sanseligt korrelat - ganske som ideale genstande som multiplikationsprincippet ( 2+2=4 ). Husserl mener at sagsforholdene hængende og på kan gives intuativt, hvorfor at vandringen rundt om huset med henblik på at finde ud af om spaden nu også hænger på sømmet - og hvor vi så finder spaden på denne position - er der tale om en evidenserfaring, identitet i mellem de to akter, den signitive og evidente - og også hvad angår hængende, på og såmænd også bagved. Dette er muligt i kraft af en højere-ordens akt; genstandenes indbyrdes relation og enhed. Selvom vi intenderer spaden og huset, så intenderer vi også hele sammenhængen vi er i; haven, huset, de steder spaden normalt befinder sig. Derfor opererer Husserl med ikke blot sanselige anskuelser, men også kategoriale anskuelser. Anskuelsen er en aktform der bringer en ting til givethed. For eksempel er der muligheden for, at denne opgave kan bringe det til 10

givethed, der intenderes i emnebegrundelsen og målsætningen, og kan derfor betragtes som en kategorial anskuelse. Husserl skelner mellem syntetisk kategoriale akter, som forbliver i rettetheden imod genstandene, og ideative kategoriale akter, som netop, ud over genstandene selv, også intenderer den højere-ordens akt; genstandenes indbyrdes relation og enhed : Væsensskuen, 43. Disse eidetiske akter kan bruges til fænomenologisk at afdække, eller undersøge hvor meget en genstand kan tænkes lidt anderledes, helt ud til grænsen, hvor genstanden ikke længere kan siges at være en sådan genstand længere. Husserls erfaringsbegreb omfatter således konkrete, abstrakte, universielle, simple og komplekse genstande. Husserl mener at en af fænomenologiens opgaver er at udvide erfaringsområdet og fænomenologisk at afdække anskuelsen af bevidsthedens essens, perceptionens essens, sprogets essens, apodiktisk evidens. Dele af de Cartesianske Meditataioner er netop er et eksempel på en afklaring af det transcendentale egos apodiktisk evidens. Husserls Logiske Undersøgelser afslutning. Den tidlige Husserl i de Logiske Undersøgelser er metafysisk neutral, derfor er forskellen mellem rigtige og forkerte perceptioner fænomenologisk set irrelevant. Bevidsthedsakten er den samme i begge tilfælde, 44. Intentionaliteten tilskrives en konstitutiv funktion, genstanden er en genstand for os i kraft af vores meningsgivende ydelse. Vores tolkning muliggør genstandens væren for os. Kategoriale genstande er genstande der kun kan fremtræde i / for bevidsthedsakterne. Subjektiviteten skaber ikke betydninger og frembringelser, den tillader dem blot at fremtræde er betingelsen ikke årsagen, og kun i bevidsthedsakterne viser genstandene som de er. På grund af bestræbelsen om at være deskriptiv psykologi at prøve at holde sig til det reelt immanente, er det ikke muligt at afklare om konstitutionen er en frembringelse eller en epistemisk reproduktion af genstanden. Derfor måtte den forblive noget uklar og mangelfuld. Husserls transcendentalidealisme kan med opprioteringen af det noematiske, fortolkes som et forsøg på at overvinde den traditionelle modsætning mellem metafysisk realisme og idealisme, 45. Husserls udvikling af fænomenologien til transcendental fænomenologi. I indledningen til anden udgave af Logiske Undersøgelser anfører Husserl to væsentlige kritikpunkter af hans hidtidige arbejde, 46 : 1. At fænomenologien skulle være en deskriptiv psykologi er misvisende. 2. Forholdet imellem det noetiske og det noematiske er ikke tilfredsstillende. Det noetiske er fremhævet på bekostning af det noematiske. 1. Fænomenologiens metodiske fordomfrihed og krav om at forholde sig til tingene selv, hvor de viser sig; i eller for bevidstheden, som reel immanens har vist sig ikke at være muligt. Denne tilsyneladende sikre sfære, viser sig at skjule alle hånde transcendenser, 47. Tilsynekomsten er reel immanent, men 11

det tilsynekommende er ikke immanent i reel forstand, 48 : Tilsynekomst og tilsynekommende viser sig at modsætte sig hinanden midt i den rene evidente immanente givethed. Husserl bruger en tone til illustrere dette. Så lad os forestille os, at vi knipser hårdt til et krystalglas; diiiiiiiiiing siger det. Tonen varer i noget tid, dvs. nutid, forgangen tid ( f.eks. et sekund forinden. ) Den forgange lydfase er stadig genstandsmæssige, lyden der var et sekund før er ikke immanent i reel forstand, er ikke en del af tilsynekomstens absolutte nu-punkt. Altså er der to absolutte givetheder, tilsynekomstens og det tilsynekommendes. Det reelt immanente, det noetiske i processen, uden at medtage det noematiske, ligner hermed en tidsløs og interesseløs skuen ( helt uden situationsfornemmelse. ) Ved nærmere eftersyn, viser det sig, at det ikke giver nogen mening, at tale om ting der bare er der til ren beskuelse, men at denne bare væren der betegner specifikke, vekslende strukturerede oplevelser som sansning, fantasi, forestillen, m.m., og i dem befinder tingen sig ikke som i et hylster, i dem konstitueres derimod de ting, der overhovedet ikke befinder sig reelt i dem. Tingenes væren-givet er at træde frem på denne eller hin måde i fænomenerne ( at være forestillede. ) Tingene gives i og på grund af tilsynekomsten. Tingene er adskillelige fra tilsynekomsten, men essentielt er de uadskillelige derfra. Altså den underfulde korrelation i mellem erkendelsesfænomen og erkendelsesobjekt er allestedsnærværende og det må blive fænomenologiens opgave, nærmere at afklare disses forhold. 2. Når noemaet i Logiske Undersøgelser forklejnes i forhold til det noetiske er det netop vist i dette eksempel. Noemaet er netop det der optræder for og i og takket bevidstheden, men som netop ikke er reelt immanent. Denne nyopdagelse gør det nødvendigt, at starte forfra. 1. Også derfor opgives fænomenologien som deskriptiv psykologi, da betegnelsen antyder, at der er noget, og at dette noget er tilgængelig for beskrivelse. Ifølge opfattelsen i Logiske Undersøgelser er tingene, enten som immanente i bevidstheden, eller som et forhold mellem en idealitet og en konkret instantiering heraf i bevidstheden. Disse to niveauer er også disse hvorpå de kan beskrives. Problemet er bare, at ingen af disse to områder kan redegøre for det intentionelle og ikke reeltimmanente i oplevelsen; noemaet, 49. Fænomenologien skal ikke længere være deskriptiv, men redegøre for hvordan dette noematiske kan befinde sig i bevidstheden hvordan tingene konstituerer sig i bevidstheden. Fænomenologien skal være eidetisk videnskab, omhandlende konstitutionen og bevidsthedens væsensstrukturer, som er bevidsthedsstrømmens underfulde korrelation, bestående af de noetiske-noematiske strukturer, 50. Dette projekt antydes i Fænomenologiens Ide ( 1907 ), og udvikles herefter i årene frem. Jeg vil især bruge Husserls Cartesianske Meditationer fra 1929 til at redegøre for dele af Husserls transcendentale fænomenologi. Man kan sige, at Husserl indser, at han hidtidige paradigme ikke rækker. Han har opdaget et fænomen; noema, der ikke lader sig indfange af hans hidtidige begrebsapparat. I øvrigt er der ikke fuld overensstemmelse imellem Zahavis fremstilling og fremstillingen i indledningen til Fænomenologien Ide, af Peer F. Bundgård, vedrørende hvad der er reelt immanent, som dog rækker ud over en selv da det reelle indhold er knyttet til et idealt indhold. Af Bundgård beskrives aktkvalitet og aktmaterialet som værende reelt immanent i bevidstheden, hvor det hos Zahavi udtrykkeligt fremstilles som noget akttranscenderende Jeg er overbevist om, at forklaringen ligger i, at de to forfattere forstår Husserls intentionalitetsteori i mere eller mindre overensstemmelse med de to tolkninger af denne, som kaldes the West Coast interpretation og the East Coast interpretation. Zahavi vedkender sig i bogen, at han tilslutter sig the East Coast interpretation, og jeg mener som nævnt at Bundgård er i overensstemmelse med den anden tolkning. Meget kort vil jeg belyse forskellen i efterfølgende afsnit : 12

Noema. 51 Noemaet er det transcendente konstituerede korrelat til de akt-immanente komponenter, og er oftest forstået som genstanden-sådan-som-den-intenderes. ( the West Coast interpretations ) Noemaet opdages i kraft af epochèn og reduktion, som snart vil blive beskrevet, men diskussionen igennem virkningshistorien har gået på om : 1. Noeamaet er en slags intern mental repræsentation - the West Coast interpretations. 2. Eller nærmere den intenderede genstands givethed - the East Coast interpretation. 1. Forstår noemaet som en medierende instans der formidler rettetheden en ideal mening der formidler den intentionelle relation mellem akt og objekt. Noemaet er ikke det bevidstheden er rettet imod, men det der gør det muligt at formidle rettetheden. Denne forståelse af noemaet, minder mig om en repræsentatinel perceptionsteori. 2. Forstår noemaet som genstanden selv som den fremtræder i en transcendental refleksion; objektet-sådan-som-det-intenderes er objektet-som-intenderes.. Forholdet imellem genstandensådan-som-den-intenderes og genstanden-som-intenderes er således ikke forskellen mellem to ontologiske regioner. Transcendental Fænomenologien. Husserl ser det nu også som fænomenologiens opgave, at undersøge verdens værens-status. Derfor vil han stille spørgsmålet ved videnskabens og dagligdagsforståelsen som han kalder den naturlige indstilling, 52. Så man kan sige, at hvor Husserl hidtil har set bort fra metafysiske spørgsmål, lader det til at han indstiller sig på, måske engang også at kunne komme til klarhed i forbindelse med sådanne spørgsmål, hvilket han også forsøger sig med i den 3. meditation i Cartesianske Meditationer. Husserls Transcendental Fænomenologi, de Cartesianske Meditationer. Om denne bog skriver Husserl selv, at det er den vigtigste sammenfatning af den fænomenologiske transcendentalfilosofi. Husserl går i Descartes fodspor og vil som ham starte helt forfra, ikke tage noget som helst for givet. Husserl mener at Descartes har begået nogle fejltagelser i hans meditationer og tænkning, som aldrig rigtig er blevet løst tilfredsstillende Husserls 5 meditationer : 1. Vejen til det transcendentale ego. 2. Blotlæggelse af det transcendentale erfaringsfelt i overensstemmelse med dets universelle strukturer. 3. Den konstitutive problematik. Sandhed og virklighed. 4. Udfoldelsen af de konstitutive problemer angående det transcendentale ego selv. 5. Afdækning af den transcendentale værenssfære som monadologisk intersubjektivitet. Som jeg har lagt op til i målsætningen for opgaven vil jeg her behandle de 2 første meditationer : 13

1. Meditation. Vejen til det transcendentale ego. Husserl har et særligt begreb om hvad evidens er : Evidens er i allervideste forstand en erfaring af det værende og således-værende, den er netop en åndelige-seen-det-selv, 53. Altså, at erfare det direkte, som direkte sanset eller ad intellektuel vej selvstændig at slutte sig til betones, eller hvad giver mening efter at have læst lidt mere af nærværende tekst, kun at lade det gælde, der er givet for os i ego cogittoets felt, som epochen giver os adgang til. Husserl forfølger, som Descartes en evidens, en sandhed eller sikkerhed der er egentlig apodiktisk. Descartes fandt hans apodiktiske evidens i hans jeg tænker altså er jeg. I første omgang falder verdens status som værende for dette krav om apoditicitet. Husserl tænker noget lignende; at vi erfarer verden er evident, men denne evidens har ikke apodiktisk karakter. En erfaring kan vise sig at være illusorisk, men det gør det dog ikke muligt at tænke verdens ikke-væren, men at anvende verdenserfaringens evidens som radikal videnskabsbegrundelse, kræver at verdenserfaringen gyldighed udsættes for kritik, 54. Husserl mener at verden ikke er den første domsgrund, men at dens eksistens er forudsat en tidligere værensgrund. Denne tidligere værensgrund er Ego cogito. Måden at nå frem til dette er ; At se bort fra al videnskab som noget gældende, At se bort fra verden, som værende for os. At verden faktisk viser sig, skal ses som et krav om væren, 55. Husserl prøver at sikre sig imod, at der ikke alligevel, i al ubemærkethed, indsniger sig nogle fordomme, i processen. Husserl har jo også før snydt sig selv. I de Logiske Undersøgelser, hvori han prøvede at holde sig til det reelt immanente i bevidstheden, som netop ikke gik. Dermed tabes hele den kendte livsverden, som værende for mig og den helt magen til erfarede verden er nu blot et værensfænomen. På samme måde sættes alle, forestillinger, teorier, domme, stillingtagender der er nødvendige i det almindelige ureflekterede naturlige levede liv der forudsætter en tro på verdens væren, i parentes alt bevares, blot opfattes det som simple fænomener. Denne universelle sætten-ud-af-gyldighed er den fænomenologiske epochen og hermed forlenes vi med; mit rene liv med alle dets oplevelser og mentheder, fænomenernes univers. Herved har jeg adgang til mig-selv som rent jeg og mit eget rene bevidsthedsliv, 56. Hvis jeg udelukkende retter mit blik mod dette liv selv, som bevidsthed om verden, så vinder jeg mig selv, som bevidsthed om verden, så vinder jeg mig selv som det rene ego med min rene strøm af cogitationes,57. Dette går forud for verdens naturlige væren. Den naturlige verdens værensgrund forudsætter konstant den transcendentale værensgrund. 14

Den fænomenologiske fundamentalmetode, således som den kommer til udtryk i den transcendentale epochen, kaldes den transcendentalt-fænomenologiske reduktion, for så vidt den fører tilbage til denne transcendentale værensgrund,58. Descartes og Husserl er stort set enige indtil nu. Som apodiktisk evidens sættes egoet og dets cogitationes. Dette transcendentale ego sætter Husserl, som mulighedsbetingelsen for fremtrædelse. Denne apodiktisk transcendentale selverfaring gør Husserl til udgangspunktet for en apodiktisk filosofi, en systematisk opbygning af apodiktiske erkendelser, dette er udgangspunktet for de videre meditationer, 59. Husserl kritiserer på dette trin i meditationerne, Descartes for, at have sluttet sig fra egoet til substantia cogitans. Dette betegner, ifølge Husserl, det punkt hvor Descartes forfejler den transcendentale subjektivitets mening. Jeg-substansen, ( og Gud ) bliver udgangspunktet for kausallogiske slutninger vedrørende det øvrigt eksisterende, 60. Ligeledes mener Husserl, at Descartes prøver at finde en apodiktisk begrundelse, der alligevel sigter efter at legitimere naturvidenskaben, 61. ( en sjov tanke da jeg vil formode, at hvis det er rigtigt, så har denne ambition, formentlig sneget sig ind i Descartes meditationer, uden at han selv var bevidst om det ) Kort sagt, Descartes havde opdaget det transcendentale ego, men indså ikke dens egentlige mening, i stedet for sluttede han sig ubegrundet til jeg-substans, hvorved han blev ophavsmanden til den såkaldte to verdeners tænkning, 62. 2. Meditation. Blotlæggelse af det transcendentale erfaringsfelt i overensstemmelse med dets universelle strukturer. Den fænomenologiske epochen blotlægger en helt ny slags uendelig værenssfære for en ny erfaring : Den transcendentale erfaring. Til enhver erfaring og dens almene variationsmodi : perception, rentation, generindring, hører en tilsvarende ren fantasi, en som-om erfaring med tilhørende modi; (som-om perception ), ( som-om generindren ) Så gives der en apriorisk videnskab om den rene mulighed, der foreskriver virkeligheden dens regler, ( igen den eidetiske videnskab ). Dette stiller metodisk grundkrav om apodiktisk evidens. I en vis udstrækning strækker den apodiktisk evidens der er knyttet til ego sum sig ind i disse mangfoldigheder,63. Til Jegets universelle erfaringsstruktur hører også oplevelsesstrømmens immanente tidsform og at Jeget er apodiktisk forudbestemt for sig som et konkret værende jeg, 64. Først afkobles problemerne om den transcendentale erkendelses rækkevidde. Den transcendentale fænomenologi må foregå på to niveauer 1. Den transcendentale selverfarings kolosale rige. 2. kritikken af den transcendentale selverfaring 15

Hermed gives en videnskab i synsfeltet af den konkrete transcendentale subjektivitet, som den er givet i en virkelig og mulig transcendental erfaring. Da det ligger i den transcendentale subjektivitets mening at den ikke kan sætte andet end egoet som værende, og hvad deraf kan afledes, er vi nu i meditationen indtil videre nået til en transcendental solipsisme og håber at der senere kan mediteres til en intersubjektivitets fænomenologi, 65. Først flytter vi opmærksomheden fra den transcendentale evidens knyttet til ego cogito til de mangfoldige cogitationes det strømmende bevidsthedsliv. Epochen ændrer ikke at virklighedsfænomenerne der træder frem i disse cogitationes, med virklighedesstatus eller ej, stadig er bevidsthedsoplevelser om netop dette noget der opleves. Ethvert cogito og bærer i sig sit cogitum, som det menes. Bevidstheden er intentionel - bevidstheden er bevidst om noget, 66. I den transcendentale refleksion, bliver bevidsthedsakterne i det naturlige liv hvor der perciperes, vurderes, erindres, tilgængelige (bevidste) for os som netop akter af en type, en erindringsakt, m.m.. Den transcendentale refleksion ændrer den naturlige oplevelse til at være en intentionel oplevelse der ved at vende tilbage til den naturlige oplevelse, gør netop denne oplevelse bevidst,. Med den fænomenologiske indstilling opstår der 2 jeger, det naturlige og en nøgtern betragtende jeg som tilskuer til det naturlige. Det fænomenlogisk reflekterende Jegs rene givetheder som verdensfænomener, som de giver sig selv, rent intuativt som simpelt evidens, 67. Dette metodiske princip bruges herefter ind cogito-cogitum området. Derved åbnes der for beskrivelser af de enkelte cogitationes i begge retninger. Beskrivelser af den intentionelle genstand og de bestemmelser den tilskrives i de pågældende bevidsthedsmodaliteter og de modi der træder frem når blikket rettes mod dem, 68. Denne deskriptive retning kaldes den noematiske, hvori vi har den formente verden som sådan i dens renhed, og heroverfor står den noetiske, det rene bevidsthedsliv, der angår cogitoets modaliteter; perceptionens, generindringens, m.m. bevidsthedsmåder, samt iboende modale forskelle; klarhed, uklarhed, m.m., 69.. En perception af noget er netop perceptionen af dette noget, i en foranderlig mangfoldighed af tilsynekomstmåder og ikke en sammenhængsløs række af oplevelser, 70. Cogito er bevidst om sit cogitum i en mangfoldighedsstruktur af en ganske særlig noetisk-noematisk opbygning, som hører til netop dette identiske cogitum, 71.. Når vi behersker den fænomenologiske opgave angående den konkrete bevidsthedsdeskription, så åbner der sig en sand uendelighed af kendsgerninger, der alle kan betegnes som den syntetiske strukurs kendsgerninger. De forlener de enkelte cogitationes forstået som konkrete syntetiske helheder, med en noetisk-noematisk enhed. Først når der kastes lys på syntesens enhed, bliver påvisningen af cogitoet, den intentionelle oplevelse som væren bevidst-om, først da bliver Brentanos opdagelse af at intentionaliteten er de psykiske fænomeners deskriptive grundtræk frugtbar. 72. Identifikationen som en af syntesens grundformer fremstår for os som altdominerende passivt forløbende syntese i form af den kontinuerlige tidsbevidsthed. Enhver oplevelse er oplevelsestidslig tingene har deres tidslighed, den objektive tidslighed, og der er den indre tidslighed, perceptionens tidslighed. Eftersom den indre tidsbevidstheds egne tilsynekomster selv er intentionelle oplevelser og i refleksionen nødvendigvis igen må være givet som tidsligheder, er der den paradoksale grundegenskab 16

ved bevidsthedslivet, at den tilsyneladende er behæftet med uendelig regres. Denne kendsgerning er apodiktisk evident, en side ved egoèts forunderlige væren-for-sig-selv; dets bevidsthedslivs væren i form af en intentionel forholden-sig-til-sig-selv, 73. Til cogitoet hører at det ikke kun forholder sig til verden, men også er bevidst som sig selv i den indre tidsbevidsthed. Ved cogitoets aktuelle oplevelse hører også potentialiteter, som jeget kan realisere, hvilket er endnu et grundtræk ved intentionaliteten. En oplevelse har en intentionel horisont af henvisninger til bevidsthedspotentialer. Og en perception er knyttet til en fortidshorisont, et potentiale af genkaldelige generindringer, som det er op til jeget at realisere. Her spiller valget en rolle, jeg kan gøre det, eller noget andet, 74. Således besidder enhver bevidsthed forstået som bevidsthed-om-noget den væsensegenskab, at den ikke blot generelt kan gå over i stadigt nye bevidsthedsområder idet den forbliver bevidst om den samme genstand, der i syntesens enhed er disse bevidstheder intentionelt iboende som den identiske genstands mening men også at den er i overensstemmelse med den nævnte horisontintentionalitet, 75. Det helt specielle i bevidsthedsanalysen består i afdækningen af de potentialiteter der er implicerede i bevidsthedsaktualiteterne. På den noematiske side udlægning, tydeliggørelse af det bevidsthedsmæssige formente, den genstandsmæssige formening. Den intentionelle analyse ledes af erkendelsen af, at cogitoet som bevidsthed, er en menen det, som det har forment og at der deri er forment mere end der på det pågældende tidspunkt forelægger som eksplesivt ment. Denne menen-ud-over-sig-selv er et træk ved bevidstheden, 76. Afslutning perspektivering. Husserls transcendental fænomenologi bliver filosofi, hvor erkendelsesteoretiske spørgsmål af kantiansk tilsnit, som hvori mulighedsbetingelserne for fremtrædelse, anskuelsesformerne og kategorierne udskiftes med det transcendentale ego, dets indhold og verden udenfor, med det der er i den. Som det så smukt er sagt om transcendentalfænomenologien er sagt ; at fænomenologiens sande tema hverken er verden eller et verdensløst subjekt, men derimod verdens vorden i det transcendentale subjekts selvkonstitution, (.. ) Den objektive verden kan kun konstitueres af et subjekt, der er både inkarneret og socialiseret. (.. ) Intersubjektiviteten må også inddrages som et uundværligt element, ud over dyaden subjekt - verden.77. Mulighedsbetingelserne for fremtrædelse bliver hermed forklaret som beliggende tæt op på vores liv i den naturlige indstilling. Det forklarer vel også den nysgerrighed jeg har haft i forhold til de fænomenologiske filosoffer, som jeg nævnte i indledningen. Fænomenologisk filosofi i de mangfoldige former som fænomenologerne har bevæget sig i vil naturligvis tage form som noget der ofte vil appellere til mennesker uden de store forudsætninger, da afsættet for tænkningen jo alligevel er noget alle kender lidt til, eller i det mindste ikke står helt fremmed overfor; den almindelige erfaring, sansning, livsverden med dets fællesskaber, men med netop den fænomenologiske filosofis korrektion af, en sådan før-teoretisk 17

erkendelse. I denne fremstilling har jeg dog kun antydet selve det transcendentale ego og lidt af dets transcendentale erfaringsfelt, og dermed har jeg kun redegjort for en del af transcendental fænomenologiens fundament og slet ikke transcendental fænomenologien i sin helhed. Husserl er kritiseret for, ikke at komme ud af den klassiske egocentrerede tænkning efter Descartes. At han tænker indenfor Jegèts sfære. Heidegger kritiserer ham for dette; at Husserl hænger fast i erkendelsesteoretiske problemer og i praksis mister livsverden. Heidiggers tænkning skulle kunne forstås som en videreudvikling, eller parallel til især den sene Husserl der især var optaget af livsverden og intersubjektivitet, som også er betydningsfuld for hvordan vi konstituerer verden. Hos Heideggers bliver det netop menneskets væren-i-verden der er de transcendentale mulighedsbetingelser for fremtrædelse og erkendelse, 78. Hos Heidegger er det menneskets ( dasein ) praktiske gøren og laden der bliver bestemmende for hvordan dasein forstår sin-verden. Dermed kritiserer han Husserl for ikke rigtig at komme videre end til, at side og stirre reflekteret ud i luften. 18

Kildehenvisninger. 1. Fænomenologiens Ide, s. 7-10. 47. Fænomenologiens Ide, s.35. 2. Punktnedslag i dansk livsfilosofi, s. 5 48. Fænomenologiens Ide, s.79-83. 3. Filosofi - Fra antikken til vor tid, s. 136. 49. Fænomenologiens Ide, s.37. 4. Punktnedslag i dansk livsfilosofi, s. 11-44. 50. Fænomenologiens Ide, s.39-40 5. Fænomenologiens Ide, s. 15-16. 51. Husserls Fænomenologi, s. 91-93. 6. Fænomenologiens Ide, s. 64. 52. Husserls Fænomenologi, s. 70-71. 7. Vor Tids Filosofi E & F, s. 25-34. 53. Cartesianske Meditationer, s.26. 8. ( www.systime.dk.) ( om tysk idealisme ) 54. Cartesianske Meditationer, s.32. 9. Fænomenologiens Ide, s. 69 55. Cartesianske Meditationer, s.33. 10. Vor Tids Filosofi E & F, s. 38. 56. Cartesianske Meditationer, s.35-36. 11. Fænomenologiens Ide, s. 18-19. 57. Cartesianske Meditationer, s.37. 12. Vor Tids Filosofi E & F, s. 38. 58. Cartesianske Meditationer, s.37. 13. Vor Tids Filosofi E & F, s. 72. 59. Cartesianske Meditationer, s.38. 14. Cartesianske Meditationer, s. 22. 60. Cartesianske Meditationer, s.41. 15. Husserls Fænomenologi, s. 16. 61. Cartesianske Meditationer, s.40. 16. Husserls Fænomenologi, s. 17. 62. ETIKKEN & UNIVERSET, s.34-39. 17. Husserls Fænomenologi, s. 17. 63. Cartesianske Meditationer, s.45. 18. Husserls Fænomenologi, s. 17. 64. Cartesianske Meditationer, s.46. 19. Husserls Fænomenologi, s. 18. 65. Cartesianske Meditationer, s.48. 20. Husserls Fænomenologi, s. 24. 66. Cartesianske Meditationer, s.49-51. 21. Husserls Fænomenologi, s. 20. 67. Cartesianske Meditationer, s.53. 22. Husserls Fænomenologi, s. 21. 68. Cartesianske Meditationer, s.54. 23. Husserls Fænomenologi, s. 22-24. 69. Cartesianske Meditationer, s.56. 24. Husserls Fænomenologi, s. 23. 70. Cartesianske Meditationer, s.59. 25. Husserls Fænomenologi, s. 24. 71. Cartesianske Meditationer, s.61. 26. Om sprogets fænomenologi., s. 25. 72. Cartesianske Meditationer, s.61. 27. Husserls Fænomenologi, s. 25. 73. Cartesianske Meditationer, s.62-64. 28. Husserls Fænomenologi, s. 45. 74. Cartesianske Meditationer, s.65-66. 29. Husserls Fænomenologi, s. 28. 75. Cartesianske Meditationer, s.67. 30. Husserls Fænomenologi, s. 28-29. 76. Cartesianske Meditationer, s.68. 31. Husserls Fænomenologi, s. 28. 77. Husserls Fænomenologi, s.114. 32. Husserls Fænomenologi, s. 26-27. 78. Spørgsmålet om teknikken..., s. 7-33. 33. Husserls Fænomenologi, s. 35-36. 34. Husserls Fænomenologi, s. 36-37. 35. Husserls Fænomenologi, s. 41. 36. Husserls Fænomenologi, s. 41. 37. Husserls Fænomenologi, s. 42. 38. Husserls Fænomenologi, s. 43 39. Husserls Fænomenologi, s. 39. 40. Husserls Fænomenologi, s. 44. 41. Husserls Fænomenologi, s. 51-56. 42. Husserls Fænomenologi, s. 56-63 43. Husserls Fænomenologi, s. 56-63. 44. Husserls Fænomenologi, s. 64 45. Husserls Fænomenologi, s. 66-68. 46. Fænomenologiens Ide, s. 30. 19

Litteraturliste : Primær litteratur : Husserls Fænomenologi, Ny revideret udgave. Dan Zahavi, Gyldendal 2001. Cartesianske Meditationer. Edmund Husserl Hans Reitzels Forlag 1999. Fænomenologiens Ide. Edmund Husserl Hans Reitzels Forlag 1997. Sekundær litteratur : Spørgsmålet om teknikken og andre skrifter. ( side 7-33 ) Martin Heidegger Gyldendal 1999. Om sprogets fænomenologi, udvalgte tekster. ( side 7-30 ) Maurice Merleau-Ponty Gyldendal 1999. Vor Tids Filosofi - Engagement og forståelse. Red. Poul Lubcke Politikkens Forlag 1989. Filosofi - Fra antikken til vor tid. Red. Keld B. Jessen Systime 1999. + www.systime.dk. ( afsnittet om tysk idealisme ) ETIKKEN & UNIVERSET. Jakob Wolf Forlaget Anis 1997 Punktnedslag i dansk livsfilosofi ( side 5-43 ) Red. Mogens Pahuus Aalborg Universitetsforlag 2001. 20