1 Grindsted Kirke. Søndag d. 8. september 2013 kl. 10.00 Bodil Raakjær Jensen Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, Matt 6,24-34. 1. tekstrække. Salmer. DDS 750 Nu titte til hinanden DDS 448 Fyldt af glæde DDS 29 Spænd over os - - - DDS 41 Lille Guds barn Altergang: DDS 369 Du som gir os liv DDS 42 I underværkers land Tekstlæsninger. 1 Mos 8,20-22;9,12-16; Gal 5,25-6,8; Matt 6,24-34
2 Prædiken. Der er kommet et nyt ord i det danske sprog et ord, der bliver brugt ganske ofte. Vi taler om bekymringsindustrien. Og selvom vi ved at bruge ordet på sarkastisk måde allerede tager afstand fra fænomenet, så har bekymringen alligevel godt fat i os alle. Vi bekymrer os gennemgående rigtig meget, alt efter hvad medierne lige lægger os på sinde. En truende storkonflikt i Mellemøsten, computerspillenes indvirkning på ungdommen, fedme-epidemier, resistente bakterier, finanskrise, klimaforandringer. Selvfølgelig går det heller ikke an at overse alle advarselstegn. Vi må omgås vores medmennesker og naturen med omtanke, så vi ikke ødelægger livet for mennesker og dyr og lægger fremtiden øde. Vi må se tegnene og handle ansvarligt men det hjælper jo ingen, at livet stivner i angst og bekymring. Der er da også mange andre tegn tegn, der fortæller om en smuk verden og et dejligt liv. Ikke mindst i vores land kan vi lade naturen fortælle os om Guds smukke skaberværk om himlen over strandengene, om havets bølgende friskhed, om smukke og snart efterårsklædte skove, om lyngklædte bakker, - eller også om forældres glæde over deres nyfødte, om menneskers glade fællesskab, om hjælpsomhed og livsglæde. Bibelen selv giver os i dag et modtegn, som vi kan iagttage i naturen. Vi bliver mindet om regnbuens tegn et tegn på liv og ubekymret glæde et tegn på, at det gode sejrer til sidst. Et tegn på, at Gud ikke vil os noget ondt. Gud er stadig den stærkeste trods menneskers tendens til at ødelægge Guds gode skaberværk, det er regnbuen et tegn på. Nu fik vi jo kun den sidste halvdel af historien. Vi befinder os med denne fortælling på bibelens allerførste sider vi er i den del af det gamle testamente, som vi kalder for urhistorien. Det er en del af bibelen, som vi læser med ganske særlige briller, for her finder vi så at sige på bunden af fortællingerne - dybe sandheder om Gud og menneske. Vi læser om Guds vilje og skaberkraft, om Guds kreative godhed, men også om Guds vrede over menneskers ondskab for ondskab var ikke det, som Gud skabte mennesket til. Men det onde var, hvad mennesket havde valgt. Derfor ville Gud lave det hele om igen. Det var en ommer, som man måske lidt plat kunne sige det. Gud ville skabe en ny og ren jord, sådan som det egentlig var tænkt fra begyndelsen. Derfor lod han en stor vandflod vaske alt det onde væk. Gennem syndflodens vand genskabte Gud verden, så han igen kunne se, at det hele var såre godt.
3 Men det skulle ikke være en jord uden levende væsener. Derfor lod Gud én retfærdig mand og hans familie overleve. Noa fik besked på at bygge en ark. I den skulle han redde sin familie og ét par en han og en hun af alverdens dyr. Og sådan skete det. Noa gjorde, som Gud havde sagt. Syndfloden kom med sin ødelæggende kraft. Kun Noas ark svømmede ovenpå. Og da den grønne jord omsider igen kom til syne, gik Noa og hans familie ud af arken, og Noa ofrede til Gud for at sige ham tak. Da besluttede Gud, aldrig mere at ville udslette jorden på grund af dens ondskab. Og Gud satte regnbuen på himlen som tegn på pagten til trøst og opmuntring for mennesket, der i verden ser så mange andre tegn tegn der giver anledning til bekymring og angst. Regnbuens tegn er tegnet over dem alle, og regnbuen har vi stadigvæk. Den fortæller, at regnen holder op igen. Solen vil skinne. Det er godheden, der vinder kampen til sidst. Derfor skal vi ikke bekymre os. Men det gør vi ofte alligevel. Bekymringer kan blive så overvældende, at man har svært ved at tackle dem. Så skubber man dem til side og bekymrer sig i stedet om noget mere jordnært: hvad skal man tage på, og hvad skal man have at spise? Lige præcis det, som Jesus taler om i evangeliet. Nu taler Jesus nok om det på en mere fundamental måde, end vi tænker om det. Når Jesus taler om bekymringen for det daglige brød, så er det bekymringen, om man overhovedet kan den føde, som der er brug for i dag. Han taler ikke om husmoren der kigger ned i fryseren, der bugner af kød og spørger, hvad skal vi spise? Skal det være oksesteg eller dyrekølle? Men selvom det altså virkeligt er det eksistentielle, daglige brød, uden hvilket vi ikke kan leve, som det drejer sig om for Jesus, så skal vi alligevel ikke bekymre os om det. Gud sørger for det. Han ved, hvad vi trænger til. Og hvad med tøjet? Ja, det handler heller ikke om kvinden i karikatur-tegningen, der står foran det ene af sine mange klædeskabe, og ikke kan bestemme sig for hvilke af sine 30 par sko, hun skal vælge i dag. Det er også her bekymringen om overhovedet at have noget tøj at tage på, det handler om. Men heller ikke her skal vi bekymre os. Livet er mere end mad og tøj. Og Gud ved, hvad vi har brug for. Jeg talte engang med mine konfirmander om dette evangelium. Om det var vigtigt, at have det rigtige tøj på? Nå, mener du hængenumsebukser, sagde en drengene meget fintfølende på mine vegne. Ja, det gjorde jeg jo blandt andet. Jo, det var da vigtigt, og at det var de rigtige underbukser, man så kunne se. Men efter en lille snak fandt konfirmanderne dog frem til mange ting, som var vigtigere end det med de rigtige under-
4 bukser: familie og venner, og piger sagde førnævnte dreng. At man er rask og glad. Pludselig var der mange ting, der var de vigtigste i livet og fælles for dem alle var, at de ikke kunne købes for penge. Vi blev enige om, at man kunne sikkert godt få et rigtig godt liv, selvom der bare stod Sloggi på underbukserne. Og vi talte om, hvor fattigt et liv man kunne få, selvom man havde alt. Vi har alt, men det er også alt, hvad vi har sådan er den deprimerende selvindsigt hos den, der valgte at tjene den gud, der hedder mammon. Men nu er det så altså den helt grundlæggende bekymring om overlevelse, som Jesus taler om. Bekymringen om ikke at sulte eller fryse ihjel. En meget naturlig bekymring for en mor eller en far, synes vi jo. Men søg først Guds rige, så får I alt det andet i tilgift, siger Jesus. Det er lidt af en anfægtelse for os sådan at lægge det hele i Guds hånd, for vi har set alt for mange billeder af børn, der lider nød lige nu f.eks. i overfyldte flygtningelejre, hvor forsyningerne er ved at slippe op. Hvordan skal vi få det til at stemme overens med dagens evangelium? Hvorfor bliver der ikke sørget for dem? Svaret peger tilbage på os. Det er, fordi vi lader det ske. Det er fordi nogle mennesker lader andre mennesker sulte. Det er, fordi vi generelt vælger den gud, der hedder mammon. Derfor er der ikke nok til alle. Derfor må nogle sulte, mens andre lever i overflod. Fordi vi ikke søger Guds rige, hvor alle mennesker er lige, og hvor det er kærligheden til næsten og ikke kærligheden til pengene, der sætter dagsordenen. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift for Guds retfærdighed er, at vi deler med hinanden, og så er der mere end nok. Der fortælles om et menneske, der først var på besøg i helvede. Alle menneskerne sad ved lange spiseborde. Der var masser af mad. Der var også både tallerkener og skeer, men problemet var, at skeerne havde så lange skafter, at man simpelthen ikke kunne få skeen i munden. Derfor sad de alle sammen og sultede. Derefter gjaldt besøget himlen. Mærkeligt nok så der ligesådan ud der. Der var masser af folk bænket ved lange spiseborde. Der var også rigeligt med lækker mad og de samme trælse skeer, der var alt for lange. Men her blev alle alligevel mætte. For i stedet for kun at tænke på sig selv, havde man fundet ud af, at man kunne made hinanden. I Guds rige er der nok til alle. Det er Guds retfærdighed. Den skal vi søge, og finder vi den, så behøver ingen længere bekymre sig om mad og tøj.
5 Eller som en vittighed fortæller om det: To mænd snakker med hinanden. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Gud, hvorfor der er så megen nød i verden? Siger den ene. Jamen, hvorfor gør du ikke det? Spørger den anden. Nej, for jeg er bange for, at han stiller mig det samme spørgsmål. Var svaret. Og det er jo nok værd at tænke lidt over! Amen